af
Dette essay præsenterer nogle overvejelser over de betingelser, inden for hvilke salmesang bliver til. I fokus er ikke så meget salmerne som tekstlige eller musikalske genrer, men i højere grad den gensidige afhængighed, som opstår mellem ord og toner i salmesangen. Et centralt greb i dette essay er at betragte salmesang som resultatet af noget, man gør. Det er en handling, som bliver til et sangligt udtryk. Hvis ingen gør noget, er der ingen salmesang. Det er med andre ord ikke en ting, ikke noget man kan læse eller se på. Man kan lytte til det, men det kræver, at man selv eller andre synger. Essayet tager udgangspunkt i, at salmesang er et praktisk-musikalsk fænomen, som (oftest) foregår i et sangligt fællesskab. Det sanglige udtryk må der-for være betinget af fællesskabet og de normer, som man bevidst eller ubevidst er blevet enige om. Der kan være nogle af de deltagende, der ikke kender normerne eller bare ikke vil følge dem. Salmesang som et sangligt fænomen er derfor i sig selv defineret af den mangfoldighed, som den forsamling, der synger sammen, repræsenterer. For at underbygge denne idé forfølger essayet en forestilling om, at salmer opstår som sangligt udtryk i en forhandling mellem det tekstlige og det musikalske.
Udgivet i: Tidsskriftet SANG, årg. 1, nr. 1 (2020), s. 18-31.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Velux Fonden • Privatlivspolitik
