af
Efter grundlæggelsen af den lutherske statskirke med Kirkeordinansen af 1537 fulgte en gennemgribende omorganisering af hele det danske og norske samfund. I denne proces spillede kirken en central rolle. Gudstjenesten var et af de vigtigste steder, hvor befolkningen mødte den nye tid, og kongemagten tillagde liturgien betydelig vægt som udtryk for den kollektive bevidsthed – og som middel til konfessionaliseringen, opdragelsen af befolkningen til den lutherske trosretning. Derfor blev rammerne for de kirkelige handlinger fastlagt allerede i Kirkeordinansen, men den måtte suppleres af andre autoritative bøger, som hver især havde konkrete formål og adressater. De vigtigste er blevet karakteriseret af en af de fornemste kendere af dansk liturgihistorie, Søren Sørensen: "Ligesom præsten fik sin bog med Alterbogen 1556, fik menigheden sin med Thomissøns salmebog, og som det sidste af reformationstidens liturgiske dokumenter kommer så bogen til koret, Niels Jesperssøns Graduale 1573" (Sørensen 1969:70).
Gradualet indeholder et program for hver eneste højmesse året rundt og for enkelte andre gudstjenestetyper. I værkets gennemtænkte og stramt gennemførte orden inkorporeres både middelalderens gregorianske korsang på latin og den lutherske menighedssang på dansk. Bogen er et monument over det bedste af det gamle og det nye, som man så det i Frederik II’s kulturelle og politiske storhedstid.
Den teologiske begrundelse for at have sang i gudstjenesten fremlægges i Niels Jespersens fortale. Siden skabelsen har Gud åbenbaret sig for menneskene og har samlet sin menighed, hvor hans ord er blevet forkyndt og mennesker er blevet frelst. Jævnsides med forkyndelsen har der altid været kristne og nyttige ceremonier, indstiftet i overensstemmelse med Guds ord. Specielt er der blevet sunget salmer, som det fremgår af både Det gamle og Det nye Testamente, og sangen har ikke kun været udvendig pynt, den har fremkaldt bøn, lovprisning, tak og andre former for gudsdyrkelse hos de troende. Det er Guds vilje, at hans velgerninger forkyndes af de troende, og i hele Bibelen er der adskillige eksempler på, at der er digtet og sunget salmer og åndelige lovsange, som har tilskyndet til tro, håb og kærlighed og til sand gudsdyrkelse. Også senere i kirkens historie er der blevet digtet og sunget mange salmer på forskellige sprog, hvor den kristne lære blev forkyndt. Ganske vist indeholdt mange sange i den katolske tid vranglære, men Gud har nu igen ladet gudfrygtige lærere samle og udvælge gode, kristne salmer til brug i kirken, hvor de skal motivere menigheden til sand tro.
Salmesangen har, som Paulus påpeger, tre virkninger: Den behager Gud, den oplyser og oplærer menigheden i sand gudsfrygt, og den er i sig selv gudsdyrkelse og gudstjeneste. Forudsætningen er naturligvis, at sangen er i overensstemmelse med Guds ord og fremføres i tro – "Skraal oc Mundklammer vdi Kircken/ huor hiertet icke følger met" er nytteløst. Derimod er det underordnet, hvilket sprog salmerne er skrevet på.
Sangen må naturligvis ikke brede sig på bekostning af prædikenen og nadveren, og derfor er det klogt at følge Kirkeordinansens gudstjenesteordning, som skaber de rette rammer for religionsudøvelsen.
De prædikanter, der kæmpede for at gennemføre Luthers reformation i Danmark, måtte meget tidligt i deres virke skabe en evangelisk gudstjeneste. For dem var det naturlige udgangspunkt den katolske kirkes messe, som de var dybt fortrolige med – ligesom hele den øvrige befolkning var det. Store dele af messen var fuldt acceptable også for lutheranere, men den måtte nødvendigvis ændres på de punkter, Luther havde kritiseret som decideret ubibelske.
Det var først og fremmest nadverritualet, der skulle reformeres. I datidens gængse katolske opfattelse var nadveren et offer, som præsten frembar til Gud for at formilde ham, ganske som Jesus havde gjort ved sin død på korset. Den store betydning, der på den måde blev tillagt præstens handling, stred afgørende imod Luthers overbevisning om, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til frelsen. Mennesket er så gennemsyret af synd, at kun Guds nåde kan frelse en, hvis man tror på hans tilgivelse. Ved sin død på korset overtog Jesus menneskets synd og åbnede dermed vejen til Guds kærlighed. Den begivenhed skal nadveren aktualisere, så de kristne oplever fællesskabet med Gud og med hinanden.
Luthers kritik af den katolske kirkes fokus på gejstligheden som formidler mellem Gud og den troende havde videre konsekvenser. Efter hans opfattelse kan principielt alle lære Gud at kende gennem hans ord i Bibelen, som selvfølgelig skal oversættes til et sprog, alle kan forstå. Nu er bibelteksten ikke alle vegne klart gennemskuelig, og den kan forekomme fjern fra en senere tid. Derfor er der brug for, at veluddannede prædikanter forklarer bibelteksten og viser dens aktualitet. Men prædikantens rolle er beskeden, og hele menigheden skal tage aktivt del i gudstjenesten. Af praktiske grunde må man sætte nogle rammer, så det ikke ender i kaos. Menighedssangen er Luthers svar på disse fordringer.
Luther udarbejdede selv forskrifter for gudstjenesten i Formula Missae (1523) og Deutsche Messe (1526), og sammen med en kreds af ligesindede skrev han adskillige salmer. Med dem som udgangspunkt udkom der en række messehåndbøger og salmebøger forskellige steder i Tyskland. De blev forbilleder for de danske prædikanters arbejde med at udforme en evangelisk dansk gudstjeneste med menighedssang som et centralt element.
De ældste bevarede danske kilder stammer fra sidste del af 1520'rne. Som en følge af menighedssangens centrale position er der en glidende overgang mellem salmebøger og beskrivelser af gudstjenesten, gerne betegnet som messebøger. Messebøgerne indeholder ud over forskrifterne for gudstjenesten også salmer, og salmebøgerne har ikke kun menighedssange, men også en beskrivelse af gudstjenestens forløb. Bedst kender vi gudstjenesten i Malmø, som var centrum for reformationen i det østlige Danmark og er beskrevet i flere bevarede kilder.
Strukturen i den danske evangeliske gudstjeneste lå i store træk fast allerede inden 1530. De fleste hovedelementer er videreført fra den katolske messe med lokale variationer. I 1537 underskrev kongen en ordning for den nye statskirke, den såkaldte kirkeordinans, som udstak retningslinjerne for biskoppernes og præsternes ansvar og satte rammerne for de kirkelige handlingers liturgiske forløb. Ordinansen var i sin oprindelige skikkelse på latin og blev udgivet på dansk i 1539, to år efter den latinske udgave. Jespersens graduale udkom mere end 30 år efter indførelsen af reformationen i Danmark, men bygger i væsentlig grad videre på de tidlige protestantiske messer (Sørensen 1969:72), hvilket ses af den nedenstående oversigt over gudstjenestens led. Elementerne i messen har i vidt omfang bevaret de gamle latinske eller græske betegnelser, som det er nyttigt at kende. De forklares ganske kort i den følgende oversigt, der indeholder alle de liturgiske led, som Jespersen henviser til i gradualet. Som det fremgår, brugtes ikke alle led ved hver messe.
Introitus ('indgang'): indgangssang på dansk eller latin. De latinske er fastlagt efter kirkeåret og forekommer til alle 71 søn- og helligdage. De danske salmer er kun angivet til 32 dage og må betragtes som alternativer til de latinske
Kyrie eleison ('Herre, forbarm dig'): en af syv melodier på enten dansk eller latin, der tilsammen dækker kirkeåret
Gloria in excelsis Deo ('ære være Gud i det høje'): På juledag, påskedag, pinsedag og trinitatissøndag på latin. De øvrige søndage i form af den danske gendigtning "Alleniste Gud i Himmerig"
Halleluja ('pris Gud'): lovprisningssang på dansk eller latin. De latinske er fastlagt efter kirkeåret og forekommer alle dage bortset fra palmesøndag og langfredag. De danske hallelujasalmer er kun anført til 16 dage og må betragtes som alternativer til de latinske
Sekvens ('følge'): en af seks bestemte salmer, som tilsammen dækker kirkeåret; fra jul til midfaste samt på påskedag synges en latinsk og en dansk salme som vekselsang; på pinsedag og trinitatis søndag kun en latinsk. Resten af kirkeåret synges en sekvens på dansk
Credo ('jeg tror'): på juledag, påskedag, pinsedag og trinitatis søndag på latin. De øvrige dage i form af den danske salme "Wi tro allesammen paa en Gud"
Evt. dansk salme før prædiken
Prædiken
Evt. dansk salme efter prædiken. På Mikkelsdag i købstæderne dog "Te Deum" på latin
Offertorium: salme før nadveren til erstatning for de katolske processionssange, der ledsagede frembærelsen af offergaver til alteret. På juledag, påskedag og pinsedag en latinsk sang, de øvrige dage en dansk salme
Evt. præfatio ('forord' til nadveren) og sanctus ('hellig'): forekommer kun til juledag, påskedag, pinsedag og trinitatis søndag og her kun med latinske tekster og messetoner
Formaning til altergæsterne: alterbogens formulering til skærtorsdag, som messes af præsten.
