af
I 1535 udgav bogtrykkeren Oluf Ulricksøn i Malmø en messebog med den lange og indholdsrige titel
Een handbog som inde holler det hellige Euangeliske Messe embede med sine formaninger oc brug som nu hollis y den Christne kircke Med Doben/ Bruduielse/ Oc huor mand skall søge de siuge Oc følge de døde til graffue/ oc begaa dennem effter Christi befaling oc Gudtz budt
Det fremgår intetsteds i værket eller i samtidige kilder, hvem der har samlet og redigeret bogens tekster, og derfor omtales den gerne under trykkerens navn. Med genrebetegnelsen håndbog har Ulricksøn angivet, at værket er beregnet til praktisk liturgisk brug, og hele anlægget viser tydeligt, at der er tale om præstens bog. Det er hans aktiviteter, der fremhæves og beskrives i detaljer.
Som titlen siger, indeholder bogen både en beskrivelse af højmessen og af fire andre ritualer. Dertil kommer et femte afsnit med vekselbønnen litaniet og andre fællesbønner. Fokuseringen på præstens rolle har betydet, at der ikke aftrykkes tekst eller noder til en eneste salme eller sang ‒ de nævnes kun ved deres indledningsord. Vi kan altså ikke aflæse en eventuel variation i tekster og melodier i forhold til periodens øvrige kilder, men bogen giver efter al rimelighed et pålideligt indtryk af danske menigheders standardrepertoire i midten af 1530'erne, midt under den borgerkrig, der endte med reformationens ‒ og Christian III's ‒ sejr året efter bogens udgivelse. Helt blottet for noder er værket dog ikke, for det bringer melodier til to af de tekster, præsten skulle fremføre: fadervor og nadverens indstiftelsesord. Det er første gang, vi på dansk grund finder melodierne til disse to centrale messeled.
Værket er en af flere kilder til den tidlige danske liturgi, specielt i Malmø. Selve gudstjenesteordningen er kendt fra ældre tryk, men der er sket enkelte ændringer i 1535-trykket, og selve ideen med at samle flere ritualer i én praktisk håndbog for præsten er ny i dansk sammenhæng.
Værkets udførlige titel, der er en lille indholdsfortegnelse, signalerer klart det konfessionelle tilhørsforhold: Bogen indeholder "det hellige Euangeliske Messe embede", som nu holdes i "den Christne kircke", hvor ritualerne foregår "effter Christi befaling oc Gudtz budt" (se nærmere afsnittet Titel og kolofon).
Til gengæld har bogen ikke nogen fortale eller lignende til det samlede værk, men i forbindelse med ritualerne for dåb og brudevielse bringes Luthers fortaler til de to ceremonier (blad C 2r-C 4r og blad C 4v, jf. Dal og Poulsen 1959:154). Begge steder nævnes ophavsmanden, "Martinus Lutter", ved vielsen med angivelse af hans akademiske grad, D. 'doktor'. I de to tekster fremsættes de reformatoriske hovedtanker i form af teologiske refleksioner, og selvfølgelig ligger de bag ritualerne, særlig tydeligt i formaninger og kollekter.
Messebogen fra 1535 er altså umiskendeligt et luthersk skrift og kan ses som et partsindlæg i den borgerkrig, "grevens fejde", der først blev afgjort et års tid efter bogens udgivelse.
De prædikanter, der kæmpede for at gennemføre Luthers reformation i Danmark, måtte meget tidligt i deres virke skabe en evangelisk gudstjeneste. For dem var det naturlige udgangspunkt den katolske kirkes messe, som de var dybt fortrolige med – ligesom hele den øvrige befolkning var det. Store dele af messen var fuldt acceptable også for lutheranere, men den måtte nødvendigvis ændres på de punkter, Luther havde kritiseret som decideret ubibelske.
Det var først og fremmest nadverritualet, der skulle reformeres. I datidens gængse katolske opfattelse var nadveren et offer, som præsten frembar til Gud for at formilde ham, ganske som Jesus havde gjort ved sin død på korset. Den store betydning, der på den måde blev tillagt præstens handling, stred afgørende imod Luthers overbevisning om, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til frelsen. Mennesket er så gennemsyret af synd, at kun Guds nåde kan frelse en, hvis man tror på hans tilgivelse. Ved sin død på korset overtog Jesus menneskets synd og åbnede dermed vejen til Guds kærlighed. Den begivenhed skal nadveren aktualisere, så de kristne oplever fællesskabet med Gud og med hinanden.
