Sådan bruger du Danske reformationsalmer. Melodier og tekster 1529-1573.
Det er muligt at søge både i melodier og tekster, og man kan vælge, hvilke værker man vil søge i.
Nodesøgningen kan aktiveres direkte fra nodebilledet, som vises i udgaverne: Klik på en node og derefter en anden node for at markere et melodiudsnit. Klik derefter på markeringen for at søge efter tilsvarende passager i alle melodierne.
I melodibasen kan der foretages mere avancerede søgninger i et specifikt kildeværk eller i alle værkerne. Søg på titel eller melodiforløb. Det er muligt at foretage melodisøgning på tre forskellige måder: ved at angive melodikontur, tonenavne eller noder. Derudover gør forskellige indstillinger det muligt at udvide eller indsnævre søgningen.
Se en mere detaljeret vejledning i melodibasen.
Vælg søgning i teksterne i et specifikt kildeværk eller i alle værkerne.
Indtast søgt tekst i søgefeltet. Søgningen gælder præcis tekststrengen i søgefeltet. Der søges kun på hele ord; fx giver søgning på "kirck" 0 fund. Brug evt. jokertegnene * = vilkårligt antal bogstaver eller ? = ét bogstav. Søgning på "kirck?" vil medtage "kircke", mens søgning på "kirck*" vil finde både "kircke" og "kirckis". Hvis der søges på flere ord, skal søgeteksten sættes i citationstegn "".
Søgningen medtager foruden originalteksten også de moderne overskrifter, som vises i dropdown-menuen.
Hvis man kun ønsker at søge i en del af korpus, er det klogt at søge på et uudfyldt søgefelt, da man så får mulighed for at klikke de ikke-ønskede værker fra inden søgningen og dermed øge hastigheden. Hvis man indtaster en søgestreng og trykker retur eller klikker på pil, søges der i hele korpus.
Et klik på et søgeresultat fører til det afsnit, hvor ordet forekommer. Søgeordet er markeret med gul baggrund alle de steder, hvor det forekommer i afsnittet. Da nogle afsnit er meget lange, kan det være en hjælp at notere sig sidetallet.
Klik på den indrammede blå sidehenvisning til venstre for tekstspalten, jf. Faksimile. Ved at klikke i billedfeltet får man vist billedet i højere opløsning.
Faksimilerne er digitale fotografier af kilderne. Aktivér visningen af faksimiler ved at klikke på den lille firkant med blå tal og bogstaver til venstre for teksten i venstre spalte. Det er muligt at blade i faksimilerne ved hjælp af piletasterne til højre og venstre for billedet.
Ludwig Dietz, En ny håndbog med salmer og åndelige lovsange (1529) og Ludwig Dietz, Nogle nye salmer og lovsange (1536) er fotograferet af Kungliga Biblioteket i Stockholm.
Christiern Pedersen, Malmøsalmebogen (1533) er fotograferet af Nasjonalbiblioteket, Oslo.
De øvrige værker er fotograferet og publiceret af ProQuest som en del af Early European Books.
Aktivér de tekstkritiske kommentarer ved at klikke på tekstkritik til venstre i den grå bjælke. Derefter vises et blåt tal over de noder, der er kommenteret, og et blåt kors umiddelbart efter de kommenterede ord. Kommentarerne vises, når man placerer markøren på de blå tegn.
Et tekstkritisk apparat er noter til teksten, der dokumenterer udgivelsesarbejdet. Noterne registrerer de ændringer, udgiveren har foretaget, og de gør opmærksom på særlige forhold i kilden, fx tekst, der er forsvundet ved indbinding eller slid.
