Om Hans Thomissøns Den danske Psalmebog 1569

af Bjarke Moe og Marita Akhøj Nielsen

Kort om Den danske Psalmebog

I 1569 fik Danmark-Norge sin første kongeligt autoriserede salmebog. "Thomissøns salmebog" kaldes den gerne, efter udgiveren Hans Thomissøn (1532-1573), som var sognepræst ved Vor Frue Kirke i København og provst over Smørum og Sokkelund Herred. Den smukt trykte bog på over 800 sider samler reformationstidens danske salmesang i node og tekst. Der ligger mange års arbejde bag salmebogen, som indeholder 268 salmer med 216 melodier. Dem har Thomissøn indsamlet fra de ældre tryk og fra levende brug i de menigheder, han kendte til. Hvor der var flere versioner af en salme, har han sammenlignet dem og valgt den, han fandt bedst, og endelig har han redigeret stoffet omhyggeligt. Hans værk er den første danske salmebog, der konsekvent gengiver salmerne som en enhed af musik og ord.

Thomissøns indsats blev værdsat: Kort efter udgivelsen påbød kongen, at alle sognekirker i hans rige skulle anskaffe bogen, der skulle lænkes til degnens stol i kirken. Som den eneste tilladte salmebog skulle den bruges i kirker, skoler og hjem, og den bestemmelse gjaldt principielt i mere end hundrede år. Siden blev en stor del af salmerne optaget i de nyere salmebøger, undertiden kraftigt omarbejdet, men ikke sjældent genopdaget og ført tilbage til formen fra 1569. Også i den nyeste officielle danske salmebog findes en kerne på ca. 50 salmer fra Thomissøns værk. Derfor kan dens betydning for den dansk-norske salmesang ikke overvurderes, og den har gennem århundreder sat et markant præg på befolkningens livsopfattelse.

Den teologiske baggrund

På en prominent plads i sin salmebog (bladc 5v-c 6v) har Thomissøn valgt at bringe Martin Luthers fortale til Johann Walters Geystliche gesangk buchleyn (Wittenberg 1524). Fortalen fastslår som en almindelig kendt sandhed, at "det er gaat oc Gud behageligt at siunge Aandelige Loffsang". I Det gamle Testamente er der nemlig adskillige eksempler på, at høj og lav gerne lovpriste Gud med sang og musik, og det fortsatte i de kristne menigheder. Paulus har ligefrem befalet at synge åndelige viser og salmer "faar Herren aff hiertit" for at realisere Guds ord og den kristne lære. Det er stadig sådan, at Gud ved sin frelse gør de kristne så glade, at de ikke kan andet end at synge og tale derom, så andre også hører og modtager budskabet. Hvis man ikke vil tale og synge om frelsen, er det et tegn på, at man ikke tror (blad c 5v-c 6r).

Musikken skulle altså have en praktisk anvendelse i forkyndelsen. Sang var et effektivt middel til at udbrede evangeliet ved siden af prædikener og læsninger, ligesom musik spillede en vigtig rolle i lovprisningen af Gud. For Luther var musikken desuden et middel i reformationskampene: "Derfor haffuer ieg [...] set nogle Aandelige Viser [for] At det hellige Euangelium [...] kunde end oc saaledis komme paa Foden igen/ brugis/ fordis/ fremmis oc beuaris"(blad c 6r). Også moralsk har salmesangen en vigtig funktion: Den skal erstatte de uanstændige "Boleuiser" ('horeviser'), som ungdommen ynder, med gudfrygtig sang, der kan hjælpe dem til frelse (blad c 6r).

Luthers fortale stammede oprindelig fra en samling flerstemmige salmeudsættelser, og det er baggrunden for hans ønske om, "at disse Sang kunde end oc settis oc siungis paa fire stemmer". Thomissøn beholdt denne formulering, selvom melodierne i salmebogen kun gengives enstemmigt. Rent faktisk oversatte Thomissøn – i modsætning til sine danske forgængere – forordet ordret. Øjensynlig har han ikke ønsket at forholde sig frit til Luthers lære, sådan som tidligere generationer havde gjort. Tværtimod gav han den wittenbergske teologi en normativ karakter (Balslev-Clausen 2004).

I sin egen fortale (blad c 7r-d 4v) uddyber Thomissøn det lutherske syn på salmesang. Hans udgangspunkt er Paulus' opfordring til menigheden i Kolossæ om at lade Kristi ord få fremgang bl.a. ved at synge salmer for Gud (Kolosserbrevet 3, 16-17). I sin udlægning af teksten fremhæver han, at Guds ord skal forkyndes dagligt, ikke bare i kirken, men også hjemme, og det skal ske med forstand og engagement. Salmesang er ikke den ringeste måde at styrke troen på, for

Guds ord er i sig selff den allerliffligste Musica/ som giffuer trøst oc liff mit i dødsens nød/ oc rettelige kand fryde hiertet: Men naar der kommer en sød oc lifflige sang oc Melodie der til (som er ocsaa Guds synderlig gaffue) da faar denne Sang en ny krafft/ oc gaar dybere ind i hiertet/ saa at Texten/ som er saa gaat som Sangens Siel/ rører hiertet meer/ oc glemmis icke lettelig (blad c 8r).

Derfor har Helligånden også betjent sig af rim og vers i de bibelske salmer og lovsange, ligesom de kristne menigheder har gjort det fra den ældste tid. Der blev digtet og brugt mange dejlige kristne salmer, indtil sangen i 600-tallet fik overhånd og forhindrede prædikenen; oven i købet blev det latinske sprog påtvunget folk, som ikke forstod det (bladc 8r-d 2r). Det udvendige skråleri blev ligefrem et djævelsk afguderi, indtil Gud ved Morten Luther begyndte at åbenbare sit rene evangelium og "at lade ved hannem dictis skøne tydske Psalmer oc Aandelige Viser". Flere andre gudfrygtige mænd har gjort det samme, både i Tyskland og i Danmark, for at "Guds børn kunde bekiende/ loffue oc prise Gud met Psalmer paa deris egit maal/ som de forstaa" (bladd 2r).

Salmesangen på modersmålet er altså teologisk velbegrundet, og i den følgende gennemgang af de hidtidige danske lutherske salmebøger fremhæver Thomissøn da også den opbyggelige hensigt med det kirkemusikalske arbejde, som også han engagerede sig i.

Den liturgihistoriske baggrund

De prædikanter, der kæmpede for at gennemføre Luthers reformation i Danmark, måtte meget tidligt i deres virke skabe en evangelisk gudstjeneste. For dem var det naturlige udgangspunkt den katolske kirkes messe, som de var dybt fortrolige med – ligesom hele den øvrige befolkning var det. Store dele af messen var fuldt acceptable også for lutheranere, men den måtte nødvendigvis ændres på de punkter, Luther havde kritiseret som decideret ubibelske.

Det var først og fremmest nadverritualet, der skulle reformeres. I datidens gængse katolske opfattelse var nadveren et offer, som præsten frembar til Gud for at formilde ham, ganske som Jesus havde gjort ved sin død på korset. Den store betydning, der på den måde blev tillagt præstens handling, stred afgørende imod Luthers overbevisning om, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til frelsen. Mennesket er så gennemsyret af synd, at kun Guds nåde kan frelse en, hvis man tror på hans tilgivelse. Ved sin død på korset overtog Jesus menneskets synd og åbnede dermed vejen til Guds kærlighed. Den begivenhed skal nadveren aktualisere, så de kristne oplever fællesskabet med Gud og med hinanden.

Luthers kritik af den katolske kirkes fokus på gejstligheden som formidler mellem Gud og den troende havde videre konsekvenser. Efter hans opfattelse kan principielt alle lære Gud at kende gennem hans ord i Bibelen, som selvfølgelig skal oversættes til et sprog, alle kan forstå. Nu er bibelteksten ikke alle vegne klart gennemskuelig, og den kan forekomme fjern fra en senere tid. Derfor er der brug for, at veluddannede prædikanter forklarer bibelteksten og viser dens aktualitet. Men prædikantens rolle er beskeden, og hele menigheden skal tage aktivt del i gudstjenesten. Af praktiske grunde må man sætte nogle rammer, så det ikke ender i kaos. Menighedssangen er Luthers svar på disse fordringer.

Luther udarbejdede selv forskrifter for gudstjenesten i Formula Missae (1523) og Deutsche Messe (1526), og sammen med en kreds af ligesindede skrev han adskillige salmer. Med dem som udgangspunkt udkom der en række messehåndbøger og salmebøger forskellige steder i Tyskland. De blev forbilleder for de danske prædikanters arbejde med at udforme en evangelisk dansk gudstjeneste med menighedssang som et centralt element.

De ældste bevarede danske kilder stammer fra sidste del af 1520'rne. Som en følge af menighedssangens centrale position er der en glidende overgang mellem salmebøger og beskrivelser af gudstjenesten, gerne betegnet som messebøger. Messebøgerne indeholder ud over forskrifterne for gudstjenesten også salmer, og salmebøgerne har ikke kun menighedssange, men også en beskrivelse af gudstjenestens forløb. Bedst kender vi gudstjenesten i Malmø, som var centrum for reformationen i det østlige Danmark og er beskrevet i flere bevarede kilder.

Thomissøns messeordning

Strukturen i den danske evangeliske gudstjeneste lå i store træk fast allerede inden 1530. De fleste hovedelementer er videreført fra den katolske messe med lokale variationer. I 1537 underskrev kongen en ordning for den nye statskirke, den såkaldte kirkeordinans, som udstak retningslinjerne for biskoppernes og præsternes ansvar og satte rammerne for de kirkelige handlingers liturgiske forløb. Ordinansen var i sin oprindelige skikkelse på latin og blev senere revideret. Den danske Psalmebog udkom mere end 30 år efter indførelsen af reformationen i Danmark, men bygger i væsentlig grad videre på de tidlige protestantiske messer (Mogensen 1971), hvilket ses af den oversigt over gudstjenestens led, som Thomissøn gengiver. Elementerne i messen har i vidt omfang bevaret de gamle latinske eller græske betegnelser, som det er nyttigt at kende. De forklares ganske kort i den følgende oversigt over Thomissøns messeordning, "Om den Danske Euangeliske Messe", der bringes som det første register efter den egentlige salmebog (bladAaa 3r-Aaa 6r). Man kan undre sig over betegnelsen "Register", men den markerer, at messeordningen ikke anfører salmetekster, men kun giver første linje, fulgt af en sidehenvisning, eller sidehenvisning alene.

