af
De danske salmebøger er stort set alle sammen brugsbøger, og for så vidt er det en succes, når et værk er blevet slidt op. Men for hymnologien, liturgihistorien og historien generelt er det unægtelig et tab, hver gang en salmebog enten slet ikke er bevaret eller kun kendes som fragment. Det sidste er tilfældet for det beskedne tryk, der i 1533 udgik fra Christiern Pedersens værksted. Der er kun bevaret et eneste eksemplar af denne salmebog, og det mangler titelbladet og et par af de følgende blade, mens andre blade delvist er revet i stykker eller afslidt til det næsten ulæselige. Til alt held er sidste blad intakt, og dermed kender vi udgivelsesåret og -stedet, mens trykkeriets identitet røbes af typografi og sprogdragt. I mangel af originaltitlen er bogen kommet til at gå under navnet Malmøsalmebogen, en uheldig betegnelse, fordi der eksisterer og har eksisteret flere andre salmebøger, der er fremstillet i Malmø under reformationstiden. Alligevel bruges benævnelsen også her, fordi alt andet ville være forvirrende.
Trods sine lakuner er dette unikum, der tilhører Nasjonalbiblioteket i Oslo, så godt overleveret, at vi kender langt størstedelen af værket. Overordnet set er det en udvidet og sprogligt revideret udgave af den salmebogstype, der blev skabt i Malmø i 1529, og som vi har bevaret i Dietz' 1529-tryk. Dermed er den en vigtig kilde til den hymnologiske og liturgiske udvikling, specielt Malmøtraditionen. Takket være Christiern Pedersens redaktion af samtlige tekster i bogen er den også en vigtig kilde til det danske sprogs historie.
I fortalen til læseren fremlægges den bibelske baggrund for at synge og læse salmer og lovsange. Der gives adskillige eksempler på gudvelbehagelig lovsang både fra Det gamle og Det nye Testamente (blad B 7v-B 8r). Disse forbilleder bør samtidens kristne følge i taknemmelighed over at være frelst fra den store vildfarelse, de før var fanget i, og Paulus har selv opfordret menighederne til salmesang. Det er baggrunden for, at der i salmebogen er "mange sammen sette aff dem", altså samlet et stort antal (blad B 8r). De er "stadfeste met den hellige scrifft", siges det videre som en garanti for deres teologiske kvalitet. Salmebogens formål er at fremme "Gudz ord oc Euangelium" og fordrive de "løssactige slemme boleuiser ['horeviser'] (som ære en aarsage till megen synd)". I stedet skal børn og unge vænnes til salmer og åndelige viser, som er "en begyndelse till all ære och hellighed" (blad B 8r-B 8v).
Uden at det nævnes i Malmøsalmebogen har fortalen den højst tænkelige autoritet: Den bygger på Luthers berømte indledning til Johann Walters Geystliche gesangk buchleyn (Wittenberg 1524), se nærmere Balslev-Clausen 2004, Andersen 1983:23f og afsnittet Fortalen.
De prædikanter, der kæmpede for at gennemføre Luthers reformation i Danmark, måtte meget tidligt i deres virke skabe en evangelisk gudstjeneste. For dem var det naturlige udgangspunkt den katolske kirkes messe, som de var dybt fortrolige med – ligesom hele den øvrige befolkning var det. Store dele af messen var fuldt acceptable også for lutheranere, men den måtte nødvendigvis ændres på de punkter, Luther havde kritiseret som decideret ubibelske.
Det var først og fremmest nadverritualet, der skulle reformeres. I datidens gængse katolske opfattelse var nadveren et offer, som præsten frembar til Gud for at formilde ham, ganske som Jesus havde gjort ved sin død på korset. Den store betydning, der på den måde blev tillagt præstens handling, stred afgørende imod Luthers overbevisning om, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til frelsen. Mennesket er så gennemsyret af synd, at kun Guds nåde kan frelse en, hvis man tror på hans tilgivelse. Ved sin død på korset overtog Jesus menneskets synd og åbnede dermed vejen til Guds kærlighed. Den begivenhed skal nadveren aktualisere, så de kristne oplever fællesskabet med Gud og med hinanden.
Luthers kritik af den katolske kirkes fokus på gejstligheden som formidler mellem Gud og den troende havde videre konsekvenser. Efter hans opfattelse kan principielt alle lære Gud at kende gennem hans ord i Bibelen, som selvfølgelig skal oversættes til et sprog, alle kan forstå. Nu er bibelteksten ikke alle vegne klart gennemskuelig, og den kan forekomme fjern fra en senere tid. Derfor er der brug for, at veluddannede prædikanter forklarer bibelteksten og viser dens aktualitet. Men prædikantens rolle er beskeden, og hele menigheden skal tage aktivt del i gudstjenesten. Af praktiske grunde må man sætte nogle rammer, så det ikke ender i kaos. Menighedssangen er Luthers svar på disse fordringer.
Luther udarbejdede selv forskrifter for gudstjenesten i Formula Missae (1523) og Deutsche Messe (1526), og sammen med en kreds af ligesindede skrev han adskillige salmer. Med dem som udgangspunkt udkom der en række messehåndbøger og salmebøger forskellige steder i Tyskland. De blev forbilleder for de danske prædikanters arbejde med at udforme en evangelisk dansk gudstjeneste med menighedssang som et centralt element.
De ældste bevarede danske kilder stammer fra sidste del af 1520'rne. Som en følge af menighedssangens centrale position er der en glidende overgang mellem salmebøger og beskrivelser af gudstjenesten, gerne betegnet som messebøger. Messebøgerne indeholder ud over forskrifterne for gudstjenesten også salmer, og salmebøgerne har ikke kun menighedssange, men også en beskrivelse af gudstjenestens forløb. Bedst kender vi gudstjenesten i Malmø, som var centrum for reformationen i det østlige Danmark og er beskrevet i flere bevarede kilder.