Det tekstkritiske apparat meddeler fejl i teksten, der har kunnet rettes af udgiveren. Udgiverens rettelser kaldes konjekturer ('gæt'), og de angives kun, hvor det (næsten) er sikkert, at sætteren selv ville have rettet, hvis han havde opdaget fejlen:
| hannem] hannen orig. | I den digitale udgave er fejlen ‘hannen’ blevet rettet til ‘hannem’ af udgiveren. Forkortelsen 'orig.' betyder originalen |
| sandhed kær/ ] mangler orig, rettet efter Malmøsalmebogen 1533 | Udgiveren har indsat 'sandhed kær', fordi originalens tekst ikke giver mening uden. Rettelsen støttes af teksten i en af de andre kilder, 'Malmøsalmebogen 1533' |
| oc ] herefter lakune orig. | Efter 'oc' er der en skade i kilden, fx et afrevet hjørne |
Desuden rummer det tekstkritiske apparat bemærkninger om usikre læsninger:
| skapte] orig, læsningen usikker | Bogstaverne er utydelige, men udgiveren mener, at læsningen ‘skapte’ er korrekt |
Tekstkritiske kommentarer i noderne meddeler på samme måde fejl og mangler i nodeteksten, der har kunnet rettes af udgiveren:
| fast fortegn for a erstattet af fast fortegn for b | I den digitale udgave er det fejlagtigt placerede fortegn blevet rettet til af udgiveren |
| C-nøgle på fjerde linje flyttet til tredje linje | Udgiveren har flyttet C-nøglen, fordi melodien ellers ikke giver mening. Linjerne tælles nedefra |
Dertil kommer bemærkninger om usikre læsninger:
| vn-dre: tekstfordeling usikker | Udgiveren har placeret stavelserne vn og dre under noderne, men i originaltrykket er fordelingen uklar |
| læsning af ligatur usikker | Udgiveren har noteret ligaturen med moderne noder, men ligaturen følger ikke normerne og dens værdier er derfor uklare |
Som følge af de redaktionelle principper for nodeudgavernes udseende er følgende ting kommenteret:
| gentaget passage skrevet ud uden gentagelsestegn | På grund af mensurens tredeling af brevis må den gentagede passage skrives ud, fordi nodeværdierne ændrer sig anden gang. Gentagelsestegnet i originalen er udeladt |
| 4 linjer i systemet ændret til 5 | Redaktøren har ændret originalens fire linjer i systemet til fem |
| dobbeltnøgle: F-nøgle på anden linje og C-nøgle på fjerde linje | Der forekommer en dobbeltnøgle i originalen, som i den digitale udgave kun er gengivet med én nøgle. Linjerne tælles nedefra |
Nodetegn, hvis betydning er uklar eller ikke bruges i moderne notation, er erstattet af tilsvarende moderne symboler. På samme måde er tegn, som er underforstået i 1500-tallets notation, tilføjet:
| ? ændret til gentagelsestegn | ?-tegnet angiver begyndelsen af en gentaget passage. Det er udskiftet med et gentagelsestegn |
| gentagelsestegn tilføjet | To tekstlinjer under noderne betyder, at en passage i melodien skal gentages. Redaktøren har indsat gentagelsestegn for at tydeliggøre dette |
| ♭ tilføjet | Redaktøren har tilføjet et fortegn til en node pga. tilstedeværelsen af et fortegn før eller efter |
Under udarbejdelse
Aktivér ordbogsressourcen ved at klikke på ordbog i bjælken over venstre spalte. I højre spalte vælges desuden ordbog blandt mulighederne i bjælken. Klik derefter på det ord, der skal slås op. I højre spalte vises de ordbogsartikler, der matcher søgningen.
I den elektroniske ordbogsressource indgår 12 leksikografiske værker, der behandler reformationstidensk danske sprog:
Christiern Pedersen: Vocabularium ad usum dacorum. Paris: Jean Barbier 1510
Henrik Smith: Hortulus synonymorum. København: Melchior Blumme 1520
Jon Tursen: Vocabularius rerum. København: Lorenz Benedicht 1561
Henrik Smith: Libellus Vocum Latinarum. København: Hans Zimmermann 1563
Poul Nielsen Hingelberg: Vocabulorum variorum expositio. København: Mads Vingaard 1576
Mads Pors: De nomenclaturis Romanis. Frankfurt a. M.: Joh. Feyerabend 1594
Poul Jensen Colding: Dictionarium Herlovianum. København: Salomon Sartor 1626
Otto Kalkar: Ordbog til det ældre danske Sprog (1300-1700), anden udgave, bind I-VI. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · Akademisk Forlag 1976
Den elektroniske ordliste udarbejdet af projektet »Dansk Folkevisekultur 1550-1700«, Københavns Universitet.