Luthers kritik af den katolske kirkes fokus på gejstligheden som formidler mellem Gud og den troende havde videre konsekvenser. Efter hans opfattelse kan principielt alle lære Gud at kende gennem hans ord i Bibelen, som selvfølgelig skal oversættes til et sprog, alle kan forstå. Nu er bibelteksten ikke alle vegne klart gennemskuelig, og den kan forekomme fjern fra en senere tid. Derfor er der brug for, at veluddannede prædikanter forklarer bibelteksten og viser dens aktualitet. Men prædikantens rolle er beskeden, og hele menigheden skal tage aktivt del i gudstjenesten. Af praktiske grunde må man sætte nogle rammer, så det ikke ender i kaos. Menighedssangen er Luthers svar på disse fordringer.
Luther udarbejdede selv forskrifter for gudstjenesten i Formula Missae (1523) og Deutsche Messe (1526), og sammen med en kreds af ligesindede skrev han adskillige salmer. Med dem som udgangspunkt udkom der en række messehåndbøger og salmebøger forskellige steder i Tyskland. De blev forbilleder for de danske prædikanters arbejde med at udforme en evangelisk dansk gudstjeneste med menighedssang som et centralt element.
De ældste bevarede danske kilder stammer fra sidste del af 1520'rne. Som en følge af menighedssangens centrale position er der en glidende overgang mellem salmebøger og beskrivelser af gudstjenesten, gerne betegnet som messebøger. Messebøgerne indeholder ud over forskrifterne for gudstjenesten også salmer, og salmebøgerne har ikke kun menighedssange, men også en beskrivelse af gudstjenestens forløb. Bedst kender vi gudstjenesten i Malmø, som var centrum for reformationen i det østlige Danmark og er beskrevet i flere bevarede kilder.
På bagsiden af bogens titelblad begynder en gennemgang af messen, uden overskrift eller indledning af nogen art. Messeordningen fylder de næste ti sider, og fremstillingen er fokuseret på præstens og i mindre omfang degnens opgaver. Det er meget påfaldende, at de salmer, der skal synges, kun nævnes i form af begyndelsesordene, som degnen eller præsten skal intonere, hvorefter "folkit forfølger psalmen til enden", som det nogle steder hedder (blad A 3v). For den fulde tekst henvises til salmebogen eller salmebøgerne (fx blad A 1v og blad B 1v). De korte svar på præstens bønner og hilsener gennem gudstjenesten er alle lagt i munden på degnen (blandt andet fire gange blad B 2r).
Måske fordi bogens primære brugere er kirkens egne folk, er teksten trykt ret uoverskueligt: brødteksten er lille, klummen bred, overskrifter og afsnitmarkeringer få. Der er dog gjort en vis indsats for at imødekomme læserne. Mest iøjnefaldende er det, at messens første og sidste bøn, som begge skal fremføres af præsten, er sat med meget store typer, ligesom den afsluttende velsignelse (se blad B 2r). Markant er også skiftet mellem rødt og sort tryk. Som regel er anvisninger på handlinger trykt med rødt, mens det, der skal siges ‒ eller som regel synges ‒ er sort (se fx blad A 3v). Ret få steder er der indsat centrerede overskrifter, og nyt afsnit markeres med indrykning og alineategn ¶ eller små stiliserede blomster. Kun til fadervor og indstiftelsesordene findes noder, der altså er tænkt som en støtte til præsten.
Det indforståede præg forstærkes af, at flere messeled omtales summarisk, fx de allerførste led: "Først siunger degnend een Psalme pro Offitio som tiden er til Aff psalme bogen Der næst Kyrieelleyson Siden Gloria in excelsis Allene Gud" (blad A 3v). Betegnelserne for de enkelte elementer er i et vist omfang de gamle latinske eller græske betegnelser, som det er nyttigt at kende, fordi de er faste betegnelser for de liturgiske led, også i vor tid. De forklares ganske kort i den følgende oversigt (se nærmere om de enkelte led Widding 1933, I:69-157 og Poulsen 1959):
Salme pro officium ('for gudstjenesten'): indgangssalme, som passer til lejligheden
Kyrie eleison ('Herre, forbarm dig')
Gloria in excelsis Deo ('ære være Gud i det høje'): salmen "Alene Gud [i det høje være ære]"
Herren være med jer: præstens hilsen og degnens svar
Kollekt ('fællesbøn'): bøn, som læses af præsten
Epistel ('brev'): afsnit af apostelbrev fra Det nye Testamente, som læses af præsten
Halleluja ('pris Gud'), synges af degnen