Overskriften "Her effter følger det hellige Euangeliske Messe embede/ som nw i den Christne forsamling siunges/ Mit twenne skøne formaninger til folkit" (blad 59r) indleder en komplet gudstjenesteordning, som fylder godt 40 sider. Overskrifterne til de enkelte elementerne er i vidt omfang de gamle latinske eller græske betegnelser, som det er nyttigt at kende, fordi de er faste betegnelser for de liturgiske led, også i vor tid. De forklares ganske kort i den følgende oversigt:
Adjutorium nostrum ('vores hjælp'): bøn
Confiteor ('jeg bekender'): syndsbekendelse
Absolutio ('frikendelse'): syndstilgivelse
De profundis ('fra dybderne'): indledningsordene til Salme 130 i Det gamle Testamente, sunget i dansk gendigtning "Af hjertens nød råber jeg til dig"
Kyrie eleison ('Herre, forbarm dig'): salmen "Kyrie Gud Fader alsomhøjeste trøst"
Gloria in excelsis Deo ('ære være Gud i det høje'): dels prosatekst, dels salmen "Gloria ære og pris være Gud i det højeste"
Dominus vobiscum ('Herren være med jer'): præstens hilsen og menighedens svar
Kollekt ('fællesbøn'): bøn, som læses af præsten; to forskellige bønner er aftrykt
Epistel ('brev'): afsnit af apostelbrev fra Det nye Testamente; Første Korintherbrev kapitel 11 er aftrykt
Halleluja ('pris Gud'): salmen "Halleluja. Gladelig ville vi halleluja sjunge"
Evangelium ('godt budskab'): afsnit af et af de fire evangelier eller Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente; Johannesevangeliet kapitel 6 er aftrykt; den meget lange evangelietekst er to steder hen imod slutningen brudt op af ordet "Diuisio" ('inddeling'), der angiver et ophold, som i messesangen kunne markeres med en særlig melodisk vending
Credo ('jeg tror'): tre danske salmer er aftrykt, "Vi tro allesammen på en Gud, himmels og jordens skaber", "Vi tro på almægtigste Gud" (med overskriften "Det danske Patrem", dvs. 'Fader', fra den apostolske trosbekendelse på latin) og "Vi tro alle sammen på en Gud som himmel"
Salme før prædikenen: salmen "Nu bede vi den Helligånd" i to danske oversættelser og med henvisning til en tredje
Prædiken
Salme efter prædikenen: Deus misereatur nostri ('Gud være os nådig'): salmen "Nu er os Gud miskundelig"
Paraclesis ('formaning'): forklaring af Pater noster ('vor far'), dvs. Fadervor, den bøn, Jesus lærte sine disciple (gengivet i Mattæusevangeliet 6,7-13)
Trosbekendelse med skriftemål
Afløsning: tilsigelse af syndstilgivelse
Kirkebøn: fællesbøn
Formaning til nadvergæsterne
Sanctus ('hellig'): salmen "Hellig, hellig, hellig er du, Herre Gud Zebaot"
Indledning til nadverritualet
Indstiftelsesordene, dvs. Jesu ord ved nadveren (gengivet fire steder i Det nye Testamente)
Tibi laus ('ære være dig'): salmen "Dig være lov og pris, o Herre Krist", som synges under nadveren
Pax domini sit semper vobiscum ('Herrens fred være altid med jer'): præstens hilsen og menighedens svar
Agnus dei ('Guds lam'): salmen "O Guds lam som borttager alle verdens synder"
Formaning til nadvergæsterne
Nadveruddeling
Salme under nadveruddelingen: "Jesus Kristus er vor salighed" eller den alternative oversættelse "Jesus Kristus er vor frelsermand"
Communio ('fællesskab'): salmen "Gud være lovet altid og benedidet"
Dominus vobiscum ('Herren være med jer'): præstens hilsen og menighedens svar
Kollekt ('fællesbøn'): takkebøn
Præstens hilsen og menighedens svar
Velsignelse: Arons velsignelse i Det gamle Testamente 4. Mosebog 6,24-26 (den "aronitiske" velsignelse), som fremsiges af præsten
De ti bud: henvisning til salmen "Gud Fader udi Himmerig"
Efter beskrivelsen af messen omtales følgende led, der må opfattes som dele af en mere udførlig indledning til nadverritualet (blad 81r).
Dominus vobiscum ('Herren være med jer'): præstens hilsen og menighedens svar
Sursum corda ('hjerterne op'): præstens opfordring til andagt og menighedens svar
Gratias agamus domino ('lad os takke Herren'): præstens opfordring til tak og menighedens svar
Vere dignum et justum est ('sandelig det er værdigt og rimeligt'): takkebøn.
Overskrifterne til de enkelte led i messeordningen er hovedsagelig latinske eller græske. De skal forstås som signaler til præsten, der altså forudsættes at være hjemme i den latinske messe, så overskrifterne har kunnet fungere som hjælp til den korrekte gennemførelse af gudstjenesten. Derimod er de tekster, der skulle synges, messes eller fremsiges, alle rent danske, selvfølgelig med indarbejdede fremmedord som amen, halleluja, kyrie og gloria. Messen på modersmålet var en mærkesag for reformationen i Malmø, som var drevet af byens egne borgere.
Passionen for modersmålet er et gennemgående træk i den samtidige skildring af de nye forhold, som er kendt under navnet Malmøbogen (1529, faksimileudgave 1979, jf. Gierow 1979:73-94). Denne både polemiske og idealiserende beretning skyldes Peder Laurentsen, en veluddannet tidligere munk, som med entusiasme sluttede sig til den lutherske bevægelse. Om den rent dansksprogede gudstjeneste skriver han
¶ Thenne forneffnde messe/ then siger og tracterer wore prester obenbarlige for menig forsamlingh paa wort eghet danske tungemaal erlige christelige oc tilbørlige i kircken/ saa att almuen maa oc kand thet forstaa/ och paamindis oc opweckis til hans [dvs. Jesu Kristi] pines døds oc welgierningers hukommelse til loff oc tacksigelse effter scriftens lydel[s]e/ saa att the kunde selff bede oc siwnge skickelige guds loff/ oc sware amen til andres bønner (blad 39r)
Menighedens aktive deltagelse i gudstjenesten er tydeligvis vigtig, og salmesangen er et markant træk også i salmebogens messeordning, som citerer eller nævner ikke mindre end 18 menighedssalmer. Hovedparten af de resterende led har rimeligvis været messet, så alene prædikenen har været helt uden musik.
Messeordningen i Malmøsalmebogen er næsten identisk med forskrifterne i salmebogen fra 1529 (Dietz 1529). I forhold til den har 1533 udvidet liturgien umiddelbart efter prædikenen ved at indføje trosbekendelse med skriftemål, syndstilgivelse, kirkebøn og formaning til nadvergæsterne (se Malling 1967:333, Andersen 1983:120-124). Desuden er der tilføjet i alt fem menighedssalmer på forskellige steder i gudstjenesten, rimeligvis tænkt som alternativer til de traditionelle. I 1529 var de bibelske læsninger, epistelen og evangeliet, gengivet i en form, der ligger ret tæt op ad 1524-oversættelsen af Det nye Testamente, det såkaldte Christian 2.s Nye Testamente. Oversættelsen blev voldsomt kritiseret i samtiden, bl.a. af Christiern Pedersen, som udsendte sin egen oversættelse i 1529 med genoptryk i 1531 (se nærmere Skautrup 1947:150-152). Det er hans oversættelse, der gengives i Malmøsalmebogen (jf. Andersen 1983:112 og 118).
