af
I 1529 var reformationen i fuld gang i Malmø. Stemningen var oprørsk, fordi byens ledende mænd støttede den nye lære (hvis tilhængere gerne betegnede den som evangelisk eller ligefrem kristen), mens ærkebiskoppen i Lund stod fast på den katolske kirkes grund. Begge sider formulerede deres synspunkter på skrift, så vi i dag kan få indblik i kirkekampen.
Til trykkene fra evangelisk hold hører en gudstjenesteordning, som beskriver praksis i Malmø. Den er bevaret i et eneste eksemplar, hvor sidste blad mangler ‒ og dermed oplysninger om trykkeri, udgivelsessted og -år. Heller ikke forfatterens eller udgiverens navn fremgår af bogen. Takket være Hans Thomissøns salmehistoriske oplysninger i Den danske Psalmebog fra 1569 og nyere undersøgelser kender vi dog baggrunden for værket: Bagmanden er en af den danske reformations ildsjæle, præsten Claus Mortensen med tilnavnet Tøndebinder, som i 1529 fik sin kampfælle Oluf Ulricksøn til at trykke bogen på sit værksted i Malmø.
Det kristelige Messeembede på dansk, som de kaldte værket, er altså udsprunget af den spæde lutherske bevægelses kamp mod den gamle kirkeordning. Et vist polemisk præg har bogen da også, men først og fremmest er den en praktisk anvisning til at afholde en gudstjeneste, som kristne kan deltage i uden samvittighedskvaler.
Det kristelige Messeembede indeholder ingen generel teologisk programerklæring. Den ganske korte fortale oplyser blot, at bogen indeholder en forskrift ("form och ordineringh") for nadveren med tilhørende ceremonier, sådan som den holdes i menigheden i Malmø, og som den kan bruges i den kristne kirke uden samvittighedskvaler (blad A 1v). I ordene kristelig og kristen, som begge optræder et par gange i titel og fortale, kan man godt se en polemisk afstandtagen fra den katolske liturgi, der foruden Kristus hylder jomfru Maria og en række helgener. Også fremhævelsen af, at denne messeordning ikke belaster samvittigheden har brod mod den gamle gudstjeneste.
I den knappe efterskrift omtales bogens messeembede som evangelisk (blad dd 3v), dvs. i overensstemmelse med Det nye Testamentes gode budskab (ev-angelium) om frelsen, som det foreligger i de fire evangelier og de øvrige nytestamentlige skrifter. Ordet kan være brugt som en relativt neutral oplysning om, at nadverritualet, særligt indstiftelsesordene, er gengivet efter de bibelske beretninger om Jesu sidste måltid, men det kan også ‒ mere polemisk ‒ være en bekendelse til evangeliet som den højeste autoritet for den kristne, i modsætning til den katolske teologis fremhævelse af Guds fortsatte åbenbaring, blandt andet i de undere, der udrettes af helgener gennem hele kirkens historie. At det snarest er denne betydning, man skal tænke på, fremgår af konteksten, hvor bogens liturgi sidestilles med Guds hellige ord, dvs. Bibelen.
I selve messeordningen optræder evangelisk kun én gang, som overskrift til den syndstilgivelse, der tilsiges hele menigheden: "Enn ewangelisch affløessningh" (blad A 2r); i marginen dokumenteres den nytestamentlige baggrund med hele fire skriftsteder.
Bogen igennem findes talrige bibelhenvisninger i marginen. De står som garanter for, at teksterne er teologisk korrekte, i nøje overensstemmelse med Guds ord i den hellige skrift. Dokumentationen med skriftsteder er et karakteristisk træk for den tidlige lutherske bevægelse, og det forsvinder i 1530'erne (jf. Andersen 1972:70).
Som evangelietekst aftrykker Det kristelige Messeembede Johannesevangeliet kapitel 6. Den lille indledning afviser udtrykkeligt, at teksten skulle handle specielt om nadveren, tværtimod taler den om "thro ath christus gud och menniske for oss haffuer giffueth syth legomme och vdsturth syth blodh" (blad B 4r). Spørgsmålet var omdiskuteret i datidens teologi, og Messeembedets fortolkning er identisk med Luthers. Så den lille indledning er en luthersk bekendelse, men meget diskret (se også Mogensen 1973:206f, som tolker indledningen anderledes).
Markeringen af bogens konfessionelle forankring er altså ret beskeden, og det bør nævnes, at ordet evangelisk først efterhånden fik den specifikke betydning 'protestantisk'.
De prædikanter, der kæmpede for at gennemføre Luthers reformation i Danmark, måtte meget tidligt i deres virke skabe en evangelisk gudstjeneste. For dem var det naturlige udgangspunkt den katolske kirkes messe, som de var dybt fortrolige med – ligesom hele den øvrige befolkning var det. Store dele af messen var fuldt acceptable også for lutheranere, men den måtte nødvendigvis ændres på de punkter, Luther havde kritiseret som decideret ubibelske.
Det var først og fremmest nadverritualet, der skulle reformeres. I datidens gængse katolske opfattelse var nadveren et offer, som præsten frembar til Gud for at formilde ham, ganske som Jesus havde gjort ved sin død på korset. Den store betydning, der på den måde blev tillagt præstens handling, stred afgørende imod Luthers overbevisning om, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til frelsen. Mennesket er så gennemsyret af synd, at kun Guds nåde kan frelse en, hvis man tror på hans tilgivelse. Ved sin død på korset overtog Jesus menneskets synd og åbnede dermed vejen til Guds kærlighed. Den begivenhed skal nadveren aktualisere, så de kristne oplever fællesskabet med Gud og med hinanden.
