|237r XVII. Om de tho Christi Marterer/ som Aar/ 1522.
bleffue brende i Bryssel/ aff de Sophister vdi Løuen. D. Morten
Luther.
En vise ny ville wi nu quæde/
det raade Gud vor Herre.
Alt om det Gud haffuer giort til glæde/
til sit naffns loff oc ære.
J Bryssel vdi Nederland/
ved tho personer vnge/
Guds vnderlig krafft saa der huer Mand/
at hand met gaffuer sine/
|237v saa riglig vilde dem bepryde.
Johannes hede den første met sand/
Vel rig vdaff Guds naade:
Hans broder Henrich/ aff Guds Aand
En Christen samme maade.
Fra denne Verden skildis de/
Ærens krone dem monne møde.
Som Guds børn lidde spot oc spee/
For hans Ord ere de døde.
Hans Marterer ere de vorden.
Den gamle Fiende dem fange loed
Bructe trusel obenbare:
Guds ord hand dem forsuærie bad/
Met list vilde hand dem daare.
Aff Løuen hand Sophister store
Til dette spil loed fremkalde/
Men all deris konst forfengelig vaar/
Guds Aand dem daaret alle.
Slet intet kunde de vinde.
De siunge søt/ de siunge surt/
Forsøgte mange lister.
De Muncke tho stode som en Mur/
Foractet de Sophister.
|238rDen gamle Fiende det fortrød
At hand vaar offueruunden/
Aff saadane Smaa fick it stort stød/
Stor vrede bleff hoss hannem funden.
Hand tenckte huor de skulle brende.
De toge fra dem Klosterklæd/
Affuijede dem tilsammen/
Diss vaare de fuld vel bered/
Oc sagde gladelig/ Amen/
Gud Fader de oc tackede gaat/
At de saa maatte fri vorde
Fra saadane Dieffuelens Spil oc spot/
Som met slig Kapper torde
All Verden storlig bedrage.
Gud skaffet det aff naaden saa
At de rette Prester bleffue/
Den christelig Aarden maatte indgaa/
Sig selff til Offer giffue.
Fra Verden gaa/ ved døden hen/
All skrømteri afflegge/
Til Himmelen komme fri oc reen
All Munckeri vdfeye/
Oc Menniskens tant her lade.
Jt lidet breff mand for dem screff
At de det læse kunde/
Oc da stod der i samme breff
|238vHuad deris tro vaar samme stund.
Den største deris vildfarelse vaar/
Gud skal mand tro allene/
Menniske met løgn oc suig omgaar/
Dem trofast være kand ingen meene.
Derfor da maatte de brende.
Tho Jlde de optende da
Oc Mendene did henførde:
Stor vnder fick huer mand det saa/
At dem den pine ey rørde.
Met glæde de sig gaffue der til/
Met Guds loffsang oc ære:
Sophisterne tycktis det ey vel/
Stor fryct monne de da bære/
At Gud loed sig saa mercke.
Den skemt dem nu fortryder fast/
De vilde den gierne smycke:
De berømme sig ey aff den last/
De vilde den gierne vdslycke.
Dem bidder skam i hierte rod/
Det klage de for deris Lige:
Dog vil Guds Aand dem robe imod/
Oc Abels blod maa sige
Om Kains gierninger vide.
Nu kand ey asken ligge stil/
Men støffuer i alle Lande:
|239rMand giør her til ihuad mand vil/
Skam gaar Fienden til haande.
De hand i liffue ved sit mord
Til at tie kunde tuinge/
Nu de ere døde/ maa hand deris ord
Høre/ paa alles røst oc tunge/
Oc lade dem gladelig siunge.
Dog bruge de løgn oc falske ord
Til den store mord at smycke/
De giffue for en dict vel stor/
Samuitigheden monne dem trycke.
Guds helgen tho som ere nu døde
Forhaane de end/ oc sige/
At disse mend i deris siste nød
Fra troen monne affuige/
Oc sig til Paffuen omuende.
Lad dem nu liuffue men de vil/
Det kand dem intet baade:
Gud ære wi oc tacke der til/
Hans ord kand oss nu raade.
Sommeren er for Dørren her
Oc Vinteren haffuer ende/
Her blomstris alleting fiern oc nær/
Den Gud oss sit Ord sende/
Hand vil det vel fuldende.
