af
Af Bjarke Moe og Marita Akhøj Nielsen
I 1553 udgav den københavnske bogtrykker Hans Vingaard en salmebog med den lange, men også forjættende titel
En Ny Psalmebog medt flere Psalmer oc Christelige oc Aandelige lofsang met Collecter og Bøner som icke ere tillforne Prentet i de andre Psalmebøger/ vddragne aff den Hellige scrifft Oc met en Euig Kalendarium ath finde naar Ny tendis i huer Maanet met sine taffler til alle Rørlige fester Gud til loff oc ære alle Christne Menniske til nytte och gaffn.
Det er jo en hel indholdsfortegnelse, som nok kunne lokke købere til den kompakte lille bog med det brogede og nyttige indhold. På et enkelt punkt lover titlen mere, end bogen holder: Der er tale om et genoptryk, ikke om en ny bog. Og værkets forhistorie er kompliceret. Takket være kirkehistorikeren Niels Knud Andersens grundige undersøgelser (1983) er det blevet muligt at forstå bogens karakter og plads i den danske salme- og liturgihistorie.
Vingaards salmebog er sammensat af flere dele. De første mange sider, ca. 340, bygger på Malmøsalmebogen fra 1533 med enkelte nye salmer, som dog ikke er meget yngre. Blandt nyhederne er to latinske tekster ‒ et brud med de ældre trykte salmebøgers rent dansksprogede sangsamlinger. Sandsynligvis har Vingaard trykt denne del af bogen første gang i midten af 1530'erne. Allerede få år senere, i tiden 1538-43, har der været behov for en ny udgave, som har fået et tillæg med hidtil utrykte salmer. Kort efter har der været basis for endnu en ny udgave, som har fået yderligere et tillæg med nye sange, og et afsnit med latinske tekster er også kommet til. Værket kan have nået sit endelige omfang i 1544, det år, da Hans Tausen ifølge Hans Thomissøn lod "den danske Psalmebog vdprentis forbedrit" (fortalen i Den danske Psalmebog (1569) blad d 2v). Den omtale har betydet, at Vingaards bog længe gik under navnet "Tausens salmebog". Det er en misvisende betegnelse, fordi kun en lille del af værket, det andet tillæg, har forbindelse til Tausen. Derfor omtales bogen i den nyere litteratur som Vingaards salmebog.
Vingaards salmebog repræsenterer Malmøtraditionen helt tilbage til 1529, men også de følgende års udvikling. Det er en brydningstid, der afspejles i Vingaards tryk. Tillæggene er de ældste samlinger fra den lutherske statskirkes tid, og her står de side om side med tekster, der er i direkte modstrid med loven, Kirkeordinansen (1537/1539). Det giver Vingaards salmebog en helt særlig position i den dansk-norske historie.
I fortalen til læseren fremlægges den bibelske baggrund for at synge og læse salmer og lovsange. Der gives adskillige eksempler på gudvelbehagelig lovsang både fra Det gamle og Det nye Testamente (blad A 1r-A 2r). Disse forbilleder bør samtidens kristne følge i taknemmelighed over at være frelst fra den store vildfarelse, de før var i, og Paulus har selv opfordret menighederne til salmesang. Det er baggrunden for, at der i salmebogen er "mange sammen sette aff dem", altså samlet et stort antal (blad A 2r). De er "stadfeste met den hellige scrifft", siges det videre som en garanti for deres teologiske kvalitet. Salmebogens formål er at fremme "Gudz Ord oc Euangelium" og fordrive de "løsactige slemme Bole viser ['horeviser'] som ære en aarsage til megen Synd". I stedet skal børn og unge vænnes til salmer og åndelige viser, som er "en begyndelse til all Ære oc Hellighed" (blad A 2r).
Uden at det nævnes i Vingaards salmebog har fortalen den højst tænkelige autoritet: Den bygger på Luthers berømte indledning til Johann Walters Geystliche gesangk buchleyn (Wittenberg 1524), se nærmere Balslev-Clausen 2004 og afsnittet Fortalen.
De prædikanter, der kæmpede for at gennemføre Luthers reformation i Danmark, måtte meget tidligt i deres virke skabe en evangelisk gudstjeneste. For dem var det naturlige udgangspunkt den katolske kirkes messe, som de var dybt fortrolige med – ligesom hele den øvrige befolkning var det. Store dele af messen var fuldt acceptable også for lutheranere, men den måtte nødvendigvis ændres på de punkter, Luther havde kritiseret som decideret ubibelske.
Det var først og fremmest nadverritualet, der skulle reformeres. I datidens gængse katolske opfattelse var nadveren et offer, som præsten frembar til Gud for at formilde ham, ganske som Jesus havde gjort ved sin død på korset. Den store betydning, der på den måde blev tillagt præstens handling, stred afgørende imod Luthers overbevisning om, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til frelsen. Mennesket er så gennemsyret af synd, at kun Guds nåde kan frelse en, hvis man tror på hans tilgivelse. Ved sin død på korset overtog Jesus menneskets synd og åbnede dermed vejen til Guds kærlighed. Den begivenhed skal nadveren aktualisere, så de kristne oplever fællesskabet med Gud og med hinanden.
Luthers kritik af den katolske kirkes fokus på gejstligheden som formidler mellem Gud og den troende havde videre konsekvenser. Efter hans opfattelse kan principielt alle lære Gud at kende gennem hans ord i Bibelen, som selvfølgelig skal oversættes til et sprog, alle kan forstå. Nu er bibelteksten ikke alle vegne klart gennemskuelig, og den kan forekomme fjern fra en senere tid. Derfor er der brug for, at veluddannede prædikanter forklarer bibelteksten og viser dens aktualitet. Men prædikantens rolle er beskeden, og hele menigheden skal tage aktivt del i gudstjenesten. Af praktiske grunde må man sætte nogle rammer, så det ikke ender i kaos. Menighedssangen er Luthers svar på disse fordringer.
Luther udarbejdede selv forskrifter for gudstjenesten i Formula Missae (1523) og Deutsche Messe (1526), og sammen med en kreds af ligesindede skrev han adskillige salmer. Med dem som udgangspunkt udkom der en række messehåndbøger og salmebøger forskellige steder i Tyskland. De blev forbilleder for de danske prædikanters arbejde med at udforme en evangelisk dansk gudstjeneste med menighedssang som et centralt element.
De ældste bevarede danske kilder stammer fra sidste del af 1520'rne. Som en følge af menighedssangens centrale position er der en glidende overgang mellem salmebøger og beskrivelser af gudstjenesten, gerne betegnet som messebøger. Messebøgerne indeholder ud over forskrifterne for gudstjenesten også salmer, og salmebøgerne har ikke kun menighedssange, men også en beskrivelse af gudstjenestens forløb. Bedst kender vi gudstjenesten i Malmø, som var centrum for reformationen i det østlige Danmark og er beskrevet i flere bevarede kilder.
Vingaards salmebog indeholder en gennemgang af, hvordan en protestantisk messe skal forrettes (blad 96 IIv-121r). Overskrifterne til de enkelte elementer er i vidt omfang de gamle latinske eller græske betegnelser, som det er nyttigt at kende, fordi de er faste betegnelser for de liturgiske led, også i vor tid. De forklares ganske kort i den følgende oversigt:
Adjutorium nostrum in nomine domini ('vores hjælp i Herrens navn'): bøn
Confiteor ('jeg bekender'): syndsbekendelse
Afløsning: syndstilgivelse
Indgangssalme: "Af dybsens nød råber jeg til dig"
Kyrie eleison ('Herre, forbarm dig'): tre salmer, "Kyrie Gud Fader alsomhøjeste trøst" (uden angivelse af særlige lejligheder), "Kyrie Gud Fader af Himmerig" (til jul) og "Kyrie Gud Fader forbarm dig over os" (til påske)
Gloria in excelsis Deo ('ære være Gud i det høje'): tre salmer (uden angivelse af særlige lejligheder), "Gloria ære og pris være Gud i det højeste", "Aleneste Gud i Himmerig" og "Alene Gud i det højeste være ære"
Herren være med jer: præstens hilsen og menighedens svar
Collecta ('fællesbøn'): bøn, som læses af præsten; to forskellige bønner er aftrykt
Epistel ('brev'): afsnit af apostelbrev fra Det nye Testamente; Første Korintherbrev kapitel 11 er aftrykt
Halleluja ('pris Gud'): salmen "Halleluja. Gladelig ville vi halleluja sjunge"
Sekvens ('følge'): en af ni bestemte vekselsange eller salmer, som tilsammen dækker kirkeåret
Evangelium ('godt budskab'): afsnit af et af de fire evangelier eller Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente; Johannesevangeliet kapitel 6 er aftrykt; den meget lange evangelietekst er to steder hen imod slutningen brudt op af ordet "Diuisio" ('inddeling'), der angiver et ophold, som i messesangen kunne markeres med en særlig melodisk vending
Credo ('jeg tror'): tre salmer er aftrykt (uden angivelse af særlige lejligheder): "Vi tro allesammen på en Gud, himmels skaber og jordens", "Vi tro på almægtigste Gud" (med overskriften "Det danske patrem [Fader]" efter trosbekendelsens første led) og "Vi tro allesammen på en Gud, som himmel og jord skabte"
[Salme før prædikenen: "Nu bede vi den Helligånd"; ikke nævnt i messeordningen, men som obligatorisk salme før prædikenen i indledning til teksten, blad 39v]
[Prædiken: ikke nævnt, men fast placeret her i gudstjenesten]
Fadervor med udlæggelse: forklaring af indholdet i den bøn, Jesus lærte sine disciple (gengivet i Mattæusevangeliet 6,7-13)
Trosbekendelse med skriftemål: trosbekendelse, som fører over i syndsbekendelse
Afløsning: syndstilgivelse
Kirkebøn: bøn for kirken, myndighederne, alle mennesker
Nadverformaning: formaning til nadvergæsterne
Herren være med jer: præstens hilsen og menighedens svar
Sursum corda ('hjerterne op'): opfordring til andagt
Gratias agamus domino ('lad os takke Herren'): takkebøn
Sanctus ('hellig'): fire salmer, "Hellig, hellig, hellig er du, Herre Gud Zebaot", "Det hændte sig Esajas profet" (til højtiderne), "Esajas den profet monne det så gå" og "Hellig er Gud Fader"
Det rette messeembede: indledning til nadverritualet
Nadverritualet med indstiftelsesordene, dvs. Jesu ord ved nadveren (gengivet fire steder i Det nye Testamente)
Tibi laus ('ære være dig'): salmen "Dig være lov og pris, o Herre Krist", som synges under nadverritualet
Herrens fred være med jer: præstens hilsen og menighedens svar
Agnus dei ('Guds lam'): prosaoversættelsen "O Guds lam som borttager alle verdens synder" og salmen "O Guds lam uskyldig"
Formaning til nadvergæsterne
Nadveruddeling
Salme under nadveruddelingen: "Jesus Kristus er vor salighed"
Communio ('fællesskab'): salmen "Gud være lovet og benedidet"
Herren være med jer: præstens hilsen og menighedens svar
Kollekt ('fællesbøn'): takkebøn
Herren være med jer: præstens hilsen og menighedens svar
Velsignelse: Arons velsignelse i Det gamle Testamente 4. Mosebog 6,24-26 (den "aronitiske" velsignelse), som fremsiges af præsten
Beskrivelsen af messen er ikke tænkt som et fast ritual, der skal følges; fx er det næppe forekommet, at der i én og samme gudstjeneste har været syndsbekendelse og tilgivelse to gange, både ved begyndelsen og inden altergangen. Snarere skal messeafsnittet læses som en række forslag med alternative muligheder, både for placeringen af enkelte led (fx kirkebønnen, blad 112r) og for salmevalg (fx de tre Gloria-salmer, blad 99 IIr-101r).