Kristian Sandfelds ordbog til Hans Mogensens Oversættelse af Philippe de Commines Memoirer. København: DSL · Gyldendal 1919
Kristian Sandfelds ordbog til En Ræffue Bog, Herman Weigeres Oversættelse af Reinke de Vos. København: DSL · Gyldendal 1923
Marius Kristensens ordbog til Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade 1530-1630. København: DSL · Gyldendal/C.A. Reitzel 1931/1978-79.
Ud over disse 12 centrale værker vises også oplysninger fra andre ordbogsressourcer, bl.a. Gammeldansk Ordbog, Ordbog over det danske Sprog, Den Danske Ordbog og Meyers Fremmedordbog. Desuden er der undertiden inddraget ordforklaringer fra DSL-udgaver af tekster fra perioden. Det sker, hvor ordforklaringerne i de 12 kerneværker er korte eller mangelfulde.
I ordbogsressourcen på salmer.dsl.dk vises et uddrag af de fundne ordbogsartikler (undertiden blot opslagsordet). Der er indsat klikbare links til artiklerne, så de kan ses i deres fulde omfang.
Henvisninger til Bibelen er markeret med blå skrift. Klik på henvisningen for at komme til den første danske oversættelse af hele Bibelen, Christian 3.s danske Bibel (1550). Denne bibeloversættelse er kun inddelt i kapitler, ikke i vers. Versinddelingen blev opfundet i 1551 og først indført i de danske bibler i 1607. Derfor går linkningen på kapitler i Bibelen, og man kommer til begyndelsen af det relevante kapitel. Det har ikke været muligt at kontrollere samtlige bibelhenvisninger, så der kan være fejl.
Via menuknappen 
ud for hver melodi er der mulighed for at
interagere med noderne på forskellig vis:
Klik på knappen 
(afspil) for at lytte til melodien. Noderne
fremhæves under afspilningen.
Melodierne er ofte noteret med nøgler, som er ualmindelige i dag (se Om at læse 1500-tallets noder). For at lette læsningen kan nøglerne udskiftes med mere nutidige: G-nøgle, oktaverende G-nøgle ("tenornøgle") eller basnøgle. Klik på den ønskede nøgle i nodemenuen for at skifte nøgle.
I salme- og messebøgerne er melodierne noteret med ældre nodeformer: enten
koralnotation eller mensuralnotation (se Om at læse
1500-tallets noder). Mensuralnotation ligner moderne noder, og de er i den
digitale udgave noteret med de tilsvarende nutidige noder. Det gør dog, at
nodeværdierne kan synes meget lange i forhold til gængs praksis i dag. For at
tilpasse noderne mere til nutidig praksis og undgå de meget lange nodeværdier kan
nodeværdierne i mensuralnotation reduceres til det halve eller det kvarte ved hjælp
af nodemenuen.
NB: Ved reduktion af nodeværdier markeres mensurtegnet (det, vi
i dag ville læse som en "taktart") i begyndelsen af satsen med rødt for at
understrege, at det ikke skal læses som en nutidig taktart, men en angivelse af
mensur, som ikke umiddelbart kan halveres og derfor vil være misvisende i sammenhæng
med de ændrede nodeværdier.
Melodierne kan transponeres op eller ned til andre tonearter efter behov ved hjælp af nodemenuen. Afspilningen afspejler den aktuelle transposition.
Klik på linket og slå den pågældende melodi op i databasen, der samler alle melodier fra de ni salme- og messebøger. Se vejledning om brug af databasen.
Få en printervenlig version af den pågældende salme i en PDF-fil. Melodien bliver vist med de nodeændringer, som er indstillet i menuen.
Her følger først en kort orientering om reformationstidens danske sprog og derefter en tabel til hjælp ved oversættelsen af enkelte bogstaver til moderne dansk.
Reformationstiden var en overgangstid også for det danske sprog. Det skyldes især, at bogtrykket blev udbredt og i mange sammenhænge erstattede eller supplerede håndskrifterne. I 1495 udkom den første trykte bog på dansk, så vidt vi ved. Den nye teknik gjorde det meget hurtigere og billigere at fremstille bøger. Dermed blev adgangen til læsestof demokratiseret, og det motiverede flere til at lære at læse.
