af
I 1539 udkom, så vidt vi ved, 1500-tallets sidste liturgiske bog, som var trykt i Malmø. Dermed sluttede en agtværdig tradition, et vigtigt element i byen Malmøs centrale rolle i reformationen af det østlige Danmark. Bogens lange titel giver en dækkende indholdsdeklaration:
Een gantske nyttelig oc alle sogneprester oc predicanter nødtørtelig ('nødvendig') Handbog Om den rette Euangeliske Messe oc dennis vstraffelige ('uangribelige') oc gamble seduanlige Ceremonier. meth Collecter oc Prefationibus. Desligest om Børn at christne. Bruder att vye. De siuge oc dennem som fengslede ere at søge. Oc om att Jorde liig. Flitteligen effter kongelige maistads Ordinantsis indeholdelse. Colligered. ordinered oc somestedis fordansskedt.
Bogen er altså en brugsbog for præster og prædikanter ‒ i Skåne, som det præciseres i efterskriften (blad X 4r). Håndbogen indeholder anvisninger på højmessen, bønner og lovprisninger, ritualer for dåb, vielse, dødsforberedelse og begravelse. Alt er i overensstemmelse med de kongelige forskrifter, Kirkeordinansen, som det forsikres, og delvist oversat til dansk.
Nogen egentlig forfatter til værket nævnes ikke, som det oftest er tilfældet med liturgiske bøger. Det var den erfarne, men ikke fremragende bogtrykker Oluf Ulricksøn, der stod for det praktiske arbejde med bogen. Initiativtageren og den øverste ansvarlige var Lunds første lutherske biskop ("superattendent") Frands Vormordsen (1491-1551), og derfor går værket sædvanligvis under hans navn. I fortalen (blad A 1v-A 2r) oplyser han, at han har bedt Malmøs førstepræst Claus Mortensen (med tilnavnet Tøndebinder) (ca. 1499-1575) om at sørge for trykningen (jf. Andersen 1983:150, Poulsen 1959:29).
Messebogen fra 1539 er særlig interessant som vidnesbyrd om en vanskelig fase i statskirkens tidligste år, hvor liturgien skulle fastlægges ud fra mange forskellige hensyn: Kongens ønske om uniformitet, biskoppernes forventning om et vist kirkeligt selvstyre, prædikanternes bestræbelse for at fastholde reformationsårenes gudstjenesteformer og menighedernes behov for faste traditioner (se afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger).
Titlen på messebogen fra 1539 signalerer religiøs korrekthed. Det er den "rette" evangeliske messe, der er hovedindholdet. Termen evangelisk er prægnant: For datiden har den markeret overensstemmelse med Bibelen i luthersk fortolkning. Yderligere angives messen at være såvel gammel, sædvanlig som tilrettet den kongelige ordning, Kirkeordinansen. Formuleringen tager skyldigt hensyn til de forskellige krav til statskirkens ritualer. Teologisk afgørende er selvfølgelig overensstemmelsen med Guds ord i den hellige skrift.
I Vormordsens fortale (blad A 1v-A 2r), som er rettet til Lunds stifts prædikanter og sognepræster, begrundes udgivelsen af messebogen dels praktisk med et udtalt behov for en sådan håndbog, dels teologisk med ønsket om den rette kristne "enighed oc samdrectighed". Enigheden skal realiseres i spændingsfeltet mellem den kristnes frihed fra ydre ritualer uden fundament i Bibelen og selvopfundne, egensindige påhit, der også mangler bibelsk begrundelse. Præsterne skal praktisere denne enighed i ritualerne og i den religiøse oplæring af befolkningen. Og de bør takke Gud for at have givet os en "christen oc naadig" konge, som sikrer muligheden for et gudeligt liv og en rettroende forkyndelse af Guds ord. Hermed tegnes konturerne af et velordnet luthersk samfund, hvor livet udfolder sig i overensstemmelse med de normer, som Gud har åbenbaret i Bibelen.
Også resten af bogen er naturligvis gennemsyret af luthersk teologi, og de reformatoriske hovedtanker fremlægges direkte og eksplicit i formaningerne til menigheden (fx blad F 1v og blad V 1v) og i indledende afsnit til ritualerne (blad A 2v-A 3v og blad R 4v).
De prædikanter, der kæmpede for at gennemføre Luthers reformation i Danmark, måtte meget tidligt i deres virke skabe en evangelisk gudstjeneste. For dem var det naturlige udgangspunkt den katolske kirkes messe, som de var dybt fortrolige med – ligesom hele den øvrige befolkning var det. Store dele af messen var fuldt acceptable også for lutheranere, men den måtte nødvendigvis ændres på de punkter, Luther havde kritiseret som decideret ubibelske.
Det var først og fremmest nadverritualet, der skulle reformeres. I datidens gængse katolske opfattelse var nadveren et offer, som præsten frembar til Gud for at formilde ham, ganske som Jesus havde gjort ved sin død på korset. Den store betydning, der på den måde blev tillagt præstens handling, stred afgørende imod Luthers overbevisning om, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til frelsen. Mennesket er så gennemsyret af synd, at kun Guds nåde kan frelse en, hvis man tror på hans tilgivelse. Ved sin død på korset overtog Jesus menneskets synd og åbnede dermed vejen til Guds kærlighed. Den begivenhed skal nadveren aktualisere, så de kristne oplever fællesskabet med Gud og med hinanden.
Luthers kritik af den katolske kirkes fokus på gejstligheden som formidler mellem Gud og den troende havde videre konsekvenser. Efter hans opfattelse kan principielt alle lære Gud at kende gennem hans ord i Bibelen, som selvfølgelig skal oversættes til et sprog, alle kan forstå. Nu er bibelteksten ikke alle vegne klart gennemskuelig, og den kan forekomme fjern fra en senere tid. Derfor er der brug for, at veluddannede prædikanter forklarer bibelteksten og viser dens aktualitet. Men prædikantens rolle er beskeden, og hele menigheden skal tage aktivt del i gudstjenesten. Af praktiske grunde må man sætte nogle rammer, så det ikke ender i kaos. Menighedssangen er Luthers svar på disse fordringer.
Luther udarbejdede selv forskrifter for gudstjenesten i Formula Missae (1523) og Deutsche Messe (1526), og sammen med en kreds af ligesindede skrev han adskillige salmer. Med dem som udgangspunkt udkom der en række messehåndbøger og salmebøger forskellige steder i Tyskland. De blev forbilleder for de danske prædikanters arbejde med at udforme en evangelisk dansk gudstjeneste med menighedssang som et centralt element.
De ældste bevarede danske kilder stammer fra sidste del af 1520'rne. Som en følge af menighedssangens centrale position er der en glidende overgang mellem salmebøger og beskrivelser af gudstjenesten, gerne betegnet som messebøger. Messebøgerne indeholder ud over forskrifterne for gudstjenesten også salmer, og salmebøgerne har ikke kun menighedssange, men også en beskrivelse af gudstjenestens forløb. Bedst kender vi gudstjenesten i Malmø, som var centrum for reformationen i det østlige Danmark og er beskrevet i flere bevarede kilder.
I fortalen til messebogen angiver Frands Vormordsen anledningen til udgivelsen: Han har modtaget "Doctorum Pomerani oc Paladii Haandbog" (blad A 1v), dvs. doktorerne Johannes Bugenhagens og Peder Palladius' Enchiridion (1538, jf. Poulsen 1959:156f ). Bogen indeholder en oversættelse af Luthers lille katekismus, fulgt af hans forskrifter for brudevielse og barnedåb. Palladius har oversat teksterne, og Bugenhagen har skrevet fortalen (se nærmere Jacobsen 1912:31-62). Denne bog bør alle prædikanter og sognepræster anvende, indskærper Vormordsen, men det har været nødvendigt at supplere den med en egentlig gudstjenesteordning, der også behandler messen, og som "er saa prenntett att hun (dennem besynderlige) tiænne kand. som gamle ere oc haffue onde ('dårlige') øgen" (blad A 2r).
Og messebogen fra 1539 er vitterligt imødekommende over for gamle, svagsynede præster. Bortset fra netop Vormordsens fortale er hele bogen trykt med meget store typer, "vdy groffuere styll", som fortalen lover (blad A 2r). Typografisk er teksten nogenlunde klart struktureret i afsnit med centrerede overskrifter og store begyndelsesbogstaver, undertiden initialer (se fx blad C 1v). Ydermere er der anvendt tofarvet tryk, sort og rødt. Rødt bruges til overskrifter, de første bogstaver i afsnit og anvisninger på de handlinger, præsten og de øvrige messedeltagere skal udføre. Til forskel fra dem er de tekster, der skal synges eller fremsiges, trykt med sort (se fx blad B 4v), og det samme gælder henvisninger til og referater af sådanne tekster. Systemet er klart nok, men i detaljer kan det virke lidt fremmed for en moderne læser, bl.a. i anvisningen for prædikenen, hvor de røde typer her er understreget: "Siden leeser hand klarlige den hellige euangelij text. Oc naar hun eer vde Begynder hand at forklare hende fra første oc til det siste" (blad D 3v).