Luthers kritik af den katolske kirkes fokus på gejstligheden som formidler mellem Gud og den troende havde videre konsekvenser. Efter hans opfattelse kan principielt alle lære Gud at kende gennem hans ord i Bibelen, som selvfølgelig skal oversættes til et sprog, alle kan forstå. Nu er bibelteksten ikke alle vegne klart gennemskuelig, og den kan forekomme fjern fra en senere tid. Derfor er der brug for, at veluddannede prædikanter forklarer bibelteksten og viser dens aktualitet. Men prædikantens rolle er beskeden, og hele menigheden skal tage aktivt del i gudstjenesten. Af praktiske grunde må man sætte nogle rammer, så det ikke ender i kaos. Menighedssangen er Luthers svar på disse fordringer.
Luther udarbejdede selv forskrifter for gudstjenesten i Formula Missae (1523) og Deutsche Messe (1526), og sammen med en kreds af ligesindede skrev han adskillige salmer. Med dem som udgangspunkt udkom der en række messehåndbøger og salmebøger forskellige steder i Tyskland. De blev forbilleder for de danske prædikanters arbejde med at udforme en evangelisk dansk gudstjeneste med menighedssang som et centralt element.
De ældste bevarede danske kilder stammer fra sidste del af 1520'rne. Som en følge af menighedssangens centrale position er der en glidende overgang mellem salmebøger og beskrivelser af gudstjenesten, gerne betegnet som messebøger. Messebøgerne indeholder ud over forskrifterne for gudstjenesten også salmer, og salmebøgerne har ikke kun menighedssange, men også en beskrivelse af gudstjenestens forløb. Bedst kender vi gudstjenesten i Malmø, som var centrum for reformationen i det østlige Danmark og er beskrevet i flere bevarede kilder.
Bortset fra de sparsomme indledende og afsluttende tekster fylder selve messeordningen hele bogen. De enkelte liturgiske led er markeret meget tydeligt ved store overskrifter, indrykninger og initialer. Afsnit på lavere niveauer, fx inddelingen af salmer i strofer, markeres hyppigt med typografiske ornamenter, blomster, blade, kors, pegende hænder. Man får klart indtryk af en praktisk håndbog, der skulle være overskuelig, nem at orientere sig i.
Overskrifterne til de enkelte elementerne er i vidt omfang de gamle latinske eller græske betegnelser, som det er nyttigt at kende, fordi de er faste betegnelser for de liturgiske led, også i vor tid. De forklares ganske kort i den følgende oversigt (se nærmere om de enkelte led Widding 1933, I:69-157 og Poulsen 1959):
Efter beskrivelsen af messen omtales følgende led, der må opfattes som dele af en mere udførlig indledning til nadverritualet.
Dominus vobiscum ('Herren være med jer'): præstens hilsen og menighedens svar
Sursum corda ('hjerterne op'): præstens opfordring til andagt og menighedens svar
Gratias agamus domino ('lad os takke Herren'): præstens opfordring til tak og menighedens svar
Vere dignum et justum est ('sandelig det er værdigt og rimeligt'): takkebøn.
De græsk-latinske overskrifter til de enkelte led i messeordningen skal forstås som signaler til præsten, der altså forudsættes at være hjemme i den latinske messe, så overskrifterne har kunnet fungere som hjælp til den korrekte gennemførelse af gudstjenesten. Derimod er langt de fleste tekster, der skulle synges, messes eller fremsiges, danske, selvfølgelig med indarbejdede fremmedord som amen, halleluja, kyrie og gloria. Men ved enkelte korte tekster ser det ud til, at præst og menighed har kunnet vælge imellem den latinske og den danske formular, fx i fredshilsenen (blad D 2r), hvis opsætning her er forsøgt gengivet (jf. faksimilen af teksten):
Nu vender christen forsamlings
tiennere sig till faalcket oc
siger Pax domini:
♣ Herrens frid wære meth edher *
Faalcket suarer
♣ Och meth thin andh ♣
Menighedens svar på en lidt senere hilsen er lige så tvetydig, men ikke typografisk udhævet på nogen måde: "Suar Et cum spiritu tuo Och meth thin aand" (blad dd 2r umiddelbart før velsignelsen).
De få latinske indslag, der kan have lydt i messen, som Mortensen beskriver den, ændrer ikke afgørende ved det gennemgående præg af en dansksproget gudstjeneste. Modersmålets afgørende betydning fremhæves da også med stor kraft i den samtidige skildring af de nye forhold, som er kendt under navnet Malmøbogen (1529, faksimileudgave 1979, jf. Gierow 1979:73-94). Denne både polemiske og idealiserende beretning skyldes Peder Laurentsen, en veluddannet tidligere munk, som med entusiasme sluttede sig til den lutherske bevægelse. Om den rent dansksprogede gudstjeneste skriver han
¶ Thenne forneffnde messe/ then siger og tracterer wore prester obenbarlige for menig forsamlingh paa wort eghet danske tungemaal erlige christelige oc tilbørlige i kircken/ saa att almuen maa oc kand thet forstaa/ och paamindis oc opweckis til hans [dvs. Jesu Kristi] pines døds oc welgierningers hukommelse til loff oc tacksigelse effter scriftens lydel[s]e/ saa att the kunde selff bede oc siwnge skickelige guds loff/ oc sware amen til andres bønner (blad 39r)
Menighedens aktive deltagelse i gudstjenesten er tydeligvis vigtig, og salmesangen er et markant træk også i messeordningen, som har ikke mindre end 13 salmer, formentlig alle tænkt som menighedssange (jf. afsnittet Teksterne). Hovedparten af de resterende led har rimeligvis været messet, så alene prædikenen har været helt uden musik.