Omkring halvdelen af overskrifterne til de enkelte led i messeordningen er latinske eller græske. De skal forstås som signaler til præsten, der altså forudsættes at være hjemme i den latinske messe, så overskrifterne har kunnet fungere som hjælp til den korrekte gennemførelse af gudstjenesten. Derimod er de tekster, der skulle synges, messes eller fremsiges, på dansk, selvfølgelig med indarbejdede fremmedord som amen, halleluja, kyrie og gloria ‒ og med undtagelse af fire af sekvenserne, der er vekselsange med skiftevis latinsk og dansk tekst.
Gudstjeneste på modersmålet var en mærkesag for de danske reformatorer, der ønskede at inddrage hele menigheden som aktive deltagere i messen. Det skete i form af små dialoger med præsten og især som fælles salmesang. Messeordningen foreskriver ikke mindre end 11 menighedssalmer med alternative muligheder til halvdelen. Hertil kommer "Nu bede vi den Helligånd", som ikke er nævnt i messeordningen, men findes i hovedafsnittet med salmer, hvor det hedder: "Denne samme Sang/ siungis altid i den Christelige forsamling fore ['før'] Predicken" (blad 39v). Rimeligvis har det også været tanken, at gudstjenesten skulle afsluttes med en salme, som bare ikke er nævnt, fordi der var frit valg mellem adskillige passende sange. Hovedparten af de resterende led har sandsynligvis været messet, så alene prædikenen har været helt uden musik.
Messeordningen indledes med overskriften "HEr effter følger det hellige Euangeliske Messe embede/ met nogre skøne formaninger til Folckit/ Paa det ny Corrigeret oc forbedret M. D. Liii" (blad 96 IIv). Imidlertid afspejler messeordningen ikke liturgien i 1553. Niels Knud Andersens grundige undersøgelse af værket har godtgjort, at afsnittets umiddelbare forlæg er Malmøsalmebogen fra 1533 (Andersen 1983:107-40). Her gengives gudstjenestens form, som den blev udformet i Malmø i slutningen af 1520'erne. Malmømessen, som den kaldes, er vel bevidnet, både i messebøger (Mortensen 1529, Ulricksøn 1535) og salmebøger (Dietz 1529, Malmøsalmebogen 1533). 1553-salmebogen har som lovet i overskriften revideret og især udvidet den gamle gudstjeneste med flere salmer og bønner. Årstallet 1553 er identisk med udgivelsesåret for hele bogen, og det afspejler datidens almindelige bogtrykkerpraksis, at kun det aktuelle trykkeår angives, derimod ikke det år, hvor en (revideret) udgave udkom for første gang (Andersen 1983:19, 107-9).
Den mest omfattende udvidelse af Malmømessen er de ni sekvenser mellem Halleluja-salmen og evangeliet. Afsnittet er påfaldende i flere henseender. Med sekvens menes sædvanligvis en vekselsang, gerne med skiftevis latinsk og dansk tekst, som det gælder fire af de omtalte ni sekvenser, men de øvrige fem er almindelige danske menighedssalmer. Ni sekvenser er mange; i den lutherske statskirkes grundlov, Kirkeordinansen fra 1537 og 1539, tillades kun fem, nemlig til de tre hovedhøjtider og til to specifikke helgendage (St. Hans og Maria Magdalena). De ni sekvenser i 1553-salmebogen dækker tilsammen hele kirkeåret og regner øjensynlig med flere helgendage, jf. indledningen til den sidste sekvens, hvor det hedder, at den kan synges "Alle andre Helgens Dage" (blad 104v). Sekvenserne er messeordningens mest iøjnefaldende brud på Kirkeordinansens bestemmelser, men ikke det eneste; den indledende syndsbekendelse er et andet eksempel.
Disse alvorlige afvigelser fra gældende lov er afgørende for dateringen af førsteudgaven af salmebogen ‒ eller i hvert fald dens messeordning. Den må ligge før Kirkeordinansen og naturligvis efter Malmøsalmebogen, altså engang i perioden 1533-37. Det indebærer, at førstetrykket af gudstjenesteafsnittet ikke kan have været en del af Hans Tausens salmebog fra 1544, som omtales i Hans Thomissøns fortale til Den danske Psalmebog (1569). I et vigtigt afsnit giver Thomissøn her en oversigt over den tidligste lutherske salmedigtning i Danmark (blad d 2r-d 2v, jf. om den første messebog blad Aaa 6r). Om Tausen oplyses det: "Oc loed hand den danske Psalmebog vdprentis forbedrit/ i det Aar etc. 1544". Thomissøn omtaler ingen salmebog mellem 1544 og sin egen. På den baggrund har man formodet, at Tausen udgav en salmebog i 1544, som skulle foreligge genoptrykt i det værk, Hans Vingaard udsendte i 1553 (Andersen 1983:14-18). I hvert fald for messeordningens vedkommende må den opfattelse afvises (jf. Andersen 1983:138-40).
Umiddelbart efter gudstjenestens sidste led, velsignelsen, følger et nyt afsnit med overskriften "Her effter følger alle Søndagers oc Høytiders retskaffne Collecter oc bøner/ Som læsis i den hellige Kircke det gantske Aar om kring/ Met mange andre flere atskillige ['forskellige'] deylige Bøner. M. D. Liii" (blad 121v, se nærmere Andersen 1983:140-60). Om dateringen gælder det samme som ved messeordningen: 1553 angiver udgivelsesåret for hele bogen, men siger intet om førsteudgaven, hvis trykkeår snarest har ligget mellem 1533 og 1537. Ligesom messeordningen indeholder kollektafsnittet nemlig flere helgendage, end Kirkeordinansen tillader, bl.a. "S. Laurentz dag" (blad 138r). Kollekterne er oversættelser af de gamle katolske bønner i de senmiddelalderlige missaler (messebøger), som dog er tilpasset den lutherske teologi, så fx helgenpåkaldelser er undgået. Bearbejdelsens mål fremgår fint af kommentaren til den sidste kollekt, som, hedder det, kan læses om en række navngivne helgener "oc andre hues Collecter icke aldelis rette ere i Messe bogen" (blad 139r) ‒ altså bønner, der ikke er helt (teologisk) korrekte i den katolske messebog. I deres helhed afspejler salmebogens kollekter en tidlig fase i den lutherske gudstjeneste, hvor man oversatte de liturgiske tekster i den katolske messe, medmindre de stred imod den lutherske teologi. I den messebog, som Frands Vormordsen udgav i 1539, bygger kollektrækken ifølge Niels Knud Andersens undersøgelse på 1553-salmebogens afsnit (1983:149f). Efter den sidste kollekt følger ‒ tilsyneladende umotiveret ‒ et enkelt salmevers, "Benåde os, o Herre Gud", som skal synges for "fred oc beskermelse" (blad 139r).
Overskriften inden kollekterne lover foruden kollekter også forskellige andre "deylige Bøner" (blad 121v). Imidlertid indeholder kollektafsnittet ikke andet end netop fællesbønnerne til gudstjenesten, men de øvrige bønner kommer senere i bogen med indledningen "Her effter følger nogle deylige oc trøstelige Bøner/ Aff huilke ith Menniske maa opueckis at ihukomme Gudz store naade och barmhiertighed" (blad 150v). Imellem de to afsnit med bønner er der indskudt 11 salmer, som angiveligt ikke har været trykt tidligere (blad 139r-150v, se afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger). Baggrunden for denne opsplitning af salmebogens bønner er klarlagt af Niels Knud Andersen (1983:150-55): Førsteudgaven af hele bogen sluttede med bønnerne, men siden blev der tilføjet nogle nye salmer, som blev indplaceret mellem messeordningen inkl. kollekterne og de øvrige bønner. Det lille vers, "Benåde os, o Herre Gud", har dannet afslutningen på førsteudgaven og er blevet stående som en reminiscens af dens struktur.
I den tidlige lutherske salmebogshistorie er det karakteristisk, at nye værker har overtaget indholdet fra de tidligere og har suppleret med senere tilkomne salmer og sange. Typisk har udgiveren haft et eller to forlæg, hvis salmebestand han har udvidet med tillæg i slutningen af bogen. Hans Vingaards salmebog viderefører denne praksis samtidig med, at stoffet i det store salmeafsnit (blad 2v-97 IIv) omordnes. Af den grund kan den historiske udvikling ret enkelt aflæses i bogens overordnede struktur.
Det vigtigste forlæg for 1553-salmebogen er Malmøsalmebogen fra 1533. Fra den har Vingaards bog hentet stof til de første fire hovedafsnit: kalendariet (se afsnittet Kalendariet), fortalen til læseren (se afsnittet Fortalen), det omfattende afsnit med salmer (se afsnittet Sammenfattende om teksterne) og messeordningen inkl. kollekter og andre bønner (se afsnittet Messeordningen i salmebogen 1553). Under ét må disse afsnit opfattes som bogens "grundstamme", med Niels Knud Andersens betegnelse (1983:19, 160-66), idet den tabte førsteudgave af værket må have omfattet disse dele. Bortset fra fortalen er der redigeret i materialet fra 1533, både i den enkelte salme og i ordningen af salmerne, ligesom der er tilføjet 26 nye salmer. Der er benyttet flere supplerende kilder, både tyske og danske, hvoraf ingen er yngre end 1533.