Bogtrykkerne skulle leve af at sælge deres bøger, og derfor var de interesserede i at gøre trykkene tillokkende. For det danske skriftsprog indebar det, at man brugte langt færre forkortelser end i håndskrifterne, man indførte klare markeringer af tekstens opbygning i sætninger og afsnit, og man forenklede stavningen og bøjningen. Set fra et moderne synspunkt er det især stavningen, der ændres afgørende.
Den ortografiske fornyelse skyldtes især én person, Christiern Pedersen, som var en uhyre aktiv forfatter, udgiver, bearbejder, forlægger og ejer af et bogtrykkeri. Malmøsalmebogen fra 1533 er udgivet af ham. I sine egne bøger indførte Pedersen en forenklet norm for stavningen, som stort set slog igennem i løbet af 1530'erne. Der er ikke tale om nogen fast norm, som vi kender det i dag; principielt kunne man stave, som man ville, men i praksis fulgte trykkerierne hver især nogenlunde faste retningslinjer.
Det mest iøjnefaldende træk ved Pedersens reform er, at th i begyndelsen af småord blev erstattet af d, fx "then" > "den" og "tha" > "da". Sådan skriver vi stadig. Traditionelt blev den vokal, der i dag skrives å, gengivet på mange forskellige måder, bl.a. a, o og oo, men Pedersen brugte som regel aa, fx "pa" > "paa", "so" > "saa" og "foo" > "faa". Det blev normen for dansk indtil 1948. Nogle få typeeksempler på Pedersens øvrige ændringer er "till" > "til" "piige" > "pige", "iegh" > "ieg".
De ti værker på Danske reformationssalmer repræsenterer både den gamle og den nye stavning. De to ældste salmebøger, Ludwig Dietz' fra 1529 og 1536, følger traditionen, og det samme gør Claus Mortensen Tøndebinders messebog fra 1529. De øvrige er alle påvirket af Pedersens reform, selvom der ind imellem også findes gamle former, særligt i Oluf Ulricksøns messebog fra 1535.
Christiern Pedersens nye stavning er et markant skridt på vejen mod moderne dansk (se nærmere Reformationstidens danske sprog). Alligevel er der meget store forskelle mellem de to sprogtrin, og som en hjælp følger her en liste over nogle af de almindeligste forhold. Bogstavets placering i ordet er tit afgørende for skrivemåden. I de tilfælde er bogstavets position markeret med bindestreg, der betegner et eller flere bogstaver; fx betyder th-, at th står først i ordet. Parentes om bindestregen angiver et eller flere eller ingen bogstaver; fx betyder -f(-), at f står inde i eller sidst i et ord (men ikke først).
Generelt gælder, at et dobbeltskrevet bogstav, fx ii og ll tit svarer til enkeltbogstav på moderne dansk; også det omvendte forekommer.
I listen indgår ikke bogstaver som udtryk for tal (romertal); de skal findes i den særlige liste over romertal nedenfor.
aa = å eller a eller o
ae = a
c- = c eller k eller s
-c(-) = c eller k eller g
ch = g eller k
-ck(-) = k eller kk
-d(-) = d eller t
e = e eller æ
-f(-) = f eller v
-ff(-) = f eller v
-ffu- = v
-ffv- = v
-ffw- = v
-fu- = v
-fv- = v
-fw- = v
-gh(-) = g eller ingenting
i = i eller j eller e
ie = i eller e
ii = i eller y
-is = es eller e
iu = y
iv = y
iw = y
j = j eller i
je = je eller e eller i
-k(-) = k eller g
o = o eller å eller u
q = k
-t = t eller d
th- = d eller t
-th = d eller t
u = u eller v
v = v eller u
w = v eller u
y = y eller i eller j
z = s eller ds eller ts
æ = æ eller e
ø = ø eller y
c = 100
cc = 200
cd = 400
d = 500
dc = 600
i = 1
ii, ij = 2
iii, iij = 3
iiii, iiij, iv = 4
ix = 9
j = 1
l = 50
m = 1000
mdxxix = 1529
v = 5
vi, vj = 6
vii, vij = 7
viii, viij = 8
viiii, viiij = 9
x = 10
xc = 90
xl = 40
1500-tallets nodeskrift afviger på mange punkter stærkt fra moderne notation. Hvor det på nogle områder er nemt at se bort fra forskellene, for eksempel når en melodi er noteret med fire linjer i stedet for fem, er det i andre tilfælde kompliceret af, at tegn kan have skiftet betydning og oven i købet have forskellige betydninger afhængig af sammenhængen. De digitale nodeudgaver er baseret på moderne normer, hvad angår tegnenes udseende og betydning. Den oprindelige notation fremstår moderniseret, dog er der bibeholdt visse ydre træk af den oprindelige notation (se de nærmere principper under Noder). Det vil derfor være nyttigt med en forklaring af de grundlæggende principper, som kildeværkernes notation baserer sig på.