I det eneste bevarede eksemplar af Det kristelige Messeembede mangler sidste blad uheldigvis. Det var her, man i tidens bogtryk som regel placerede kolofonen med oplysninger om trykker, trykkested og -år. Det er dog lykkedes at få rede på disse forhold. Det typografiske materiel peger entydigt på Oluf Ulricksøn som bogtrykkeren (Nielsen 1996 (1919):XXXVIIf, 80f, 211-20, Dal & Poulsen 1959, Gierow 1979:38-52). Hans officin lå i Malmø i perioden 1528-56, og fortalens oplysning om, at værkets gudstjenesteordning "hollis y Mallmø" (blad A 1v) er da også et klar indicium for, at vi her har trykkestedet. Trykkeåret fremgår rimeligvis af Hans Thomissøns beskrivelse af messen i Den danske Psalmebog (1569), hvor det om udgangssalmen hedder:
Til Beslutningen siungis en kort Psalme. Oc er det vel beramt i den Christelig Euangeliske Messe paa Danske/ som Her Claus Mortensen/ Guds ords Tienere oc forfremmere i Malmø oc andersteds i Skaane etc. loed Prente i Malmø aff Oluff Vlricksz Anno 1529. At der skulde siungis sist i Messen de Ti Guds Budord. Gud Fader vdi Himmerig/ sin villie hand oss kiende (blad Aaa 6r).
Det er netop den sidste salme i Det kristelige Messeembede.
Trods Thomissøns datering af bogen fremførte P. Severinsen i 1904 den opfattelse, at messeembedet som en helt nødvendig håndbog måtte være trykt i 1528, hvor den lutherske reformation af Malmø for alvor gik i gang (Severinsen 1904). Dette synspunkt var det gængse, indtil Niels Knud Andersen (1972) og Kaj Mogensen (1973) argumenterede for, at der ikke er nogen grund til at betvivle Thomissøns oplysninger, som i almindelighed må anses for pålidelige. Desuden er det ret oplagt, at de ganske få evangeliske prædikanter i Malmø ikke behøvede en trykt messebog for at gennemføre en evangelisk gudstjeneste; i det omfang, de overhovedet havde brug for noget skriftligt at støtte sig til, kunne de klare sig med håndskrevne anvisninger. Endelig bestyrkes dateringen til 1529 af selve titlen på Malmøbogen: [O]rsagen oc enn [re]tt forclaring paa then ny Reformats/ ordinering oc skick om messzen/ predicken oc anden rett Gudts tienneste oc christelig dyrckelse som begyndt och giort er vdi then Christelige Stadt Malmø Anno Domini MDxxix (blad A 1r).
I 1529 udkom den ældste bevarede danske salmebog, Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange, trykt i Rostock af Ludwig Dietz. Et særligt afsnit af denne "håndbog" indeholder en gudstjenesteordning, kaldet "thet hellige Euangeliske Messe embede" (blad 47r-62r). Den er i store træk identisk med Det kristelige Messeembede: De to gudstjenesteordninger har samme liturgiske led i samme rækkefølge, indledt med nogenlunde samme overskrifter og forsynet med samme bibelhenvisninger i marginen (se nærmere Andersen 1972:43f og Mogensen 1973:195f).
Ordret identiske er de to tekster dog ikke. Det er bemærkelsesværdigt, at messeembedet i lidt videre omfang end salmebogen har latinske passager; blandt andet har salmebogen (blad 60r) ikke menighedens latinske svar "Et cum spiritu tuo" (blad dd 2r, jf. afsnittet Messeordningen i messebogen 1529). En anden iøjnefaldende forskel mellem de to værker er betegnelsen for den gejstlige leder af gudstjenesten. I salmebogens messeafsnit er præst det almindeligste (fem steder, fx blad 56v), mens den kristne kirkes tjener findes én gang (blad 55r). I messebogen er forholdet præcis det omvendte: Kun ét sted forekommer præst (blad B 1v), mens der i øvrigt tales om kristen forsamlings tjener (to gange, blandt andet blad cc 3r) eller kristen kirkes tjener (tre steder, fx blad dd 3r). De sidste to benævnelser understreger gejstlighedens mere ydmyge rolle i den evangeliske kirke end i den katolske, hvor liturgien kunne skabe det indtryk, at præsten spillede en central rolle i menneskets frelse. Disse og en række mere tilfældige afvigelser i ordlyden mellem de to bøger gør det usandsynligt, at den ene skulle være kilde til den anden. Snarere går de tilbage til to parallelle versioner af Malmøs evangeliske messe.