Den salmebog, der er kendt under navnet Malmøsalmebogen, er kun bevaret i ét eksemplar, hvor bl.a. titelbladet er gået tabt. Det indebærer, at vi ikke kender bogens oprindelige titel, og det gængse navn skyldes oplysningen om trykkested og -år i kolofonen "Sat i Malmø S. Bartholomei afften [24/8] Aar effter Gudz byrd M D XXX III" (blad † 4r).
I sit anlæg og indhold er salmebogen umiskendeligt et led i Malmøtraditionen. Det gælder ganske vist ikke det første bevarede afsnit, som er et kalendarium, dvs. en evighedskalender, specielt tilpasset kirkens behov. Der var tradition for at bringe sådanne kalenderoplysninger i liturgiske håndskrifter og bønnebøger, men i dansk sammenhæng er Malmøsalmebogen det tidligste kendte eksempel på, at en salmebog indeholder et kalendarium (se afsnittet Kalendariet).
Efter kalenderafsnittet er der vidtgående overensstemmelse mellem Malmøsalmebogen og den ældste bevarede danske salmebog, Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange fra 1529. Fortalen er en sprogligt revideret gengivelse af 1529-fortalen (se afsnittet Fortalen). Det første store afsnit med salmer til tidesangen, kirkeåret og forskellige lejligheder (blad 1r-59r) har i vidt omfang samme salmer og i samme orden som forgængeren, men med 16 nye salmer indføjet, hvor de tematisk passede (se nærmere Malling 1978:25-27). Ligesom fortalen har salmeteksterne været underkastet en sproglig revision (se afsnittet Sammenfattende om teksterne). Efter det store afsnit med salmer følger som i 1529 en udførlig beskrivelse af gudstjenesten (blad 59r-81v), der i alt væsentligt har de samme led som 1529 (se Messeordningen).
1529-salmebogen slutter med messeordningen, men i 1533 følger et omfattende afsnit med blandede salmer, i alt 36, og enkelte andre tekster. Bortset fra to salmer er alt her nyt i forhold til 1529 (se afsnittet Sammenfattende om teksterne). En del af det nytilkomne stof er hentet fra "den afftensang/ som i Judland siungis", som overskriften lyder (blad 87r). Hvor omfattende den jyske aftensang har været, er ikke klart markeret i salmebogen, men Niels Knud Andersen antager, at det drejer sig om en ret lille, velordnet liturgisk enhed (blad 87r -93r), efterfulgt af en større samling nye salmer (Andersen 1972:79-87). Hvorfra de stammer, ved vi ikke. Hans Thomissøns oversigt over de ældste danske salmebøger i fortalen til Den danske Psalmebog (blad d 2r-d 2v) omtaler ingen salmebog mellem 1529 og 1534, så der har formentlig været tale om enkelttryk eller mindre samlinger. I hvert fald genfindes næsten alle 1533-trykkets nye salmer i Nogle nye Psalmer oc Lofsange fra 1536, men i andre redaktioner og i en anden rækkefølge. 1536 har altså rimeligvis haft en anden kilde end 1533, meget muligt den salmebog fra 1534, som Thomissøn nævner.
Malmøsalmebogen slutter, som det sig hør og bør, med en kolofon, der nævner udgivelsessted og tid, men ikke trykkeren. Typografien afslører dog officinet: Det er Christiern Pedersens trykkeri, bestyret af Joh. Hoochstraten (Lauritz Nielsen 1919 nr. 237 og I:221-23). Det jeg, der optræder i den korte efterskrift umiddelbart inden kolofonen (blad † 4r), må være Pedersen (se afsnittet Efterskriften). Om sine redigeringsprincipper siger han, at han har bevaret salmerne i den form, folk kender, men han har dog "mangestedis forbedret dansken". Den sproglige revision er gennemgribende og omfatter både stavningen, bøjningen og ‒ lidt overraskende i forhold til efterskriften ‒ ordlyden (se afsnittet Sammenfattende om teksterne).
Nogle af Pedersens tekstændringer, men langtfra alle blev overtaget af de senere salmebøger. Fornyelserne på ordniveau havde vanskeligst ved at slå igennem, rimeligvis fordi salmerne for længst var indsunget i den traditionelle ordlyd. Derimod blev hans ortografiske reform på lidt længere sigt afgørende for det danske skriftsprog (Skautrup 1947:175-177, 180-187). Størst indflydelse fik Malmøsalmebogen på Hans Vingaards En Ny Psalmebog fra 1553, der har 1533-trykket som sit vigtigste forlæg. Fra det har Vingaard overtaget kalendariet, fortalen, messeordningen og samtlige salmer, bortset fra fire, som han har overset (Andersen 1983:104f). Teksterne er langtfra kopieret slavisk, men overensstemmelserne er så store og gennemgående, at der ikke kan være tvivl om afhængigheden.
De to første blade af Malmøsalmebogen mangler i det eneste bevarede eksemplar. Lakunens omfang fremgår af det første eksisterende blad. Det har ikke noget sidetal, men arksignaturen A 3. Også bogens andet ark, B, er uden sidetal. Efter de to indledende ark begynder en mere moderne tælling, dog ikke af sider, men af blade. Der henvises til forsiden af et blad med bogstavet r (for recto, dvs. forside) og til bagsiden med v (for verso, dvs. bagside).
Udover de to første blade mangler yderligere et par. Det gælder dels blad A 8, der oprindelig var sammenhængende med titelbladet, dels blad 12, som har været lidt udsat, fordi det var sidste blad i et ark (ark E).
I den følgende oversigt angiver kantet parentes, at et afsnit ikke har hjemmel i trykkets opsætning.
Kalendarium: blad A 3r
Anvisning på at finde nymåne: blad B 6r
Fortale: blad B 7v
Salmer: blad 1r
Messeordning: blad 59r
[Salmer og litani]: blad 81v
To sange fra det svenske eksemplar: blad 85r
Den aftensang som i Jylland synges: blad 97r
Register: blad 112v
[Efterskrift]: blad † 4r
[Kolofon]: blad † 4r
Malmøsalmebogen er, så vidt vi ved, den første danske salmebog, der indledes med et ret omfattende afsnit om kalenderberegninger og åreladning (blad A 3r-B 7r , jf. Andersen 1983:22). Men kalenderafsnittet følger en gammel kirkelig tradition. Siden det 9. århundrede var det skik at indlede liturgiske håndskrifter med en evighedskalender, specielt tilpasset kirkens behov (se nærmere Geert Andersen 1976:103f og Andersen 1983:25-46). Kalendarium er betegnelsen for denne type kalender.