Sekvens ('følge'), kun til påske, synges af degnen
Herren være med jer: præstens hilsen og degnens svar
Indledning til evangeliet med lovprisning
Evangelium ('godt budskab'): afsnit af et af de fire evangelier eller Apostlenes Gerninger
Credo ('jeg tror'): salmen "Vi tro allesammen på en Gud"
Salme før prædikenen: "Nu bede vi den Helligånd"
Prædiken
Kirkebøn, læses af præsten
Syndsbekendelse, læses af præsten
Absolution ('frikendelse'): syndstilgivelse, læses af præsten
Salme efter prædikenen: "Nu er os Gud miskundelig" eller en anden salme
Sanctus ('hellig'): salmen "Hellig er Gud fader"
Formaning til nadvergæsterne
Pater noster ('vor far'): fadervor, synges af præsten
Indstiftelsesordene, dvs. Jesu ord ved nadveren (gengivet fire steder i Det nye Testamente), synges af præsten, først om brødet
Uddeling af brødet
Indstiftelsesordene om vinen
Uddeling af vinen
Salme under nadveruddelingen: "Jesus Kristus er vor salighed"
Agnus dei ('Guds lam'): salmen "O Guds lam [som borttager alle verdens synder]"
Herren være med jer: præstens hilsen og degnens svar
Complenda ('til at afslutte'): afsluttende takkebøn, synges af præsten
Herrens fred være med jer: præstens hilsen og degnens svar
Velsignelse: Arons velsignelse i Det gamle Testamente 4. Mosebog 6,24-26 (den "aronitiske" velsignelse), som fremsiges af præsten
Det er vanskeligt at afgøre, i hvilket omfang menigheden forventedes at synge, fordi nogle af sangene, fx de første tre, omtales, som om kun degnen skulle synge dem. Dermed er det også uvist, om der er tænkt på de gamle liturgiske sange eller de nye strofiske salmer. I alt nævner messeordningen 11 sange, hvoraf én (sekvensen) dog kun skal synges til påske. Af de 11 sange er de syv identificeret med indledningsordene, og de er strofiske; fire af dem er oversættelser af Luthersalmer.
Trods uvisheden om enkelte af sangene står det fast, at gudstjenesten i det store og hele har været på dansk. De latinske betegnelser må forstås som signaler til præst og degn, der har været fortrolige med den katolske messe. Modersmålets afgørende betydning fremhæves da også med stor kraft i den lidt ældre skildring af forholdene i Malmø, som er kendt under navnet Malmøbogen (1529, faksimileudgave 1979, jf. Gierow 1979:73-94). Denne både polemiske og idealiserende beretning skyldes Peder Laurentsen, en veluddannet tidligere munk, som med entusiasme sluttede sig til den lutherske bevægelse. Om den rent dansksprogede gudstjeneste skriver han
¶ Thenne forneffnde messe/ then siger og tracterer wore prester obenbarlige for menig forsamlingh paa wort eghet danske tungemaal erlige christelige oc tilbørlige i kircken/ saa att almuen maa oc kand thet forstaa/ och paamindis oc opweckis til hans [dvs. Jesu Kristi] pines døds oc welgierningers hukommelse til loff oc tacksigelse effter scriftens lydel[s]e/ saa att the kunde selff bede oc siwnge skickelige guds loff/ oc sware amen til andres bønner (blad 39r).
Messeordningen i messebogen 1535 ligger meget tæt op ad de ældre kilder til Malmømessen, som man traditionelt benævner den tidligste lutherske liturgi i Danmark, fordi den blev udformet og anvendt i Malmø, der var centrum for den reformatoriske bevægelse i Danmark øst for Jylland. Malmømessen er bevaret i tre kilder, der er ældre end messebogen 1535: den tidligste danske messebog (Mortensen 1529), den ældste salmebog (Dietz 1529) og den lidt yngre Malmøsalmebog (udgivet af Christiern Pedersen 1533). Messen fra 1535 er nærmest beslægtet med salmebogen fra 1533, men afviger på nogle punkter fra hele den ældre tradition. Ved messens indledning udelades de tre led, der tidligere tjente som forberedelse til messen: bøn, syndsbekendelse og syndstilgivelse. Det er i tråd med Johannes Bugenhagens kirkeordninger, og det samme gælder nogle ændringer i nadverliturgien. Allerede i Malmøsalmebogen 1533 var liturgien omkring prædikenen blevet udvidet i forhold til 1529-ordningen, ligeledes under indflydelse af Bugenhagen, idet kirkebønnen, skriftemålet og syndstilgivelsen fremsiges på prædikestolen (Poulsen 1959:25, Andersen 1983:120-124). 1535-messen slutter med velsignelsen og har altså ingen udgangssalme, hvad hverken Bugenhagen eller Luther brugte (Andersen 1983:137).