I 1500-tallets notation varierer antallet af linjer i nodesystemet. Ofte er der fem, ligesom i dag, men tit bruges af bekvemmelighed kun fire linjer, hvis melodiens omfang ikke bevæger sig ud over systemet. Brugen af nøgler er langt mere fri end i senere notation. Der anvendes oftest c- og f-nøgler, som placeres på den linje, der giver melodien den bedste placering inden for systemet. Nøglernes udseende adskiller sig fra senere tiders typografisk moderniserede stil.
Der forekommer tre forskellige notationsformer i salme- og messebøgerne: mensuralnotation, koralnotation og en blandingsform, semimensuralnotation. Mensuralnotation kan betragtes som en forløber for moderne notation, og i den simple form, hvori den anvendes i salme- og messebøgerne, er den på mange måder sammenlignelig med senere tiders notation. Grundlæggende opbygges et hierarki af nodeværdier, hvis relationer defineres af den såkaldte mensur, et tegn eller tal, der placeres i begyndelsen af en sats samme sted som en taktart i moderne notation. Til forskel fra senere tiders notation, hvor eksempelvis en helnode altid deles i to halvnoder, afgør mensuren i mensuralnotation, om semibrevis (en uudfyldt node ligesom helnoden) består af to eller tre minima'er (svarende til halvnoden). Forholdet beskrives som prolatio maior (tre minima'er) eller prolatio minor (to minima'er). Mensuren angiver desuden forholdet mellem brevis (en rektangulær node) og semibrevis. Forholdet beskrives som tempus perfectum (tre semibrevis) eller tempus imperfectum (to semibrevis). Noget særegent ved mensuralnotationen er brugen af ligaturer, som er sammenstillede noder ved en melisme, dvs. den samme tekststavelse. Ligaturernes form og placering afgør deres rytmiske værdi. En kortfattet engelsk vejledning kan ses her. Nodehovederne i menusuralnotation er rombeformede, undtagen brevis og longa, som er rektangulære (sidstnævnte med en hals på højre side).
Koralnotation anvendes til de sange, som i de danske salme- og messebøger baserer sig på gregorianske melodier. Den lange tradition for disse sange i den middelalderlige kirke afspejles af det enorme antal af håndskrifter med melodier tilbage fra før det første årtusindskifte. Her anvendtes neumer, små tegn over teksten, som uden nodelinjer viste melodiens bevægelse. Senere udvikledes en nuanceret neumenotation, der angav tonehøjden på linjer og indikerede rytmiske forløb. De trykte melodier fra reformationstidens danske salme- og messebøger anvender en forenklet form, der blandt andet skyldes de begrænsede muligheder, som tidens trykketeknik rådede over. Koralnotationen gør kun brug af to typer noder, kort og lang, sidstnævnte som afslutning på en sektion. I modsætning til mensuralnotationen er koralnotationens noder ikke udtryk for eksakte nodeværdier. Tekstens foredrag er afgørende for melodiens rytmisering.
En blandingsform af mensuralnotation og koralnotation ses i få tilfælde, hvor latinske sange er omformet til dansk. Det ses tydeligt i Tibi laus salus sit Christe, som findes i alle tre notationsformer. Grundlæggende er der i blandingsformen tale om koralnotation, men der er indført en tredje nodeværdi, som underdeler den korte værdi i to. Man kan kalde notationen for semimensural, fordi der på bestemte steder i det ellers frie rytmiske flow skal indsættes ubetonede, korte toner.
Fælles for alle tre notationsformer er, at de ikke gør brug af taktstreger i moderne betydning. Der kan forekomme lodrette streger på tværs af linjerne, men de markerer ikke metriske enheder med et betonet slag i begyndelsen. De er blot at forstå som adskillelsesstreger mellem sektioner. Også dobbelte streger bruges til at markere overgang mellem to sektioner. Ligeledes bruges dobbelte streger som afslutning på satser, men ikke konsekvent.
