af
Artiklen præsenterer en undersøgelse af danske viser, som ifølge kilderne skulle synges på reformationstiden salmemelodier. Undersøgelsen peger på, at den nye protestantiske kirke cementerede et sangrepertoire, som også var relevant for verdslige viser. En væsentlig receptionshistorisk tendens var, at kirken overtog verdslige melodier, som sidenhen blev anvendt til nye viser med henvisning til, at det var salmemelodier.
Salmesang i den protestantiske kirke byggede i væsentlig grad på verdslige melodier, som var blevet optaget og omdannet til brug for kirkesangen (Glahn 2000:12-14). Den modsatrettede bevægelse, der handler om, at kirkens melodier sidenhen også blev anvendt uden for kirken i verdslige sammenhænge, viser sig at være et væsentligt receptionshistorisk perspektiv, som imidlertid ikke er blevet udforsket tidligere. Denne artikel demonstrerer, at den protestantiske kirke cementerede et sangrepertoire, som ikke kun var velegnet til at bære et budskab, der var snævert forbundet med kirken. Melodierne indgik som et grundrepertoire for tidens lærde, for digtere, forlæggere og andre, der videregav oplysninger om, at verdslige viser fra perioden 1530-1630 kunne synges på kirkens melodier. For personer i lærde kredse var salmemelodierne en naturlig referenceramme om verdslig sang, og det at synge salmer kunne relateres til måden, hvorpå viserne kunne foredrages.
I reformationstiden blev salmer ikke betragtet som sange, der kun var forbeholdt kirkeligt brug. Hans Thomissøns salmebog er et godt eksempel på forventningen om, at salmer skulle synges "i eders Kircker/ Scholer oc Huse" (Thomissøn 1569:d 4r). Af de 268 salmer, som er indeholdt i salmebogen, var kun en mindre del beregnet til søndagshøjmesser. Nogle salmer var til morgen- og aftenandagter i kirkerne, mens andre var beregnet til formål uden for kirkerne. Under afsnit som "Tacksigelser oc Bønner Om Morgenen", "Om Aftenen" samt "Bøner for [dvs. før] Maaltid" og "Tacksigelser effter Maaltid" kunne en husfader vælge relevante salmer til brug i hjemmet. Idealet om, at salmesang skulle gennemsyre samfundet på snart sagt alle planer, kommer også til udtryk i Peder Palladius' visitatsbog. Som Sjællands biskop opfordrede han menighederne til at synge salmer i dagligdagen: "I skulle [i kirken] iche alleniste siunge, men ocsaa hiemme, i skou og march, paa agger och eng, huor leilighed kand giffue sig, en dannequinde ved hendes veff, en god pige ved hendes roche (dvs. 'rok'), hun faar en tiengarn (dvs. 'ten garn') langt før end hun veed selff udaff, naar hun sidder og siunger en hellig vise der hos" (Jacobsen 1925-1926:71-72). At salmesang skulle være andet end kirkesang, afspejler sig altså indirekte i reformationstidens salmebøger, men spørgsmålet om, hvordan kirkens melodier også havde indflydelse på verdslig sang, kan ikke besvares ud fra denne type kilder.