I forhold til både salmebøgerne og messebogen 1529 er det iøjnefaldende, at salmeteksterne ikke aftrykkes i 1535, utvivlsomt en følge af, at det primært er præstens håndbog. De syv salmer, som 1535 omtaler, kan nok opfattes som minimums"pensum" for de lutherske menigheder i tiden op til statskirkens indførelse med Kirkeordinansen 1537.
Efter gennemgangen af den almindelige højmesse følger fire afsnit, der beskriver præstens opgaver ved andre lejligheder. Bogen afsluttes med et afsnit, der først bringer teksten til litaniet og derefter en række forbønner. Da disse dele af bogen kun indeholder lidt stof af interesse for reformationstidens salmesang, behandles de her summarisk.
Dåbsritualet bygger på Luthers ritual fra 1526. Allerede i 1529 blev en dansk oversættelse trykt i Malmø, men den er tabt (Poulsen 1959:90, Lausten 1989:181, note 102). I 1538 udgav Peder Palladius en samling lutherske ritualer på dansk, Enchiridion ('håndbog'), som bl.a. indeholder en ny oversættelse af dåbsritualet. Den indgik i statskirkens alterbog, trykt første gang i 1556.
Inden selve dåbsritualet står en kort indledning, formet som et brev, hvor den danske oversættelse begrundes med hensynet til menigheden og fadderne, som bør forstå, hvad der foregår under dåben (blad B 2v). Ritualet fremtræder iøjnefaldende. Det er sat med store typer og trykt i sort og rødt efter samme princip som i beskrivelsen af messen, hvor handlinger er trykt med rødt, tale med sort; som et særligt raffinement (eller nok snarere signal til den ubetænksomme præst) er det "N.", der skal erstattes af barnets navn, rødt. Dåbsafsnittet afsluttes af Luthers formaning om dåbens rette form og brug (blad C 2r-C 4r), egentlig hans fortale til ritualet (Dal og Poulsen 1959:154). Der er ingen oplysninger om eventuelle salmer i forbindelse med dåben.
Vielsesritualet er en oversættelse af Luthers ritual. Messebogen fra 1535 er det ældste bevarede tryk af ritualet, men vi ved, at det forelå allerede i 1529 (Poulsen 1959:95, Lausten 1989:187, note 127). Via Palladius' Enchiridion indgik Luthers ritual i alterbogen, som var normativ for statskirken.
Umiddelbart efter overskriften følger Luthers brevformede indledning til ritualet (blad C 4v, jf. Dal og Poulsen 1959:154). Selve ritualet følger samme typografiske principper som dåben ‒ et tydeligt tegn på, at bogen er præstens arbejdsredskab. Det "Amen", der afrunder slutkollekten (blad E 1v), er den eneste markering af, at brudevielsen er færdigbehandlet. Der er ingen oplysninger om eventuelle salmer i forbindelse med vielsen.
Dødsforberedelsen, som afsnittet her er kaldt, har overskriften "Een skick oc maade at søge oc trøste siuge" (blad E 1v). Under den betegnelse bringes først anvisninger på, hvordan præsten skal besøge (alvorligt) syge, tale med dem og give dem nadveren, hvis de ønsker det. Nadverritualet afsluttes med teksten "Jesus cristus er", som må angive salmen "Jesus Kristus er vor salighed" (Poulsen 1959:102); sandsynligvis har den skullet synges, men det fremgår ikke eksplicit, for teksten fortsætter "Nar den er vde" ('når den er færdig'), siger præsten en takkebøn (blad E 2r). Derefter henvender præsten sig til de forsamlede, og der bedes en eller flere kollekter. En ny ‒ mindre ‒ overskrift blad E 2v indleder en lille samling tekster til at trøste den syge (se nærmere Poulsen 1959:102).
Der findes ikke noget kendt forlæg for dødsforberedelsen fra 1535. Den går tilbage til Luthers praksis og er ikke kendt fra ældre danske kilder (Poulsen 1959:101). Meget påfaldende ophører bogens praksis med rødt tryk lidt inde i afsnittet; den lille blomst i linje 8 på blad E 2v er det sidste sted, hvor der bruges rød farve. Måske har borgerkrigen betydet, at trykkeriet ikke kunne skaffe rød tryksværte (Poulsen 1959:26).
Begravelsesritualet er ganske enkelt, præget af sang. Der skal synges to salmer, "Af dybhedsens nød" og enten "Men vi leve på Jorden her" eller "O herre Gud benåde mig". De er alle oversat fra tysk, de to første efter Luther. Efter præstens trøstelige formaning med en lille prædiken følger et antal kollekter med versikel, dvs. svarvers, hvoraf tre anføres, mens der kun trykkes én kollekt. Det fremgår ikke af den korte tekst, om ceremonien begynder i kirken eller kun foregår ved graven.