Fadervor: den bøn, Jesus lærte sine disciple (gengivet i Mattæusevangeliet 6,7-13), som synges af præsten efter alterbogens anvisning
Indstiftelsesordene: Jesu ord ved nadveren (gengivet fire steder i Det nye Testamente), som synges af præsten efter alterbogens anvisning. På juledag, mellem jul og kyndelmisse, samt påskedag og pinsedag synges herefter "Tibi laus"/"Dig være lov"
Salme under nadveruddelingen: en eller flere danske salmer, som synges af degnen og menigheden
Salme efter nadveruddelingen
Kollekt ('fællesbøn'): takkebøn, som læses af præsten
Velsignelse: Arons velsignelse i Det gamle Testamente 4. Mosebog 6,24-26 (den "aronitiske" velsignelse), som fremsiges af præsten
Udgangssalme: en dansk salme
Jespersens messeordning realiserede i modsætning til Thomissøns ikke idealet om en gudstjeneste på modersmålet, og eftersom gradualet var henvendt til kirkens musikalske personale, afspejlede messeordningen heller ikke den samme grad af menighedsdeltagelse som hos Thomissøn. Jespersen var derimod optaget af at vise en vej til at videreføre liturgisk sang på latin blandet med salmesang på dansk. I sin grundlæggende struktur er Jespersens messeordning sammenlignelig med Thomissøns, men Jespersens forslag til introitus- og hallelujasange er de traditionelle latinske melodier. Som alternativ kan danske, strofiske (versopdelte) salmer bruges. Ofte ses bemærkningen, at man skal synge latin i købstæderne og dansk i landsbyerne, og det har nok også i praksis været hovedregelen. Af fortalen fremgår det dog, at Jespersen selv tilskyndede til, at degnene for menighedens skyld også skulle synge de latinske sange fra tid til anden. På den måde øvede degnene sig også i de sproglige færdigheder, som de forventedes at besidde i deres embede. Som det ses af messeordningen i gradualet, var de latinske sange prioriteret på de store helligdage. Det afspejler den opfattelse, som også findes i Luthers latinske og tyske messeordninger, at latinen blev tillagt en særlig højtidelig status.
Jespersens gudstjenesteordning kunne ikke stå alene som norm for højmessen, og den indeholdt heller ikke alle de sange, som skulle bruges ved en messe. Ved nadverliturgien til den første søndag i advent (side 18) henviser Jespersen således til melodierne i Alterbogen (Palladius 1556:389-395). Samme sted skulle man finde tekster til kollekterne, hvilket Jespersen også var behjælpelig med at minde læseren om (side 83, 117, 215, 268, 430, 432 og 438). Heller ikke de sungne svar på præstens tiltale er gengivet i gradualet, men måtte søges andetsteds, for eksempel i Thomissøns salmebog. Gradualets hovedanliggende var messer på søn- og helligdage, og "Hues ydermere behoff giøres til den anden daglige Sang vdi Kirckerne det gantske Aar igennem/ finde i Ordentlig oc vel/ huer Sang til sin tid oc Materie bestemmit/ vdi den Ny Psalmebog" af Hans Thomissøn (fortalen, blad 6r-6v). Her hentydede Jespersen til sangen ved tidebønnerne, morgen- og aftensang (Widding 1933 I:166-179).
Gradualets messeordning var i tråd med den reformatoriske tanke, at udmøntningen af liturgien på mange områder var op til den enkelte liturg. Kirkeordinansen udstak rammerne for, hvordan højmessen og de daglige morgen- og aftenandagter (tidesangen) skulle afholdes, fx rækkefølgen af de liturgiske led, men indholdet var i høj grad bestemt af den enkelte præst eller degn. Således afsluttedes beskrivelsen af nadverritualet med bemærkningen om, at "her raader tieneren dog sielff altsammen" (Kirkeordinansen 1537/39:173). Også i valget af salmer rådede udstrakt frihed. Ikke sjældent foreskrev ordinansen blot, at der på et bestemt sted i messen skulle synges "en dansk sang" (Kirkeordinansen 1537/39:169) eller "nogre danske Psalmer" (Kirkeordinansen 1537/39:168). Denne valgfrihed afspejles også i gradualets ordning, hvor der ofte er valgmulighed mellem forskellige sange.
Princippet om valgfrihed blev dog kongemagten for vidtgående. I sit åbne brev forrest i gradualet, dateret 4. august 1565, udtrykte Frederik II utilfredshed med den "Wenighed ('uenighed') met Ceremonier och Sang/ vdi Kirckerne/ Saa vel vdi Kiøbstederne/ som paa Landsbyerne". Løsningen var at pålægge Niels Jespersen, biskop over Fyns Stift, at udarbejde et graduale, "Huor vdi nocksom findis at være beramt/ huad Sang/ thet gandske Aar igennem/ aff alle Sognedegne i Kiøbstederne och paa Landsbyerne offuer alt Riget/ til huer thid/ her effter holdis och siungis skal" (blad 3r). Gradualet skulle bruges af alle biskopper, provster, sognepræster og menige kirketjenere overalt i riget. Endvidere fremgår det, at kongen havde ladet professorer ved universitetet "reuidere och offuerse" gradualet. Samme dag som skrivelsen til Jespersen gav kongen forlæggeren Baltzer Kaus privilegium til at trykke den sangbog, som Jepsersen "haffuer sammen draget, oc vdj skrifft forfattet" (Rigsarkivet (København), Danske Kancelli, Registre over alle Lande, nr. 8, blad 376r). Der kan derfor næppe være nogen tvivl om, at gradualet allerede på dette tidspunkt lå klart til trykning. Skrivelsen til Jespersen blev gentaget som kongens indledende brev i gradualet, da det udkom i 1573.
Kaus' privilegium gav ham ret til at udgive og sælge gradualet i tre år. En betingelse for privilegiet var, at bøgerne skulle fremstilles i riget, og at eksemplarerne skulle sælges til en rimelig pris. Eftertryk og ulovligt salg ville blive straffet med konfiskation af bøgerne. Senere på året fik Lorenz Benedicht privilegium på at trykke alle bøger i Danmark (24. november 1565, Kancelliets Brevbøger 1565: 686), og han endte også med at trykke gradualet. Hvorfor trykningen ikke gik i gang på dette tidspunkt, er uvist, og det er ligeledes uklart, i hvilket omfang Kaus var involveret som forlægger og forhandler. 12. januar 1567 måtte kongen skrive til biskoppen og professorerne i København og bede dem om, at gradualet "med thet første motte komme vnder hender och bliffue trøgt och fertiig giortt" (Rørdam 1868-1877, bd. 4: 210).
