Indledning

Spørger man en dansker, vil han eller hun næsten uden undtagelse kunne nævne året for Danmarks reformation: 1536¹. Det svar lærer de fleste endnu i skolen, og spørger man lidt videre ind, viser det sig, at mange danskere også kan sætte en bestemt person på reformationens begivenheder: Hans Tausen (1494-1561). ”En dansk Morten Luther/ han stred med ordets sværd”, hedder det i B. S. Ingemanns (1789-1862) historiske sang På Tave bondes ager – en af de klassiske historiesange, som stadig er med i Højskolesangbogen. Sammenkædningen af Martin Luther (1483-1546), Tausen og det ikoniske år 1536 hører således endnu til danskernes almendannelse. Samtidig er det en rest af den nationalisering af historien, som begyndte ved 1700-tallets slutning og kulminerede i 1800-tallet i forbindelse med helstatens deroute og nationalstatens fremkomst i løbet af århundredet.

Det kunne nemt forlede os til at kaste den traditionelle fortælling om Danmarks reformation på møddingen. Er det ikke bare et relikt fra gamle dages nationale historieskrivning og nationale dannelse af børn og ungdom? Nej, ikke kun. For selvfølgelig har den danske reformation noget at gøre med både Luther og Tausen. At begrænse begivenhederne til det ikoniske år 1536 er dog en simplificering, og Hans Tausen var ikke nødvendigvis Danmarks Luther. I det mindste var der flere af hans slags, og reformationen blev ikke gennemført ved et snuptag i 1536. Processen var i gang længe før. Den evangeliske prædiken, det vil sige den reformatoriske lære, som var inspireret af Luther og andre, hørtes første gang i den dengang blomstrende handelsby Husum i Slesvig i 1522. Dengang var Hans Tausen endnu på studieophold i udlandet og havde, så vidt vi ved, ikke ’brudt’ med den gamle tradition, det vil sige den pavekirkelige (katolske) kristendom. Den danske reformation var dog undervejs.

Utilfredsheden med det herskende kirkeliv i form af adelsvælde i både kirke og styre sneg sig ind i tidens hastigst voksende gruppe, borgerskabet. Kong Christian II (1481-1559, konge af Danmark-Norge 1513-1523, af Sverige 1520-1521) havde været lydhør over for borgerne; han havde vidst, at han måtte alliere sig med dem for at holde sammen på sit konglomerat af et nordisk rige. Det gik som bekendt dårligt. Sverige faldt fra. Danmark ligeså – i hvert fald smed det adelige og kirkelige rigsråd kongen på porten og hentede den holstenske hertug, kongens farbror, Frederik I (1471-1533) ind på tronen i 1523. Han skulle være garanten for, at den reformation og lutherbevægelse, som var brudt ud i Tyskland årene forinden, kunne blive tæmmet og holdt ude af kongens riger og lande. Det kunne og ville Frederik I ikke. Han havde lige så meget som Christian II brug for alliancen med borgerne i købstæderne. Hvis de fik lov til at få indflydelse på kirken og vælge deres egne præster, kunne han få byernes støtte og dermed den nødvendige opbakning i sin idelige kamp for at holde Christian II ude af riget. Det lykkedes, men resulterede i en spaltning af den danske kirke.

Reformationen blev i den forstand gennemført allerede i 1520’ernes slutning. Det var først, da adel og kirke forsøgte at kuppe sig tilbage ved kong Frederiks død i 1533, at det for alvor gik galt. Hvem skulle arve riget? Skulle landet blive evangelisk? Skulle adel og kirke stadig råde på alle andres vegne? Nej, det blev til krig, Grevens Fejde, og det var her, at Frederik I’s ældste søn, hertug Christian (senere den III) (1503-1559) sejrede og 6. august 1536 kunne erobre København. Da lå vejen og riget åben for indførelsen af hans nye styre. En kristelig stat indrettet efter Luthers og reformationsbyen Wittenbergs principper. Det var med andre ord et statskup, som blev begrundet religiøst, og den nye konge gav af samme grund de katolske biskopper skylden for borgerkrigen. Men så meldte realiteterne sig. Danmark-Norge samt hertugdømmerne og områdernes kirke skulle reformeres fuldstændigt. Det var en udfordring, som krævede både kompromisser og omskoling.

Årene fra 1520’ernes begyndelse til reformationskuppet i 1536 kalder vi for reformationskampen. Jeg har valgt at skille denne gennemgang ved året 1533, hvor Frederik I dør, fordi der her sker noget afgørende: Kirken forsøger at tage magten og rulle reformationen tilbage. Men da er det for sent. Reformationen har allerede sejret hos folket. Fra 1534 og frem til 1536 følger borgerkrigen og så reformationen af staten og kirken med Christian III’s sejr i 1536. Hvad der fulgte af 1536 og frem til Christian III ’s død i 1559 kalder vi i kirkehistorien for konsolideringstiden, tiden, hvor reformationen blev indført som styre, som tro og som levemåde.

Det er disse hovedlinjer, jeg vil trække frem i denne oversigt. Den danske reformation var ingen guddommelig nødvendighed, sådan som den ellers meget hurtigt blev forstået. Den var en lang glidende bevægelse hen imod en konsolidering af kirke, tradition og stat ud fra et bestemt teologisk tankesæt, lutherdommen. Det var der blot ingen, som havde fortalt de første årgange af reformationsteologer hvad var. Når vi derfor skal se på den tidlige lutherdom og den lange danske reformation, må vi nødvendigvis også se på nogle forskellige meninger, der var om, hvad Bibelen sagde, og hvad det så måtte have af konsekvenser. Men modsat, hvad der indtil langt op i det 20. århundrede var gængs dansk kirkehistorie, vil jeg også sætte et par spørgsmålstegn ved, om den tidlige danske reformation i det hele taget var så luthersk, som vi går og tror.

1517-1533: Reformplaner og reformationskamp

At rokke ved året 1536 som Danmarks reformationsår er ingen nyhed. F.eks. spurgte den kirkehistoriske professor Johannes Oskar Andersen (1866-1959) allerede i 1927, om vi ikke hellere skulle pege på året 1527 som epokeåret (Andersen 1927). Det var nemlig det år, hvor Frederik I på en herredag i Odense, det vil sige et regeringsmøde mellem konge og rigsråd, stadfæstede, at de evangeliske prædikanter, som fungerede i en række købstæder, agerede på lovlig basis (Scharling 1974 og Sjøberg 1966-1967). Dette stred mod kongens håndfæstning, hans kontrakt med rigsrådet, som var landets regeringsråd og ’kongeansættende myndighed’. Rådet bestod af både kirkens bisper og højadelige ikke-gejstlige, hvor bisperne bortset fra en enkelt også var adelige, og deres frustration var forståelig, for Frederik I var netop blevet hyret ind i 1523 og under kontraktlig forpligtelse indsat til at bekæmpe den martianske sekt, som man benævnte den lutherske bevægelse dengang i de spirende reformationsår. Efter Christian II’s positive holdning til de nye humanistiske og evangeliske strømninger i 1520’ernes begyndelse var Frederik I’s håndfæstning nemlig reaktionær i den forstand, at den gav adelen yderligere rettigheder på bekostning af bønder, borgere og byer, samt at den på det kirkelige område på det kraftigste indskærpede, at i Danmarks rige

… vil vi aldrig tillade nogen kætter, Luthers discipel eller andre at prædike og lære, lønligt eller åbenbart, imod den himmelske Gud, den helligste kirkes tro, den helligste fader paven eller romerkirken. Men hvor de findes [de lutherske kættere] udi vort rige, ville vi og skulle lade dem straffe deres liv og gods (AG 2 s. 65-79; min modernisering).

Der skulle være dødsstraf for lutherske tilbøjeligheder. Men bisperne og den konservativt-katolske del af adelen blev skuffet, da Frederik I viste sig at føre en politik, der gik stik imod håndfæstningen. I løbet af få år fandt han nemlig ud af, at han som sin forgænger Christian II måtte have byers og borgeres støtte. Derfor beskyttede og tillod han evangeliske prædikanter i købstæderne. Også udenrigspolitisk og endog personligt syntes der at være et skifte at spore i Frederik I’s ageren.

Hans ældste søn, Christian, der i 1536 skulle blive landets første lutherske konge, blev tidligt vundet for Luthers sag og var til stede på den berømte tyske rigsdag i Worms i 1521, hvor Luther forsvarede sig mod kejseren. Christian fik tilladelse til at gifte sig med en tysk, evangelisk fyrstedatter. På samme vis bortgiftede Frederik I i 1526 sin ældste datter, Dorothea (1504-1547), til den lutherske hertug Albrecht af Brandenburg og Preussen (1490-1568). Det var et politisk giftermål. Den preussiske hertug var indtil 1525 højmester i Den Tyske Orden, idet Brandenburg-Preussen var en munkeordensstat. Det vakte både politisk og kirkelig furore, da Albrecht omdannede sin kirketro stat til et evangelisk hertugdømme med ham selv som kirkens øverste. På papiret var der derfor tale om en mesalliance: Den officielt katolske kong Frederik I’s datter blev viet til den udstødte evangeliske hertug. Måske var det af personlig overbevisning? Det ved vi ikke, men for en konge på den tid var person og embede et og det samme (Lyby 1993).

Samme år, som Frederik I gav sin datter bort, brød han med de katolske normer og droppede den traditionelle fredagsfaste, og flere af kongens nærmeste allierede i rigsrådet, blandt andre rigshofmesteren Mogens Gøye (ca. 1470-1544), nød også nadver på evangelisk vis, dvs. med både brød og vin. På den anden side var Frederik I også politisk isoleret og blev af udlandet opfattet som en de facto evangelisk fyrste. Ovenikøbet var han også usurpator; en retmæssigt salvet konge var blevet stødt af tronen til fordel for ham. Det brød end ikke reformationens hovedperson, Martin Luther, sig om, hvad der måske også skyldtes, at Luther nu havde lært den eksilerede Christian II at kende, idet Christian ad flere omgange opholdt sig i Wittenberg. Christian II var for øvrigt også selv blevet luthersk på dette tidspunkt, men var samtidig også den tyske, katolske kejser Karl V’s (1500-1558) svoger. Kejseren følte sig derfor særlig forpligtet til at hjælpe netop ham tilbage til hans rige. De politiske forhold var altså virkelig spegede.

Det er på den baggrund, vi skal forstå Frederik I’s handlinger på den herredag i Odense i 1527, hvor Johannes Oskar Andersen ligefrem mente der var blevet udstedt en art ’toleranceedikt’, det vil sige, at kongen nærmest på grundtvigsk manér havde tilladt de evangeliske at operere som en slags fri- eller valgmenigheder inden for rammerne af en katolsk nationalkirke. Et sådant edikt har aldrig kunnet bekræftes i kilderne, så det fandtes nok ikke, men den kirkehistoriske professor havde så meget ret, at der på både denne herredag i Odense og herredagen året forinden sammesteds blev stadfæstet en politik over for de evangeliske borgere i købstæderne, som reelt betød, at deres prædikanter blev tilladt. Dog stod de under kongens beskyttelse, hvorved den kirkelige jurisdiktion blev indskrænket: Bisperne havde ikke længere autoritet over for de prædikanter, som prædikede ’det hellige evangelium alt efter Guds Ord’, altså var reformatoriske. Dem beskyttede kongen ved at udstede individuelle beskyttelsesbreve. Det var en slags juridiske moratorier, en juridisk ad-hoc-løsning, som betød, at den evangeliske lære kunne accepteres i de byer, der ønskede det (Grell 1978). Det mest berømte og måske tidligste af disse beskyttelsesbreve blev udstedt til Hans Tausen i 1526, efter at han formentlig i 1525 var kommet til Viborg og havde begyndt sine reformatoriske prædikener. Beskyttelsesbrevene betød, at de for den katolske kirke irriterende reformationsprædikanter juridisk set blev gjort til kongelige kapellaner, det vil sige stillet under kongens myndighed og beskyttelse, men i samme åndedrag blev ’udlånt’ til byerne, hvor byrådene så agerede som både ansættelsesmyndighed og som faktisk jurisdiktion. Reformationsprædikanterne, der jo som præster burde stå under den stedlige biskop og adlyde de pavekirkelige love og statutter, blev derved gjort fri af den kirkens officielle jurisdiktion.

Det midlertidige ved disse særudnævnelser bestod i, at denne løsning kun gjaldt indtil et almindeligt koncil i kristenheden. Et koncil var et kirkemøde, og det var tidligt et krav fra blandt andre Martin Luther, at kristenheden samlet set skulle reformeres. Det kunne kun ske ved et frit kirkemøde for alle kristne, hvor ’det frie’ betød, at mødet skulle være frit for pavens overherredømme. Luther forlod sidenhen dette standpunkt, idet det viste sig udsigtsløst at få indkaldt til et sådant koncil, og da indkaldelsen endelig kom i 1537 fra pave Paul III (1468-1549, pave fra 1534), endte det med, at ingen protestanter deltog. Det skyldtes både, at de evangeliske fyrster netop var blevet besejret i felten af den katolske kejser, og at paven fastholdt sin autoritet som højere end kirkemødets. Martin Luther skrev faktisk et dogmatisk dokument, De Schmalkaldiske Artikler, som skulle danne grundlag for lutheranernes deltagelse på koncilet, idet han her i vanlig polemisk stil definerede, hvor der var enighed og uenighed mellem de evangeliske og pavekirken. Den juridiske koncilieklausul, som Frederik I indførte i dansk lovgivning, skal vi møde gentagne gange i den danske reformationshistorie, hvor den blev et sidste forkrampet håb for de katolske, da lutherdommen og Christian III sejrede, og troen på samdrægtighed i kirken endegyldigt ebbede ud.

Forud for herredagen i Odense i august 1527 var gået en lignende i december 1526. Begge møder reagerede på tidens to mest afgørende forhold: Den standende trussel fra Christian II og den religiøst-sociale uro, som hærgede både blandt borgere og bønder. I årene forinden havde især Skåne været præget af meget voldsomme socialt motiverede oprør fra bønderne, hvor også Christian II havde haft en finger med i spillet. Borgernes anker over for konge og kirke var derimod især religiøse: De krævede evangelisk prædiken og kirkens magt i byerne begrænset. Bøndernes klager var i højere grad socialt betingede; de nægtede at betale fuld tiende. Et bondeoprør ulmede som i Tyskland, men de danske evangeliske prædikanter bar ikke ved til dette bål, selvom kirkens folk senere anklagede dem for det: Se bare på Tyskland, advarede Odense-bispen Jens Andersen Beldenak (død 1537) i 1528 borgerne i Viborg og Aalborg, hvor den ”svære blodstyrtning, mord og brand … alt er kommen af Mortens Luther lære og kætteri” (Tausen 1529 s. 40, min modernisering). Bispen tænkte især på bøndernes oprør i det sydvesttyske Schwaben og hele den tyske bondekrig. Det lagde Hans Tausen, som året efter svarede biskoppen (det er herfra, vi kender biskoppens brev) stærk afstand til: De schwabiske bønder ”med deres falske profeter … ville være deres egne herrer”, ligesom de mente, ”at hver mand skulle være lige fri”, idet de krævede alting frit: fri jagt, frit fiskeri og fri skovhugst. Dette støttede Tausen ikke, eller i hvert fald forsvarede han Luthers ageren i denne sag. Bønderne havde oprindeligt taget Luther til indtægt for deres legalistiske forståelse af Bibelen, det vil sige, at samfundet burde indrettes efter Skriftens principper og med Kristi lære som den normerende lov. Da det hele udartede sig, vendte Luther sig mod bønderne, og det var just, hvad Tausen hæftede sig ved: Luther var ikke personligt ansvarlig for det hændte og ej heller alle de andre onde ting, der sker i verden (Tausen 1529 s. 45-47, min modernisering).

I området omkring Viborg, hvor reformationen særlig hurtig kom i svang, var der store uroligheder på landet, men vi kender ikke til hverken prædikanter eller skrifter, som forbandt bøndernes krav med Bibelens ord. Tværtimod blev bønderne på herredagen i 1526 ramt hårdt af Frederik I’s behov for kanoner og kolde kontanter i den konstante rustning mod Christian II.

Den evangeliske bevægelse var begyndt i hertugdømmerne hos Wittenberg-teologen Hermann Tast (1490-1551) i Husum og havde spredt sig som en steppebrand. Frederik I’s søn Christian (der blev konge som Christian III i 1536) forstærkede bevægelsen, da han i 1525 havde overtaget styringen af Haderslev Amt og Tørning Len. Som evangelisk, for ikke at sige overbevist lutheraner, overtog han med det samme styringen af områdets kirke. Han fyrede provsten og lagde kirken ind under verdsligt styre, en proces der blev model for hans statsreformation i 1536/37. Hertugen tog sig nu selv af lærespørgsmål og kaldsbreve til præsterne, men det gik ringe til en begyndelse. Bønderne nægtede at betale til kirken, og bispetiende var der i hvert fald ingen grund til at betale, nu hvor der hverken var provst eller biskop til at bestemme over dem i kirkelige spørgsmål. På en landdag i Rendsborg i 1525 klagede biskopper og gejstlige deres nød til kongen. Folk nægtede at betale deres skat til kirken, hvilket kongen rigtignok mente var for galt, men hvis han skulle hjælpe dem, måtte kirken også sørge for, at der for fremtiden blev prædiket evangelium og ikke fabler! (Michelsen 1840 s. 454).

Fra hertugdømmerne spredte denne skattenægterbevægelse sig til Danmark, hvor også den menige adel begyndte at brokke sig over kirkens optræden, dens gods og ejendom, og den evangeliske bevægelse fyrede godt op under alt dette. ”Lutheriets gift sniger sig op gennem Jylland”, skrev den lærde pavetro (altså katolske) teolog og humanist Poul Helgesen (ca. 1485-1534) om året 1526 (Helgesen 1890/1967 s. 192-194).

Reformationen var i gang i de jyske byer, og åbenbart kom skattebetalingen så meget ud af kontrol, at Frederik I på herredagen i Odense i 1526 var nødt til at gribe ind, for ellers manglede pengene i kassen. Frederik I’s politik var præget af en nødvendig balancegang: På den ene side skulle han håndhæve gældende lov, på den anden side havde han ikke råd til at lægge sig ud med borgerne, byerne og den lavere adel. På samme vis var hverken konge eller kirke alene i stand til at gennemtrumfe deres egen politik. De var indbyrdes afhængige, hvad udviklingen på de to herredage i Odense i 1526 og 1527 viser (Sjøberg 1966-1967). Det var til skade for andre. Bønderne interesserede ingen sig for, og de kom til at lide under det. I 1526 blev de pålagt yderligere skatter, og kongen krævede endog, at de landsbyer, som havde mere end én kirkeklokke, skulle afgive de resterende, så de kunne smeltes om til kanoner. Derimod fik byerne, det vil sige købstæderne, store indrømmelser og forbedrede forhold og selvstyre i forhold til handel og andet. Christian II havde med de reformer, som i 1523 udløste hans afsættelse, forsøgt at dæmme op for kirkens magt og pengeflugten ud af landet ved at opnå en eller anden form for national kontrol over kirken. Utrolige pengesummer skulle altid erlægges paven i Rom, når embeder skulle besættes. Dette forsøg gentog Frederik I nu. Bekræftelsen på, hvem der blev udnævnt til biskopper, skulle f.eks. søges ikke i Rom, men hos den danske ærkebiskop, hvilket reelt betød den danske konge, da der ingen lovligt og katolsk konfirmeret ærkebiskop var. Pengene, som udnævnelsen kostede, skulle i samme ombæring betales til kongen og ikke til paven. Det betød, at den danske kirke, skønt katolsk, afbrød forbindelsen til Rom. Det gjorde man med fuldt overlæg og givetvis også i bevidsthed om, at det var inden for rammerne af, hvad den kanoniske lovgivning tillod. Det var en reform i ordets reelle betydning, en tilbagevenden til en ældre praksis, hvor national bekræftelse af bispevalg var sædvane eller i det mindste tilladt.

Bisperne var næsten med på denne idé, og som modydelse lovede adelen, at den ville hjælpe dem med at bekæmpe ”Luthers ukristelige lærdom”, selvom det var idel tomme ord. Det gjorde de kun, fordi kirken gik med til at stoppe overførelsen af jord og godser fra adel til kirke, hvilket kunne lade sig gøre, fordi biskopperne selv var adelige. Kirkens krav om at trække beskyttelsesbrevet til Hans Tausen og andre evangeliske prædikanter tilbage blev derimod afvist. Kongen balancerede på en knivsæg i forhold til sin håndfæstning, ikke mindst da han fremturede og under selve herredagsmødet udstedte endnu et beskyttelsesbrev for at tækkes borgerne i den vigtigste jyske by, Viborg: Frederik gav ikke bare beskyttelse til endnu en evangelisk prædikant i Viborg, Jørgen Jensen Sadolin (ca. 1499-1559), men gav ham tilmed også tilladelse til at udbyde evangelisk undervisning i byen. Hermed var vejen banet for, at Viborg kunne uddanne sine egne evangeliske præster. Ingen af biskopperne ville ordinere evangeliske præster, men det ordnede Hans Tausen ved at bryde den katolske kirkelovgivning og selv indvie både Jørgen Jensen og andre præster, et forhold som han gentagne gange skulle blive anklaget for. Året efter, i 1527, havde de evangeliske prædikanter og dermed borgerskabet vendt sig imod tiggermunkene og deres klostre, og i det hele taget havde den evangeliske sag nu vundet fodfæste i hele Danmark. Kirken og dens prælater var derfor endnu mere i bekneb. Problemet med bøndernes skatteunddragelse var ikke blevet afhjulpet, og da truslen fra Christian II det år fornemmedes aftagende, fik bønderne visse indrømmelser; dog var det denne gang adelen, som fik flest: De slap helt for at betale tiende, hvilket biskopperne kun gik med til, fordi de død og pine behøvede opbakning hos standsfæller til at bekæmpe den bevægelse, som var ved at komme helt ud af deres kontrol.

