Christian 3.s danske Bibel

[849]

VII.

DEr bleffue oc siu Brødre fangne met deris Moder / oc hudstrugne met Suøber oc Remmer / och tuingde aff Kongen / at de skulde æde suine Kød / huilcket demI. vaar forbudet i Louen.

Da sagde den Eldste iblant dem saa / huad vilt du meget spørie / oc vide aff oss / wi ville før dø / end handle noget mod vor federne Lou. Da optendis Kongen i sin vrede oc bød / at mand skulde strax sette Pander oc Kelde paa ilden. Der mand det haffdeDeut. 12: giort / bød hand / at mand skulde skere Tungen aff den Eldste / oc hugge Hender oc Føder aff hannem / at de andre Brødre oc Moderen skulde see der paa. Der hand vaar nu saa lemmelest / da loed hand føre hannem til Jlden / och stege hannem i Panden. Och der luen slo alleuegne i Panden / da formanede de sig iblant huer andre / met Moderen / at de skulde frimodelige dø / oc sagde / Gud HERREN skal see til Retten oc vere oss naadig / som Mose vidner i sin Sang / Oc hand er sine Tienere naadig.

Der den Første haffde saa giffuit Aanden op / da ledde mand den Anden oc frem / at deII. kunde bedriffue deris fortredelighed mod hannem / Oc de droge hud oc haar aff hannem / och spurde hannem at / om hand vilde æde Suine kød / eller lade pine det gantske Legeme och alle Lemmer? Da suarede hand paa sit maal / oc sagde / ieg vil det icke gøre. Da toge de hannem oc pinte hannem / lige som den første. Som hand laa nu i det yderste Aandefong / sagde hand / du forbandede Menniske / du tager vel det timelige Liff fra mig / Men al Verdens HERRE / skal opuecke oss / som dø for hans Lou skyld / til det euige Liff.

Der effter toge de den Tredie / oc bedreffue ocsaa deris fortredelighed mod hannem. OcIII. der de begerede det aff hannem / da racte hand Tungen frilige vd / oc streckede Henderne frem / oc sagde frimodelige / Disse Lemmer haffuer Gud aff Himmelen giffuit mig / der faare vil ieg gerne lade dem fare / for hans Lou skyld / thi ieg haabis / at hand skal vel giffue mig dem igen. Da forundrede Kongen oc hans Tienere sig at den vnge Dreng vaar saa frimodig / oc actede Moderen saa aldelis inted.

IIII. Der denne vaar oc død / da pinte de ocsaa den Fierde / oc hudstrøge hannem. Men der hand vilde nu dø / sagde hand / Det er en stor Trøst / at wi haabis / at Gud skal opuecke oss igen naar Mennisken dræbe oss / Men du skalt icke opueckis til Liffuit.

Der effter toge de den Femte / oc hudstrøge hannem ocsaa. Hand saa til Antiochum / ochV. sagde til hannem / Du est it Menniske oc skalt dø / men effterdi at du est veldig paa Jorden / da gør du huad du vilt. Men du skalt icke tencke / at Gud haffuer aldelis forladet oss / Tøffue en liden stund / saa skalt du befinde / huor mectig Gud er / som skal plage dig oc din Slect.

Effter denne ledde de den Siette oc frem / hand sagde ocsaa der hand skulde nu dø / Du skalt icke saa bedrage mig / thi at wi haffue vel fortient denne pine / Fordi at wi haffue syndetVI. mod vor Gud / och hand handler forferdelige met oss / men det skal icke gaa saa hen met dig / at du raser saa mod Gud.