Under denne lange proces var kongen fortsat bekymret for kirkesangen, og i en skrivelse til landets biskopper den 13. januar 1568 indskærpede han, at man skulle følge kirkeordinansen, og at alle kirkens ceremonier skulle bruges og holdes efter den ordning og skik, som holdes ud i Vor Frue Kirke i København (Danske Kirkelove II:105-106). Denne befaling synes at have undermineret Jespersens projekt, som må formodes at have taget sit afsæt i skikkene i Fyns stift. Udgivelsen af Thomissøns salmebog overhalede således gradualet indenom, hvilket er blevet set som en taktisk manøvre fra kredsen af københavnske gejstlige (Lyster 2002, afsnittet "Forfatterskabet"). Da salmebogen var udkommet, kunne kongen beordre landets biskopper til at sørge for, at "thend Danske Bibel, forne Ny psalmebog, Ordinantzen oc Manualen, saa oc gradualen, som oss elskelige hederlig mand Mester Niels Jespersen, Superintendent vdj Fyens stigt, effter vor befalning nu haffuer vnder hender oc med thet første skall kome vdj prent oc vdj lige maade kiøbis tiill alle sogne kirker, mue bliffue indlagt i kirkerne oc med Jernkeder smidede oc hefftett tiill degnestolen" (Danske Kirkelove II:135-137). Gradualet var endnu ikke ude, men ville komme snart. Med "Manualen" ('håndbogen') hentydes formodentlig til Palladius' Enchridion... Een Haandbog/ for sogneprester (1537) eller Alterbogen (1556). Dette påbud om at lænke statskirkens grundlæggende bøger til degnestolen i hver eneste sognekirke i riget er muligvis ikke blevet efterlevet. Dels ville det være umådelig upraktisk at have fastlænket bøger, der skulle bruges ved hver eneste gudstjeneste, dels er det et forsvindende mindretal af de bevarede bøger, der bærer spor af en lænke (af de 33 eksemplarer af gradualet, der beskrives i Dal 1986:482-489, gælder det kun ét, nr. 14). Men signalet er umisforståeligt: Disse centrale værker skulle forefindes i kirkerummet, og hvis de viste sig at mangle, kunne sognepræsten afskediges (Danske Kirkelove II:136).
Først i 1573 udkom gradualet, og dermed var kongens ønske om endrægtighed i kirken opfyldt – i hvert fald på papiret. Jespersen daterede sit forord 1. juli 1573 og undlod ikke at bemærke, at det var kong Frederik II’s fødselsdag.
Jespersens graduale er den første trykte messebog i Danmark, der indeholder melodier til hele kirkeåret. Hidtil havde man anvendt håndskrevne messebøger eller trykte missaler, hvor der kun er fortrykt tomme nodelinjer, så man selv kunne indføre melodierne. Der er bevaret tre lutherske messebøger, alle fra Malmø og udgivet i perioden 1529-1539 (se Claus Mortensen Tøndebinder, Det kristelige messembede (1529), Oluf Ulricksøn, En håndbog som indeholder det hellige Evangeliske Messeembede (1535) og Frands Vormodsen, Håndbog om den rette Evangeliske Messe (1539). De indeholder tekster og melodier til den nye protestantiske messe og var tænkt som supplement til eksisterende missaler. I den første generation efter indførelsen af reformationen anvendte man altså flere bøger sideløbende, men der var et stigende behov for en ny samlet ordning af de liturgiske sange.
Med sin udprægede betoning af den latinske sang repræsenterer Jespersens graduale en konservativ holdning til den protestantiske liturgi. For Jespersen var det ikke et spørgsmål om at videreføre den katolske kirkes liturgi eller at opretholde en særlig æstetisk ramme for gudstjenesten. Snarere var hans liturgiske idealer præget af et behov for orden og autoritet (Petersen 2019:409-412); han ønsker, som han skriver i sit forord til gradualet med henvisning til Paulus' første brev til korinterne (1. Kor. 14): "at alting maatte/ end oc vdi Sangen/ gaa skickelige oc ordentlige til i den Christen menighed".
På trods af reformatorernes vægtning af modersmålet i den protestantiske gudstjeneste var latin også efter reformationen et vigtigt sprog i kirken, og de latinske sange forsvandt ikke fra liturgien. Vormordsens messebog fra 1539 vidner om, at prædikanterne stadig forventedes at bruge de gamle gradualer og messebøger fra katolsk tid, og denne praksis blev sanktioneret ved nationalsynoden i 1540 (Ottosen 1990). De gamle pergamenthåndskrifter med liturgiske sange fra katolsk tid befandt sig stadig i kirkerne i årtierne efter reformationen, selvom der i de første kampår var gjort uoprettelig skade på mange af de gamle manuskripter. I kongebrevet forrest i gradualet fremhæver Frederik II, at der var mangel på liturgiske bøger, og Jespersens arbejde skulle afhjælpe denne mangel samtidig med, at den skulle normere og uniformere gudstjenesten. I forbindelse med nyordningen af den danske kirke kom Luthers nære medarbejder Johannes Bugenhagen til Danmark, og i sine sidste instrukser før hjemrejsen til Wittenberg i 1539 nævnte han, at Sjællands biskop Peder Palladius lå inde med forlæg til nadverens latinske sange, som han var villig til at dele med de øvrige gejstlige (Glenthøj 1986:12). I 1562 erfarede Frederik II, at nogle sognedegne i landsbyer var "saa wandkundige oc wlerde", at de ikke kunne synge og forstå latin, sådan som en degn burde. Kongen indskærpede derfor biskopperne, at de kun skulle antage degne, der kunne læse og skrive og var så gode til latin, at de kunne synge hele messen på latin ved højtiderne og på de almindelige søndage tidebønnerne og halleluja på latin. Og det gjaldt både landsbyer og købstæder (Danske Kirkelove II:69-70). Der var altså ikke tale om, at Jespersen genindførte den latinske sang i den protestantiske messe. Den havde været et gennemgående element siden de tidligste reformer, sådan som det tydeligt fremgår af kirkeordinansens beskrivelser. Gradualet løste imidlertid det konkrete problem, at de mange sange til kirkeåret var spredt ud i forskellige bøger, og at det var upraktisk at anvende de gamle liturgiske håndskrifter i gudstjenesterne, for så vidt som kirkerne stadig ejede dem.
Efter udgivelsen af gradualet var der ikke længere behov for de gamle liturgiske pergamenter, som var blevet gemt ude i kirkerne. Nok kunne pergamenternes indhold ikke bruges til noget, men det slidstærke materiale var ideelt til at indbinde lensregnskaber og andre papirer fra offentlige institutioner. Der blev sendt breve rundt til landets stifter, hvor centraladministrationen opfordrede kirkerne til at aflevere pergamenterne til staten. De pergamenter, som overlevede helt til 1600-tallet, blev brugt til at fremstille fyrværkeri (Tortzen 1999).
Gradualet var en del af det korpus af tekster, som enhver, der deltog i afviklingen af en messe, havde brug for. Af indlysende grunde var bogen direkte henvendt til korlederen i købstadskirkerne og til koret, som skulle synge de latinske sange. Også degnen i landsbykirkerne skulle bruge værket, og Jespersen understreger i sin fortale det nyttige i, at degnen synger de latinske sange for menigheden (blad 6r). Desuden skulle præsten bruge gradualet, som det fremgår af de mange passager, der er henvendt til prædikanten, fx henvisningerne til kollekter og evangelier i andre tekstsamlinger (side 83, 117, 215, 268, 430, 432 og 438). Tilmed er der liturgiske sange, som præsten skulle synge ("Dominus vobicum" med "Sursum corda" og "Gratias agamus", side 62-66).
I Thomissøns salmebog er der et par korte anvisninger i, hvordan prosatekster som kollekter, evangelier og bønner skulle messes (i messeordningen, register 1). I modsætning til, hvad man kunne tro, indeholder gradualet ingen vejledning til det. En plausibel forklaring er, at gradualet i så udpræget grad knyttede an til den musikalske tradition i den gregorianske sang, at Jespersen anså det for unødvendigt at videregive pædagogiske retningslinjer for denne musikalske praksis. Gradualet er dermed indirekte dokumentation for, at kendskabet til og udøvelsen af den umensurerede sang, som altså er uden fast rytme og takt, levede i bedste velgående endnu en generation efter indførelsen af reformationen.
I den danske kirkehistorie markerer gradualet sig som et markant udtryk for den lutherske statskirke med kongen som overhoved. Kongens aktive indgriben i de kirkelige forhold fremgår allerede af titlen: Det er kongen, der som regent over et vidtstrakt rige har taget initiativ til værket. Den kongelige autoritet fremhæves af portrættet på titelbladets bagside (blad 1v), hvor Frederik II’s imposante titel er skrevet fuldt ud, og kongens kristne sindelag fremgår af hans danske valgsprog "Mit Haab til Gud allene." På baggrund af tidens religiøse stridigheder må man læse en specifikt luthersk tro ud af valgsprogets sidste ord, alene: Selv det mægtigste og fornemste menneske har kun Gud at håbe på. Det kongelige våben, som pryder blad 2r, er en yderligere understregning af bogens officielle status.