På ortografisk niveau er der talrige afvigelser mellem salmebogen og messeembedet, hvad der ikke bør undre i betragtning af tidens vide norm for stavning på en række punkter. Det er dog interessant, at messebogen næsten konsekvent staver ind med g, både når ordet optræder selvstændigt og som førsteled i sammensætninger, fx "ingh" 'ind' (blad B 4r), "ingseeth och ingførth" 'indsat og indført' (blad dd 2v). Sandsynligvis afspejler stavemåden udtaler, som findes i en række danske dialekter øst for Jylland, bl.a. skånsk (jf. Brøndum-Nielsen 1914:29, 60).
Messeordningen fra 1529 er ikke en originalt dansk opfindelse, men helt givet afhængig af tyske forbilleder, blandt andre Luthers Deutsche Messe fra 1526. Sandsynligvis er det direkte forlæg for den danske gudstjenesteordning en nedertysk messe. De komplicerede kildeforhold er især udredt af S.H. Poulsen og Kaj Mogensen (Poulsen 1959:15-22 og Mogensen 1973, jf. den korte oversigt Andersen 1972:45f).
Med støtte i messeembedets fortale har det været fremført, at bogen primært var tænkt som opbyggelsesbog og propagandaskrift, rettet til et publikum uden for Malmø (Andersen 1972:45, Mogensen 1973:195f). Denne antagelse modsiges dog effektivt af bogens fysiske fremtoning, som klart tyder på, at der er tale om en håndbog, der skulle anvendes under gudstjenesten. For det første er bogens format forholdsvis stort: Klummen måler (ligesom messebøgerne fra 1535 og 1539) ca. 14 cm x 9 cm, mens den samtidige og de lidt senere salmebøger har tryksider på ca. 11-12 cm x 7 cm. For det andet fremhæver typografien med meget stor skrift dels messens enkelte led, dels de handlinger, der skal foretages, og de persongrupper, der skal udføre dem, fx "Ther effter vender christen kirkis tiennere sig til folket oc siger Dominus" (blad dd 1r) og "Christhen forsamlingh och choredth syungher Credo" (blad C 1v). Her er selvsagt tale om praktiske brugsanvisninger i en konkret situation. At de så kan tjene som inspiration og forbillede for menigheder overalt i det dansktalende område, giver sig selv.
Det eneste bevarede eksemplar af messebogen mangler sidste blad, som sandsynligvis har båret kolofonen. Indholdet i det bevarede eksemplar er i oversigtsform:
Hovedindholdet i Det kristelige messeembede, beskrivelsen af gudstjenesten, er indrammet af tre ganske korte tekster, som skal oplyse bogens læser om dens indhold og brug: titel, fortale og efterskrift.
Titlen lyder: Thet cristelighe messze embedhe paa dansche 'den kristelige messetjeneste på dansk' (blad A 1r). Ordet messeembede bruges i gudstjenesteordningen mere specifikt om nadveren og helt konkret om indstiftelsesordene: "thet rette messe embedhe som er Christi nathuoris och testamentis ord" (blad cc 2v). Resten af gudstjenesten omtales som ceremonier, der leder op til eller følger efter nadveren. Med karakteristikken kristelig tages der formentlig afstand fra den katolske kirkes gudstjeneste, hvor ikke kun Kristus, men også jomfru Maria og helgenerne dyrkes (se nærmere afsnittet Den teologiske baggrund).
Fortalen er henvendt til den kristelige læser, som får specificeret bogens indhold (blad A 1v). Også her er nadveren i centrum, mens den øvrige liturgi, "ceremonier skyck och brughe", betegnes som frie. Heri ligger formentlig, at der ikke er egentlige bibelske forskrifter for disse dele af gudstjenesten. Det nævnes udtrykkeligt, at det er Malmøs offentlige gudstjeneste, der her beskrives, til eksempel for andre kristne, som trygt kan bruge denne udformning af messen uden dårlig samvittighed. Hermed bliver Malmømessen selvfølgelig gjort til model for en kristen gudstjeneste, men forfatteren har næppe villet promovere den som en forpligtende ordning: Den kan bruges efter lejlighed.
Efterskriften melder, at vi nu har ende på det evangeliske messeembede med tilhørende ceremonier, og der afsluttes med en bøn for, at Gud vil unde os at bruge gudstjenesten og sit ord efter sin vilje, at han vil give os, hvad der er gavnligt for vores liv og sjæl. Det inkluderende vi må gælde alle, der vil bruge bogen i dens egen ånd, i og uden for Malmø, men næppe uden for de lutherske kredse.
Det kristelige Messeembede har kun en enkelt egentlig illustration, og den pryder titelbladet i midterfeltet under selve titlen (blad A 1r). Det lille træsnit viser en mand, muligvis med glorie, som i højre hånd bærer en åben bog og en kalk, mens venstre hånd er formet til velsignelse. Samme motiv, men i en lidt anden udformning, som i hvert fald er uden glorie, har Ulricksøn brugt i et tryk fra 1530 (se Gierow 1979:70f). Titel og træsnit er placeret i en ornamental ramme.
