|340v IX. En Bøn om at kunde ret betencke sin Død/
aff den XXXIX. oc
XC. Psalme. M.
D. lxix.
Herre Gud lær mig mit endeligt
ret aluerlig at kiende/
mig her at bliffue er wmueligt/
du vilt mit hierte optende/
At ieg mit Leffnits maal kand acte/
huor snart min Død kommer met all mact/
at ieg dig stedse kand frycte.
|341rSom en haandbred er all min tid/
Mit Liff er sorrig oc vaande:
Slet intet er all Menniskens ijd/
Suaghed kommer mig paa haande.
Mit leffnit er forgengeligt/
Forfengeligt oc omskiffteligt/
Langt meer end Skygge oc Drømme.
Det skøniste blant vort Alder oc Aar
Er suart Arbeide oc møye/
Som Vand/ Gress/ Snack/ vor tid forgaar/
Som Fule wi snart bortfløye.
Du kalder bort alle Menniskens børn/
Du est dem vred som dig fortørne/
Døden vil oss snart gæste.
Dog mange som her paa Jorden bo
Met daarlighed sig belade/
Forgeffuis giøre sig megen wro/
Samle stor Rigdom oc Bade/
Oc vide icke huem det arffue skal.
Lær mig O Gud mine dagis tal/
Oc huor i ieg skal trøstis.
O Gud du est mit haab oc trøst/
Paa dig ieg stedse vil lide:
Frelss mig aff alle mine Synders brøst/
Fra alskens sorrig oc quide.
Fri mig fra Dødsens iammer oc spot/
|341vBeuar min Siel paa Himmerigis Slaat/
Lad mig met ære opstande.