  • Introitus ('indgang'): dansk indgangssalme, frit valgt efter dagen

  • Kyrie eleison ('Herre, forbarm dig'): en af tre bestemte danske salmer, som tilsammen dækker kirkeåret

  • Gloria in excelsis Deo ('ære være Gud i det høje'): "Alleniste Gud i Himmerig"

  • Salutation ('hilsen'): præstens hilsen og menighedens svar, som synges til de anførte messetoner

  • Kollekt ('fællesbøn'): bøn, der er bestemt til dagen, og som messes af præsten

  • Epistel ('brev'): afsnit af apostelbrev fra Det nye Testamente eller tekst fra Det gamle Testamente, fastlagt til dagen og messet af præsten

  • Halleluja ('pris Gud'): dansk lovprisningssalme, frit valgt mellem otte salmer

  • Sekvens ('følge'): en af fire bestemte salmer, som tilsammen dækker kirkeåret; til jul synges en latinsk og en dansk salme som vekselsang, til påske og pinse to danske salmer som vekselsang, resten af kirkeåret en enkelt dansk salme

  • Salutation ('hilsen'): præstens hilsen og menighedens svar, som synges til de anførte messetoner

  • Indledningsformel til evangelielæsningen: præstens indledning og menighedens lovprisning, som messes

  • Evangelium ('godt budskab'): afsnit af et af de fire evangelier eller Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente, fastlagt til dagen og messet af præsten

  • Credo ('jeg tror'): den danske salme "Wi tro allesammen paa en Gud"

  • Formaning til bøn, fremsagt af præsten

  • Salme: en af tre fastlagte danske salmer

  • Prædiken

  • Salme eller litani ('bønfaldelse'): dansk salme, frit valgt efter dagen; i kriseperioder (fx krig) erstattet af litani, enten i form af dansk vekselsang, der messes, eller som dansk salme

  • Formaning til altergæsterne: Alterbogens formulering til skærtorsdag, som messes af præsten

  • Fadervor: den bøn, Jesus lærte sine disciple (gengivet i Mattæusevangeliet 6,7-13), som synges af præsten efter Alterbogens anvisning

  • Indstiftelsesordene: Jesu ord ved nadveren (gengivet fire steder i Det nye Testamente), som synges af præsten efter Alterbogens anvisning

  • Salme under nadveruddelingen: en af syv danske salmer, som synges af degnen og menigheden

  • Salutation ('hilsen'): præstens hilsen og menighedens svar, som synges til de anførte messetoner

  • Kollekt ('fællesbøn'): takkebøn, som læses af præsten

  • Salutation ('hilsen'): præstens hilsen og menighedens svar, som synges til de anførte messetoner

  • Velsignelse: Arons velsignelse i Det gamle Testamente 4. Mosebog 6,24-26 (den "aronitiske" velsignelse), som fremsiges af præsten

  • Udgangssalme: "Gud Fader vdi Himmerig" eller en anden salme

Thomissøns gudstjenesteordning kan ikke stå alene som norm for højmessen. Ved nadverliturgien henviser Thomissøn eksplicit til Alterbogen (Palladius 1556:389-395), og den må suppleres med bestemmelserne i kirkeordinansen (Kirkeordinansen 1537/39:166-73). Den tillader latinske sange ved højtiderne og i købstæderne, hvor også flere af de gamle indledningstekster til nadveren må bruges: Sursum corda (opfordringen til lovprisning "Opløft jeres hjerter til Herren"), Sanctus (lovprisningen "Hellig, hellig, hellig") og Agnus Dei (bønnen "O, du Guds lam"). Disse latinske messeled har Thomissøn samlet i sit fjerde register (blad Aaa 7v-Aaa 8r).

Salmebogens evangeliske messe realiserer idealet om en gudstjeneste på modersmålet med maksimal inddragelse af menigheden, især i form af salmesang, desuden som sungne svar på præstens tiltale. Det indebærer, at næsten hele gudstjenesten er blevet sunget; kun prædikenen er et markant talt indslag. Messen er ret enkel og kan fungere i vidt forskellige menigheder, både på land og i by, og den skal forstås som et forslag, ikke en ordre.

Salmebogens disposition efter emner indebærer i sig selv en vejledning til sang ved forskellige anledninger, og især det omfattende afsnit "Om Bøn oc Tacksigelse" (blad 246r-331v) giver en række konkrete forslag, både til hverdagens andagter: morgen og aften, før og efter måltidet (blad 314v-331v), og til særlige krisesituationer som pest (blad 264r), vejr med for meget eller for lidt regn (blad 265v) og krig (blad 266v). Om dåb, ægteskab, død og begravelse findes særlige afsnit, enkelte steder med meget konkrete anvisninger, særligt til brudesalmen "Hielp oss, O HERre Jesu Christ", der kan bruges af gode kvinder til "at siunge Brude til seng met" (blad 200v-201r). Et par salmer siges at være specielt velegnede for børn (blad 23r og 253r), men derudover er det sparsomt med vejledning til afsyngningen af salmerne; kun vekselsangene har krævet særlige anvisninger (fx blad 166v).

Thomissøns messeordning lå i tråd med den reformatoriske tanke, at udmøntningen af liturgien på mange områder var op til den enkelte liturg. Kirkeordinansen udstak rammerne for, hvordan højmessen og de daglige morgen- og aftenandagter (tidesangen) skulle afholdes, fx rækkefølgen af de liturgiske led, men indholdet var i høj grad bestemt af den enkelte præst. Således afsluttedes beskrivelsen af nadverritualet med bemærkningen om, at "her raader tieneren dog sielff altsammen" (Kirkeordinansen 1537/39:173). Også i valget af salmer rådede udstrakt frihed. Ikke sjældent foreskrev ordinansen blot, at der på et bestemt sted i messen skulle synges "en dansk sang" (Kirkeordinansen 1537/39:169) eller "nogre danske Psalmer" (Kirkeordinansen 1537/39:168). Denne valgfrihed afspejles også i Thomissøns ordning.

Princippet om valgfrihed blev dog kongemagten for vidtgående. I sin fortale til Gradualet, dateret 4. august 1565, udtrykte Frederik II utilfredshed med den "Wenighed ('uenighed') met Ceremonier och Sang/ vdi Kirckerne/ Saa vel vdi Kiøbstederne/ som paa Landsbyerne". Bekymringen for kirkesangen blev gentaget i en skrivelse til landets biskopper den 13. januar 1568, og kongen indskærpede nu, at man skulle følge kirkeordinansen, og at "alle kirkens ceremonier skulle bruges og holdes efter den ordning og skik, som holdes ud i Vor Frue Kirke" i København (Danske Kirkelove II:105-106).

Thomissøns salmebog skulle sammen med Jespersens graduale, som ganske vist først blev trykt i 1573, løse dette problem. Det vides ikke, hvornår Thomissøn igangsatte sit konkrete arbejde med salmebogen. At det skete på kongens befaling, fremgår imidlertid klart af Thomissøns forord (dateret 10. august 1569), hvori han henviser til kongens "naadigste beuilling oc befalning" om at udfærdige salmebogen. Bogtrykkeren Lorentz Benedicht tilføjede sin efterskrift med datoen 8. september samme år, og værket må have været offentligheden i hænde kort tid efter. Den nye udgivelse gav anledning til, at Frederik II den 5. november 1569 udstedte befaling til landets biskopper om at sørge for, at "thend Danske Bibel, forne Ny psalmebog, Ordinantzen oc Manualen, saa oc gradualen [...] mue bliffue indlagt i kirkerne oc med Jernkeder smidede oc hefftett tiill degnestolen" (Danske Kirkelove II:135-137). Med "Manualen" ('håndbogen') hentydes formodentlig til Palladius' Enchridion... Een Haandbog/ for sogneprester (1537) eller Alterbogen (1556). Befalingen blev udstedt, mens kongen opholdt sig i sin feltlejr under belejringen af Varberg i krigen mod Sverige. Syvårskrigen rasede, og Frederik II brugte ligesom sin fjende en salmebog til at samle riget: Then Swenska Psalmeboken (Stockholm 1567) var blevet udsendt som rigssalmebog, prydet med kongens våben på titelbladet. Set i dette storpolitiske perspektiv er Thomissøns udgivelse blevet betegnet som "en national manifestation", orkestreret af kongen (Lyster 2017:274).

Indplacering blandt andre salme- og messebøger

Thomissøns salmebog er ikke den første på dansk, men det er den første, som fik kongelig autorisation, reelt et påbud om, at den skulle lægges til grund for salmesangen i hele riget. Dermed erstattede den det store antal salmebøger, pamfletter og hæfter, som var blevet udgivet siden slutningen af 1520'erne. Dens indhold og udformning bærer da også præg af denne særstatus: Det er den første salmebog, der udgør en gennemarbejdet helhed. Man kunne 'nøjes' med denne bog, hvis man som menighed ønskede at deltage i salmesang i landets kirker, i skole og i hjem.

Samtlige salmetekster i bogen er udstyret med melodier, enten i form af noder eller med referencer til noder andetsteds i bogen. Denne helhedstanke er ny, når man sammenligner med de tidligere dansksprogede salmebøger. Malmøsalmebogen (1533) har ingen noder, og de er så sparsomme i En Ny Psalmebog (1553), at man måtte kende melodierne i forvejen, hvis man ønskede at synge salmerne. Dette viser, at Thomissøn stod på afstand og betragtede sin egen tids salmesang: Han voksede op under og efter indførelsen af protestantismen og må have set det som sin opgave at dokumentere salmesangens natur dybere end blot at konstatere, at den var en nedarvet praksis.

I sin fortale gør Thomissøn selv rede for sit forhold til de tidligere danske salmebøger. Som forgængere nævner han Claus Mortensøns og Hans [Olufsen] Spandemagers salmebog udgivet 1528, udvidet 1529 og 1534, og Hans Tausens salmebog fra 1544. Da Thomissøn som rektor for latinskolen i Ribe skulle undervise eleverne i at synge danske salmer i kirkerne, erkendte han, at der ikke alene manglede noder til mange af salmerne, men også oversættelser af en række tyske salmer i Luthers sidste salmebog. Derfor begyndte han at indsamle "de rette gamle Noder til huer Psalme/ oc at vdsette ('oversætte') nogle besynderlige ('særligt udvalgte') Psalmer aff Tydsken" (blad d 2v-d 3r). Som præst ved Vor Frue Kirke i København fra 1561 fortsatte han dette arbejde.

Efter sin egen opgørelse har han udvidet det danske salmerepertoire med ca. 150 sange. Oven i købet har han luget ud i de varierende versioner af de enkelte salmer og har gennemført den københavnske tradition som standard, både musikalsk og tekstligt. Hans redigeringsarbejde har også omfattet selve ordningen af salmerne "vnder vor Christendoms HoffuitArtickler/ paa det at mand dissbedre kunde finde de Psalmer/ som komme offuer eens met huer synderlige Høytid eller den dags Predicken" (blad d 3r-d 3v). I videst muligt omfang har han oplyst forfatternavnene (men ikke melodiernes ophav); specielt de tyske forfattere er anført som bevis på, at Danmark-Norge har samme forkyndelse i kirker og skoler som Wittenberg. Thomissøns omhyggelige registrering af teksternes herkomst strækker sig videre end forfatterangivelserne til de enkelte salmer. I seks af bogens afsluttende ni registre oplyser han om teksternes baggrund i Bibelen eller i den katolske tid. På dette punkt er hans salmebog et nybrud; ingen af hans forgængere har systematisk registreret teksternes proveniens.