For at besvare spørgsmålet om, i hvilket omfang reformationstidens salmemelodier blev brugt til verdslige viser, har det vist sig relevant at undersøge kilder til danske viser, der er kortlagt i Grüner-Nielsens Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade 1530-1630 (herefter DaVi). På baggrund af udgaven udfærdigede Nils Schiørring en oversigt over "Melodistof til danske viser 1530-1630", som udkom første gang i Musikhistorisk Arkiv i 1939 og siden blev indlemmet i syvende bind af det genoptryk af DaVi, som Det Danske Sprog- og Litteraturselskab udgav i 1978-1979. Schiørrings oversigt opregner de viser fra DaVi, hvortil det var muligt at finde oplysninger om den eller de melodier, som visen kunne synges på. I enkelte tilfælde er en melodi noteret i samme kilde som viseteksten, men i langt de fleste tilfælde stammer oplysningerne fra melodihenvisninger i kilderne. Formuleringer som "oc siungis som" (DaVi 50), "oc kand ocsaa siungis met de Noder" (DaVi 45) eller "vnder den Node, som den Psalme" (DaVi 27) kunne i flyvebladene og visehåndskrifterne pege på, hvordan de nye viser kunne foredrages musikalsk. Sidst i denne artikel bringes en oversigt, der er udarbejdet på baggrund af Schiørrings liste. Den indeholder de viser, der har en melodihenvisning til melodier, som kan identificeres i Melodibasen under "Salmemelodier. Danske reformationssalmer 1529-1573". Oversigten indeholder 25 viser fra DaVi med tilhørende 29 melodihenvisninger til salmemelodier. Schiørring identificerede melodier til 133 ud af de 321 viser, som indgår i DaVi. I runde tal svarer det til, at mindre end 20% af de viser, hvor en melodi kendes, har en henvisning til en salmemelodi fra reformationstiden. De restende melodier er for størstedelens vedkommende verdslige, men der forekommer også salmemelodier, som ikke er indeholdt i Melodibasen.
Salmemelodiernes navne blev kodificeret fra begyndelsen af reformationstiden, hvor salmerne blev taget i anvendelse i menighederne. Dette ses i den ældste bevarede dansksprogede salmebog, Een ny handbog , som blev udgivet af Ludwig Dietz i Rostock i 1529. Den og de efterfølgende salmebøger, Malmøsalmebogen udgivet af Christiern Pedersen i 1533 og Nogle nye Psalmer oc Lofsange udgivet af Dietz i 1536, indeholder ikke noder. Alligevel var det forventningen, at læseren vidste, hvilken melodi en salme skulle synges på. Første linje af salmen er nøglen, og de tidlige salmebøger viser, at det må have været nemt for læseren at identificere en melodi ud fra salmens førstelinje.
Det er dog ikke altid helt uproblematisk at genfinde melodierne i de bevarede kilder. Ikke sjældent findes der flere melodier til samme salmetekst, og selvom salmeteksten angives med førstelinjen, er det ikke entydigt, hvilken melodi det drejer sig om. I Vingaards salmebog ses henvisningen til melodien "O Gud af himmelen" over salmen "O Herre Gud aff Hiemmerig" (Vingaard 1553:55r), men det er ikke klart, hvilken af de tre kendte melodier, der menes. Reelt er det umuligt at afgøre, hvilken melodi en henvisning peger på, for selvom én bestemt melodi med samme førstelinje kan findes i kilderne, kan henvisningen dække over en anden med samme versemål. Ved at bruge "Danske reformationssalmer" som referencesamling, er det muligt at sandsynliggøre, hvilke melodier henvisninger peger på.
Visen "Offuer alt mitt forsett, mod all min act" (DaVi 281), som er bevaret i Ide Giøes håndskrift, har melodihenvisningen "Waager op J christen for alle". Den peger på to forskellige salmer i Thomissøns salmebog, begge med førstelinjen "Vaager op i Christen alle". Begge tekster er baseret på en nedertysk kontrafaktur af visen "Wachet auff, Ihr Teutschen alle", men melodierne er forskellige. Det er ikke muligt at afgøre, hvilken af de to melodier der hentydes til i manuskriptet.
