[345v]
XIII. Trøst i gode venners Dødelig affgang.
Her Magnus Bancke.
Nu trøste du dig som sorrigfuld er/
vdaff Guds ord/ oc lær
met taalmodighed offuerbære.
oc vær til freds met Guds villie god/
vdaff hierte oc mod
tacke du Gud din Herre kiere.
|346r Thi det hand gaff/ foruden straff/
tog hand igen/ foruden meen:
mand sig der for ey gremme maa/
men saadan Affgang selff attraa.
Wi haffue icke førd nogen ting
J Verden met oss ind/
Guld/ Sølff/ eller vore Børn saa kiere:
Her finge wi det vdaff Guds haand/
Som hand oss selffuer and/
Det maa wi her igen ombære.
Wi skulle her fra/ met stor attraa
|346vOcsaa der hen/ til samme Ven/
Den samme finde i glæde rig/
Derfor sige du nu trøstelig:
Naar ieg igen saa glædelig
Seer dig/ trøster ieg mig
Met dig hoss Gud euindelige:
Naar Gud igen opuecker dig/
Saa smuck oc lystelig
Vden sorg wforkrenckelige.
Nu sorg oc vee/ da glæde vil skee/
Baade hielp oc trøst/ foruden brøst/
Fange wi da til euig tid/
Naar wi skue Guds ansict blid.
Sørge oc gremme sig alle de
Aff hiertesorg oc vee/
Som dennem monne altid plage:
Som aldrig vdaff hiertet tro
At de igen opstaa
Skulle/ paa Dommedage:
Haffue intet haab/ vor Christne daab
Oss lærer ret om Guds forset/
Wi begraffuis met Christo da/
Skulle oc met hannem opstaa.
Wi tacke Gud vor Herre kier/
At hand vore Venner
Saa glædelige foruarer:
|347rAt de ey seer det onde meer
Som vdi Verden er/
Det dem ey meer besuarer.
Wi bede her/ du oss ret lær
Christelig at dø/ Aff denne Øø/
Ocsaa igen aff Døde opstaa/
Huer anden hoss dig kiende da.
![[345v]](/static/facsimiles/thomissoen_1569/744.jpg){kind=link}
