[512]

CXLIIII. Dauidz Psalme.

LOffuit vere HERREN min Trøst / Som lærer mine hender at stride / oc mine neffuer at krige.

Min ^*miskundhedMiskundhed oc mit Slaat / min ^*beskermelseBeskermelse oc min Frelsere / min Skiold / paa huilcken ieg haabis / Som tuinger mit Folck vnder mig.

HERRE / huad er Mennisken / at du^*estest omhyggelig for hannem? Oc Menniskens barn / at du saa acter hannem?

Er dog ey Mennisken lige som inted / Hans tid far bort / som en skugge.

HERRE / bøye dine Himle oc far hid ned / Tag paa Biergene / at de ryge.

Lad Liune oc ^*Atspreatspre dem / Skiud dine Straaler / oc forferde dem.

Vdsent din Haand aff det Høye oc frelss mig / Oc redde mig aff store Vand / Aff fremmede børns haand.

Huilckis Lærdom er icke nyttelig / Oc deris Gerninger ere falske.

Gud / ieg vil siunge dig en ny Sang / Jeg vil lege faar dig paa ^*psalterePsalteren met thi Strenge.

Du som giffuer Kongerne Seyer / Oc frelser Dauid din Tienere / aff den Ondis mordere suerd.

Frelss mig ocsaa / oc redde mig aff de fremmede børns haand / Huilckis Lærdom er icke nyttig / Oc deris Gerninger ere falske.

At vore Sønner kunde opuoxe / lige som Planter i deris vngdom / Oc vore Døt= ter / lige som vdgraffne pillere / lige som Pallatz.

Oc vore Kammer vere fulde / som kunde giffue it Forraad vd effter det andet / at vore Faar kunde føde tusinde / oc hundrede tusinde i vore Byer.

At vore Øxen kunde meget arbeyde / At der skal ingen skade / ingen forderffuelse / ingen Klagemaal vere paa vore Gader.

Lycksaligt er det Folck / som det saa gaar / Men saligt er det Folck / hues HERRE er en Gud.