I viseoversigten nedenfor gælder det, at på nær to stammer melodihenvisningerne fra tiden efter 1569, hvor Thomissøns salmebog lå til grund for salmesang landet over. Det er derfor ikke overraskende, at henvisningerne med enkelte undtagelser refererer til Thomissøns bogværk. De to henvisninger fra før 1569 afspejler to forskellige tendenser. Visen om Sejren ved Meldorp, "Wed Gudz naade oc hans naffn well stercktt" (ms. ca. 1559), henviser til en salme fra den tidlige reformationstid, hvis danske oversættelse "O Herre Gud det kommer nu vd" kendes fra Malmøsalmebogen (fol. 100r). Hans Tausens vise om Munkekappen, "O Cappe, du est aff Dieffuelin skafft" (DaVi 92), knytter derimod an til førreformatorisk melodistof. Visen er angiveligt modelleret over en tysk visetekst (Schiørring 1950:162). Både den danske og tyske vise har melodihenvisningen "Christe qui lux", en latinsk hymne, som blev overtaget i protestantiske salmebøger i forskellige danske bearbejdninger, "Christe du est den klare dag" (Thomissøn 1569:322v), "Christe du est baade liuss oc dag" (Vingaard 1553:18v; Thomissøn 1569:322r) og "CHriste du est dag/ Liuss oc salighed" (Vingaard 1553:19v). De to sidstnævnte salmer indgår i grundstammen af Vingaards salmebog, som sandsynligvis stammer fra perioden 1533-1537 (Andersen 1983:160-166). De var altså sandsynligvis kendte i 1547, da Munkekappen udkom, og en forklaring på, at melodihenvisningen alligevel er til den latinske sang, kan være, at de danske bearbejdelser endnu ikke havde vundet hævd. Eller også var henvisningen en del af visens polemiske angreb på romerkirken.
I visen om Sølvgraverne og Tyrkerne, "HØr til O gantske Christenhed" (DaVi 45), ses i et flyveblad fra 1593 en interessant henvisning til den tyske salmemelodi "Jn dich hab ich gehoffet HErr". Tilstedeværelsen af en tysk reference tegner et billede af, at salmernes oprindelse var med til at skabe melodiens identitet. Dette ses også i salmebøgerne, som ofte var blevet sammensat på baggrund af tyske bøger. I Vingaards salmebog er der således en henvisning til Luthersalmen "En neues leyd wyr heben an", hvis melodi skulle bruges til salmen "O Herre Gud i Hiemmerig" (Vingaard 1553:73v). Den tyske salme, der nævnes i visen om Sølvgraverne og Tyrkerne, kendes ikke i dansk oversættelse fra reformationstiden. I tyske salmebøger knyttes teksten til to forskellige melodier, som i dansk salmesang kendes under førstelinjerne "Jesus oppaa Kaarssit stod" og "Hvo som Christi Kaarss vil pryde" (Glahn 2000:82). Hvilken af de to melodier henvisningen i visen peger på, lader sig ikke afgøre.
Mange af viserne har mere end én melodihenvisning, flere endda tre. Til visen om Sølvgraverne og Tyrkerne (DaVi 45) anføres hele fire forskellige melodihenvisninger i flyvebladet fra 1593, nemlig den tyske salmemelodi "Jn dich hab ich gehoffet", melodien til "Jonas Vise", salmemelodien "Mit Hierte hui gremmer du dig" og den såkaldte "Styrtebechers Vise". Sådanne henvisninger antyder, at det ikke var afgørende, at visen blev sunget på en bestemt melodi. Snarere var det nyttigt at oplyse om flere melodier til samme versemål. Den læser, som ønskede at synge visen, måtte formodes at kende mindst en af melodierne. Ved visen "Af største flid Agt vell alltid" (DaVi 100) angives det, at den skal synges "vnder den sedvonlig Thone", og i tilfælde af, at den ikke var kendt af læseren, oplyses det, at salmemelodien "Naar wi i største Nøden staa" også kan bruges. Hvor visens sædvanlige melodi var for kendere, ser salmemelodien ud til at repræsentere det alment kendte.
Nogle viser skiftede melodi over tid. Til visen om Kvinde af Samaria Land (DaVi 50) ses melodien til salmen "Jeg leggis i Jorden i en Blee" angivet i Moltkens salmebog fra 1647. Henvisningen peger formodentlig på Thomissøns salmebog, hvor Herr Michaels salmetekst for første gang knyttes til en melodi, nemlig en bearbejdelse af visemelodien "Vom Buchßbaum und Felbinger" (se Melodibasen ). Når referencen til Herr Michaels salme var gangbar i 1647, vidner det om, at sammenknytningen af tekst og melodi i Thomissøns salmebog var effektiv, og at salmebogen stod som standardværk for tidens melodihenvisninger. I et flyveblad fra 1686 anføres det, at visen om Kvinde af Samaria Land nu kan synges på melodien til Luthersalmen "Kom GUD Skaber O hellig Aand", der ligeledes findes i Thomissøns salmebog. Det understreger ligeledes bogværkets betydning, men fortæller nok også noget om, at melodien til Luthersalmen nu var en mere central del af standardrepertoiret end melodien til Herr Michaels salme.