Kalendariets hovedformål er at fastlægge, hvornår påsken og dermed en række andre helligdage falder gennem en årrække. Fordi kalendariet lægger fundamentet for hele kirkeårets forløb, har det været praktisk at placere det allerførst. Omdrejningspunktet er påskedag, som er den første søndag efter den første fuldmåne efter forårsjævndøgn. Sådan er det stadig; vi oplever den dag i dag, at påsken og forårets helligdage falder på forskellige datoer for hvert år.
Fastlæggelsen af påskedags placering går tilbage til det vigtige kirkemøde i Nikæa i 325. Dermed valgte den kristne kirke at fastholde den gamle jødiske kalender, der havde månens positioner og faser som udgangspunkt. Det skete på trods af, at kirken for længst havde indrettet sig på at følge den gængse romerske kalender, som byggede på solens bevægelser. Kravet om, at påskedag skal falde på en søndag, indebærer, at syvdagesugen bliver endnu et parameter for kirkekalenderen. Det kræver betydelig astronomisk indsigt og matematisk begavelse at få dette system af inkommensurable størrelser til at gå op – og stemme med de iagttagelser af himmellegemerne, som enhver kan gøre, fx af månens faser (Geert Andersen 1976:102-104, Andersen 1983:31-33).
Middelalderen igennem raffineredes metoderne til udarbejdelsen af den kirkelige kalender. I senmiddelalderen fik den endnu større betydning for hele befolkningen, fordi man mente, at månens stilling i forhold til stjernetegnene havde afgørende indflydelse på kroppens funktioner og dermed på medikamenters ‒ især åreladnings ‒ effektivitet. Her skal kun gives en ganske kort orientering om de komplicerede sager (se nærmere Dal 1997:34-47, Andersen 1983:25-46, Malling 1978:42-44 og Geert Andersen 1976).
Naturligvis mistede kalenderen ikke sin betydning ved reformationen. I hvert fald fra 1526 blev der trykt kalendarier forrest i lutherske bøger, først i bønnebøger og fra og med Malmøsalmebogen også i salmebøger. I de danske salmebøger fortsatte skikken det 17. århundrede igennem.
Begyndelsen af kalenderafsnittet i Malmøsalmebogen er tabt, men signaturen A 3 på det første bevarede blad tyder på, at der mangler to blade. Det første har i hvert fald haft bogens titel på forsiden, og det andet må have haft et afsnit om januar, der har svaret til det bevarede om februar (blad A 3r). Der er afsat ét blad til hver måned, og foruden januar mangler også juli, der har stået på modbladet til titelbladet.
Omtalen af den enkelte måned indledes med en overskrift, trykt med rødt. Her står allerført "KL", formentlig en forkortelse af det latinske kalende 'dage i måneden', umiddelbart fulgt af månedens latinske og gamle danske navn, dernæst af oplysninger om antal dage i måneden og længden af nat og dag. Derunder meddeles i fire kolonner de vigtigste karakteristika for hver dag. Opsætningen er ret kompliceret, og for at lette læsningen er der anvendt både rød og sort skrift.
Kalendariets første kolonne er gyldentallet. Dette tal er knyttet til det enkelte år, som har sit gyldental, fra 1-19. Tallet betegner, hvornår der er nymåne i årets løb. Nymånen falder nemlig på samme dato med ca. 19 års mellemrum. Årets gyldental findes ved en forholdsvis enkel beregning, og når man har bestemt dets værdi, fx 8, ved man, at der er nymåne alle dage med tallet 8.
Anden kolonne anfører søndagsbogstavet. Det er alfabetets syv første bogstaver, A-g, der betegner ugedagene. 1. januar får altid bogstav A, og når man kender den datos ugedag, fx onsdag, kan man lynhurtigt se, hvornår onsdagene falder i hele året.
Tredje kolonne indeholder oplysninger om helgendage og de faste højtider.
Fjerde kolonne meddeler de såkaldte månebogstaver, det latinske alfabets 24 bogstaver plus fire specielle tegn. De angiver månens stilling i dyrekredsens tegn og er nøglen til tavlen blad B 6v -B 7r; det er den, der henvises til i kolonneoverskriften "Tafflen til tegen" 'tavlen til (stjerne)tegn'. Ved at kombinere en bestemt dags månebogstav med årets gyldental kan man yderst til højre i tavlen finde det aktuelle stjernetegn, en oplysning af stor praktisk værdi pga. månens indflydelse på menneskekroppen. De forskellige stjernetegn har angiveligt speciel betydning for bestemte kropsdele, som det omtales i vejledningen til tavlen blad B 6r. De astronomiske forhold var afgørende for, hvornår man med held kunne blive åreladet. I datidens lægekunst var åreladning et af de vigtigste midler til helbredelse.
Efter selve kalendariet for den enkelte måned følger to små tekster med hver sin type oplysninger om måneden. Den første af disse tekstrækker er sundhedsråd, som tillægges en berømt "Mestere", en læge fra oldtiden eller middelalderen. Om august hedder det fx "Seneca den Mestere siger Ath man skal icke tage nogen induertis Legedom til sig i denne maanet thi det er da hunde dage och icke lade ['årelade] sig blod Man skal icke æde milk eller sød mad Men den som er søden ['kogt'] met edicke Drick sact ['gerne'] øll Oc vocte dig vel for wkyskhed/ oc megen hede/ thi de ere dig skadeligt/ Bruge polleye Malurt och mercke i din drick/ thi det er sunt" (blad B 1v). I andet afsnit oplyses solens stilling i stjernetegnene.
Selve kalendariet genbruger i alt væsentligt det tilsvarende afsnit i Christiern Pedersens andagtsbog Vor Froe Tider (Paris 1514), som også har den komplicerede tavle over stjernetegn og dage (jf. Andersen 1983:26). I den gamle tidebog er de såre nyttige lægeråd dog ikke inkorporeret; de er formentlig frit oversat fra en nedertysk kalender (Andersen 1983:40). Man tør se inddragelsen af dem i salmebogen som et led i Christiern Pedersens mangesidige virke som på én gang erhvervsdrivende bogtrykker og folkeoplysende renæssancehumanist. Samme år som salmebogen lod han En nøttelig Legebog udgive på sit eget trykkeri (se tekstnet.dk/christiern-pedersen-legebog/about).