Vi må huske, at der blandt biskopperne kun var meget få teologer, endsige ret indviede bisper efter pavekirkens regler, hvor kirken faktisk beroede på selve bispemagten. Bortset fra den dygtige Lage Jørgensen Urne (1468-1529) i Sjællands Stift, som formåede at holde det evangeliske oprør på et minimum, var de to eneste formelt kirkeligt uddannede begge jurister, ikke teologer (Lindhardt 1968). De forstod dog så meget, at de krævede deres privilegier og de gamle sædvaner holdt i hævd, hvilket indbefattede, at der blev slået hårdt ned på de kirkeligt set ulovlige reformatoriske prædikanter og taget vare på de tiggermunke og klostre, som byerne og deres borgere for hårdt frem imod. Rigsrådet, der som nævnt bestod både af verdslige adelige, gejstlige adelige og en række andre kirkelige prælater, var delt i spørgsmålet. En række adelige medlemmer var imidlertid ved at skifte side og få sympati for den evangeliske prædiken, hvad de af politiske årsager måske også kunne se var den vej, vinden bar i Tyskland. Frederik I balancerede igen, og han erklærede sagen for uafgjort. Det betød samtidig, at han ikke ville optræde som eksekutor på kirkens vegne. Det lå ellers i hans hverv som konge og var lovet igennem hans håndfæstning. I stedet optrådte han som dommer, hvormed han anerkendte, at der var flere parter i de kirkelige spørgsmål! Det kunne han gøre med god ret, idet han kunne afvente et koncil.

Alt det, der nu blev bestemt, var kun foreløbige tiltag indtil et koncil, hvor de påkrævede reformer måske ville kunne gennemføres i den eksisterende katolske pavekirke Dette argument fra Odense-herredagen i 1527 møder vi faktisk i det advarselsbrev, som biskop Jens Andersen (som var doktor i den kanoniske ret) tillod sig at sende til borgerne i Viborg og Aalborg. Jørgen Friis (1494-1547), en tidligere sekretær ved hoffet, var i Viborg Stift en komplet uduelig og magtliderlig biskop, så han har haft god brug for den bedre skolede Odense-bisps kyndige brev. Hans Tausen affejede det hele, men faktisk havde Jens Andersen opfordret borgerne i stiftets to vigtigste byer til at erkende, at den overleverede kristendom jo allerede baserede sig på kirkemødernes beslutninger, som han skriver:

I skulle også bemærke, at når de viseste og bedste i kristendommen kommer sammen for at gøre nogen skikkelse (’bestemmelse’) i kristendommen, da regnes og holdes denne samling for den hellige kristne kirke (Andersen Beldenak 1528 i Tausen 1529 s. 69, min modernisering).

At der her var en divergens mellem, hvad der var officiel dansk politik, og hvad prædikanterne lærte, ser vi tydeligt af Hans Tausens holdning til et koncil: Ja, det er let nok at sige, svarede han, men sig mig så, hvem disse viseste og bedste mænd er? ”Måske de som har størst rente, bærer høje og brede hatte og er mest afholdne i kristendommen (det er) i denne pralende papisteri?” Det kan godt være, at et sådan kirkemøde med biskopper og papister regner sig selv for den hellige, kristne kirke, men det kunne snart også være ”Satans synagoge”, fortsatte Tausen (Tausen 1529 s. 69). Det var svar på tiltale og udtalt i en situation, hvor Frederik I’s beslutninger havde givet de evangeliske et ekstra rygstød. For på Odense-herredagen i 1527 afviste kongen på ny at trække sine beskyttelsesbreve tilbage. Han ville afstå fra proaktivt at udstede nye beskyttelsesbreve, idet han derimod erklærede det for frit at prædike, hvad ”gudeligt og kristent er, dog ikke til oprør og uenighed”. Det drejede sig nu om et langt større antal prædikanter, og han ledsagede også denne frihed med at erklære selve troen fri. Det havde han nok lært af den nyligt overståede tyske rigsdag i Speyer i 1526. Her tolkede de evangeliske fyrster mødebeslutningen sådan, at troen netop var en fri sag i hver fyrstes område. Hverken dette eller Frederik I’s lignende beslutning var dog det samme som tolerance eller religionsfrihed i moderne forstand, men kongen udtalte sig alligevel belært af den nye evangeliske lære. Han var dommer over liv og gods, ikke dommer over sjælene, sagde han (Aktstykker 1827 s. 292 f). Det kunne betyde, at han kun forholdt sig politisk til de kirkelige forhold, men det lød ikke desto mindre som et religiøst argument, der blev til skade for den etablerede kirke.

At kongen afstod fra at udstede beskyttelsesbreve og til gengæld gjorde det frit at prædike, betød jo ikke, at han ikke ville tage dem i beskyttelse, som blev behandlet med urette. Beskyttelsesbrevene var i den forstand stadigt mulige, hvis folk klagede deres nød. Så kunne kongen som altid udstede juridiske moratorier. Konsekvensen var, at ingen kunne tvinge folk til (den katolske) tro. Ville en munk træde ud af sin orden, var han derfor fri til det. En præst var således også fri til at gifte sig, eller det var allenfals ikke en sag for regering og kongemagt længere. Enkeltindivider, det være sig prædikanter eller munke, der led overlast, stod altid under kongens beskyttelse (Lausten 2011 s. 42-46).

Hvad betød alt dette så i praksis? Det har været et af de store diskussionsemner i det 20. århundredes danske reformationsforskning. Ser vi tilbage i tiden, herskede der ingen tvivl hos de teologer, som i 1500-tallets anden halvdel skuede tilbage på reformationskampen: Frederik I indførte hermed den lutherske lære i Danmark, da han ved sit måske/måske-ikke-eksisterende ’toleranceedikt’ efter herredagen i 1527 reelt tvedelte den danske kirke i dels en officiel, national katolsk kirke, dels en evangelisk og som hovedregel kommunalt styret frimenighedskirke.

Martin Luther

Holder vi fast ved, at 1536 er den officielle indførelse af reformationen i Danmark, må vi ikke glemme, at det var kulminationen på en proces, som både i Tyskland og lidt skarpt vinklet også herhjemme havde været i gang i nærved 20 år. Luthers fremtræden i 1517 blev katapulteret frem i den offentlige og borgerlige bevidsthed på grund af tidens nye medie, den trykte pamflet, som gerne udkom på modersmålet. Det var ikke Luther selv, som foranstaltede oversættelsen af de 95 teser fra 1517 til tysk, men bogtrykkere, der lugtede penge på grund af den opmærksomhed, kritikken af kirkens afladshandel tiltrak sig. De oversatte og mangfoldiggjorde skriftet til tysk, hvilket temmelig hurtigt fik Luther til at se, hvilken kraft det trykte medie besad.

Efter at de pavelige forsøg på at få munden lukket på Luther var mislykkedes, blev han bandlyst som kætter i 1521, men han stod fast på sine meninger over for den tyske kejser Karl V på rigsdagen i Worms og blev reddet af sin lokale sachsiske fyrste, Frederik den Vise (1463-1525). Han sørgede for at bringe sin berømte professor, tidens mediestjerne, som han meget rigtigt er blevet kaldt i en moderne biografi, i sikkerhed på slottet Wartburg (Leppin 2006 s. 151). Her oversatte Luther Det Nye Testamente til tysk, mens reformationen uden hans tilstedeværelse gik sin gang i Wittenberg under professorkollegerne Philipp Melanchthons (1497-1560) og Andreas Bodenstein von Karlstadts (1486-1541) ledelse. Det gik ikke ovenud godt. Melanchthon var til fals for spiritualistiske profetprædikanter, og Karlstadt mente, at Bibelens ord skulle tages bogstaveligt, og påbegyndte en radikal reformation af Wittenberg, som bød på tyske led i gudstjenesten, brud på præsternes cølibat, vin til lægfolk under nadveren og fjernelse af billeder med videre, tiltag som den forholdsvist konservative og trods alt traditionsbevidste Luther slet ikke var klar til endnu.

Luther vendte tilbage til Wittenberg og overtog kontrollen med den løbske reformationsbevægelse, og i 1522 stod han ubestridt som leder af reformationen i Tyskland. Det gjaldt naturligvis kun i åndelig forstand, og han havde på trods af brevkorrespondancer og lærer-elev-forhold til diverse lokale reformatorer ingen hånd i hanke med, hvor radikalt hans budskaber blev tolket rundt omkring, hvor reformationen nu brød frem. Luther var ingen politiker, han var munk, teolog og professor. Det var også som åndelig ledestjerne eller reformatorisk instigator, at han igennem sine skrifter øvede indflydelse. Gennembruddet kom med de såkaldte reformatoriske hovedskrifter, skrevet i løbet af få måneder i året 1520, Sermon om de gode gerninger, Om et kristenmenneskes frihed og de to skrifter, som måske fik allerstørst indflydelse på den tidlige reformation, også i Danmark: Til den kristelige adel i den tyske nation og Om kirkens babylonske fangenskab (Luthers skrifter i udvalg bd. 1). Det var et frihedsprogram, som fordrede reformation, det vil sige tilbagevenden til de oprindelige former, til den oprindelige kristne kristendom så at sige, til en kristendom som lå forud for den pavelige monopolisering af kristendommens udlægning, og hvad dertil kom af afledte misbrug i kristenheden og hele det katolske kirkeapparat.

Luthers spørgsmål til, hvad ret kristendom var, var personligt funderet, men temmelig hurtigt så han nødvendigheden af at efterprøve hele den katolske samfunds- og kirkeforståelse. For hvis jeg som synder frelses ved Guds nåde, som jeg alene kan forholde mig til i tro, hvad betyder det så for hele den hierarkiske, ydre form og magt? Var paven en større autoritet end enhver anden kristen? Og hvorfor var et kirkemøde, en helgen eller en bestemt form for handling bedre til at formidle sande domme og gudsnærvær end min egen fromme bøn til Kristus? Det gav sig selv, at når først kristendommen af Luther var blevet formuleret som en individuel anfægtelse og et åndeligt anliggende, så måtte det få konsekvenser for synet på hele kristenhedens fællesskab, som det kom til udtryk i det middelalderlige samfundshierarki med paven øverst, kirken og derunder staten. Hvorfra havde kirken fået en sådan myndighed? Kirken bestod af de troende; den var derfor et åndeligt legeme, som korresponderede med sine åndelige lemmer. Det var Helligånden, som skabte kirken, ikke mennesket selv. Det kunne lyde, som om Luther her opfandt et rent spiritualistisk begreb om kirken, altså lod den være et rent åndeligt og indre anliggende. Det var der nogle, der troede, og som trådte frem og talte på Guds vegne, idet de påstod at besidde Helligånden. Også flere af de danske reformatorer er tæt ved at lyde sådan, når de taler om at besidde Helligånden som en indvortes doktor og læremester.

Men i Luthers øjne var dette sværmeri, det vil sige, at det manglede hold i virkeligheden. Han var nemlig overbevist om, at kirken også måtte være noget håndgribeligt; det var imidlertid ikke særlig tydeligt i hans tidlige skrifter, og man forstår, hvordan hans reformatoriske hovedskrifter nemt kunne tages til indtægt for meget radikale og spiritualistiske tilgange til reformer af kristenheden. Luther indså nødvendigheden af faste former, og han definerede senere, at selvom kirken er usynlig for vore øjne – kun Gud ved, hvem der er rette kristne – er noget dog synligt for vore øjne: Hvor ordet forkyndes og sakramenterne forvaltes, hvor bøn bedes, embede udøves kristeligt, og de kristne kender korset som både efterfølgelse og forfølgelse, dér er kirken synligt til stede for os. Det var bestemt en indskrænkning af det senmiddelalderlige syn på kirken. I romerkirken var der syv sakramenter, mens Luther begrænsede det til først tre, dåben, nadveren og boden (omvendelsen, syndserkendelsen og den efterfølgende tilgivelse ved troens gave) og siden forenklede det yderligere til blot ritualerne dåb og nadver. Det var kun disse, der var påbudt og indstiftet af Jesus selv. Jesu ord var også målestok for Luthers syn på forholdet mellem kirkelig og verdslig magt. Jesus havde bygget sin kirke på Peters tro, ikke på Peters person, ergo var paven som Peters efterfølgere ikke noget særligt i kraft af sit embede og havde ingen magt over den verdslige øvrighed. I den katolske lære var den åndelige og den verdslige magt derimod to sammenspundne størrelser. Kirken kunne dog ifølge Luther ikke gøres afhængig af et ydre magtapparat, et ekstraordinært og bestemmende embede (paven), institutioner, steder eller særlige love. Det ville være at forveksle sjæl og legeme og korrumpere Jesu ord i Bibelen. Kirkens magt var alene at styre ved forkyndelsen af ordet; det tilkom alene den verdslige magt at styre ved sværdet, det vil sige med nødvendig lovgivning og magtudøvelse (Luther 1523 og 1521). Sådan lærte Bibelen eller Skriften, som man sagde dengang, og det var netop Luthers og hele reformationens hovedpunkt i kravet om reformer: Skriften alene.

Luther vidste, at ved at indføre princippet om Skriften alene, åbnede han for enten en meget spiritualistisk forståelse, sværmernes, eller en legalistisk, biblicisternes, som ville indrette samfundet efter Skriftens principper. Den sidste prægede især reformatorer ’af anden række’ såsom de danske, der var præget af humanismen. Derfor læste de Bibelen som en kilde, der skulle efterleves en-til-en – og således også som en lovbog. Kristus var det højeste menneskelige ideal (den reneste humanitet), og således var frelsen også tæt knyttet til en etisk efterlevelse af Skriftens ord. Luther læste derimod Bibelen ud fra en troens hermeneutik, der i alle tilfælde i sammenligning med humanistiske reformatorer såsom Zwingli i Zürich og reformatorer a la de danske var mere dynamisk. Luther var en stor ekseget, men ingen biblicist, og faktisk var hans hovedanliggende, at Skriften skulle forstås ved at fokusere på Kristus alene; troen alene frelste mennesket, nåden alene var Guds måde at retfærdiggøre det syndige menneske på. Det var en pointe, som var svær at forstå for de mange, som lærte af Luther. Det var og har altid været nemmest at forstå noget bogstaveligt; Luthers fokusskifte fra romerkristendommens præstationsfromhed til en kristuscentreret nådesfromhed og -koncentration, var det ikke alle, der fik med (Schilling 2014 s. 80). Det var ellers heri, det specifikt luthersk-reformatoriske lå.

Luthers spørgsmål om frelsens ophav og opnåelse betød en voldsom kritik af hele kirke- og samfundsindretningen. Hvis vi vender tilbage til et af de reformatoriske hovedskrifter, Om et kristenmenneskes frihed, står der også klart, at misforstår man dette skrifts ærinde, så står man i fare for at misforstå hele Luthers opfattelse af kristendommen og dermed, hvordan en reformation burde finde sted: For hvis et kristenmenneske, for så vidt han er et indre ’åndeligt’ menneske, virkelig er helt frit og ingen underlagt, som Luther skriver, betyder det så også, at alting skulle være frit i det ydre? Sådan var der mange, der opfattede Luthers budskab. Luther var en teolog af høj klasse, og han adresserede tidligt disse spørgsmål til hele kristenheden på både latin og tysk. I de fire nævnte reformationstraktater opererede han med forskellige modtagergrupper og behandlede forskellige facetter af, hvad kristen frihed betyder, men eftersætningen til, at et kristenmenneske er frit og ingen underlagt, kom sjældent ind i forståelsen hos de lokale reformatorer, som mente, de fulgte i Luthers fodspor. For Luthers tale om den kristnes frihed var dobbelt: Den kristne var fri, men han var på den anden side også altings træl og enhver underlagt. I det ydre var friheden ikke total, og den indre frihed, som Kristus formidler – nemlig friheden fra gerningsnødvendighed og overholdelse af diverse bibelske som pavelige love – betød ikke, at mennesket nu var fri for at leve sit ydre liv i fortsat ansvar for næsten.

Denne dobbelthed i hele Luthers tidlige frihedstanke er svær for os at følge. Det var det også for flere i samtiden. I kraft af Luthers forskellige adressater kunne han imidlertid påvirke store og forskellige samfundsgrupper. Omvendt betød det også, at hans skrifter stødte på forskellige forventninger og derved gav modtagerne forskellige associationer og incitamenter, også hvad angik graden og typen af frihed og reformer. På grund af Luthers omfattende facettering af, hvad kristen frihed var, og hvor omsiggribende den burde være, udløste Luther en receptionsproces, som han ikke selv kunne kontrollere. Hans lære, hvis vi kan tale om en sådan rent personlig overbevisning eller dogmatik, kunne på ingen måde overføres direkte til modtagerne, men ikke desto mindre gav hans accentuering af kristenmenneskets frihed, såvel på det personlige plan over for Gud og kirkens menneskeskabte regler som på det institutionelle plan med ritualiseringen af Kristi personlige nærvær og tiltale af den enkelte kristne, årsag til, at reformatoriske krav om frihed i alle henseender og i alle afskygninger poppede op rundt omkring i Europa.

Luthers reformkrav viste sig ikke kun at rime på senmiddelalderens evige tyske klager om forfordeling i forhold til andre dele af den katolske sfære (og Rom især), men også på latente politiske og kirkelige konflikter i nabolandene, hvad Danmark er et sigende eksempel på. For Danmark var ikke på samme måde som det tyske område tynget af Rom eller katolsk påvirkning. Norden og Danmark havde en forholdsvis selvstændig kirke, og i hvert fald havde de danske kongers politik lige fra begyndelsen af 1500-tallet været til fordel for større national kontrol med kirken. Der var derfor ikke så meget at klage over i Danmark som i Tyskland, men alligevel blev Luthers budskaber også taget til indtægt for krav om reformer i Danmark. Luthers skrift til den tyske adel er et meget godt eksempel på et skrift, som både påvirkede den danske politik og de danske reformatorer i den tidlige reformationsbevægelse. Luther skriver heri de berømte ord, at enhver, som er krøbet ud af dåben, er både pave, biskop og præst. Det betyder hverken, at den gejstlige stand (biskopper, prælater, præster og munke) er overordnet den verdslige stand (konge, regerende adel, politikere og embedsmænd) eller omvendt; derimod betyder det, at der ingen kvalitativ kristen forskel er mellem disse stænder. Derfor burde der heller ikke længere gælde forskellig lovgivning for disse grupper. Det er rent faktisk, hvad Frederik I gennemfører i løbet af 1520’erne ved sin evangelisk-positive politik. Selvfølgelig var der politiske årsager bag Frederik I’s ’policy-change’, men skal vi søge bag om de specifikt kirkehistoriske og derved teologiske bevæggrunde, finder vi dem netop i konsekvenserne af Luthers teologiske overbevisninger. Det var i kraft af dette opgør med den hidtidige samfundsforståelse, at Luthers bevægelse fra senmiddelalderlig fromhedsteologi til de reformatoriske såkaldte eksklusivformler, Skriften alene, troen alene, nåden alene, Kristus alene, blev til andet og mere end en teologisk korrektion. De indeholdt simpelthen potentialet til at forandre hele samfundet. Og det var bestemt tillokkende for tidens fyrster – og borgere, som var politikere på et lavere plan, i købstæder og byers magistrater. Kirken og gejstlighedens særprivilegier var forstyrrende faktorer for konsolideringen af den verdslige magt, hvad enten det drejede sig om kongens magt over landet eller borgernes selvbestemmelse i deres købstæder (Leppin 2006 s. 156).

I Til den kristelige adel af den tyske nation opfordrede Luther også til, at der blev indkaldt et frit og kristeligt kirkemøde, og skriftet slutter med et katalog over, hvad et sådant koncil skal behandle, foruden en lang liste med pavekirkens fejl og mangler. På grundlag af tidens generelle tyske og – ser vi nu – danske kritik af pavekirken kritiserer Luther her dens finansielle misbrug og grådighed, men vi skal også bemærke, hvem Luther skriver til: adelen. Han opfordrer adelen og biskopperne til at redde kirken ved at bryde forbindelsen til Rom.