Betegnelserne for messens enkelte led er i et vist omfang de gamle latinske eller græske betegnelser, som det er nyttigt at kende, fordi de stadig bruges i liturgisk sammenhæng. De forklares ganske kort i den følgende oversigt (se nærmere om de enkelte led Widding 1933, I:69-157 og Poulsen 1959); i skarp parentes står betegnelser, som ikke findes i originalen, men er indsat af udgiverne:
[Præstens forberedelse]
Officium ('gudstjeneste'): salmen "Af dybhedsens nød råber jeg til dig"
Kyrie eleison ('Herre, forbarm dig'): salmen "Kyrie Gud fader alsomhøjeste trøst"
Gloria in excelsis Deo ('ære være Gud i det høje'): vekselsang mellem præst og menighed "Gloria ære og pris være Gud i det højeste"
Herren være med jer: præstens hilsen og menighedens svar
Kollekt ('fællesbøn'): bøn, som læses af præsten
Epistel ('brev'): afsnit af apostelbrev fra Det nye Testamente, som læses af præsten
Halleluja ('pris Gud'): salmen "Halleluja bør os altid at sjunge"
Sekvenser ('følge'), dvs. latinsk-danske vekselsange, efter kirkeåret
Herren være med jer: præstens hilsen og menighedens svar
Indledning til evangeliet med lovprisning
Evangelium ('godt budskab'): afsnit af et af de fire evangelier eller Apostlenes Gerninger
Credo in unum deum ('jeg tror på én Gud'): den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse fra det 4. årh.
Credo ('jeg tror'): salmen "Vi tro allesammen på en Gud, himmels skaber og jordens"
Salme før prædikenen: "Nu bede vi den Helligånd"
Prædiken
[Kirkebøn], læses af præsten
Syndsbekendelse, Luthers katekismus og meddelelser, læses af præsten
Salme efter prædikenen: "Nu er os Gud miskundelig" eller en anden salme
Eventuelt dåb og brudevielse
Præfatio ('fortale'): vekselsang mellem præst og menighed som optakt til sanctus
Sanctus ('hellig'): enten den latinske hymne eller salmen "Hellig, hellig, hellig er du"
Formaning til nadvergæsterne
Pater noster ('vor far'): fadervor, synges af præsten
Indstiftelsesordene, dvs. Jesu ord ved nadveren (gengivet fire steder i Det nye Testamente), synges af præsten, først om brødet
Uddeling af brødet
Indstiftelsesordene om vinen
Uddeling af vinen
Salme under nadveruddelingen: "Jesus Kristus er vor salighed" eller en anden salme
Agnus dei ('Guds lam'): salmen "O Guds lam som borttager al verdens synder"
Herren være med jer: præstens hilsen og menighedens eller degnens svar
Kollekt ('fællesbøn'): bøn, som læses af præsten
Pax domini ('Herrens fred'): præstens hilsen og menighedens svar
Benedictio ('velsignelse'): Arons velsignelse i Det gamle Testamente 4. Mosebog 6,24-26 (den "aronitiske" velsignelse), som fremsiges af præsten
Udgangssalme: De ti bud, salmen "Gud Fader udi Himmerig, sin vilje", eller "Forlæ os med fred nådelig"
De latinske betegnelser for messeleddene står hyppigt som overskrifter (fx blad B 1r) og er orienteringspunkter for håndbogens målgruppe, præsterne. I deres faglige verden har det været en selvfølge at benytte latin. Derfor anføres også de bibelske tekster med de latinske navne fra tidens mest udbredte bibeloversættelse, Vulgata, fx "Laudate dominum omnes gentes" (blad C 2v, begyndelsen af Salme 117 i Det gamle Testamente). Det er også baggrunden for, at nogle af de praktiske anvisninger er på latin eller en blanding af dansk og latin som "Nu vender Presten sig om til alterid igen oc siger. Pater noster etc. Alta voce" ('Fadervor osv. Med høj stemme', blad F 4r). I alle disse tilfælde er der tale om intern kommunikation mellem gejstlige.
Men latinen bruges også i tekster, der skal fremsiges for menigheden, og her står vigtige reformatoriske principper på spil. Det var et hovedpunkt i Luthers og hans tilfhængeres angreb på den katolske kirke, at almindelige mennesker ikke forstod, hvad der foregik i messen, og for at sikre deres velfærd og salighed skulle modersmålet indføres i liturgien. For Luther selv indebar dette program ikke, at latinen helt skulle afskaffes i gudstjenesterne, for det ville være et fatalt kulturtab, men den skulle have en ny plads og funktion i kirkelivet, nemlig som festligt element ved særlige højtider og som pædagogisk aktiv for latinskoleeleverne, der naturligvis fortsat skulle beherske det internationale akademiske sprog (se fx Poulsen 1959:44f). Kirkeordinansen foreskriver udstrakt brug af latin i de daglige tidebønner med deltagelse af latinskoleeleverne (Kirkeordinansen 1537/39, 1989:100-2, 161-66).
Hvordan forholdet mellem latin og dansk konkret skulle udformes, fastlægges klart i Messebogen fra 1539. Hovedprincippet er, at i landsbyer og andre steder, hvor der ikke er latinskoler, skal alt læses og synges på dansk. Men i byer med latinskoler skal nogle nærmere bestemte liturgiske led synges på latin (se fx blad A 4v-B 1r), bl.a. Gloria, Credo og Sanctus (hhv. blad B 3r, blad D 1v-D 2r og blad E 4v-F 1r). Resten af messen skal altid være på dansk, og begrundelsen er konsekvent hensynet til folket: "Collecten scal altidt leses eller siungis paa danske i alle steder oc byer. ingen steds paa latine. Huar ledis kunne ellers folkedt suare Amen. til henne" (blad C 1r). Udover fællesbønnen skal modersmålet undtagelsesløst anvendes i de centrale dele af gudstjenesten: læsningen af epistlen og evangeliet, prædikenen og hele nadverlitugien. Menigheden skal nemlig kunne følge med: "Effter collecten scal presten ... med seduanlige noder paa danske. lese Epistelen effter tidzens leilighedt aff det gamble eller ny testamente. langsomelige oc redelige ('tydeligt'). saa at folked kand vel forstaa oc mercke hannem ('den')" (blad C 1r-C 1v).
Til de markante danske indslag i messen hører salmesangen. Der skal i alt synges 11 danske sange under en messe, og konkret nævnes 12 med deres begyndelsesord (to optræder som alternativer, blad H 1v). De aftrykkes alle med fuld tekst og noder, bortset fra den obligatoriske salme før prædikenen, "Nu bede vi den Helligånd", der er omtalt summarisk (blad D 3v). Salmen har utvivlsomt være godt og grundigt indsunget i de skånske menigheder, men det samme gælder alle de øvrige, som havde deres faste plads i de malmøske messeordninger helt siden 1529. Den eneste undtagelse er "Forlæ os med fred nådelig" (blad H 2v), der kendes fra salmebøger siden Malmøsalmebogen 1533, men ikke som messeled før her i 1539. Et repertoire på 12 salmer virker ikke imponerende, men tre steder gives der eksplicit mulighed for at vælge en anden sang end den anførte (bl.a. blad G 3r-G 3v), og i fortalen nævner Vormordsen udtrykkeligt, at "Psalmerne finder mand y psalmebøgerne" (blad A 2r).
Derimod er de latinske sange ikke udgivet i messebogen, for det, der efter kongens ordinans skal synges på latin i købstæderne, hvor der er gode skoler, det finder man "y de latinske messebøger oc graler ('gradualer')" ‒ altså i de gamle katolske værker (blad A 2r).
Messens danske salmer skulle synges af menigheden, der i tidens sprog kaldes folket eller forsamlingen (fx blad B 4v og blad B 3v), og det kan måske virke overraskende, at en håndbog for præster medtager salmerne i deres fulde udstrækning. Men i flere tilfælde skal præsten påbegynde en salme, inden menigheden stemmer i (bl.a. blad D 2r-D 2v), og under alle omstændigheder må det have været praktisk for præsten at have det fulde overblik over messens forløb. Afsyngelsen af de latinske led forudsætter et kor (fx blad F 1r-F 1v), der naturligvis også kan synge danske salmer, især under altergangen, som menigheden i vidt omfang deltog i; her kan degnen erstatte koret (blad G 3r). Hans funktioner omtales ikke hyppigt, men det er dog ham, der får lov at synge Kyrie (blad B 1v), og i stedet for menigheden kan han svare på præstens hilsen (blad G 4v). Et enkelt sted nævnes en skolemester eller hører, som skal intonere credo-salmen "Vi tro allesammen på en Gud" efter korets afsyngelse af den latinske trosbekendelse (blad D 1r-D 2r).
