VI.

HVort er da din Ven hen gongen / O du deyligste iblant Quinderne? ^*huortHuort haffuer din Ven vent sig hen? Saa ville wi oplede hannem met dig. Min Ven er ned gongen i sin Haffue til Vrte gaarden / at hand skal føde sig i Gaarden oc bryde Rosen. Min Ven er min / oc ieg er hans / som føder sig iblant Rosene.

Du min venniste / ^*estest skøn som Thirza / lystelig som Jerusalem / forferdelig som en Stridz hærss aarden (Vent dine øyen fra mig / Thi de gøre mig brendende) Dit Haar er lige som en Gede hiord / som er klippet paa Gileadz Bierg. Dine tender ere som en Faare hiord / som komme aff suemme steden / som føde alle Tuillinge / oc der er ingen wfructsommelig iblant dem. Dine Kindben ere som en Reffue paa Granate æble / emellem dine laacke.

Trysindz tiue ere Dronningerne / oc firesindz tiue ere Methustruerne / oc der er inted tal paa Jomfruerne. Men en er min Due / min Fromme / En er hendis Moders kæriste / oc hendis Moders vdualde. Der Døtterne saae hende / prisede de den samme salig / dronningerne oc Methustruerne ^*loffueloffuede hende. Huilcken er den som fremkommer som Morgen stiernen / deylig som Maanen / vdualt som Solen / forferdelig som en Stridz hærss aarden.

Jeg er nedgongen i Nøde haffuen / at see Quistene hoss Bæcken / oc besee om Vintræene blomstris / om Granate æblene grønis / Min Siæl viste icke / at hand haffde sæt mig til AmiNadabs vaagn.

Vent om / vent om / O Sulamith / vent om / vent om / at wi ^*muemue skue dig / Huad see i paa Sulamith / den Dantz i Mahanaim?