Det er, hvad vi faktisk ser, at konge og dele af adelen prøver på i Danmark. Biskopperne kviede sig, men de søgte ikke at forhindre, at den danske kirke brød forbindelsen til paven. Men Luther går også videre end dette i sit afsluttende lastekatalog, og i en lang række punkter, som har mindre politisk interesse, men større reformatorisk og folkelig sprængkraft, går han også i rette med en lang række klassiske punkter i den katolske tradition, som er udartet i kætteri: imod verdslig magt, tiggermunke, præsters cølibat, klostervæsen, sjælemesser, gejstlige straffe, helgenfester, rigide ægteskabs- og fasteregler osv. Det er her, vi skal finde anknytningspunkt for de danske reformatorer, for det var netop i kritikken af det herskende morads, at det reformatoriske i særlig grad fængede. Det var med andre ord det alment-reformatoriske hos Luther, der satte brand i de danske prædikanters kritik af det bestående. Det specifikt lutherske og de finere nuancer i den bagvedliggende teologiske udlægning hos Luther, forstod de mindre af i de tidlige år.

Den danske reformation i de tidlige år

Som sagt kan vi sætte en meget tidlig datering på de første spor af reformationsforsøg herhjemme. Men den tidligste omtale af Luther og Melanchthon i danske skrifter finder vi dog først nogle år senere hos et par af tidens unge humanister. Humanismen var højeste mode i de dannede kredse. Det var en renæssancebevægelse, der med Erasmus af Rotterdam (1466/1469-1536) som det store navn plæderede for kildestudier, studier af oldkirken, kirkefædrene, antikken og Skriften selv, men som i praksis var en tidstypisk moralbevægelse. Kristendommen drejede sig om moral, ikke om love, bandbuller, magtspil og store dogmatikker. Sidstnævnte var noget, som var karakteristisk for middel- og senmiddelalderens kirke. Af samme årsag er det blevet kaldt for skolastikken, tiden for teologernes løftede pegefingre og uendelige dogmatiske udredninger.

Humanismen er tit blevet set som en forløber for Luther og reformationen. De er også afhængige af hinanden, og Luther var måske slet ikke kommet til sine reformatoriske indsigter uden om humanismen. Dog udviklede Luther og de humanistiske reformatorer sig forskelligt, simpelthen fordi de havde forskellige udgangspunkter: Guds frelse af mennesket henholdsvis menneskets vej til Guds frelse (Grane 1992).

De danske reformatorer var også først og fremmest humanistiske reformatorer; de interesserede sig altså først og fremmest for det sidste spørgsmål om at finde menneskets vej til Guds frelse. Flere af danskerne kendte til Luthers skrifter; det lå i tiden, men det er ikke det samme, som at man teologisk stemmer overens. Hans Tausen, ’den danske Luther’, var måske den, der kendte Luthers teologi bedst, eller også var han den, der brugte flest Luther-skrifter. Han havde også som en af få været i Wittenberg og havde lyttet til Luther og Melanchthon. Alligevel var også Tausen mere humanistisk end luthersk, i hvert fald hvis vi anskuer den danske reformationsbevægelse som en helhed, hvori Tausen var en af flere ordførere. Det er heller ikke så mærkeligt. Bunden var gødet for humanismen i Danmark. Christian II havde forsøgt sig med humanistiske reformer. Poul Helgesen, humanistisk underviser ved universitetet, periodevis kirkelig rådgiver for Christian II og Frederik I, havde undervist hovedparten af dem, der blev Danmarks reformatorer. På den måde ligner Danmark i øvrigt Tyskland. Tyskland med alle dets byer og mindre fyrstendømmer var smækfyldt med humanistisk skolede reformatorer, hvor Luther blev tændsatsen og hovedbanner for kampen.

Spoler vi tiden lidt tilbage igen og ser på den danske begyndelse, så var Christian II i 1517 officielt katolsk, han var lydig mod paven i Rom, ja, på det 5. Laterankoncil (1512-1517) havde repræsentanten for de danske interesser, kardinal Lorenzo Pucci (1458-1531), bekræftet kongens og Danmarks anerkendelse af paven ’som den anden gud på jorden’ (Lindhardt 1965 s. 218 f.). Siden markerede Christian II sig temmelig voldsomt også i forhold til kirken. Man kan erindre halshugningsmassakren i Stockholm i 1520, hvor flere biskopper led døden for deres påståede kætteri; en sag, han næsten klarede frisag for, selvom den korrupte kirke trods alt prøvede at gøre indvendinger og foretog undersøgelser af dette kirkelige lovbrud. Hvis Frederik I balancerede mellem katolsk og evangelisk, havde Christian II begyndt legen med den kætterske ild. I 1517 havde han givet Københavns Skt. Jørgensgård til karmelittermunkene, en orden der var kendt for flittige studier af Bibelen og i 1519 åbnede deres bibelkollegium i Skt. Pedersstræde, hvor Poul Helgesen blev lektor med forpligtelse til at forestå universitetets (nye) forelæsninger over Bibelen. Hallandske Poul Helgesen var reformationstidens fremmeste danske humanist. En anden var Christiern Pedersen (1480-1554), som på god humanistisk vis havde genfundet Saxo Grammaticus (ca. 1150-1220) og sørget for at bevare hans Danmarkskrønike for eftertiden ved at lade værket trykke. Det var en historiehungrende tid. Og modsat Helgesen endte Pedersen som evangelisk og en af hovedkræfterne bag flere af de første danske bibeloversættelser.

Helgesen, den bibelske lektor på universitetet, kendte til både Luther og Erasmus. Han oversatte en række af Erasmus’ skrifter og tilpassede dem til danske forhold; men også små opbyggelige skrifter af Luther oversatte han til dansk som en af de første. Det var det humanistiske og etiske ved Luther, som drog Helgesen; da han senere stiftede bekendtskab med Luthers første store generalopgør med paven og pavekirken, Om det babylonske fangenskab, stod Helgesen af; her gik grænsen for kritikken. I dette skrift revsede Luther meget hårdt kirkens forfald og misbrug, når det gjaldt blandt andet sakramenterne. Nadveren var ’i fængsel’ eller udlændighed (deraf titlen), og dog interesserede Luther sig ikke for de ydre former på dette tidspunkt. Endnu handlede det om for den evangeliske at blotlægge, hvad der var skjult under romerkirkens menneskelige tilføjelser (Andersen 1917 s. 55). Så vi kan spørge, om Luther overhovedet var så langt fra, hvad Helgesen også ville på dette tidspunkt. Ikke desto mindre kunne Helgesen ikke følge Luther i konsekvenserne, og da Christian II i 1522 udbad sig en oversættelse af Til den kristelige adel af den tyske nation, erklærede Helgesen Luther for en ærkekætter. I stedet oversatte han et skrift af Erasmus.

Helgesen blev spottende kaldt for Poul Vendekåbe af samtiden og af en lang eftertid. Det bunder i, at han på den ene side afviste Luther for hans radikalitet, men på den anden side fastholdt, at der trods alt var gode ting at finde hos Luther: Helgesen oversatte Luthers Betbüchlein til dansk i 1524, han fortolkede Skriften efter ”Kristus, Peter og Paulus”, som han selv beskrev det i begyndelsen af 1520’erne (Helgesen 1524 s. 182), og var her på linje med Erasmus i kritikken af skolastikken. Men modsat sine reformatoriske elever fastholdt han også traditionen og dermed koncilier og pavelige dekreter. Selvom han var kritisk og anlagde fornuften som vejleder, var han også fascineret af nyere profetier og helgener: ikke mindst den svenske helgeninde Birgitta af Vadstena (1303-1373) tiltalte ham. I sine åbenbaringer revsede hun kirken for dens forfald, men forlod den ikke og forsøgte heller ikke som Luther at omstyrte den. Der placerede Helgesen sig også, og det var faktisk et andet sted end Erasmus. Erasmus, hvis udgave af Det Nye Testamente på græsk blev grundlæggende for mange reformatoriske pointer, holdt sig primært til Kristus og Skriften, mens Helgesen var langt mere traditionsbevidst og åben for f.eks. Birgittas åbenbaringer. Helgesen var derfor ikke alene en erasmisk humanist, men en monastisk humanist, det vil sige, at han stod inden for den humanisme og kirkekritik, som voksede frem i klostrene (Haarløv 2007). Så ligeså fortegnet det er at tale om Hans Tausen som den danske Luther, er det misvisende at betegne Helgesen som den danske Erasmus; noget der var en populær polaritet i 1800-tallet. I Helgesens traditionsbevidste klosterhumanisme finder vi måske også en af grundene til, at han blev inden for romerkirken, mens hans elever brød med den. De var til en vis grad traditionsstormere: ”Gud har ikke befalet os at følge vore forfædre, men sig og sit ord”, som Hans Tausen et sted polemiserer (Tausen 1529 s. 92). Helgesen var i langt højere grad en traditionsbevarer.

Poul Helgesen virkede på flere fronter i løbet af den danske reformation. Han er et af kronvidnerne, især på grund af sin yderst personlige, grænsende til det perfide, beskrivelse af hele reformationskampen. Den kaldes Skibykrøniken, benævnt efter den kirke i Hornsherred, hvor den blev genfundet mange år senere. Den slutter midt under Grevens Fejde i 1535. Helgesen er rimeligvis blevet offer for den blodige batalje eller er bukket under for den hårde belejring af København. Inden da havde han først været den nye modestrømnings førstemand ved universitetet og havde siden vendt sig mod det oprør, som spredte sig blandt hans elever.

Det Københavns Universitet, hvor Helgesen i 1520’ernes begyndelse underviste, havde været i gang siden 1479. Det var generelt et konservativt sted, og teologerne lærte den traditionelle skolastik efter Thomas Aquinas’ (ca. 1225-1274) lære. Oprettelsen af Christian II’s bibelkollegium, hvor Helgesen underviste, skal altså forstås som regeringens interesse i at fremme et mere moderne, humanistisk universitetsmiljø. På samme måde ville Christian II reformere lovgivningen og kirkens indflydelse til gunst for borgerne og byerne. Selvom det ikke lykkedes – udkastene blev for eksemplets skyld brændt på bålet, så snart han var blevet afsat – havde han immervæk held med at stække den danske kirkes øverste ledelse i Lunds ærkestift, hvorved en central bekæmpelse eller indsats mod reformationsbevægelsens oprørstendenser og generelle frækhed var dømt til at mislykkes.

I Lund bestred fem forskellige mænd ærkebispesædet inden for det korte tidsrum fra 1520 til 1522. Christian II skiftede hest indtil flere gange og lod endog sin håndlanger fra det stockholmske blodbad, Didrik Slagheck (død 1522), der havde gjort sit indtog som ærkebisp den 25. november 1521, arrestere efter kun en måneds tid i embedet. 24. januar 1522 blev Slagheck uden egentlig retskendelse dømt som både tyv og kætter, hvorfor han først blev hængt symbolsk og derefter brændt på bålet på Københavns Gammeltorv. Slagheck var til lejligheden iført sit fulde bispeskrud. Det var i øvrigt kongens tredje bispemord inden for de selvsamme to år. Ifølge Poul Helgesen var Slagheck dog også en værre en: Han var efter sigende bagmanden bag den formastelige drukning af munkene fra Nydala Kloster, dengang Christian II og hoffet var på vej hjem fra det stockholmske blodbad i 1520 (Skibykrøniken, Helgesen 1890 s. 70 f.).

Christian II begyndte sine humanistisk inspirerede lovreformer i 1517, og det er tillige året, hvor vi første gang træffer på Helgesens kritik af kirkens forfald, idet han dette år publicerede et nu tabt skrift om kirkens korruption i form af køb og salg af embeder, simoni. Helgesens ansættelse ved det københavnske bibelkollegium ligner lidt den stilling, som Luther bestred ved Augustinerklostret i Wittenberg. De var begge på én gang klosterlektorer og universitetslærere i Den Hellige Skrift.

I de første år efter Luthers berømmelse ser vi også, at Christian II blev meget betaget af den nye strømning i Sachsen. Allerede inden rigsdagen i Worms i april 1521, hvor Luthers sag skulle stå for den tyske kejser, forbød Christian II i februar måned universitetet at ’fordømme Luther’. Det var der risiko for, fordi pavens trusselsbulle mod Luther, Exsurge Domine (fra december 1520), formodentlig skulle bekendtgøres af universitetet. Der var ugler i mosen i Danmark, når der på denne måde blev grebet ind over for en pavekirkelig institution, som et universitet dengang var. I Wittenberg forlød det tilmed, at Christian II aktivt bekæmpede og forfulgte papisterne, og kongen havde også spurgt sin morbror, kurfyrsten af Sachsen, om han ikke kunne få en prædikant fra Wittenberg til København. Det fik han; først på året 1520 rejste den tyske prædikant Martin Reinhardt til den danske hovedstad. Reinhardt var elev af Wittenberg-professoren Andreas Bodenstein von Karlstadt. I København blev Reinhardt indskrevet på universitetet, og han fik lejlighed til at prædike i byens vigtigste sognekirke, Skt. Nikolaj. Hvordan han fik lov til dette, er omtvistet. Noget kunne dog tyde på, at Christian II benyttede sig af samme kneb, som efterfølgeren Frederik I gjorde til gængs kirkepolitik: På papiret gjorde han Martin Reinhardt til kongelig kapellan, en titel, Reinhardt brugte om sig selv i et brev til kongen. Ved dette juridiske trick kunne Christian II tilsidesætte den sædvanlige kirkelige jurisdiktion og indsætte ham i et prædikeembede i den vigtige københavnerkirke. En anden mulighed er, at Reinhardt reelt blev kongelig kapellan, men for dronningen, Elisabeth af Habsburg (1501-1526), kejser Karl V’s søster. Det passer i tid, og vi ved, at både kejseren og senere rigsrådet brokkede sig over, hvordan Christian lod sin dronning inficere med kætteri (Andersen 1917 s. 84 f.).

Ser vi videre på de anklager, som rettedes mod Christian II, da han blev afsat, var det imidlertid særligt den kirkelige prædikevirksomhed over for almindelige borgere, som havde vakt anstød. Anklagerne nævner intet om virkningerne af denne nye prædiken, og det var nok også en kende for tidligt for københavnerne; i alle tilfælde faldt den nye prædiken ikke i gødet jord i den københavnske offentlighed. Selvom den var på tysk, samlede den ganske vist mange mennesker, men Reinhardt blev til grin og udsat for en række offentlige forhånelser og parodier (Svaning 1670 s. 132-141). Historikeren Hans Svaning (ca. 1500-1584), som jeg her refererer til, var skoleelev i København dengang, og selvom der er meget, der taler for, at han husker rigtigt, er det alligevel lidt svært at få et fuldstændigt billede af, hvordan den tidligste evangeliske lære blev præsenteret i København. Nuvel, dengang var der endnu ikke tale om et brud med det bestående, blot om en ny form for besindelse på Bibelen. Men Reinhardt prædikede nyt og moderne og evangelisk, når han sagde noget i retning af, at ’han intet godt havde gjort eller ville gøre’, hvis vi skal tro en af de senere beretninger. Det lyder evangelisk, selvom det er en noget forvrænget opfattelse af budskabet om de gode gerningers ubetydelighed i spørgsmålet om frelsen (Lindhardt 1965 s. 262).

Reinhardt forlod København allerede få måneder senere. Han skulle til Wittenberg og promoveres. Vi må regne med, at Christian II først ville knytte ham til universitetet, når han havde opnået en akademisk grad fra Wittenberg. Med til opgaven hørte også, at han i Wittenberg skulle motivere enten Luther eller Karlstadt til at tage med tilbage til København. Reinhardt vendte imidlertid ikke tilbage til København; i stedet rejste han fra Wittenberg til rigsdagen i Worms, hvor sagen mod Luther nu skulle stå, og hvor udfaldet gjorde, at der for alvor blev tale om kætteri, hvis man befordrede den evangeliske sag. Hele luthersagen var højspændt og havde også det danske monarkis interesse. Det virker, som om den personligt interesserede Christian II, men også andre medlemmer af den danske kongefamilie. Den gottorpske familie, den hertugelige linje fra Holsten, var til stede i skikkelse af hertug Christian (III), mens den danske konge havde sendt sin gesandt, Stephan Hopfensteiner (død ca. 1550). Han skulle ikke kun være en neutral observatør, han var nemlig blevet udstyret med et bemærkelsesværdigt opdrag: Han skulle samle så mange lutherskrifter som muligt til den danske konge.

Christian II var svoger til den tyske kejser Karl V, og ham mødtes Christian med i Flandern, hvor han var til stede, da den kejserlige nuntius oplæste kejserens beslutning vedrørende Luthers sag: Luther blev erklæret fredløs, og hans skrifter dømt til bålet, samtidig med at Christian II samlede lutherskrifter, og rygtet gik da også, at han var ved at falde fra troen. Særligt denne kasse med Luther-skrifter var kilde til uro, og om Christian II’s samtaler med Erasmus af Rotterdam på denne tid ved vi, at kongen i samtalerne havde fordret stærkere lægemidler end Erasmus’, så at hele kirkens krop kunne blive rystet – således gengives det af samtidige kilder (Lindhardt 1965 s. 264). Der var derfor god grund til at tro på nogle af de andre rygter, som florerede efter rigsdagen i Worms: Luther var på vej til Danmark for at søge politisk asyl. Faktisk var han på Wartburg, men det vidste ingen endnu. I stedet rejste de to wittenbergere Mathias Gabler (en græsklærer) og den store Andreas von Karlstadt til Danmark.

Karlstadt var et uhyre prominent navn på dette tidspunkt; han var den måske højest uddannede af wittenbergteologerne med tre doktorgrader, en i teologi fra Wittenberg og to fra Rom i kanonisk og verdslig lov. Han var på flere måder foran Luther. Allerede i Rom havde han kritiseret en mængde kirkelige misbrug i sine 151 teser, og Luthers teser forsvarede han indædt. Luther og Karlstadt var simpelthen det akademisk-teologiske Wittenbergs stjernepar på dette tidlige tidspunkt. Til en begyndelse havde Karlstadt været skeptisk over for Luther, men igennem studier af Augustin (354-430) blev Karlstadt snart overbevist, og fra 1517 forklarede og forsvarede Karlstadt indædt Luthers teser. Sammen reformerede de universitetet, og de optrådte begge mod Johann Eck (1486-1543) ved den berømte Leipzig-disputation i 1519. Det var derfor ikke mærkeligt, at den pavelige bandtrusselsbulle, som Christian II altså forbød offentliggjort i Danmark, med navns nævnelse truede både Luther og Karlstadt. Karlstadt var i den tidlige periode mellem 1517/1518 og 1525, hvor han måtte trække sig fra den offentlige debat på grund af bondeoprøret, den mest læste og udgivne reformator ved siden af Luther. Modsat Melanchthon udgav de også begge skrifter på tysk. Karlstadts rejse til Danmark er derfor i sig selv en af de mest bemærkelsesværdige hændelser i hele den tidlige danske reformation, men desværre er hans indflydelse på den tidlige reformationsbevægelse, inklusive den danske, yderst ringe udforsket.

Karlstadt kom til København sidst i maj 1521, og Christian II havde efter tidens rygtedannelse at dømme store planer med ham. Han skulle prædike og være kongens teologiske rådgiver, og måske skulle han også være dommer ved en slags kirkelig appeldomstol, kongen havde planer for. Den var et led i det juridiske og kirkelige brud med Rom, som Christian II synes at have arbejdet på, og som Frederik I mere spidsfindigt gjorde alvor af. I denne aldrig realiserede gejstlige domstol skulle fire doktorer og magistre have sæde. Vi skal også have in mente, at reformationen på dette tidspunkt ikke var blevet alvor, hvad gælder de ydre former, end ikke i Wittenberg. Reformationen var endnu en teologisk, litterær og kirkelig strømning, og Karlstadt kan have forestillet sig, at han i Danmark kunne få anledning til at omsætte sine kirkelige reformplaner til virkelighed. En samtidig kilde fortæller endda, hvordan kongen havde planer om at gøre ham til ærkebiskop i Lund. Ærkebispesædet var i krise, og Karlstadt kom heller aldrig så langt. Hans ophold i København blev ingen succes og af yderst kort varighed. Efter omtrent en måned vendte han hjem. Han undskyldte sig med, at han skulle hente sine bøger, men han vendte aldrig tilbage (Dreyer 2017c).

Den reformatoriske sag og støtten til Luther var blevet kættersk, og Karlstadt var lyst i band. Hjemvendt beklagede han sig over at være blevet underlagt censur i København, og han krævede beskyttelse som sachsisk diplomat, hvis han skulle vende tilbage. Det fik han ikke, og i stedet satte han i Luthers fravær handling bag ordene og førte reformationen fra studerekammer til kirke. Han udgav med det samme et skrift om cølibatet, som han nu krævede ophævet. Det stemmer meget godt overens med nogle af de tanker, vi kender fra Christian II’s lovudkast fra tiden lige forud, så Karlstadt har formentlig bidraget til det forberedende lovarbejde. Juledag 1521 reformerede Karlstadt gudstjenesten i Wittenberg og uddelte nadveren i begge skikkelser. Det skete uden opløftelse af elementerne, og i strid med katolsk ritus blev indstiftelsesordene udsagt højt og tydeligt, så alle kunne høre dem. Kort tid efter giftede han sig. Reformationen var i gang i Wittenberg og blev først bremset, da Luther vendte tilbage fra Wartburg og rullede disse ydre kirkereformer tilbage af hensyn til de svage, som han undskyldte sig.