Set fra et luthersk teologisk synspunkt var menighedssangen et uomtvisteligt fremskridt, men at den æstetisk betragtet kunne være barbarisk, røber Vormordsen i en bemærkelsesværdig bestemmelse: "Oc siunge sig ingen i kirchen vden dee som vel kunde oc en god røst haffue at vor hellige lofsang icke skall vendis om och synes att vere galledt ('gale') oc druckedt folckes vraal oc skrig Der oss gudt naadeligen fore beuare" (blad C 4r).
Efter bestemmelserne om den almindelige højmesse følger otte kapitler med andre liturgiske tekster. De fylder næsten to tredjedele af bogen, men behandles her ret kortfattet, fordi flere afsnit kun er af begrænset relevans for salmesangen.
Det første store afsnit efter messeordningen indeholder fællesbønner, kollekter, til hele kirkeåret, i alt 66. På den baggrund virker overskriften som noget af en underdrivelse: "Her effterfølger nogle faa vdualde Collecter til Søndagene. Høgtidelige dage. oc anden tid om Aaret nar behoff giørs" (blad H 3v). Oven i købet følges afsnittet af endnu en samling med 24 kollekter til andre lejligheder (blad L 4r). Bønnerne nævnes da også i titlen, og i fortalen omtales de som "nogre retsindige Collecter oc bønner bag effter / aff huilke presten tage oc siunge kandt effter leyligheden" (blad A 2r).
For præsten har det været nemt at finde den kollekt, der passede til hver helligdag, for afsnittene er klart struktureret med de latinske helligdagsnavne som overskrifter. Selve bønnerne er danske, oversat efter de katolske missalekollekter, men tilpasset Kirkeordinansens nye kirkeår, hvor en hel del helgenfester var sløjfet (Andersen 1983:140-150).
Samlingen af kollekter til andre lejligheder begynder med seks til særlige helligdage (blad L 4r-M 1v). Den følges af 18 bønner af blandet karakter. De kan godt virke noget ensformige, men tilsammen tegner de et ganske godt billede af datidens samfund og befolkningens bekymringer. Her er forbønner for kongen (blad M 2v, blad O 2r), hele den verdslige øvrighed (blad M 3r), kirken og især gejstligheden (bl.a. blad M 1v, blad N 3r-O 1v), men også for forbrydere (blad N 1v). Ind imellem står bønner om fred og regn (bl.a. blad M 2v, blad M 4r).
Efter kollekterne følger et afsnit med syv præfationer, dvs. fortaler eller indledninger til nadverritualet. I messeordningen indgår en almindelig præfation til brug på kirkeårets søndage (blad E 3v), og her følger præfationerne til særlige helligdage. Afsnittets latinske titel forsikrer, at præfationerne både er i overensstemmelse med Bibelen og brugt i kirkerne (blad O 2v). Kilden er de katolske missalepræfationer, der er oversat til dansk, mens de gregorianske melodier er bevaret (Widding 1933, I:122-26, se nærmere afsnittet Musikken). Endnu i april 1539, da messebogen udkom, var denne praksis legal, men den 14. juni trådte den danske version af Kirkeordinansen i kraft, og den forbyder udgivelsen af "Handbøger, missaler eller andre Ceremonische bøger med nye sang oc præfatier wdset ('oversat') paa danske, at siunges med latine noder" (Kirkeordinansen 1537/39, 1989:231f, se afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger).
Præfationsafsnittet har sin helt særlige karakter, idet noderne dominerer satsbilledet. Det er relativt nemt at orientere sig i kapitlet, fordi overskrifterne, helligdagenes latinske navne, er trykt med rødt, og første nodelinje er brudt af et stort rødt initial i midten (se fx blad P 1v). Et par af præfationerne afsluttes med en henvisning til en af de andre præfationer, og den er også trykt med rødt og på latin.
Dåbsritualet følger efter præfationsafsnittet og er klart markeret som et nyt kapitel, der begynder på en ny side (og et nyt ark) og indledes med en udførlig overskrift, trykt med rødt, centreret og pynteligt sat med gradvis indrykning (blad Q 1r). Til gengæld er der ingen indledning; teksten begynder med de vigtigste praktiske anvisninger.
Det ville være nærliggende at forstå Vormordsens fortale, som om han anbefaler de skånske præster at følge ritualet i Peder Palladius' oversættelse af Luthers Enchiridion fra 1538 (jf. afsnittet Den teologiske baggrund). I store træk stemmer forskrifterne i 1539 da også med de lutherske i 1538, men der er mange og tildels væsentlige forskelle. Mest iøjnefaldende er det nok, at Enchiridion foreskriver neddykning af barnet (Luther 1538:Q 2v), mens messebogen regner med overøsning (blad R 2v) ‒ sådan som det officielt var foreskrevet (Kirkeordinansen 1537/39, 1989:108, jf. 181, se også Poulsen 1959:90-93). I messebogen fra 1535, der også har et dåbsritual, fremgår det ikke, om præsten skulle nedsænke barnet i døbefonten eller øse vand over det (Ulricksøn 1535 blad C 2r).
I Vormordsens messeordning er dåben lagt mellem salmen efter prædikenen og optakten til nadveren, altså midt iblandt flere sungne led (blad E 3r). Det er formentlig baggrunden for, at selve dåbsritualet ikke omtaler nogen salme.
Kapitlet om brudevielse er en gengivelse af Luthers lille skrift om emnet. Overskriften "Om Bruduielsse for enfoldige sognepresters skyld" (blad R 4v) kan i moderne ører lyde som noget af en fornærmelse, men enfoldig sigter snarest til de gejstliges lidt mangelfulde indsigt i den nye lutherske kirkes lære og praksis. I hvert fald er Vormordsens indledende hilsen til "alle gudfryctige predicanter oc sogneherrer" uhyre venlig. Den følges af Luthers korte fortale inden selve ritualet. Hele hans skrift var blevet oversat til dansk flere gange tidligere, bl.a. i messebogen fra 1535 og i Palladius' oversættelse af Luthers Enchiridion fra 1538, men 1539-versionen afviger noget fra dem begge (Poulsen 1959:94f, Lausten 1989:187, note 127). Bestemmelserne i den latinske kirkeordinans er uhyre kortfattede og overlader de konkrete detaljer til præsterne (Kirkeordinansen 1537/39, 1989:111, jf. 187).
Ritualet anfører ingen salmer, og det kan skyldes, at vielsen i messeliturgien er placeret samme sted som dåben (blad E 3r).
Efter afslutningen på vielsesritualet følger kapitlet "Ad visitandum infirmos ('om at besøge syge') Een maade huorledis mand skal haffue ('opføre') sig hoss de siuge met vnderuisning. Sacramentens brug oc andit som da behoff giøres" (blad T 3r). Den danske titel angiver præcist stadierne i sygebesøget (se nærmere Poulsen 1959:100-03).
Med undervisning menes selvfølgelig religiøs belæring. I nøje overensstemmelse med Luthers lære anføres først bibelcitater, der kan vække syndserkendelse, dernæst trøstende ord med bibelhenvisninger. De første er på latin, de sidste på dansk; sprogskiftet må ikke overfortolkes, der er tale om den gængse praksis at citere den hellige skrift efter den almindelige latinske oversættelse, Vulgata. Med de to trin i belæringen er vejen beredt for nadveren, overskriftens sakramente. Ritualets kerne er identisk med messeordningens, men formaningerne er tilpasset den særlige situation. Umiddelbart efter selve nadveren læses ‒ og det vil nok sige synges ‒ en salme, enten "Jesus Kristus er vor salighed" eller "Gud være lovet altid og benedidet"; anvisningen lyder: "Hijs peractis ('når dette er gjort') leser presten Jesus christus. eller Gud vere loffuit altid oc etc." (blad V 2v). Med forskrifterne efterleves de officielle bestemmelser (Kirkeordinansen 1537/39, 1989:115-17, jf. 194-96).
Et særligt, ganske kort kapitel er viet besøg hos dødsdømte: "Om fengslede misdedere som sculle affliffuis oc staa deris yderste rett" (blad V 4v). Her pålægges det præsten ofte at besøge de dømte og forsøge at få dem til at erkende deres synder, hvorefter de kan modtage nadveren. For de forhærdede må præsten nøjes med at bede. Det svarer nøje til Kirkeordinansens forordning (Kirkeordinansen 1537/39, 1989:117, jf. 196f), men er i modsætning til det foregående kapitel uden modstykke i messebogen fra 1535 (se nærmere Poulsen 1959:100-03).