Ritualet er det ældste danske begravelsesritual, vi kender, og så vidt vi ved, har det ikke noget direkte forbillede i den tyske tradition (Poulsen 1959:104f).
Litani er en gammel græsk betegnelse for vekselbønner. I luthersk tradition bruges ordet om en række bønner, sunget eller reciteret, og efterfulgt af korte svarvers (se nærmere Widding 1933, I:216-224). Litaniet havde oprindelig ingen fast plads i gudstjenesten, og det må være grunden til, at det er placeret til sidst i messebogen fra 1535, som ikke har nogen anvisning på, hvor og hvornår man skal fremføre litaniet. Efter litaniet følger, som det ofte er tilfældet, en lille samling kollekter, forbønner for forskellige befolkningsgrupper og bønner i særlige situationer (Dal og Poulsen 1959:154).
Messebogens litani følger Luthers tekst, som først blev trykt selvstændigt i 1529 og siden indgik i en lang række salmebøger ‒ og i den lille katekismus (Widding 1933, I:217). På dansk udkom den ret tidligt; den første bevarede kilde er Malmøsalmebogen fra 1533, og den næste er messebogen fra 1535. Herefter findes litaniet regelmæssigt i salmebøgerne fra de næste mere end 200 år og endnu længere i alterbøgerne. Udformningen af teksterne varierer, men selve formen var slidstærk (Widding 1933, I:217).
For første gang i Danmark samler messebogen 1535 ritualerne for den sædvanlige højmesse, dåb, brudevielse, nadver og trøst for døende, begravelse og litani. Det er udpræget præstens bog. I afsnittet med messeordningen er det hans opgaver, der fremhæves, og det er udelukkende dem, der behandles i de øvrige ritualer.
Selve messeordningen repræsenterer den gamle Malmømesse i en revideret form, der har indoptaget momenter fra Bugenhagens ritual. Afsnittene om dåb, brudevielse og litani følger Luthers forskrifter, mens dødsforberedelsen er inspireret af hans praksis, som den blev udbredt i tyske menigheder. Derimod er begravelsesritualet formentlig en hjemlig nyskabelse.
Allerede et år efter udgivelsen af messebogen 1535 blev den lutherske statskirke indført i Danmark-Norge, kodificeret i Kirkeordinansen 1537, som bl.a. indeholder korte beskrivelser af ritualerne ved samme lejligheder som messebogen. Ordinansens knappe anvisninger må suppleres med liturgiske tekster fra andre kilder, og det betyder, at messebogen fra 1535 ikke var blevet overflødig. I 1539 udkom atter en messebog i Malmø (Vormordsen & Ulricksøn 1539), som har en helt anden karakter end 1535-trykket, selvom de to bøger deler nogle særlige træk, især i nadverliturgien. Om den gamle messebog har fungeret som forlæg for enkelte tekster og passager i 1539-udgavens messeordning, er vanskeligt at afgøre; fællestrækkene kan bero på menighedernes praksis. De øvrige ritualer er så forskellige i de to bøger, at en påvirkning er udelukket.
Titel: blad A 1r
Messeordning: blad A 1v
Dåb: blad B 2v
Brudevielse: blad C 4v
Dødsforberedelse: blad E 1v
Begravelse: blad F 1r
Litaniet: blad F 1v
Kolofon: blad F 4r
Kongens våben: blad F 4v
Titlen på messebogen 1535 (blad A 1r) er reelt en kort indholdsoversigt. Den lyder:
Een handbog som inde holler det hellige Euangeliske Messe embede med sine formaninger oc brug som nu hollis y den Christne kircke Med Doben/ Bruduielse/ Oc huor mand skall søge de siuge Oc følge de døde til graffue/ oc begaa dennem effter Christi befaling oc Gudtz budt
Her oplyses allerførst værkets karakter: en håndbog. I samtiden bruges betegnelsen i kirkelig sammenhæng både om det, vi i dag ville benævne salmebøger (Dietz 1529) og messebøger (foruden 1535 også Vormordsen & Ulricksøn 1539). I alle tilfælde karakteriseres værket som et praktisk hjælpemiddel ved gudstjenester; af både teksterne og typografien fremgår det, at bogen er præstens redskab.