Reglerne for brugen af fortegn har også ændret sig. Alene princippet om, at et fortegn gælder inden for én takt, giver ikke mening uden taktstreger. Hovedreglen i mensural- og koralnotation er, at et fortegn kun gælder for den node, som det står foran. Undtagelser kan forekomme i forbindelse med tonegentagelse eller sågar, hvis den samme tonehøjde kommer igen kort tid efter. I mange situationer vil tolkningen bero på en konkret vurdering af den pågældende passage, og eftersom man ikke brugte opløsningstegn, kan der hurtigt opstå tvivlstilfælde.
I de digitale udgaver er det muligt at se faksimiler af kildeværkerne og her besigtige den oprindelige notation. Enkelte tegn har mistet deres betydning ved omsætningen til digital form, for eksempel den lille krølle, kustos, i slutningen af hvert system. Tegnet angiver, hvor den først node i næste system befinder sig, og den hjælper på den måde sangeren til at vide, hvor melodien fortsætter hen. Tegnet for gentagelse har sidenhen skiftet udseende, men ligesom fortegnet b er det stadig let genkendeligt.
I melodier med tredelt takt vil der forekomme noder og tegn, som ikke bruges i moderne notation. Ved hjælp af en prik eller en lille klamme, punctus divisionis, kunne man angive, at næste node skulle have tre slag. Og ved at farve (kolorere) en brevis- eller semibrevisnode sort kunne man tydeliggøre, at den kun havde to slag. I løbet af 1600-tallet erstattedes sådanne specialtegn i takt med, at todeling af nodeværdier blev norm, og fordi brugen af punkteringsprik som forlængelse af en nodeværdi blev almindelig.
Faksimilerne viser, at 1500-tallets bogtrykkere forholdt sig forskelligt til nodetryk. I Claus Mortensens messebog fra 1529 tryktes kun tomme linjer, så brugeren selv kunne indskrive melodierne. Det havde været normen i de store trykte messebøger fra slutningen af 1400-tallet. I andre salme- og messebøger tryktes noderne med brug af træsnit, og i Thomissøns salmebog og Jespersens graduale tog man tidens nyeste teknik i brug: noder med typetryk. Fælles for de forskellige nodebilleder er, at der ikke blev lagt vægt på en jævn fordeling af noderne hen over en side, sådan som man oftest vil gøre i dag. Til tider står noderne tæt, selv lange nodeværdier; andre gange er noderne opstillet med afstand. Især i Thomissøns salmebog og i Jespersens graduale skyldes det, at der i nodesatsen er taget højde for fordelingen af sangteksten under de enkelte noder. Man brugte løse typer til at trykke noderne, og det gav mulighed for minutiøst at placere noderne ved de tilhørende stavelser i teksten. I dag vil man gøre det omvendt og fordele stavelserne med brug af bindestreger under noderne, som er spredt ud, så afstanden mellem noderne afspejler deres varighed. At kombinere noder og tekst var et nybrud i 1500-tallets trykketeknik, og Thomissøns salmebog, der blev sat i Lorenz Benedichts trykkeri, blev et pionerarbejde på dansk grund. Oluf Ulricksøns og Hans Vingaards trykkerier brugte træsnit i nodetryk. Med disse teknikker var det langt vanskeligere at integrere tekst og noder. Noder fremstillet med træsnit har et primitivt udseende sammenlignet med typetrykte noder, men man må forvente, at de fuldt ud levede op til deres formål som hjælp til præster, degne og korsangere, der skulle forberede sig på at afvikle messen.
Selvom tidens trykketeknik gjorde det muligt at vise fordelingen af sangteksten til noderne, vil sammenhængen mellem stavelser og toner mange steder slet ikke være indlysende ved første øjekast. I mange tilfælde er der flere muligheder for at knytte tekst og toner sammen, og ofte vil man derfor være tvunget til at foretage et skøn. Det var almindeligt at skrive flere stavelser under én node, og i sådanne situationer fremgår fordelingen af de enkelte stavelser ikke. Det afspejler, at sammenhængen mellem tekst og toner ikke var eksakt. Snarere var det en balancegang, der tilgodeså såvel tekstlige som musikalske forhold. Alene det, at antallet af stavelser varierede fra strofe til strofe, havde betydning for melodiens udformning.