Messebogens sidste kapitel behandler begravelse (blad X 1v-X 2r). Kirkeklokkerne skal ringe, og hvor der er skoler, må eleverne gå syngende foran liget; ellers må folk følge tavse efter den døde. Der nævnes flere mulige salmer til lejligheden: "Velsignet være herren Israels Gud", "Af dybhedsens nød råber jeg til dig" og "O herre Gud, benåde mig", foruden "Men vi leve på jorden her", der fungerer som svarsang, antifon. Efter jordpåkastelsen synges endnu en dansk salme, enten "Vi tro allesammen på en Gud, himmels skaber og jordens" eller "Forlad nu din svend, o Herre". Lidt påfaldende hedder det, at salmen over graven synges "for almuen", altså ikke af følget (blad X 2r), selvom i hvert fald den første af de to foreskrevne salmer har været særdeles velkendt, idet den indgår som fast led i messen (blad D 2v-D 3v). Ceremonien afsluttes med en formaning og fælles bøn. Det enkle ritual falder i tråd med de ældre danske begravelsesordninger, herunder Kirkeordinansens bestemmelser (se nærmere Poulsen 1959:104-07, Kirkeordinansen 1537/39, 1989:117f, jf. 197f).
Vormordsens messebog er den første i sin genre efter indførelsen af den lutherske statskirke i Danmark-Norge i 1536. Allerede året efter forelå en regulering af rammerne for den nye organisation i den latinske kirkeordinans (se nærmere Kirkeordinansen 1537/39, 1989 med Martin Schwarz Laustens indledning og noter).
Initiativtageren til messebogen, Frands Vormordsen, var nyudnævnt biskop i Lund, da han fik Malmøs førstepræst, Claus Mortensen (med tilnavnet Tøndebinder), til at sørge for trykningen af bogen. Begge mænd var ledende kræfter i den lutherske bevægelse i det østlige Danmark med centrum i Malmø, og især Claus Mortensen var en drivende kraft i udformningen af det nye evangeliske liv i byen. Med god grund har han fået tillagt hovedæren for den ældste kendte danske messebog fra 1529 (se nærmere Indledning til Claus Mortensen Tøndebinder: Det kristelige messeembede ). Hans baggrund sikrer, at der er taget videst muligt hensyn til Malmøtraditionen i den ti år yngre messebog.
Samtidig var Vormordsen som biskop naturligvis forpligtet til at indføre Kirkeordinansens bestemmelser i sit stift. I liturgisk henseende var ordinansen fra 1537 snarest en rammeordning, som i vidt omfang overlod den konkrete udformning af gudstjenesterne til kirkens egne folk. Derfor var det fuldt legalt at videreføre den gamle Malmømesse (jf. Mogensen 1971:105, Poulsen 1959:156f). De to vigtigste nybrud i Kirkeordinansen i forhold til Malmøtraditionen var dels, at antallet af menighedssalmer blev skåret ned, særligt umiddelbart før og efter prædikenen, dels at det blev påbudt under nærmere bestemte vilkår at synge latinske hymner (jf. Andersen 1983:120, 129). Det sidste punkt har messebogen fra 1539 indarbejdet (se nærmere afsnittet Messeordningen i messebogen 1539), men de mange menighedssalmer er bevaret.
Statsmagtens tolerance over for den tidlige reformations lokale liturgier sluttede med den danske version af Kirkeordinansen, som trådte i kraft den 14. juni 1539, altså to måneder efter trykningen af Vormordsens og Mortensens messebog. Her indføres skærpet censur med liturgiske bøger:
Item ('ligeledes') wille wy ey heller, at nogen skulle her y wore Riiger wdprente eller wdprente lade Handbøger, missaler eller andre Ceremonische bøger med nye sang oc præfatier wdset ('oversat') paa danske, at siunges med latine noder ... Oc desligeste forbiude wy, at nye bøner oc Collecter skal icke wdprentis anten til Messen eller almindelig ellers at siunge eller lesse, vden det skeer med den Høige Scholes ('universitetets') oc huer Superattendentens ('biskops') samtycke. Di ('thi') mand faaaer icke ellers ende paa at giøre bøger, louge, Statuter oc Ordinantzer. Huer y syn sogen eller Kirecke kand lade seg nøige med denne wor oc Riigens Ordinants. Huer sognepræst ḱand giøre for seg Christelige Collecter ... Epistelen oc Euangelium kand huer lesse paa Danske aff andre Bøger, Præfatien skulle de icke siunge wden noger tiide alleeniste, meest wdy Kiøbstederne oc det paa latine, besønderlig høgtilige dage (Kirkeordinansen 1537/39, 1989:231f).
Reelt indebærer denne forskrift, at kongen fra nu af bestemmer over statskirken, også i liturgisk henseende. Malmøborgernes kirkelige selvtægt er forbi, og 1539-messebogen er i sin helhed uanvendelig (jf. Dal og Poulsen 1959:156f, Mogensen 1971:105, 110f, Lausten 1989:231f note 230 og 231). Måske er det grunden til, at der er bevaret ualmindelig mange eksemplarer af værket: Hele otte opregnes i Laurids Nielsens bibliografi (Nielsen 1919/1996, I:143).
Titel: blad A 1r
Fortale: blad A 1v
Messeordning: blad A 2v
Kollekter til kirkeåret: blad H 3v
Andre kollekter: blad L 4r
Præfationer: blad O 2v
Dåb: blad Q 1r
Brudevielse: blad R 4r
Dødsforberedelse: blad T 3r
Forberedelse af dødsdømte: blad V 4v
Begravelse: blad X 1v
Register: blad X 3r
Trykfejlsliste: blad X 4r
Efterskrift: blad X 4r
Kolofon: blad X 4r
Kongens våben: blad X 4v
Den udførlige titel (blad A 1r) nævner allerførst ‒ overflødigt, forekommer det ‒ sin egen karakter, "Titulus". Dernæst omtales værkets adressat, "alle sogneprester oc predicanter", der vil have god nytte af bogen, forsikres det. Genren er "Handbog", dvs. en samling liturgiske tekster, i datiden brugt både om det, vi i dag ville kalde salmebøger (Dietz 1529) og messebøger (foruden 1539 også Ulricksøn 1535). Dernæst opregnes de ritualer, der beskrives i bogen, og det understreges, at alt er korrekt og følger gammel sædvane. Til sidst nævnes den nyeste autoritet, "kongelige maistads Ordinantsis indeholdelse", som har været rettesnoren for det hele. Udgivelsesåret afrunder teksten. Titlen er en udmærket indholdsdeklaration, selvfølgelig med anbefalende ord undervejs, men dog i behersket omfang.
Fortalen (blad A 1v-A 2r) er formet som et brev fra Frands Vormordsen til "alle retsindige oc gudfryctige Predickere oc sogneherrer ('sognepræster')". Som konventionen bød, indledes brevet med en from hilsen og afsluttes med sted og dato.
I hoveddelen meddeles anledningen til bogens udgivelse: modtagelsen af den danske udgave af Luthers håndbog, og derefter dens formål: at tilvejebringe ensartet liturgi og belæring af befolkningen, selvfølgelig på bibelsk grundlag. Der har hidtil manglet en messebog, og da den lutherske håndbog er trykt med små typer, har Vormordsen bedt Malmøpræsten Claus Mortensen om at stå for trykningen af håndbogen i bedre korrekturlæst og lettere læselig form, suppleret med en messeordning, foruden præfationer og kollekter. Denne nye håndbog kan ikke være det eneste grundlag for gudstjenester. I Bibelen skal man finde epistler og evangelier, i salmebøgerne må man søge salmerne, og i de latinske messebøger og gradualer står de latinske tekster og noder, der ifølge kongens kristelige ordinans skal synges i købstæder med gode skoler.
Afslutningsvis pålægges det de gejstlige at følge bogens anvisninger ‒ i taknemmelighed over at have en kristen og nådig konge, så det er muligt at høre Guds ord prædiket retsindigt og at leve derefter. Endelig opfordres læserne til at bede for kongen, hans land og rige og for Vormordsen selv. Fortalen er dateret Malmø, tirsdag efter Mortens dag (12. november) 1538.
Tonen i fortalen er venligt oplysende, nærmest omsorgsfuld, selvom den i realiteten er en embedsskrivelse med pålæg fra biskoppen til de gejstlige i hans stift. Det afspejler rimeligvis de vanskelige forhold i den nye statskirke, som på kort tid skulle bringes til at fungere i alle sogne og med de forhåndenværende præster. For biskoppen måtte det være magtpåliggende at afhjælpe manglen på de nødvendige liturgiske bøger og klart at præcisere, hvilke andre værker præsterne skulle benytte. Vigtigst er naturligvis Det nye og Det gamle Testamente, "huilke alle prestmendt maa endelige haffue" ‒ en genklang af Kirkeordinansens opregning af de bøger, præsterne ikke kan undvære, i første række Bibelen (Kirkeordinansen 1537/39, 1989:136).
