[566]

XXVI.

PAa den tid skal mand siunge denne Sang / i Juda Land.

Wi haffue en sterck Stad / mur oc vern ere Salighed.

Lader Portene op / at der indgaar det ^*retuissRetuise folck / Som ^*beuarebeuarer Troen.

Du holder altid Fred / effter it vist Løffte / Thi mand ^*forladeforlader sig paa dig.

Der faare forlader eder paa HERREN ^*euindeligeuindelige / Thi Gud den HERRE er en Klippe ^*euindeligeuindelige.

Oc hand nedtrycker dem / som bo i Høyelsen / hand fornedrer den høye Stad / Ja hand støder hannem ned til Jorden / at hand ligger i støffuen.

At hand bliffuer nedtræd met føder / ia met de Fattigis føder / Met de Armis hæle.

Men den Retuisis vey er ^*slaetslæt / Du gør den Retferdigis Sti ret.

Thi wi vare paa dig HERRE paa din Rettis veye / Hiertens lyst staar til dit Naffn oc til din ^*ihukommelseJhukommelse.

Aff hiertet begerer ieg dig om natten / Der til vaager ieg ^*aarleaarle til dig met min aand.

Thi naar din Ræt gaar i Landet / Da lærer Jordens Jndbyggere Retuis hed.

Men naar som naade end tilbiudis de Wgudelige / saa lære de dog icke Retferdighed.

Men de gøre ^*eckoneckon ilde i retferdighedzens Lande / Thi de see icke HERRENS herlighed.

HERRE din Haand er ophøyet / Det see de icke / Men naar de faa det at see / Da skulle de bliffue til skamme i nidkærhed offuer Hedningene. Der til met skalt du fortære dem met ild / som du fortærer dine Fiende met.

Men oss HERRE skalt du ^*skickeskicke fred / Thi alt det som wi vdrette / det haffuer du giffuit oss.

HERRE vor Gud / der regere vel andre Herrer offuer oss / end Du / Men wi tencke dog allene paa dig oc dit Naffn.

De Døde faa icke liff / de hendøde staa icke op. Thi du besøgte oc ødelagde dem / Oc giorde al deris ^*ihukommelseihukommelse til inted.

Men du HERRE far frem iblant Hedningene / du far altid frem iblant Hedningene / Du ^*beuisebeuiser din herlighed / oc kommer longt bort til Verdens ende.

|567 HERRE naar Drøffuels eer der / da søger mand dig / naar du ^*straffestraffer dem / da robe de iammerlige.

Lige som en ^*fructsommeligFructsommelige / naar hun skal til at føde / da er hende meget bange / hun rober i sin pine / Saa gaar det oc oss HERRE faar dit Ansicte.

Ioan. 10. Der ere wi oc ^*fructsommeligfructsommelige / oc oss er bange at wi kunde neppelige hente vor aande.

Dog kunde wi icke hielpe Landet / oc iordens Jndbyggere ville icke falde.

Men dine Døde skulle leffue / oc opstaa igen met Legemet.

Vaager op oc ^*loffueloffuer / J som ligge vnder Jorden / thi din dug / er en grøn Marckis dug / men du skalt nedkaste de Dødis Land.

^*gackGack bort / i it kammer / mit Folck / oc lyck dørren til effter dig / skiul dig it lidet øyeblick / indtil vreden gaar offuer.

Thi see / HERREN skal vdgaa aff sin sted / at hiemsøge Landzens Jndbyggeris ondskaff offuer dem / at Landet skal obenbare deris Blod / oc icke skiule dem lenger som ere der inde ihielslagne.