Fortalen (blad B 7v-B 8v) er vigtig som teologisk programerklæring (jf. afsnittet Den teologiske baggrund). Den fastslår med stor kraft salmesangens centrale betydning for det kristne fromhedsliv. Gennem hele Bibelen omtales skikken at lovsynge Gud, og salmebogen udgives for at følge de gode forbilleder. Dens salmer er i overensstemmelse med den rette tro, idet de er "stadfeste met den hellige scrifft". Formuleringen bebuder de mange skriftsteder, der er anført i marginen ud for salmeteksterne som underbygning af deres teologisk korrekte indhold (jf. Andersen 1983:24). Denne kraftige understregning af det bibelske fundament er karakteristisk for den tidlige reformatoriske bevægelse i Danmark, hvor Luthers navn ikke blev brugt som garant for sandhedsværdien i bevægelsens skrifter. Det var der ellers god grund til at gøre i forbindelse med fortalen, fordi den gengiver hovedtankerne i Luthers fortale til Johann Walters Geystliche gesangk buchleyn (Wittenberg 1524), som er udvidet med en række bibelske eksempler.
Christiern Pedersen har overtaget fortalen i dansk oversættelse fra 1529-salmebogen Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange (se nærmere Balslev-Clausen 2004 og Andersen 1983:23f). Den ældre oversættelse er blevet grundigt revideret, som indledningen i de to salmebøger kan vise. I 1529 lyder den:
Effter thÿ att wore forfædre haffue wærid gud for sÿne welgierninger ÿ thet gamle Testamente saa tacknemmelige. Hwor møgit meer bør oss Christne (hwilke Gud haffuer bewÿst saa stor naade oc vbegribelig barmhiertighed) att wære hannwm tacknemmelige siunghendis Psalmer oc lofsange bode med hierte oc mund ÿ thenne naadelige tÿd. wdi hwilken han haffuer oss saa millelig anseet med sÿne hellige ord oc naade / oc forløøst oss wdaff thet Pharaonis oc Egyptiske fengsel oc trældom / thet er aff dieffuelsens macht oc syndzens trældom.
I 1533 er det blevet til:
Effter thi at vaare forfedre vaare Gud saa tacknemmelige i det gamle Testamente for sine velgerninger/ hwor megit mere bør oss Christne da ath tacke oc loffue hannem met Psalmer och Loffsang baade aff hw oc hierte for sin store naade och miskundhed som han haffuer giort oss J det han haffuer frelst oss aff dieffuelens mact/ oc syndens treldom/ oc aff den store vildfarelse som wi vaare før vdi Oc vnt oss at wi mwe nw høre hans egne ord oc Euangelium (blad B 7v-B 8r ).
Indholdet af den gamle tekst er stort set bevaret i Christiern Pedersens revision, selv om den er omfattende. Stavningen er konsekvent ændret på en række punkter, fx er th- i begyndelsen af småord erstattet af d- (bortset fra thi), konsonantisk w- er afløst af v- (bortset fra wi og hw-forbindelser) og bogstavet ÿ er gledet helt ud til fordel for i. (se nærmere Skautrup 1947:175-177, 180-187 og afsnittet Sammenfattende om teksterne). Sætningsbygningen er blevet mere overskuelig, selvom den stadig vil være en udfordring for moderne læsere, der ikke er vant til 1500-tallets prosa; et eksempel er behandlingen af passagen "att wære hannwm tacknemmelige siunghendis Psalmer oc lofsange", der er blevet til "ath tacke oc loffue hannem met Psalmer och Loffsang". Det komplicerede billede på den katolske kirkes undertrykkelse af menigheden "thet Pharaonis oc Egyptiske fengsel oc trældom" er helt strøget, mens billedets indhold "dieffuelsens macht oc syndzens trældom" er bevaret.
De første tre små afsnit med salmer i Malmøsalmebogen (blad 1r-13r) er overtaget fra Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange (1529) med et par ændringer i afsnittet om natsang. Ordningen efter dagens gang afspejler tidesangen, dvs. de daglige gudstjenester på bestemte tidspunkter, oprindelig syv fordelt på hele døgnet (se nærmere Widding 1933, I:161-212). I den katolske kirke har tidesangen siden den tidlige middelalder været et vigtigt element i klostrenes og de store kirkers dagligliv, især som et led i den uophørlige lovprisning af Gud. Luther og efter ham de evangeliske prædikanter i bl.a. Danmark videreførte tidesangen, men drejede den i retning af forkyndelse og belæring snarere end lovsang. Med det formål for øje blev det gamle faste skema for antal og tidspunkter blødt op.
Forholdene i Malmø er dem, vi kender bedst, også hvad tidesangen angår. I Malmøbogen (1529) skildrer Peder Laurentsen tidesangen som en vigtig del af dagligdagen. Byens borgmester og råd har indført tre prædikener hver søgnedag om morgenen mellem klokken fem og otte. De finder sted i tre forskellige kirker og forskudt,
Saa att hwilken icke kand komme til then ene enn tiidt/ han kand enn anden tiid komme til then anden och høre then deel hans salighet er anrørendis/ siwnge oc loffwe gud med hierte oc mund/ oc bede siine seerdelis ('særlige') gwdelige bønner hwad gud giiffuer thennom i hw oc sind
¶ Siwngis oc her paa danske christelige psalmer oc hymner/ gud til loff oc almwen til opueckelse i gwds kerlighet etc. somme faare ('før') predicken og somme effter som leyligheden seg giffwer
¶ Om Søndagen oc store høgtidis dage/ er her iiii predicken faare middag/ oc ii eller iii effther/ meth afftensang oc natsang/ oc om morgenen ottesang meth hymner oc psalmer som tha kand wære forsamlingen till gaffn oc forbedring (blad 52v-53r)
Dette er altså rammen for de tre afsnit om ottesang, aftensang og natsang. Sandsynligvis står de først, fordi reformatorerne i Malmø skulle have det daglige andagtsliv i byen på plads hurtigst muligt. Meget tyder nemlig på, at de tidlige samlinger af salmer afspejler en løbende udvikling, hvor nye afsnit er indsat efter dem, man havde i forvejen (Andersen 1972:50).
Efter natsangen følger et afsnit med julesalmer (blad 13r-19r), hvor 1529-salmebogen har en lille gruppe sange, som ikke er knyttet til bestemte lejligheder; dem har Christiern Pedersen placeret efter juleafsnittet (blad 19r-24r). Først efter den lille blandede sektion kommer påskesalmerne (blad 24v-30r), med et par undtagelser overtaget fra 1529 og her ordnet i ét samlet afsnit. De efterfølgende 33 salmer frem til gennemgangen af gudstjenesten (blad 30r-59r) bringes ikke i tematisk orden. De fleste, nemlig 24, går tilbage til 1529, og de bringes stort set i den gamle rækkefølge. Resten er nytilkomne sange, der er placeret, hvor de passede ind i en sammenhæng.