I oversigten nedenfor ses henvisninger til 29 salmemelodier. I sit studie af danske salmemelodier grupperede Henrik Glahn melodierne efter deres ophav, og de 29 melodier fordeler sig på følgende måde (jf. Glahn 2000:77-90):
A: Førreformatorisk kirkeligt melodistof: 6 melodier
B: Oprindeligt verdsligt melodistof: 16
C: Det nye melodistof (fra reformationstiden): 6
D: Melodier i øvrigt fra det 16. århundrede, her specifikt melodier fra dansk eller nordisk folkelig visetradition: 1
De salmemelodier, som blev brugt til at synge verdslige viser på, var for hovedpartens vedkommende af verdsligt ophav. Dette viser en interessant dobbeltreception, idet verdslige melodier, som kirken overtog fra en dansk eller tysk senmiddelalderlig sangtradition, efter reformationen igen fandt anvendelse i verdslig sammenhæng. Som et eksempel kan nævnes salmen "Våg op, våg op i Guds navn". Den er en oversættelse af Hans Sachs salme "Wach auff in Gottes name" (Nürnberg 1525), der formodentlig var baseret på en verdslig vise. Melodien er den såkaldte Toller- eller Tollner-melodi, som kendes fra tyske, nederlandske og engelske kilder (Glahn 1963:79). En melodihenvisning til den danske salme ses i Hans Christensen Sthens En liden Vandrebog (København [1589]) ved visen "IEg gick mig vdi Rosens Lund" (DaVi V, s. 152; Lyster 1994:69-71). På den måde overførtes melodien fra en verdslig vise til en salme og videre til en verdslig vise igen.
Enkelte verdslige melodier havde tilsyneladende selvstændige receptionshistoriske spor uden for kirken, fx "Och Jupetter har du y wold saa mange folld" (DaVi 292) og "Rosina, huor worst thw saa bold" (DaVi 286). Disse melodier var blevet indoptaget i salmerepertoiret i salmerne "O Gud Fader du haffuer mact" og "O Christe huor vaar din kundskaff". Når der i DaVi optræder henvisninger til de oprindelige visemelodier, skal det nok tages som udtryk for, at de har haft en så stærk position i sangkulturen, at det ikke var relevant at henvise til de kirkelige bearbejdelser af melodierne.
Det er altså tendensen for mange af de anvendte melodihenvisninger, at de peger på reformationens salmemelodier, som oprindeligt var verdslige melodier. Melodihenvisningerne er (med enkelte undtagelser) tilrettet efter salmens førstelinje, sådan som den forekommer i Thomissøns salmebog. Dette synes at være af afgørende betydning, for det peger på, at kirkesangen i skikkelse af Thomissøns samling kodificerede melodierne, og dermed blev den autoriserede salmebog formidler af melodierne tilbage til de verdslige viser. Salmebogen blev genudgivet adskillige gange, blandet andet i 1592, 1617, 1628 og 1634, og tilmed udkom nyudgaver i forskellige formater. Når viser omkring og efter midten af 1600-tallet fortsat henviser til salmemelodier, som kan genfindes hos Thomissøn, er det derfor udtryk for salmebogens markante indflydelse på dansk salmesang.
Det er værd at kaste et blik på sammenkoblingen mellem melodi og visetekst for at overveje, om valget af melodi er tilfældigt, om det blot skyldes hensyn til metrik og versemål, eller om melodiens ophav i salmesang kan have en betydning. Det er vanskeligt at få klarhed over dette spørgsmål ud fra kilderne, da melodihenvisningerne aldrig er motiverede og blot forekommer som så kortfattet information som muligt. Ved at sammenligne salmeteksten, hvorfra melodien stammer, med viseteksten på et overordnet tematisk plan, er det imidlertid muligt at fremhæve forbindelser, som kan tyde på en intenderet sammenhæng.