Derimod viderefører bogen en gammel tradition med sit første hovedafsnit, kalendariet, dvs. den kirkelige kalender (blad a 2v-c 5r). Siden den tidlige middelalder var det skik at indlemme sådanne kalendarier forrest i de liturgiske bøger for at muliggøre de komplicerede beregninger af påskens årlige placering, som er bestemmende for hele kirkeåret (Geert Andersen 1976-77:103f).

Thomissøns arbejde med at samle, redigere og formidle salmerne var præget af en særlig faglig interesse, som rakte ud over de rent praktisk-musikalske behov, hans salmebog skulle imødekomme. Han var ikke alene den praktiske præst og skolemand, men repræsenterede også renæssancens lærde arbejde med indsamling, registrering og ordning af kulturarven.

Værkets liturgi- og kirkehistoriske rolle

Med kongelig autorisation i en rundskrivelse af 5. november 1569 blev Thomissøns salmebog lagt til grund for salmesangen i landets kirker og skoler. Dermed blev den salmebog for præst, degn og menighed. Som kirkesalmebog imødekom værket den valgfrihed, som kirkeordinansen gav præsterne i tilrettelæggelsen af gudstjenesterne. Bogen var tænkt som den ene af to musikalske bøger, der skulle befinde sig i alle kirker landet over. Den anden var Jespersens graduale, som skulle anvendes af degnen eller korlederen. Dog havde disse musikalske medarbejdere i kirkerne også brug for salmebogen. Af samme grund havde de to bøger væsentlige overlap: Thomissøns bog indeholdt andet end menighedssalmer, ligesom Jespersen gengav andet end liturgiske sange.

I katolsk tid havde man med tidebønnerne, der blev afholdt flere gange dagligt, været vant til at synge alle Davidssalmer igennem på en uge. Davidssalmerne udgjorde fortsat en væsentlig del af de protestantiske salmebøger, nu i form af strofiske gendigtninger på modersmålet. Thomissøns salmebog indeholder 49 sådanne gendigtninger, som brugtes ved morgen- og aftensang og som indgang eller introitus til messen. Ofte gengives disse salmer under deres latinske titler i salmeindledningerne ligesom i registret over Davidssalmer (blad Aaa 6v-Aaa 7r), sandsynligvis for at præsterne kunne genkende navnene fra den almindeligt udbredte latinske bibel Vulgata. Samtidig gav det mulighed for at skelne forskellige gendigtninger af den samme salme, fx "O Gud aff Himmelen see her til" (blad 212v) og "O Herre Gud aff Himmerig" (blad 214r), som begge bygger på Salme 12, Salvum me fac Domine.

Salmebogen indeholder sange til rent liturgisk brug, fx til messens ordinariumsled, dvs. de sungne led, hvis tekster er identiske alle søn- og helligdage. Det drejer sig om fire kyrie-sange, to sanctus-sange, herunder Luthers gendigtning "Esaias den Prophet monne det saa gaa", desuden strofiske gendigtninger af Gloria in excelsis Deo ("Alleniste Gud i Himmerig") og af Agnus Dei ("O Guds lam wskyldig"). Også syv halleluja-sange fandt vej til salmebogen og gav mulighed for en vis variation kirkeåret igennem. Hertil kom liturgiske sange, som brugtes lejlighedsvis, fx Tibi laus ("Dig være loff oc priss O Herre Christ", blad 127r), fordanskninger af latinske hymner (fx himmelfartssangen "Den ypperste Høytid oc stor Aandelig glæde", blad 97r), sekvenser (fx "Kom hellig Aand Herre Gud", blad 103r) og antifoner eller vekselsange (fx "Christum vor Salighed" som antifon til Simeons lovsang, blad 303v). Ifølge register IV indeholder bogen 40 sådanne oversatte sange, som stammede fra katolsk tid.

Bagest i sin salmebog tilføjede Thomissøn et register over "den danske Euangeliske Messe" (jf. afsnittet om Den liturgihistoriske baggrund). I forhold til denne kortfattede og generelle messeordning har Jespersens graduale flere valgmuligheder (Sørensen 1969:70; Ottosen 1990:270). Det skal dog fremhæves, at Thomissøns anvisninger kan tolkes meget bredt, hvad der afspejles i salmebogens store omfang. Hvad dens liturgiske rolle angår, er den at betragte som en torso: Man kunne ikke gennemføre en messe baseret på dette værk alene, men måtte også inddrage Alterbogen, som udtrykkeligt nævnes, og kirkeordinansen. Thomissøns salmebog bør derfor ses som én af flere skrifter, der dokumenterer reformationstidens salmesang.

Som menighedens bog indeholder værket tekster og musik til de led i messen, som kirkegængerne forventedes at deltage i. Det gælder både strofiske salmer og liturgiske sange i ubunden stil, altså uden rim og regelmæssig versstruktur. Men den enkelte kirkegænger har næppe siddet med bogen i hånden og sunget. Salmerne blev lært udenad, og det fremhævede Thomissøn i sit forord som en positiv virkning af bogen: "Rim oc Sang læris snart met lyst/ oc kunde best ihukommis" (blad d 4r). Skeler man til de salmeforslag, som Thomissøn selv angiver i sin messeordning (blad Aaa 7v), var kun ca. 20 salmer i fast brug året rundt, og dem har folk været fortrolige med (Thodberg 1996:44). I skole og hjem havde bogen en rolle ved andagter, og den blev brugt, når der skulle synges bordvers, morgen- og aftensange.

Værkets indhold

Thomissøns salmebog er et digert værk med mange forskelligartede afsnit. Derfor kan det være nyttigt at have en indholdsoversigt som den, der følger her.

Oversigt

  • Titel: blad a 1r

  • Kongens våben: blad a 1v

  • Emneregister over salmerne: blad a 2r

  • Kalendarium: blad a 2v-a 8r

  • Forklaring af kalendariet: blad a 8v-c 5r

  • Luthers fortale: blad c 5v-c 6v

  • Thomissøns fortale: blad c 7r-d 4v

  • Salmer om Kristi komme til verden: blad 1r-3r

  • Salmer om Kristi fødsel: blad 3r-29r

  • Salmer om Kristi person og embede: blad 29r-61v

  • Salmer om Kristi pine og død: blad 61v-82v

  • Salmer om Kristi opstandelse: blad 82v-96r

  • Salmer om Kristi himmelfart: blad 96v-99v

  • Salmer om Helligånden: blad 99v-108r

  • Salmer om treenigheden: blad 108v-111v

  • Salmer om katekismen: blad 111v-131v

  • Salmer om Guds ord: blad 131v-146r

  • Salmer om skabelsen: blad 146r-149v

  • Salmer om loven og evangeliet: blad 150r-172r

  • Salmer om pønitense (bod): blad 172v-189v

  • Salmer om den kristelige kirke: blad 190r-194v

  • Salmer om ægteskab: blad 195r-203r

  • Salmer om verdslig øvrighed: blad 203v-210r

  • Salmer om korset og trøst: blad 210r-246r

  • Salmer om bøn og taksigelse: blad 246r-331v

  • Salmer om døden og begravelse: blad 332r-350r

  • Salmer om dommedag og opstandelse: blad 350r-370v

  • Register I: om den danske evangeliske messe: blad Aaa 3r-Aaa 6r

  • Register II: Davidssalmer: blad Aaa 6v-Aaa 7r

  • Register III: andre steder fra den hellige skrift: blad Aaa 7r

  • Register IV: latinske hymner, sekvenser, responsorier og antifoner på dansk: blad Aaa 7v-Aaa 8r

  • Register V: gamle sange, som har været brugt i pavedømmet: blad Aaa 8r-Aaa 8v

  • Register VI: gamle papistiske sange, som er korrigeret og rettet: blad Bbb 1r

  • Register VII: sange, som er samlet fra Hr. Michaels papistiske rim: blad Bbb 1r -Bbb 1v

  • Register VIII: salmer, der indeholder flere lærdomme (lærepunkter): blad Bbb 2r -Bbb 3v

  • Register IX: alfabetisk register over alle salmer: blad Bbb 4r-Bbb 9v

  • Latinsk digt om salmebogen af Anders Sørensen Vedel: blad Bbb 9v

  • Bogtrykkerens efterskrift: blad Bbb 10r

  • Kolofon: blad Bbb 10r

Titlen

Hovedtitlen, Den danske Psalmebog, virker i dag selvfølgelig, fordi folkekirkens autoriserede salmebog siden 1953 har båret samme navn (Malling 1978:42). Imidlertid gik der et stykke tid, før betegnelsen salmebog om en samling religiøse sange til brug ved gudstjenesten vandt hævd (Andersen 1983:21f); i middelalderen betegnede psalm med enkelte undtagelser en af de gammeltestamentlige Davidssalmer (https://gammeldanskseddelsamling.dk, under ordet psalm). I den nye betydning blev ordet første gang brugt i messehåndbogen fra 1535 (Ulricksøn 1535:A 1v), og som titel findes det tidligst i salmebogen fra 1553 (En Ny Psalmebog:A 1r).

Undertitlens oplysninger er – i modsætning til mange anbefalende titelblade – fuldstændig korrekte: Bogen indeholder "mange Christelige salmer", de er bragt i en gennemtænkt orden ("Ordentlig tilsammenset"), der er flere end i nogen tidligere dansk samling ("formeret"), og salmerne er redigeret indsigtsfuldt ("forbedret").

Udgiverens navn står centralt på siden, men uden titler. Trykstedet København og bogtrykkerens navn Lorentz Benedicht er placeret, som konventionen bød, men uden udgivelsesår, der oplyses senere i bogen: i dateringen af Thomissøns fortale (blad d 4v) og Benedichts efterskrift (blad Bbb 10r), foruden i kolofonen (sst.). Nederst på siden kommer den afgørende oplysning om bogens status: Den er udgivet med kongens nåde og privilegium.

Kalendariet

For en moderne betragtning virker det besynderligt at indlede en salmebog med et langt afsnit om kalenderberegninger (blad a 2r-c 5r). Thomissøn er her i overensstemmelse med en gammel kirkelig tradition. Siden det 9. århundrede var det skik at indlede liturgiske håndskrifter med en evighedskalender, specielt tilpasset kirkens behov (Geert Andersen 1976:103f). Kalendarium er betegnelsen for denne type kalender.