Det store afsnit om messeordningen bringer 18 salmer på deres plads i liturgien (se nærmere afsnittet Messeordningen). Umiddelbart efter følger nogle sider med nytilkommet blandet stof, domineret af litaniet (blad 81v-85r). Med kildeangivelsen "det Suenske Exemplar" (blad 85v) optrykkes to af de tre salmer fra 1529 med svensk proveniens; den tredje blev bragt i det store blandede kapitel før messen. Også det sidste salmeafsnit er i hvert fald i et vist omfang placeret efter sin kilde, nemlig den jyske aftensang (blad 97r), som må være udvidet ganske kraftigt, formentlig i allerede i Pedersens forlæg (se nærmere afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger.
Det klareste eksempel på Christiern Pedersens nyordning af stoffet er nok en gruppe salmer, der gengiver den gamle Mariahyldest "Salve regina" ('hil være du, dronning') i en form, der var acceptabel i evangelisk sammenhæng og kunne anvendes ved særlige lejligheder (blad 106r-109r, jf. Andersen 1972:71-73 og Andersen 1983:62). Afsnittet indledes med en antifon (vekselsang), "Vi arme Adams børn alle" med fire strofer af "Nu bede vi den Helligånd" som svarvers. Rimeligvis som alternativ til denne vekselsang følger to gendigtninger af selve "Salve regina", hvor hyldesten gælder Jesus i stedet for Maria: "Salve Jesu Kriste vor frelsermand" og "Salve helsæl milde Jesu Kriste", og til dem hører tre proser (enkeltstrofer), der formentlig har skullet synges vekselvis med stroferne i salve-salmerne. En sekvens (efterfølgende sang), "Benåde os evige Gud", afrunder den særlige liturgiske enhed.
Det afsluttende register indledes med en brugsanvisning, der er overtaget fra 1529-salmebogen. Det samme er principperne for opstilling og ordning. Indgangen er første linje i salmerne og de øvrige liturgiske tekster, se fx B-afsnittet (blad 112v):
Benedidet være Jsraels Gud v blad
Beklage aff alle mine sinde xxxv
Epistola Pauli i Cor. xi
Brødre i de ting ieg biuder lxii bl
Benad oss euige Gud cix blad
Det første kriterium for sorteringen er tydeligt nok begyndelsesbogstavet, og det andet er tekstens placering i bogen. Det var almindelig praksis omkring 1530, men unægtelig forvirrende for en senere tid. På indrykkede linjer gives forskelligartede oplysninger om næste linjes tekst, i eksemplet den velanbragte information om "Brødre i de ting ieg biuder", at det er begyndelsen af epistelteksten (1. Korinterbrev kapitel 11).
Umiddelbart efter registret og uden nogen overskrift bringer bogens sidste blad en ganske kort efterskrift (blad † 4r). Her taler bogens redaktør i første person, og da typemateriellet er kendt fra de andre bøger, der udgik fra Christiern Pedersens trykkeri i Malmø 1533-36, kan der næppe være tvivl om, at det er ham, der til allersidst fremlægger sine udgivelsesprincipper. De er beskrevet ganske kortfattet. Pedersen har ikke nyoversat salmerne, oplyser han, men har overtaget de foreliggende versioner, fordi både tekster og melodier allerede var indsunget i befolkningen, som kunne de fleste udenad. Derfor var det heller ikke nødvendigt at trykke noderne. Et vist redaktionelt arbejde har han nu haft: "Dog haffuer ieg mangestedis forbedret dansken som de vel see oc mercke som hende ('bogen') læse kunde".
Malmøsalmebogens allersidste tekst er, som traditionen bød, kolofonen (blad † 4r). Den angiver sted og dato for trykningen, men hverken bogtrykkerens navn og eller hans bomærke. Denne forbigåelse genfindes i nogle af bøgerne fra Pedersens trykkeri, som blevet bestyret af Joh. Hoochstraten 1533-36.
Malmøsalmebogen er en beskeden brugsbog uden megen udsmykning. Egentlige illustrationer findes ikke. Det er naturligvis muligt, at titelbladet har haft et billede, men vi har ingen underretninger om de tabte blade i bogens begyndelse.
De gængse typografiske prydelser er kun anvendt i ringe omfang. I kalenderafsnittet er der trykt med både sort og rødt, og også det afsluttende "Amen" under fortalen (blad B 8v) er fremhævet med rødt. De små typografiske ornamenter i form af stjerner og blade er brugt sparsomt, men opliver registret og kolofonen (blad 112v-† 4r). Der er anvendt flere typer initialer, nogle med små figurer, og sammen med overskrifterne fungerer de som effektiv hjælp til at orientere sig i bogen.
I Malmøsalmebogens efterskrift gør Christiern Pedersen rede for sine udgivelsesprincipper (se afsnittet Efterskriften). Her begrunder han også, hvorfor salmebogen ikke indeholder noder. Han skriver, at "ieg fornam ath den menige mand vaar før bewan saa ath siunge oc quede dem [dvs. salmerne] almindelige offuer alt riget baade met ord noder oc thoner/ Oc kunde dem oc saa mesten parten vden til" (blad † 4r). Christiern Pedersen må selv have oplevet kirkegængere synge og her have observeret, at de kunne salmerne udenad. Teksterne i salmebogen er redigeret af Pedersen, men han må have forventet, at man sang melodierne, som man plejede.
Heller ikke 1529-salmebogen, som på flere punkter lå til grund for Malmøsalmebogen, indeholder noder. I forordet skrev Ludwig Dietz, at teksterne er trykt med "theris noder och stæmme" (blad 2v) til trods for, at der ikke forekommer musikalsk notation i bogen. Formuleringen må fejlagtigt være overtaget fra det forlæg, som salmebogen var baseret på. Det vides ikke, hvorfor Dietz udelod noderne, og selvom det synes nærliggende, at det skyldtes tekniske vanskeligheder ved nodetryk, er dette ikke en plausibel forklaring. Allerede i 1519 udgav Dietz nemlig messebogen Ordinarius inclitae ecclesiae Swerinensis (Rostock), som indeholdt nodetryk. Med Christiern Pedersens efterskrift får vi en forklaring på, hvorfor det var almindeligt ikke at medtage noder i salmebøgerne. Salmerne var simpelthen indsunget så grundigt i menighederne, at noder var unødvendige. Dette understreger, at melodiernes udbredelse i de tidlige protestantiske kredse overvejende foregik mundtlig.