Resten af titlen specificerer, hvilke ritualer der beskrives. Første punkt er det hellige evangeliske messeembede, dvs. den gudstjenesteordning og specielt det nadverritual, der er i overensstemmelse med det kristne budskab, som det findes i Bibelen. Hertil hører formaninger og skikke. Det første dækker nok dels tekster i messeafsnittet, dels det afsluttende kapitel med litani og kollekter, som ellers ikke nævnes. Om gudstjensteordningen fremhæves, at den "nu hollis y den Christne kircke"; det er altså den aktuelle og udbredte liturgi, bogen videregiver. Efter omtalen af begravelsen (hvordan man skal følge de døde til graven og begrave dem) forsikres, at det sker "effter Christi befaling oc Gudtz budt". Det er muligt, at karakteristikken gælder alle ritualerne og ikke kun begravelsen.
Under titlen meddeles udgivelsesåret, 1535.
De bibliografiske oplysninger er mere udførlige i kolofonen, som er trykt umiddelbart under den sidste kollekt til litaniet (blad F 4r). Her fremgår foruden årstallet også udgivelsesstedet, Malmø, og datoen med den gamle liturgiske betegnelse "Taarsdagen effter Tyburcii" 'torsdagen efter Tiburtius' [fest]', nemlig 12/8 (Dal og Poulsen 1959:153). Derimod er trykkerens identitet ikke oplyst, men det typografiske materiel peger entydigt på Oluf Ulricksøn som bogtrykkeren (Nielsen 1996 (1919):XXXVIIf, 39, 211-20, Dal & Poulsen 1959, Gierow 1979:38-52). Hans officin lå i Malmø i perioden 1528-56.
Bogens illustrationer er koncentreret om første side og sidste blad. Titlen er indsat i en fin ornamental ramme (blad A 1r, jf.Nielsen 1996 (1919):39, Dal & Poulsen 1959:153). Under kolofonen er det danske rigsvåben trykt i lille format (blad F 4r), og på bogens allersidste side vises et billede den danske konge med sine mænd og rigsvåbenet i forgrunden. Samme motiv brugte Christiern Pedersen i flere af de tryk, han fik fremstillet i Paris i århundredets begyndelse (Dal og Poulsen 1959:153). Pedersen ernærede sig som bogtrykker i Malmø 1533-35, og måske skal genbruget signalere en art samhørighed med hans trykkeri, hvis ophør må hænge sammen med hans støtte til den fordrevne Christian II (Gierow 1979:38-52). Allernederst på bogens sidste side er et træsnit trykt; dets betydning er uvis (Nielsen 1996 (1919):39, Dal & Poulsen 1959:153).
Typografien understøtter præstens brug af bogen som et praktisk hjælpemiddel (jf. afsnittet Messeordningen i messebogen 1535). Som orienteringspunkter anvender Oluf Ulricksøn linjebrud, centrering, alinea-tegn ¶, skift i skriftstørrelse og trykfarve, foruden initialer ved begyndelsen af nye afsnit. Hans typografiske materiel er ret begrænset, men har dog flere sæt initialer (se nærmere Nielsen 1996 (1919):39, 211-20, Nielsen & Dal 1959:151-53). I 1535-trykket dominerer nogle ret enkle, grove initialer, og kun få steder findes nogle mere udsmykkede typer (se fx blad B 1r). Også de små typografiske ornamenter i form af blomster er brugt som afsnitsmarkører (fx blad F 1r).
Ulricksøns messebog gælder som det første nodetryk fremstillet i Danmark (Glahn 1959:132; Davidsson 1962:17). Der findes ganske vist ældre musiktryk, men de indeholder kun tomme nodelinjer, hvorpå brugeren selv måtte skrive noderne. Dette gælder blandt andet Claus Mortensens messebog Thet cristelighe mesßeembedhe, som blev fremstillet på Ulricksøns værksted i 1529. Hvad enten man skulle trykke linjer med eller uden noder, var fremgangsmåden den samme, og i begge messebøger brugte Ulricksøn træsnit.
I messebogen 1535 forekommer melodier til to tekster, og noderne er opdelt i tre afsnit. Alle tre dele er fremstillet på samme måde og har samme ydre karaktertræk. Melodierne er noteret i koralnotation, som blev brugt til middelalderkirkens gregorianske melodier. Denne notationsform angiver ikke nodernes varighed og var derfor tilstrækkelig til at notere melodier til prosatekster, hvor tekstens betoninger afgjorde den melodiske frasering. De to tekster med noder i Ulricksøns messebog er da også prosatekster, der stammer fra fire steder i Det nye Testamente.
Som noget særligt er melodierne noteret uden den nøgle, der i begyndelsen af et system ellers viser, hvilke toner noderne refererer til. Fraværet af en nøgle er ikke et problem for læsningen, for et fast fortegn for tonen h udpeger tonernes position. Denne forenklede form for notation viser, at noderne var henvendt til kendere, der i forvejen var vant til at læse musikalsk notation. Sangteksten er fordelt under noderne med varierende mellemrum mellem ordene, og det viser, at Ulricksøn tilpassede teksten til nodernes placering. Samlet set giver noderne i Ulricksøns messebog udtryk for, at bogen var fremstillet som støtte til præsten i forbindelse med afvikling af messen. Det understreger trykkets funktion som håndbog (se afsnittet Messeordningen i messebogen 1535).
