[342v]
XI. Om merckelige Mends Død/ aff Esaiæ/ LVI.
Capitel.Iustus perit, et non est qui recogitet in corde suo.
Anders Sørenssøn Vedel.
|343r Guds naade oc barmhiertighed/
met gaffuer skøne vden all ende/
Mod Mennisken er rigelig beteed/
huo det kunde ret ellers bekiende.
Huer tencke der paa/ blant store oc smaa/
at de Retuise oc Fromme/
Land oc Folck til gaffn/ fra Gud komme.
Dog er denne Verden ond oc blind/
Oc monne nu Guds velgierning glemme:
Saa den Gudfryctigis hu oc sind
Bedrøffuis aff hendis ondskab slemme.
At hand skal see det met stor vee/
Oc naar hand det betencker/
|343vTil Døden det hans hierte krencker.
Der findis ey nogen Quinde eller mand/
Som for hans Død bær sorg eller quide:
At Gud saaledis straffer det Land/
Den syndige Hob och saa til lige:
Som farer fort/ i Synden bort/
Acte ey at dem da er
Guds vrede oc straff offuer Hoffuit nær.
Den Retuise effter sin idelig Bøn/
Aff Guds gode villie oc stor naade
Bekommer den rette glæde oc løn/
Hand borttagis fra tilkommende vaade.
Hen ryckis aff nød/ til Abrahams Skød/
At den straff hannem ey rører/
Som Synden offuer de onde fører.
Hans Siel kommer til den euig fred/
Til herlighed/ trøst oc megen ære:
Huilcken hende hoss Gud er bered/
J hannem at bo oc altid være.
Der kand ey Synd/ ey Dødsens baand/
Oc ey den onde Fiende/
Den stadige fred oc fryd foruende.
Hans Legeme huiles i sorten Jord/
Soffuer i sit Herbere sødelige:
Jndtil Christi Basun oc Ord
Fremkalder alle menniske saa vide.
|344rOc da giffuis vil/ foruden all tuil/
De onde Helffuede hin hede/
De Retuise wendelig glæde.
Bønhør oss naadige Gud oc blid/
Tro lærer oc Regenter vilt giffue
Din Kircke/ i sin Alderdoms tid:
Lad dit Ord oc naade hoss oss bliffue/
At huer vden suig/ kand saa frycte dig/
At wi maatte alle tilsammen
Met dig leffue euindelig/ Amen.
![[342v]](/static/facsimiles/thomissoen_1569/738.jpg){kind=link}