Det virker oplagt, at visen " JEg saa to deilig ROSER staa" (DaVi VI, s. 157), som blev skrevet i forbindelse med Dronning Anna Cathrines død i 1612, skal synges på melodien til salmen "Jeg veed en Vrt baade deylig oc bold". Salmen fremstiller markens smukke blomst, der kastes om af storm, "frost oc kuld", og i sidste strofe anråbes Gud om beskyttelse og om at give kongen sejr over sine fjender. I visen til den afdøde dronning er blomsterallegorien et indlysende lighedstræk, men også visens afsluttende anråbelse til Gud synes at være inspireret af salmen. I visens strofe 24 hedder det: "Beskerm de andre Roser smaa/ Som groor af samme rode". Dette indgår i en bøn for kongefamilien såvel som befolkningen, og vejrmetaforerne spiller også her en rolle: "I denne storm og farlig tid/ Beuar hans blade skønne" (strofe 21).
Visen om Frederik IIs Eftermæle, "HErodotus forkynder", skal synges på "Jeg vil mig HErren loffue". Melodien stammer fra en førreformatorisk Mariavise, der ifølge Thomissøn oprindeligt hed "Jeg vil mig en jomfru loffue". Selvom melodien har rod i en katolsk vise, er det "den kristelig forvente" version, der henvises til i visen om Frederik II. Dermed understreges det, at Thomissøns salmebog er referenceværk, og at salmens omformning til en protestantisk salme er slået igennem også i verdslig sammenhæng. I salmebogen er salmen anbragt under afsnittet "Om Christi Person oc Embede" (fol. 29r), og dens karakter som lovsang overføres på visen om Frederik II, der udpensler hans resultater som regent. Selvom visen øjensynlig ikke direkte har overtaget en tematik fra salmen, sådan som det var tilfældet med den førnævnte vise om Anna Cathrine, er den grundlæggende lovprisende karakter i salmen sammenlignelig med visen om Frederik II.
Visen om Sejren ved Meldorp, "Wed Gudz naade oc hans naffn well stercktt", omhandler Frederik IIs generobring af Ditmarsken i 1559 og er formodentlig en oversættelse af en tysk vise (DaVi IV, s. 53). Visen skal synges på salmemelodien "O Herre Gud det kommer nu vd", som stammer fra de tidlige reformationsår i 1520'erne. Salmen fremhæver, hvordan Guds ord nu endelig kommer ud til folket. Der er altså en lighed i de to teksters grundlæggende perspektiv fra den vindende parts side. Begge tekster omhandler en ændret situation, der opfattes som en sejr. En diametralt forskellig stemning råder i visen om Søulykke ved Numdal, "WAag op i disse dage" (DaVi 46), der skal synges på melodien "Beklage aff all min Sinde". Jeg'et i salmen bekender sine synder og erkender, at "min Gud hand vaar mig vred". I visen optræder en fortæller, der beretter om skibsforliset i det sydøstlige Norge, der kostede 200 mand livet. Som afslutning konstaterer fortælleren, at "Gud er oss vreed for Synden" og forbinder dermed visen til salmens grundtema.
I visen Krigens Ulykker, "O Naadig' Gud oc Fader kier" (DaVi 35), ses en mere direkte reference til salmen "Fader vor udi Himmerig", hvis melodi visen skal synges på. Visens sidste strofe indledes med ordene "Amen, dit Ord er vis oc sand" som en efterligning af salmens "Amen/ det ord er sant oc vist", der ligeledes forekommer til sidst. At den intertekstuelle binding optræder i sidste strofe synes at underspille det tekstlige virkemiddel.