Med Niels Knud Andersens undersøgelse af Vingaards værk fremstår grundstammen (blad A 2r-139r) som et led i Malmø-traditionen, der er kendt helt tilbage til 1529 (Dietz' salmebog og Mortensens messebog). Undersøgelsen munder ud i en datering til af grundstammens førsteudgave til midten af 1530'erne. Det udelukker en identifikation med den forbedrede salmebog, som Hans Tausen ifølge Thomissøns fortale til Den danske Psalmebog lod udgive i 1544 (jf. afsnittet Messeordningen i salmebogen 1553). Grundstammen vidner ikke om nogen meget omhyggelig redigering ‒ der er tale om en typisk "boghandlersalmebog", som er udgivet på Hans Vingaards initiativ (Andersen 1983:162).
Efter salmebogens grundstamme følger tre tillæg med salmer. Det første indledes af overskriften "Disse Aandelige viser och Lofsange som her effter følge/ vore aldri Prentede i Danmarck tilffornne" (blad 139r). Tillægget indeholder 11 salmer (jf. Andersen 1983:167-86), otte oversat fra tysk og tre formentlig af dansk oprindelse. For de tyske tekster kan proveniensen ret sikkert bestemmes til en nedertysk salmebog fra 1538, mens de danske ikke giver mulighed for en datering. Formentlig er en af de oversatte salmer blevet optaget i en svensk salmebog fra 1543, og dermed kan tilblivelsen af det første tillæg bestemmes til perioden 1538-43. Som noget nyt er tre af salmerne i det første tillæg opsat vers for vers, ikke omløbende som prosa (se nærmere afsnittet TeksterneTeksterne).
Det andet tillæg, der er analyseret i Andersen 1983:186-216, følger efter et afsnit med prosabønner, som har hørt til grundstammen (se afsnittet Messeordningen i salmebogen 1553). Tillægget har ikke nogen særlig overskrift eller indledning, men begynder med Luthers salme over Fadervor (blad 155r). I alt omfatter tillægget 12 salmer. Fire går rimeligvis tilbage til en nedertysk salmebog fra 1543, hvilket er det sikreste kriterium for en datering af tillægget. Om de sidste seks sange oplyser indledningerne, at de er oversat af Hans Tausen, og hans kilder er formentlig tyske salmebøger fra 1530'erne eller begyndelsen af 40'erne. Da man kan gå ud fra, at indholdet af andet tillæg er yngre end første tillæg, er den sandsynlige datering tiden efter 1543, og principielt kan hele tillægget stamme fra senest 1544 ‒ året for den salmebog, som Tausen ifølge Thomissøns fortale lod udgive. I hvert fald er det givet, at Tausen har haft en væsentlig andel i tillæggets anden gruppe sange.
Det tredje tillæg afviger markant fra resten af bogen ved udelukkende at have latinske salmer, i alt 12 (Andersen 1983:216-33). Hovedparten er velkendte senmiddelalderlige sange. De blev både før og efter reformationen brugt i messen, især ved de store højtider, men også ved søndagsgudstjenesterne og den daglige tidesang. Tre af dem har forfatterangivelsen "M. Her. Bon.", dvs. magister Herman Bonnus, superintendent (dvs. biskop) i Lübeck. Hans latinske salmer udkom i et salmebogstillæg fra 1543. Det er da højst tænkeligt, at det tredje tillæg indgik i salmebogen fra 1544, men om Tausen har været involveret i dette tillæg, er ganske uvist.
Den lille samling latinske sange er en udløber af periodens stigende interesse for latinsk salmesang, som Bonnus var en fremtrædende eksponent for. Luther selv så ingen modsætning imellem at bevare den latinske sang og at opdyrke menighedssalmen på modersmålet, men for Malmøs reformatorer var kampen for modersmålet en kamp mod latinen, som er udryddet i de ældste danske salme- og messebøger, bortset fra liturgiske anvisninger rettet til præst og degn. Denne rabiate holdning blev underkendt med indførelsen af den lutherske statskirke. Kirkeordinansen 1537/1539 sikrede latinens position, først og fremmest i købstæderne med latinskoler, men også i landsbykirkerne, særligt ved de store højtider. I Thomissøns salmebog fra 1569 er der optaget nogle få latinske salmer, gerne ledsaget af danske oversættelser eller gendigtninger, og i Niels Jespersens Graduale fra 1573 er der en rig latinsk liturgi.
Vingaards salmebog er en sammensat størrelse. Grundstammen fra ca. 1535 viderefører Malmøtraditionen, mens de tre tillæg fra perioden mellem 1538 og begyndelsen af 1540'erne bringer nyt stof og nye skikke.
Efter det indledende kalendarium, der kun har arksignaturer, er resten af bogen forsynet med bladnumre. Der er en del fejl i nummereringen. Værst er det, at nummer 90-99 optræder to gange. I faksimileudgaven fra 1983 er der rådet bod på denne forvirring ved at tilføje romertal I hhv. II efter bladnummeret, og den skik er fulgt her. Rækkefølgen er altså blad 90 I-99 I og derefter blad 90 II-99 II. For at skelne mellem for- og bagside af et blad anvendes r for recto (forside) og v for verso (bagside). I kantet parentes står afsnit, som ikke har hjemmel i trykkets opsætning, men bygger på Niels Knud Andersens analyse af bogen (Andersen 1983).
Titel: blad A 1r
Oplysninger om kalendariet: blad A 2r
Kalendarium: blad A 3v
Oplysninger om kalendariet og åreladningsregler: blad B 7v
Fortale til læseren: blad 1v
Salmer: blad 2v
Messeordning: blad 96 IIv
Kollekter til årets søn- og helligdage: blad 121r
[Slutvers]: blad 139r
[Første tillæg af salmer]: blad 139r
Bønner: blad 150v
[Andet tillæg af salmer]: blad 155r
[Tredje tillæg af salmer]: blad 173r
Register: blad Bb 1r
Kolofon: blad Bb 8r
Med begyndelsesordene "En Ny Psalmebog" præsenteres bogen som en nyhed, og genren fastslås. Det er første gang, betegnelsen salmebog bruges i en bogtitel, så vidt vi kan se af de bevarede salmebøger. Hovedindholdet omtales i en treleddet beskrivelse:"Psalmer oc Christelige oc Aandelige lofsang". Det er imposant, og det skal formentlig vække associationer til det bibelske grundlag for menighedssangen, Paulus' formaning om, at de kristne skal bruge "Psalmer oc Loffsange oc Aandelige Viser", som teksten lyder i Christian 3.s danske Bibel fra 1550 (Efes. 5,19). Foruden salmerne får køberen hidtil uudgivne kollekter og bønner, altså bønner både til gudstjenesten og til andre lejligheder, som er i overensstemmelse med den hellige skrift ‒ og altså, kan man forstå, ikke indeholder vranglære, som de gamle helgenbønner gjorde. Oven i købet indeholder bogen "en Euig Kalendarium", der viser årets og kirkeårets gang for uendeligt mange år; man behøver ikke at købe en ny kalender hvert år. Bogens dobbelte formål, "Gud til loff oc ære alle Christne Menniske til nytte och gaffn", tilfredsstiller såvel åndelige som verdslige behov. Nederst angives, som det var skik, trykkested og -år, men ikke bogtrykker; hans navn står først til allersidst i bogen.
Titelsiden er naturligvis ikke kun indholdsdeklaration, men også reklame. Niels Knud Andersens grundige undersøgelse af værket (Andersen 1983:19-22, 107-40, 149f, 150-55) har sandsynliggjort, at 1553-udgaven er et optryk af en bog, der er udkommet i flere udgaver fra midten af 1530'erne og frem. Bogens nyhedsværdi er altså mindre, end bogtrykkeren vil have køberen til at tro.
Titlen er omhyggeligt sat op efter tidens idealer. Teksten er centreret, de enkelte afsnit slutter med spidsstillet tekst, og skriftstørrelsen varierer. Som blikfang er der brugt rød farve i de indledende linjer. For en moderne betragtning er opsætningen forvirrende, fordi betydningsindholdet er underordnet de æstetiske hensyn.
Titlen er indsat i en fornem ramme, som bl.a. afbilder de tre nordiske rigsvåben med fremhævelse af det danske. Man skal ikke overdrive Vingaards hensigt med rammen. Den har han brugt til andre bøger, og den hører til det typografiske materiel, han overtog fra Christiern Pedersen, som også har brugt den i flere bøger. For Pedersen har rammen haft et politisk budskab til støtte for Christian 2. og hans nordiske prætentioner, men i 1553 har den primært fungeret som udsmykning.
For en moderne betragtning virker det besynderligt at indlede en salmebog med et langt afsnit om kalenderberegninger og åreladning (blad A 2r-C 4v). Men kalenderafsnittet følger en gammel kirkelig tradition. Siden det 9. århundrede var det skik at indlede liturgiske håndskrifter med en evighedskalender, specielt tilpasset kirkens behov (Geert Andersen 1976:103f). Kalendarium er betegnelsen for denne type kalender.
Kalendariets hovedformål er at fastlægge, hvornår påsken og dermed en række andre helligdage falder gennem en årrække. Fordi kalendariet lægger fundamentet for hele kirkeårets forløb, har det været praktisk at placere det allerførst. Omdrejningspunktet er påskedag, som er den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Sådan er det stadig; vi oplever den dag i dag, at påsken og forårets helligdage falder på forskellige datoer for hvert år.
Fastlæggelsen af påskedags placering går tilbage til det vigtige kirkemøde i Nikæa i 325. Dermed valgte den kristne kirke at fastholde den gamle jødiske kalender, der havde månens positioner og faser som udgangspunkt. Det skete på trods af, at kirken for længst havde indrettet sig på at følge den gængse romerske kalender, som byggede på solens bevægelser. Kravet om, at påskedag skal falde på en søndag, indebærer, at syvdagesugen bliver endnu et parameter for kirkekalenderen. Det kræver betydelig astronomisk indsigt og matematisk begavelse at få dette system af inkommensurable størrelser til at gå op – og stemme med de iagttagelser af himmellegemerne, som enhver kan gøre, fx af månens faser (Geert Andersen 1976:102-104, Andersen 1983:31-33).
