[165r]
En vise om de to Christi martyrer/ som i Brussel bleffue brende aff de
Sophister vdi Løuen/ Aar M. D. xxiii. Morten Luther/ fordansket aff M.
Hans Taussen.
NV begynde wi at quæde/
det raade Gud vor Herre.
Om det Gud haffuer giort til glæde/
til sit naffns loff oc ære/
Til Brusel vdi Vesterland/
ved to personer vnge/
de han gaff stor Guddoms forstand/
Ath de der offueruunde/
Dieffuelen mange lunde.
⁕ Den første ræt Johannes heyd/
vel riig vdaff Gudz naade/
Henric och i Aanden veyd/
en Christen samme maade
Aff denne Verden skedes de/
och Kronen de forhuerffde/
Som Gudz Børn pleye at lide spe/
ved døden bleffue forderffde/
det euige Liff de erffde
⁕ Den gamle fiende dem fange loed/
|165vforferde dem met trusel/
ath necte Gudz ord vor hans raad/
met Locken och met kusel/
han samlede til dette spill/
aff Løuen Sophister mange/
Met deris konst Forfengelig/
Gudz Aand dem giorde bange/
Enddog de vaare mange
⁕ De siunge søt de siunge surt/
forsøgte mange lister/
De tho stode fast som en Mur/
Foracte de Sophister/
den Gamle Fiende det fortrød/
Ath han vor offueruunden/
Aff slige smaa hand saa wblød/
Han søgte vrede funde/
ath øde dem noger lunde.
⁕ De toge fra dem Klosterkled/
affueyede dem tilsammen/
des vaare de fuld vell till fred/
Och sagde aff Hiertet† Hiertet] Hiettetrettet orig. Amen/
de tackede sin Fader Gud
at de maatte frii vorde/
Fra saadan Dieffuelens skompelskud/
met huilcken han monne morde/
all Verden met slig forde.
⁕ Gud giorde det aff naade saa/
de rette Prester bleffue/
Det Christne orden maatte indgaa/
Sig selff till offuer giffue/
for Verden plat i Kødet dø/
ald
|166rskrømpteri afflegge/
til Hiemmels komme rene och ny/
alt Muncheri vdfege/
Menniske tant affsige
⁕ Eth lidet breff mand dem screff/
ath de det skulde læse/
Och da stod der i samme breff/
Den Tro de acte at frelse
den største vildfarelse vor/
Gud skal man Tro all ene/
Folck er falskt baade bag oc for/
dem skal mand derfor kiende/
de derfor maatte brende.
To Jlde de optende strax/
och mendene did førde/
huer mand det saa forundert flux/
at dem den pine ey rørde/
de glade gaffue sig der till/
met Gudz loff tack och ære/
det toctes Sophisterne ey vel/
at Gud lod sig saa mercke/
och gaff dem saadan styrcke.
Den skempt dem nu fortryde saa
de den gerne forfeyrde/
de rose ey aff den wlaad/
den Sag de skiulte gerne/
Dem bider Skam i Hiertet fast/
De klage faar sine lige/
Dog roffuer Aandelige
|166vfast/
Habels blod vd vide/
monne Cains gerning sige.
⁕ Nu kan ey Asken ligge stil/
Men støffuer i alle Lande/
mand gør her till huad mand vil/
Fienden hun monne bande/
den dem i liffue ved det mord/
haffuer nød til at tie/
han maa dem nu i huer en vro/
paa alle maa oc stie/
glædelig lade lyde.
⁕ Dog lade de ey deris løgen/
Det mord saa at forfeyre/
de giffue for oc føre føg/
deris hierte monne dem kære/
De Gudz Børn effter deris død/
den honhed aff dem lide/
at de i siste dødzens nød
skulde endnu i liffue/
sig selff igen driffue.
⁕ Saa liuge sig emen de gide/
Det kan dem intet baade.
Vi ville Gud ære vide/
hans Ord oss nu kan raade.
Sommeren er for Dørren her/
oc Vinteren haffuer ende.
Her Blomstres all ting fiern oc nær/
den Gud oss sit Ord sende/
han vil det vel fuld ende.
![[165r]](/static/facsimiles/vingaard_1553/0396R.jpg){kind=link}