I indledningen og listen over tekstvidner til de enkelte værker (begge dele i højre spalte under om teksten) er der gjort rede for, hvilke specifikke eksemplarer der er benyttet ved den digitale udgivelse. I de tilfælde, hvor den digitale udgave bygger på flere tekstvidner, kan der forekomme afvigelser mellem translitteration og faksimile på hjemmesiden. De er omtalt i indledningerne til de relevante værker.
Alle bøgerne har været brugt, mere eller mindre, og de bærer præg af deres brugere. I de digitale udgaver er disse brugsspor ikke gengivet, undtagen hvor de har betydet, at originalerne var vanskelige eller umulige at læse. Det gælder også håndskrevne rettelser og tilføjelser, som må iagttages i de digitale fotos.
Sidetal er ingen selvfølge i reformationstidens bøger. Alligevel kan alle sider i en bog identificeres, og det er sket i de digitale udgaver. Principperne er følgende:
Hvis en kilde har trykte sidetal, bliver de angivet i den digitale udgave. Det gælder kun hovedafsnittet af Niels Jespersens Graduale.
Hvis en kilde har trykte bladtal, bliver de angivet i den digitale udgave med oplysning om, hvilken side af bladet det drejer sig om: recto- eller forsiden angives med r, verso- eller bagsiden med v.
Hvis en kilde hverken har side- eller bladtal, er det nødvendigt at angive placeringen i ark. Et ark er det hele stykke papir, der blev trykt på begge sider og derefter foldet, så det passede i bogens format. Hvert ark har en signatur, som regel et bogstav. I et ark er der typisk otte, fire eller to blade, som nummereres. En sideangivelse vil normalt have formen arksignatur + bladnummer + side, fx "B 2v", der betegner ark B, blad 2, bagsiden.
Reformationstidens trykte bøger har en stor rigdom af typografisk materiale, der dels bruges som udsmykning, dels som markering af værkernes struktur. I de digitale udgaver har det kun været muligt at markere overskrifter. Originalernes afsnitinddelinger er så vidt muligt fulgt.
I flere af kilderne findes noter i ydermarginen, meget hyppigt bibelhenvisninger. I de digitale udgaver er disse noter anbragt til venstre for den løbende tekst.
Illustrationer i kilderne er omtalt i de enkelte indledninger. De kan kun ses på de digitale fotos.
Typografisk udsmykning (vignetter) gengives med stjerne eller asterisk, hvor de er skønnet relevante for tekstens struktur.
Længere afsnit med stor skrift gengives som brødskrift, hvor der ikke er tale om overskrifter. Forholdet er omtalt i indledningerne til de relevante værker.
Tryk med rød farve er et yndet virkemiddel i reformationstidens bøger. Det er ikke gengivet i de digitale udgaver, men omtalt i indledningerne til de relevante værker. Farvetrykket må iagttages på de digitale fotos.
Originalernes linjeskift følges som hovedregel ikke, medmindre der er tale om nye afsnit. I det tekstkritiske apparat markeres linjeskift med lodret streg | hvor det er relevant. I værkernes registre anføres linjebrud i lemma (indgang) med skråstreg, fx "De profundis / Aff Dybsens nød raaber".
De digitale udgaver af noderne moderniserer det udseende, som noderne har i kildeværkerne, og tilpasser notationen efter moderne konventioner. Sidst i dette afsnit beskrives særlige forhold, der gælder de tre notationsformer, som forekommer i salme- og messebøgerne, mensuralnotation, koralnotation og semimensuralnotation. For alle noder gælder følgende udgivelsesprincipper:
Faste fortegn skrives kun i én oktav.
Nøgler bibeholdes, men udseendet moderniseres. Det er muligt at ændre nøglen og dens placering i menuen (se Ændring af noderne).
Der vises fem linjer i nodesystemet. Hvor originaltrykket har et andet antal, bemærkes dette i en kommentar.