Middelalderen igennem raffineredes metoderne til udarbejdelsen af den kirkelige kalender. I senmiddelalderen fik den endnu større betydning for hele befolkningen, fordi man mente, at månens stilling i forhold til stjernetegnene havde afgørende indflydelse på kroppens funktioner og dermed på medikamenters ‒ især åreladnings ‒ effektivitet. Her skal kun gives en ganske kort orientering om de komplicerede sager (se nærmere Dal 1997:34-47, Andersen 1983:25-46, Malling 1978:42-44 og Geert Andersen 1976).
Naturligvis mistede kalenderen ikke sin betydning ved reformationen. I hvert fald fra 1526 blev der trykt kalendarier forrest i lutherske bøger, først i bønnebøger og fra og med Malmøsalmebogen (1533) også i salmebøger. I de danske salmebøger fortsatte skikken det 17. århundrede igennem.
Kalenderafsnittet i Vingaards salmebog indledes noget uformidlet med et skema over gyldental og søndagsbogstaver (blad A 2r). Tallet er knyttet til det enkelte år, som har sit gyldental, fra 1-19. Tallet betegner, hvornår der er nymåne i årets løb. Nymånen falder nemlig på samme dato med ca. 19 års mellemrum. Årets gyldental findes ved en forholdsvis enkel beregning, og når man har bestemt dets værdi, fx 8, ved man, at der er nymåne alle dage med tallet 8. Til hjælp ved beregningen af gyldentallet findes et hjul efter selve kalendariet (blad C 1v), og i kalendariet anføres gyldentallene under hver måned.
Søndagsbogstaverne er alfabetets syv første bogstaver, A-g, der betegner ugedagene. 1. januar får altid bogstav A, og når man kender den datos ugedag, fx onsdag, kan man lynhurtigt se, hvornår onsdagene falder i hele året. Efter selve kalendariet findes en skive, der hjælper til beregningen (blad C 1r).
Brugen af skemaet på blad A 2r forklares på foden af siden. Formålet er at beregne, hvornår fasten begynder i et givet år. De 40 dages faste før påske var et voldsomt indgreb i dagligdagen, og derfor var det selvfølgelig af stor praktisk betydning at vide, hvornår man sidste gang kunne nyde kød, nemlig flæskesøndag, som vi i dag kalder fastelavnssøndag.
Efter den hårde start følger en mere udførlig forklaring på kalendariet (blad A 2v-A 3r) med definition af en række helt grundlæggende begreber.
Selve kalendariet fylder 24 sider, et opslag til hver måned (blad A 3v-B 7r). Over hvert månedsnavn findes et charmerende lille billede (se afsnittet Illustrationerne). Derunder følger i seks kolonner de vigtigste karakteristika for hver dag. Opsætningen er kompliceret, og for at lette læsningen er der anvendt både rød og sort skrift.
Kalendariets første kolonne er datoen.
Anden kolonne indeholder gyldentallet.
Tredje kolonne er en såkaldt cisiojanus, en remse, der skal hjælpe til at huske årets festdage og de gamle helgenfester. Den skal læses lodret, så begyndelsen af januar huskes ved hjælp af det meningsløse ord "cisiojanus". Huskeremser var et yndet pædagogisk hjælpemiddel i datiden, hvor mange ikke kunne læse og kun få havde råd til at købe bøger. Det kan forekomme sært, at en luthersk salmebog giver sig af med helgenfester. Det er ikke udtryk for helgendyrkelse, som var afskaffet med reformationen, men afspejler, at den gængse datering stadig holdt sig til helgendagene frem for de nummererede datoer. Vi har stadig rester af denne liturgiske datering, fx sankthansaften.
Fjerde kolonne anfører søndagsbogstavet.
Femte kolonne indeholder blandede oplysninger: helgendage, de store højtider og astronomiske forhold som solopgang og solnedgang, solens stilling i dyrekredsen, dagens og nattens længde. I årets fire første måneder står en serie tal yderst til højre i kolonnen. Det er alternative søndagsbogstaver til beregning af enkelte helligdage; deres brug forklares ud for 12.-16. januar.
Sjette kolonne indeholder de såkaldte månebogstaver, det latinske alfabets 24 bogstaver plus fire specielle tegn. De angiver månens stilling i dyrekredsens tegn og er nøglen til tavlen blad B 7v-B 8r. Ved at kombinere en bestemt dags månebogstav med årets gyldental kan man yderst til højre i tavlen finde det aktuelle stjernetegn, en oplysning af stor praktisk værdi pga. månens indflydelse på menneskekroppen. De forskellige stjernetegn har angiveligt speciel betydning for bestemte kropsdele, som det illustreres af årelademanden blad B 8v.
Efter selve kalendariet for den enkelte måned følger tre små tekster med hver sin type oplysninger om måneden. De har alle lange historiske rødder, men Vingaard har overtaget dem dels fra Malmøsalmebogen, dels fra bønnesamlingen Een ny Bedebog (1531). Den første af disse tekstrækker er sundhedsråd, som tillægges en berømt "mestere", en læge fra oldtiden eller middelalderen. Om juni hedder fx "Aueronis den Mestere siger At man skal dricke lidet Kilde vand huer morgen/ oc æde Lectuge ['salat'] met ædicke i denne maanet Det er icke sunt ath æde haarde æg flesk/ haard ost/ eller salt steckt kød/ bruge Saluie oc Hylde blomster oc æde Rude fastendis." I det følgende afsnit oplyses solens stilling i stjernetegnene. I sidste afsnit taler måneden selv i et lille digt, der fortæller om de vigtigste opgaver og sundhedsforskrifter i månedens løb. Mest charmerende er nok maj, der kommer med grønne urter og i stedet for de vanlige arbejdsanvisninger foreskriver:
J mit skyn man siunge oc springe maa
baade dag oc nat i Dantzen at gaa
Det kalendariske hjælpemiddel efter månedsafsnittene vedrører som nævnt månens stilling i dyrekredsens tegn (blad B 7v-B 8r), relationen mellem disse tegn og kroppens dele (blad B 8v), samt beregningen af søndagsbogstaver (blad C 1r) og gyldental (blad C 1v). Efter dem følger en tavle med "Offuerløbs dage", dvs. overskydende dage. Tavlen har samme formål som skemaet over gyldental og søndagsbogstaver (blad A 2r): at fastlægge fastens placering. Også her skal man kombinere gyldental og søndagsbogstav, og derved finder man antallet af uger mellem juledag og flæskesøndag. Ugetallet skal selvfølgelig suppleres med det overskydende antal dage, fra en til seks, som står i skemaets øverste række. I originalen er tavlen vanskelig at aflæse, fordi rækken med overskydende dage er forskudt én kolonne. Denne fejl er rettet i den elektroniske udgave.
Skemaets sidste kolonne udfyldes af et huskevers. I hver række står et ord. Antallet af bogstaver i ordet angiver ugetallet i rækken ‒ med det raffinement, at hvis søndagsbogstavets alfabetiske plads er før ordets begyndelsesbogstav, skal der lægges en uge til tallet. Tilsammen danner sidste kolonnes ord en remse, som skulle hjælpe til at huske ugetallene.
Hjælpeafsnittene til kalendariet følges af udførlige og konkrete anvisninger på åreladning (blad C 2v-C 4v). Med mange citater af vægtige autoriteter fastslås det her, at åreladning er kilden til al sundhed, og der gives præcise oplysninger om, hvilke dage der egner sig til åreladning for forskellige skavanker og sygdomme, og hvilke man skal undgå. Forlægget til dette nyttige afsnit er Een ny Bedebog (1531).
Efter at læserens timelige velfærd således er sikret, sluttes hele den indledende del af bogen med et fint indrammet skriftsted: "Guds ord forbliver til evig tid" (Es. 40,8), citeret på latin i en lidt forkortet gengivelse af den gængse latinske bibeloversættelse, Vulgata.
Fortalen til læseren (blad 1r-2r) er vigtig som teologisk programerklæring (jf. afsnittet Den teologiske baggrund). Den fastslår med stor kraft salmesangens centrale betydning for det kristne fromhedsliv. Denne rolle formodes at være almindelig kendt, fordi skikken at lovsynge Gud er så velbevidnet i hele Bibelen. For at følge de gode forbilleder udgives salmebogen nu, og salmerne er i overensstemmelse med den rette tro, idet de er "stadfeste met den hellige scrifft". Denne formulering lægger op til en markering af salmernes bibelske indhold, som bogen dog ikke giver. Baggrunden er, at fortalen med ganske få, ubetydelige ændringer kopierer fortalen i Christiern Pedersens Malmøsalmebogen (1533), som på sin side er afhængig af Ludwig Dietz' Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange (1529). I begge disse salmebøger fremtræder salmernes bibelske baggrund meget iøjnefaldende i de talrige skriftsteder i marginen. Denne kraftige understregning af det bibelske fundament er karakteristisk for den tidlige lutherske bevægelse i Danmark, hvor reformatorens navn ikke blev brugt som garant for sandhedsværdien i bevægelsens skrifter. Det var der ellers god grund til at gøre i forbindelse med fortalen, fordi den gengiver hovedtankerne i Luthers fortale til Johann Walters Geystliche gesangk buchleyn (Wittenberg 1524), som er udvidet med en række bibelske eksempler (se nærmere Balslev-Clausen 2004).
Vingaards salmebog har fire deciderede salmeafsnit. Langt det største er også det første (blad 2v-96 IIv) og indeholder ca. 123 salmer, lidt afhængigt af, hvad der medtælles som selvstændige sange. Af dem er 100 overtaget fra bogens vigtigste forlæg, Malmøsalmebogen fra 1533. Den gamle ordning fra 1533, hvor salmerne til de daglige gudstjenester, tidebønnerne, stod forrest, er brudt op i Vingaards værk, hvor man kan udskille tre afsnit.
Første afsnit bringer 52 salmer til hele kirkeåret, ordnet fra advent til trinitatis (blad 2v-45r). Uden nogen særlig markering følger derefter et afsnit med 42 salmer, der gendigter bibelske tekster (blad 45r-74v). Her dominerer Davidssalmerne, og først mod slutningen kommer gendigtninger af enkelte nytestamentlige tekster. Til en håndfuld af de bibelske salmer bringes antifoner, der har fungeret som sungne svar. For det sidste afsnit, der består af 29 salmer (blad 74v-96 IIv), er det vanskeligt at se en overordnet struktur. Ganske vist indledes afsnittet af tre julesange (blad 74v-76v), men resten er en broget blanding, hvor spredte smågrupper har fællestræk, fx samme melodi (blad 89v-91 Iv) eller samme forlæg (blad 94 Iv-95 Iv).