I Danmark gik tingene også i stå. Christian II blev afsat, da rigsrådet opsagde sit troskab, og den forventeligt mere konservative hertug Frederik af Holsten blev ny konge. Christian II søgte tilflugt ude i Europa, hvor han til kejserfamiliens gru excellerede i sin tro: den evangeliske tro efter Luthers principper. Ja, Christian søgte endog til Wittenberg, ”then hellige stad Hwittenberg”, som han skrev i et af sine breve (Christian II til dronning Elisabeth 5. marts 1524, Rigsarkivet), og med sikker fornemmelse for, at det danske borgerskab støttede ham, begyndte han at sprede propaganda for sig selv og evangeliet i Danmark. I Wittenberg samlede han en kreds af især borgerlige danskere med gode forbindelser til både de vigtigste danske byer og de vigtige reformatorer. Inspireret af Luthers tyske oversættelse af Det Nye Testamente fra september 1522 iværksatte han en oversættelse til dansk, som blev udarbejdet i al hast og udkom allerede i september 1524, hvorefter det blev smuglet ind i Danmark. Det var en ujævn oversættelse med præg af forskellige danske dialekter og af latinske konstruktioner, men var ikke desto mindre en af de allerførste modersmålsoversættelser af hele Det Nye Testamente efter Luthers tyske. Christian II handlede ikke kun af evangelisk overbevisning. Det Nye Testamente på dansk blev forsynet med Luther-inspirerede fortaler til skrifterne og i den allervigtigste fortale, indledningen til Paulus’ breve – Luthers reformatoriske tanker baserede sig især på Paulus og Romerbrevet – blev der gjort heftige udfald mod papismen samtidig med, at eksilkongen fik indføjet et brev til ”alle danske mænd og kvinder” fra sin trofaste støtte, malmøborgmesteren Hans Mikkelsen (1470-1532). Heri anklages danskerne og specielt gejstligheden for at have ”forsmået deres rette bårne herre og fyrste kongelige majestæt kong Christian etc. som dem var given af Gud”. Men det er Gud som har ”rørt kongelig Majestæt Kong Christiern, Danmarks, Sveriges og Norges konge” til at lade Guds ord udgå på modersmålet. Det skulle der nok være nogle ”ubeskæmmede præster og munke”, som ville være imod, fordi de siger, ”at det ikke bekvemmer bønder og lægfolk at traktere Guds ord”. Hertil var svaret, at ”Kristus har udstyrtet sit blod for alle sine udvalgte, så vil han også, at han og hans ord skal være tiltænkt alle hans helgener udi alle landskaber og alle tungemål” (Thet Nøye Testamenth 1524 f. Aa 2v-Aa3r). Her er der tydeligvis tale om propaganda, understreget af, at Christian II’s våbenskjold og portræt figurerede som indledning til både evangelierne og apostelbrevene. Et opgør med papismen var altså lig med støtte til Christian II; kun han forsvarede Guds ord.

Frederik I og den danske regering nedlagde naturligvis forbud mod at købe og besidde dette skrift, som var med til at udbrede den evangeliske lære endnu mere blandt det bedre og læsende borgerskab. Her var Det Nye Testamente, skriften selv, til at læse og forstå på dansk. Den nye forkyndelse og reformiver var ikke til at standse. Poul Helgesen så faren og skrev et skrift direkte vendt mod ”den kætterske ubeskæmmede kætter” Hans Mikkelsen, som det hed i titlen, og i vanlig spottende stil udstillede Helgesen problemet ved, at almindelige mennesker trakterede Guds ord, sådan som Mikkelsen havde forklaret. Guds ord skulle således udlægges af alle mand og alle vegne, i krostuer, badstuer, hos bartskæren, i smedjer, møller, toldhuse, borgerstuer, gildehuse, fester, blandt drankere og doblere (hasardspillere), dansere, springere, hofmænd, snakkehoveder, dårer, landløbere, kræmmere og andre lærde ædle mænd. Ja, når selv ikke kristendommens kloge hoveder kunne blive enige om noget, hvordan skulle de dumme, sjove og gale så kunne finde ud af det? Javel, indrømmede Helgesen, evangeliet har været i forfald og næsten glemt, men hverken bønder, borgere, snaphaner eller andre kan gøre det; det tilkommer kun de veluddannede og viseste af gejstligheden (Lausten 2011 s. 47 og Helgesen 1527 s. 65 f.). Heri skulle Poul Helgesen måske uforvarende få ret; det blev først og fremmest tidligere katolske gejstlige, lærde og munke, som blev Danmarks reformatorer.

Helgesens ord var nok en overdrivelse og en satire over Hans Mikkelsens fortale, men sandt var det dog, at evangeliet og denne bevægelse havde fået tag i mange lægfolk, især borgerskabet i de større byer. Den evangeliske prædiken bevægede sig op igennem Holsten og videre til Jylland, og i løbet af 1525-1526 var det spredt til de fleste jyske købstæder. I byerne blev den nye lære og praksis indført nedefra og op: prædikanter trådte frem, fik borgernes tilslutning og siden byrådenes støtte, og de søgte igen støtte hos kongen for at få beskyttet deres prædikanter mod kirkens lovlige forsøg på indgreb. Byreformationerne blev den mest almindelige reformationstype i Danmark, og på den måde ligner 1520’ernes danske reformation meget forholdene i Tyskland (se hertil særligt Dreyer 2020). I de store tyske byer var reformationen brudt frem på samme måde, og oftest blev den forsøgt indført som den ene og sande lære gennem såkaldte disputationer, det vil sige religionssamtaler mellem repræsentanter for den gamle og den nye tro, hvor den lære, som vandt disputationen, blev byens lære. Resultatet var oftest givet på forhånd, idet rettesnoren, tjeklisten, så at sige, var Bibelen, og dommerne som regel var byrådsmedlemmerne, som velsagtens vidste, hvornår de kunne opnå flertallet, hvorved udfaldet næsten altid var til gunst for den evangeliske part. Reformationen blev indført på denne måde i blandt andet Zürich af Huldrych Zwingli (1484-1531) og i Nürnberg af Andreas Osiander (1498-1552). De lagde begge vægten anderledes i deres evangeliske lære end Luther gjorde; de var som mange andre byprædikanter humanistisk-reformatoriske. Og faktisk spillede de også en rolle i Danmark. Reformationen i Malmø var meget inspireret af forholdene i netop de sydtyske byer, og på rådhusets bibliotek stod endog en udgave af de meget populære artikler, som Zwingli vandt reformationsdisputationen i Zürich med i 1522.

I Danmark kender vi ikke så meget til faktiske disputationer, men vi har en hel del indicier på, at det foregik sådan i blandt andet Viborg, Horsens og Malmø. Og i 1530 havde Frederik I tilmed planlagt, at hele rigets religion skulle afgøres på denne vis på en herredag i København. Endnu engang forpurrede truslen fra Christian II dog dette drastiske skridt.

Kirkepolitikkens konsekvenser

Det var yderst få af de danske teologer og kommende reformatorer, der havde læst i Wittenberg på dette forholdsvist tidlige tidspunkt. I stedet drog flere reformatorer in spe til Haderslev, hvor den kommende Christian III havde indkaldt et par tyske teologer, for her at lære den nye tro at kende. To af malmøprædikanterne, Claus Mortensen (ca. 1499-1575), en tidligere præst fra København, og Hans Olufsen (død 1571) studerede i Haderslev i en periode. Andre steder begyndte lægfolk at træde frem med evangelisk prædiken, men også med en række ideer, der gik ud over Luthers og betonede det rent åndelige. Eftersom kongen ikke eksaminerede de prædikanter, han uddelte beskyttelsesbreve til, opstod der i Kiel en uheldig sag i 1527-1529. Hertil var buntmageren Melchior Hoffman (1495-1543) kommet; han havde rejst rundt i Østersøområdet og Nordtyskland. Han havde oprindeligt fået en anbefaling med fra Wittenberg, men han blev mere og mere radikal i sin lære og omvendelsesprædikener. Dommedag var nær, måske var der kun syv år, til den indtraf, hed det. Luther formanede først blidt borgerne i Kiel til at tage sig i agt, siden advarede han direkte teologer i området imod Hoffman, som i lighed med Karlstadt afviste barnedåben og Luthers relativt konservative nadverlære.

Igennem en række stridsskrifter, Hoffman udsendte mod prædikanter i både Slesvig og Magdeburg, fik Luther og de andre i Wittenberg nys om Hoffmans stadigt mere radikale forestillinger. Så skrev Luther direkte til hertug Christian i Haderslev og Melanchthon til en af kong Frederik I’s rådgivere. Hertug Christian fik sin nye evangeliske provst i Haderslev, Eberhard Weidensee til at gå i rette med ham, men Hoffman fortsatte ufortrødent og påberåbte sig sin stilling som kongelig prædikant i hele Holsten og Kiel, hvorfor vi må formode, at han netop var i besiddelse af et beskyttelsesbrev fra Frederik I. Det hjalp ham ikke. Hertug Christian i Haderslev, som var personligt from og en kender af Luthers egen teologi, indkaldte til en disputation i Flensborg i 1529, og denne gang var det ikke en samtale mellem det gamle og det nye, men en diskussion internt blandt de evangeliske; hvor gik grænsen for, hvad man kunne sige i reformationens navn og stadig være kristen? Til denne samtale stod en række lutherske prædikanter fra hertugdømmerne frem og anklagede Hoffman. Hermann Tast fra Husum var ordførende. Hoffman blev især anklaget i nadverspørgsmålet. Han kaldte brødet og vinen for alene tegn, ”figürlich” og sakramentalt er de Kristi legeme og blod – ”men ikke bogstaveligt”, så ville vi jo også skulle æde hans hud, hår og ben, hvorfor han altså højst er til stede som en ”ihukommelse” (Lausten 1963-1965 s. 270). Skriften skal altså ikke forstås bogstaveligt, men så at sige efter, hvad der er intentionen med ordene. Hoffman havde gode pointer, og det havde Karlstadt, som han havde indkaldt til at hjælpe sig med sit forsvar, også haft, da han stredes med Luther om dette spørgsmål flere gange i 1520’erne. Karlstadt blev dog med overlæg hindret i at deltage i Flensborg, og da hertug Christian havde bevæget Luthers ven og sjælesørger, Johann Bugenhagen (1485-1558), der også var Wittenbergs stadspræst og evangeliske kirkeretsekspert, til at agere dommer, var sagen afgjort på forhånd. Luthers lære var den eneste acceptable i denne sag, hvilket Hoffman også vidste, idet han flere gange forsøgte at dække sine anskuelser ind under udtalelser af Luther. Det var en taktik, som ikke var helt usædvanlig, mens den andre gange var utilsigtet, forstået på den måde, at Luthers tanker nok blev gengivet med tilslutning, men ikke nødvendigvis forstået på den måde, Luther selv havde tænkt dem. Det var sikkert tilfældet med nogle af de danske reformatorer, hvis nadversyn slet ikke synes så langt fra Hoffmans. I Malmø havde man nok læst Luther, men også både Zwingli og andre sydtyske reformatorer, hvis nadverlære ligger tæt op ad Hoffmans. Selv Hans Tausen fik uld i mund, når han skulle tale om Jesu reale nærvær i nadveren. Det kostede også ham en kættersag i 1533; her var modstanderne blot ikke evangeliske, men katolske.

Hoffman blev dømt som kætter og måtte rømme den danske konges områder. Derefter blev han indrulleret i nogle af de vildeste begivenheder internt i den reformatoriske kamp i Tyskland. I Münster opstod en apokalyptisk-reformatorisk gendøberbevægelse, der krævede en ny ’sand’ dåb af sine tilhængere og erklærede sig som Guds rige på jorden. De fordrev alle, der ikke var ’kristne’ nok, og baserede al lovgivning på Moseloven. Det endte med et brag, idet både lutherske og katolske fyrster gik sammen om at erobre byen, og de udryddede bevægelsen i 1535. Byens religiøse ledere blev halshugget, deres afhuggede hoveder blev i bure hængt frem til skræk og advarsel i domkirkens tårn – hvor burene hænger endnu den dag i dag. Hoffman selv omvendte sig og blev pacifist. Meget af hans lære blev overtaget af en anden holstensk prædikant, Menno Simons (1496-1561), som gav navn til mennonitterne, en bevægelse af gendøbere, der blev voldsomt forfulgt, men stadig findes rundt omkring i Europa og nåede til USAn, hvor en særlig retning er de såkaldte Amish.

Men tilbage til Danmark. Her kender vi ikke til så radikale typer som Hoffman i Holsten, selvom det var de færreste af de tidlige danske reformatorer, som var helt blide i deres kristendomsforståelse. Også de prædikede Guds og Kristi lov som rettesnor for både kirken og samfundet. De var måske nok uenige om, hvem der primært havde ansvaret for indførelsen af den nye lære: Byrådet eller kongen? Men i den henseende var de fuldbyrdede opportunister. Passede det i deres kram, var det ligegyldigt, hvem der stod bag indførelsen, blot den var til gavn for sandheden og den menige kristne almue, og altså ikke til gavn for adel og kleresi. Hans Tausen krævede flere gange direkte den katolske kristendom forbudt. Den var Antikrists lære, og de ugudelige burde straffes med hjul og stejle. Det synspunkt fremførte han voldsomt i et aldrig afsendt skrift til Frederik I fra 1530: Kongen skal ”skære igennem iblandt de ugudelige (som Salomon siger det i Ordsprogene 20.26, og kører hjulet over dem, fordi han [kongen] bærer ikke sværdet forgæves, som Sankt Paulus siger [Rom.14.4]” (Tausen 1533 i Dreyer 2013a). Det var næppe ment i overført betydning. Her krævedes sværdet ført til gavn for de evangeliske og legemlig ugunst for de katolske. Det var på ingen måde noget, hverken Luther eller Melanchthon i Wittenberg ville billige, men en konsekvens af at forstå hele Skriften som Guds lov. Især Melanchthon tilsluttede sig tanken om, at en kristen konge med forbillede i de gammeltestamentlige konger skulle sørge for, at Guds lov bliver efterlevet fuldstændigt.

På de evangeliske præsteskoler i de reformerede købstæder i hertugdømmerne og Danmark lærte de studerende klassiske sprog. I Malmø, hvis skole kom til i 1529/1530, læste de også klassiske forfattere, ligesom Bibelen og reformatoriske skrifter af Luther og Melanchthon må formodes at have været en del af pensum. I 1527 var der som i Haderslev også blevet oprettet en præsteskole i Viborg under ledelse af Jørgen Jensen Sadolin. Her må vi regne med, at en del af de jyske prædikanter, bl.a. de senere lutherske superintendenter (bisper), havde lært den nye lære at kende. Hans Tausen havde selv været i Wittenberg og er som nævnt af den grund blevet udpeget som ’den mest lutherske’ af de danske evangeliske, men måske var det snarere Jørgen Jensen Sadolin, der havde lært sig mest teologi efter de ’wittenbergske’ principper og givet den videre til præsteskolens elever. I hvert fald oversatte han Luther, Melanchthon og Bugenhagen til dansk i videre omfang end Tausen.

Det ringe antal danske Wittenberg-studenter skulle dog snart ændre sig dramatisk. Fra 1530’erne og i omtrent 150 år var universitetet i Wittenberg et af de mest søgte universiteter blandt danskere. I 1520’erne var det kun en håndfuld, som havde læst der.

Kongens beslutning i 1527 om at give evangeliet fri skabte en reformatorisk bølge i hele den danske del af riget, og efter få år var denne kraft så stærk, at der ved nyansættelser af biskopper forventedes en biskoppelig kirkepolitik, som matchede regeringens. I 1529 blev Jens Andersen Beldenak afsat som Fyns biskop. Han havde været bispekollegiets eneste borgerlige og en af de meget få, som havde forsøgt at tage den teologiske diskussion. Hans efterfølger var adelsmanden Knud Henriksen Gyldenstierne (død 1560), som enten var ligeglad eller positivt indstillet over for den evangeliske reformation. Han antog i hvert fald Sadolin som sin ’medhjælper i ordet’, og i kraft af det gældende kirkelige hierarki indførte han den lutherske reformation gennem sin faktiske udøvelse af bispeembedet. Han indkaldte præsterne til møder og udsendte i den forbindelse en vejledning i, hvordan præsterne for fremtiden skulle udøve deres hverv. Den vejledning var Luthers Lille Katekismus, Luthers formulering af den kristne børnelærdom og endnu et af den danske folkekirkes bekendelsesskrifter. Fyns reformation blev derved Danmarks eneste lutherske reformation inden for de gældende og bestående kirkelige rammer.

Frederik I havde sandsynligvis håbet, at det samme ville ske på Sjælland. Samme år, som Gyldenstierne og Sadolin blev antaget på Fyn, udpegede han adelsmanden Joachim Rønnow, som havde studeret i Wittenberg, som Sjællands biskop. Rønnow betalte efter den nyindførte danske lovgivning sine gigantiske ansættelsesgebyrer til kongen og ikke til paven. Som Gyldenstierne var han kun kongeligt udvalgt, men ikke paveligt anerkendt og derfor ikke indviet på den rette katolske facon. Det betød i praksis, at han ikke kunne indvie præster, så det var kanonisk gyldigt, hvad der naturligvis var et alvorligt problem, da kirken officielt stadig var katolsk. Rønnow havde afløst den dygtige, højtuddannede og pavetro Lage Urne som sjællandsk biskop, og heller ikke ærkebispesædet havde længere en korrekt indviet biskop. Her sad kannikken Aage Sparre (ca. 1460/65-1540/41). Vi ved, at han gjorde et forsøg på at tale imod malmøreformatorerne, men kirkeretsligt var han hverken retmæssig biskop eller ærkebiskop. Efter kirkelovene var det Jørgen Skodborg (ca. 1480-1551), som flere af de overbeviste katolske biskopper herhjemme faktisk anerkendte, der var eneste retmæssige indehaver af embedet. Sparre var valgt af domkapitlet, og havde derfor kun titel af ærkeelekt – altså udvalgt ærkebiskop. I praksis udøvede han dog ærkebiskoppens embede, selvom han ikke var hverken indviet eller bekræftet af paven i Rom. Skodborg var temmelig irriterende for regeringen og dens nye kirkepolitik, men alligevel viste han sig givtig, da der i 1530 var optræk til en egentlig afgørelse af rigets religion på herredagen i København. De evangeliske og de katolske skulle mødes i en disputation, og konge og råd være dommere. Det løb dog ud i sandet, også fordi Skodborg havde skaffet det katolske parti hjælp fra en ivrig kætterbekæmper, Nicolaus (Ferber) Herborn (ca. 1480-1535). Herborn var en ledende franciskanermunk og fortaler for at bekæmpe kætteriet med magt og på alle måder obstruere, at konger og fyrster tiltog sig kirkelig autoritet, sådan som man på dette tidspunkt havde set det flere steder i både Tyskland og Sverige (Nybo Rasmussen 1965-1968). Sverige overgik til lutherdommen, da en religionsdisputation på rigsdagen i Västerås i 1527 var faldet ud til de evangeliskes fordel, hvorfor kong Gustav Vasa (1496-1560) besluttede sig for denne tro.

Skrifterne fra katolsk side ved herredagen i 1530 afslører, at der i den danske kirke var tale om både et evangeliskvenligt parti og et konservativt, afvisende pavetro parti. Rønnow tilhørte førstnævnte, men var også tvunget til det. Frederik I havde nemlig bundet sine nye, ikke-paveligt konfirmerede biskopper til den danske lovgivning, idet de skriftligt måtte garantere, at de i deres respektive stifter ikke ville forhindre præster eller prædikanter i at gifte sig, endsige være til hinder for deres forkyndelse af Guds ord og det hellige evangelium. Det var slet skjult kodesprog for reformatorisk lære, og de nye biskopper skulle som mindstemål beskytte de evangeliske prædikanter. En evangelisk kirke var dermed ved at blive indført ad bagvejen og fra kirkens egen top. Poul Helgesen var sig dette bevidst: Rønnow er i Skibykrøniken fremstillet som en yderst ussel personage, og især hans beskyttelse af Hans Tausen viste hans tilbøjelighed til at ville indføre lutherdommen. På herredagen i 1533 demonstrerede Helgesen, at Tausen, som i 1529 var kommet til København fra Viborg, var en kætter. Tausen afveg både fra den katolske lære og Luthers lære om nadveren (Dreyer 2020 s. 281-302). Rønnow sad som dommer, og Tausen blev dømt, men alligevel endte Rønnow med at tage ham i beskyttelse. En uheldig alliance, der skadede Tausen, da den nye regering tog over i 1536.