Kalendariets hovedformål er at fastlægge, hvornår påsken og dermed en række andre helligdage falder gennem en årrække. Fordi kalendariet lægger fundamentet for hele kirkeårets forløb, har det været praktisk at placere det allerførst. Omdrejningspunktet er påskedag, som er den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Sådan er det stadig; vi oplever den dag i dag, at påsken og forårets helligdage falder på forskellige datoer for hvert år.

Fastlæggelsen af påskedags placering går tilbage til det vigtige kirkemøde i Nikæa i 325. Dermed valgte den kristne kirke at fastholde den gamle jødiske kalender, der havde månens positioner og faser som udgangspunkt. Det skete på trods af, at kirken for længst havde indrettet sig på at følge den gængse romerske kalender, som byggede på solens bevægelser. Kravet om, at påskedag skal falde på en søndag, indebærer, at syvdagesugen bliver endnu et parameter for kirkekalenderen. Det kræver betydelig astronomisk indsigt og matematisk begavelse at få dette system af inkommensurable størrelser til at gå op – og stemme med de iagttagelser af himmellegemerne, som enhver kan gøre, fx af månens faser (Geert Andersen 1976:102-104, Andersen 1983:31-33).

Middelalderen igennem raffineredes metoderne til udarbejdelsen af den kirkelige kalender. I senmiddelalderen fik den endnu større betydning for hele befolkningen, fordi man mente, at månens stilling i forhold til stjernetegnene havde afgørende indflydelse på kroppens funktioner og dermed på medikamenters (især åreladnings) effektivitet (Andersen 1983:34, 39-42).

Naturligvis mistede kalenderen ikke sin betydning ved reformationen. I hvert fald fra 1526 blev der trykt kalendarier forrest i lutherske bøger, først i bønnebøger og fra og med Malmøsalmebogen (1533) også i salmebøger. I de danske salmebøger fortsatte skikken det 17. århundrede igennem (Andersen 1983:25f).

Selve kalendariet i Thomissøns salmebog fylder 12 sider, én til hver måned (blad a 2r-a 8r), og i fem kolonner oplyses de vigtigste karakteristika for hver dag. Opsætningen er kompliceret, og for at lette læsningen er der anvendt både rød og sort skrift. Efter kalenderen følger en forklaring af hele opstillingen og de centrale begreber, i alt 26 sider (blad a 8v-c 5r). Her skal kun gives en ganske kort orientering om de komplicerede sager (se nærmere Dal 1997:34-47, Andersen 1983:25-46, Malling 1978:42-44 og Geert Andersen 1976).

Kalendariets første kolonne indeholder det såkaldte gyldental. Hvert år har et gyldental, fra 1-19, som betegner, hvornår der er nymåne i årets løb. Nymånen falder nemlig på samme dato med ca. 19 års mellemrum. Årets gyldental findes ved en forholdsvis enkel beregning, og når man har bestemt dets værdi, fx 8, ved man, at der er nymåne alle dage med tallet 8. Gyldentallet behandles grundigt i den efterfølgende forklaring (blad b 1r-b 5r).

Anden kolonne er datoen.

Tredje kolonne er det såkaldte søndagsbogstav, et af syv bogstaver, A-g, der betegner ugedagene. 1. januar får altid bogstav A, og når man kender den datos ugedag, fx onsdag, kan man lynhurtigt se, hvornår onsdagene falder i hele året. Systemet forklares grundigt af Thomissøn med specielt henblik på fastlæggelsen af påskedag og de øvrige rørlige eller bevægelige fester (blad b 5r-c 2v).

Fjerde kolonne er en cisiojanus, en remse, der skal hjælpe til at huske årets festdage og de gamle helgenfester. Den skal læses lodret, så begyndelsen af januar huskes ved hjælp af det meningsløse ord "cisiojanus". Huskeremser var et yndet pædagogisk hjælpemiddel i datiden, hvor mange ikke kunne læse og kun få havde råd til at købe bøger. Det kan forekomme sært, at en luthersk salmebog giver sig af med helgenfester. Det er ikke udtryk for helgendyrkelse, som var afskaffet med reformationen, men afspejler, at den gængse datering stadig holdt sig til helgendagene frem for de nummererede datoer. Vi har stadig rester af denne liturgiske datering, fx sankthansaften. Thomissøn forklarer ikke, hvad en cisiojanus er, men giver en alternativ huskeremse på danske vers (blad c 2v-c 3v).

Femte kolonne indeholder broget blanding af nyttige oplysninger: astronomiske forhold som solopgang og solnedgang, dagens og nattens længde, desuden helgendage og vigtige historiske begivenheder. Udvalget af især de sidste giver et interessant indblik i en veluddannet danskers horisont anno 1569. Kolonnens indhold kommenteres ikke af Thomissøn, men han slutter sin forklaring af kalendariet med en oversigt over sol- og måneformørkelser i de kommende 19 år (blad c 3v-c 5r). Også dette afsnit giver et forbløffende indblik i datidens forestillingsverden: Efter en nøgtern forklaring af årsagen til måneformørkelser følger en teologisk udlægning af fænomenet: "Saadanne Formørckelse skeer i disse Aaringer saare mange oc forskreckelige/ oc ere verde at acte som visse ('sikre') tegn/ huilcke der giffue oss tilkiende/ at Jesu Christi tilkommelse oc Dommedag ere nær" (c 4r).

Fortalerne

Umiddelbart efter det store kalenderafsnit har Thomissøn placeret "Doctor Morten Luthers Fortale" (blad c 5v-c 6v). Det er Luthers berømte fortale til Johann Walters Geystliche gesangk buchleyn (Wittenberg 1524), ofte kaldet "Wittenbergkorsangbogen" (fx Andersen 1972:24f). Siden blev fortalen genoptrykt i adskillige tyske salmebøger, både høj- og nedertyske. Den blev oversat til dansk og trykt allerede i den ældste kendte danske salmebog Een ny handbog (1529) i en ret fri gengivelse, som især udmærker sig ved at tilføje yderligere bibelske eksempler på gudelig sang (Andersen 1983:23f). I sin salmebog fra 1533 (Malmøsalmebogen) bragte Christiern Pedersen denne fortale i en sprogligt gennemarbejdet form, som blev overtaget i En Ny Psalmebog (1553).

Thomissøn følger altså en veletableret tradition ved at trykke Luthers fortale fra 1524, men han holder sig til reformatorens egen formulering. Fortalen fungerer som den teologiske begrundelse for salmebogen og for hele den lutherske menighedssang (se afsnittet Den teologiske baggrund).

Luthers fortale følges af Thomissøns egen, hvis første del uddyber Luthers bibelske begrundelse for salmesangen (blad c 7r-c 8v, jf. afsnittet Den teologiske baggrund). Dernæst giver Thomissøn en regulær oversigt over salmesangens udvikling i den kristne kirke helt op til hans umiddelbare forgængere, de danske salmebøger fra reformationstiden (bladc 8v-d 2v). Sidste del af fortalen er en redegørelse for hans eget arbejde med salmebogen (blad d 2v-d 4v). Den afsluttes med en udførlig bøn for det lutherske samfund "vdi disse Riger" og dateringen 10. august 1569. Det er det storslåede historiske perspektiv og de indsigtsfulde karakteristikker af perioder og værker, der berettiger Erik Dals vurdering af Thomissøns fortale som "vor første hymnologiske afhandling" (Dal 1997:12).

Sin blivende betydning har fortalen som den tidligste kilde til den danske salmehistories første årtier. Efter en periode med en vis skepsis over for den historiske værdi af fortalens oplysninger har Niels Knud Andersens hymnologiske undersøgelser vist, at Thomissøns "historiske oplysninger synes pålidelige", og derfor kan han fastslå, at fortalen er "den vigtigste kilde til vor ældste salmehistorie" (Andersen 1972:64f).

Den indholdsrige fortale er en nyskabelse i den danske salmebogstradition. For de tidligere salmebogsredaktører har Luthers fortale været tilstrækkeligt; kun Ludwig Dietz har i sin udgave fra 1536 et nyskrevet forord, som hovedsagelig beskriver forholdet mellem en (nu tabt) salmebog fra 1529 og Dietz' genoptryk af samme (Nogle nye Psalmer oc Lofsange). Det er ikke kun ved sin fortale, Thomissøn hæver sig højt over sine forgængere, hele hans salmebog vidner om hans dybe kendskab til og forståelse for salmesangen.

Ordningen af salmerne

Salmerne er inddelt i 25 afsnit, som Thomissøn selv kalder "Artickler" (blad Bbb 2r), fordi de svarer til lutherdommens vigtigste lærepunkter, "trosartikler". De første otte tager udgangspunkt i kirkeårets opbygning efter højtiderne, som hver især aktualiserer faser i Jesu liv og grundlæggelsen af den kristne kirke. De følgende afsnit er tematiske med udgangspunkt i den kristnes liv, hvor børnelærdommens eller katekismens centrale punkter indtager førstepladsen. Thomissøn var selv opmærksom på overlap i temaerne, og for at hjælpe læseren tilføjede han et register "paa de Psalmer/ som indeholder flere Lærdommer/ oc kunne derfor henføris til andre oc flere Artickler" (blad Bbb 2r).

Salmebogen var beregnet til at støtte menighedens salmesang, som efter Luthers idealer skulle udgøre en væsentlig del af en protestantiske messe. Derfor indtager de strofiske salmer på modersmålet en prominent plads i Thomissøns salmebog. 60 af de 217 melodier, som gengives, stammede fra tiden efter 1524, hvor de første lutherske sangbøger så dagens lys. Thomissøn havde imidlertid sans for bredden af det kirkemusikalske repertoire, og over en tredjedel af melodierne er af førreformatorisk oprindelse. Optagelsen af ni latinske sange viser desuden, at Thomissøn ikke ønskede at udgrænse de konservative, som var ængstelige ved den nye lære. Snarere ser hans salmeudvalg ud til at havde være præget af en idé om mangfoldighed i kirken.

Også tekstligt favner Thomissøn vidt. Hans respekt for den ældre kirkelige tradition viser sig i de mange bearbejdelser af overleverede tekster lige fra Davids salmer i Det gamle Testamente til den danske digter Hr. Michaels digt om rosenkransen fra 1496, opregnet i kronologisk orden i de systematiske registre II-VII.