I forlængelse af det store salmeafsnit bringes bogens messeordning. Den består næsten udelukkende af sungne led og blandt dem 21 menighedssalmer, der selvsagt står på deres plads i gudstjenesten. Som supplement til messeafsnittet følger en samling kollekter til kirkeårets gudstjenester, der afsluttes med et enkelt salmevers. Generelt er salmeafsnittet og messeordningen samstemt, så en salme kun trykkes én gang. Det er gået galt med "Kyrie, Gud fader, forbarm dig over os", som står to steder (blad 29r og blad 99 IIr), og det er forvirrende, at messeordningen ikke indbefatter (eller bare nævner) "Nu bede vi den Helligånd", der udpeges som obligatorisk salme før prædikenen i salmeindledningen (blad 39v).
Med løftet om hidtil utrykte åndelige viser og lovsange indledes et afsnit med 11 salmer (blad 139r-150v), som af Niels Knud Andersen er betegnet som bogens første tillæg (1983:167-86). Hans undersøgelse af kildeforholdene tyder på, at dette afsnit er blevet samlet i perioden 1538-43 og rimeligvis trykt i en udgave af salmebogen fra dette tidsrum, placeret til sidst som det nyeste nye. Indholdet er broget, og rækkefølgen lidt rodet; fx brydes en gruppe på fire bordvers af en gendigtet Davidssalme, som da bl.a. berører de daglige fornødenheder, men næppe er tænkt specifikt som bordbøn (blad 142r-144r).
Efter et afsnit med bønner, som indholdsmæssigt slutter sig til kollekterne, følger endnu en lille samling danske salmer (blad 155r-172v) uden nogen samlende overskrift. Niels Knud Andersen har defineret afsnittet som bogens andet tillæg og har tidsfæstet dets tilblivelse til 1543 og tiden umiddelbart efter (1983:186-216). Af gruppens 12 salmer angives de sidste seks at være oversat af Hans Tausen, og det er formentlig omtalen af ham, der har konstitueret den sidste del af tillægget. I øvrigt gælder det samme som for første tillæg: Her har udgiveren samlet det stof, der var kommet til siden forrige udgave, men uden at indpasse det i bogens helhed og uden at overveje en stringent orden inden for tillægget.
Meget iøjnefaldende følger et sidste afsnit, som helt igennem er på latin og sat med antikva eller "latinske bogstaver" (blad 173r-176v) i modsætning til hele resten af bogen, hvor der bruges fraktur eller "krøllede" bogstaver. Niels Knud Andersen definerer den lille samling af 12 sange som bogens tredje tillæg (1983:216-33). Efter hans kildeundersøgelser kan afsnittet være samtidigt med andet tillæg. Dets placering i bogen skyldes efter al sandsynlighed sproget ‒ og typografien. Hovedsagelig er sangene beregnet til de store højtider og følger nogenlunde i kirkeåret. Andet kan næppe siges om ordningen af stoffet i dette afsnit.
Vingaards salmebog afsluttes med et alfabetisk register over salmer og liturgiske led uanset sprog og uden typografisk markering af latinen, se fx rækken (blad 177v):
Capitan Herre Gud Fader lxxxix
Collecterne følger cxxi
Christus pro nobis clxxiiii
Alfabetiseringen gælder kun begyndelsesbogstaverne. Under hvert bogstav bringes titlerne i bogens orden, som det fx fremgår af rækken (blad 179r):
Gud lod røst aff Skyen lyde xc.
Gud Fader vdi hiemmerig xci
Gloria ære oc pris xcix
En del af titlerne har en lille indledning med oplysninger af meget forskellig art i stil med selve salmeindledningerne og en art resume af dem (se afsnittet Indledningerne). For at sikre overblikket er disse indledninger indrykket, men meget overskuelig er ordningen nu ikke, og et enkelt sted er det gået helt galt. Under F står (blad 178v) den sære indførsel:
Forsamlingen siunger Erens Konning oc
Chorid suarer o Fader xxxiii
Hverken "Ærens Konning, o Kriste" eller "O Fader udi himmelen" figurerer andetsteds i registret.
Registrets henvisninger gælder bladtallet uden skelnen mellem recto- og versosider. Lidt forvirrende er der ikke taget højde for gentagelsen af bl.a. bladtallene 90-99.
Kolofonen er, som det sig hør og bør, bogens sidste tekst, og den er lige så kort som den er upåfaldende (og nyttig): "Prentet i Københaffn hoss Hans Vingaard/ Aar effter Gudz Byrd M. D. Liii". Altså trykkested, trykker og trykkeår.
Billederne i Vingaards salmebog findes alle i kalendarieafsnittet (se afsnittet Kalendariet). De første tolv pryder selve kalendariet, hvor hver måned har fået sit karakteristiske billede (jf. Andersen 1983:28f, 45f). I disse træsnit er tre motivtyper placeret ved siden af hinanden: månedens dominerende stjernetegn, et våbenskjold eller et ornament og en aktivitet, der præger måneden. Fra januar til og med september gengiver midterfeltet våbenskjolde for den danske konges besiddelser (inkl. Sverige): Danmark, Sverige, Norge, Delmenhorst, Oldenborg, Venden, Slesvig, Stormarn og Holsten (blad A 3v-B 3v). Da kongens lande dermed var bragt, har de tre sidste træsnit i stedet fået et søjleformet ornament i midten (blad B 4v-B 6v).
Til kalendariet bringes forskelligartede informationer, hvoraf tre understøttes af billeder (jf. Andersen 1983:41f). Sammenhængen mellem stjernetegnene og menneskekroppens dele fremstilles i den drabelige årelademand (blad B 8v), mens søndagsbogstaverne og gyldentallene er illustreret med hjul til brug for beregningerne (blad C 1r og blad C 1v).
Hans Vingaard har antagelig selv ladet billederne fremstille. Forbillederne kan være træsnittene i Een ny Bedebog (1531), der sammen med Malmøsalmebogen (1533) har været den vigtigste kilde til hele kalendarieafsnittet.
Det er næppe tilfældigt, at netop kalendarieafsnittet er illustreret. Selvom ingen af de 15 træsnit er farvelagte i det bevarede eksemplar af salmebogen, er de iøjnefaldende og har været et godt salgsargument. Afsnittet har sin egen paginering, og måske er det blevet solgt særskilt. I hvert fald har det været et nyttigt, langtidsholdbart hjælpemiddel for ejerne, som oven i købet har kunnet glæde sig over billederne.
Vingaards salmebog indeholder noder til seks salmer, "O Jesu Christ som Mandom tog" (blad 11v), "HEr Christ Gud Faders enborne Søn" (blad 12v), "MEt glæde oc fred far ieg nu hen" (blad 17r), "HJelp Gud huor stor er Menniskens sorg och nød" (blad 79r), "CAptitan Herre Gud Fader min" (blad 89v) og "WJ Tro alle sammen paa en Gud" (blad 107r). Ud af bogens ca. 180 salmer synes dette antal måske lille. Sammenlignet med tyske salmebøger fra samme tid var denne disposition dog ikke ualmindelig. De dansksprogede salmebøger af Ludwig Dietz (1529 og 1536) og Christiern Pedersen (1533) indeholder ingen noder, og Vingaards salmebog er således den første danske salmebog, der gengiver salmemelodier. Alle seks melodier er skrevet i mensuralnotation, der på mange punkter er sammenlignelig med senere tiders notation.
Vingaard havde allerede erfaring med at trykke noder i træsnit, nemlig i Den rette Ordinans (København 1542), den danske udgave af kirkeordinansen. Heri er melodierne til "Fader Vor" og til indledningen af nadveren (blad 110r-113r) og kollekten (blad 113v) trykt i koralnotation. Noderne i salmebogen er også trykt med træsnit, men de har et helt andet udseende end noderne i kirkeordinansen (Davidsson 1962:11). Til fem af de seks melodier er noderne trykt med små tætplacerede noder. Omfanget af de fem nodelinjer er kun 7 mm. Træsnittene har muligvis været slidte, da Vingaard brugte dem, for trykket står ikke skarpt, og visse detaljer er vanskelige at afkode. Ikke desto mindre var denne form for nodetryk resultatet af krævende træskærerarbejde. Widding troede, at de spinkle noder var lavet med stålstik (Widding 1933,II:72), mens Glahn mente, at der lå metalsnit til grund for trykket (Glahn 1983:253). Indgraverede metalplader blev imidlertid først anvendt til nodetryk i 1580'erne (King 1968:15-16), og selvom kobberstik var en kendt teknik i forbindelse med bogtryk, er det usandsynligt, at Vingaard skulle have anvendt den til noderne alene og ingen andre steder i bogen.
Forklaringen på nodernes udseende skal søges i den forbindelse, som Vingaards salmebog har til plattyske salmebøger. Et tidligt eksempel, der imidlertid ikke indeholder noder, er den rostockske præst Joachim Slüters salmebog Eyn gantz schone unde seer nutte gesank boek (Rostock: Ludwig Dietz, 1525). Slüters bog, som er modelleret efter en salmebog med forord af Luther fra Erfurt 1525, blev et mønstereksempel på plattyske salmebøger i de efterfølgende årtier (Leaver 2017:144). Senere udgaver af Slüters salmebog kom i Lübeck, Rostock, Magdeburg, Køln og Parchim. Bogtrykkeren Hans Walther i Magdeburg trykte i 1530'erne adskillige danske skrifter ved siden af sit arbejde med plattyske salmebøger, som han udgav i 1538, 1540, 1541, 1543 og 1550-51 (Lindmayr-Brandl 2020). 1541-udgaven indeholder fem af de seks melodier, som Vingaard trykte, mens en senere udgave fra Lübeck 1547 indeholder noder til fire af de seks melodier (Bonnus 1547). På den baggrund argumenterede Henrik Glahn for, at Vingaard havde udfærdiget noderne med Walthers 1541-udgave som forlæg (Glahn 1983:256). Ikke i alle detaljer er melodinotationen identisk med Walthers, og som et supplement til Glahns formodning bør det derfor nævnes, at Vingaard kan have brugt en anden af tidens mange plattyske salmebøger som forlæg.