I resten af bogen markeres nye afsnit af blanke linjer og centrerede overskrifter med stor skrift, hvis første bogstav ofte er et udsmykket initial. Oluf Ulricksøn har rådet over et ret beskedent typografisk materiel, som dog indbefattede flere sæt initialer (se nærmere Nielsen 1996 (1919):80f, 211-20, Nielsen & Dal 1959:151-53). Det er vanskeligt at finde et system i brugen af de forskellige initialtyper, se fx det brogede udvalg på blad cc 2r. Også de små typografiske ornamenter i form af pegende hænder, kors, blomster og blade er brugt som afsnitsmarkører, bl.a. ved de enkelte strofer i salmerne (fx blad D 3v).
Det kristelige Messeembede indeholder ingen trykte noder, kun tomme nodelinjer og håndskrevne melodier til to salmer. 16 tekster i messebogen er udstyret med nodesystemer bestående af 5 linjer, og der er derfor ingen tvivl om, at bogen var "beregnet på at skulle rumme et fuldstændigt musikalsk apparat" (Glahn 1959:132). Også hvad musikken angik, var bogen altså en konkret model for en kristen gudstjeneste, sådan som fortalen til værket beskriver (se afsnittet Titel, fortale og efterskrift).
Fra bogtrykkerkunstens tidligste tider var det almindeligt at udelade noder i musiktryk. Hvor det i nogle tilfælde skyldtes tekniske udfordringer, var det for de fleste bogtrykkere 1500-tallet igennem en bevidst prioritering. Med tomme nodelinjer kunne brugerne selv indskrive passende melodier, og de trykte bøger kunne derfor imødekomme så mange brugere som muligt (Giselbrecht & Savage 2018:88-89). Det er også forklaringen på, at flere af de trykte liturgiske bøger, som siden slutningen af 1400-tallet blev fremstillet til brug i danske stifter, havde tomme nodelinjer. De musikalske traditioner i middelalderen varierede fra kirke til kirke, og de tomme linjer gav de gejstlige mulighed for selv at skrive melodierne ind i brugsbøgerne. De liturgiske bøger Missale Norvegie (København, 1519) og Canon Roschildensis (Nyborg, 1521) er trykt med tomme nodelinjer, mens Missale Lundense (Paris, 1514), der udkom til brug i Lunds stift, er fremstillet med brug af avanceret dobbelttryk: Nodelinjerne er trykt først med rødt blæk, mens noderne er trykt bagefter med sort blæk.
I Det kristelige Messeembede har Oluf Ulricksøn trykt de tomme linjer med træsnit, ligesom han gjorde med noderne i Een handbog som inde holler det hellige Euangeliske Messe embede (1535) og i Frans Vormordsens Handbog Om den rette Euangeliske Messe (1539). Teksten til første strofe af hver salme er trykt under de tomme linjer. Ordene er fordelt jævnt og trykt på den måde, at hele klummen er fyldt ud (se afsnittet Teksterne). Enkelte steder brydes dette mønster. I Alleluya. Glaedeligh wylle wy alleluya syunghe (blad B 3r) er indledningen på utraditionel vis noteret som "Alle luya a a" af hensyn til melodiens melismer, hvor flere toner skal synges på samme stavelse. Et lignende hensyn til musikken er taget i O Gudts lam som baarttagher alle verdens syndher (blad D 2r). Her giver placeringen af det afsluttende "Giff oss thin frid" mulighed for at notere melismen på "Giff". Andre steder i bogen ville trykkeren ikke indordne sig under musikken. I sidste linje af Kyrie gudh fadher (blad A 3v) var der ikke plads til de to sidste stavelser i det afsluttende "forbarme tigh offwer oss". Teksten fortsætter på den efterfølgende linje med det resultat, at der ikke er plads til noderne. Heldigvis er den afsluttende anråbelse i tredje strofe melodisk identisk med de to foregående strofer, hvilket trykkeren behændigt har gjort opmærksom på ved at skrive "Vt supra" ('som ovenfor').
Selvom messebogen ikke indeholder trykte noder, er der flere steder klare tegn på, at det var bestemte melodier, der forventedes brugt til teksterne. Også her giver tekstens placering under de tomme linjer konkret information. Fire salmer var tiltænkt melodier i den karakteristiske AAB-form, hvor de første fraser af melodien gentages. For at vise dette er teksten til salmen Gud wære laaffuet altidt oc benedidet (blad D 4r) placeret i to linjer under de tomme nodesystemer på de steder, hvor den repeterede passage forekommer. På den måde kunne en bruger af bogen nøjes med at skrive noderne i A-delen én gang og slutte med et gentagelsestegn på det sted, hvor de to tekstlinjer blev til én. Også i O Gudts lam som baarttagher alle verdens syndher (blad D 2r) forekommer information om den musikalske form. Salmen består af tre strofer til samme melodi. Hver af stroferne begynder med identisk tekst, mens de forskellige strofeafslutninger er skrevet på tre linjer under nodesystemet. I Vormordsens messebog (1539) ses det samme tekstlayout, og da der her er noder til stede, ses den melodiform, som Mortensens messebog formodentlig også var baseret på.
