|230v XIIII. En Aandelig Vise/ aff Matthei xj. Capitel. Venite ad me omnes
etc.
Kommer til mig sagde Guds Søn/
som ere besuaret huer oc en/
met synden hart beladen/
vnge oc gamle/ quinde oc Mand/
ieg vil eder vederquege forsant/
oc hele eders skade.
Mit aag er søt/ min byrde er læt/
Huo den bær oc mig følger ret/
Helffuede skal hand vnduige.
|231rJeg vil selff met hannem bære saa/
At hand ved min hielp vist skal faa
Det euige Himmerige.
Min gierning oc det Kaarss ieg bar
Den stund ieg her i liffue vaar/
Det følger Aarle oc silde:
Alt huad i tencke tale oc giør/
Det bliffuer gaat som det sig bør/
Naar det skeer effter Guds villie.
Huo sit Kaarss ey tager paa sig/
Oc i min fodspor følger mig/
Til liffuit skal hand ey gange.
Thi den ieg reffser haffuer ieg kier/
Jeg ihielslar oc ieg leffuendis giør/
Gennem kaarssit i æren fange.
Endog i monne her hyle oc græde/
Oc Verden sig kand fryde oc glæde/
Til glæde skal det eder vorde.
Giør du ellers Anger for din synd/
Der met du mig saa mangelund
Suarlig fortørne torde.
Kalde paa mig i din modgangs tid
J gudelig bøn oc fast tillid/
Oc stadelig paa mig haabis/
Jeg vil dig trøste vdi din nød/
Fri dig fra Dieffuelens suare anstød
|231v Saa ieg kand aff dig loffuis.
Det ieg dig Kaarssit monne paaføre/
For din skade ieg det icke giør:
Fra det onde vil ieg dig drage/
Fra kiødelig tryghed oc syndsens meen
Til Christeligt leffnit i troen reen/
At du vndgaar euig plage.
Gierne vilde Verden salig være/
Skulde hun ey den suare pine bære/
Den alle Christne her lide.
Men det icke andet være vil/
Der for giff dig der villig til/
Vilt du vndgaa euig quide.
All Creatur vidnisbyrd bær/
Som i Haffuit oc paa Jorden er/
Sin plage kand det ey vndgange.
Huem det i Guds naffn icke vil/
Skal endelig taale Dieffuelens spil
Met samuittighed hin bange.
Gennem time glasset saa løber det sand/
Oc boblen falder paa klaren vand/
Opblest i samme stunde.
Mennisken falder saa i Dødsens tuang/
Hans værelse er her icke lang/
Hand falder bort sammelunde.
J dag er Mennisken karsk oc sund/
|232rJ morgen siug oc suag mangelund/
Snart Døden hannem monne kryste.
Som blomsteren visner i grønen Eng/
Saa snart oc Verdsens praal bliffuer endt/
Saa hastelig falder oc bryster.
Verden frycter for den timelig død/
Men naar mand ligger i siste nød
Da vilde huer først from vorde/
Den ene giorde det/ den anden det/
Deris arme Siel monne de forgæde
Den stund de leffde paa Jorden.
Naar mand icke lenger leffue kand
Da beklager sig først mangen mand/
Vil sig da til Gud giffue.
Jeg frycter sandelig at Guds naade/
Som hand stedse spottelig haffuer forsmaad/
Vil neppelig offuer hannem bliffue.
Den Rige hielper ingen stat/
Den vnge mands mod falder her saa brat/
Hand maa dog aff dette grøne.
Haffde en end all Verden i vold/
Huer pennings verd aff Sølff oc Guld/
J dantzen maa hand dog trine.
Her hielper ey Lærdom eller konst/
Ey verdslig pract ey Herre gunst/
Døden bliffuer alles ende/
|232vDen her ey Christum haffuer til ven/
Den her ey giøris aff Synden reen
Til euig pine bortsendis.
Thi er eder Modgang merckelig god
Oc giøret at i met sorrigfuld mod
Eders synd oc Ondskab bekiende/
Oc bede Gud om forladelse blid/
At i kunde i en salig tid
Skillies fra dette ælende.
J Guds børn hører oc mercker ret/
Som eder i Guds vold giffue slet/
Fortryder icke den møde.
Men Guds ord stedse beholder vel/
Som trøster eder til liff oc Siel/
Gud vil eder trøste oc glæde.
J skulle ey ont for det onde giffue/
Seer til at i her wskyldig leffue/
Lader Verden eder men klaffe.
Giffuer Gud baade heffn oc all ære/
Den sneffre Sti i vandre here/
Gud skal Verden vel straffe.
Maatte kiødet faa huad det begær/
Glæde/ sundhed/ Verdsens lyst oc ære/
Til dyd bleffue i snart kolde.
Thi kommer der offte modgang paa/
Som kiødsens onde lyst tucte maa/
|233rOc eder i Guds fryct holde.
Er Kaarssit eder for bitter oc leed/
Da tencker huad Helffuede er heed/
Did som Verden monne rende:
Met liff oc Siel der lide maa
Den pine som aldrig ende kand faa/
Oc kand dog icke opbrende.
J Christne skulle effter denne tid/
Met Christo haffue den euige fryd/
Der hen saa skulle i tencke.
Den ære oc glæde ey nogen mand
Betencke eller fortælie kand/
Som Herren vil eder skencke.
ALt huad den euige gode Gud
Tilsiger oss i sit løffte oc bud
Det faa wi allesammen.
Hand føre oss fra all nød oc fare/
Hand føre oss til sine Engleskare/
Ved Jesum Christum/ Amen.