Salmemelodierne var altså i forvejen velkendte, og det fremgår tydeligt rundt om i Malmøsalmebogen. Om salmen "ITh lidit barn saa løsteligt" fremgår det som en selvfølgelighed, at den skulle synges til melodien fra den middelalderlige hymne "Dies est letitie" (blad 13v). Også nyskrevne melodier fra kredsen omkring Luther forventedes kendt af læseren. For langt den største del af salmerne kunne en erfaren salmesanger ikke være i tvivl om, hvilke melodier der skulle bruges. Som indledning til "VOr Gud han er saa sterck en borg" står der blot "Den xlvi psalm deus noster refugium et virtus" som en oplysning om den tekst, som salmen bygger på (blad 82r). Det var meningen, at man skulle komme i tanke om melodien ud fra salmens første linje. Det er nok forklaringen på, at der til mange salmer ikke findes henvisninger til melodierne. Kun i 16 tilfælde har Pedersen henvist til de melodier, man skulle synge salmerne på. De 11 henvisninger er overtaget fra Dietz' salmebog.
Ofte havde salmerne deres egen melodi, og derfor var det uproblematisk at identificere melodien ud fra en salmes førstelinje. I sådanne tilfælde omtalte Pedersen ikke melodien, fx Luthersalmen over den 14. Davidssalme "SAa taler then vwise mund" (blad 22v). I tvivlstilfælde hjalp salmebogen med en kort, men præcis beskrivelse af, hvilken melodi der skulle bruges. Fandtes der alternative gendigtninger af en Davidssalme, fx den mindre udbredte "DEn daarlig mund han siger saa" over den 14. Davidssalme, kunne Pedersen gengive teksten med bemærkningen om, at den skulle synges "met samme noder" som den kendte salme (blad 13v). Langt de fleste melodihenvisninger forekommer ved nyskrevne tekster, som skulle synges på eksisterende melodier, fx "ITh lidit barn saa løsteligt" (blad 13v) og "ITh lidet barn saa ærefult" (blad 16r). Begge disse tekster brugte melodien til den latinske hymne "Dies est letitie", hvilket viser, at det førreformatoriske repertoire stadig var en gangbar referenceramme. Det illustreres også i nogle af indledningerne til salmerne, hvor en teksts katolske ophav nævnes. "CHristum wi skulle loffue nu" er således baseret på hymnen "A solis ortus" (blad 9r). Til salmen "O Herre Gud miskunde dig" (blad 11r) fremgår det, at den "gaar met de noder der Deus misereatur siungis met" (blad 10v-11r), formodentlig en henvisning til "Nw er oss Gud miskundelig" (blad 69v), hvor Davidssalmens latinske titel også nævnes. Selvom den protestantiske liturgi kun var ved at finde sit ståsted, havde "Aleneste Gud i Himmerig" allerede vundet hævd som den gængse gendigtning af "Gloria in excelsis deo". Dette ses af henvisningen ved "ALene Gud i de høgste være ære", hvor det fremgår, at den skal synges "met the noder som det Gloria Alleniste Gud i hiemmerige siunges met" (blad 33v). Nogle melodireferencer var indforståede, og formuleringer som "Met de noder som Capitan siungis met" (blad 91r) eller "Denne vise skal siungis met the thone som Captain siungis met" (blad 93r) var henvendt til kendere. Melodien til salmen "CApitan Herre Gud Fader min" (blad 52r) har været så udbredt og den militære undertone så umiskendelig, at degnen eller en anden forsanger nemt kunne gennemskue melodihenvisningen.
Malmøsalmebogen giver ligesom Dietz' salmebog (1529) kun sparsomt indblik i den musikalske baggrund for salmernes anvendelse. Enkelte steder afslører bøgerne imidlertid detaljer om den konkrete implementering i gudstjenesterne. Således fremgår det, hvordan den gamle vekselsang "Cum Rex glorie" skal synges skiftevis af "forsamlingen" ('menigheden') og "chorid" (blad 26v). Denne praksis blev overtaget i både Thomissøns salmebog (blad 94r) og Jespersens graduale (s. 210). Også svarversene "Benedicamus", der blev sunget som vekselsang ved tidebønnerne i katolsk tid, er optaget i 1529-salmebogen og Malmøsalmebogen. Der forekommer tre danske vers, hvor den traditionelle opdeling i en solistisk indledningen og et korisk svar kort og godt illustreres med ordet "Suar" eller "Swar" midt i teksten (blad 5v, 10v og 13r). I disse tre tilfælde følger svarverset efter Zacharias', Marias og Simeons lovsange. I messeordningen (se afsnittet Messeordningen i Malmøsalmebogen) tildeles de involverede i messens afvikling desuden forskellige roller. Ud over præsten udpeges kor og menighed. Når der om "Wy tro allesammen paa een Gud" står, at "Den Christne forsamling oc Chorid siunge tilhobe" (blad 66v), må man formode, at nogle af de andre liturgiske led i messen forventedes at blive sunget af koret alene uden menighedens deltagelse. Det er derfor overraskende at læse, at indgangssalmen "AF hiertens nød rober ieg til dig" synges af "Chorid eller den Christne forsamling" (blad 58v). Hvis der ikke var et kor til stede, sang menigheden naturligvis selv, men skulle koret i andre tilfælde synge alene? Sådanne detaljer er uklare, hvilket formodentlig skyldes messeordningens brede sigte på bykirker såvel som landsbykirker.
Malmøsalmebogen indeholder i alt 123 salmer, hvoraf hovedparten, 72, genfindes i den ældste kendte danske salmebog, Dietz 1529, mens 51 er nytilkomne. Alle salmerne er på dansk, et udtryk for Malmøreformatorernes forkærlighed for modersmålet (se afsnittet Messeordningen i Malmøsalmebogen). Det var deres kongstanke, at folk skulle vide, hvad de sang, og helst skulle de synge hyppigt og gerne, ikke bare ved gudstjenester, men i hverdagslivet. Selvfølgelig var det ikke ligegyldigt, hvad de sang, salmerne skulle gerne udkonkurrere de uanstændige viser og være et led i den åndelige opbyggelse (se afsnittet Den teologiske baggrund).