Melodier til reformationstidens salmer cirkulerede i talrige nodetryk i tiden, og det skyldtes, at bogtrykkerne ikke sjældent fremstillede deres egne træsnit som kopier af eksisterende bogtryk. Nylige studier har vist, at tyske bogtrykkere i 1500-tallet kunne kopiere nodeeksempler fra bøger om musikteori ned til mindste detalje (Groote 2018:104). I nogle tilfælde udfærdigedes træsnittene som negativer, hvor det, der før var hvidt på papiret, blev sort, og omvendt: sort blev hvidt (Lindmayr-Brandl et al. 2018:11-12). I Balhorns plattyske salmebøger fra 1545 og 1547 forekommer flere sådanne negativtryk, hvilket bestyrker formodningen om, at melodierne i de plattyske salmebøger blev kopieret fra hinanden.
Også sammenhængen mellem melodi og tekst underbygger idéen om, at Vingaard kopierede noderne fra plattyske salmebøger. Noderne tager nemlig ikke hensyn til fordelingen af den danske tekst, der i antallet af stavelser ofte afviger fra den tyske. Nodernes funktion har derfor primært været at minde læseren om melodien, snarere end at vise, hvordan man skulle synge den danske tekst. På grund af nodernes størrelse og sammenpressede udseende har melodierne tilmed været vanskelige at læse i farten. De var henvendt til kendere.
Træsnittet til melodien "O Jesu Christ som Mandom tog" (blad 12r) har Vingaard formodentlig selv lavet fra bunden, og her forsøgte han sig med en tydelig notation. Noderne til denne melodi adskiller sig fra de øvrige melodier på flere punkter. For det første står sangteksten under noderne. I stedet for at være justeret med lige marginer som på de andre sider er ordene her indrykket, så de står under nodesystemerne. Ordene står dog stadig i en tekststreng, som ikke tager hensyn til stavelsernes placering under de noder, hvor de hører til. For det andet er højden af nodelinjerne 8-9 mm og dermed større end de øvrige i salmebogen. Det forhold peger i retning af, at træsnittet er udfærdiget på baggrund af et andet forlæg end de plattyske salmebøger. Melodiens oprindelse er ukendt og findes ikke i tyske melodisamlinger. Hvilket forlæg Vingaard brugte, er uvist, og det er også et ubesvaret spørgsmål, hvorfor han gav netop denne melodi noder.
Vingaard kunne sagtens have valgt at trykke flere noder i bogen. Han har nok afholdt sig fra det for at begrænse bogens omfang. At det var et bevidst fravalg, fremgår af teksten til litaniet, den liturgiske vekselbøn mellem præst og menighed (blad 92 IIv), som helt tydeligt er trykt efter et forlæg med noder. Den specielle placering af "Kyri----e----leyson" i begyndelsen vidner om, at teksten i forlægget var fordelt under en noteret melodi.
Vingaards salmebog blev genoptrykt flere gange i Lübeck i perioden 1556-68 (se Værkets betydning). Disse udgaver indeholder et varierende antal noterede melodier, hvilket atter understreger, at bogtrykkerne nemt kunne fremstille nye træsnit med noder. Særligt udgaven fra 1568, trykt af Asswerus Kröger, er en omfangsrig samling med melodier til 39 salmer med dansk sangtekst under noderne (Glahn 2000:93).
Selvom Vingaards salmebog indeholder få noterede melodier, vidner dens indhold om reformationstidens rige musikalske traditioner. De såkaldte gregorianske melodier, der i middelalderkirken blev brugt til de latinske Davidssalmer og til liturgiske sange, var med deres rytmisk ubundne former en del af de professionelle sangeres repertoire. Melodierne blev efter reformationen brugt til danske oversættelser, fx "Kyrie/ Gud Fader forbarme dig offuer oss" (blad 29r), men anvendtes også til nyskrevne tekster som "WJ arme Adams Børn alle" (blad 38v). Til de strofiske salmer blev der brugt såvel nye som gamle melodier. Salmen "ITh lidet Barn saa lysteligt" skulle synges til melodien fra den middelalderlige hymne "Dies est leticie" (blad 75v). Også nyskrevne melodier fra kredsen omkring Luther forventedes kendt af læseren. For langt den største del af salmerne kunne en erfaren salmesanger ikke være i tvivl om, hvilke melodier der skulle bruges. Som indledning til "VOr Gud han er saa fast en borg" står der blot "Den xlv Psalm Deus noster refugium et virtus" som en forklaring på den tekst, som salmen bygger på (blad 58r). Det var meningen, at man skulle komme i tanke om melodien ud fra salmens første linje. Det er nok forklaringen på, at der til mange salmer ikke findes henvisninger til melodierne. Kun i 35 tilfælde har Vingaard henvist til de melodier, man skulle synge salmerne på. Op mod halvdelen af disse melodihenvisninger er overtaget fra Dietz' salmebøger og fra Malmøsalmebogen. Det viser, at Vingaard med sin salmebog lagde sig i forlængelse af den tidlige reformations musikalske praksis.
Melodihenvisningerne har forskellig karakter, men fælles for dem er, at første linje af salmen afviger fra den tekst, som melodien nok var kendt under. Salmen "O Stierners skabere i Hiemelske huss" er en fordanskning af den latinske hymne "Conditor alme siderum", og i indledningen til salmen meddeles det som en selvfølgelighed, at den danske salme skal fremføres "Met de samme Noder som hun ['hymnen'] Siungis met" (blad 5v). Noget tilsvarende fremgår ved andre oversatte salmer, og det vidner om, at mange af den katolske kirkes melodier blev direkte overtaget i den protestantiske salmesang. Der forekommer også henvisninger til melodier, der var knyttet til reformationstidens nye salmer. "DEn som vil en Christen hede" (blad 91 IIr) skulle synges til melodien "Saa taler den Vuiise ['uvise'] mund", og dette gøres klart blot ved at nævne førstelinjen af Luthers salme. Tilmed må melodierne til Luthers salmer have været kendte under deres tyske titler. Det fremgår af henvisningen til "En neues leyd wyr heben an" (blad 73v), som skulle bruges til salmen "O Herre Gud i Hiemmerig". I enkelte tilfælde kunne der vælges mellem flere egnede melodier, og det gjorde Vingaard opmærksom på ved at nævne begge to eller ved blot at orientere om "tuenne noder" (blad 97 IIv). Det sidste sker ved "AF dybsens nød raaber ieg til dig", som danske menigheder siden 1530'erne havde sunget på to forskellige melodier.
Fra et nutidigt perspektiv er det ikke altid entydigt, hvilke melodier Vingaard henviser til. Selvom han ofte gengiver hele første linje af den salme, som melodien var knyttet til, forekommer der tit flere melodier til samme salme. Når der står, at "O Gud af himmelen" er melodi til "O Herre Gud aff Hiemmerig" (blad 55r), er det ikke klart, hvilken af de tre kendte melodier der menes. Det indebærer, at henvisningerne ikke nødvendigvis gælder specifikke melodier, men en gruppe af melodier med samme versemål. Vingaards måde at henvise på har gjort det muligt for menigheden at vælge den melodi, de plejede. Dermed var melodireferencerne kun brugbare for kendere. Dette kommer endnu mere til udtryk i de mange indforståede formuleringer som "Met de noder som Capitan siungis met" (blad 66v) eller "som siungis vnder den Tenor euig blyb" (blad 71v). Melodien til salmen "CApitan Herre Gud Fader min" (blad 89v) har været så udbredt og den militære undertone så umiskendelig, at degnen eller en anden forsanger nemt kunne genkende melodihenvisningen på blad 66v. Til gengæld måtte man have et indblik i flerstemmig sang for at regne ud, at der på blad 71v var tale om den verdslige melodi "Ewig bleib ich dein unverkehrt", der var brugt som tenorstemme i en samling af flerstemmige kompositioner (Glahn 1954:218). Også bemærkningen "Vnder Rosine Noder" til salmen "EN viiss tale er denne her" (blad 74r) var en indforstået henvisning til den tyske vise "Rosina wo war dein Gestalt" (Glahn 1963:71). Salmebogen viser sig på denne måde at være vævet ind i en levende europæisk musikkultur, som Vingaard forudsatte, at læseren kendte til.
Rundt omkring i Vingaards salmebog får man indblik i den musikalske baggrund for salmernes anvendelse, og enkelte steder afslører bogen detaljer om den konkrete implementering i gudstjenesterne. Det fremgår blandt andet, at vekselsangen "Erens Konning o Christe" skal synges skiftevis af "forsamlingen" ('menigheden') og "chorid" (blad 33v). Denne praksis overtog Vingaard fra tidligere salmebøger, og den gik videre i både Thomissøns salmebog (blad 94r) og Jespersens graduale (side 210).
I messeordningen tildeles de involverede i messens afvikling forskellige roller (se afsnittet Messeordningen i salmebogen 1553). Ud over præsten udpeges kor og menighed. Når der om "WJ Tro alle sammen paa een Gud" står, at "Den Christne forsamling oc Chorid siunge til haabe ['sammen']" (blad 107r), må man formode, at nogle af de andre liturgiske led i messen forventedes at blive sunget af koret alene uden menighedens deltagelse. Det er derfor overraskende at læse, at indgangssalmen "AF dybsens nød raaber ieg til dig" synges af "Chorid eller den Christne forsamling" (blad 97 IIv). Hvis der ikke var et kor til stede, sang menigheden naturligvis selv, men skulle koret i andre tilfælde synge alene? Sådanne detaljer er uklare, hvilket formodentlig skyldes messeordningens brede sigte på bykirker såvel som landsbykirker.
Danske og latinske sange blev brugt kirkeåret igennem i forbindelse med det liturgiske led sekvens (se afsnittet Messeordningen i salmebogen 1553). I salmebogen beskrives dette med nogle interessante musikalske detaljer, som viser sangenes brug i messen. Mellem påske og Kristi himmelfart brugtes sekvensen "Victimae Paschali Laudes" og den danske gendigtning "CHristus Jesus for oss Offrit" (blad 31r). Sekvensen dramatiserer Maria Magdalenas besøg ved graven påskemorgen, og menigheden spørger: "Sig oss nu Maria/ huad du haffuer paa Veyen seet". Herefter kommer Marias svar, "som en vng persone skal siunge" (blad 104r). Kvinder optrådte på denne tid ikke offentligt som musikere i kirkerne, og for at opretholde illusionen om, at opstandelsens førstehåndsvidne er til stede, kunne man lade en kordreng med sin lyse stemme agere Maria. Den skik er overtaget i Jespersens graduale (1573), hvor passagen skal synges af "Duo Pueri" ('to drenge') (s. 197 og 218). Denne form for vekselsang, hvor menigheden synger skiftevis med andre i kirken, er også udgangspunktet for sekvensen "Den ypperste høytid och store Aandelige glæde", der synges fra Kristi himmelfart til pinse (blad 104r). Det fremgår, at den danske strofe skal synges "Mellem huer i thu. Verss i Hymmen ['hymnen']", hvilket formodentlig betyder, at koret skulle synge den latinske hymne opdelt i to dele. Når der står, at den danske strofe skal synges "Effter Orgene och Chored", kan man gå ud fra, at menigheden skulle synge alternerende med orgelspil og korsang.