I 1536 var det Rønnow som faldt stærkest i unåde af alle de hidtidige biskopper, selvom han teologiske havde manøvreret inden for de kongeligt udstukne rammer under Frederik I. Anklagen lød, at han af griskhed havde vendt sig mod kongen, og hans krav på selveste Københavns Slot, gjorde ikke hans sag bedre. På herredagen i 1533 havde han også været med til at afvise hertug Christians krav på tronen (Skibykrøniken s. 140-144 og 168-170). Dermed blev Grevens Fejde udløst, og også her endte Rønnow med at handle forkert. Rønnow blev afsat af Grev Christoffer, som ledte oprøret mod rigsrådet, men købte så bispestolen tilbage igen. Rønnow skiftede på ny side, da han fornemmede, hvilken vej det bar, men agerede igen så magtfuldkomment, at han blev uvenner med Christian III’s krigskommando. I det såkaldte klageskrift mod bisperne fra 1536, som juridisk placerede skylden for borgerkrigen på biskopperne, blev Rønnow af alle disse grunde stærkest anklaget. Sammen med de øvrige katolske biskopper måtte han derfor i fængsel. De fleste blev snart løsladt, dog ikke Rønnow. Som den eneste kom han aldrig kom til ære og værdighed igen (Hørby 1969). Jørgen Friis, som havde været en uduelig og magtbegærlig biskop i Viborg, da Hans Tausen begyndte reformationen, var også blevet fængslet, men han blev snart rigsrådsmedlem igen. Som sådan deltog han i indsættelsen af Hans Tausen som luthersk superintendent i Ribe i 1542. Samme år døde Rønnow i fængsel. Tiderne var skiftet.

Dette skifte var begyndt i rigsrådet allerede i 1520’ernes slutning. Kongens politik var reelt evangelisk, og det prægede naturligvis rigsrådet, hvor der i tiltagende grad lød venligere toner over for den nye lære. Enkelte af de adelige medlemmer af rådet, særligt Erik Banner (ca. 1484-1554) og Mogens Gøye, ”Djævelens tjener og hans stridsmand”, som Poul Helgesen beskrev dem, arbejdede personligt for at fremme evangeliets sag ved at foranstalte fordrivelser af tiggermunke og antage evangeliske prædikanter i de embeder, hvor de havde ret til at udnævne præster (Skibykrøniken s. 154). Andre, deriblandt biskopperne Rønnow og Gyldenstierne, indtog et mere moderat, reformistisk standpunkt, hvad der blev rigtig tydeligt, da der i sommeren 1533 skulle tages stilling til både kongevalg og rigets religiøse politik oven på Frederik I’s død i april samme år (Arup 1932 s. 458 f.). Også kongen udnyttede sin kaldsret til præstestillinger. Og her sporer vi, hvordan det i årene omkring 1530 bliver tydeligere og tydeligere, at der med udnævnelsernes krav om prædiken for almuen efter Guds rene og klare ord var ment reformatorisk prædiken; som det på typisk reformatorisk manér hedder i et kongeligt udnævnelsesbrev til sognepræst i Jelling fra 1532: Hr. Jens Nielsen skulle ”uden al menneskelære” og ”nogen som helst ukristelige ceremonier” prædike, lære og ”tjene dem med kristelig dåb” og ”sakramente, vor herre Jesu Kristi legeme og blod efter Guds rene Ord”. Med andre ord: Bibelsk funderet prædiken, de to luthersk anerkendte sakramenter og nadveren i begge skikkelser var en sognepræsts primære opgave (Frederik I’s Registranter s. 300 f.).

Byreformationen

En landsby som Jelling fik således reformationen indført via en ny præst, som var bundet til at prædike evangeliet og forvalte de kirkelige handlinger uden menneskelige tilføjelser, altså uden de ikkebibelske tilføjelser, som reformatorerne beskyldte pavekirken for at have indført. Det var naturligvis det samme som et farvel til den katolske tradition og dens ritualer. På den måde fik mange danske landsbyer og sogne reformationen på fredelig vis og ganske i overensstemmelse med den kirkepolitik, regeringen tilstræbte. I købstæderne, hvor den kirkelige tilstedeværelse var meget større både i form af biskopper, mange kirker og indtil flere klostre af forskellig observans, blev det derimod en kamp at få indført den nye lære. I 1526-1527 var der evangeliske prædikanter til stede i de fleste jyske købstæder, og i årene efter bryder reformationen også frem på Sjælland og i Skåne. I 1527 sendte en af Christian II’s spioner en feltrapport fra Jylland, hvori han meddelte, at Guds ord nu hørtes prædiket på dansk i snart sagt alle de jyske købstæder, ligeså at der blev holdt messe på dansk, og bisperne ikke var i stand til at hindre dem i det (Diplomatarium Norvegicum 2 s. 500-508). At messen, det vil sige liturgien og nadverhandlingen, også var på dansk, vidner om, at reformationen for alvor var gennemført, og at det ikke nødvendigvis var sket efter det konservative mønster fra Wittenberg. Luther fastholdt nemlig i sit første messeforslag Formula Missæ fra 1523 den latinske gudstjeneste, og først i 1526 kom hans Deutsche Messe, delvist som en konsekvens af, at flere andre reformatorer, blandt andre den radikale Thomas Müntzer (1488-1521), indførte modersmålet i hele gudstjenesten. I Malmø ved vi fra reformatorernes ritualhåndbog og salmebog fra 1529, at det var messeformen i Nürnberg, der lå til grund for deres danske liturgi.

På Fyn, hvor reformationen i 1529 blev trumfet igennem ovenfra af Sadolin med krav om at følge Luthers Lille Katekismus, var de oprørske prædikanter også tidligt på færde. Assens var blandt de første byer, hvor der lød reformatorisk prædiken. Her var en af Poul Helgesens elever og klosterbrødre, karmelitermunken Peder Laurentsen (ca. 1485-1552), begyndt at prædike evangeliet, og en præst fra Svendborg, Christiern Skrok (død ca. 1568), stod også frem i Assens og forkyndte den nye lære. Skrok udgav endda en bog, som retfærdiggjorde præsternes ret til at gifte sig. Det ville bringe orden i al den utugt, der hærgede præstestanden, idet præsterne slet ikke var kyske – det var lige så umuligt, som at flyve over Vesterhavet uden fjer, hedder det her. Præsterne holdt jo dejer (husholdersker) og konkubiner og fik uægte børn, hvoraf døtrene især havde ringe udsigter. I stedet skulle de evangeliske præsters koner være gode eksempler for menigheden, være som de hellige kvinder i Bibelen, sådan ville præsterne både leve gudvelbehageligt og give deres børn bedre muligheder, så de engang kunne gå i deres fædres og mødres fodspor (Skrok 1529, se Dreyer 2017a). Præstefamilien blev et miniaturebillede på, hvad det ville sige at leve som kristen, på én gang i bevidsthed om egen syndighed og som retfærdig i kraft af sin gudfrygtige varetagelse af sit kald som præst, kvinde, far, mor og menighedens forbillede. Ophævelsen af cølibatet førte faktisk til en ny samfundsgruppe i borgerskabet: præstefamilierne og præsteslægterne.

Snart havde de evangeliske prædikanter markeret sig så stærkt, at Beldenak måtte formane de fynske borgere til at afstå fra disse kætterske tilbøjeligheder, og prædikanterne skulle i artikelform redegøre for deres lære. Bispen opfordrede med andre ord til en form for disputation, og skulle det ikke være muligt for ham at modbevise dette skvalder, blev han da gerne lutheraner, skrev han sarkastisk. Den virkelige trussel fremgår af Beldenaks forsvar for det katolske syn på messen og nadveren som et offer af Jesu Kristi legeme og blod. Det var den klassiske katolske lære om nadveren, som alle evangeliske var enige om at afvise, idet de argumenterede med, at Kristus var ofret en gang for alle. Ifølge Beldenak var det dog meget bedre, ”om både vi og alle Luthers præster blev hængt op i en galge, end at vi skulle nedlægge en eneste messe”. Her var alligevel ikke så meget at disputere om.

Jens Andersen Beldenak var ikke alene om at sende sådanne advarselsbreve ud til de byer, hvor de evangeliske prædikanter efterhånden fik tag i borgerskabet. Vi kender andre advarselsbreve, blandt andet fra Aarhus og Malmø. De jyske bisper indså også deres mangler, og allerede i 1527 udbad de sig teologisk hjælp i det store udland. Viborgs biskop Jørgen Friis, Aarhus’ Ove Bille (død 1555) og Ribes Ivar Munk (1470-1539) og Børglums Stygge Krumpen (ca. 1485-1551) sendte et brev til to af de mest berømte katolske disputationsteologer i Tyskland: Johann Cochläus (1479-1552) og Johann Eck (1486-1543). De havde skrevet og direkte disputeret imod Luther, og det var måske at stile for højt for de danske biskopper, som ellers formulerede sig i panegyrisk stil for at overbevise de to teologer om det betimelige i at rejse til Danmark: ”Vi har ingen andre at ty til end dig … den kristne tro står overalt i fare for at styrte sammen, fordi du ikke er her”, og de ”ugudelige dogmatister” har fået overtaget, og de ”ringeagter de lærde mænd, som vi har her”, hvorfor disse lutherske ugudelige nu spreder ”deres desperate vanvid i den store uvidende hob”. Cochläus spurgte faktisk den store Erasmus til råds; kunne han anbefale en sådan rejse? Nej, det var alt for langt væk, og ”folket siges at være vildt”, svarede Erasmus ham (Terpager 1736 s. 553-562; Lausten 2011 s. 76 og Mynors 1974 nr. 1863).

Og til tider var den danske reformation vild og voldsom. De evangeliske prædikanters største ’konkurrenter’ om borgerskabets gunst var franciskanermunkene, også kaldet gråbrødrene. De var tiggermunke, som virkede i købstæderne, hvor de prædikede på letforståeligt dansk og gjorde en stor indsats på det sociale område. Deres rigt udstyrede klostre og kirker vidner om en meget stor popularitet i årene lige op til reformationen. I Danmark var der 27 gråbrødreklostre. Efter kun fire års hetz mod disse tiggermunke var der i 1532 kun syv klostre tilbage, og ved statsreformationen blev tiggermunkene forbudt.

Historien om franciskanermunkenes fordrivelse kender vi fra dem selv. Munkene dokumenterede uddrivelserne fra deres klostre i det, der er kendt som Gråbrødrekrøniken. De fleste af deres klostre var omtalt her, og en eller to af munkene samlede stoffet efter Frederik I’s død, hvor der midlertidigt var udsigt til, at de måske kunne gøre krav gældende om at få deres ejendomme tilbage. Herredagen i 1533, som valgte at udsætte kongevalget, betød, at kirken og det katolske parti i rigsrådet forsøgte at tage magten og rulle reformationen tilbage. Det lykkedes ikke, men gråbrødrenes materialesamling vidner om, at man samlede beviser på de uhyrligheder, de evangeliske havde gjort sig skyldige i. Krøniken er ikke komplet, f.eks. er København ikke nævnt. Her var det formodentlig Hans Tausen, just ankommet i 1529, der satte sig i spidsen for direkte at sulte munkene ud, idet de blev spærret inde i klostret. Kort tid efter overlod guardianen klostret til Københavns borgmestre og råd på kongens vegne.

Hårdest gik det for sig i Skåne, hvor kun klostret i Lund, der var sæde for ærkestift og kapitel, viste sig modstandsdygtigt mod reformationen. I Ystad blev klostret stormet af fanatiske borgere, ”den lutherske sekt”, som munkene skriver (Gråbrødrekrøniken s. 63). De ophidsede tiltvang sig under ledelse af bystyret adgang til det barrikaderede kloster, overfusede munkene verbalt, røvede deres værdier og brød låsene af dørene. Det lykkedes munkene at holde skansen, men siden vendte borgerne tilbage, nu med kongebrev på, at de skulle overtage klostret til brug for blandt andet deres nye hospital. Borgerne havde ganske rigtigt en sådan tilladelse, idet de havde klaget over, at munkene lærte mod det hellige evangelium og Guds ord og derved forbrød sig mod, hvad Frederik I havde bestemt på herredagen i Odense i 1527. Dog havde borgerne først tilladelse til at få klostret, når franciskanerne enten frivilligt eller efter mindelig overenskomst havde forladt det. Det blev som i mangt et andet tilfælde tolket som en tilladelse til frivillig tvang, og borgmestre og borgere fik snydt sig ind under dække af at ville forhandle. Det førte til en del skærmydsler og intern uenighed blandt borgerne. Nogle havde åbenbart ikke noget at udsætte på brødrenes prædiken, men det endte med en voldelig uddrivelse, hvor brødrene blev smidt rundt, trampet på og tævet ”på den mest umenneskelige måde”, så flere døde af deres kvæstelser (Gråbrødrekrøniken s. 66 f.). I Ystad overtog byrådet franciskanerklostret.

Enkelte steder var det adelsmænd som Mogens Gøye, der tvang deres personlige, evangeliske kapellaner ind i embeder ved klosterkirkerne, som i kraft af deres størrelse var meget attråværdige for den støt stigende forsamling omkring de evangeliske prædikanter. Andre steder blev både kirke og kloster overtaget af byrådet. Kirken blev da overdraget den kommunale, evangeliske prædikant, munkenes lektorium eller spisesal blev en præsteskole eller en anden højere skole, hospitals- eller soveafdelingen givet til byrådet, som ved hjælp af de nyindstiftede fattigkasser overtog socialforsorgen fra klostrene.

I Peder Laurentsens redegørelser for reformationen i Malmø (Laurentsen 1529 og 1530) fremlægges både begrundelserne og de praktiske retningslinjer for omlægningen af hele det kirkelige og kommunale system. De kirkelige midler, som der nu var rigeligt af efter indskrænkningen af gudstjenesterne og generelt misbrug, burde alene gå til kristelige formål såsom underhold af præster og bisper, uddannelse og fattigvæsen. Uddannelsen skulle være for alle, og der behøvedes intet universitet. Her polemiserede man selvfølgelig imod universitetet som en pavelig og kirkelig institution, og malmøfolkene udtrykte deres afsky for titler og høje hatte: ”Vi vil derimod efter evne promovere og hjælpe fattige klerke uden guld og penge, så de kan få forstand i Skriften”; titler som magister og doktor, ”kan de sælge i andre skoler, hvor de vil” (Malmøbogen s. 93-98 jf. Lausten 2011 s. 96 f.). De fattige, dvs. alle økonomisk og legemligt nødstedte, blev grupperet efter deres respektive behov. Læger skulle ansættes til at behandle de syge, de alvorligt syge indlægges, de uhelbredelige have fast ophold på hospitalerne eller modtage understøttelse, så de kunne klare sig i eget hjem. Pengene skulle komme fra tiende, kirkegods, stiftelser og almisser. De skulle lægges i en fælles fattigkiste, som skulle bestyres af en lille gruppe lægfolk (Malmøbogen s. 98 f.).

Hvad fattig- og sygeplejen angår, var reformationen banebrydende. Det er her, at det første store skifte fra kirkeligt til verdsligt ’velfærdssystem’ indtræffer. Tiende er bevidnet i Det Gamle Testamente, forklarede Laurentsen, dog ikke i Det Nye Testamente. Derimod stiller Jesus langt større krav til os som Guds ”fogeder og tilsynsmænd”, hvilket vi alle er og byrådet især. Nu, da det har overtaget forpligtelsen som både verdslige og kristelige magthavere, er de og vi forpligtede til at dele med alle, som har behov nødig. Det tidligere misbrug af disse midler, må høre op. Det gods og de penge, kirken ejede, var givet i bedste mening; derfor skal de også bruge kristeligt (Malmøbogen s. 77 jf. Lausten 2011 s. 94 f.).

Tiggermunkene derimod, som havde stået for meget af det sociale arbejde før, strider til gengæld direkte imod Bibelens ord. Alle skal arbejde (Ef 4), står der i Bibelen, hvad Peder Laurentsen i Malmøbogen også henviser til. Tiggermunkene bedrager almindelige mennesker, når de tiltusker sig, hvad der bør gå til de virkeligt trængende (Andersen 1954 s. 25).

I Malmø var reformationen voldsom og hurtig, og faktisk let at gennemføre. Det var tilfældet, fordi byen var ’moderne’: Den var landets driftigste handelsby, ergo havde den mange borgere og få gejstlige og adelige. Den havde direkte forbindelser til de vigtigste tyske handelsbyer, hvor reformationen og især den humanistiske type havde været i gang i flere år, og den havde kun én central bykirke, få klostre og var ingen stiftsby. Ærkebiskoppen og domkapitlet residerede jo i Lund. Der var med andre ord optimale betingelser for en hurtig reformation. I 1529/1530 var byen fuldstændigt gået over til den nye lære, og det var i den forbindelse, at Peder Laurentsen udsendte Malmøbogen, som polemisk og idealiserende redegjorde for reformprocessen. København var Malmøs søsterby, og her gik reformationen måske endnu stærkere, idet vi først rigtig kender til reformatoriske initiativer, efter at Hans Tausen i 1529 var blevet overflyttet hertil fra Viborg. Det var givetvis på kongens initiativ. Viborg var nu næsten reformeret, og i 1529 blev også Jørgen Jensen Sadolin flyttet fra Viborg, nemlig til Odense, hvor han skulle være den nye biskops medhjælper med henblik på reformationen. Var Hans Tausen tiltænkt samme rolle i København som håndlanger for biskop Joachim Rønnow? Vi ved det ikke, men i hvert fald var reformationen også her afsluttet omkring 1530. Vi kender ikke til kirkelige indgreb over for Hans Tausen og de andre københavnerprædikanter i disse år, kun til teologiske diskussioner, hvad der vidner om Rønnows positive indstilling over for den evangeliske bevægelse.

Der var interne diskussioner i Københavns magistrat (byrådet), og flertallet var skiftende. Da et meget radikalt parti kom i mindretal i rådet og følte den evangeliske sag truet, greb de til en kendt strategi fra de nordtyske byer: de sværgede sig under ledelse af en af de forsmåede borgmestre, Ambrosius Bogbinder (død 1536), sammen kvarter for kvarter og ’ville leve og dø på Guds ord, sådan som vore prædikanter prædiker det’ (Rørdam 1859-1863 s. 190 f., se også Lundbak 1985). Ifølge Poul Helgesen var det også dette parti, anført af Hans Tausen, som tredje juledag 1530 greb sagen i egen hånd og stormede Vor Frue Kirke og raserede alle dens altre og billeder. Hans Tausen optrådte som kujon, skal vi tro Helgesen. På den ene side havde han selv opfordret til dette stormløb, på den anden side ville han også nyde frugten af at være den, der stoppede optøjerne i kirken (Dreyer 2020 s. 250-254). Borgernes billedstorm var velsagtens et resultat af deres skuffelse over, at det på herredagen i København samme sommer ikke var blevet til en endegyldig sejr for de evangeliske. De havde ellers fyldt kirkerne til bristepunktet, da de vigtigste af landets evangeliske prædikanter var samlede i Helligåndskirken for at skrive deres fælles trosartikler, De 43 Artikler (også kendt som Den københavnske Bekendelse), som de hver eneste time gennem nogle dage prædikede over for fulde huse (Andersen 1954).

Stridighederne forsøgte magistraten at løse ved en skriftlig disputation mellem Poul Helgesen og Hans Tausen vedrørende den katolske messe. Hans Tausen var en ”messedræber”, fremgik det af Helgesens tilsyneladende stærkt injurierende skrift, som vi desværre kun kender i Tausens referat. Tausens modskrift hed Svar til den falske og ukristelige undervisning, som lektor Poul Helgesen skrev til rådet i København og er fra 1531. Tausen forsøgte her at forsvare sin opfattelse af nadveren. Hans skrift lænede sig meget stærkt op ad Luthers Om kirkens babylonske fangenskab fra 1520, men der var sket meget med Luthers nadversyn siden, særligt motiveret af Karlstadt, Zwingli og andres angreb, hvorfor Luther havde præciseret sin opfattelse i afstandtagen fra det, der lød som en symbolsk forståelse af nadveren. Så langt var Tausen ikke kommet i forståelsen, og ifølge anklagerne imod ham på herredagen i 1533, hvor Helgesen endelig havde udsigt til at få skovlen under ham, havde Tausen i en nu tabt del af skriftet sagt, at elementerne ’ikkun’, det vil sige ’bare’, er brød og vin. Det var hverken katolsk eller luthersk, og det vidste Helgesen. Tværtimod var det i god samklang med, hvad Peder Laurentsen og nogle af de andre malmøreformatorer lærte om samme sag.

Poul Helgesen var i øvrigt ganske klar over, at de danske prædikanter indimellem talte modstridende om de evangeliske kernepunkter. I Malmø sagde de et, i Viborg noget andet, simpelthen ”fordi kætteri er så frugtsommelig et bæst, at førend hun er årgammel, føder hun af sig 20 eller 30 fostre”, som er værre end kætteriet selv og måske snart bliver dets egne fjender (Helgesen 1530 s. 135 og 193 f.). Helgesen ramte hovedet på sømmet: Den tidlige evangeliske bevægelse var nok hurtigt blevet en folkesag eller i alle tilfælde en borgersag. Den var dog samtidig præget af interne uenigheder. For viborg- og malmøreformatorerne selv var det nok at være forenet under evangeliets og Guds ords banner. De var ikke lutherske i den forstand, at de stemte overens med Luther, og hvad der blev lært i Wittenberg. De var lutherske, fordi de var sammen om at være i opposition til det bestående og finde deres argumenter i Skriften alene. Når man i moderne kirkehistorie (Andersen 1954) med udgangspunkt i Helgesens observation af den interne uenighed har villet udkrystallisere to typer af dansk reformation, en vestdansk-luthersk (Viborg og Haderslev) og en østdansk-humanistisk (Malmø), overser man, at de evangeliske prædikanter var enige om at være netop evangeliske og at være i opposition til det gamle. De var de virkeligt kristne, og de var fælles i deres bestræbelse om at genkristne verdenen (Hendrix 2004). Man overser også, at prædikanter fra hele landet på herredagen i København i 1530 blev enige om 43 artikler om troen, og man overser, at den østdanske reformation også var den københavnske reformation under ledelse af Viborgs ’danske Luther’, Tausen, og en af de mest radikale reformationer i Danmark.