Der kan altså i flere tilfælde spores sammenfald i temaer, som behandles i de salmer og viser, der er knyttet sammen af melodihenvisninger. Dette giver anledning til at overveje, om melodiernes udtryk og tilknytning til deres oprindelige tekster blevet overført til viserne, når man sang dem. Kan man med andre ord forestille sig, at den stemning, som en salme kunne skabe, smittede af på viserne? Det er vanskeligt at dokumentere, og det er vigtigt at holde sig for øje, at nogle viser kunne synges på flere forskellige melodier, hvorfor en snæver tematisk sammenhæng i sådanne tilfælde synes at være udelukket. Derfor må en eventuel nærmere sammenhænge mellem melodi og vise påvises ved at undersøge visernes tilblivelse, deres brug og reception, hvilket er en opgave, der ligger uden for rammerne af denne artikel.
Et emne, som denne artikel ikke har taget stilling til, angår den konkrete sammenkædning af visetekst og salmemelodi og spørgsmålet om, hvordan teksten synges på melodien. Stikprøver i materialet har vist, at det ikke er entydigt, hvordan stavelser fordeles under noderne. En undersøgelse af de metriske principper, som var gældende i tiden, vil kunne konkretisere sammenhængen mellem tekst og toner og gøre det praktisk muligt synge viserne.
Nedenfor bringes en oversigt over de poster i Schiørrings liste, der har en henvisning til en melodi, som indgår i Melodibasen under "Salmemelodier. Danske reformationssalmer 1529-1573". Andre henvisninger, som peger på melodier uden for dette korpus, er ikke nævnt. Visernes førstelinjer og eventuelle overskrifter er gengivet efter tekstudgaven i DaVi. Listen er alfabetiseret efter visernes førstelinjer. Melodihenvisningerne er gengivet som i kommentarbindene til DaVi. I DaVi indgår to salmer ("O Menniske, begred din Synd saa stor" (DaVi 52) og "Jeg ved en urt" (DaVi VI, s. 157-158)), der indgår i Thomissøns salmebog med egne melodier. De er ikke med på listen, da de ikke viser salmemelodiernes brug til verdslige tekster og dermed falder uden for listens emne.
| Visens førstelinje | Overskrift | Tekstudgave i Danske Viser | Melodihenvisning (datering for henvisningen) | Oprindelse (jf. Glahn 2000) |
|---|---|---|---|---|
| "Af største flid Agt vell alltid" | Et gyldent ABC | DaVi 100 | Naar wi i største Nøden staa (1610) | C |
| "En Quinde aff Zamaria land" | Kvinde af Samaria Land | DaVi 50 | Jeg leggis i Jorden i en Blee (1647); Kom GUD Skaber O hellig Aand (1686) | B; A |
| "HErodotus forkynder" | Frederik IIs Eftermæle | DaVi 28 | Jeg vil mig HErren loffue (1589) | B |
| "HØr til O gantske Christenhed" | Sølvgraverne og Tyrkerne | DaVi 45 | Mit Hierte hui gremmer du dig (1593) | B |
| "I fordum tiid var sandhed mechtig oc bold" | Løgn og Sandhed | DaVi 9 | O Gud aff Himmelen see her til; Vaare GVd icke met osz denne tijd (1629) | C; C |
| "I ærlig Brudefolk giver paa Agt" | DaVi VI, s. 136 | Guds Søn er kommet af Himmelen ned (1666) | A | |
| "IEg gick mig vdi Rosens Lund" | DaVi V, s. 152 | Vaag op, vaag op i Guds Navn (1589) | B | |
| "JEg saa to deilig ROSER staa" | DaVi VI, s. 157 | Jeg veed en Vrt baade deylig oc bold (1612) | B | |
| "O Cappe, du est aff Dieffuelin skafft" | Munkekappen | DaVi 92 | Christe qui lux (= Christe du est baade liuss oc dag) (1547) | A |
| "O HERRE Gud aff Himmerig" | Drukkenskab | DaVi 105 | Mig tyckis at Verden er underlig (1626) | B |
| "O Naadig' Gud oc Fader kier" | Krigens Ulykker | DaVi 35 | Fader vor udi Himmerig (1629) | C |