Denne linje fortsættes i værkets første længere tekst, et åbent kongebrev (blad 2v-3r). Man kan måske undre sig over, at en sangbog skal have et så markant præg af statsmagten, men anledningen til dens udgivelse er bekymrende, set med datidens øjne: "stor Wenighed met Ceremonier och Sang/ vdi Kirckerne" i modstrid med den grundlæggende lov for kirken i Danmark, Kirkeordinansen. Allerede Frederik II’s far og forgænger, Christian III, havde bestræbt sig på at ensrette liturgien, især i og med Kirkeordinansen fra 1537, som definitivt skulle afslutte religionsstridighederne i riget. Det lykkedes i det store og hele, men Europa var i Christian III’s og Frederik II’s regeringstid dybt splittet af teologiske uenigheder, som både reelt og ideologisk indgik i politiske og økonomiske modsætningsforhold, der når som helst kunne udløses i vold og krig. Blandt de lutherske teologer opstod efter Luthers død i 1546 en dyb splittelse, der især tilspidsedes i holdningen til Calvins og hans tilhængeres teologi. Det var Frederik II’s faste overbevisning, at den egentlige fjende var den katolske kirke og de katolske magter, og derfor afviste han de interne stridigheder mellem lutheranere og mellem lutheranere og calvinister (eller reformerte) indbyrdes, selvom den holdning isolerede ham storpolitisk. Til gengæld ville han have ro i kirken inden for sine grænser, og Jespersens graduale er et led i den bestræbelse. Derfor pålægger kongebrevet alle gejstlige at bruge gradualets sange og kun dem ved søndagenes og de store højtiders gudstjenester.
Jespersens graduale er et omfattende værk med mange forskelligartede afsnit. Derfor kan det være nyttigt at have en indholdsoversigt som den, der følger her.
Titel: blad 1r
Kongens portræt: blad 1v
Kongens våben: blad 2r
Register I: Særlige højtider: blad Rr 1r
Register III: Introitus, antifon, halleluja, sekvens, ordinarium, responsorium: blad Rr 2r-Rr 4r
Liste over trykfejl: blad Rr 4r
Titelsiden er meget omhyggelig komponeret: Teksten er centreret, fordelt i flere afsnit og sat i spids, der er anvendt flere skrifttyper og -størrelser, og trykket er tofarvet, sort og rødt. Det æstetiske hensyn har øjensynlig vejet tungere end indholdet, for titlens vigtigste ord, "GRADVAL", fremtræder ikke særlig markant, og den danske gengivelse af fremmedordet, "Sangbog", er mindre fremhævet end de underordnede ord "En Almindelig", der står med kæmpe store bogstaver, skåret i træ (Dal 1986:475). Det tør man ikke tillægge særlig betydning, men den samlede titel giver de vigtigste oplysninger om bogen. Et graduale er egentlig en samling af gradual-sange, dvs. de sange, der indgik som et fast liturgisk led i messen, hvor de fungerede som musikalsk svar efter epistellæsningen. Men Jespersens graduale er betydeligt mere omfattende: Det er en samling af alle de liturgiske sange, som knyttede sig til hver søn- og helligdag kirkeåret rundt. Med karakteristikken "Almindelig" menes fælles for alle, og deri ligger en programerklæring, som det fremgår lidt senere. Bogens formål er nemlig at styrke ensartetheden i kirkernes gudstjeneste, herunder sangen, så den stemmer overens med Kirkeordinansen, den danske kirkes grundlov.
Værkets ophavsmand fremtræder med megen vægt i titlen, og det er da heller ingen ringere end kongen selv. Hans titel bringes lidt forkortet (måske for at kunne stå på én linje), men der er ingen tvivl om hans store magt. Hans rolle har været initiativtagerens, han har sørget for at få orden og samling på stoffet, både det latinske og det danske.
Mere beskedent, men dog fremtrædende nævnes den, der har udført arbejdet, Niels Jespersen, hvis officielle titel "Superintendent" svarer til biskop. Hans fornemme embede er naturligvis en vis garanti for kvaliteten af hans arbejde. Endnu længere nede på bladet følger trykkeren, Lorentz Benedicht, rigets bedste bogtrykker (Dal 1986:474). Med ganske små typer står til sidst oplysningen om det kongelige privilegium, der er tildelt bogen.
Bogen indledes med et åbent kongebrev, udfærdiget i officiel diplomstil. Som konventionen kræver, omtales først afsenderen, kongen med sin fulde titel; det er regenten selv, der bekendtgør det følgende. Værket er altså et statsanliggende, intet mindre.
I brevet fremlægges baggrunden for udgivelsen, og det pålægges alle kirkens embedsmænd uanset deres placering i hierarkiet at anvende gradualet ved gudstjenesterne på alle søn- og helligdage. Samtidig forbydes det at bruge nogen sang, som ikke findes i bogen (se nærmere afsnittet Værkets liturgi- og kirkehistoriske rolle).
Kongebrevet er den ultimative autorisation af gradualet, og tilsvarende skrivelser indleder Kirkeordinansen og Christian III’s danske bibel, altså de helt grundlæggende bøger for den danske kirke. Noget tilsvarende findes naturligvis ikke i de ældste messe- og salmebøger, som alle er private udgivelser, men heller ikke i Thomissøns Den danske Psalmebog fra 1569, selvom den faktisk var kongeligt autoriseret, som det fremgår af titelbladets fomular 'med kongens nåde og privilegium' og af Thomissøns fortale.
Efter kongebrevet følger en længere fortale af bogens udgiver, Niels Jespersen, rettet til de gejstlige i den danske kirke. Efter en historisk fremstilling af salmesangens betydning (se afsnittet Den teologiske baggrund) fortæller Niels Jespersen om sit eget arbejde. Han har efter kongens befaling påtaget sig den nødvendige opgave at udgive en sangbog, som indeholder både latinske og danske salmer til højmessen kirkeåret igennem. Som rettesnor har han fulgt praksis i København (og mange andre steder), for den er menighederne vant til, og den svarer til Kirkeordinansen. En vis valgfrihed har degnene stadig: Undertiden kan de synge indgangssalme og halleluja på dansk, selvom de også skal lære de latinske former. Salmerne til andre gudstjenester end højmessen skal man finde i Thomissøns salmebog.
Fromt slutter Jespersen sin fortale med en bøn for kirken og dens mænd, for øvrigheden og for os alle sammen. Fortalen er dateret den 1. juli – Frederik II’s fødselsdag, som det udtrykkeligt nævnes, og de allersidste ord er en bøn for kongen.
Jespersens frelseshistoriske perspektiv på salmesangen er på linje med Luthers berømte fortale til Johann Walters Geystliche gesangk buchleyn (Wittenberg 1524), men er et selvstændigt arbejde. De tidlige danske salmebøger nøjedes med at oversætte Luthers fortale mere eller mindre frit, mens Thomissøn skrev en lang, indholdsrig fortale til sin salmebog (jf. Balslev-Clausen 2004). Dens redegørelse for den specifikt danske lutherske tradition har desværre ikke noget modstykke i Jespersens indledning, hvor en behandling af den latinske kirkesangs skæbne i den danske statskirke ville have været en fantastisk kilde for senere tider.
Hoveddelen af gradualet beskriver, hvilke sange der skal bruges kirkeåret igennem, det såkaldte de tempore-princip, hvor hver enkelt søn- eller helligdag har sit eget tekstlige og musikalske indhold (side 1-425). Kirkeåret, der begynder 1. søndag i advent, består i gradualet af 71 navngivne søn- og helligdage og dertil et varierende antal søndage, der følger fra 23. søndag efter trinitatis til 1. søndag i advent, hvor kirkeåret begynder forfra. Antallet af søndage efter trinitatis varierer afhængigt af påskens placering. Til disse søndage foreslår Jespersen at gentage sangene fra 23. søndag efter trinitatis. Fra side 427 bringer han forslag til sange på de dage, der ikke har en fast placering i kirkeåret. Det drejer sig om "Odens dags bededag" ('onsdags bededag'), brudemesse om søndagen og om mandagen, foruden præstekalent eller -konvent, dvs. en messe ved gejstlige sammenkomster. Side 453-460 bringes tre responsorier eller vekselsange, der formentlig skulle bruges på flere forskellige dage.
Hver søn- eller helligdag indledes af en overskrift med den danske betegnelse for dagen, som i langt de fleste tilfælde svarer til den nutidige brug. Herefter følger sangene til den pågældende dag i den rækkefølge, som de skal bruges ved messen. Bogen er en liturgisk vejledning for musikken kirkeåret igennem. Gradualet beskriver ikke alle typer gudstjenester, men fokuserer på højmessen. På "Christi fødzels dag" (juledag) gives dog også et forslag til salmer ved aftensang i landsbyerne (side 72-75). Det samme er tilfældet på påskedag (side 215).