Da borgerkrigen og Grevens Fejde kom, var de to søsterbyer også allieret i deres væbnede kamp for evangeliet og deres ret til at beholde deres nye lære. De troede ikke noget godt om hertug Christian fra Sønderjylland, trods hans lutherske overbevisning. Malmø og København var de sidste byer, der overgav sig; København efter et års udmarvende belejring. Tausen opholdt sig i byen hele vejen. Den østdanske reformation var lige så vel som den vestdanske en borgerbevægelse. Hertug Christians reformation i Haderslev og den indflydelse, han gjorde gældende i hertugdømmerne var ikke nødvendigvis det, som de danske reformatorer arbejdede på. En sejr til hertugen ville betyde en bibeholdelse af både de adelige og, forventede man, de adelige biskoppers privilegier. Borgerne og prædikanterne ønskede en borgerlig reformation. I moderne kirkehistorie har man introduceret begrebet radikal reformation om bevægelser, der nok var foranlediget af Luthers skrifter, men afviste Luthers opfordringer til common sense, når det kom til reformer af kirken og anerkendelse af den overleverede kristendom. I stedet repræsenterede de en form for common dissent, altså fælles afvigelse fra den nye religiøse orden, som den wittenbergske Luther-Melanchthon-Bugenhagen-reformation udviklede sig til. Det var denne lutherske-fyrste-reformationstype, der vandt i 1536, og dermed blev de tidlige danske reformatorer afvigere. Det viste sig, da man i 1617 første gang fejrede reformationsjubilæum: de ærkelutherske danske teologer var meget afvisende over for de hjemmegroede danske reformatorer. Var der ikke noget med, at de lignede Zwingli mere end Luther, spurgte f.eks. Hans Poulsen Resen (1561-1638), Sjællands biskop og ledende teologisk professor i sit jubelskrift fra den tid, Lutherus triumphans – det betyder Den triumferende Luther.

Var de første danske reformatorer i denne forstand radikale afvigere fra, hvad der blev den anerkendte linje efter 1536, var de dog fælles om de basale træk ved, hvad der var reformatorisk. Det var graden af afvigelse fra, hvad der skulle med af overleveret stof fra forfædrenes kristendom, som var den egentlige skillelinje. Her var de danske reformatorer i samdrægtighed tilhængere af et grundlæggende nybrud frem for ’bare’ reformer. Det var også derfor, de måtte bryde med Helgesens reformvenlige ’common-sense’-linje, der tog det ’gode’ fra Luther og Erasmus og kombinerede det med traditionen. Karakteristisk er striden mellem biskop Beldenak, der havde opfordret viborgenserne og ålborgenserne til at respektere den fædrene tro, og Tausen, som havde svaret nej, bort med det gamle, ”vi har en fastere grund at stå på, Gud har ved sit ord vist os den rette vej til himmelen, enhver gå frit frem ad den, og tage sig i agt for ikke at se sig tilbage, som Lots hustru gjorde, for ellers går han visselig i seng i mørke” (Tausen 1529 s. 91 og 93).

Bibelen som Guds lov

De danske reformatorers skrifter lyder ikke desto mindre på mange måder ’lutherske’, især hvis hvis vi identificerer det ’lutherske’ med opgøret med gerningsretfærdigheden, den opfattelse, at mennesket ved sine handlinger kan blive retfærdig over for Gud og dermed blive frelst fra synd og evig fortabelse. Så er der ingen tvivl. I deres egne øren, sagde de evangeliske i Danmark utvivlsomt også, hvad de mente at høre hos Luther. Men Luther mente f.eks. ikke, at billederne skulle fjernes fra kirkerne, sådan som de danske prædikanter blev enige om i 1530. Da Jørgen Jensen Sadolin i 1533 udsendte en dansk oversættelse af Melanchthons Den Augsburgske Bekendelse fra 1530, der i dag regnes som et af de mest kernelutherske dokumenter, registrerede han ingen afvigelser fra den lære, som de ”længe før” havde lært i Danmark. Det ved vi ikke passer, for især den fælles samling artikler fra herredagen i København i 1530 viser noget andet. Men da Sadolin nok var den mest lutherske af de danske prædikanter, så stemte Den Augsburgske Bekendelse måske meget godt overens med, hvad han selv mente. Han beklagede sig i hvert fald over, at de teologer, der kunne tysk og latin, ikke havde gjort mere væsen af den. Derfor udsendte han den nu for, ”at den enfoldige almues folk må havde den til en undervisning og undskyldelig bekendelse” (Sadolin 1533 s. 3 og 2; min modernisering).

I sommeren 1530 afholdt Frederik I og rigsrådet herredag, hvor der var lagt an til en endelig afgørelse af rigets religiøse forhold. Det blev som sagt ikke til noget af politiske grunde, men alligevel skal vi kaste et blik på den, fordi den viser, at de danske prædikanter var mere enige end uenige.

Det første, vi skal bemærke ved hele den forestilling, er, at de danske prædikanter uanset by og landsdel kunne blive enige om 43 artikler, som er grundigt behandlet af Niels Knud Andersen (1954). Det andet, vi skal notere os, er, hvordan de danske prædikanter var temmelig enige om at afvige fra, hvad der samtidig blev stadfæstet som luthersk i Augsburg, og hvad der få år efter skulle blive officiel dansk religionspolitik. F.eks. starter de 43 artikler meget uluthersk med at slå fast, at ”den hellige skrift som kaldes Canonica scriptura hun er ene og en fuldkommelig regel og lov at leve og regere sig efter, [for] alle de mennesker, som skulle få nåde og salighed af Gud” (Andersen 1954 s. 19). Saligheden var således afhængig af efterlevelsen af Skriften som Guds lov. Hos de danske reformatorer, Tausen såvel som malmøprædikanterne, er Luthers nådesbegreb, hans lære om retfærdiggørelsen og hans fokus på Kristus naturligvis til stede; dog er den ikke primær og tit ikke forstået fuldt ud, som Luther mente den. Det centrale hos de danske reformatorer er derimod den humanistiske anskuelse, at Skriften står før alt andet. Menneskets ord står over for Guds ord, der identificeres en-til-en med Skriften selv, Guds nye lov. Hos Luther er det nåden selv, der frelser, ikke den gerning at tro på nåden. Evangeliet kommer altid efter loven. Loven viser synden, evangeliet meddeler nåden. Hos de humanistiske reformatorer, som vi hører ekkoet af hos flere af de danske prædikanter, var forholdet anderledes: Menneskets lov, det vil sige pavens/Antikrists lov, kontra Guds lov; skemaet er altså lov-lov og ikke entydigt lov-evangelium som hos Luther. For Melanchthon og Peder Palladius (1503-1560) var loven principielt mulig at opfylde; det er det, der gør deres opfattelse til humanisme. Mennesket var nok ufri i kraft af synden, men ved Helligåndens mellemkomst var det faktisk muligt for mennesket at leve efter Guds lov både personligt og i samfundet. Det var blandt andet derfor, at reformationen i både Malmø og Viborg blev så voldsom: Guds lov skulle indføres, samfund og mennesker kristianiseres; den faldne verden levede efter menneskelige ordninger, men nu var det tid til at leve efter Guds lov, hvis ikke vi skulle gå fortabt alle sammen.

1533-1560: Statsreformation og ensretning

I 1531 var den afsatte konge, Christian II, efter et indledningsvist succesrigt felttog i Norge lige ved at kunne erobre hele riget, men han forspildte sin chance. I stedet troede han på Frederik I’s løfter om forhandlinger og frit lejde. Han blev fængslet, og rigets sikkerhedspolitiske dagsorden var med et ændret. Christian II udgjorde stadig en lurende fare, fordi han måske kunne vinde kejserens støtte igen, men der var lagt op til, at Frederik I kunne stramme grebet om magten yderligere. Imidlertid døde han skærtorsdag den 10. april 1533. Kirken fik nu chancen for at tage magten og imødegå den den evangeliske bevægelse, som var kommet ud af kontrol. Perioden 1533 til 1536 er ét langt opgør om magten i Danmark-Norge, og religiøst set blev det også en strid om, hvilken konfession landet skulle tilslutte sig. Borgerne holdt på den evangeliske prædiken, de kendte, samt udbredt selvstyre over både kirke og politik til byerne og deres magistrater. Adelen inklusive dens bisper var delt mellem evangeliske og katolske, og i kulissen lurede hertug Christian af Haderslev, Frederik I’s ældste søn. Han var som bekendt også evangelisk, i hans tilfælde decideret luthersk. Skulle adelen og måske biskopperne bevare deres privilegier og regeringsindflydelse, måtte de alliere sig med ham. Det gjorde de, og det betød den katolske kirkes endeligt, da Christian som kong Christian III i 1536 sejrede og gennemførte en reformation af stat og kirke. Men forinden havde biskopperne og kirken forsøgt selv at gribe situationen og få reformationen standset eller rullet tilbage.

Herredagen 1533

Herredagen i København i 1533 er afgørende for den videre udvikling. I det kongeløse land var det principielt kirken, der overtog regeringsmagten som leder af rigsrådet (for herredagen 1533, se Heise 1872-1873). Den øverste ledelse bestod af ærkebiskoppen, Torben Bille (død 1552), der ligesom Rønnow i Sjællands Stift havde lovet at tillade de evangeliske, særligt i Malmø (Rørdam 1868 s. XLV). Rønnow var rigskansler, så det var disse to, som overtog styret. København og Malmø havde indledt en tilnærmelsespolitik til Lybæk, hvor en radikal, demokratisk reformation just havde fundet sted. Rigsrådet skulle derfor også tage stilling til en alliance for eller imod Lybæk eller deres fjende Nederlandene. Lybækkerne lagde en flåde i Øresund midt under herredagen, så presset var maksimalt. Men rigsrådet valgte ligesom Holsten at afvise alliancen med Lybæk, og borgerskabet indså, at det ikke var deres politik, der ville vinde sejr på dette afgørende møde, ej heller hvad angik religionen.

Både Danmark og Norge, der var et selvstændigt kongerige i personalunion med Danmark, var valgkongeriger. Derfor var Frederiks ældste søn, den lutherske hertug Christian i Haderslev ikke selvskreven til tronen. Men han bevægede sig hurtigt i stilling, blev hyldet i hertugdømmerne og indgik forbund med Nederlandene mod Lybæk. Samtidig pressede han kirken til en nærved-indførelse af reformationen. Evangelisk og katolsk forkyndelse blev fuldstændig sidestillede, munke og nonner var frie til at forlade klostrene, helgendyrkelse blev forbudt, og ikke mindst blev den katolske messe forbudt alle andre steder end i domkirkerne, hvor den skulle holdes for lukkede døre.

Da sommeren kom, skulle herredagen tage stilling til valget af en ny konge. Med begrundelse i nordmændenes fravær udskød et flertal i rigsrådet kongevalget. Om denne årsag var den sande, har været heftigt diskuteret i forskningen i små 100 år (se Lausten 2011 s. 103-112, Paludan-Müller 1853-1854 og Heise 1872-1873). Måske var det et påskud og konfessionsspørgsmålet det afgørende problem. Rigsrådet var splittet, og flertallet ville standse den reformatoriske udvikling: Bisperne fik jurisdiktion over de evangeliske prædikanter, kirkegodset skulle ikke ophæves, de allerede indstiftede messer skulle holdes, den katolske messe genindføres i Viborg Domkirke, hvor den var blevet afskaffet af de evangeliske, de klostre, som endnu fungerede, skulle bevares og beskyttes, overgrebene mod især franciskanernes klostre skulle granskes i en undersøgelseskommission, universitetet skulle genåbnes ligesom de kirkelige domstole. Begge institutioner havde været delvist sat i bero på grund af faren for luthersk inficering.

Et mellemparti med blandt andre biskopperne Rønnow og Gyldenstierne, som begge havde tilladt reformationen i deres stifter, var valne ved de reaktionære krav, og ingen af dem underskrev mødebeslutningen, recessen. Helgesen, som overværede mødet, mente, at der ikke blev skredet hårdt nok ind over for lutheranerne (Skibykrøniken s. 161 f.).

Kætterproces mod Tausen

For at statuere et eksempel over for reformationsbevægelsen besluttede Rigsrådet at rejse sag for kætteri mod Tausen som den lokale reformations hovedmand (se hertil Dreyer 2020 s. 281-302). Tausen blev anklaget for lydighedsnægtelse og hadsk tale over for sine biskopper og for ikke at have ret til sit prædikeembede ved Nikolaj Kirke, hvorfra han havde fået københavnerne til at rotte sig sammen mod kirken og klostrene. Disse to anklager fremførte Rønnow, mens Helgesen førte den sidste og værste: Tausen blev anklaget for at have en symbolsk forståelse af nadveren. Anklagen byggede på hans og Helgesens skriftlige diskussion om emnet fra 1531, som kun delvist er bevaret. Kilderne til dette punkt i sagen i 1533 er modstridende, men alt tyder på, at Tausen sagde, at det ikke er Jesu legeme og blod, der indvies i nadveren, idet brødet og vinen ikke ændrer fysisk karakter. Dermed er det erindringen om Jesu død på korset for alle syndere, der bliver det centrale. For Tausen og de andre danske reformatorer var pointen at fjerne melleminstanser som præster mellem Guds ord og det enkelte menneske. Den enkelte skal høre Guds ord over sakramentet for at kunne tro på, at det ikke bare er brød og vin. Vi falder på knæ i sakramentet, havde Tausen forklaret i 1531, ”ikke for det, som vi ser, thi det er vin og brød, men det som vi hører om”, og hvis man ikke havde hørt indstiftelsesordene, som ifølge det katolske ritual skulle udsiges tavst, så vidste man ikke af andet, end at det var brød, der blev ædt i nadveren (Tausen 1531 s. 138 og 151). Brød og vin er kun for de svage i troen; det er ihukommelsen af Kristi forsonergerning, der er det centrale. Denne holdning er typisk for de humanistiske reformatorer, bl.a. Karlstadt (Burnett 2011 intro).

Tausen blev dømt på herredagen i 1533. Endog til døden. Det peger på kætteri. Men han klarede frisag. Københavns råd havde været tvunget til at overvære sagen i rådhussalen. Udenfor ulmede folkehavet, og lybækkerne, der var interesseret i at overtage magten i det kongeløse land, blandede deres bevæbnede mænd ind i mængden. Man forstår, hvis rigsrådet trods alt ikke turde eksekvere den dødsdom, som kirken havde fældet, og som de skulle føre til ende. I stedet blev det til forvisning fra Sjælland og Skåne, og der blev iværksat en juridisk klapjagt mod prædikanter på Sjælland og i Skåne. Skal vi tro den gamle krønikeskriver Arild Huitfeldt (1546-1609), beskyttede Tausen storsindet biskop Rønnow, da han trådte ud i folkemængden efter dommen, og de to herrer indgik kun få uger efter et højst overraskende forlig (Huitfeldt 1596 blad B3). Tausen underkastede sig biskoppen og indvilgede i (selv)censur, hvorpå han kunne vende tilbage til København.

Grevens Fejde 1534-1536

Sagen mod Tausen, kirkens magtovertagelse og de konservative re-reformer fik hadet til at blusse stærkt op blandt borgerne og de evangeliske. Deres favorit som konge var hverken hertug Christian eller hans bror Hans, det var Christian II, som sad fængslet siden 1531. Nu skimtede især Malmø og borgmesteren Jørgen Kock (død 1556) muligheden for hans genindsættelse. Ærkebiskop Torben Bille havde planer for en forfølgelse af de evangeliske i Skåne, men malmøboerne ville hellere miste hals, liv og gods end blive tvunget fra Guds ord, som Kock sagde det. Fik borgerne og byerne magt, som de havde agt, måtte rigsrådets både verdslige og gejstlige adel endegyldigt vinke farvel til deres magt. Der blev oprustet på begge sider.

Tvunget af omstændighederne – og usikkerheden om kejser Karl V's mulige støtte til svogeren Christian II – måtte adel og biskopper modvilligt alliere sig med hertug Christian. Han var retmæssig arving og ville opretholde adelens privilegier, så måtte man håbe det bedste for religionen, et spørgsmål Christian behændigt udskød til efter en eventuel sejr. Lybæk og deres allierede, især København og Malmø, var utilfredse med denne udvikling, og med løfte om Christian II’s tilbagekomst udrustede de grev Christoffer (ca. 1504-1566) til et felttog mod det danske rigsråd. Hvis han vandt med sin hær af bønder og lybske landsknægte, ville Lybæk gøre sig til herre over Danmark-Norge, og reformationen ville blive indført, sådan som man kendte den i Viborg, København og Malmø. Det var ikke kun en klassekamp, som det er blevet hævdet i det 20. århundredes sidste halvdel. Nej, det var en krig mellem forskellige samfundsgrupper og mellem forskellige holdninger til en reformation af kristenheden og kirken oppefra eller nedefra.

Grevens Fejde, som borgerkrigen er blevet kaldt, brød ud i 1534. Den var uhyre brutal. Adelsfolk blev jagtet, bønder slagtet i stort tal, byer belejret og udsultet. Grev Christoffer vandt hele Østdanmark på kort tid; borgerne i Malmø bidrog ved at rasere Malmøhus. Efter knap et år vendte lykken. Hertug Christian fik en alliance i stand mellem hertugdømmerne og Lybæk, hvor magten var tippet til konservativ side. Skipper Clements (1485-1536) bondehær, som kæmpede for grev Christoffer, tabte Nørrejylland til Christians hærfører Johan Rantzau (1492-1565), Fyn blev erobret med magt, Sverige og kong Gustav Vasa gik ind i Halland og Skåne, og til sidst havde Christoffers parti kun enkelte skånske byer og København. Det var i den situation, at Christian indledte det, der skulle blive krigens afslutning, belejringen af kongerigets to største byer Malmø og København. Han var da flere steder blevet hyldet som konge. At der ikke var fare for de evangeliske, viste udviklingen i Jylland. Christian havde svoret borgerne, at hvor præsterne ikke ville ’synge dansk’, så papisternes kætteri kunne forvindes, der stod det borgerne frit at forvise dem. I april 1536 gav Malmø op efter ni måneders belejring. Kun København holdt endnu stand. Fuldstændig forarmet gav byen endelig op efter et års belejring den 29. juli 1536. Den nye hersker lovede byen almindeligt amnesti, og han var nådig. Københavns ledende politiker, borgmester Ambrosius Bogbinder, tog gift, mens den ledende stadsprædikant, Hans Tausen, måtte bede om fornyelse af sin kongelige beskyttelse i kongens lejr i Brønshøj.

Statsreformationen

Christian III havde lovet at ordne de kirkelige forhold, når han vandt magten. Det gjorde han, da han endelig i oktober 1536 kunne samle hele riget på en udvidet herredag, en rigsdag med deltagelse af alle stænder. Skylden for krigen skulle placeres, og den blev med en vis ret lagt på de katolske biskopper alene. De var sat i forvaring allerede den 11. august. Christian stod i konstant korrespondance med Luther og de evangeliske fyrster i Tyskland, og Luther fik det indtryk, at biskopperne var blevet ’udryddet’, hvad han fandt godt (Luther 1536).

Rigsdagen åbnede den 15. oktober. På mødet skulle folket godkende kongens og rigsdagens beslutninger om at afskaffe gejstligheden og selv tage magten over både stat og kirke. Huitfeldt beretter – på 60 års afstand af begivenhederne– hvordan kongen spurgte folket, om de ønskede de katolske biskopper igen eller andre i deres sted, og da ”råbte almuen/ den ene i den andens mund/ at de ville blive hos det hellige evangelium, og ikke have sådanne bisper mere/ og at stifternes gods skulle lægges under kongen” (Huitfeldt 1596 blad Dd 2; Cc 5v). Rigsdagens endelige mødebeslutning fulgte den 30. oktober 1536:

1. Biskopperne skal fjernes og erstattes med ”kristelige bisper og superintendenter, som kunne lære, undervise og prædike det hellige evangelium og Guds ord og den hellige kristelige tro” for det menige folk.

2. Bispeembederne og deres jordegods skal underlægges kongen; for at lette beskatningen af menigmand, som det hed.

3. Biskoppernes hidtidige ret til udnævnelser af præster skal overgå til kongen, mens adelen bevarer deres gamle patronatsrettigheder.

4. Alle gejstlige stiftelser, len, klostre, prælaturer, kannikedømmer osv. bevares, mens man afventer resultatet af en kongelig kommissionsundersøgelse.

5. Munke (vi må underforstå nonner) skal være frie til at forlade deres klostre, som indtil videre bevares, men de, der ønsker at forblive i klostrene, skal fra nu af føre et kristeligt klosterlevned, og de skal undervises i Guds ord (de skal altså blive evangeliske munke, kunne vi sige).

6. Den fulde tiendepligt genoprettes, dog således at der fra nu af skal svares tiende til kirke, præst og konge; den sidste til afløsning af bispetienden, som ellers var blevet forsøgt afskaffet. Den nye kongetiende var til aflønning af superintendenterne og til oprettelsen af lærde skoler.

