[293r]
IX. Den CIII. Psalme/ Benedic anima mea
Domino.
Min Siel nu loffue Herren/
huad i mig er hans hellig naffn:
Sin godhed rundelig giffuer/
thi skalt du altid tacke ham.
Din Synd haffuer hand vdslettit/
oc lægt dine
|293v store Saar:
Dit arme leffnit husualit/
tager dig saa vdi forsuar.
Met veldig trøst beskermer/
som en Ørn sine Vnger giør:
Herren alle Christne vel trøster/
som trengis i Verden her.
Sin Low haffuer hand oss giffuit/
Sit hellige Ord oc sammelund:
Sin godhed de Christne indliffuit
Hans Barmhiertighed see wi alle stund.
Sin vrede lader hand vel fare/
Løner icke som wi haffue tient:
Sin miskund hoss ingen vil spare/
|294rTil de ydmyge haffuer hand sig vent.
Hans godhed er offuer dem alle/
Som gierne frycte hannem:
Vor Synd lader hand bortfalde/
Oc aldrig vil tencke dem.
Som sig en Fader forbarmer
Offuer sine vnge Børn oc smaa:
Saa giør oc Herren oss Arme/
Naar wi ret hannem frycte saa.
Hand veed vor Skabning er ringe/
Slet støff oc muld foruist:
Ret som noget Græss vdi Enge/
Oc en Vrt som blomstrit haffuer mist.
Naar Værit der hart paafalder
Da findis det icke meer:
Saa gaar det met vort Alder/
Vort endeligt er oss nær.
Herrens miskund allene
Bliffuer nu/ och saa euindelig/
Alt hoss sin Brud den rene/
Som hannem frycter hiertelig/
Oc holder hans Bud oc villie.
Hand boer i Himmelen vist/
Hans Engle hannem der tiene/
Oc prise met høyer røst/
Den store Herre til ære/
|294vOc siunge hans hellige Ord/
Min Siel hans loff skal lære
Nu offuer den gantske Jord.
![[293r]](/static/facsimiles/thomissoen_1569/639.jpg){kind=link}