| "O wenner i nød, o wenner i død" | DaVi 133 | Hvad kand os komme til for Nød (1674) | B | |
| "Offuer alt mitt forsett, mod all min act" | DaVi 281 | Waager op J christen for alle (ms., ca. 1630): 1, 2 | B; B | |
| "SAndhed siunis aff Landet at drage" | DaVi V, s. 165 | Jeg leges i jorden i en blee (ms., 1630-1646 (Dal et al. 1976:368)) | B | |
| "Skiønt at quede om sancte Knud" | Sancte Knud (Hertug) | DaVi 39 | Dies est lætitiæ (ms., ca. 1590) | A |
| "STor Sorrig oc hiertens quide" | Frederik IIs Eftermæle | DaVi 27 | Loffuer Gud i fromme Christne (1588) | B |
| "STort Jertegn vil jeg siunge" | DaVi V, s. 39 | Hielp Gud at ieg nu kunde (1616) | B | |
| "Tiden ny ieg forkynde vill" | DaVi V, s. 46 | Her Jesu Christ sand menische och gud (1607) | C | |
| "Vaager op, christen menieske, och hører til" | Fadermord | DaVi 47 | Vden Herren opholder vort husz och gaardt (ms., ca. 1572-1590) | C |
| "VAag op aff søffne, O Christendom" | Underlig Fødsel i Skaane | DaVi 93 | Om Himmerigis rige saa ville wi tale (1581) | B |
| "VEl op, dit sicker Hierte" | Jærtegn | DaVi 95 | Loffuer Gud i fromme Christne (1627) | B |
| "WAag op i disse dage" | Søulykke ved Numdal | DaVi 46 | Beklage aff all min Sinde (1627) | B |
| "Wdj Slagelss vor en sognepræst" | Hellig Anders | DaVi 40 | Dies est lætitiæ (ms., ca. 1590); Den signede Dag er os beteed (1699) | A; A |
| "Wed Gudz naade oc hans naffn well stercktt" | Sejren ved Meldorp | DaVi 17 | O Herre Gud det kommer nu vd (ms., ca. 1559) | B |
| "WGunst aff nogen ieg ey beger" | Hovmod | DaVi 106 | Løfft op dit Hoffuet all Christendom (1582) | D |
Niels Knud Andersen: "En Ny Psalmebog 1553", i En Ny Psalmebog 1553 I-II. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · Akademisk Forlag 1983, bind II: 7-251.
Erik Dal et al.: Danmarks gamle folkeviser, bd. 12. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund 1976.
Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange . Rostock: Ludwig Dietz 1529.
Henrik Glahn: "Nogle hidtil ukendte forlæg til melodier i Hans Thomissøns Psalmebog 1569", i Dansk Årbog for Musikforskning, årg. 3, 1963, s. 69-85.
Henrik Glahn: Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973. København: Anis 2000.
[ Malmøsalmebogen ]. [Udg. af Christiern Pedersen]. Malmø: [Joh. Hoochstraten] 1533.
H. Grüner-Nielsen: Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade 1530-1630. København: Nordisk Forlag 1912-1930.
Lis Jacobsen: Peder Palladius' Danske Skrifter, bd. 5. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund 1925-1926.
Jens Lyster (udg.): En liden Vandrebog. Hans Christensen Sthens Skrifter, bd. 1. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, C. A. Reitzels Forlag 1994.
Nogle nye Psalmer oc Lofsange . Rostock: Ludwig Dietz 1536.
Nils Schiørring: Det 16. og 17. århundredes verdslige danske visesang. En efterforskning efter det anvendte melodistofs kår og veje. 2. bd. København: Thaning & Appels Forlag 1950.
Nils Schiørring: "Melodistof til Danske Viser 1530-1630", i: H. Grüner-Nielsen (red.), Danske Viser fra Adelsvisebøger og Flyveblade 1530-1630, bd. 7. København: Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, C.A Reitzels Boghandel 1978-1979, s. 346-396.
Hans Thomissøn: Den danske Psalmebog . København: Lorenz Benedicht 1569.
Hans Vingaard: En Ny Psalmebog . København: Hans Vingaard 1553.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Velux Fonden • Privatlivspolitik