7. Fattige og syge skal behandles i de eksisterende hospitaler, der indskærpes at virke til disses bedste. Tiggeri skal reguleres (Kolderup-Rosenvinge 1824 s. 163).

De økonomiske konsekvenser var gigantiske. Kongen overtog bispernes enorme jordbesiddelser, og han overtog som kirkens nye øverste leder også bispetienden, og hvad der ellers havde været afsat til Rom og paven. Det er et i økonomisk henseende afgørende øjeblik i danmarkshistorien, da staten bliver den altdominerende faktor i Danmark. Det betød også, at staten måtte overtage en masse sociale forpligtelser, som det tog mange år at få organiseret ordentligt.

Hvad angår de religiøse forhold, har lutherske kirkehistorikere i det 20. århundrede fundet, at der ikke var ”megen Reformation i luthersk Forstand” over disse afgørende dokumenter (Severinsen 1936 s. 162 f.). Men det er en ahistorisk betragtning, for alle de reformatoriske kerneord er til stede. Derimod hører vi ikke meget om de praktiske ændringer af kirke og gudstjenesteliv i rigsdagens bestemmelser, men allerede i efteråret 1536 blev der nedsat en kirkelig kommission til udfærdigelsen af en ny ordning for kirken, kirkeordinansen. I denne kommission havde de mest fremtrædende af de danske reformatorer fået sæde, bl.a. Tausen, Laurentsen, Sadolin, Skrok, den skånske reformator Frands Vormordsen (1491-1551). Højst overraskende blev de konservative katolske domkapitler også påbudt at deltage sammen med en enkelt repræsentant for tiggerordenerne, dominikanernes danske leder.

Kongen havde imidlertid ikke fuld tiltro til, at de danske teologer var kvalificerede til at formulere en helt ny religiøs lovgivning. Allerede inden Christian havde erobret København, havde han skikket bud til Sachsen efter hjælp. Der manglede lærde mænd i Danmark, skrev han, og han anmodede kurfyrst Johann Friedrich (1503-1554) i Wittenberg om at få en af de tre store til at komme til Danmark. Luther var det urealistisk at få, og Melanchthon takkede nej, så i stedet kom Bugenhagen, den wittenbergske ekspert i kirkeordninger. Han skulle ordne det juridiske grundlag for kirken, gennemse udkastet til kirkeordinansforslaget, få genoprettet universitetet og udstikke rammerne for et reformeret skolevæsen. Bugenhagen kom til København i juli 1537, tidsnok til at krone og salve Christian III og hans dronning ved en storstilet tysksproget ceremoni i Frue Kirke den 12. august 1537. Christian III var nu verdens første salvede evangeliske konge, og hele kroningsakten bar i høj grad præg af at være et propagandanummer både over for adel og borgerskab, men i ligeså høj grad over for det store udland. Kort efter kroningen fulgte endnu en afgørende ceremoni: Den 2. september ordinerede og indsatte Bugenhagen syv lutherske superintendenter, dvs. biskopper. Da han ikke selv var indviet biskop efter de katolske forskrifter, mistede den danske kirke hermed den apostolske succession, dvs. den ubrudte kæde af biskoppelige ordinationer siden apostlen Peter. Efter katolsk opfattelse er denne succession konstituerende for kirken.

Superintendenterne havde ansvaret for at indføre den nye lære i deres stifter, som var sammenfaldende med de hidtidige. De stod for at omskole præsterne, som generelt forblev i deres embeder, og de skulle sørge for almuens evangeliske opdragelse. Det var en kæmpe opgave, der krævede besøg, visitatser, i alle menigheder. Som superintendenter valgte kongen klart lutherske reformatorer, bl.a. Sadolin, mens Tausen og Laurentsen blev forbigået. En enkelt undtagelse var der: I Lunds Stift gik embedet til den hollandskfødte, teologisk ikke særlig lutherske Frands Vormordsen. Til det vigtige embede som Sjællands biskop med residens i København valgte kongen den begavede unge Peder Palladius. Det sjællandske embede blev nu det højeste i kirken, og til stillingen knyttedes et teologisk professorat ved det genetablerede Københavns Universitet. Palladius var nyslået doktor fra Wittenberg, promoveret af Luther og Melanchthon, og han var en drømmekandidat til stillingen: Han forenede, ganske som Christian III ville have det, det bedste fra Luther og Melanchthon i en wittenbergsk syntese, der måske aldrig havde eksisteret i virkeligheden, men som nu skulle være officiel norm i Danmark.

På kort sigt lykkedes det ikke at indføre reformationen i Norge. I forbindelse med sit kup i 1536 lagde Christian III landet ind under den danske krone. Forsigtigt begyndte han med at udpege en enkelt norsk superintendent. Færøerne havde vedtaget reformationen i lagtinget allerede i 1533, en beslutning, de nu gentog, og i 1540 fik de deres første lutherske superintendent. Han forlod dog snart embedet, og stiftet blev nedlagt i 1557 – der var alt for mange problemer med muslimske sørøvere, der hærgede de udsatte øer. Island havde sin helt egen reformation. Her havde de katolske biskopper endnu havde magt til at afvise de danske udsendinge, der påbød reformationen. Bibelen blev oversat til islandsk i 1540 (10 år før den danske oversættelse var færdig!), og året efter gik danske soldater i land og fangede den ene af landets to biskopper, men først da Christian III i 1550 fik halshugget den anden, Skálholts Jón Arason (1484-1550), blev reformationen endelig indført. I hertugdømmerne var forholdene også noget problematiske; her blev kirken først ordnet efter den nye lovgivning i 1542.

Til den danske kirkeordinans er der bevaret et udkast, og heri kan vi se, at danskerne brugte deres egne og flere tyske messebøger foruden Luthers tidlige gudstjenestereformplaner og Melanchthons Saksiske Visitationsartikler fra 1528, som blev anvendt ved reformationen i Sachsen. Udkastet blev revideret af kongens kancelli og Bugenhagen. Den mest markante afvigelse mellem de to redaktioner er, at udkastet opererer med en ærkebiskop eller oversuperintendent som kirkens øverste leder. Men det var ikke et led i Christian III’s reformplaner. Han var selv kirkens øverste leder, som både Luther og Melanchthon foreskrev. Det præger Kirkeordinansen eller Den rette ordinans, som den endte med at hedde i den endelige danske udgave.

Den latinske udgave af Kirkeordinansen var oprindelig færdig så tidligt som i december 1537. Hverken danskerne bag udkastet eller Bugenhagen mente, at de oprettede en ny kirke. Den afbrudte apostolske succession betød ganske vist i katolsk forståelse, at der var tale om en ny kirke, men for den evangeliske kirke selv var bispeembedet ligegyldigt. Her beroede kirken på evangeliet, og de nye superintendenter var blot tilsynsførende. Reformationen havde renset kirken for misbrug og dens lære for forfald. Der herskede ingen tvivl om, at den danske kirke ejede sandheden: ”[v]i har det rette og sande evangelium”, står der i det indledende kongebrev til Kirkeordinansen (Lausten 1989 s. 150-156).

Kongebrevet fremlægger det nye syn på forholdet mellem stat (konge) og kirke, som bygger på både Luthers lære om de to regimenter og Melancthons syn på kongeembedet. Luthers toregimentelæren indebærer, at Gud med det åndelige sværd regerer over den usynlige, sande kirke, som er forsamlingen af kristne. Det verdslige sværd fører han gennem øvrigheden, som bestemmer over både den borgerlige lovgivning og den kirkelige, så vidt angår de ydre anliggender. Det første regimente kaldes Guds ordinans. Den vedrører den rette forkyndelse af evangeliet, forvaltningen af sakramenterne, undervisningen og opdragelsen af børnene og forsørgelsen af de gejstlige og de fattige. Guds ordinans kan ingen ændre. Den anden ordinans er kongens. Den tjener Guds, og den afspejler øvrighedens ret og pligt til at bestemme over de ydre anliggender. Det gør den i det borgerlige liv under strafansvar, og i det kirkelige liv bestemmer kongen over de ting, der kan ændres, såsom love, personer, steder, ritualer osv.

Selve Kirkeordinansen indeholder bestemmelser om de kirkelige embeders forvaltning, om gudstjeneste, skoleordning, fattig- og socialforsorg, regler for superintendenter og provster og økonomien samt endelig en angivelse af de bøger, som præsterne bør eje. Her anføres det tætteste, den statsreformerede kirke kommer på et bekendelsesgrundlag: Bibelen, Luthers Postil, Luthers Lille Katekismus, en bog, der kan forklare katekismen, Melanchthons forsvarsskrift for Den Augsburgske Bekendelse (som vel var underforstået), hans Sachsiske Visitationsartikler, samt hans dogmatiske lærebog, Loci communes. Vi noterer, at den danske kirke altså på dette tidspunkt ikke var nogen bekendelseskirke. Det var Bibelen, der normerede det hele. Først da der sidst i århundredet opstod stridigheder mellem filippisterne, Melanchthon-disciplene, der til en vis grad var inspireret af Jean Calvin, og de mere dogmatiske lutheranere, blev den danske kirke bundet til Den Augsburgske Bekendelse i dens første og uændrede udgave fra 1530.

Allerede i 1539 og 1542 blev der foretaget en del præciseringer af ordinansens bestemmelser, blandt andet om de kirkelige ritualer og menighedernes kaldsret til præsteembederne, som blev indskrænket. På synoder i de følgende årtier foretog superintendenterne ret mange ændringer i forbindelse med allehånde problemer, der løbende opstod i reformationsprocessen.

Klostrene udgjorde længe et problem; de var ophævet, men måtte fortsætte, så længe der var beboere. Dog skulle munkedragten aflægges i tiggerklostrene, men var fortsat tilladt i de øvrige ordener. Alle steder var tonsur, den skaldede isse, forbudt. Nyoptagelser af brødre og søstre var også forbudt. Det skulle være synligt for alle, at også munkene levede evangelisk, og af samme årsag skulle evangeliet prædikes. Det var ikke alle steder, det var lige let at få sat skik på. Helt op til omkring 1560 var der aktive klostre, som vægrede sig mod de nye forordninger. I Mariager fungerede birgittinerklostret frem til 1588, da den sidste nonne døde. Epitafiet i kirken viser de to sidste beboere i evangeliske klædedragter! Tausens gamle kloster, det mægtige johanniterkompleks i Antvorskov, blev kongeslot under Frederik II (1534-1588). Sorøs næsten ligeså store kloster blev i 1586 skole for adelens unge mænd. Maribo Kloster blev i 1550’erne reformeret til et evangelisk kloster, hvor adelen kunne placere deres ugifte piger. Det var ingen succes, for der var konstant problemer med enten hårdnakket katolicisme eller udsvævende levned. Men også andre steder i samfundet holdt katolske ritualer og hedensk overtro, som man betegnede det, sig længe og var en konstant anledning til, at århundredets teologer udsende pamfletter og bøger om, hvordan man som et ægte kristenmenneske skulle forholde sig til luksus, billeder, helgener, bøn osv. For en god ordens skyld og til hindring for yderligere udskejelser blev Maribo Kloster som det sidste lukket i 1621.

Peder Palladius: konsolideringens mand

I 1536 blev den ’ægte’ wittenbergske teologi lagt til grund for hele reformen af det danske samfund. Derfor overrasker det ikke, at Tausen og Laurentsen blev forbigået som superintendenter. De tilhørte en anden mere uskolet, evangelisk retning, som i reformationskampen havde vist sig mere vild, end godt var. Det var ikke det samme, som at de slet ikke duede til noget. Efter få år blev de blev begge evangeliske lektorer i henholdsvis Roskilde og Lund ved de endnu bevarede domkapitler. Peder Palladius residerede i København og havde ikke rigtig tid til at tage sig af præsterne og kannikkernes evangeliske omskoling, så det job fik Tausen.

Tausen og Palladius delte altså arbejdet imellem sig. Men lærte de også det samme? De var nok begge inspirerede af både Luther og Melanchthon, men ser vi lidt nærmere efter hos Palladius, var det først og fremmest Melanchthons teologi, han fulgte, og det er meget sigende for udviklingen i resten af 1500-tallet. Melanchtons teologi var den, de udenlandske studerende lærte i Wittenberg. Det var ham, der skrev lærebøgerne, og det var hans mere gennemtænkte teologiske system, som blev lagt til grund i mange sager. Hans syn på øvrigheden og kirkestyret passede også som fod i hose hos Christian III: Kongen bærer både det åndelige og det verdslige sværd. Kirke og stat hører sammen, forenet i kongens udøvelse af magt som den af Gud indsatte øvrighed.

Palladius er slet ikke til at komme udenom, når vi skal se på den danske kirke efter 1536-1537. Han blev den centrale figur som professor, superintendent, prædikant, regeringsrådgiver og forfatter til adskillige folkelige og akademiske bøger (for hans biografi og teologi henvises generelt til Ertner 1987). Han var født ca. 1503 i Ribe i små borgerkår og blev sammen med sin lillebror, Niels Palladius (1510-1560), der senere blev superintendent i Lund, sat i latinskole. I skolen lærte han med ’lyst og leg’, fortæller han i sin berømte Visitatsbog, nok et vidnesbyrd om, at han har gået i en humanistisk skole. Vendingen stammer fra Erasmus af Rotterdam og er vendt mod senmiddelalderens hårde tugtelse af eleverne. Først i 1531 møder vi Peder Palladius i kilderne som rektor i Odense, hvor han formodentlig har kørt et tæt parløb med biskoppens evangeliske medhjælper, Sadolin. I 1531 rejste han som tutor for en odenseborgmesters søn til Wittenberg og blev selv indfanget af studierne. Han var helt givet blevet vundet for den evangeliske lære forinden.

Da Palladius arriverede i København, var han netop 1. juni 1537 blevet doktor under Luthers og Melanchthons forsæde i Wittenberg. Luther havde skrevet teserne, som Palladius skulle disputere over, og emnet var den kernelutherske retfærdiggørelseslære. Som doktor fra Wittenberg var han rigets højest uddannede reformatoriske teolog. Promotionen var bestilt og bekostet af Christian III, der behøvede en sådan wittenberguddannet topteolog til universitet såvel som kirke. Palladius blev professor i teologi på det genåbnede universitet. Han nåede at skrive mere end 50 værker, flere af dem med kateketisk sigte for konsolideringen af den nye tro i kirken, blandt andet Luthers Lille Katekismus og en masse pædagogiske, pastorale og liturgiske håndbøger til brug for kirken og skolen, men også en lind strøm af akademiske afhandlinger. Efter en hjerneblødning midt under en prædiken i Vor Frue Kirke i 1555, trak han sig tilbage til det akademiske, selvom han officielt stadig var superintendent (Dreyer 2017b).

Året før hjerneblødningen havde Palladius givet sit bidrag til den reformatoriske prædiken. Vi ved, at præsterne benyttede sig af både Tausens, Melanchthons, Erasmus’, Luthers og flere andres prædikensamlinger. Nu udkom så Palladius En nyttelig bog om Sankt Peders Skib, som nok var en postil, men havde form som en didaktisk manual for prædikekunsten. Ifølge Palladius selv drejede det sig om faktisk afholdte prædikener fra Frue Kirke i København, men det er nu svært at se. De ligner snarere en lang udredning om, hvad kirken er, forstået efter Lukasevangeliet 5.1-11, Sankt Peters fiskefangst. Det overrasker, at Palladius prædikede langt mere polemisk end Tausen, som i sin postil lagde meget vægt på den genfortællende del af prædikenen. Palladius, derimod, vægtede det dogmatiske og metodiske efter Melanchthons koncepter og opstillede prædikenerne i lærepunkter (Lausten 1987 s. 67-75). Denne metodiske tilgang til prædikenen peger væk fra den første generation af reformatorer, som hellere genfortalte bibelteksten og så rettede skytset mod katolske og hedenske misbrug. I stedet peger Palladius’ metode frem mod den danske verdensstjerne i 1500-tallets teologiske verden, Niels Hemmingsen (1513-1600). Hemmingsen er det helt store navn i den evangeliske verden efter Melanchthons død, og som sin læremester endte han med at nærme sig Jean Calvins (1509-1564) reformerte teologi, og dermed bevægede han sig også væk fra Luther. Det blev til nogle meget heftige opgør i det sene 1500-tals teologi, opgør som kostede både præster og professorer stillinger og straffe. Hemmingsen var en megastjerne, men alligevel gik han heller ikke ram forbi: Han blev fyret fra sin professorstilling i København i 1579 efter pres fra gammellutherske teologer i Sachsen, hvor Frederik II havde nær familie.

Peder Palladius udgav flere prædikener end Sankt Peders Skib, blandt andet Den overmåde herlige historie om Vor Herres Jesu Kristi ærefulde forklarelse på Tabor bjerg fra 1556. Måske får vi her et indblik i, hvordan han virkelig prædikede. De 16 prædikener – om ni vers af Lukasevangeliet (9.28-36) – er forholdsvis lettilgængelige, på et mundret og lidenskabeligt dansk, krydret med udbrud såsom: ”O, hvor glade har de været her, og hvor har de frydet sig og takket vor herre Kristus, at han ville vise så store og usigelige velgerninger mod dem, ja, imod den ganske verden … Vær trøstig og stærk!” (Jacobsen 1911-1926 bd. 3 s. 217 f. jf. Lausten 1987 s. 83).

Palladius minder i denne jævne danske stil en del om Tausen. Og som Tausen fastholder Palladius, at Skriften er indgydt af Helligånden; Ånden både dikterer og udlægger Den Hellige Skrift, kan han sige, også selvom Melanchthon med tiden lagde afstand til denne lære. Palladius gentager det flere steder, blandt andet i fortalen til Christian 3. danske Bibel 1550. >Flere af Palladius’ bøger blev udgivet i Wittenberg. De fik en temmelig vid udbredelse og blev udgivet på mange sprog. Vi skal huske, at Danmark fra at have været et land med en evangelisk bevægelse, i 1536/37 blev en ledende nation i lutherdommen, det første rige, som indførte en reformation efter wittenbergsk mønster. Danmark var ifølge Christian III det nærmeste, man kom på et sandt kristeligt rige.

Konfessionaliseringen af befolkningen

Vi ved reelt set ikke så meget om, hvordan folk troede dengang, så vi er i mange henseender overladt til at kigge på enten skolevæsenets historie, kirkebygningerne og inventarets tillempning til den nye lære eller på, hvilke intentioner de lærde teologer havde. Vi kan rekonstruere, hvordan den ideelle gudstjeneste kom til at se ud, efterhånden som Kirkeordinansens bestemmelser blev ledsaget af Bibelen, alterbog, salmebog og musikhåndbøger.

Sognepræsterne blev i embederne efter reformationen, blot skulle de holde gudstjeneste på dansk og prædike evangelisk. Som støtte måtte præsterne i de første ti år bruge postiller (Rørdam 1883-1889 bd. 1 s. 252 og 462), fx Tausens fra 1539, som var den første samlede postil for hele kirkeåret med bibellæsninger, udkast til prædikener over epistlerne og prædikener over evangelierne. Hermed var der givet et godt redskab til en hurtig og praktisk indførelse af reformationen alle vegne.

Et andet praktisk problem var manglen på en samlet bibeloversættelse, selvom dele af Bibelen forelå på dansk, men endelig i 1550 udkom efter lange forhandlinger en hel dansk kirkebibel hovedsageligt efter Luthers oversættelse, Christian 3. danske Bibel. Fra en gennemgang af præsternes biblioteker fra ca. 1550, udfærdiget af superintendenten i Vendelbo Stift, Oluf Chrysostomus (ca. 1500-1553), ved vi, at det var meget forskelligt, hvad præsterne ejede af bøger. Gennemsnittet var 12-15 bøger. Nogle få havde end ikke en bibel på latin eller dansk, en enkelt Koranen, mens stort set alle ejede en eller flere postiller og katekismer. Langt de fleste ejede en postil af Anton Corvin (1501-1553), næsten ligeså mange Kirkeordinansen, mens langt færre, godt en fjerdedel, havde Tausens Postil. Andre igen ejede gamle katolske bøger, andre værker af Melanchthon. Derimod var der ikke mange, der havde Luther latinske postil, som Kirkeordinansen ellers havde gjort obligatorisk (Wulff 1874-1877 s. 165-212).

Til den nye gudstjeneste var der først og fremmest behov for messe- og salmebøger. Dem kom der også mange af. Malmøsalmebogen var kommet helt tilbage i 1528 (bevaret i et genoptryk fra 1529), og siden var fulgt forskellige udgaver og konkurrenter frem til 1560’erne. Først i 1569 blev de mange forskellige udgaver og pirattryk forbudt, og en autoriseret salmebog i Hans Thomissøns (1532-1573) redaktion indført. I 1556 blev læsningerne i gudstjenesten afstemt efter den nye bibel, da Peder Palladius sørgede for en alterbog til kirken, og med Jespersens Graduale fra 1573 blev gudstjenestens musikalske led endeligt fastlagt. På mange måder danner denne gudtjenesteform stadig grundlag for den danske folkekirkes højmesse (jf. Brinth m.fl. 1999). Der var mange lokale afvigelser, og på landsplan diskuterede man flere gange f.eks. elevationen, det vil sige den katolske skik at opløfte elementerne i nadveren. Det behøvede man ikke i den evangeliske forståelse, men den blev ligesom ringen med messeklokken, der hvor forvandlingen af brødet og vinen til Jesu legeme og blod var sket i katolsk forståelse, bibeholdt eller tilladt for ikke at forskrække almuen. Siden blev det forbudt og begrænset, efterhånden som nogle præster måske kunne dække deres katolske ’tilbøjeligheder’ ind under disse frihedsrettigheder, der blot var tænkt som pædagogiske forsigtigheder.