Næsten alle Luthers salmer er med i dansk oversættelse. I alt skrev han ca. 37, og 31 af salmerne hos Thomissøn angives udtrykkeligt at være forfatter af reformatoren (Dahlerup 2016:43-51; Korth 2017; Kjærgaard&Paulsen 2017). De står spredt i salmebogen, fordelt på lidt over halvdelen af emneafsnittene. Undertiden, men langtfra konsekvent, står de som afsnittets første nummer; meget markant er det dog, at den første salme overhovedet er Luthers "KOm Hedningers Frelser sand", en gendigtning af kirkefaderen Ambrosius' hymne "Veni redemptor gentium" (blad 1r). Også kredsen omkring reformatoren er pænt repræsenteret, af bl.a. Elisabeth Cruciger (blad 29r) og Paul Eber (blad 266v m.fl.). Blandt de 21 danske digtere optræder de første lutherske prædikanter, fx Hans Tausen (blad 44v m.fl.), men også lægfolk som adelsmanden Erik Krabbe til Bustrup (blad 68r m.fl.) og hans søster Elsebe (blad 313r). I salmebogen ser man da "alle stænder rykke ud for efter evne at besynge den nye troserfaring" (Dal 1997:25).

På grund af salmebogens opbygning er liturgiske sange spredt ud i bogen. Eksempelvis er kyrie-salmerne fordelt ud efter deres tilknytning til jul, påske, pinse eller bededag ligesom gloria-salmen "Alleniste Gud i Himmerig" forekommer i afsnittet "Om den Hellige Trefoldighed". Kun de syv halleluja-salmer, som efter kirkeordinansen og Thomissøns messeordning kunne anvendes mellem epistel- og evangelielæsningen, gengives i rækkefølge i afsnittet om bøn og taksigelse.

Registrene

Umiddelbart efter salmerne følger Thomissøns ni registre. Det er helt usædvanligt med en så omhyggelig og specificeret redegørelse for en salmebogs indhold, og sammen med fortalens hymnologiske oversigt giver den indtrykket af en ambitiøs lærd med et videre sigte end den praktiske anvendelighed. Den er naturligvis hovedformålet, hvad der viser sig i en fin lille detalje som brugen af punktum og kolon efter bladtallene, hvoraf det første betegner recto- eller forsiden, det andet verso- eller bagsiden; i moderne henvisninger er konventionen at anvende henholdsvis r og v. I øvrigt er registrene af meget forskellig art.

Det første register, "Om den Danske Euangeliske Messe" (blad Aaa 3r-Aaa 6r), er en gudstjenesteordning for højmessen i den danske statskirke (se nærmere afsnittet Den liturgihistoriske baggrund). Der er tale om et register, for så vidt som der henvises til salmerne, der altså ikke trykkes i afsnittet.

De følgende seks registre er bestemt af salmernes oprindelse, og de står i kronologisk orden.

Register II (blad Aaa 6v-Aaa 7r) opregner 49 danske gendigtninger af i alt 40 gammeltestamentlige Davidssalmer. De er anført i nummerorden efter Salmernes Bog og med de latinske begyndelsesord fra den gængse latinske Bibel, Vulgata. I en del tilfælde har Thomissøn optaget to eller tre gendigtninger, men det fremgår alene af antallet af sidehenvisninger. Hvor kun dele af en salme er gendigtet, meddeles det med formlen "Aff den x. Psalme", undertiden udvidet med emnet, fx "Om Døden".

Valget af latinske betegnelser er naturligvis et vidnesbyrd om latinens fortsat vigtige rolle i kirkelivet, men samtidig er det også det mest praktiske. Registrets funktion er at gøre Davidssalmerne nemme at finde, og derfor er det ikke hensigtsmæssigt at bruge gendigtningernes første verslinje som indgang. Alternativet havde været at citere indledningerne efter Christian 3.s danske bibel fra 1550, men dens ordlyd har næppe været indarbejdet.

Register III (blad Aaa 7r) medtager "Andre stæder aff den hellige Scrifft/ som siungis i denne Bog". Det drejer sig kun om 14 salmer, anført i Bibelens rækkefølge og med skriftstedet som indgang. Påfaldende er det, at den sidste er forfattet er kirkefaderen Augustin, måske et vidnesbyrd om Thomissøns (og Luthers) store respekt for netop Augustin. Det er lidt forskellige oplysninger, der gives om de enkelte salmer, rimeligvis bestemt af hensynet til den, der skulle vælge salmer til gudstjenesten. For ham har det været godt at vide, at et uddrag af Mattæusevangeliet kapitel 6 er rettet "Mod bugsorg", dvs. for stor interesse for mad og drikke.

Register IV (blad Aaa 7v-Aaa 8r) omfatter 37 latinske liturgiske sange, der er gendigtet i 40 danske salmer. Typerne er specificeret som hymner (lovsange), sekvenser (sange, der fulgte halleluja), responsorier (svar) og antifoner (omkvæd eller svarvers efter fx en Davidssalme). Indgangene er de latinske førstelinjer.

Register V (blad Aaa 8r-Aaa 8v) dækker ti gamle sange, der blev brugt i den katolske tid. I en lille indledning til registret oplyser Thomissøn, at han har samlet disse sange som bevis for, at der selv under pavedømmet var fromme kristne, som takket være Guds nåde havde den rette kundskab om Jesus. Sådanne danske sange blev sunget forskellige steder, men ikke meget i kirkerne – "Thi alle vraaer ('kroge') vaare i Paffuedommet fulde aff Latine sang/ huilcket den menige Almue icke forstaa kunde". Indledningen lader forstå, at registret medtager sange på dansk, men et par er faktisk latinske, og to er makaroniske, dvs. med verslinjer på skiftevis latin og dansk. Efter skildringen af den mørke fortid takker Thomissøn Gud for evangeliets klare lys, som har gjort det muligt at lovprise Gud med salmer ikke bare i hjemmene, men også i kirkerne.

Register VI (blad Bbb 1r) indeholder otte "gamle Papistiske Sang/ som ere Corrigeret oc rettede". Der er ingen forklarende indledning, men to steder viser tydeligt, hvordan Thomissøn har korrigeret de gamle tekster: Under linjen med den gamle titel "Jeg vil mig en Jomfru loffue" er "Herren" indsat direkte under "en Jomfru", og på samme fikse måde er "Maria" rettet til "O Jesu" i "Maria bold/ met megit vold".

Register VII (blad Bbb 1r-Bbb 1v) har kun fire salmer. Om dem oplyser den lille indledning, at også de er "Papistiske", men har en ganske særlig oprindelse, idet de stammer fra det lange digt om jomfru Marias rosenkrans, som Odensepræsten hr. Michael forfattede i 1496. Thomissøns forsvar for medtagelsen af de fire sange er berømt som et led i dannelsen af den danske litterære kanon (Conrad 1997:513f). Først afviser han, at formålet skulle være at "stadfeste den slemme Affgudsdyrckelse oc Wgudelig blindhed/ som findis i den Bog eller andre hans scriffuelser". Derfor har Thomissøns redigeret Hr. Michaels digt: "Huad der findis ilde aff hannem lagd Jomfru Marie til/ det haffuer ieg met rette set om vor Herre Jesu Christo". Grunden til overhovedet at beskæftige sig med den gamle papists værk er æstetisk: "huad kand bedre sigis/ end det hand beslutter ['afslutter'] Jesu Christi pines Historie met?" Og indledningen slutter med et citat af fire verslinjer af Hr. Michael, som ganske rigtigt er glimrende poesi.

Register VIII har systematiseret "de Psalmer/ som indeholde flere Lærdommer" og derfor er relevante for flere af salmebogens emneafsnit og kan bruges ved forskellige lejligheder (blad Bbb 2r-Bbb 3v). Registret er et udtryk for den valgfrihed, Thomissøn også praktiserer i sin gudstjenesteordning. Af salmebogens 20 emneafsnit og fem underafsnit er henholdsvis 13 og tre med i registret; under hvert står de salmer, som i salmebogen er placeret under andre emner.

Det sidste register er et alfabetisk register over salmernes førstelinjer (blad Bbb 4r-Bbb 9v). Her er danske og latinske salmer indplaceret i ét og samme alfabet, men de er dog nemme at adskille, fordi de danske er trykt med fraktur ("gotiske" bogstaver) og de latinske med antikva ("latinske" bogstaver). For at få fuldt udbytte af registret skal man vide, at æ er alfabetiseret som e, ø efter o og å som aa, og at u i begyndelsen af ord skrives v og alfabetiseres derefter (således "Vden Herren opholder vort huss" blad Bbb 9r). Registret er introduceret i Thomissøns fortale (blad d 3v-d 4r), fordi han her på diskret vis har markeret de salmer, han selv har digtet (markeret med hjulkors) eller oversat (med asterisk). Det drejer sig om henholdsvis 8 og 37 salmer.

Anders Sørensen Vedels æredigt

Umiddelbart efter det sidste register står et lille latinsk digt, som udfylder siden. Æredigtet er forfattet af den unge renæssancehumanist Anders Sørensen Vedel (1542-1616), som med sit digt vil lovprise bogen og hylde sin højtelskede lærer, magister Hans Thomissøn, som han skriver. Blandt tidens lærde var det en udbredt skik at skrive latinske hyldestdigte i bøger af venner og bekendte. Ved at trykke Vedels lille digt i sin bog markerer Thomissøn, at han tilhører den eksklusive kreds af lærde i Danmark. Det har han også vist med den salmehistoriske redegørelse i fortalen, med oplysningerne om forfattere, oversættere og bearbejdere i indledningerne og med den systematiske registrering af salmernes proveniens i register II-VII. Måske er Vedels æredigt henvist til den beskedne plads for ikke at overspille lærdomsaspektet.

Bogtrykkerens efterskrift og kolofon

På bogens sidste blad taler bogtrykkeren, Lorentz Benedicht († ca. 1604), direkte til læseren. Han fortæller ganske kort om Hans Thomissøns arbejde med at redigere værket og hans egen store indsats for at trykke bogen til Guds ære og til gavn for de gudfrygtige i Danmark og Norge. På den baggrund beder han læseren om at bruge bogen, som den er tænkt, og efterskriften afrundes med en bøn til Gud om at bevare sin kirke og den rene forkyndelse "iblant oss". Efterskriften dateres 8. september 1569, altså en månedstid efter Thomissøns fortale.

Som traditionen bød, slutter bogen med oplysninger om trykkested, bogtrykker og årstal, gerne benævnt med det græske ord kolofon 'det sidste'. Efter kolofonen følger den vigtige oplysning, som står allerede på titelsiden, at bogen udgives med kongens nåde og privilegium.

Illustrationerne

Thomissøns salmebog er et smukt bogværk, takket være den harmoniske sats og den varierede typografi. Titelarket, blad a 1-a 8, er trykt i to farver, rødt og sort, på én gang udsmykning og hjælp til læserens overblik. Bogen er da også udført af Københavns bedste bogtrykker, Lorentz Benedicht (Dal 1997:17). Hans omhyggelige arbejde viser sig bl.a. i en detalje som brugen af en række forskellige vignetter, der udfylder siderne, hvor noder og tekst lader plads åben.