Der findes ikke oplysninger om, hvem der har noteret melodierne til de to salmer Aff dybhedzens nøedh roeber iegh tiil tigh (blad A 2v) og Alleluya. Glaedeligh wylle wy alleluya syunghe (blad B 3r). Sikkert er det, at det er to forskellige personer med hver sin skrivestil (Glahn 1959:132). At dømme ud fra nodernes udseende stammer nedskrifterne fra 1500-tallet. Det er interessant at observere, hvordan nodeskriverne har forholdt sig til den fortrykte sangtekst, hvor nogle stavelser har en bredere udstrækning end andre. Melodinotationen i Aff dybhedzens nøedh roeber iegh tiil tigh følger nøje stavelsernes placering, hvilket resulterer i, at noderne er fordelt med uensartet afstand imellem sig. Til gengæld er det nemt at se, hvilke toner stavelserne passer til, og dette er understreget yderligere med korte lodrette streger, der viser overgangen til det næste ord. Anderledes er notationen i Alleluya. Glaedeligh wylle wy alleluya syunghe, hvor nodeskriveren har prioriteret en ensartet afstand mellem noderne. Det er derfor vanskeligt at vide, hvilke toner og stavelser der skal sammenkobles. Denne skrivers fremgangsmåde afspejler, at det har været forbundet med intuition at synge teksterne og at det var noget, menigheden lærte udenad. Det var ikke vigtigt, at noderne var sirligt nedskrevet, for de skulle nok kun bruges til at minde læseren om den melodi, som vedkommende godt kendte i forvejen.
Notationen i Alleluya. Glaedeligh wylle wy alleluya syunghe læner sig op ad mensuralnotation, der er karakteristisk ved, at nodernes værdi og indbyrdes rytmiske relation afgøres af den såkaldte mensur, der angives i begyndelsen af en melodi på samme sted som moderne taktarter. Nodeskriveren har afveget fra normerne ved at udelade mensuren. Derudover har han på usædvanlig vis tilføjet lodrette streger mellem fraserne, gentaget nøgler midt i systemerne og farvet de afsluttende lange brevis-noder sorte. Noderne til Aff dybhedzens nøedh roeber iegh tiil tigh bærer præg af, at nodeskriveren har tilpasset notationen efter formålet. Notationen er en blanding af mensuralnotation og koralnotation, som traditionelt brugtes til gregorianske melodier uden specifik angivelse af nodernes varighed. Ved at bruge denne særlige notationsform kunne nodeskriveren anvende to nodeværdier, en sort node og en node med hals, hvis værdi er kortere. Den nærmere rytmiske relation mellem noderne er uklar, men nodeskriveren har fundet notationen velegnet til at afspejle det vekslende stavelsesantal i versene (se afsnittet Teksterne). Alene i første vers ses tre forskellige måder, hvorpå de korte nodeværdier opdeler et betonet slag: i tre korte ('dybhedzens'), i to korte ('roeber') og i en lang og en kort ('iegh tiil'). En lignende notationsform, der viser en melodis metrisk ubundne form, ses i Jespersens graduale (eksempelvis DJg være loff oc priss/ O Herre Christ, s. 81).
Hovedparten af messen har været ledsaget af musik, enten i form af prædikantens liturgisk-ceremonielle sange eller korets og menighedens sange. De dele af messen, som prædikanterne kendte i forvejen, var det ikke nødvendigt at skrive i deres fulde længde. Det drejer sig eksempelvis om hilsenen i formessen, hvor "presten [vendher] sigh til faalcketh och syungher Dominus vobicum" (blad B 1v). Også vekselsangen mellem prædikant og menighed i indledningen til nadveren er uden musikalsk notation (blad dd 2v). Ved sådanne replikker, som prædikanterne allerede var fortrolige med, fandt Mortensen det unødvendigt at gøre plads til noder. De nye danske gudstjenesteled, som prædikanterne skulle lære, fx indledningen til nadveren Wor herre Jhesus christus y then nat (blad cc 3r) og Sandeliighe er thet verdigth (blad dd 3r), var skrevet ud i deres fulde længde. På de tomme linjer kunne de selv skrive melodierne ind direkte ved sangteksten, der var trykt med ekstra stor skrift, så den kunne læses under messen i de lysfattige kirkerum. Messebogen var uden tvivl tænkt som en praktisk musikhåndbog for prædikanterne (se også afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger).
De sange, som menigheden forventedes at deltage i, var overvejende strofiske salmer fra kredsen omkring Luther. Herfra udgik i midten af 1520'rne et stort antal bøger og hæfter med salmer. Tyske forlæg for salmerne Ihesus christus er wor salighed (blad D 3v) og Gud wære laaffuet altidt oc benedidet (blad D 4r) fandtes således allerede, blandt andet i Eyn Enchiridion (Erfurt: Johannes Loersfeld, 1524). Hvilke konkrete melodier udgiveren af messebogen kan have forestillet sig anvendt, kan ikke afklares endegyldigt (se afsnittet Noderne), men for de fleste strofiske salmer i messebogen gælder det, at trykte melodier allerede forelå, blandt andet i Johann Walters Geystliche gesangk Buchleyn (Wittenberg: [Joseph Klug], 1524).
Andre af menighedens sange var baseret på liturgiske melodier, der i førreformatorisk tid var blevet brugt med latinske tekster. Melodien til den latinske sang Tibi laus skulle nu synges til den danske tekst Tig wære laaff och priss o herre christ (blad D 1r). Der må have været en udpræget forståelse for, at man brugte disse melodier fra den katolske liturgi. Også Kyrie gudh fadher (blad A 3v), Gloria Ære och priiss wære gudh y thet høegesthe (blad A 4v) og HEllig Hellig Hellig esth thu (blad cc 2r) er baseret på latinske sange. Malmømessebogen giver ikke noget svar på, hvordan den konkrete omformning af de latinske sange til dansk skulle udføres.
