[17r]
¶ Then. xiij. Psalme/ Dixit insipiens in corde suo.
SAa taler then vwÿse mund/
then rette Gud wÿ meene.
Thet siger han ey aff hiertens grund/
sÿne gierning giffue thet tilkende/
hans hellighed er for Gud een spot:
J alle hans gierning er intthit got/
Jngen aff thennom Gud rett dyrcke.
Gud sielff aff himmelen saa hernid/
paa alle menniskens sønner/
tha han theris gierning hadde seet/
om han nogen kunde finde/
Ther hans ord oc wæy for øghne hadde/
oc nogit effter hans wilie giorde/
thet kunde han wel paa achte.
Ther wor ingen paa rette wey/
the wore alle wdtrædne/
alle giorde onth thet straffedes ey/
hwer hadde onde sedwane/
Jngen aff them giorde aff hiertet
|17v gott/
ÿ hwor meged the hadde aff Gud faat/
thÿ motte han til att tale.
Hwor lenge wille ÿ wanwittige wære/
eders ondskab ey forlade?
oc spare mit folk effter mÿn wilie/
oc giøre thennom ingen skade?
Nw wel ÿ tro ey rett paa Gud/
ÿ kalle paa hannwm ey effter hans bud/
ÿ wille eder sielff forsørge.
Ther fore haffue the aldrig roo/
men altÿd monne the frøchte/
Gud hooss the fromme altÿd wil boo/
the seg paa hannwm forlade/
J offuer forsmaa then armis raad/
oc holde hannwm alt for spot oc haad/
att Gud hans trøst er worden.
Hwem skal Jsrael then arme/
saligheden giffue?
Gud wil seg sitt folk forbarme/
oc løse the forfarne/
Thet wil han giøre wid sÿn søn/
ther aff bliffuer Jacob gantske from/
oc Jsrael seg glæder.
![[17r]](/static/facsimiles/dietz-salmebog-1529/094.jpg){kind=link}