Gennem hele fortalen fremstår Vormordsen som den loyale embedsmand, tydeligst i omtalen af kongen, der sikrer rammerne for et sandt kristent liv og dermed varetager sine undersåtters timelige og evige velfærd.
Messebogens karakter af håndbog fremtræder klart i det alfabetiske register (blad X 3r-X 4r). Her opregnes alle værkets articuli, i praksis hovedsagelig kapitler, fx "Om Messen oc hendis ceremonier". Men også underafsnit er registreret, bl.a. "Nar ingen communicanter ere" ('når der ikke er nogen nadvergæster'), utvivlsomt for at hjælpe en præst midt i en problematisk situation, hvor det er godt at kunne finde vejledning i en fart. Kollekterne til kirkeåret har det øjensynlig ikke været nødvendigt at specificere, men de øvrige får selvstændige indgange ‒ på latin, ganske som overskrifterne til de specielle anledninger, og det samme gælder præfationerne.
Registret ender med en markering af sin egen slutning ("Finis indicis huius libri").
At registret primært er beregnet til præsternes brug, betyder, at hovedsproget er latin; her er tale om en kommunikation mellem lærde. Henvisningerne til de rent danske afsnit er dog på dansk, hvad der vel har været praktisk for brugerne.
Listen med trykfejl (blad X 4r) indeholder kun én rettelse, nemlig af den fejlbehæftede tekst blad N 1r linje 14 ("N i. versu xiiij"), hvor man i stedet skal læse: "Vore fiender oc oss. giff en sand kerlighedt."
Den ganske korte efterskrift til læseren (blad X 4r) er rent latinsproget, en afspejling af gejstlighedens indbyrdes kommunikation. I oversættelse lyder den:
Til læseren
Her har du, kristne læser, en bog, et manuale, som man kalder det, hvor ritualerne her i Skåne stifts kirker er samlet. Hvis noget her skulle støde dig eller der mangler noget i den, må du bære over med det. Katekismen med doktor Morten Luthers udlægning, som altid bør bruges på prædikestolen efter prædikenen, vil vi snart sørge for bliver trykt i den samme form og fra det samme trykkeri. Lev vel.
Her oplyses det udtrykkeligt, at messebogen beskriver liturgien specielt i Skåne stift. Den er altså et led i biskoppens styrelse af stiftet. Den udgave af Luthers katekismus, der stilles i udsigt, kendes ikke. I 1537 havde Vormordsen udgivet sin oversættelse af Luthers lille katekismus, trykt af Oluf Ulricksøn (Nielsen 1919/1996, I:72), men den var i mindre format end messebogen, og det kan være baggrunden for, at biskoppen planlagde en ny udgave, der ligesom messebogen ville være nem at læse for dem, "som gamle ere oc haffue onde ('dårlige') øgen" (blad A 2r).
Kolofonen indeholder alle de oplysninger, der traditionelt hører hjemme her: trykkested, bogtrykker, dato og år, i dette tilfælde: Malmø, Oluf Ulricksøn, 17. april 1539 (blad X 4r). Som de øvrige sluttekster er den på latin.
Kolofonen er trykt på recto-siden af bogens sidste blad, og slutningen markeres eftertrykkeligt af det "Finis", der står allernederst på siden (blad X 4r). Ikke desto mindre er der gjort meget ud af verso-siden, der bærer den danske konges våben, som det oplyses i overskriften. Under våbnet står et skriftsted fra Paulus' første brev til korinterne kapitel 14: "alt skal gå sømmeligt og ordentligt til", som vers 40 lyder i den autoriserede oversættelse fra 1992. Verset, der citeres fra den gængse latinske bibeloversættelse, Vulgata, er uhyre velvalgt: Hos Paulus som hos Vormordsen afslutter det anvisningerne for gudstjenesten.
I hele bogen findes kun en eneste egentlig illustration: den danske konges våben på allersidste side (blad X 4v).
Titelsiden, som i perioden ‒ og også i de liturgiske bøger ‒ gerne er fint udsmykket med ornamenter eller billeder, er ren tekst i 1539-messebogen. Den er da sat omhyggeligt, centreret og i spids, og dele af teksten er trykt med rødt (jf. afsnittet Messeordningen i messebogen 1539). Men nogen energisk markedsføring vidner den ikke om, og reelt er den da også en embedsskrivelse fra biskoppen til stiftets gejstlige.
I resten af bogen anvendes initialer ved begyndelsen af større afsnit (fx blad Q 3v) og i præfationsafsnittet midt i første linje af hver præfation (bl.a. blad O 3v). Et enkelt sted bruges det gamle præfationstegn, et stort V med et kors i midten (blad F 4v, jf. Dal og Poulsen 1959.152). Enestående er også alineategnet blad A 1v og de blomsterformede pyntetyper blad A 2r. Heldigvis oplives bogen af de mange noder i messeordningen og præfationsafsnittet.
Vormordsens messebog fra 1539 blev fremstillet på Oluf Ulricksøns værksted i Malmø, og fra samme sted udgik i 1535 en messebog, der gælder som det første nodetryk fremstillet i Danmark (Glahn 1959:132; Davidsson 1962:17). Der findes ganske vist ældre musiktryk, men de indeholder kun tomme nodelinjer, hvorpå brugeren selv måtte skrive noderne. Dette gælder blandt andet Claus Mortensens messebog Thet cristelighe mesßeembedhe, som blev fremstillet af Ulricksøn i 1529. Hvad enten man skulle trykke tomme linjer eller linjer med noder, var fremgangsmåden den samme, og i alle tre messebøger brugte Ulricksøn træsnit, der med al sandsynlighed var fremstillet specielt til disse bøger. Messebogen fra 1539 fremstår i sammenligning med de to forgængere som det mest omfangsrige og varierede musiktryk.
I messebogen fra 1539 forekommer noder til 22 sange samt messetoner til tekstlæsninger og korsvar. Der er gjort brug af to forskellige notationsformer, koralnotation med sorte kvadratnoder og mensuralnotation med hvide noder. Størstedelen af melodierne, nemlig 16, og messetonerne er noteret i koralnotation, en udløber af middelalderkirkens måde at notere gregorianske melodier på. Denne notationsform angiver ikke nodernes varighed, men bruges til at notere melodier til prosatekster, hvor tekstens betoninger afgør den melodiske frasering. Dette gælder blandt andet indstiftelsesordene i forbindelse med nadveren, hvor teksterne stammer fra Det nye Testamente (blad F 4r-G 2r). Også til tekster med strofisk struktur og virkemidler som enderim bruges denne notationsform, fx "Kyrie Gud fader. alsomhøgeste trøst" (blad B 2r) og "Forle oss med fredt naadelig" (blad H 2v). Når de er gengivet i koralnotation, skyldes det nok Vormordsens ønske om at lade melodierne knytte an til de sangtraditioner, som var forbundet med melodiernes gregorianske ophav.
Statsmagten havde en holdning til brugen af noder i den nye messe. Med den danske version af kirkeordinansen, som trådte i kraft to måneder efter trykningen af Vormordsens messebog, blev det forbudt at udgive "Handbøger ... med nye sang oc præfatier wdset ('oversat') paa danske, at siunges med latine noder" (Kirkeordinansen 1537/39, 1989: 231-2; se også afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger). Betegnelsen "latine noder" henviser nok til de forskellige former for musikalsk notation, som anvendtes til den katolske kirkes latinske sange, eksempelvis den koralnotation, som indgår i Vormordsens messebog. Selvom forbuddet synes at repræsentere en ideologi om at undgå en musikalsk arv fra den katolske kirke, anvender kirkeordinansen selv koralnotation til "fader vor" og indstiftelsesordene. Problemet har ikke været noderne i sig selv, men mere måden, hvorpå de latinske sange blev omformet til dansk. Luther og Bugenhagen fremførte den kritik, at de gregorianske melodier ikke bare kunne bruges uændret til modersmålsoversættelser af de latinske tekster. Melodierne måtte tilpasses, så de kunne understøtte de nye teksters struktur (Kirkeordinansen 1537/39, 1989:232, note 231; Leaver 2017:84-88). Som alle andre danske biskopper var Vormordsen bekendt med Bugenhagens holdning til dette spørgsmål (Glenthøj 1986:10), og melodierne i Vormordsens messebog viser sig da også at være tilpasset de danske tekster (se afsnittet Musikken).