De noterede melodier knytter sig til nadverritualet og består af fadervor (blad A 4v), indstiftelsesordene før uddelingen af brød (blad B 1r) og før uddelingen af vin (blad B 1r-B 1v). Præsten skulle recitere teksten fra alteret, og dette afspejler sig i melodiernes opbygning, som i lange passager består af gentagede recitationstoner og små melodiske udsving, der følger tekstens betoninger og fraseopbygning. Melodien til fadervor er en bearbejdning af en fransk Pater Noster-melodi. Den anvendtes også i tyske protestantiske messeordninger fra slutningen af 1520'rne. Melodien til indstiftelsesordene kendes også fra tyske ordninger, og den er baseret på melodiudsnit fra fadervor-melodien (Glahn 1959:135).
Det kan ikke undre, at netop disse melodier er med i Ulricksøns messebog. De var en væsentlig del af den nye protestantiske messe, hvor nadveren var et vigtigt led, der var blevet reformeret efter den nye lære (se afsnittet Den liturgihistoriske baggrund). Også i kirkeordinansen 1537 beskrives nadverritualet i detaljer, men der ses kun tomme nodelinjer ved de to sange (blad 94v-96v). Det antyder, at melodierne forventedes at være kendt af prædikanterne i forvejen, eller at brugerne af bogen selv måtte anskaffe noderne til melodierne efter lokal tradition. I de senere udgaver af kirkeordinansen fra 1539 (Roskilde: Hans Barth) og 1542 (København: Hans Vingaard) tryktes indledningen til nadveren med noder. Sammenligner man disse melodier med melodierne i Ulricksøns messebog, er de ikke helt ens, men har dog væsentlige lighedstræk. En årsag til forskellene er nok, at Ulricksøn baserede sangene på en anden oversættelse af de evangelietekster, som nadverritualet består af. Men en forklaring skal nok også findes i, at Ulricksøns melodier stammede fra en lokal tradition. Melodierne kom nemlig også med i den messebog, som Lunds biskop Frans Vormordsen udgav i 1539 på Ulricksøns trykkeri. Dette peger i retning af, at nadverritualerne i Ulricksøns to messebøger beskriver lokale ceremonier i stiftet.
Når der ikke er noder til strofiske salmer i messebogen skyldes det, at messebogen var beregnet til at beskrive ritualer for præsten. Salmerne nævnes i form af begyndelsesordene, og det har derfor været nemt for prædikanterne at finde teksterne og melodierne i tidens salmebøger. På trods af nodernes fravær viser messebogen, at musik og sang var en vigtig del af den tidlige protestantiske messe i Danmark (se afsnittet Messeordningen i messebogen 1535 ). Musikalsk set var messen en blanding af den katolske kirkes sange og nye melodier til strofiske salmer, som var opstået i kredsen omkring Luther.
Messebogens beskrivelser af, hvordan salmer og sang skulle bruges ved kirkelige handlinger, er til tider temmelig uklare. Nogle dele skulle kun synges af præsten, andre dele omtales, som om de kun skulle synges af degnen (se afsnittet Messeordningen i messebogen 1535). Når det ikke fremgår entydigt, om menigheden eller degnen skal synge en salme, kan det skyldes et ønske om at tage hensyn til, hvad de enkelte menigheder var vant til at gøre. Samlet set tegner messebogen dog et billede af, at degnen skulle have en afgørende rolle i afviklingen af gudstjenesterne. Eftersom messebogen ikke omtaler kor, som deltog i afvikling af messen i bykirkerne, var messebogen nok beregnet til brug i landsbykirker (Abrahamsen 1919:71).
Messebogen 1535 repræsenterer et stadium i den tidlige lutherske liturgi i det østlige Danmark, hvis udvikling vi kan belyse ud fra kilder både før og efter 1535. Mest interessant i det perspektiv er påvirkningen fra Bugenhagens liturgiske arbejder (se nærmere afsnittet Messeordningen i messebogen 1535), som peger frem mod den senere udvikling i den dansk-norske statskirke.