Derimod er der ganske få illustrationer i værket, i alt fire træsnit. Bagsiden af titelsiden (blad a 1v) prydes af kongevåbenet, en klar markering af bogens status som kongeligt autoriseret.

Kun to optrin af Jesu liv er afbildet, begge meget tidligt i bogen: indtoget i Jerusalem umiddelbart inden den første salme overhovedet, "KOm Hedningers frelser sand" (blad 1r), og hyrdernes tilbedelse af Jesus i krybben inden bønnen "Kyrie eleison" ('Herre, forbarm dig') til juledag (blad 3r).

Som illustration til Niels Hemmingsens salme "Huo som Christi Kaarss vil pryde" bringes et kors med de fem symbolske sten, som salmen opfordrer den troende til at sætte i korset: "Tro Ydmyghed Lydactighed Taalmodighed og Kierlighed" (blad 81r). Tankegangen skal formentlig ses som et modstykke til den katolske andagt over rosenkransens fem store sten eller perler, som symboliserer stadier i Jesu liv og frelsergerning (Lyster 2002, afsnittet "Den danske Psalmebog", Bach-Nielsen 2015).

Noderne

Salmebogen indeholder noder til 216 melodier. Af disse melodier er enkelte indbyrdes beslægtede (fx "Resurrexit Christus", blad 83r, og "Christ stod op aff døde", blad 83v), og nogle få kan opdeles i flere melodier (fx "Ærens Konning O Christe", blad 94r, der som indskudsstrofe har salmen "O Fader vdi Himmelen"). 209 af melodierne er skrevet i en forenklet form for mensuralnotation, mens 6 melodier er noteret med kvadratnoder. Én melodi, nemlig den førnævnte "Ærens Konning O Christe", blad 94r, benytter begge notationsformer.

Mensuralnotation er karakteristisk ved, at nodernes værdi og indbyrdes relation afgøres af den såkaldte mensur, der angives i begyndelsen af en melodi på samme sted som moderne taktarter. Kort fortalt er relationen mellem longa/brevis og brevis/semibrevis enten 1:2 eller 1:3, og en nodes værdi afgøres af sammenhængen. Inden for mensuren ₵ er brevis brevis semibrevis = 2+2+1. Angives mensuren 3, er værdien af de samme noder 3+2+1, idet den første brevis betragtes som en hel tactus bestående af 3 semibrevis. Til at tydeliggøre disse værdier, anvendes undertiden 1) kolorering, dvs. at en node sværtes sort og kun kan have værdien 2 (ikke 3) (fx blad 80r, sidste vers), og 2) punctus divisionis, en lille skråstreg, som angiver begyndelsen af en ny tactus (fx blad 146r, andet vers: "Søndagen nu kalde"). Mensuralnotationen i salmebogen gør ikke brug af taktstreger, men anvender enkelte eller dobbelte streger til at inddele en melodi i afsnit.

Noderne er fremstillet med brug af typetryk, og Thomissøns salmebog er det første større bogværk produceret af en bogtrykker i Danmark, som udnytter denne nye teknik. Til formålet har bogtrykkeren, Lorentz Benedicht, formodentlig anskaffet nodetyperne i Tyskland. Systemhøjden er 9 mm, og nodebilledet er sammenligneligt med udenlandske tryk fra tiden (Davidsson 1962:23). Det skal dog nævnes, at teknikken er udnyttet i førreformatoriske bøger på dansk grund. De liturgiske bøger Missale Norvegie (København, 1519) og Canon Roschildensis (Nyborg, 1521) er trykt med tomme nodelinjer, der er sat med typer. Men i tiden før 1569 var metalstik eller træsnit det mest almindelige (Davidsson 1962), som det bl.a. ses i Thet cristelighe mesßeembedhe (Mortensøn 1528) og En Ny Psalmebog (1553). På den baggrund er Benedichts værk et nybrud, idet han anvendte støbte typer til fremstilling af noderne i Thomissøns salmebog. Der behøvedes blot et begrænset antal forskellige typer med nodehoveder, linjer og diverse tegn, som i den rette kombination blev sat sammen i trykformen.

For mensuralnotationen er det karakteristisk at anvende ligaturer, der er trykt ved at tætstille to eller flere typer, som altså ikke er egentlige typografiske ligaturer. De skal forstås som sammenbundne toner under den samme tekststavelse. Af den grund forekommer kun simple recta-ligaturer, og obliqua-ligaturer, der udgøres af én fysisk type, ses ikke. Værdien af tonerne i en ligatur afgøres ud fra antallet af noder i ligaturen, bevægelsen fra node til node (op eller ned) samt tilstedeværelsen og retningen af halse. De oftest forekommende ligaturer er to sammenpressede brevistyper (svarende til brevis-brevis) og de samme typer, men med en opadgående hals på venstre side (semibrevis-semibrevis). Eftersom Benedicht anvendte separate typer til ligaturerne, forekommer der tilfælde, hvor værdien af tonerne er tvivlsom, fx blad 85v (andet system på ordet 'nød'), hvor den venstre hals angiver semibrevis for den første node, den højre hals brevis for den sidste node. Ligaturen optræder som afslutning på en strofe, hvor Thomissøn typisk anbringer en longa, og eftersom tryktypen er en longa, kan der være tvivl om, hvorvidt han blot ønskede at angive en melisme og ikke eksakte værdier til de to noder.

Benedicht genanvendte nodetyperne i It smuct Epithalamion i 1572 (Glahn 1982), i Exempla regulæ og Argumenta resurrectionis corporum, de sidstnævnte udgivet i 1578 af Thomissøns efterfølger som rektor ved Ribe Katedralskole, Peder Hegelund. Jepserssøns Graduale, som Benedicht fremstillede i 1573, trykte han med et andet sæt typer med en systemstørrelse på hele 19 mm.

Hvad nodesatsen angår, må bogtrykket betegnes som et særdeles veltilrettelagt værk, hvis notationsmæssige indhold er af høj kvalitet. Nodetrykket vidner om, at Thomissøn sigtede højt, og at bogtrykkeren Lorentz Benedicht efterkom kravene. Dette kommer bl.a. til udtryk i, at der bogen igennem forekommer sangtekst direkte under noderne. En sådan opsætning krævede en minutiøs vertikal justering af node- og bogstavstyper i forhold til hinanden, og der findes ikke noget fortilfælde i danske bogtryk. I mange tilfælde bestræbte Thomissøn sig på at tilpasse melodinotationen til teksternes vekslende stavelsesantal, og han har øjensynligt ønsket, at det skulle afspejle sig i opsætningen. Ofte ser man derfor, at stavelserne står snorlige under de tilsvarende noder. Dette forekommer ikke i samme grad i Jespersens graudale på trods af, at dette værk også blev fremstillet af Benedicht.

Musikken

Som forlæg for melodierne anvendte Thomissøn på den ene side kilder, der havde været i brug i katolsk tid. 81 melodier stammede herfra, blandt andet melodien til 'Guds Engel sidder hoss graffuen' (blad 87v) og 'Guds Engel klar oc huid' (blad 88v), der er fordanskninger af påske-antifonen Sedit Angelus. På den anden side tog Thomissøn melodistof fra nye tyske og nederlandske sangbøger. Fire samlinger, der opstod i kredsen omkring Luthers reformarbejde, havde stærk indflydelse ikke alene på Thomissøns salmebog, men på den lutherske salmesang i det hele taget, nemlig Johann Walters samling af flerstemmige kompositioner Geystliche gesangk Buchleyn (Wittenberg 1524) samt de tre enstemmige sangbøger Geistliche lieder (Joseph Klug, Wittenberg 1533), Geistliche lieder (Valentin Schumann, Leipzig 1539) og Geystliche Lieder (Valentin Babst, Leipzig 1545).

142 af Thomissøns melodier var at finde i disse og lignende tyske kilder. Heraf var kun 43 melodier i nøje overensstemmende med tyske forlæg – et vidnesbyrd om, at Thomissøn ikke blot gengav melodierne, men tilpassede dem efter senere traditioner eller lokale syngemåder (Glahn 1954:288). Hvad Thomissøns redaktion af melodierne angår, er billedet imidlertid broget. I nogle tilfælde noterede han en ældre version end den, der forekom hyppigst i tyske kilder, mens han i andre tilfælde tilpassede notationen efter traditionen i dansk sammenhæng.

På trods af salmebogens titel, Den danske Psalmebog, var Thomissøns idé ikke at samle et særegent dansk repertoire af melodier. Det drejede sig heller ikke om mekanisk at gengive melodierne efter de kilder, han havde indsamlet. Snarere var det hans mission at gengive "en Version oc fordanskelse paa huer Psalme/ huilcken her i Kiøbenhaffn brugelig er". Salmesangen ved landets hovedkirke, Vor Frue i København, skulle være normen, så "at andre/ for enigheds skyld/ ocsaa samme Noeder oc fordanskelse bruge kunde". Det er imidlertid uklart (og vanskeligt at dokumentere), i hvor høj grad melodiformerne afspejler en særegen københavnsk tradition. På baggrund af Thomissøns indsats som udgiver er salmebogen blevet betegnet som "den største bedrift i den danske kirkemusiks historie" (Glahn 1954:289).

Teksterne

Thomissøn nævner selv i sit forord, at hans salmebog indeholder 268 salmer (blad d 4r). Af dem er ti på latin (fx blad 6r, 77v og 100v), tre dog delvist danske, idet verselinjerne skiftevis er latinske og danske (blad 15v, 17v og 19v). Sprogskiftet markeres typografisk meget klart, idet latinsk tekst er sat med antikva ("latinske" bogstaver), dansk med fraktur ("gotiske" bogstaver); i den elektroniske udgave gengives skrifttyperne som henholdsvis kursiv og ordinær. De ti latinske salmer er alle beregnet til afsyngelse ved de tre store højtider, flest til jul.

Ganske få salmer er uden rim, bl.a. de tre lovsange fra Lukasevangeliet (blad 302r, 302v og 303v). Men langt de fleste er kendetegnet af enderim og opbygget i velafgrænsede enheder, vers (linjer) og strofer (versgrupper). I de danske salmebøger før Thomissøns blev stroferne markeret ved linjebrud, mens de enkelte vers blev sat omløbende som prosa. Den praksis brød Thomissøn ved at sætte hvert vers på én linje. Systemet er dog ikke fulgt, hvor første strofes tekst står under noderne.

Salmernes versbygning følger andre principper end den senere standard for dansk poesi. Derfor skal reformationstidens praksis med hensyn til rim og rytme gennemgås her. Som eksempel bruges strofe 1 og 2 af "Alleniste Gud i Himmerig" (blad 109v-110r), og for nemheds skyld er de enkelte vers nummereret:

Strofe 1

1 Alleniste Gud i Himmerig
2 være loff oc priss for alle sin naade/
3 der hand haffuer giort i Jorderig/
4 J disse samme naadelig dage.
5 Paa Jorden er kommen stor glæde oc fred/
6 Menniskerne maa vel glædis ved/
7 Guds yndist oc gode villie.