Seks melodier er noteret i mensuralnotation, der er karakteristisk ved, at nodernes værdi og indbyrdes relation afgøres af den såkaldte mensur. Dette tegn angives i begyndelsen af en melodi på samme sted som moderne taktarter. I Vormordsens messebog er der tale om en simpel form for mensuralnotation, hvor det ellers afgørende mensurtegn ofte er udeladt (se blad G 3v). Et fællestræk ved de seks melodier er, at de er strofiske menighedssalmer.
Samtlige melodier i messebogen er noteret med fire linjer i nodesystemet, hvilket var almindeligt for repertoiret af gregorianske melodier. Fordelen var, at melodier med et begrænset toneomfang kunne noteres inden for fire linjer. I notationen af "Gloria Ere oc priiss vere Gud i det høgeste" (blad B 3r-B 4r) har metoden dog været mindre vellykket, og i løbet af sangen skiftes der nøgle 19 gange for at få noderne til at passe inden for linjerne. Som noget særligt er flere af melodierne noteret uden den nøgle, der i begyndelsen af et system ellers viser, hvilke toner noderne refererer til. Fraværet af en nøgle er ikke et problem for læsningen, for et fast fortegn for tonen h udpeger tonernes position (se blad C 1v og C 4v). Samlet set viser denne forenklede form for notation, at noderne var henvendt til kendere, der i forvejen var vant til at læse musikalsk notation. Nodernes udseende er udtryk for, at bogen var fremstillet som støtte til præsten i forbindelse med afviklingen af messen. Det understreger trykkets funktion som håndbog.
Sangteksten er fordelt under noderne med varierende mellemrum mellem ordene, og det viser, at Ulricksøn forsøgte at indpasse teksten under noderne. Integrationen af tekst og toner i nodetrykket har været vanskelig, og for at hjælpe læseren anvendtes korte streger mellem noderne til at markere overgangen fra ord til ord. Disse streger må ikke forveksles med senere tiders taktstreger. Der ses tre typer streger i noderne. For det første kan de vise afslutningen på en melodi (blad C 3r). For det andet kan de markere et indsnit, fx mellem "LAder oss nu alle bede" og "Fader vor" (blad F 4r). Disse to stregtyper går oftest på tværs af alle fire nodelinjer. For det tredje har kortere streger til hensigt at vise, hvordan sangteksten skal fordeles under noderne, idet en streg viser, hvornår sangeren skal fortsætte til næste ord. Metoden er ikke anvendt konsekvent i messebogen. Flest streger forekommer i "Aff dybhedtzens nødt raaber ieg til dig" (blad B 1r), hvor visse markeringer ligefrem kan synes overflødige. I andre melodier er metoden netop brugt de steder, hvor der kan være tvivl om tekstfordelingen, og hvor integrationen af tekst og toner i bogtrykket kan have vanskeliggjort læsningen. I salmen "Vy tro alsammen paa en gudt" er de korte streger en stor hjælp efter den lange melisme i næstsidste frase (blad D 3r). Messebogen var en brugsbog, og det var derfor vigtigt, at teksten og noderne fremstod klart og tydeligt for læseren.
Musikalsk set indeholder Vormordsens messebog en blanding af den katolske kirkes sange og nye melodier til strofiske salmer, som blandt andet var opstået i kredsen omkring Luther. Dermed lå messebogen i forlængelse af på den ene side de gudstjenesteformer, som var i brug i Malmø fra slutningen af 1520’rne, og på den anden side stiftets førreformatoriske ritualer (Barnekow 1946:54-55).
Store dele af musikken i Vormordsens højmesse var baseret på et førreformatorisk repertoire. De oprindelige latinske tekster er oversat til dansk og gengivet i messebogen sammen med de gregorianske melodier. Det liturgiske led "Gloria in excelsis deo" ('Ære være Gud i det høje') er omformet til den danske sang "Gloria Ere oc priiss vere Gud i det høgeste" (blad B 3r), hvis tekst kendes allerede fra Claus Mortensens messebog fra 1529. I Vormordsens messebog forekommer teksten nu med tilhørende melodi, som viser sig at være baseret på stiftets førreformatoriske liturgi, idet intonationen til gloriamelodien forekommer i det katolske Missale Lundense (blad v 4v). En nærmere sammenligning af melodierne viser, hvordan Vormordsen overtog karakteristiske formler fra den gregorianske melodi. Antallet af tonegentagelser af den såkaldte recitationstone afhang af antallet af stavelser i den danske tekst, og på den måde kunne Vormordsen lægge teksten under noderne ved at fjerne eller tilføje toner i melodien.
Det katolske missale indeholder også en komplet serie af trykte præfationsmelodier til kirkeåret (blad 158v-164r), og de otte præfationsmelodier, som Vormordsen anbefaler som indledning til nadveren på forskellige dage kirkeåret igennem, er overtaget herfra og dermed fra romersk ritus (Glahn 1959:134-135). Teksterne i missalet er på latin, mens de i Vormordsens messebog er på dansk. Sammenligner man melodierne i missalet og i Vormordsens messebog, ser man tydeligt identiske melodiformler, og ligesom i gloria-melodien konstaterer man hurtigt, at formlernes længde og sammensætning er forskellig afhængig af sangteksten.
At det katolske missale formodentlig lå til grund for Vormordsens messebog, understøttes af nogle interessante lighedstræk i bøgernes anlæg. De fleste præfationssange i messebogen er forkortet således, at de afsluttende dele, som er både melodisk og tekstlig identiske, udelades. Præfationen til påske afslutter brat med "Oc derfore", hvorefter kommentaren "ut supra Jn Prefatione natiuitatis christi" ('som ovenfor i præfationen til Kristi fødsel') (blad P 1v) leder liturgen på sporet af, at resten findes under julepræfationen (blad O 3v). Den samme type henvisninger ses ved tekster og melodier i missalet. Skriftbilledet i missalet er ligesom i messebogen karakteriseret af røde overskrifter og røde initialer som indledning til de forskellige præfationsmelodier. Med disse væsentlige lighedstræk får man et klart indtryk af, at Vormordsen har villet udgive en vejledning, som mindede om den, prædikanterne kendte i forvejen.
I messebogen nævnes tyve salmer, hvoraf 12 indgår i messeordningen (se afsnittet Teksterne). Melodierne til halvdelen af disse salmer er overtaget fra den katolske liturgi, mens den anden halvdel overvejende stammer fra kredsen omkring Luther. Det drejer sig for eksempel om "Vy tro alsammen paa en gudt" (blad D 2v) og "Nu er oss Gud miscundelig" (blad E 2r), og hvad disse melodier angår, er Vormordsens messebog den ældste kendte musikkilde med dansk tekst. Luthersalmen "IEsus Christus er vor salighed" (blad G 3v) anvender dog en anden melodi end den, der kom i de lutherske udgivelser fra 1524 (Glahn 1954:95-99; Korth 2017:129-136). Et dansk håndskrift fra midten af 1400-tallet rummer en tostemmig sats over det latinske forlæg for salmen, "Jesus Christus nostra salus", og indeholder den melodiversion, som Vormordsens messebog gengiver (Bergsagel 2008). Dette peger på, at Vormordsen i sit melodivalg var præget af eksisterende traditioner og ikke uden videre overtog de lutherske forslag. Også melodien til "GVd fader vdi himmerig" (blad H 1v) kan være resultat af lokal sangoverlevering. Melodiens ældste kendte kilde er Vormordsens messebog, og formodentlig stammer den fra dansk eller nordisk visetradition (Glahn 2000:89).
Et væsentligt formål med Vormordsens messebog var, at den skulle vejlede præsterne i en musikalsk implementering af kirkeordinansen (se afsnittet Messeordningen i messebogen 1539). Med udgangspunkt i håndbogen skulle liturg og prædikant kunne gennemføre en messe uden at være i tvivl om, hvilke sange der skulle synges, og hvornår de skulle synge. Målgruppen var bred. Hvor Ulricksøns messebog fra 1535 formodes at have været til brug for prædikanter i landsbykirker i Lund Stift (Abrahamsen 1919:71), er Vormordsens messebog for alle stiftets kirker. Vormordsen skelner nemlig mellem ritualer i byer, hvor der er latinskoler, og i landsbyer med degne (se afsnittet om Messeordningen i messebogen 1539).
Kun udvalgte dele af den musik, som skulle bruges ved en messe, er til stede i messebogen. I forordet vejleder Vormordsen prædikanterne i, hvordan bogen skal bruges. Hvis man ønskede at synge latinske sange, sådan som kirkeordinansen gav mulighed for, "finder mand [sangene] y de latinske messebøger oc graler ('gradualer')" (blad A 2r). Dette vidner om, at messebogen ikke skulle opfattes som en erstatning for eksisterende musikbøger. Undervejs i messebogen kommer dette også til udtryk. I forbindelse med "Kyrie eleison" angiver Vormordsen, at dette messeled "siunges medt atskillige melodier effter atskillige tiders leilighedt" (blad B 2r). Aftrykt er kun én melodi, men Vormordsens formulering peger i retning af en forventning om, at der skulle veksles mellem flere kyrie-melodier kirkeåret igennem på samme måde, som prædikanterne var vant til at gøre før reformationen.