Vingaards salmebog indeholder i alt ca. 180 salmer ‒ optællingen er lidt usikker, fordi det i enkelte tilfælde kan diskuteres, hvad der skal regnes for selvstændige sange. Langt de fleste er på dansk og tager rimeligvis sigte på menighedens sang under gudstjenesten på søn- og helligdage eller ved de daglige andagter.
I de ældste danske salmebøger er der udelukkende trykt sange på modersmålet (se nærmere afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger). Derfor er det et nybrud, at Vingaards salmebog i det store salmeafsnit (blad 2v-96 IIv) har optaget to latinske sange, de meget udbredte julesalmer "Grates nunc omnes" (blad 7v) og "Dies est lætitiæ" (blad 9v). Bogens anvisninger om messen (se afsnittet Messeordningen i salmebogen 1553) omtaler nogle sekvenser, dvs. vekselsange placeret mellem Halleluja-salmen og evangeliet, og blandt dem har i hvert fald tre form af skiftevis latinsk og dansk sang (blad 103v-104r). Kun den ene af de tre latinske tekster er aftrykt i bogen, nemlig "Grates nunc omnes". Allerstærkest kommer interessen for latinsk kirkesang til udtryk i bogens sidste afsnit (blad 173r-176v), som helt igennem er på latin og indeholder 12 sange.
Ikke kun i udvalget af tekster betegner Vingaards salmebog et nybrud, det samme gælder den typografiske opsætning. I de tidligste salme- og messebøger er det vanskeligt at finde de poetiske afsnit, fordi verslinjerne er sat omløbende ligesom prosa. Derimod markeres begyndelse af en ny strofe klart med linjebrud, indrykning og undertiden et særligt tegn, en lille blomst. Den konvention følger Vingaards tryk stort set, men i enkelte tilfælde markeres nyt vers med linjeskifte. Nybruddet finder sted i bogens første tillæg og gælder kun to-tre salmer (blad 139v, blad 140v og blad 144r); i den ene, "O Gud vi takke og love dig", er første strofe sat på gammeldags manér, og salmen fremtræder som en overgang mellem gammelt og nyt. I bogens andet tillæg følger en enkelt salme den nye skik (blad 158r).
Linjebrud som markering af nyt vers er et træk, der imødekommer den syngendes behov for overblik og måske også vidner om en mere forfinet poetisk fornemmelse. I hvert fald havde denne typografiske konvention fremtiden for sig. Det kan være vanskeligt at begribe, hvor afgørende den nye opsætning er for vores opfattelse af en passage som poesi. I den elektroniske udgave har vi omhyggeligt indført linjebrud ved nyt vers, men den gamle opsætning kan naturligvis ses i faksimilerne af originalen. For at tydeliggøre nybruddet følger her strofe 1 og 2 af overgangstilfældet "O Gud vi takke og love dig" med originalens linjebrud (blad 144r):
O Gud wi tacke och loffue dig ved
din Søn Christ vor Herre/ for alle
dine gaffuer oc godhed/ som du be-
uiser oss here/ Met megit gaat som du for-
merer oc altid oss saa vel forseer/ Thi bør
dig priss oc ære.
⁕ Som du nu haffuer vederqueget vel
vort Legeme met dine gode
Saa bede wi at du aandelige føder vor siæl
met dit hellige ord oc naade
Der ved hun leffuer euindelig
oc bliffuer hoss dig til euig tiid
oc glædis for vden al ende
For at finde versopdelingen i strofe 1 skal man finde enderimene og kan i øvrigt kun støtte sig til skråstregerne / der svarer til moderne komma. Ved at kombinere de to parametre når man frem til strukturen
O Gud wi tacke och loffue dig ved din Søn Christ vor Herre/
for alle dine gaffuer oc godhed/
som du beuiser oss here/
Met megit gaat som du formerer
oc altid oss saa vel forseer/
Thi bør dig priss oc ære.
Den første lange linje er jo indlysende urimelig. Den må skulle opdeles i to, og denne intuitive fornemmelse støttes af anden strofe, der har syv vers. Ud fra indholdet er det mest oplagt at dele linjen efter "dig", men ordet rimer ikke på noget andet i de følgende vers. I anden strofe rimer vers 1 og 3, og det kunne tale for en opdeling efter "ved", som med datidens tolerance for rimkvalitet godt kan siges at rime på "godhed". I den elektroniske udgave har vi delt efter "dig", fordi vi har fulgt det generelle princip at lade versopdelingen i Hans Thomissøns Den danske Psalmebog (1569) være norm for de ældre messe- og salmebøger. Thomissøn har nemlig gennemført opsætningen vers for vers undtagen ved strofer, der står under noderne, og her kan vi støtte os til melodien (trykt i Thomissøns salmebog blad 329v). Strofen har endnu en problematisk versdeling: Efter "formerer" er der ingen skråstreg, og efter moderne opfattelse rimer ordet ikke på "forseer". Rimet er imidlertid acceptabelt efter 1500-tallets poetik, især hvis man forudsætter en udtale, hvor sidste stavelse er svundet, altså formér. Hermed skulle strofens struktur omsider være afdækket: en strofe på syv vers med fire krydsrimende vers (1 + 3, henholdsvis 2 + 4), efterfulgt af to parrimende vers (5 + 6) og et vers, som måske, måske ikke indgår i rim med vers 2 + 4. Kun en undersøgelse af salmens øvrige strofer, bl.a. strofe 2, viser, at vers 7 næppe rimer.
Som hjælp til opfattelsen af strofens versdeling blev rytmen ikke nævnt. Den ville være et afgørende kriterium for senere tiders salmer, men i 1500-tallet var rytmen i dansk poesi relativt fri, fordi man kun anså de trykstærke stavelser for relevante. Standardversene havde tre tryktoppe ved tostavet rim og fire ved trestavet rim. I det følgende citat af strofe 1 er de sandsynlige tryktoppe markeret med aprostrof ' umiddelbart inden stavelsen:
O 'Gud wi 'tacke och 'loffue 'dig
ved din 'Søn 'Christ vor 'Herre/
for 'alle 'dine 'gaffuer oc god'hed/
som 'du be'uiser oss 'here/
Met 'megit 'gaat som 'du for'merer
oc 'altid 'oss saa 'vel for'seer/
Thi 'bør dig 'priss oc 'ære.
Det er klart, at teksten tillader alternative betoninger af adskillige stavelser, og derfor er det vanskeligt at bruge rytmen som kriterium for versopdelingen. En så fri rytme har kun kunnet fungere i fællessang, hvis menigheden blev oplært i en bestemt fordeling af teksten til melodien. Vore dages lejlighedssange giver os en fornemmelse af problemet, som vi ikke er trænet i at løse på samme selvfølgelige måde som reformationstidens mennesker. Først i barokdigtningen fra ca. 1630 og frem knæsættes det princip, at der skal være regelmæssig vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser.
Langt de fleste danske sange i Vingaards salmebog følger de poetiske principper i "O Gud vi takke og love dig". Inden for disse rammer er der en ganske rig variation i strofernes verstal, rimstillingen og verslængden. Også en del af de latinske sange følger dette mønster, se fx "Puer natus in Bethlehem" (blad 173r).
En ikke helt lille gruppe sange afviger imidlertid markant fra den poetik, som går tilbage til middelalderen. Det er typisk bibeltekster, især Davidssalmer, der følger konventionerne for den hebraiske poesi. Her er det vigtigste strukturerende element parallelismer, altså forskellige udtryk med nogenlunde samme indhold, se fx strofe 4 af Hans Tausens gendigtning af Salme 111, "Jeg takker Herren af ganske hjerte" (blad 164v med moderne versopdeling):
Hans henders handel ['handlinger'] er idel Sandhed oc ræt/
Alle hans befallinger ere retskaffne/
Stedze till euig tid bliffue de bestandige/
Och ske met Trofasthed oc relighed ['redelighed, ærlighed'].
For en umiddelbar betragtning nærmer disse salmer sig prosa og omtales ofte som "prosaoversættelser" eller rent ud "prosa". I middelalderen var denne type sangtekster almindelig, især på latin, og blev fremført til de såkaldte gregorianske melodier (se afsnittet Musikken). I de tidlige lutherske kirker blev teksterne oversat til modersmålene, og i den form fortsatte afsyngelsen af Davidssalmerne, men gik efterhånden af brug. Fra og med Thomissøns salmebog gled den ud af den danske salmetradition (Andersen 1983:201-3, 205-8).
Næsten alle salmer i Vingaards salmebog er forsynet med en overskrift, ofte en summarisk angivelse af salmens art og indhold, fx "Een Loffsang aff Christi Fødelse" (blad 14r), undertiden suppleret med en melodiangivelse som "En Aandelig vise met de Noder som Gud Fader bliff du nu met oss/ siungis met" (blad 44r). I nogle tilfælde bliver salmen udpeget som alternativ til den foregående: "De X Gudz bud anderledis" (blad 90 IIr). De gammeltestamentlige Davidssalmer identificeres gerne ved nummer og begyndelsesord fra den almindeligt udbredte latinske bibel Vulgata: "Den xlv Psalm Deus noster refugium et virtus" (blad 58r). Også de gamle liturgiske sange har bibeholdt deres latinske navn i overskriften, fx "Christus natus hodie" (blad 8v), der indleder den danske gendigtning "Nu er født os Jesus Krist". Også den middelalderlige dansksprogede baggrund nævnes en sjælden gang: "Den menige Almues sang Det hellige Kaarss" (blad 24v), hvor salmens begyndelsesord inddrages i overskriften. Kun få salmer har krævet en længere indledning, som fx kan give anvisning på afsyngelsen: "En Sequentz at paakalle den Helligaandz naade met/ Oc siungis disse fire effterfølgende Vers aff samme sequentz mellem huer Vers aff/ Nu bede wi den HelligAand/ Som her effterfølger" (blad 38v).