Strofe 2

1 Wi loffue wi prise wi neye dig/
2 Wi tacke dig for din herlighed/
3 O Herre Gud Fader i Himmerig/
4 Du haffuer oss giort stor kierlighed/
5 Alting haffuer du i din mact oc vold/
6 Huad du vilt haffue frem kand ingen forholde
7 Vel dennem der dig kunde frycte.

Ved at se på begge strofer kan man finde salmens rimstilling: Seks af versene rimer indbyrdes, nemlig vers 1 og 3, vers 2 og 4, vers 5 og 6. Der er tale om et krydsrim (a-b-a-b) efterfulgt af et parrim (c-c), mens vers 7 ikke indgår i rim. Det er nødvendigt at inddrage to strofer, fordi nogle af de ord, der burde rime, ikke gør det – efter moderne opfattelse. I dag accepterer vi ikke, at naade skulle rime på dage (strofe 1, vers 2 og 4) eller voldforholde (strofe 2, vers 5 og 6). I Thomissøns salmebog vrimler det med den slags rim, og de var alment accepterede i datidens poesi, selvom man da helst undgik dem. Nogle af dem har faktisk rimet i dialekter, fx vold - forholde i strofe 2, men det gælder ikke naade - dage. De skrappere krav til rimkvalitet slog først igennem i dansk litteratur fra sidste halvdel af 1600-tallet, hvor Thomas Kingo og andre barokdigtere satte nye standarder for det poetiske sprog, bl.a. for rimenes kvalitet. Det er selvsagt ikke rimeligt at vurdere reformationstidens salmer ud fra senere tiders normer.

Også rytmen følger andre principper end barokkens og senere tiders digtning. Stavelsestallet i versene ligger ikke fast, selvom de skal synges til samme melodi. I strofe 1 har fx vers 1 ni stavelser, men i strofe 2 har det ti, og vers 6 har henholdsvis ni og tolv stavelser. Strofe 1 er trykt under noderne, og der kan vi se, hvordan Thomissøn har tænkt sig, at stavelserne skulle fordeles på tonerne. Når to stavelser skal synges på samme tone, er noden delt op i to med samme værdi og længde, fx til være i vers 1, hvor vers 3 har én stavelse, I, som skal udfylde samme plads i melodien som være. Når én stavelse skal strækkes over flere toner, kan noderne skrives som en art ligatur (gode i vers 7). I det store flertal af strofer, som ikke står direkte under noderne, har degnen måttet oplære sin menighed i en bestemt fordeling af teksten til melodien. Vore dages lejlighedssange giver os en fornemmelse af problemet, som vi ikke er trænet i at løse på samme selvfølgelige måde som reformationstidens mennesker. Også rytmisk sker fornyelsen i barokdigtningen, som knæsætter det princip, at der skal være regelmæssig vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser. I 1500-tallet opfattede man udelukkende de trykstærke stavelser som rytmisk relevante, mens der frit kunne indlægges tryksvage stavelser. Forskellen fremtræder meget tydeligt, hvis man sammenholder Thomissøns udgave af de første fire vers af strofe 1 med den moderne tekst (Den danske Salmebog, 2003, nr. 435). Foran de trykstærke stavelser er der indsat en apostrof.

All'eniste 'Gud i 'Himme'rig
være 'loff oc 'priss for 'alle sin 'naade/
der 'hand haffuer 'giort i 'Jorde'rig/
J 'disse 'samme 'naadelig 'dage.

Al'eneste 'Gud i 'Himme'rig
ske 'lov og 'pris for sin 'nåde,
som 'han har os 'skænket 'fader'lig
at 'fri os af 'syndens 'våde!

Strofeformen med syv vers i krydsrim efterfulgt af parrim og et urimet vers er en af de mest yndede i Thomissøns salmebog. Men gennem hele værket er variationsrigdommen stor. Det er ganske almindeligt med strofer på fire, seks eller otte vers, og der findes ikke få med endnu flere. Hyppigst optræder krydsrim og parrim, gerne i kombination, men mere komplicerede rimstillinger er ikke sjældne, fx typen a-a-b-c-c-b, der sammenbinder seks vers. Raffinementer som rim på tværs af strofer forekommer også (blad 155v, hvor sidste vers i strofe 1og 2 rimer, ligesom i de følgende strofer, der rimer parvis). I vekselsange findes omkvæd som menighedens svarvers (bl.a. i den lange bøn, litaniet, blad 246v), og også ellers forekommer omkvæd (fx blad 114r). De typiske vers har tre eller fire hovedtryk, men halvvers er ikke usædvanlige (bl.a. blad 310v).

Det brede spektrum af strofeformer afspejler naturligvis salmebogens rige musikalske repertoire og dermed også den lange tradition, Thomissøn trækker på, tekstligt set fra Det gamle Testamentes salmer til helt nyskrevne åndelige viser.

Indledningerne

I registrene giver Thomissøn vigtige oplysninger om salmernes oprindelse og brug (se afsnittet Registrene). De suppleres eller gentages i et vist omfang af indledningerne til de enkelte salmer, som er emnet her.

Hver eneste salme har et nummer, der betegner dens plads i afsnittet. Derefter følger en indledning af varierende omfang og indhold. Før de salmer, der ikke ledsages af noder, er der næsten altid en henvisning til en passende melodi, fx "O Herre Gud miskunde dig etc. siungis lige som/ Nu er oss Gud miskundelig &c." (blad 122r). Som i eksemplet indeholder indledningen gerne salmens titel i form af dens første linje, men førstelinjen kan erstattes af de latinske titler ved de meget velkendte salmer, fx fungerer "Gloria in excelsis Deo &c." som indledning til "Alleniste Gud i Himmerig" (blad 109v). Om de gamle Mariaviser siges det eksplicit, at de er omtolket; "Regina cœli, Christelig foruent/ Jesu Christo til loff oc ære" indleder eksempelvis "Ærens Konning O Christe" (blad 94r).

Forfatterne oplyses antagelig i de tilfælde, hvor Thomissøn har kendt deres identitet, fx "Løfft op dit Hoffuit all Christendom/ Søffren Scriffuer/ Borgemester i Kolding. M. D. lxiiij" (blad 359r). I dette og en del andre tilfælde oplyses også et årstal, enten for salmens tilblivelse eller dens udgivelse. Oversætterne kan nævnes som i "Laus tibi Christe etc. Paa danske. D. Pet: Pallad." (blad 78r). Det sker også, hvor der er tale om gendigtninger af de gammeltestamentlige salmer: "Den XXXI. Psalme In te Domine speraui/ Vdset i denne Sang aff Erlig oc Velbyrdig Mand/ Her Herluff Trolle til Herluffsholm/ Ridder". Generelt anføres Davidssalmerne ligesom i citatet med nummer og den latinske begyndelse. Det samme gælder andre skriftsteder (blad 298r m.fl.), hvor den latinske tekst dog ikke sjældent udelades: "Sancte Pouels Loffsang om sin Omuendelse. j. Timoth. j." I de ældre salmebøger var skriftstederne fremhævet som noter i marginen, men den skik har Thomissøn forladt til fordel for en indarbejdning i den løbende tekst – med enkelte undtagelser (blad 336r, 367r, 370r).

Mange af indledningerne vejleder i brugen af den efterfølgende salme, især ved at oplyse anledninger, den vil passe til: "En Aandelig vise/ til at bede om Troen haab oc kierlighed/ oc bistandighed vnder Kaarss oc forfølgelse" (blad 268v). Enkelte gange gives der en konkret anvisning på, hvordan salmen skal fremføres: "Agnus Dej. Siungis tre gange" (blad 127v). Disse anvisninger kan være meget detaljerede og dermed give interessante indblik i periodens skikke (fx blad 200v om bryllup og 334r om begravelse).

Sammenfattende om teksterne

I sin udførlige fortale gennemgår Thomissøn alle tidligere danske salmebøger (se afsnittet om fortalerne). Dermed har han også gjort rede for en central gruppe kilder, idet han optager så godt som alle salmerne i de ældre samlinger, bortset fra deciderede dubletter (Lyster 2002, afsnittet "Den danske Psalmebog (DdP)", Dal 1997:19f, Malling 1978:47). Teksterne har han moderniseret mht. stavning, men derudover ændrer han ikke meget, og det er vanskeligt at se en linje i hans tekstredigering.

I fortalen fremhæver han, at han har udvidet det foreliggende repertoire "met mange Christelige Sang (hen ved 150.)". Tallet er bekræftet af senere undersøgelser (bl.a. Malling 1978:47). De konkrete kilder til disse nyoptagne salmer oplyser han ikke, og de er i vidt omfang ukendte; en del er muligvis skabt specielt til salmebogen.

Derimod gør Thomissøn omhyggeligt rede for mange af salmernes oprindelse, dels i registrene, dels i indledningerne til de enkelte salmer (jf. afsnittene Registrene og Indledningerne). På den baggrund kan de grupperes som følger (jf. Dal 1997:20-25):

  • Førreformatoriske salmer

  • Luthers egne salmer

  • Andre tyske lutherske salmer

  • Danske lutherske salmer

Uanset oprindelse har salmerne samme funktion: De er menighedens fælles sang, og derfor skal de ikke præges af forfatternes forskellige individualiteter (se nærmere Friis 1945:303-21). Statskirkens centrale opgave i reformationsårhundredet var at udbrede den lutherske lære til hele befolkningen og at inderliggøre den nye opfattelse af gudsforholdet og kristenlivet i hver enkelt menneske. Til det formål skulle sproget være enkelt, let forståeligt og genkendeligt, gerne formelpræget. Det betyder naturligvis ikke, at alle salmerne er ens, for de skal bruges i forskellige konkrete sammenhænge, og de vekslende anledninger sætter deres tydelige præg på både melodier og tekster.

I løbet af middelalderen var der udviklet et dansk poetisk sprog, som i vidt omfang kunne anvendes også af den lutherske kirke. Det er klart, at man måtte udrense de specifikt katolske begreber, der bl.a. var knyttet til skærskilden, klostervæsenet, Maria- og helgendyrkelsen. Men de talrige bibelske vendinger i middelalderens åndelige viser kunne uden videre indgå i den lutherske salmesang (se nærmere Møller 1923:XXI-XXVI).