Et godt eksempel på, hvordan reformationen kunne indføres i en almindelig sognekirke, har vi i Peder Palladius’ mest kendte værk, hans såkaldte Visitatsbog. Det var en håndbog for superintendenter og provster i de første år efter indførelsen af den nye lære. Den blev først publiceret længe efter Palladius' død, men har nok cirkuleret i afskrifter. Superintendenternes fremmeste opgave var at påse indførelsen af den evangeliske lære alle vegne i stifterne. Det gjorde de ved at tage på besøg, eller som man siger med et latiniseret udtryk: holde visitats. I seks kapitler gennemgår Palladius ligefremt og karskt, hvorledes den evangeliske tro skal udmønte sig i kirkens og sognets liv, og hvordan en provst eller superintendent kan forklare en menighed på det allermest forståelige sprog, hvordan gudstjenesten skal holdes, hvordan helgener og noget af det gamle er overtro, hvordan kirkegården skal passes, og alt hvad man kunne forestille sig af almindelige folks spørgsmål og misforståelser. Det var vigtigt at gå i kirke, fordi mennesket er skrøbeligt og ”jordagtigt”; derfor skal vi kæmpe imod synden, lytte til Guds ord og udlægningen af skrifterne. Af samme grund nytter det heller ikke at blive hjemme fra kirke og gudstjeneste, ej heller for adel og dem, der kan læse i bøgerne derhjemme. Det er Guds levende ord, der virker, og går man ikke i kirke for at høre det, er man sikker på at gå fortabt! Så vil Kristus på dommens dag sige om dig:

Du arme ormekrop, du arme forbandede synder, jeg gav dig kirke og klokke, jeg gav dig sognepræst og sognedegn, jeg gav dig prædikestol, døbefont og alter, jeg strakte mine hænder ud på korsets galge for dig, jeg gav mig i døden for dig, jeg gav dig fornuft og fem sanser, så du ikke selv blev forstyrret eller gal … men du agtede skammeligt og skændigt mine salige ord, kom ikke til din sognekirke, lod din stol stå tom (Visitatsbog s. 49 f.).

Palladius forstod at gøre den evangeliske lærdom forståelig for folk og for den enkelte kristne, selv helt ned i detaljen. Igennem bønnen kunne den jævne mand også tale med Gud. Ingen skulle skamme sig over at bede, og man kunne sagtens gøre det til en hyggelig familiesyssel, hvor man skiftedes til at sige De Ti Bud osv. Trosbekendelsen og fadervor skulle man også bede hjemme, og altid takke for maden, inden man gik til bords, når kvinden trådede væven, ja, ”min kære bonde lille”, siger Palladius, når du går i marken, skal du heller ikke skamme dig over at falde på knæ i den muld, vi er skabt af, og bede dit fadervor. Den nye, sande evangeliske lære skulle med andre ord bedes, repeteres og høres ind i folket og dets hjerter, for mekanisk gentagelse som de gamle tiders ave-maria’er og rosenkransbønner, det kunne man godt glemme (Visitatsbog, Lausten 2003 s. 59-64 jf. Lausten 2011 s. 193-195).

Et reformeret universitet

Andre skulle læse den nye lære ind. Dertil krævedes der en reformeret uddannelse af præsterne. Den skulle universitetet sørge for. Tausen og de øvrige prædikanter havde i et andragende til den sejrende Christian III fra sommeren 1536 ønsket sig oprettelsen af et universitet og studium. Et nyt, evangelisk studium flugtede så udmærket med de præsteskoler, der var blevet oprettet i Haderslev, Viborg og Malmø. De blev i samme ombæring enten nedlagt, underlagt domkapitlerne eller fusioneret med de nye, ligeledes reformerede latinskoler. Disse blev reformeret efter Melanchthons principper i hans sachsiske visitatsbog fra 1528, og de wittenbergske principper blev af Bugenhagen også lagt til grund for universitetsreformen af 1537.

Københavns Universitet var en relativt ung institution, grundlagt så sent som i 1479, og den opnåede aldrig at blive en drivende kraft i landet, førend reformationskampen lukkede stedet, da det var blevet ’inficeret’ af lutherske studenter. Riget og kirken behøvede dog et stærkt universitet både til rådgivning for regeringen og til uddannelsen til de forskellige højere embeder. Det var selvfølgelig ikke et krav, at præster skulle have en grad i teologi. De hidtidigt katolske præster skulle blot fra den ene dag til den anden prædike evangelisk, og de første ti år måtte de benytte sig af postiller, ellers skulle de søge til domkapitlernes præsteskoler.

Kun otte dage efter indsættelsen af de første evangeliske superintendenter erklærede Christian III den 17. september 1537 universitetet for reformeret og genåbnet. Så var staten, kirken og universitetet officielt evangelisk og dermed luthersk. Det er nok mere rigtigt at betragte 1537 – og ikke 1536 – som Danmarks officielle reformationsår: Her blev alting ført ud i livet. Allerede i oktober 1537 åbnedes dørene for de første forelæsninger. I begyndelsen var universitetet yderst fattigt udrustet, ja, der manglede sågar glas i vinduerne i den gamle bispegård, som universitetet havde overtaget på Frue Plads i København. Det tog mange år, førend disse forhold blev forbedret, men undervisning blev det dog til.

Det reformerede Københavns Universitet fulgte strikt forbilledet i Wittenberg. Bugenhagens indflydelse er tydelig, selvom det naturligvis er Melanchthon, som er den egentlige organisator. Det kan vi sige, fordi København åbenlyst afventede Melanchthons reform af Wittenbergs studium i 1536, og de endelige københavnske statutter af 1539 var nærmest kopieret efter Wittenbergs. Det danske universitet var imidlertid en meget mindre og fattigere institution, blandt andet som effekt af Christian III’s inddragelse af bispegodset og flere af universitetets kirkelige indtægter. Tit og ofte var det svært at tiltrække de foretrukne kandidater til de akademiske stillinger, ikke mindst inden for de medicinske og juridiske discipliner. Universitetets ringe vilkår blev først rigtigt forbedret årtier senere, da Frederik II i 1569 oprettede kommunitetet, der årligt skulle bespise 100 studenter dagligt. En række stipendier, tre teologiske og et medicinsk pr. år, til hjemlige og udenlandske studier fulgte også snart. Det var dog først under Christian IV (1577-1648), at forholdene blev rigtig gode, blandt andet med oprettelsen af det kongelige kollegium, Regensen i 1623.

Københavns Universitet havde officielt de påkrævede fire fakulteter, teologi, medicin, jura og filosofi. Teologien rangerede naturligvis højest, mens ’artes’, det filosofiske fakultet, var det laveste. Studier ved det teologiske fakultet krævede som også før reformationen, at studenten havde en grad fra det filosofiske fakultet. Teologi var som det eneste fakultet tildelt tre professorstole imod de andres to, hvoraf Sjællands superintendent fra reformationen og århundreder frem var indehaver af den ekstra tredje stol. Ved genåbningen i efteråret 1537 var Bugenhagen første professor, den tyske teolog Tilemann van Hussen (1497-1551) anden og Palladius tredje professor.

Bugenhagen blev snart afløst af den skotske reformator John MacAlpin (død 1557), latiniseret Johannes Machabæus. Han kom i 1540 til Wittenberg, hvor han blev doktor, og i 1542 blev han professor i København. Mens Palladius forholdt sig både til Luther og Melanchthon, var Machabæus en decideret Melanchthon-elev, som billigede mesterens tilnærmelser til Calvin i det reformerte Geneve. Machabæus’ sidste embedshandling var promoveringen af Niels Hemmingsen som teologisk doktor i 1557, og her viser hans teser om nadveren, at han lå endog meget tæt på Calvin. På denne vis peger Machabæus og hans teologi meget tydeligt fremad mod Niels Hemmingsen og den Melanchthon-inspirerede, filippistiske periode i dansk teologi, samtidig med at han slutter ringen tilbage til de tidlige danske reformatorer, som jo heller ikke var tydeligt lutherske i deres nadverlære.

Nadverspørgsmålet var og blev det helt store stridsspørgsmål internt i protestantismen igennem hele 1500-tallet. Til trods for de skiftende teologiske vinde i Wittenberg, først med melanchthondisciple, så hævngerrige lutherdisciple, gik de københavnske lærestole i teologi til wittenberguddannede op igennem hele århundredet. Men den foretrukne teologiske retning i København viste sig snart som den filippistiske. Selv Palladius stod jo nærmere Melanchthon end Luther, og dog var der forskelle mellem Palladius og Machabæus. Machabæus udtrykte sig modsat Peder Palladius i lidt for broderlige vendinger, da der ankom en gruppe flygtninge fra den engelske reformation til København i 1553. Christian III ville ikke tillade fremmedes ophold i landet, og da slet ikke 200 veluddannede og børnerige borgere og håndværkere, som var calvinister. De blev udvist, og det huede ikke Machabæus. Striden mellem filippister og mere gammeldags lutheranere var i gang (se hertil Dreyer 2017c).

Melanchthons efterfølgere og disciple, filippisterne, nærmede sig på mange måder de calvinske standpunkter inden for flere teologiske lærepunkter. I årene efter Melanchthons død blev det også klart, at selv den wittenbergske reformation havde to klart divergerende partier, filippisterne og gammellutheranerne. I Tyskland førte det til en indædt teologisk strid, som Christian III og hans søn Frederik II forsøgte at holde uden for deres riger og lande.

Forfatteren

Rasmus H.C. Dreyer er adjunkt, ph.d., ved Afdeling for Kirkehistorie, Det Teologiske Fakultet, Københavns Universitet. rhd@teol.ku.dk

Litteratur

AG 2 = Wegener, C.F. (red.) 1856-1860.

Aktstykker fra herredagen i Odense 1527. Danske Magazin 2./V (1827), s. 292-293.

Andersen, Niels Knud 1954: Confessio Hafniensis. Den københavnske Bekendelse af 1530. Studier i den begyndende Reformation. København.

Andersen, J. Oskar 1917: Overfor Kirkebruddet. Den første lutherske Bevægelse og Christiern II’s Forhold dertil. Mindeskrift ved Reformationsjubilæet 1917. København.

Andersen, J. Oskar 1927: Er 1527 i retsligt Henseende Epokeaaret i dansk Reformationshistorie? I: Poul Nørlund (red.): Festskrift til Kristian Erslev, s. 227-270. København.

Arup, Erik 1932: Danmarks Historie, bd. 2. København.

Burnett, Amy Nelson 2011: The Eucharistic Pamphlets by Andreas Bodenstein von Karlstadt. Kirkville.

Brinth, Ole & Helle Christiansen et al. 1999: Højmessen i Den Danske Folkekirke. En liturgisk håndbog. Frederiksberg.

Diplomatarium Norvegicum bind 2, udg. af Chr. C.A. Lange & C.R. Unger 1851-1852 Kristiania.

Dreyer, Rasmus H.C. 2013: Hans Tausen og Melanchthon: Om øvrighed og ugudeliges bortragelse. Fønix, nr. 3, s. 155-172.

Dreyer, Rasmus H.C. 2017a: Som de hellige kvinder … bør præsters hustruer være: Om præsteægteskab og præstekoner i reformationstiden. I: Grethe Jacobsen og Ninna Jørgensen (red.): Kvindernes renæssance og reformation, s. 279-318. København.

Dreyer, Rasmus H.C. 2017b: Den lange danske reformation. I: Ole Høiris & Per Ingesman (red.): Reformationen – 1500-tallets kulturrevolution, bd. 2. (Danmark), s. 43-115. Århus.

Dreyer, Rasmus H.C. 2017c: Teologi og universitet 1517-1560. I: Carsten Bach-Nielsen & Niels Henrik Gregersen (red.): Den danske reformation i kirke og kultur: Mellem idé og virkelighed (foreløbig titel), bd. 1., s. 209-244. Odense.

Dreyer, Rasmus H.C. 2020: Hans Tausen mellem Luther og Zwingli. Studier i Hans Tausens teologi og den tidlige danske reformation. Odense.

Ertner, Jørgen 1987: Peder Palladius’ lutherske teologi. København.

Grane, Leif 1992: Luther og den tyske humanisme. I: Leif Grane (red.): Den uberegnelige Luther, s. 74-87. København.

Grell, Ole Peter 1978: Herredagen 1527. Kirkehistoriske Samlinger, s. 69-88. København.

Gråbrødrekrøniken 1967: Krøniken om Graabrødrenes fordrivelse fra deres klostre i Danmark. Oversat og udgivet af H. Heilesen. København.

Heise, Arnold 1872-1873: Herredagen i Kjøbenhavn 1533. Historisk Tidsskrift 4./III, s. 222-517 & 667-670.

Helgesen, Poul 1524/1932-1948: Epistola ad Petrum Ivari. I: Marius Kristensen & Hans Ræder (red.): Skrifter af Paulus Helie, bd. 1, s. 195-206 København.

Poul Helgesen, Poul 1527/1932-1948: Svar til Hans Mikkelsen. I: Marius Kristensen & Hans Ræder (red.): Skrifter af Paulus Helie, bd. 2, s. 1-116. København.

Helgesen, Poul 1530/1932-1948: Svar paa Malmøbogen. I: Marius Kristensen & Hans Ræder (red.): Skrifter af Paulus Helie, bd. 3, s. 57-284. København.

Helgesen, Poul 1890/1967: Lektor Povl Helgesens historiske Optegnelsesbog sædvanlig kaldet Skibykrøniken. Oversat af A. Heise. København.

Hendrix, Scott H. 2004: Recultivating the Vineyard: The Reformation Agendas of Christianization. Louisville Kentucky.

Huitfeldt, Arild 1596/1976: Danmarks Riges Krønike, Christian III’s historie. København.

Hørby, Kai 1969: Roskildebispen Joachim Rønnow. Kirkehistoriske Samlinger, s. 26-49. København.

Haarløv, Steen 2007: Poul Helgesens teologiske standpunkt og placering i den europæiske humanismebevægelse set på baggrund af en præsentation af Erasmus af Rotterdams teologiske programskrifter, ph.d.-afhandling, Københavns Universitet. København.

Jacobsen, Lis (udg.) 1911-1926: Peder Palladius’ danske Skrifter, bd. 1-5. København. Netadresse: www.adl.dk.

Kolderup-Rosenvinge, J.L.A. (udg.) 1536/1824: Recessen af 30. oktober 1536. I: Gamle danske Love, bd. 4, s. 163. København.

Laurentsen, Peder 1529/1979: Malmø-bogen. Krister Gierow (udg.), faksimileudgave. Lund.

Laurentsen, Peder 1530/1890: En stakket Undervisning imod Pavens, Bispers og deres Disciples Statuter, Love, Bud og Skikkelser. Udgivet af Holger F. Rørdam. København.

Lausten, Martin Schwartz 1963-1965: Melchior Hoffman og de lutherske prædikanter i Slesvig-Holsten 1527-1529. Kirkehistoriske Samlinger, s. 237-285. København.

Lausten, Martin Schwartz 1987: Peder Palladius og kirken. København.

Lausten, Martin Schwartz (udg.) 1989: Kirkeordinansen 1537/39. København.

Lausten, Martin Schwarz 2003: Peder Palladius: En visitatsbog. Udgivet på nudansk med indledning og noter. København.

Lausten, Martin Schwartz 2011: Reformationen i Danmark, 3. udgave. København.

Leppin, Volker 2006: Martin Luther. Darmstadt.

Lindhardt, P.G. 1965: Den danske reformations historie 1513-1536. Den danske Kirkes Historie, bd. 3. København.

Lindhardt, P.G. 1968: Nederlagets mænd. Det katolske bispevældes sidste dage i Danmark. København.

Lundbak, Henrik 1985: Såfremt som vi skulle være deres lydige borgere. Rådene i København og Malmø 1516-1536 og deres politiske virksomhed i det feudale samfund. Odense.

Luther, Martin & Torben Christensen et al. (ov./udg.) 1962: Luthers skrifter i udvalg 1, ”De reformatoriske hovedskrifter”. København.

Luther, Martin 1521: Ad librum eximii Magistri Nostri Ambrosii Catharini. Martin Luther. Werke. Kritische Gesamtausgabe 7 = WA bd. 7. Weimar.

Luther, Martin 1523: Von weltlicher Obrigkeit, wie weit man ihr Gehorsam schuldig sei. WA bd. 11, s. 246-280. Weimar.

Luther, Martin 1536: Luther til Christian 3. 2/12 1536 (brev). WA Briefe 7, nr. 604. Weimar.

Lyby, Thorkild C. 1993: Vi evangeliske. Studier over samspillet mellem udenrigspolitik og kirkepolitik på Frederik I’s tid. Aarhus.

Malmøbogen, se Peder Laurentsen 1529.

Melanchthon, Philipp & Jørgen Jensen Sadolin (udg./ov.) 1533: Then Christelig Troes oc lærdoms bekiendelsse som bleff indførd fore Høybornste Stoermechtig Keyser Karl: V: i Augsborg M D XXX. København.

Michelsen, A.L.J. (udg.) 1840: Archiv für Staats- und Kirchengeschichte der Herzogthümer Schleswig, Holstein, Lauenburg und der angrenzenden Länder und Städte. Altona.

Mynors, Roger A.B. et al. (udg.) 1974-: The Correspondence of Erasmus, bd. 1-12 f. Toronto.

Nybo Rasmussen, Jørgen 1965-1968: Herborn og Stagefyr. Kirkehistoriske Samlinger 7./VI, s. 44-60. København.

Nøye Testamenth, Thet, Christiern II's Nye Testamente Wittenberg 1524, Danske Bibelarbejder fra Reformationstiden 1. København 1950.

Palladius, se Lis Jacobsen (udg.). 1911-1926: Peder Palladius’ danske Skrifter.

Paludan-Müller, Caspar 1853-1854: Grevens Feide, bd. 1-2. København.

Resen, Hans Poulsen u.å. [1617], Lutherus triumphans. København.

Rørdam, Holger F. (udg.) 1859-1863: Paamindelse tiill alle rodermoll steffne [1530]. I: Holger F. Rørdam: Tillæg af Dokumenter og Aktstykker. Kjøbenhavns Kirker og Klostre i Middelalderen, s. 190-191. København.

Rørdam Holger F. 1868: Indledning til: H.F. Rørdam (udg.), Malmøbogen, s. I-LXXXII. København.

Rørdam, Holger F. 1883-1889: Danske Kirkelove, bd. 1-3. København.

Sadolin, Jørgen Jensen 1533: Fortale i Philipp Melanchthon 1533.

Scharling, Suno 1974: Frederik I’s kirkepolitik. Kirkehistoriske Samlinger, s. 40-88. København

Schilling, Heinz 2014: Martin Luther. Rebel i en opbrudstid. København.

Severinsen, Peder 1936: Hvordan Reformationen indførtes i Danmark. København.

Sjøberg, Erik 1966-1967: Odense-Privilegiet af 1527. Historisk Tidsskrift 12./II, s. 337-360.

Skibykrøniken, se Helgesen 1890/1967.

Skrok, Christiern 1529: Een foye forclaring oc beuiisning aff skrifften oc hellige Forfædernes ordt oc exempel, att then hellige stadt Egteskaff tilstedt oc icke forbydis Prester eller Klerck… Malmø.

Svaning, Hans 1670: Christiani II. Daniae, Sueciae & Norwegiae Regis Vita Cum rerum memorabilium sub ejus regimine gestarum brevi & succincta enarratione ... København.

Tausen, Hans 1529/1870: Edt kort antswor till bispenss sendhæbreff aff Othense. I: Holger F. Rørdam (udg.): Smaaskrifter af Hans Tausen, s. 23-94. København. (Heri bevaret dele af Jens Andersen Beldenaks brev til Viborg og Aalborg).

Tausen, Hans ca. 1533/1870: En ydmygh troo formaning. Ett tilbørligt strengt suor aff Doctor Morten Luther. I: Holger F. Rørdam (udg.): Smaaskrifter af Hans Tausen, s. 167-178. København.

Tausen, Hans 1531/1870: Suor til then falske oc vchristelige vnderuiisning som lector Powell screff til Raadet y Københaffn Om then Papistiske Messe. I: Holger F. Rørdam (udg.): Smaaskrifter af Hans Tausen, s. 95-163. København

Terpager, Peter 1736: Ripæ Cimbricæ sev Urbis Ripensis. Ribe.

Visitatsbog, se Lausten, Martin Schwarz 2003: Peder Palladius: En visitatsbog.

Wulff, D.H. 1874-1877: Biskop Oluf Chrysostomus’ Fortegnelse over Præsternes Bøger i Vendelbo Stift. Kirkehistoriske Samlinger 3./I., s. 165-212. København.

---

1. Artiklen er en let forkortet bearbejdelse af Dreyer 2017c.↩