Musikalsk set var malmømessen en videreførelse af førreformatoriske traditioner blandet med nye menighedssalmer på modersmålet. Hvor messebogen, hvad Luthersalmerne angår, lægger sig i forlængelse af tyske protestantiske strømninger, indeholder bogen også markante indslag af lokale musiktraditioner. Melodien til GUD fader wdy himmerigh (blad dd 1v), som kendes fra Vormordsens messebog (1539), stammer formodentlig fra dansk eller nordisk visetradition (Glahn 2000:89). Også melodien til Alleluya. Glaedeligh wylle wy alleluya syunghe (blad B 3r), som er den ene af de to håndskrevne melodier, bygger på lokale traditioner. Mens teksten synes at være en bearbejdning af Johannes Agricolas Fröhlich wollen wir Halleluja singen, er melodien af ukendt, men formodentlig skandinavisk ophav (Widding 1933, I:97).
De 13 salmer i Det kristelige Messeembede er alle på dansk, og formentlig har det været meningen, at menigheden (forsamlingen) eller koret skulle afsynge dem alle. Det nævnes udtrykkeligt i otte af salmeindledningerne (fx blad D 3v), mens de sidste fem ikke udpeger de syngende (fx blad B 3r).
Hovedparten af salmerne er opbygget i ensartede strofer. Første strofe af hver salme er trykt under nodelinjerne (se afsnittet Noderne). Her er det tydeligt, at klummen er fyldt ud; der står simpelthen så mange bogstaver, som der er plads til på hver linje, og samme princip gælder de øvrige strofer. Eksempelvis er strofe 2 af Luthers "Nu bede vi den Helligånd" (blad C 3r) opstillet i linjer som følger:
Thu verdighe lyuss giiff oss tiith skyn/ leer oss ath
kiendhe christum Jhesum allen/ ath wy meth hannum
bliffue wor kiere frelsermandh/ som oss monne ingle-
de/ til thet forietthe landh kyri
For at begribe strofens struktur er det nødvendigt at se på trykkets signaler om inddelingen af teksten, først og fremmest skråstregerne, der nærmest svarer til moderne komma, dernæst rimene og endelig opbygningen af salmens øvrige strofer. I online udgaven er teksten opstillet vers for vers:
Thu verdighe lyuss giiff oss tiith skyn/
leer oss ath kiendhe christum Jhesum allen/
ath wy meth hannum bliffue
wor kiere frelsermandh/
som oss monne inglede/
til thet forietthe landh
kyri
Den sidste, forkortede linje er formentlig blevet sunget som "Kyrieleis" eller lignende, men det er ikke skrevet fuldt nogetsteds i salmen.
For at gennemskue rimstillingen er det nødvendigt at se på resten af salmen, og så tegner der sig et mønster: et parrim (vers 1-2) efterfulgt af et krydsrim (vers 3-6). I strofe 2 skal rimene altså være skin ~ alen'', blive ~ (ind)lede, (frelser)mand ~ land. Det forudsætter en stor tolerance for halvrim og assonans, og det var da også normen i perioden.
Rytmen er det vanskeligere at få hold på. I citatet herefter er de formentlig trykstærke stavelser forsøgsvis markeret med apostrof:
Thu 'verdighe 'lyuss giiff 'oss tiith 'skyn/
'leer oss ath 'kiendhe christum 'Jhesum 'allen/
ath 'wy meth 'hannum 'bliffue
wor 'kiere 'frelser'mandh/
som 'oss 'monne ing'lede/
til 'thet for'ietthe 'landh
'kyri
En sådan rytme ligger meget fjernt fra den moderne regelmæssige vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser. I dag oplever vi det som et problem, hvis fx lejlighedssange har en friere trykfordeling, men i 1500-tallet har den varierende rytme næppe voldt så store vanskeligheder. Dels er salmerne efter al sandsynlighed blevet sunget meget langsomt, dels har menighederne været oplært i en bestemt fordeling af tekstens stavelser på melodien. Først i barokdigtningen fra ca. 1630 og frem blev den faste regulering af trykstærke og tryksvage stavelser gennemført. I 1500-tallet opfattede man udelukkende de trykstærke stavelser som rytmisk relevante, mens der frit kunne indlægges tryksvage stavelser. Der er typisk fire tryktoppe i vers med enstavelsesrim og tre ved tostavelsesrim, men variationen er stor.
Selvom de er få, repræsenterer salmerne i Det kristelige Messeembede en lang tradition, fra de gammeltestamentlige salmer til helt nydigtede åndelige viser (se nærmere Widding 1933, II:18-53). De er næsten alle oversat efter de tyske lutherske salmebøger, og hele seks er af Luther. Kun udgangssalmen "Gud Fader udi Himmerig" (blad dd 1v) er en original dansk salme.
For Claus Mortensen og hans fæller har teksternes oprindelse været underordnet. Eksempelvis er Luther ikke nævnt som forfatter ‒ eller overhovedet, for den sags skyld. De tidlige evangeliske prædikanter fokuserede på forkyndelsen af den nye lære, og det havde konsekvenser for salmernes form. Budskabet skulle fremsættes enkelt, umiddelbart forståeligt og ikke pakkes ind i et særligt poetisk sprog. Det var Luthers eget ideal, og det blev fulgt (jf. Dahlerup 2016:43-51).