Formålet med gradualet var ikke at give en samlet beskrivelse af kirkens handlinger ved gudstjenesten; den havde man jo i kirkeordinansen. Af samme grund henviser Jespsersen under langfredag til, hvad ordinansen foreskriver angående de øvrige tjenester i købstæderne (side 186). Nadverritualet er heller ikke beskrevet i detaljer; kun henvises der til tekst og noder i alterbogen (side 18 og 68). Tekster som kollekter og evangelier måtte præsten naturligvis også finde andetsteds (se Værkets liturgi- og kirkehistoriske rolle).
Indholdet af de enkelte dages gudstjeneste er ikke identisk – af flere indlysende grunde. For det første varierer det tekstlige og musikalske indhold i de såkaldte propriumsled, dvs. de dele af liturgien, som skifter fra dag til dag. Det drejer sig overvejende om introitus og halleluja. For det andet skifter melodierne til ordinariumsleddene, dvs. de led, som tekstligt er identiske fra dag til dag, fx kyrie-melodierne. For det tredje har Jespersen indrettet gradualet således, at en sang kun optræder én gang i bogen. Formålet var naturligvis at spare plads og arbejde, men fremgangsmåden gør det indimellem temmelig indviklet at få overblik over sangene til en bestemt dag. Ganske vist henviser Jespersen til, at melodien findes andetsteds, men ikke sjældent er henvisningerne placeret i slutningen af en helligdag, fx første søndag i advent, hvor det fremgår, at på de følgende dage "skal allting lige maade holdis som her tilforn sagt er" (side 24). Slår man op på 2. søndag i advent, finder man derfor ikke alle de sange, der skal synges denne dag, kun dagens introitus og halleluja. De øvrige sange står under 1. søndag i advent. Den fragmentariske oversigt på sådanne dage tager naturligvis udgangspunkt i, at gradualets brugere læste bogen fra begyndelsen og herefter dag for dag kirkeåret igennem. De relevante oplysninger om den enkelte dags liturgiske indhold blev på den måde samlet sammen efterhånden. Som resultat måtte brugerne imidlertid bladre frem og tilbage i løbet af messens afvikling for at finde de sange, der skulle synges. En særlig undtagelse er "Kyrie Gud Fader allsom høyeste trøst", som Jepsersen bringer to gange, første gang ved 1. søndag i advent (side 5). Melodien skulle desuden bruges 2. og 3. pinsedag og derefter alle 27 søn- og helligdage resten af kirkeåret. Det var nok på grund af disse mange gentagelser, at Jespsersen valgte at trykke melodien igen i sin fulde udstrækning under 2. pinsedag (side 270).
Det første led i messen er introitus, som skifter fra dag til dag. Teksterne er ofte uddrag af en Davidssalme eller et andet bibelsted. De første ord i introitus er traditionelt blevet brugt til at navngive den pågældende dag, fx kaldes 1. søndag i faste Invocavit efter Invocavit me, et ego exaudiam eum 'Han kaldte mig, og jeg adlød ham', som er første linje i søndagens introitus fra Salme 91 (side 136). Alle overskrifter til de enkelte dage i gradualet er på dansk, men Jespersen anvender undertiden de latinske navne, når han henviser til søn- og helligdage undervejs i gradualet. På Marias renselsesdag skriver han således, at "ind til Domenicam Inuocauit, Maa siungis denne effterfølgende Sang" (side 114). De tempore-princippet er ikke gennemført fuldtud, idet visse dage deler introitus og halleluja. I sådanne tilfælde nøjes Jespersen med at henvise til sangen, fx 4., 5. og 6. søndag efter Helligtrekonger, hvor det latinske introitus og halleluja stammer fra 3. søndag.
Gradualet indeholder 62 latinske introitusmelodier fordelt på hele kirkeåret. Dertil kommer en introitussang, som kan anvendes ved messen i forbindelse med præstesammenkomster (side 443). Der forekommer 17 strofiske melodier på dansk som alternativ til de latinske introitussange. Også dem henviser Jespersen til på andre søn- og helligdage, så der foreslås et dansk alternativ til det latinske introitus på 32 søn- og helligdage. De strofiske sange er ikke omfattet af de tempore-princippet, men valgt efter, om salmerne var tematisk egnet til den pågældende helligdag. Når Jespersen skriver, at "al den anden sang" på en given dag skal synges ligesom tidligere på året, kan det muligvis omfatte de danske introitussange. I så fald er tæt ved alle søn- og helligdage forsynet med danske alternativer. Denne ordning gav således en væsentlig valgfrihed i messen og betød konkret, at langt de fleste messer kunne gennemføres på dansk, hvis man ønskede det.
En gennemgang af krydshenvisningerne afslører, at der på trods af gradualets store repertoire blev repeteret en del sange kirkeåret igennem. Til hele kirkeåret brugtes kun syv forskellige kyrie-melodier, og af dem var "KYrie/ Gud Fader allsom høyeste trøst" planlagt til over 40 af årets messer. De strofiske gendigtninger af ordinariumsleddene, "Alleniste Gud i Himmerig", "WI tro alle sammen paa en Gud" og "O Guds lam wskyldig", blev brugt ved alle messer bortset fra de store helligdage. Her blev det prioriteret at anvende salmernes latinske forlæg, hhv. "GLoria in excelsis Deo", "CRedo in vnum Deum" og "Agnus Dej" (som led i "TJbi laus salus sit Christe"). Når gradualet kun indeholder godt og vel 50 strofiske salmer på dansk, viser det, hvor få salmer menigheden har behøvet at kende til. Samtidig fortæller det, at der var mange gengangere. Salmer som "NV bede wi den hellig Aand" og "Jesus Christus er vor salighed" skulle synges ved næsten hver messe. Også "Forlæ oss met Fred naadelig" og "GVd være loffuit altid oc benedidet" var blandt de oftest forekommende. Visse salmer knyttede sig til bestemte højtider og skulle synges ved hver messe i en periode, fx "Jt lidet Barn saa lysteligt" fra juledag til kyndelmisse og "CHrist stod op aff Døde" fra påske til pinse.
Bogen afsluttes med syv siders registre (blad Rr 1r-Rr 4r); den allersidste side er blank. Overskriften, "Register offuer denne Bog" (blad Rr 1r) er i ental, selvom der er otte afsnit, som hver især er ét register, tilmed over forskelligartede kategorier.
Først opregnes "Nogle besynderlige (dvs. 'særlige') høytider om Aarit, nemlig seks helligdage, som nævnes i nogenlunde alfabetisk orden, dog uden hensyn til forkortelsen S. for Sankt eller Sanctus.
Det andet register opregner de danske salmer med førstelinjer og i gennemført alfabetisk orden, vist kun med en enkelt fejl: "Jesus Christ vor Frelsermand" kommer før "Jesus Christus er vor salighed" (blad Rr 1v). Man skal dog være opmærksom på, at æ alfabetiseres som e, og at der skelnes mellem v og w. Mere forvirrende er det, at en enkelt latinsk sang, Resonet in laudibus, er kommet med i den danske liste (blad Rr 2r), mens to danske Halleluja-salmer ikke er, men nævnes blandt de latinske sange: "Haleluia/ det bør oss altid siunge" og "Loffuer Gud i Hedninger alle" (blad Rr 3v). Værst er det dog, at registret helt har glemt de tre danske Kyrie-salmer, "KYrie/ Gud Fader allsom høyeste trøst" (side 5 og 270), "KYrie/ Gud Fader aff Himmerig" (side 77) og "Kyrie Gud Fader forbarme dig offuer oss" (side 215).
Det tredje register består af fem fortegnelser over latinske sange, ordnet efter genrerne introitus, antiphona, haleluia, seqventiæ, et blandet afsnit uden overskrift og responsoria. Sært nok er Kyrie-melodierne heller ikke med i dette register (jf. Glahn 1986:494). Under hver kategori bringes sangenes førstelinjer i alfabetisk orden. Kun de blandede sange er ordnet på anden vis, nemlig efter leddenes placering i messen.
Registrene har været et nyttigt redskab for degnen eller korlederen, fordi bogens indretning efter kirkeåret har gjort det vanskeligt at finde præcis den sang, man havde brug for (se nærmere afsnittet Ordningen af tekst og musik). De bevarede eksemplarer af gradualet er alle slidt nøjagtig samme steder (Abrahamsen 1935/1986:472), så efterhånden har registrene nok mistet lidt af deres praktiske betydning.