Messebogen var en håndbog for dem, der skulle gennemføre messen. Derfor er det ikke overraskende, at størstedelen af sangene er liturgiske sange, der skulle synges af præsten og de professionelle sangere i kirken, degnen i landsbykirker eller korsangere i bykirker. Af samme grund er størstedelen af melodierne i messebogen noteret med kvadratnoder, der i middelalderkirken blev brugt til at notere de professionelle musikeres repertoire (se afsnittet Noderne). I den nye protestantiske messe er menigheden nu også en aktiv deltager, der synger med på de strofiske salmer. Også visse liturgiske sange kunne menigheden deltage i, og om Gloria-sangen fremgår det således, at præsten skal begynde og "siden aff menige christen forsamling forfølges" (blad B 3r). Det viser Vormordsens forventning om, at de gregorianske sange, som i middelalderkirken ellers var forbeholdt professionelle sangere, nu også kunne synges af menigheden.
Vormordsen var opmærksom på, at det var en ny situation, når menigheden deltog i sangen. I messebogen beskriver han, hvilke sekvenser der skal synges kirkeåret igennem. Fra påske til pinse synges eksempelvis den latinske sekvens "Victime pascali laudes" fra 1000-tallet med den danske salme "Crist stodt op aff døde" (blad C 3v). Efter sin gennemgang af anvendelige sekvenser og salmer på dette sted i liturgien giver han følgende formaning: "Oc siunge sig ingen i kirchen vden dee som vel kunde oc en god røst haffue" (blad C 4r; se også afsnittet Messeordningen i messebogen 1539). Passagen viser, at Vormordsen var bekymret for kirkesangen, når menigheden skulle deltage i de liturgiske led, som traditionelt var de professionelle sangeres og prædikanternes ansvar. Ikke alene var det en ny situation. Det var også en ny kombination af sangtraditioner, nemlig de professionelles sang og menighedens fællessang, som nu i den nye messe skulle forenes på en hensigtsmæssig måde.
I hele bogen nævnes i alt tyve salmer, hvoraf to optræder to steder, dels i messeordningen, dels i et af de øvrige ritualer (én i hvert af afsnittene om dødsforberedelse og begravelse). Hovedparten, nemlig 12, indgår i messeordningen. De er alle på dansk og skulle formentlig synges af menigheden eller eventuelt koret eller degnen (se afsnittet Musikken). De er aftrykt med den fulde tekst og med noder ‒ bortset fra den obligatoriske salmen før prædikenen, "Nu bede vi den Helligånd", som kun nævnes med indledningsordene (blad D 3v). I afsnittet om dødsforberedelse nævnes på samme vis to danske salmer og i kapitlet om begravelse seks. Alle messebogens tyve salmer er velkendte i Malmøtraditionen før 1539, enten som led i messeordningen eller som salmebogsstof.
Af en anden art er præfationerne, dvs. de sungne indledninger til gudstjenestens nadverdel, som er på dansk, men synges af præsten (se afsnittet Musikken). I messeordningen indgår én præfation med noder (blad E 3v), og den kan fungere som højtideligt og festligt indslag i alle højmesser. I et særligt kapitel følger yderligere syv præfationer til særlige helligdage, også med noder (blad O 2v- P 4v).
Desuden omtales latinske messeled, som skal synges af skoledrengene i byer med latinskoler. Noderne til disse led er ikke trykt, men fortalen henviser til de latinske missaler og gradualer (blad A 2v). Af de latinske tekster aftrykkes kun trosbekendelsen (blad D 1v-D 2r).
De fleste danske salmer er strofiske, opbygget i ensartede strofer, hvoraf den første er trykt under noderne (se afsnittet Noderne), mens de øvrige er sat i blokke, hvor de enkelte vers som regel adskilles med punktum, undertiden, men langtfra altid, fulgt af stort begyndelsesbogstav. Det gælder fx strofe 7 og 8 af "Jesus Kristus er vor salighed", som her først gengives i originaltrykkets opsætning (blad G 4r):
Han siger selffuer kommer i arme. ieg
vil mig offuer eder forbarme. ingen le-
ge haffue de karske behoff. hans konst
er dennem en spot oc vro.
Vilt du med dine gerninger faa. och i
hiemelin for dennem indgaa. da vore
min pine oc død ey fyllist. for du dig
selff din salighed esth.
Her fylder teksten hele klummen, og linjeskift i den enkelte strofe er en simpel nødvendighed. Begyndelsen af den nye strofe er markeret med punktum efterfulgt af linjeskift, men uden andre markeringer (fx indrykning eller initialbogstav). Opdelingen i vers er uproblematisk, fordi den entydigt signaleres af punktum. I den elektroniske udgave er strukturen af de to strofer angivet efter moderne konventioner:
Han siger selffuer kommer i arme.
ieg vil mig offuer eder forbarme.
ingen lege haffue de karske behoff.
hans konst er dennem en spot oc vro.
Vilt du med dine gerninger faa.
och i hiemelin for dennem indgaa.
da vore min pine oc død ey fyllist.
for du dig selff din salighed esth.
Rimene i salmen er af nogenlunde god kvalitet, bedømt efter moderne standard, og absolut blandt de bedste i reformationstidens danske salmer. Rytmen er vanskeligere at identificere. Rimeligvis er mønstret, at der er fire trykstærke stavelser i hvert vers; i den følgende version er de sandsynlige tryktoppe markeret med apostrof:
Han 'siger 'selffuer 'kommer i 'arme.
ieg 'vil mig 'offuer 'eder for'barme.
'ingen 'lege haffue de 'karske be'hoff.
hans 'konst er 'dennem en 'spot oc v'ro.
'Vilt du med 'dine 'gerninger 'faa.
och i 'hiemelin for 'dennem 'ind'gaa.
'da 'vore min 'pine oc 'død ey 'fyllist.
for 'du dig 'selff din 'salighed 'esth.
Udpegningen af de enkelte tryktoppe er i flere tilfælde diskutabel, men pointen er klar: Der er ikke nogen regelmæssig vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser, som vi i dag forventer af poesi, der skal bruges til fællessang. Men den norm fandtes ikke i 1500-tallets digtning på de nordeuropæiske folkesprog, og derfor har den ret frie rytme næppe voldt særlige problemer i menighedernes praksis. Desuden blev salmerne rimeligvis sunget meget langsomt, og i hvert sogn har degnen oplært sin menighed i en bestemt fordeling af stavelserne på melodien. Først i barokdigtningen fra ca. 1630 og frem blev den faste regulering af trykstærke og tryksvage stavelser gennemført. I 1500-tallet opfattede man udelukkende de trykstærke stavelser som rytmisk relevante, mens der frit kunne indlægges tryksvage stavelser. Der er typisk fire tryktoppe i vers med enstavelsesrim og tre ved tostavelsesrim, men variationen er stor.
Præfationerne følger andre mønstre end salmerne, ligesom også tre af de faste messeled, Gloria (blad B 3r-B 4v), Sanctus (blad F 1r-F 1v) og Agnus dei (blad G 4v). De viderefører middelalderens frie poesi, hvis lange rødder går tilbage til den gammeltestamentlige digtning, der konstitueres af en rig retorik med bl.a. sproglige billeder, paralleller, antiteser og varierede gentagelser. I præfationen om Kristi fødsel gennemspilles eksempelvis lysmetaforen og modsætningen mellem synligt og usynligt (blad O 2v-O 3r):
Oc euige gud
DV som vid dit ordt
der haffuer anammet mandom i din clarhedz skin
met eth nyt lius opliuser vore hierter
Oc nar vij synlige kiende gud.
oc hannem sandelige vid sit hellige euighedz ords vdgang begribe.
at vij maa optages i ret kierlighed
til de vsynlige tings sande atraa oc begerilse
En sådan tekst er vanskelig at fremføre for utrænede kirkegængere, der skal synge i kor, og det er da også meningen, at præfationerne skal synges af præsten alene.
Salmerne i messebogen fra 1539 har en lang forhistorie, der rækker helt tilbage til det gamle Israel, hvis poesi i form af Davidssalmerne har haft en central plads i den kristne kirkes liturgiske praksis, der har udviklet sig igennem århundrederne (se nærmere Widding 1933, II:18-53). De umiddelbare kilder til de tyve salmer i messebogen er næsten alle tyske, både høj- og nedertyske. Det gælder "Jesus Kristus er vor salighed" (omtalt i afsnittet Teksterne), der er en oversættelse af en Luther-salme fra 1524, som på sin side bygger på en tekst af den tjekkiske reformator Jan Hus (ca. 1370-1415). Salmen bruges stadig i den danske folkekirke med førstelinjen "Jesus Kristus er til stede" (nr. 461 i Den danske Salmebog fra 2003, jf. Malling 1963:67-71).