Plat dagligdags er salmesproget selvsagt ikke. Det rummer en række religiøse udtryk med bibelsk baggrund, fx "Sith ansigt offuer iorderig/ thet lader hand offuer oss skinne" (blad C 4r, jf. Sal. 67,2 "Gud ... lade sit ansigt lyse over os"). De bibelske vendinger var blevet udnyttet i de åndelige viser på dansk længe før den evangeliske bevægelse og kunne indgå i den lutherske salmesang, når man sørgede for at udrense de specifikt katolske begreber, som Luther vendte sige imod (se nærmere Møller 1923:XXI-XXVI). Selve den poetiske form med enderim, rytme og strofeformer var blevet udviklet i middelalderens digtning og anvendt også i dansksprogede digte. Så selvom den lutherske menighedssang betegner et nybrud, er den også en videreførelse af den middelalderlige danske poesi.
Den messeordning, der beskrives i Det kristelige Messeembede, går sædvanligvis under navnet Malmømessen, og den fik stor betydning for den lutherske bevægelse i Danmark. Formelt blev den erstattet af Kirkeordinansen fra 1537, men i praksis levede den videre i salmebogstraditionen helt til 1568 og satte spor i Thomissøns Den danske Psalmebog fra 1569 (se nærmere Mogensen 1973:208f, Andersen 1983:107). Hvilken rolle netop Ulricksøns tryk fra 1529 har spillet, kan ikke afgøres, for Malmømessen indgik allerede fra 1529 i salmebøgerne, som det fremgår af Ludwig Dietz' En ny Håndbog (se afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger).
Den digitale udgave bygger dels på faksimilen i Danske messebøger fra reformationstiden, dels på de digitale faksimiler af det eneste bevarede komplette eksemplar, som tilhører Det Kongelige Bibliotek, Hielmstiernes Samling 527,4º (jf. Dal & Poulsen 1959:152). De er fremstillet af ProQuest til Tidlige europæiske bøger og kan tilgås via bibliotekssystemet (soeg.kb.dk) under "Thz christelighe Messze Embedhe paa Dansche".
Se endvidere Vejledning.
Niels Knud Andersen, Efterskrift i Ludwig Dietz' Salmebog 1536, udg. af Niels Knud Andersen. København: UJDS · Akademisk Forlag, 1972, s. 5-116.
Johannes Brøndum-Nielsen, Sproglig Forfatterbestemmelse. København og Kristiania: Gyldendal · Nordisk Forlag, 1914.
Pil Dahlerup, Reformationslitteratur. København: U Press, 2016.
Erik Dal og S.H. Poulsen, "Boglige Oplysninger", i Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959, s. 151-157.
Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959. Del I.
Een handbog som inde holler det hellige Euangeliske Messe embede. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1535.
Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1529.
Krister Gierow, Studier kring Malmø-bogen. Malmö: Allhem, 1979.
Elisabeth Giselbrecht & Elizabeth Savage, "Printing music. Technical challenges and synthesis, 1450-1530", i Andrea Lindmayr-Brandl et al. (red.), Early Music Printing in German-Speaking Lands, London: Routledge, 2018, s. 84-99.
Henrik Glahn, "Messehåndbøgernes Melodistof", i Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959, s. 132-150.
Henrik Glahn, Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973. København: Anis, 2000.
Kirkeordinansen 1537/39, Det danske Udkast til Kirkeordinansen (1537), Ordinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et Ducatuum Sleswicensis Holtsatiæ etc. (1537), Den danske Kirkeordinans (1539). Udg. med indledning og noter af Martin Schwarz Lausten. København: Akademisk Forlag, 1989.
Peder Laurentsen, Malmø-bogen. Facsimile. Malmö: Allhem, 1979.
Kaj Mogensen, "Malmømessen", i Carl-August Andrén (red.), Reformationen i Norden. Kontinuitet och förnyelse. Lund: Nordiskt institut för kyrkohistorisk forskning · Gleerup, 1973, s. 193-216.
Claus Mortensen, Thet cristelighe mesßeembedhe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1529.
Niels Møller, Salmesprog og Salmetyper. En psykologisk Undersøgelse af Reformationsaarhundredets danske Menighedssang til og med Hans Thomissøns Salmebog. København: M.P. Madsen, 1923.
Lauritz Nielsen, Dansk Bibliografi 1482-1600, 2. udgave med supplementsbind ved Erik Dal. København: Det kongelige Bibliotek · Det danske Sprog- og Litteraturselskab · C.A. Reitzel 1996 (1. udgave af bind I-II 1919-1933).
S.H. Poulsen, "Reformationstidens danske Liturgi", i Danske messebøger fra reformationstiden. Udgivet i facsimile. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · J.H. Schultz 1959, s. 3-131.
P. Severinsen, "Dansk Salmedigtning i Reformationstiden. Studier over vore ældste Salmebøger", i Kirkehistoriske Samlinger 5. Række II. Bind, 1905, s. 1-55, 242-92.
S. Widding, Dansk Messe, Tide- og Psalmesang 1528-1573, I-II. København: Levin & Munksgaard, 1933.
Frans Vormordsen, Handbog Om den rette Euangeliske Messe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1539.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Velux Fonden • Privatlivspolitik