Bogens største billede er portrættet af Frederik II bag på titelsiden (blad 1v). Overfor er kongens våben afbildet, ligesom portrættet et træsnit (blad 2r). Det er muligvis bogtrykkeren Lorentz Benedicht selv, der har skåret de to billeder (Nielsen 1923:53-55). De er begge indsat i ensartede typografiske rammer, så de udfylder hver en hel side og udgør et fornemt opslag.
I hovedafsnittet med kirkeårets salmer findes fem træsnit af højdepunkter i Jesu liv og kirkens grundlæggelse (Nielsen 1923:101f). De er placeret som indgange til kirkeårets hoveddele: indtoget i Jerusalem (ved første søndag i advent, side 1), Jesu fødsel (ved juledag, side 36), Jesu dåb (ved fastelavns søndag, side 129), kvinderne ved Jesu tomme grav (ved påskedag, side 187) og pinseunderet (ved pinsedag, side 244). Træsnittene er ganske små, men indsat i imposante rammer, så de fylder klummens bredde (jf. Dal 1986:475 og Nielsen 1923:44f, tavle VIII, figur 54).
Til bogens forskønnelse har Benedicht rundhåndet anvendt vignetter. I tidens bogproduktion var tom plads ikke velset, og det er baggrunden for de mange små typografiske ornamenter og træskårne arabesker, der udfylder linjer og sider. Til det prægtige indtryk bidrager også de store, udsmykkede initialer.
Der er noteret 206 melodier i Jespersens graduale. Der forekommer to former for musikalsk notation, mensuralnotation og koralnotation. Den sidstnævnte med de sorte noder i umensurerede værdier er den hyppigst forekommende med 146 melodier. Denne notationsform er overvejende anvendt til det såkaldte gregorianske repertoire, dvs. de sange, som blev brugt i den katolske kirke siden den tidlige middelalder. I Jespersens graduale forekommer de i en simpel form, der er et resultat af de trykketekniske muligheder. Som grundlæggende nodeværdi anvendes en sværtet brevis-form (rektangulær node), som kan sammenlignes med håndskrevne neumers puncta, der typisk er formet som en prik. Som afslutningsnode anvender gradualet oftest en sværtet longa (brevis med hals), hvor halsen indikerer en lang tone. Få steder gøres brug af sværtede noder i diamantform. Disse noder, hvis tryktyper svarer til fusa (fjerdedelsnode) i mensuralnotation, må betragtes som underdelinger af hovedværdien (se side 78, 81, 82 og 271), idet de bruges til at fordele to stavelser under én hovedværdi.
Der forekommer 56 melodier i mensuralnotation, samt fire melodier, som gør brug af begge former. Mensuralnotation er karakteristisk ved, at nodernes værdi og indbyrdes relation afgøres af den såkaldte mensur, der angives i begyndelsen af en melodi på samme sted som moderne taktarter. Kort fortalt er relationen mellem longa/brevis og brevis/semibrevis enten 1:2 eller 1:3, og en nodes værdi afgøres af sammenhængen. Inden for mensuren ₵ er brevis brevis semibrevis = 2+2+1. Angives mensuren 3, er værdien af de samme noder 3+2+1, idet den første brevis betragtes som en hel tactus bestående af 3 semibrevis. Til at tydeliggøre disse værdier, anvendes undertiden 1) kolorering, dvs. at en node sværtes sort og kun kan have værdien 2 (ikke 3) (fx side 186), og 2) punctus divisionis, en lille skråstreg, som angiver begyndelsen af en ny tactus (fx side 18). Mensuralnotationen i gradualet gør ikke brug af taktstreger, men anvender enkelte eller dobbelte streger til at inddele en melodi i afsnit.
Noderne er fremstillet med brug af typetryk, og det er kun det andet større bogværk med denne nye teknik i Danmark; det første er Thomissøns salmebog, ligesom gradualet trykt af Lorentz Benedicht. Til formålet har han formodentlig anskaffet nodetyperne i Tyskland (Davidsson 1962:26; Abrahamsen 1919:112). Nodesatsen er sat med store typer med en systemhøjde på 19 mm. Til sammenligning er systemet i Thomissøns salmebog 9 mm. Dette forhold afspejler, at gradualet skulle bruges som korbog, der skulle ligge på en pult, så alle sangere kunne læse fra samme bog.
Af de 206 melodier i Jespersens graduale er 140 latinske sange i koralnotation. Disse sange, som udgør grundstammen i gradualets forslag til messesangen, er forankret i katolske liturgiske traditioner. Der er kun overleveret få danske kilder til middelalderens gregorianske repertoire, fordi de gamle liturgiske håndskrifter blev slagtet efter reformationen (se Indplacering blandt andre salme- og messebøger). Derfor er det særdeles vanskeligt at foretage en undersøgelse af det konkrete forlæg for Jespersens melodiformer. Ser man på melodiernes ydre kendetegn, synes Jespersen at have indsamlet de latinske sange fra forskellige kilder og have sammenstykket dem efter, hvad en liturg i den lutherske kirke havde brug for. Detaljer i den musikalske notation afslører nemlig en uensartet anvendelse af kvadratnoder med eller uden hals som afslutning og i brugen af fermater, en halvcirkel med en prik indeni, der markerer afslutningen af verselinjer eller strofer. Det tyder på, at Jespersen ikke anså det for vigtigt at udgive et gennemarbejdet og redaktionelt stringent graduale. Hans mål var snarere at præsentere en liturgisk ensartet samling af melodier og tekster. Af gradualets 63 latinske introitusmelodier afviger kun tre fra ordningen i Graduale Romanum, som betegner den romersk-katolske samling af sange, sådan som den har været fastlagt siden slutningen af 1570'erne. Erik Abrahamsen fandt derfor, at Jespersens graduale i udpræget grad fulgte den højmiddelalderlige liturgisk-musikalske tradition (Abrahamsen 1919:115). En undersøgelse af melodiernes varianter har siden vist, at Jespersens melodiformer med overvejende sandsynlighed relaterer sig til nordtyske traditioner (Koren 2011).
I tillæg til de latinske sange i en gregoriansk tradition optræder fem danske bearbejdninger, der med deres antikverede koralnotation vidner om, at man efter reformationen tilpassede det gamle melodistof til den nye protestantiske kontekst. Det drejer sig om de tre danske kyrie-sange, som skulle bruges på forskellige tidspunkter kirkeåret igennem, "KYrie/ Gud Fader allsom høyeste trøst" (side 5 og 270), "KYrie/ Gud Fader aff Himmerig" (side 77) og "Kyrie Gud Fader forbarme dig offuer oss" (side 215). Melodierne optræder også med den oprindelige græske tekst (hhv. side 248, 40 og 191). Dertil kommer fordanskningerne "DIg være loff oc priss/ o Herre Christ" (side 81) og "O Gud wi loffue dig" (side 380), som også findes i de oprindelige latinske versioner, "TIbi laus salus sit Christe" (side 68) og "TE Deum laudamus" (side 373). Jespersen gjorde det dermed muligt at vælge, om messen skulle forrettes på latin eller dansk.
65 sange er med dansk tekst, hvoraf størstedelen, 53, er strofiske salmer til brug for menigheden. Omkring 40% af de strofiske salmer er baseret på førreformatisk kirkeligt melodistof, mens en tilsvarende andel er nye melodier fra reformationstiden. På nær to stammer alle de nye melodier fra tyske kilder (Glahn 1986; Glahn 2000:94).
Alle melodierne til de danske salmer forekommer også i Thomissøns salmebog. Det viser sig, at Jespersens bringer salmerne i nøje overensstemmelse med anden udgave af salmebogen, der kom i tidsrummet 1570-1573 (Lyster 1982). For enkelte melodier fulgte Jespersen dog ikke salmebogen slavisk, men præsenterede en anden version. "Jesus Christus er vor salighed" (side 19) afviger således i sin rytmiske udformning og i enkelte melodiske vendinger fra Thomissøns version (blad 128r). Når det gælder hymnen "Grates nunc omnes" og fordanskningen "Nu lader oss alle tacke Gud vor Herre" (side 46), giver gradualet desuden et interessant indblik i, hvordan sangene også blev brugt som vekselsang med de latinske og danske strofer skiftevis. Hos Thomissøn optræder sangene derimod som to separate numre (blad 6r og blad 6v). Hvor Thomissøns salmebog videregiver de versioner af salmerne, som blev brugt ved Vor Frue Kirke i København (jf. hans egen bemærkning i forordet), kan man gætte på, at de af Jespersens versioner, som adskiller sig fra Thomissøns, stammer fra Fyns stift eller måske konkret fra Skt. Knuds Kirke i Odense. Kilder, der kan dokumentere dette, mangler imidlertid.