Så vidt vi ved, er 1535-trykket det tidligste danske eksempel på en samlet udgivelse af messeordningen og ritualerne for fire mere specielle anledninger. I den følgende tid udkom flere ritualsamlinger, men det er ikke videre sandsynligt, at det skyldes netop messebogen fra 1535; snarere er der tale om en generel tendens til at give præsterne let adgang til centrale tekster. Messebogen er den ældste bevarede danske kilde til ritualerne for dåb og vielse, og samtidig finder vi her den tidligste kendte kilde til dødsforberedelse og begravelse. Ingen af teksterne fra 1535 ser ud til at have formet den videre udvikling.
Specielt for hymnologien er værket interessant ved at nævne et ret lille udvalg af salmer. I alt kan 11 salmer identificeres ud fra citaterne af indledningsordene, syv under messeafsnittet, en under dødsforberedelsen og tre under begravelsesritualet. Her står vi formentlig over for kernerepertoiret i danske menigheder i hvert fald i Skåne. Der er ingen musikalske oplysninger om salmerne, men dog noder til to af de faste led, fadervor og indstiftelsesordene.
I 1535 var Danmark i borgerkrig, splittet religiøst, socialt og politisk. Messebogen bekender klart kulør i konfessionel henseende: Titlen signalerer tilslutning til den reformatoriske bevægelse, og bogen bringer to Luther-tekster med udtrykkelig omtale af deres ophavsmand.
Den digitale udgave bygger dels på faksimilen i Danske messebøger fra reformationstiden, dels på de digitale faksimiler af det eneste bevarede eksemplar, som tilhører Karen Brahes Bibliotek og har signaturen A. 12-1 (jf. Dal & Poulsen 1959:153f). De er fremstillet af ProQuest til Tidlige europæiske bøger og kan tilgås med Det Kongelige Biblioteks søgefunktion (soeg.kb.dk) under "Een handbog som inde holler det hellige Euangeliske Messe embede".
Se endvidere Vejledning.
Erik Abrahamsen, Liturgisk Musik i den danske Kirke efter Reformationen. København: Levin & Munksgaards Forlag, 1919.
Niels Knud Andersen, "En Ny Psalmebog 1553", i En Ny Psalmebog 1553 I-II. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · Akademisk Forlag, 1983, bind II: 7-251.
Erik Dal og S.H. Poulsen, "Boglige Oplysninger", i Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959, s. 151-157.
Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959. Del I.
Åke Davidsson, Danskt musiktryck intill 1700-talets mitt, Studia Musicologica Upsaliensia 7. Uppsala: Almqvist & Wiksells, 1962.
Ludwig Dietz (udg.), Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1529.
Krister Gierow, Studier kring Malmø-bogen. Malmö: Allhem, 1979.
Henrik Glahn, "Messehåndbøgernes Melodistof", i Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959, s. 132-150.
Kirkeordinansen 1537/39, Det danske Udkast til Kirkeordinansen (1537), Ordinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et Ducatuum Sleswicensis Holtsatiæ etc. (1537), Den danske Kirkeordinans (1539). Udg. med indledning og noter af Martin Schwarz Lausten. København: Akademisk Forlag, 1989.
Peder Laurentsen, Malmø-bogen. Facsimile. Malmö: Allhem, 1979.
Martin Schwarz Lausten, indledning og noter i Kirkeordinansen 1989.
Kaj Mogensen, "Malmømessen", i Carl-August Andrén (red.), Reformationen i Norden. Kontinuitet och förnyelse. Lund: Nordiskt institut för kyrkohistorisk forskning · Gleerup, 1973, s. 193-216.
Claus Mortensen, Thet cristelighe mesßeembedhe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1529.
Lauritz Nielsen, Dansk Bibliografi 1482-1600, 2. udgave med supplementsbind ved Erik Dal. København: Det kongelige Bibliotek · Det danske Sprog- og Litteraturselskab · C.A. Reitzel 1996 (1. udgave af bind I-II 1919-1933).
[Malmøsalmebogen]. [Udg. af Christiern Pedersen]. Malmø: [Joh. Hoochstraten], 1533.
S.H. Poulsen, "Reformationstidens danske Liturgi", i Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959, s. 3-131.
Oluf Ulricksøn (udg.): Een handbog som inde holler det hellige Euangeliske Messe embede med sine formaninger oc brug som nu hollis y den Christne kircke Med Doben/ Bruduielse/ Oc huor mand skall søge de siuge Oc følge de døde til graffue/ oc begaa dennem effter Christi befaling oc Gudtz budt. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1535.
ORdinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et Ducatuum/ Sleswicensis/ Holtsatiæ etcet. Hans Vingaard: København, 1537.
S. Widding, Dansk Messe, Tide- og Psalmesang 1528-1573, I-II. København: Levin & Munksgaard, 1933.
Frans Vormordsen og Oluf Ulricksøn, Handbog Om den rette Euangeliske Messe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1539.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Velux Fonden • Privatlivspolitik