Værkets betydning

Værkets betydning for salmesangen i Danmark-Norge i tiden efter dets udgivelse kan næppe overvurderes. Med sin lovbestemte anvendelse i dobbeltmonarkiets kirker var bogens udbredelse sikret fra nord for polarcirklen til Tønder i sydvest og Karlskrona i øst. Allerede i årene efter førsteudgaven udkom en ny (formentligt mellem 1570 og 1573), som ikke blot mekanisk gengav førsteudgaven, men indeholdt korrektioner af tekst og noder. Denne udgave var formodentlig forlæg for de danske salmer i Jespersens graduale (Lyster 1982). Allerede omkring 1575 kom endnu en udgave af salmebogen, siden i 1592, 1617, 1628 og 1634. I 1575 gav Frederik II tilladelse til, at andre salmebøger end Thomissøns måtte trykkes i Danmark, hvilket ellers havde været forbudt siden 1569 (Danske Kirkelove II:254-255). Dette resulterede i en strøm af private salmebøger og gav anledning til, at Thomissøns udkom i de såkaldte doudezudgaver i et lille kompakt format beregnet på salg til private. De var uden noder, bortset fra én i 1611.

Thomissøns salmebog regnes som et af de betydeligste kirkemusikalske værker i Danmark. Den lagde grunden for salmesang på dansk i de efterfølgende århundreder. Det tekstlige og musikalske udvalg var grundstammen i salmebøger og koralbøger op til slutningen af 1700-tallet, bl.a.Th. Kingos Gradual (1699), F.C. Breitendichs Fuldstændig Choralbog (1764) og Niels Schiørrings koralbøger (1781 og 1783) (Glahn 2000). I den seneste koralbog fra 2003 indgår 58 melodier, som også er med i Thomissøns salmebog (Glahn 2007). På grund af sin virkningshistorie har salmebogen været genstand for adskillige videnskabelige undersøgelser. Således er den med et vist forbehold blevet betegnet som "det grundigst studerede 'værk' inden for dansk musikforskning i hele sin bredde" (Holme 2017:197).

Med tanke på oplagets størrelse er det bemærkelsesværdigt, at der kun er overleveret to komplette eksemplarer af 1569-udgaven. Det ene eksemplar beror i Nasjonalbiblioteket i Oslo og kan dokumenteres som stammende fra en tysk privatsamling i det 18. århundredes Frankfurt am Main. Det andet befinder sig i Syddansk Universitetsbibliotek. Dette eksemplar har tilhørt historikeren Anders Sørensen Vedel, der angiveligt har modtaget det af forfatteren ved udgivelsen og umiddelbart efter ladet det indbinde (bind med ejerinitialer, årstal 1570, Kristus på korset m.v.). Senere har bogen, med en endnu ikke fuldt ud belyst ejerrække, tilhørt den senere Ringkøbing-borgmester Niels Jensen Bjerg (1692-1774), biskop Tønne Bloch (1733-1803) og herredsfoged m.v. Gustav Ludvig Baden (1764-1840), hvoraf de to sidstnævnte var betydelige bogsamlere. Ved auktionen i 1820 over Badens fallitbo kom bogen til Herlufsholm og fulgte med skolens bibliotek, da det 1969 blev erhvervet af Odense Universitetsbibliotek. (Oplyst af forskningsbibliotekar, cand.mag. Mogens Kragsig Jensen, Syddansk Universitetsbibliotek).

Netudgaven

Den digitale udgave bygger hovedsagelig på de digitale faksimiler af Det Kongelige Biblioteks eksemplar af bogen. De er fremstillet af ProQuest til Tidlige europæiske bøger og kan tilgås med Det Kongelige Biblioteks søgefunktion (soeg.kb.dk) under "Hans Thomissøn Den danske Psalmebog 1569". Dette eksemplar er defekt, og manglerne er delvist udbedret ved indklæbede kopier af et komplet eksemplar, som nu findes på Syddansk Universitets bibliotek i Odense og tidligere har tilhørt Herlufsholm skoles bibliotek. De indklæbede sider er med i den digitale faksimile-udgave og fremtræder klart lysere end de øvrige. Desuden er flere af siderne i Det Kongelige Biblioteks oprindelige eksemplar defekte, dels ved en ødelæggende beskæring af den øverste del af bladene i læg b, c og d, dels ved afrevne hjørner. Disse lakuner er i den digitale udgave udfyldt efter Det Danske Sprog- og Litteraturselskabs faksimileudgave fra 1933, hvis forlæg er et komplet eksemplar på Nasjonalbiblioteket i Oslo. 1933-faksimilerne er blevet genoptrykt i de senere trykte faksimileudgaver.

Se endvidere Vejledning.

Litteratur

Merete Geert Andersen, "Kalendarierne i vore ældste danske salmebøger", i Hymnologiske Meddelelser, årg. 5, 976, s. 101-127.

Niels Knud Andersen, Efterskrift i Ludwig Dietz' Salmebog 1536, udg. af Niels Knud Andersen. København: UJDS · Akademisk Forlag, 1972, s. 5-116.

Niels Knud Andersen, Efterskrift i En Ny Psalmebog 1553, bind II, udg. af Niels Knud Andersen. København: UJDS · Akademisk Forlag, 1983.

Carsten Bach-Nielsen, "Salmebog, ikonografi og kontrafaktur", i Hymnologi. Nordisk Tidsskrift, bd. 44, nr. 1-2, 2015, s. 5-9.

Peter Balslev-Clausen, "Forordene i reformationstidens danske salmebøger", i Hymnologiske Meddelelser, årg. 33, nr. 4, 2004, s. 245-281.

Flemming Conrad, "Den litterære kanondannelse i Danmark før 1700", i Flemming Lundgreen-Nielsen, Marita Akhøj Nielsen & John Kousgård Sørensen (red.): Ord, Sprog oc artige Dict. Et overblik og 28 indblik 1500-1700. Festskrift til Poul Lindegård Hjorth. København: UJDS, 1997, s. 507-532.

Pil Dahlerup, Reformationslitteratur. København: U Press, 2016.

Erik Dal, "Efterskrift", i Hans Thomissøns Salmebog. 3. faksimileudgave, udg. af Samfundet dansk Kirkesang. Herning: Poul Kristensen, 1997.

Åke Davidsson, Danskt musiktryck intill 1700-talets mitt, Studia Musicologica Upsaliensia 7. Uppsala: Almqvist & Wiksells, 1962.

Danske Kirkelove samt Udvalg af andre Bestemmelser vedrørende Kirken, Skolen og de fattiges Forsørgelse fra Reformationen indtil Christian V’s Danske Lov, 1536-1683, udg. af Hoger Fr. Rørdam, 3 bd. København: Selskabet for Danmarks Kirkehistorie, 1883-1889.

Den danske Salmebog. København: Det Kgl. Vajsenhus, 2003.

Oluf Friis, Den danske Litteraturs Historie I. København: Hirschsprung, 1945, s. 316-321.

Een handbog som inde holler det hellige Euangeliske Messe embede. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1535.

Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1529.

En Ny Psalmebog. København: Hans Vingaard, 1553.

Henrik Glahn, Melodistudier til den lutherske salmesangs historie fra 1524 til ca. 1600, 2 bd. København: Rosenkilde og Bagger, 1954.

Henrik Glahn, "Om Hans Christensen Sthens brudesang som musikalsk kilde", i Hymnologiske Meddelelser, årg. 11, nr. 2, 1982, s. 105-110.

Henrik Glahn, Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973. København: Anis, 2000.

Henrik Glahn, Supplement til Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973. Registrant vedrørende melodisamlinger til Den Danske Salmebog 2002 samt rettelser til Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973, udg. af Inge Bønnerup. København: Anis, 2007.

Thomas Holme, "Reformationsårhundredets musik i Danmark", i Ole Høiris & Per Ingesman (red.), Reformationen. 1500-tallets kulturrevolution. Danmark, bd. 2. Aarhus: Aarhus Universitetsforlag, 2017, s. 193-222.

Niels Jespersen, GRADVAL. En Almindelig Sangbog. København: Lorentz Benedicht, 1573.

Kirkeordinansen 1537/39, Det danske Udkast til Kirkeordinansen (1537), Ordinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et Ducatuum Sleswicensis Holtsatiæ etc. (1537), Den danske Kirkeordinans(1539). Udg. med indledning og noter af Martin Schwarz Lausten. København: Akademisk Forlag, 1989.

Hans-Otto Korth, Lass uns leuchten des Lebens Wort. Die Lieder Martin Luthers. Beeskow: ortus musikverlag, 2017.

Jørgen Kjærgaard & Ove Paulsen, Luthers salmer på dansk. Tekst, melodi, liturgi og teologi. København: Forlaget Eksistensen, 2017.

Jens Lyster, "Hans Thomissøns salmebog – mutatis mutandis. Et bidrag til Dansk Salmebogshistorie 1569-1608", i Henrik Glahn et al. (red.), Hvad Fatter gjør... Boghistoriske, litterære og musikalske essays tilegnet Erik Dal. Herning: Poul Kristensen, 1982, s. 308-333.

Jens Lyster, "Hans Thomissøn", på Arkiv for Dansk Litteratur, http://adl.dk/solr_documents/thomissoen-p, 2002.

Jens Lyster, "Salmer og andagtslitteratur 1517-1700", i Niels Henrik Gregersen og Carsten Bach-Nielsen (red.), Reformationen i dansk kirke og kultur, bd. 1. Odense: Syddansk Universitetsforlag, 2017, s. 269-305.

Anders Malling, Dansk Salmehistorie bind VIII. Salmebøgerne. København: J.H. Schultz, 1978, s. 41-68.

[Malmøsalmebogen]. [Udg. af Christiern Pedersen]. Malmø: [Joh. Hoochstraten], 1533.

Claus Mortensøn, Thet cristelighe mesßeembedhe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1529.

Kaj Mogensen, "Messen i Hans Thomissøns salmebog" i Kirkehistoriske Samlinger, 1971, s. 100-129.

Niels Møller, Salmesprog og Salmetyper. En psykologisk Undersøgelse af Reformationsaarhundredets danske Menighedssang til og med Hans Thomissøns Salmebog. København: M.P. Madsen, 1923.

Nogle nye Psalmer oc Lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1536.

Knud Ottosen, "Liturgien i Danmark 1540-1610", i Ingmar Brohed (red.), Reformationens konsolidering i de nordiska länderna 1540-1610, Skrifter utgivna av Nordiskt institut för kyrkohistorisk forskning 6. Oslo: Universitetsforlaget, 1990, s. 258-278.

Peder Palladius, Søndagers Oc hellige dagers Episteler oc Euangelia met Collecter/ oc andet at bruge vdi Christi Naduere effter Ordinantzens lydelse. Magdeburg: Hans Walter, 1556.

Søren Sørensen, Kirkens liturgi. En fremstilling med særlig henblik på den liturgiske musik og med forslag til salmevalg for hele kirkeåret. 2. reviderede udgave. København: Wilhelm Hansen, 1969.

Christian Thodberg, "Salmevalget i den danske gudstjeneste i tiden før Kingos Salmebog", i Dansk Kirkesangs Årsskrift, 1996, s. 40-70.