Den danske Psalmebog

Herre Gud du som randsager mig/

oc kiender mit gantske leffnit/

Mit sæde oc staaende bekiender ieg/

aff dig er det mig giffuit/

Alle mine |299r Tancker som ieg haffuer/

for dig Herre Gud de obne staar/

du kiender mine gierninger alle.

Du vedst alle mine tren oc fodstj/

all min gang oc min lønlig vey

seer du/ huort de monne falde.

Der er icke it ord i min Mund/

Eller tale paa min tunge:

Det du ey vedst langt før den stund

Det enten bliffuer talet eller siungen.

Jeg gaar/ staar/ huad ieg monne giøre/

Da est du der oc til mig seer/

Jntet gaat kand aff sted komme:

Vden du vdretter det i mig/

|299vAlt met din naade krafftelig/

Ellers gaar det ey til fromme.

Saa vnderlig haffuer du mig forseet/

J atskillig fare oc vaade:

Mit gantske leffnit opholdit ret/

Til denne dag aff din naade.

Regerit mig baade wde oc inde

Met alt ieg aaer/ fra all min Fiende

Mig friet/ thi vil ieg dig dyrcke.

Holder du icke her effter offuer mig haand/

Regerer mig paa denne syndige ban/

Forgeffuis er all min styrcke.

Jeg er forsuag i min forstand/

Slig hemmelighed at begribe:

Fornufften giør ekon der aff tant/

Ved troen vorder det oss giffuit.

Huort skal ieg bortgaa for din Aand/

Der alle tancker veed forsant?

For dit Ansict fly oc skule?

Farer ieg til Himlen/ da est du der/

J Helffued oc andensteds mig oc seer/

For din Aand kand ieg mig ey skiule.

Tager ieg Morgenstiernens vinge/

Oc flyer til Haffsens ende:

Da monne din haand mig samme sinde

Opholde/ oc næring tilsende.

|300rSiger ieg/ mørckheden skiuler mig/

Da gielder nat oc dag ens for dig/

Natten liuser som dagen klare:

Mørckhed hoss dig ingen mørckhed er/

All hemmelig Synd oc løse begær

For dig ere obenbare.

Mine Nyre haffuer du i din mact/

Vedst min lønlige begære:

J Moders liff at ieg bleff skabt

Du monne it redskab være.

Din høyre haand stedse vaar offuer mig/

Aff hiertet der for tacker ieg dig/

For din vnderlig skabning

Der met du mig haffuer vnderlig giort/

Min Siel slig velgierning vel forstaar/

Som andre dine vnderlige gierning.

Alle mine Been talde du da/

Der ieg monne skabit vorde:

Dine Øyen oc oppaa mig saa

Der ieg laa neder i Jorden.

J Moders liff end wbered/

Dess intet fornufft kand vide beskeed/

Mine dage ere for dig talde:

Der fra eller til ingen sette kand/

J din Bog ere de screffne forsant/

Saa mange du mig vdualde.

|300vO Gud huor dyrebar er for mig

Din Vissdoms raad oc tancker/

Som Sand vdi Haffuit wtallig/

Fra dig vil ieg ey vancke.

Opuaagendis aff søffnen min/

Mit haab oc tro til Naaden din/

Stedse hoss dig vil ieg bliffue.

Din Vissdoms forsiun oc godhed/

Som mig haffuer opholdit til denne tid/

Vilt ey lade fra mig vige.

Den Wgudeligis haab/ O høyeste Gud/

Til intet verdis at giøre:

Hues anslag er mod dine Ord oc bud/

Effter dine Christnes blod de tørste.

Met falskheds skin komme de her for/

At bedrage de ingen flidt monne spare/

Din sandhed monne de hade:

O Herre hindre deris skalckhed

Der de beuise saa mangeled/

Din Christne kircke til skade.

De tale altid wret om dig/

Huad til deris Sag monne tiene:

Saa snart dit Ord monne gaa for sig/

De sig der imod monne vende.

Jeg hader O Herre alle Affuindsmend dine/

Der dit Ord oc dig hader all sinde/

|301rOc der imod stedse bliffuer:

Derfor de alle ere Fiender mine/

Megen sorrig oc vee mig stedse tiluende/

Verdis mig der Seier at giffue.

Randsag mit hierte/ forfar mig Herre/

Forsøg alle mine Tancker:

See om mine gierninger gaa paa tuerre/

Paa nogen side monne vancke:

Om ieg er traait aff rette bane

Lad mig O Gud ey frembedre komme/

Paa veyen mig igen vilt lede

Som euig er oc dig befalder vel/

Min samuittighed/ mit liff oc Siel/

Lad være dig stedse til rede.

Danske reformationssalmer

Hans Thomissøn: Den danske Psalmebog

XIII. Den CXXXIX. Psalme/ Domine probasti me.