Men det vaar it stort Vnder met Moderen / oc er it Exempel / som er vel vert / at scriffue om hende / thi hun saa sine Sønner alle siu pinis effter huer andre paa en dag / och leed det met stor taalmodighed / for det Haab skyld / som hun haffde til Gud. Der aff bleff hun saa frimodig at hun trøstede den ene Søn effter den anden paa sit maal / oc tog sig it mandeligt Hierte til / oc sagde til dem / Jeg er io eders Moder / och fødde eder / men aande oc Liff gaff ieg eder icke / ey heller giorde eders Lemmer saa. Der faare skal den / som skabte Verden oc alle Menniske naadelige giffue eder Aande oc Liff igen / ligesom i nu voffue oc lade det fare for hans Lou skyld.

Der Antiochus det hørde / mente hand / at hun haffde foractet oc bespaattet hannem paa sit maal / oc hand tog den yngste Søn faar sig / som end nu vaar igen / och formanede hannemVII. met gode ord / oc tilsagde hannem met en Eed / at der som hand vilde traade fra sin federne Lou Da skulde hand haffue en naadig Herre i hannem / och hand vilde gøre hannem Rig oc til en Herre.

Men der hand vilde icke lade sig sige / da loed Kongen Moderen komme faar sig / oc formanede hende / At hun skulde dog i saa maade tage sin Søn met ord / at hand kunde beholde Liffuit. Der hand haffde bedet hende met mange ord / da tilsagde hun hannem at hun vilde det gøre / Men hun bespaattede ekon Tirannen / thi hun gick til sønnen / oc talede hemmelige |850 met hannem paa sit Maal / och sagde. Du mit Kære Barn / som ieg bar ni Maanede vnder mit Hierte / oc gaff ved try aar at dii / oc opfødde met stor wmage / Forbarme dig dog offuer mig. See til Himmel och Jord / och til alt det som der er vdi / det haffuer Gud altsammen giort aff inted / oc wi Menniske ere och giorde saa. Der faare frycte icke for Bødelen / Men dø gerne / lige som dine Brødre / at den naadige Gud / skal gøre dig leffuende igen / met dine Brødie / oc giffue mig eder igen.

Der Moderen end nu saa talede met Sønnen / da sagde den vnge Dreng / Huor effter tøffue i? Tencker io icke / at ieg vil vere den Tyran lydig her vdi / Men ieg vil holde den Lou / som er giffuen vore Fedre formedelst Mose. Men du som legger Jøderne alt ont paa / du skalt icke vndløbe vor HERRE Gud. Wi lide for vore Synder skyld / det er vist / Oc alligeuel at den leffuendis Gud / er vred paa oss til en tid / oc straffer oc tucter oss / Saa skal hand dog bliffue sine Tienere naadig igen. Men du wgudelige forbandede Menniske / ophøye dig icke for meget aff din Mact / oc tradze icke paa dit forfengelige haab / at du forfølger Guds børn / Thi du est icke end nu vndløben den almectigis Guds Dom / som seer alle ting.

Mine Brødre / som lode pine sig en liden tid / de vente nu det euige Liff / effter Guds foriettelse. Men du skalt straffes effter Guds dom / lige som du haffuer fortient met din hoffmodighed. Jeg vil giffue mit Legeme oc Liff hen / for mine fedris Lou skyld / lige som mine Brødre / oc robe til Gud / at hand skal snarlige bliffue sit Folck naadig. Men du skalt end selff nødis til at bekende / aff stor pine oc plage / at hand er alene den rette Gud. Men Guds vrede skal vendis paa mig oc mine Brødre / huilcken der er tilbørlige gongen offuer vort gantske Folck.

Der Kongen det hørde / bleff hand galen oc rasende / oc loed end pine hannem suarligere / end de andre / thi det fortrød hannem / at de bespaattede hannem end der til met. Saa bleff oc denne deylige død / oc sette al sin Trøst til Gud. Paa det siste bleff Moderen oc affliffuit. Dette er nock om de heydenske Offer / oc den gruselige Pine.

Klik på et sidetal i tekstens venstremargin for at se en faksimile af siden.

Du kan slå ord fra teksten op i ordbogen ved at dobbelt-klikke på et ord. Aktivér "ordbog" i toppen af siden for at komme i gang.