Mange af disse indledninger har Vingaards salmebog overtaget fra Malmøsalmebogen, tit i let forkortet form og gerne med dansk oversættelse i stedet for latin (Andersen 1983:71, 97-99 og flere steder). En særlig idiosynkrasi har udgiveren over for jul, som erstattes af "Jesu Christi fødelssis tiid" o.lign. (bl.a. blad 74v, jf. Andersen 1983:93). I tillæggene til salmebogen optræder en helt ny type oplysning: oversætteren. Mest markant er omtalen af Hans Tausens indsats i så henseende (flere steder blad 164r-169v). I det store salmeafsnit sker det uhyre sjældent, at en salme anprises i overskriften, men det sker med fire af de 11 salmer i første tillæg, fx i formen "En merckelig ['bemærkelsesværdig'] skøn Lofsang" (blad 144v).
Udover overskrifter eller indledninger til de enkelte salmer findes en halv snes steder en overskrift, som gælder en gruppe salmer. De fleste angiver helligdage i løbet af kirkeåret, fx "Til Pingetz ['pinse'] dag" (blad 37v). Typografisk afviger disse rubrikker ikke fra salmeindledningerne, og afgrænsningen af den relevante gruppe salmer er undertiden ikke markeret og derfor uklar. Det er tilfældet med den interessante oplysning "Disse gamle Sange haffue wi antegnet At huer maa see/ at der haffuer verit fromme Christne mit vdi den blindhed oc vildfarilse som wi vore vdi Och haffue dog verit opholdne vid Gudz naade vdi Christi sande bekendelsse" (blad 9r-9v). Rimeligvis gælder oplysningen de to efterfølgende salmer. For en moderne læser er det yderligere forvirrende, at overskrifterne hyppigt anbringes allernederst på en side. Det svarer dog til datidig praksis og har næppe stødt bogens publikum.
Vingaards salmebog har en forholdsvis kompliceret tilblivelseshistorie, som er fremlagt i afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger. Grundstammen er de tidlige salmebøger fra Malmø, som er blevet suppleret i flere omgange, dels med nyskrevne eller nyoversatte tekster, dels med latinske sange. Set under ét repræsenterer salmerne en lang tradition, fra de gammeltestamentlige salmer til helt nydigtede åndelige viser (se nærmere Widding 1933,II:18-53). Langt de fleste er oversat efter de tidligste lutherske salmebøger på nedertysk og højtysk, og der er adskillige Luthersalmer; de ikke helt få dubletter og alternative versioner vanskeliggør en præcis optælling (se den nyttige oversigt Andersen 1983:234-51). Desuden er der enkelte oversættelser fra svensk, og en del salmer er originalt danske.
For Vingaard og hans redaktør var teksternes proveniens underordnet. Det centrale var forkyndelsen af den rette lutherske lære, og det havde konsekvenser for salmernes form. Budskabet skulle fremsættes enkelt, umiddelbart forståeligt og ikke pakkes ind i et særligt poetisk sprog. Det var Luthers eget ideal, og det blev fulgt (jf. Dahlerup 2016:43-51). Ind imellem slap det blomstrende billedsprog fra især Davidssalmerne dog med ind i salmebogen, fx den indtagende skildring af den mand, der "haffuer sin lyst i Herrens Lou":
Han er som it træ der plantet er/
hoss ['ved'] rindende vand strømme/
Huilket sin fruct i tiden ber ['bærer']/
hendis ['dets'] Blad sig ey forsømme ['tøver']
Huad han gør skal hannem vel bekomme
Men de forfaris ['går til grunde'] som ære wfromme/
som Støff for vind hin stercke
(blad 45r, strofe 2, gendigtning af Salme 1).
De bibelske vendinger var blevet udnyttet i de åndelige viser på dansk længe før reformationen og kunne indgå i den lutherske salmesang, når man sørgede for at udrense de specifikt katolske begreber, som Luther vendte sig imod (se nærmere Møller 1923:XXI-XXVI). Selve den poetiske form med enderim, rytme og strofeformer var blevet udviklet i middelalderens digtning og anvendt også i dansksprogede digte. Så selvom den lutherske menighedssang betegner et nybrud, er den også en videreførelse af den middelalderlige danske poesi.
Vingaards salmebog blev genoptrykt flere gange i årene efter 1553. Vi kender fem udgaver, der er trykt i Lübeck i perioden 1556-68 (Andersen 1983:13). Værket har altså opnået en vis udbredelse helt op til den kongeligt privilegerede salmebog fra 1569, og i tiden efter Den danske Psalmebog har bøgerne naturligvis været i brug. Også i den videre tradition har Vingaards samling sat sig spor, idet Thomissøn i sin salmebog har optaget danske salmer fra hele værket inkl. første og andet tillæg. Derimod har det tredje tillæg næppe haft nogen betydelig indflydelse på den danske salmetradition. Hverken Thomissøns salmebog eller Jespersens Graduale overtager 1553-salmebogens tekstformer.
Den digitale udgave bygger dels på faksimilen i En Ny Psalmebog 1553 I-II, bind I. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · Akademisk Forlag, 1983, dels på de digitale faksimiler af det eneste bevarede komplette eksemplar, som tilhører Karen Brahes Bibliotek (jf. Dal 1983). De er fremstillet af ProQuest til Tidlige europæiske bøger og kan tilgås med Det Kongelige Biblioteks søgefunktion (soeg.kb.dk) under "En ny Psalmebog 1553".
Se endvidere Vejledning.
Merete Geert Andersen, "Kalendarierne i vore ældste danske salmebøger", i Hymnologiske Meddelelser, årg. 5, 1976, s. 101-127.
Niels Knud Andersen, "En Ny Psalmebog 1553", i En Ny Psalmebog 1553 I-II. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · Akademisk Forlag, 1983, bind II: 7-251.
Peter Balslev-Clausen, "Forordene i reformationstidens danske salmebøger", i Hymnologiske Meddelelser, årg. 33, nr. 4, 2004, s. 245-281.
Herman Bonnus, Enchiridion geistlike Lede und Psalmen puppet nye gebetert. Lübeck: Johann Balhorn d.æ., 1547.
Pil Dahlerup, Reformationslitteratur. København: U Press, 2016.
Erik Dal, "Eksemplarerne", i En Ny Psalmebog 1553 I-II. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · Akademisk Forlag, 1983, bind II: 264-74.
Erik Dal, "Efterskrift", i Hans Thomissøns Salmebog. 3. faksimileudgave, udgivet af Samfundet dansk Kirkesang. Herning: Poul Kristensen, 1997.
Åke Davidsson, Danskt musiktryck intill 1700-talets mitt. Studia Musicologica Upsaliensia 7. Uppsala: Almqvist & Wiksells, 1962.
Den rette Ordinans. København: Hans Vingaard, 1542.
Een ny Bedebog aff den hellige scrifft. Magdeburg: Hans Walther, 1531.
Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1529.
Henrik Glahn, Melodistudier til den lutherske salmesangs historie fra 1524 til ca. 1600. 2 bind København: Rosenkilde og Bagger, 1954.
Henrik Glahn, "Melodierne", i En Ny Psalmebog 1553 I-II. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · Akademisk Forlag, 1983, bind II: 252-63.
Henrik Glahn, Salmemelodien i dansk tradition 1569-1973. København: Anis, 2000.
Inga Mai Groote, "'Synopsis musicae'. Charts and tables in sixteenth-century music textbooks", i Andrea Lindmayr-Brandl et al. (red.), Early Music Printing in German-Speaking Lands. Abingdon: Routledge, 2018, s. 100-118.
Niels Jespersen: GRADVAL. En Almindelig Sangbog, København: Lorenz Benedicht, 1573.
A. Hyatt King, Four Hundred Years of Music Printing. 2. udgave. London: Trustees of the British Museum, 1968.
Kirkeordinansen 1537/39, Det danske Udkast til Kirkeordinansen (1537), Ordinatio Ecclesiastica Regnorum Daniæ et Norwegiæ et Ducatuum Sleswicensis Holtsatiæ etc. (1537), Den danske Kirkeordinans(1539). Udgivet med indledning og noter af Martin Schwarz Lausten. København: Akademisk Forlag, 1989.
Robin A. Leaver, The Whole Church Sings. Congregational Singing in Luther’s Wittenberg. Grand Rapids, Michigan: William B. Eerdmans Publishing Company, 2017.
Andrea Lindmayr-Brandl et al., "Introduction", i Andrea Lindmayr-Brandl et al. (red.), Early Music Printing in German-Speaking Lands. Abingdon: Routledge, 2018, s. 1-15.
Andrea Lindmayr-Brandl, Catalogue of early German printed music. http://www.vdm16.sbg.ac.at (besøgt 23. juni 2020).
Anders Malling, Dansk Salmehistorie bind VIII. Salmebøgerne. København: J.H. Schultz, 1978, s. 41-68.
[Malmøsalmebogen]. [Udg. af Christiern Pedersen]. Malmø: [Joh. Hoochstraten], 1533.
Claus Mortensen, Thet cristelighe mesßeembedhe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1529.
Niels Møller, "Om Nodetryk til danske Salmer før Hans Thomissøn. Nogle bibliografiske Bemærkninger", i Danske Studier 1916, s. 139-149.
Niels Møller, Salmesprog og Salmetyper. En psykologisk Undersøgelse af Reformationsaarhundredets danske Menighedssang til og med Hans Thomissøns Salmebog. København: M.P. Madsen, 1923.
Nogle nye Psalmer oc Lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1536.
Joachim Slüter, Eyn gantz schone unde seer nutte gesank boek. Rostock: Ludwig Dietz, 1525.
Hans Thomissøn, Den danske Psalmebog. København: Lorenz Benedicht, 1569.
Oluf Ulricksøn, Een handbog som inde holler det hellige Euangeliske Messe embede. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1535.
S. Widding, Dansk Messe, Tide- og Psalmesang 1528-1573, I-II. København: Levin & Munksgaard, 1933.
Hans Vingaard, En Ny Psalmebog. København: Hans Vingaard, 1553.
Frands Vormordsen, Handbog Om den rette Euangeliske Messe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1539.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Velux Fonden • Privatlivspolitik