Af gradualets godt 200 sange er mere end to tredjedele på latin, mens der er 65 på dansk. I et vist omfang skelnes der typografisk mellem de to sprog, idet de latinske tekster er sat med antikva ("latinske bogstaver"), de danske med fraktur ("gotiske" eller "krøllede bogstaver"). Det svarer til bogtrykkernes konvention i datiden, og derfor er det påfaldende, at latinske tekster, som står under noder, er i fraktur, uvist hvorfor (Dal 1986:474f). Reelt bliver det meget markant, fordi samtlige latinske sangtekster står under noderne.
De poetiske konventioner for sangene på de to sprog er kun delvist sammenfaldende, og det hænger sammen med teksternes oprindelse. Blandt de latinske tekster er mange oprindelig prosa. Det gælder fx indgangssalmen til 2. søndag i advent (side 25), der bygger på Esajas 30:
POpulus Sion
ecce Dominus veniet ad saluandas gentes,
et auditam faciet Dominus gloriam vocis suæ,
in lætitia cordis vestri
('Sions folk,
Se, Herren vil komme for at frelse folkene,
og Herren vil lade sin stemmes herlighed høre,
i jeres hjertes glæde').
En anden gruppe latinske tekster er oprindelig poesi, ofte Davidssalmer, som følger konventionerne for den hebraiske digtning. Her er det vigtigste strukturerende element parallelismer, altså forskellige udtryk med nogenlunde samme indhold, se fx introitus til helligtrekongersdag, som bl.a. citerer Salme 72,1-2 (side 98):
Deus iudicium tuum regi da:
et iustitiam tuam Filio regis.
('Gud, giv kongen din ret,
og kongens søn din retfærdighed').
Også poesi fra middelalderen indgår i gradualets latinske tekstkorpus, og her er poetikken anderledes. Som hovedregel har disse sange enderim og er opbygget i velafgrænsede enheder, vers (linjer) og strofer (versgrupper). Denne struktur markeres ved, at de varierende tekstpassager til samme melodiske frase er trykt under hinanden. Normen for enderim er videre end nutidens, idet en vis lydlig overensstemmelse, assonans, kan gøre det ud for rim. Derimod er rytmen ret fast; den har formentlig været udtrykt som vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser eller mellem lange og korte stavelser. Til gruppen hører en vidt udbredt julesang fra 1300-tallet, hvis forfatter er ukendt; den begynder (side 59):
REsonet in laudibus,
cum iucundis plausibus,
Sion cum fidelibus.
('Lad klinge i lovprisninger
med glade klap
Sion med de trofaste').
De 65 danske sange er hovedsagelig opbygget som middelalderens latinske, altså i vers og strofer, som tydeligt er markeret i opsætningen af alle strofer, der ikke står under noder. Enderim er et konstituerende træk, selvom rimkvaliteten er svingende; der findes dog strofer med ulastelige rim også efter en moderne vurdering, fx tredje strofe i Elisabeth Crucigers berømte salme, som hos Jespersen har førstelinjen "HERr Christ Gud Faders enborne Søn" (side 1):
Vilde du oss naaden giffue/
At wi maatte ret forstaa/
J Christelige tro at bliffue/
J Aanden dig tiene saa/
Vort hierte maatte smage
Din sødhed alle dage/
Oc tørste altid effter dig.
Strofen begynder med krydsrim mellem vers 1 og 3, henholdsvis vers 2 og 4. Derefter følger de parrimende vers 5 og 6, mens vers 7 ikke indgår i rim. Rytmen varierer noget, fordi datidens poetik for modersmålsdigtning kun regnede trykstærke stavelser for relevante, mens der frit kunne udfyldes med tryksvage stavelser. Den sandsynlige trykfordeling i strofen er herefter markeret med apostrof ' før de stavelser, der formentlig har været trykstærke:
'Vilde 'du oss 'naaden 'giffue/
'At wi 'maatte 'ret for'staa/
'J 'Christelige 'tro at 'bliffue/
'J 'Aanden dig 'tiene 'saa/
Vort 'hierte 'maatte 'smage
Din 'sødhed 'alle 'dage/
Oc 'tørste 'altid 'effter 'dig.
Melodien til de første to vers gentages til vers 3-4, og det er vanskeligt at forestille sig samme trykfordeling i vers 1 og 3, henholdsvis 2 og 4. Det har krævet, at menigheden var vænnet til at afpasse tekst og melodi efter hinanden, og den fleksibilitet er nok blevet hjulpet af et ret langsomt syngetempo. Den faste fordeling af trykstærke og tryksvage stavelser, som vi i dag er vant til i salmerne, blev først knæsat i sidste halvdel af 1600-tallet.
I gradualets velordnede univers indledes hver sang med en angivelse af dens liturgiske funktion, efterfulgt af en bibelhenvisning, hvor teksterne bygger på skriftsteder. Salmens funktion oplyses gerne med den traditionelle latinske betegnelse, fx Introitus, men ofte også en dansk angivelse af sangens plads i messen, bl.a. "effter Predicken" (fx side 53) og "vnder Sacramentens vddelelse" (fx side 18). Til alle liturgiske funktioner findes både latinske og danske sange, og som regel er der blevet brugt flere forskellige i hver kategori gennem kirkeåret (se nærmere afsnittet Ordningen af tekst og musik). Der er dog kun én dansk Gloria-salme, "Alleniste Gud i Himmerig" (side 7), og tilsvarende er "Wi tro alle sammen paa en Gud" (side 11) den eneste danske Credo-salme. De to salmer har virkelig været indsunget i menighederne.
Selvom messen er gradualets hovedanliggende, anføres dog også sange til andre lejligheder. Ved præstekonventer dominerer latinen, som rimeligt er (side 443-452). Ved aftensangen i landsbyerne synges "Den signede dag er oss beteed" før prædikenen (side 72, jf. alternativerne side 215), og også på bededagene om onsdagen er teksterne danske (side 427-432). Det samme gælder bryllupper eller brudemesser (side 438-443), hvor der skelnes mellem søndage og mandage. Om de sidste har en særlig påmindelse været påkrævet: "Alle wtuct aff Drucknefolck met Spillemend/ Mad oc dricke i Kircken/ oc andet mere saadant/ bør vnder høyeste straff aldelis at være forbuden oc afflagd" (side 442).
Bortset fra bibelhenvisninger indeholder indledningerne ingen oplysninger om melodiers eller teksters proveniens.
Gradualets latinske tekster er ligesom melodierne overtaget fra den katolske tradition i den danske middelalder. Fra begyndelsen af 1500-tallet er der overleveret trykte missaler eller messebøger med de latinske tekster, bl.a. til brug i de dansk-norske stifter. Sandsynligvis har Jespersen hentet de latinske tekster fra disse værker (Glahn 1986:493 og 506f).
Kilden til gradualets 65 danske salmer er velkendt; det drejer sig om Hans Thomissøns Den danske Psalmebog fra 1569, formentlig i et let revideret genoptryk fra 1570-1573 (Lyster 1982). Samlet har gradualet overtaget knap en fjerdedel af salmebogens righoldige danske repertoire, og Jespersen har hovedsagelig anvendt salmer, som hos Thomissøn får tildelt en bestemt plads i messen og kirkeåret.
I salmebogens messeordning nævnes 27 danske salmer, og af dem overtager Jespersen 21. Det er velbegrundet, for i vidt omfang er der tale om ordinariumsled, fx den danske Gloria-salme "ALleniste Gud i Himmerig" (side 7, jf. Thomissøns salmebog blad Aaa 3r), Credo-salmen "WI tro alle sammen paa en Gud" (side 11, jf. Thomissøns salmebog blad Aaa 5r). Til afsyngelse under nadveruddelingen henter gradualet hele fem salmer, bl.a. "O Guds lam wskyldig" (side 18, jf. Thomissøns salmebog blad Aaa 5v). Yderligere 24 danske sange har Jespersen hentet fra de første otte kapitler i salmebogen, hvis emner er de væsentligste begivenheder i Jesu liv og kirkens tidligste historie, som netop mindes i kirkeårets gudstjenester. Blandt dem er hele ni julesalmer, fx "JT lidet Barn saa lysteligt" (side 53, jf. Thomissøns salmebog blad 11r).