"Jesus Kristus er vor salighed" er karakteristisk for sin tid. For reformatorerne og de tidlige evangeliske prædikanter var det forkyndelsen af den nye lære, der stod i centrum ‒ det var den evige frelse af hele befolkningen, der stod på spil, og i det perspektiv var formen helt underordnet budskabet. Sprog, rim og rytme har det ene formål at gøre indholdet lettere at forstå og huske (jf. Dahlerup 2016:43-51). I de to strofer, der er citeret i afsnittet Teksterne, forkyndes frelsen ved tro alene, og gerningsretfærdigheden afvises.
Salmesproget er naturligvis ikke plat dagligdags talesprog. Det rummer en række religiøse udtryk med bibelsk baggrund som "Din naadens øren" i gendigtningen af Det gamle Testamentes Salme 130, "Af dybhedsens nød råber jeg til dig" (blad B 1r), og "ingen lege haffue de karske behoff" i "Jesus Kristus er vor salighed" (blad G 4r) citerer Lukas 5,31. De bibelske vendinger var blevet udnyttet i de åndelige viser på dansk længe før den evangeliske bevægelse og kunne indgå i den lutherske salmesang, når man sørgede for at udrense de specifikt katolske begreber, som Luther vendte sige imod (se nærmere Møller 1923:XXI-XXVI). Selve den poetiske form med enderim, rytme og strofeformer var blevet udviklet i middelalderens digtning og anvendt også i dansksprogede digte. Så selvom den lutherske menighedssang betegner et nybrud, er den også en videreførelse af den middelalderlige danske poesi.
For den umiddelbare eftertid har Vormordsens messebog næppe fået den betydning, biskoppen forestillede sig, da han i november 1538 skrev sin fortale. En ny censurbestemmelse i den danske version af Kirkeordinansen fra juni 1539 var formentlig rettet direkte mod Vormordsens værk ‒ og selvfølgelig mod tilsvarende initiativer (se afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger).
For en langt senere tid har værket til gengæld stor interesse. Det er her, vi første gang kan se revurderingen af latinens rolle i messeliturgien, og de fleste af salmemelodierne er ikke kendt fra ældre danske kilder (se nærmere afsnittet Musikken). De tyve danske salmer, der udgives eller nævnes i messebogen, udgør rimeligvis kernerepertoiret i Lunds stift, selvom der åbnes for andre salmer. I bredere perspektiv er bogen en vigtig kilde til statskirkens tidligste historie.
Der er bevaret otte eksemplarer af messebogen fra 1539, et usædvanligt højt antal for den periodes bøger (se nærmere Nielsen 1919/1996, I.143). I Erik Dal og S.H. Poulsens boghistoriske redegørelse for messebøgerne omtales enkelte varianter i de bevarede eksemplarer (1959:154f). Den digitale udgave bygger hovedsagelig på eksemplaret i Karen Brahes Bibliotek, der har signaturen A.12-2. Dette eksemplar er hovedforlæg for faksimileudgaven i Danske messebøger fra reformationstiden, men er i et ikke specificeret omfang suppleret med fotografier af Det Kongelige Biblioteks eksemplar, LN 298 4º (se Dal og Poulsen 1959:155). Den digitale faksimile gengiver Karen Brahe A.12-2 og er fremstillet af ProQuest til Tidlige europæiske bøger. Den kan tilgås med Det Kongelige Biblioteks søgefunktion (soeg.kb.dk) under "Een gantske nyttelig oc alle sogneprester oc predicanter nødtørtelig Handbog Om den rette Euangeliske Messe" og er generøst stillet til rådighed for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Se endvidere Vejledning.
Erik Abrahamsen, Liturgisk Musik i den danske Kirke efter Reformationen. København: Levin & Munksgaards Forlag, 1919.
Niels Knud Andersen, "En Ny Psalmebog 1553", i En Ny Psalmebog 1553 I-II. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · Akademisk Forlag, 1983, bind II: 7-251.
Kjell Barnekow, "Lunds domkyrkas historia 1536-1680", i Ernst Newman (udg.), Lunds Domkyrkas Historia 1145-1945 (bd. 2, 1536-1945), Stockholm: Svenska Kyrkans Diakonistyrelses Bokförlag, 1946, s. 7-95.
John Bergsagel, "The musical content of the manuscript AM 76, 8o", i Britta Olrik Frederiksen et al. (red.): A Danish Teacher's Manual of the Mid-Fifteenth Century (Codex AM 76, 8o). Lund University Press: Lund, 2008, s. 116-151.
Erik Dal og S.H. Poulsen, "Boglige Oplysninger", i Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959, s. 151-157.
Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959. Del I.
Åke Davidsson, Danskt musiktryck intill 1700-talets mitt, Studia Musicologica Upsaliensia 7. Uppsala: Almqvist & Wiksells, 1962.
Ludwig Dietz (udg.), Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1529.
Henrik Glahn, Melodistudier til den lutherske salmesangs historie fra 1524 til ca. 1600. Rosenkilde & Bagger: København, 1954.
Henrik Glahn, "Messehåndbøgernes Melodistof", i Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959, s. 132-150.
Henrik Glahn, Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973. København: Anis, 2000.
Jørgen Glenthøj, Johannes Bugenhagen: Sendebrev til Den danske Kirke. Mundelstrup Bogtrykkeri, 1986.
Lis Jacobsen, "Indledning", i Lis Jacobsen (udg.): Peder Palladius' Danske Skrifter I. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · H.H. Thiele 1911-12, s. 31-62.
Kirkeordinansen 1537/39, Det danske Udkast til Kirkeordinansen (1537), Ordinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et Ducatuum Sleswicensis Holtsatiæ etc. (1537), Den danske Kirkeordinans (1539). Udg. med indledning og noter af Martin Schwarz Lausten. København: Akademisk Forlag, 1989.
Hans-Otto Korth, Lass uns leuchten des Lebens Wort. Die Lieder Martin Luthers. ortus musikverlag: Beeskow, 2017.
Martin Schwarz Lausten, indledning og noter i Kirkeordinansen 1989.
Robin A. Leaver, The Whole Church Sings. Congregational Singing in Luther’s Wittenberg. Grand Rapids, Michigan: William B. Eerdmans Publishing Company, 2017
Martin Luther, Enchiridion siue Manuale vt vocant. Een Haandbog/ for Sogneprester/ til Euangeliske kircke tiæniste Cum Præfatione Doctoris Pomerani. D: M: Luth. København: Hans Vingaard 1538. Genudgivet i Lis Jacobsen (udg.): Peder Palladius' Danske Skrifter I. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · H.H. Thiele 1911-12, s. 63-107, med noter s. 108-16.
Missale Lundense. Paris: Wolfgang Hopylius, 1514.
Kaj Mogensen, "Malmømessen", i Carl-August Andrén (red.), Reformationen i Norden. Kontinuitet och förnyelse. Lund: Nordiskt institut för kyrkohistorisk forskning · Gleerup, 1973, s. 193-216.
Claus Mortensen, Thet cristelighe mesßeembedhe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1529.
Peder Palladius, Enchiridion ... 1538, se Martin Luther.
Lauritz Nielsen, Dansk Bibliografi 1482-1600, 2. udgave med supplementsbind ved Erik Dal. København: Det kongelige Bibliotek · Det danske Sprog- og Litteraturselskab · C.A. Reitzel 1996 (1. udgave af bind I-II 1919-1933).
Anders Malling, Dansk Salmehistorie bind III. Salmerne Jer-Nu. København: J.H. Schultz, 1963, s. 41-68.
[Malmøsalmebogen]. [Udg. af Christiern Pedersen]. Malmø: [Joh. Hoochstraten], 1533.
S.H. Poulsen, "Reformationstidens danske Liturgi", i Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959, s. 3-131.
Oluf Ulricksøn (udg.): Een handbog som inde holler det hellige Euangeliske Messe embede med sine formaninger oc brug som nu hollis y den Christne kircke Med Doben/ Bruduielse/ Oc huor mand skall søge de siuge Oc følge de døde til graffue/ oc begaa dennem effter Christi befaling oc Gudtz budt. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1535.
ORdinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et Ducatuum/ Sleswicensis/ Holtsatiæ etcet. Hans Vingaard: København, 1537.
S. Widding, Dansk Messe, Tide- og Psalmesang 1528-1573, I-II. København: Levin & Munksgaard, 1933.
Frans Vormordsen, Handbog Om den rette Euangeliske Messe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1539. Udgivet som faksimile i Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Velux Fonden • Privatlivspolitik