Lodrette streger er ikke taktstreger, men adskillelsesstreger mellem sektioner. De gengives som i kilden. Dobbelte streger i afslutningen af en melodi gengives som afsluttende dobbeltstreger, mens dobbelte streger, der markerer overgang mellem to sektioner, gengives som dobbelte streger.
Gentagelsestegns udseende og placering moderniseres. Manglende gentagelsestegn i passager med to tekstlinjer tilføjes ‒ med kommentar. I forbindelse med gentagelsestegn i tempus perfectum kan det forekomme, at en brevis-node har to forskellige værdier, fx perfekt ved gentagelse og imperfekt ved overgangen til næste frase (se Om at læse 1500-tallets noder). Sådanne passager skrives uden gentagelsestegn og kommenteres.
Kustos i slutningen af et nodesystem gengives ikke. Afviger placeringen af kustos fra normen, er dette kommenteret.
Originalkildens linjeskift markeres med ⁞ og sideskift med |, dog ikke ved afslutningen af en melodi.
Sangtekst under noderne fordeles så vidt muligt som i kilden. I tilfælde af tvivl er der taget hensyn til sammenhængen mellem den tekstlige og den musikalske betoning. Hvor originaltrykket placerer flere stavelser under én node, gengives dette tilsvarende i den digitale udgave. I tilfælde af tvivl bringes en kommentar.
Flere stavelser under én ligatur sættes under første node.
Melodier uden underlagt tekst gengives uden tekst.
Kommentarer til teksten vises i tekstgengivelsen efter noderne.
Der sættes bindestreger mellem de stavelser, som fordeles under flere noder. Sættes flere stavelser under én node, bruges ikke bindestreg. Eksisterende bindestreger overtages så vidt muligt, og de resterende tilføjes stiltiende og i videst muligt omfang efter moderne principper for orddeling.
For noderne i mensuralnotation gælder desuden følgende principper.
Taktarter og mensurer gengives efter originaltrykket.
Nodernes udseende moderniseres med bibeholdelse af nodeværdier. Det er muligt at reducere nodeværdierne i menuen (se Ændring af noderne). I passager med tempus perfectum gengives tonernes varighed med moderne nodeværdier (se Om at læse 1500-tallets noder). En perfekt brevis gengives som punkteret brevis, og perfekt longa vises som to sammenbundne brevis med punktering for at gengive den tredelte tactus. Punctus divisionis gengives ikke i noderne, men dets placering vises med en kommentar.
Koloreringer skrives i moderne nodeværdier og markeres med ┌ ┐.
Ligaturer skrives i moderne nodeværdier og markeres med ┌──┐. I visse tilfælde kan nodeværdierne være uklare, da der i originaltrykkene ikke altid synes at være taget højde for placeringen og retningen på halse. Sådanne tilfælde er kommenteret (se Det tekstkritiske apparat).
For noder i koralnotation og semimensuralnotation gælder desuden følgende principper:
Nodernes udseende moderniseres således, at puncta og afarter heraf gengives med sort nodehoved. En afsluttende lang node gengives som sort longa. Den særlige semimensurale underdeling gengives som fjerdedelsnode.
Ligaturer bringes med adskilte noder, og en bue angiver ligaturens omfang.
Teksten gengives bogstav for bogstav efter originaltrykket. Alle bevidste afvigelser er kommenteret, se Det tekstkritiske apparat.
Kildernes brug af store og små bogstaver følges.
Originalernes tegnsætning respekteres. Skråstreg / svarer som regel til moderne komma.
Forkortelser skrives fuldt ud, og de indsatte bogstaver er kursiveret. De fuldt udskrevne former følger så vidt muligt kildens stavning af de uforkortede ord.
I de ældste salme- og messebøger er sangene kun opdelt i strofer (tit omtalt som "vers"), men ikke i vers ("verslinjer"). De særlige forhold i enkelte værker omtales nærmere i indledningerne. Generelt gælder det, at versopdelingen i Hans Thomissøns Den danske Psalmebog er brugt som rettesnor for de ældre værker.
I de værker, der har noder, er det skik at anbringe teksten til første strofe under nodelinjerne. Den konvention er fulgt i de digitale udgaver. Desuden bringes første strofe efter noderne, opstillet vers for vers. Det er sket af hensyn til søgninger og til specifikke studier af teksterne.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Velux Fonden • Privatlivspolitik