De resterende 20 danske salmer har Jespersen fundet i forskellige kapitler hos Thomissøn, som alle er tematisk afgrænset. Fra salmebogens omfangsrige kapitel om bøn og taksigelse har gradualet hentet fem salmer, som ikke indgår i messeordningen, og fra de øvrige kapitler er antallet endnu mindre; til dem hører to sange om ægteskab til brug ved brudemesserne.
Sangene i gradualet har en lang forhistorie, yderst ude tilbage til Det gamle Testamente. For de danske teksters vedkommende giver det mening at se på gradualets repertoire i forhold til den gruppering, Erik Dal har opstillet (Dal 1997:20-25).
Førreformatoriske salmer
Luthers egne salmer
Andre tyske lutherske salmer
Danske lutherske salmer
Af gradualets 65 danske sange er ca. en tredjedel førreformatoriske (gruppe 1), en tredjedel Luthersalmer (gruppe 2), mens resten fordeler sig nogenlunde ligeligt på de sidste to kategorier. På den baggrund er det vanskeligt at postulere en historisk bestemt tendens i udvælgelsen; snarere har Jespersen bestræbt sig for at medtage de (i København) gængse sange, uanset deres oprindelse.
Jespersens graduale lå til grund for den protestantiske messe i Danmark, frem til dets afløser kom i form af Thomas Kingos graduale i 1699. At der undervejs udkom to nye udgaver, i 1606 og i 1637, vidner om, at der fortsat var behov for bogen til op i det 17. århundrede. I efterskriften til faksimileudgaven fra 1986 er der registreret 49 bevarede eksemplarer, hvoraf adskillige udviser tegn på konkret brug ude i kongerigets kirker. Der er siden dukket flere eksemplarer op (se bl.a. Holter 2018). Efterhånden må gradualet dog været gået af brug, blandt andet som et resultat af, at den latinske sang blev afskaffet ved domkirkerne ifølge et kongeligt dekret i 1640 (Danske Kirkelove III:283-284). Modstanden mod den gregorianske sang, som jo udgjorde størstedelen af gradualet, satte også sit præg på afløseren i 1699. I fortalen til sit graduale forestiller Kingo sig således "huad Himmelske Fryd og Fornøyelighed der maa have opfyldt Guds Børns Hierter i Kirken her i Norden/ da dend Latinske Mumle-Sang og Munke-Skraal efterhaanden forsvandt af Kirker og Klostre" (Kingo 1699). Kingo frasagde sig dog ikke den middelalderlige musikarv, men viderebragte den i skikkelse af de fordanskninger, som særligt Thomissøns salmebog indeholder. De latinske sange var nu ikke længere med, og dermed var den rolle, som Jespersens graduale havde haft i de forudgående 126 år, udspillet.
Den digitale udgave bygger på de digitale faksimiler af Det Kongelige Biblioteks eksemplar 1 af bogen (Hielmstierne 45 2º). De er fremstillet af ProQuest til Tidlige europæiske bøger og kan tilgås med Det Kongelige Biblioteks søgefunktion (soeg.kb.dk) under "Niels Jespersen Graduale". Faksimilerne er generøst stillet til rådighed for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab.
Se endvidere Vejledning.
Erik Abrahamsen, Liturgisk Musik i den danske Kirke efter Reformationen. København: Levin & Munksgaards Forlag, 1919.
Erik Abrahamsen, "Indledning (1935)", i faksimileudgave af Jespersens Graduale, udg. Erik Abrahamsen, Erik Dal og Henrik Glahn. København: Dansk Organist- og Kantorsamfund og Samfundet Dansk Kirkesang, 1986, s. 471f.
Peter Balslev-Clausen, "Forordene i reformationstidens danske salmebøger", i Hymnologiske Meddelelser, årg. 33, nr. 4, 2004, s. 245-81.
Erik Dal, "Udgaver og exemplarer", i faksimileudgave af Jespersens Graduale, udg. Erik Abrahamsen, Erik Dal og Henrik Glahn. København: Dansk Organist- og Kantorsamfund og Samfundet Dansk Kirkesang, 1986, s. 473-490.
Erik Dal, "Efterskrift", i Hans Thomissøns Salmebog. 3. facsimileudgave, Herning: Samfundet Dansk Kirkesang · Poul Kristensen, 1997.
Danske Kirkelove samt Udvalg af andre Bestemmelser vedrørende Kirken, Skolen og de fattiges Forsørgelse fra Reformationen indtil Christian V’s Danske Lov, 1536-1683, udg. af Holger Fr. Rørdam, 3 bd. København: Selskabet for Danmarks Kirkehistorie, 1883-1889.
Åke Davidsson, Danskt musiktryck intill 1700-talets mitt, Studia Musicologica Upsaliensia 7. Uppsala: Almqvist & Wiksells, 1962.
Henrik Glahn, "Om melodistoffet", i faksimileudgave af Jespersens Graduale, udg. Erik Abrahamsen, Erik Dal og Henrik Glahn. København: Dansk Organist- og Kantorsamfund og Samfundet Dansk Kirkesang, 1986, s. 491-515.
Henrik Glahn, Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973. København: Anis, 2000.
Jørgen Glenthøj, Johannes Bugenhagen: Sendebrev til Den danske Kirke. Mundelstrup Bogtrykkeri, 1986.
Stig Wernø Holter, "Et ukjent eksemplar av Niels Jesperssøns Graduale", i Hymnologi, årg. 47, nr. 1-2, 2018, s. 41-44.
Kancelliets Brevbøger vedrørende Danmarks indre Forhold, 1561-1565, udg. af L. Laursen. København: C.A. Reitzel, 1893-1895.
Thomas Kingo, Gradual/ En Ny Almindelig Kirke-Salmebog. Odense: Christian Skrøder, 1699.
Kirkeordinansen 1537/39, Det danske Udkast til Kirkeordinansen (1537), Ordinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et Ducatuum Sleswicensis Holtsatiæ etc. (1537), Den danske Kirkeordinans (1539). Udg. med indledning og noter af Martin Schwarz Lausten. København: Akademisk Forlag, 1989.
Marièl Eikeset Koren, Niels Jespersen Graduale 1573: plassering i europeisk kyrkjemusikalsk tradisjon og nyskaping, Universitetsspeciale, Norges teknisk-naturvitenskapelige universitet, Det humanistiske fakultet, Institutt for musikk, Trondheim, 2011.
Jens Lyster, "Hans Thomissøns salmebog – mutatis mutandis. Et bidrag til Dansk Salmebogshistorie 1569-1608", i Henrik Glahn et al. (red.), Hvad Fatter gjør... Boghistoriske, litterære og musikalske essays tilegnet Erik Dal. Herning: Poul Kristensen, 1982, s. 308-333.
Jens Lyster, "Hans Thomissøn", på Arkiv for Dansk Litteratur, http://adl.dk/solr_documents/thomissoen-p, 2002.
Lauritz Nielsen, Boghistoriske Studier til Dansk Bibliografi 1550-1600. København: Forening for Boghaandværk, 1923.
Knud Ottosen, "Liturgien i Danmark 1540-1610", i Ingmar Brohed (red.), Reformationens konsolidering i de nordiska länderna 1540-1610, Skrifter utgivna av Nordiskt institut för kyrkohistorisk forskning 6. Oslo: Universitetsforlaget, 1990, s. 258-278.
Peder Palladius, Søndagers Oc hellige dagers Episteler oc Euangelia met Collecter/ oc andet at bruge vdi Christi Naduere effter Ordinantzens lydelse. Magdeburg: Hans Walter, 1556.
Nils Holger Petersen, "Continuity and Change: The Official Danish Lutheran Gradual of Niels Jespersen (1573)", i David Burn, et al. (red.), Music and Theology in the European Reformations. Turnhout: Brepols Publishers, 2019, s. 399-412.
Holger Fr. Rørdam, Kjøbenhavns Universitets Historie fra 1537 til 1621, 4 bd. København: Den danske historiske Forening, 1868-1877.
Søren Sørensen, Kirkens liturgi. En fremstilling med særlig henblik på den liturgiske musik og med forslag til salmevalg for hele kirkeåret. 2. reviderede udgave. København: Wilhelm Hansen, 1969.
Chr. Gorm Tortzen, "Middelalderlige håndskriftfragmenter i Danmark", i Erik Petersen (red.), Levende ord & lysende billeder. Den middelalderlige bogkultur i Danmark. København: Moesgaard Museum og Det Kongelige Bibliotek, 1999, s. 163-172.
S. Widding, Dansk Messe, Tide- og Psalmesang 1528-1573, 2 bd. København: Levin & Munksgaards Forlag, 1933.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Velux Fonden • Privatlivspolitik