For en umiddelbar betragtning kan det i dag være vanskeligt at skelne de poetiske tekster i salmebogen fra prosa. Teksten i hver strofe er sat omløbende, så alle linjer er helt udfyldt, uanset versinddelingen, fx i første strofe af "O Herre Gud det kommer nu ud":
O Herre Gud/ det kommer nw
vd/ dit ord som skiult wor
lenge/ vd aff din naade/ vdi
mange maade/ som Paulus giff
uer oss til kende Oc ydermere apostle fle
re aff din Guddommelig wilge/ thi tacke
wi dig ydmyglige/ ath wi haffue leffuit
den thime
Længden af linjerne i citatet varierer iøjnefaldende, og det skyldes, at salmens første bogstav, O, er et initial, der går over fire linjer og optager en del af pladsen på hver linje. Forvirrende for en moderne læser er det, at der mangler bindestreg ved linjebrud i ordene "giffuer" og "flere". Det må tilskrives sætterens bestræbelse for at have lige højremargin; hvor der er plads, medtages bindestreg, fx i sidste salmens sidste strofe "la-|der" (hvor | betegner linjeskift). Selv når man ser bort fra disse teknikaliteter, virker det fremmedartet, at der slet ikke er taget hensyn til rim og rytme. Skråstregerne, der generelt fungerer som moderne kommaer, og stort begyndelsesbogstav i ord, der ikke er navne, giver en vis fornemmelse for strukturen. Hvis man desuden ser på rimene, får man en opstilling af strofen som
O Herre Gud/
det kommer nw vd/
dit ord som skiult wor lenge/
vd aff din naade/
vdi mange maade/
som Paulus giffuer oss til kende
Oc ydermere
apostle flere
aff din Guddommelig wilge/
thi tacke wi dig
ydmyglige/
ath wi haffue leffuit den thime
Denne tolkning har meget for sig, når man kun tager teksten i betragtning. Men i Thomissøns Den danske Psalmebog, er melodien anført sammen med teksten, og noderne giver en anden opdeling af strofen, hvis vers her nummereres for overskuelighedens skyld:
1 O Herre Gud/ det kommer nw vd/
2 dit ord som skiult wor lenge/
3 vd aff din naade/ vdi mange maade/
4 som Paulus giffuer oss til kende
5 Oc ydermere apostle flere
6 aff din Guddommelig wilge/
7 thi tacke wi dig ydmyglige/
8 ath wi haffue leffuit den thime
Det er denne opdeling, der er fulgt i den elektroniske udgave. Opstillingen indebærer, at rimene i vers 1, 3, 5 og 7 er indrim, og at disse vers ikke rimer med andre. Formentlig er der intenderet rim mellem vers 2 og 4, henholdsvis 6 og 8: Der er en vis lydlig overensstemmelse (assonans) mellem slutordene i de to vers i hvert par (lenge ~ kende og wilge ~ thime). De følgende strofer har samme rimstruktur, og rimkvaliteten er efter senere tiders standard hyppigt ringe.
Også rytmen er vanskelig at få hold på. Herefter følger et forsøg på at udpege de trykstærke stavelser i strofen, markeret med apostrof umiddelbart inden trykstavelsen:
1 O 'Herre 'Gud/ det 'kommer nw 'vd/
2 dit 'ord som 'skiult wor 'lenge/
3 'vd aff din 'naade/ vdi 'mange 'maade/
4 som 'Paulus 'giffuer oss til 'kende
5 Oc 'yder'mere a'postle 'flere
6 aff 'din Gud'dommelig 'wilge/
7 thi 'tacke wi 'dig 'ydmyg'lige/
8 ath 'wi haffue 'leffuit den 'thime
Den rytmiske struktur er rimeligvis ret enkel: langvers med fire tryktoppe (vers 1, 3, 5 og 7) alternerer med kortvers, der har tre (vers 2, 4, 6 og 8); i langvers er rimet enstavet, i kortvers tostavet. Tolkningen forudsætter, at de tryksvage stavelser er metrisk irrelevante, og det svarer til periodens norm for poesi. Først i barokdigtningen fra ca. 1630 og frem indførtes det princip, at der skal være regelmæssig vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser.
Det er klart, at den frie rytme har fungeret bedst i fællessang, hvis menigheden havde indøvet en bestemt fordeling af teksten til melodien. Et langsomt tempo har desuden gjort det nemmere at få de to elementer i salmen til at stemme overens. Vore dages lejlighedssange giver os en fornemmelse af problemet, som vi ikke er trænet i at løse på samme selvfølgelige måde som reformationstidens mennesker.
Den konsekvente brug af indrim i "O Herre Gud det kommer nu ud" er ikke karakteristisk for Malmøsalmebogen som helhed. De fleste salmer har enderim som strukturerende princip, men i øvrigt er der ganske stor variation i strofebygningen, både med hensyn til rimstilling, verslængde og antal vers.
Foruden de strofiske salmer indeholder salmebogen nogle prosagendigtninger af især gammeltestamentlige salmer (fx blad 90r), men også af middelalderlige hymner (bl.a. blad 13r). En del af disse ustrofiske sange findes også i 1529-salmebogen, men i begge kategorier er der kommet nye til, flest gendigtninger af Davidssalmer (hele fire i afsnittet med aftensangen fra Jylland, blad 87r-92r).
Hver eneste salme i Malmøsalmebogen indledes med en overskrift og ofte en lidt længere præsentation. Typisk karakteriseres salmens indhold ret kort, fx "En Hymne aff Christi Fødzel" (blad 13r), undertiden med en lille anbefaling som "En merckelig ['bemærkelsesværdig'] Euangeliske vise/ vor salighedz vey anrørindis" (blad 1r). Enkelte gange præciseres det, at en salme er en alternativ version: "Den samme sang anderledis fordansket" (blad 69r). Hvor der er tale om en gendigtning af en Davidssalme, oplyses dens nummer i den hebraiske bibel og dens latinske begyndelsesord i den gængse oversættelse Vulgata, fx "Den Cxviii Psalm Confitemini domino quoniam bonus" (blad 88r). Den gamle latinske titel er også bevaret i overskrifterne over de liturgiske sange, fx "Agnus dei" (blad 37v). Om nogle salmer oplyses den melodi, de kan synges til: "Denne vise skal siungis met den thone som Capitan siungis met" (blad 93r).
Alle disse oplysningstyper findes også i 1529-salmebogen, og indledningerne til de fælles salmer er næsten identiske i de to salmebøger. Introduktionerne til de nyoptagne salmer viderefører traditionen, og i nogle få tilfælde bringes oplysninger af nye typer, især vedrørende proveniens. Om Luthers "Esajas den profet monne det så gå" hedder det "Sanctus som siungis vdi Nørenberg ['Nürnberg']"(blad 36v). "Vi arme Adams børn alle" udpeges som "Salue regina Christelige foruent oc forbedret", hvortil der føjes en udførlig praktisk anvisning: "oc siungis disse fire sange ['strofer']/ før en Salue begyndis/ och emellem hwer sang ith werss aff Nw bede wi den Helligand/ som her effter følger" (blad 106r). Præcise forfatter- og oversætterangivelser er derimod uhyre sjældne. For en moderne betragtning er det nok mest påfaldende, at Luther slet ikke nævnes som ophav til de mange sange af ham, der er optaget i Malmøsalmebogen.
Det ser ud til, at salme og indledning er overleveret som en enhed. I hvert fald gælder overensstemmelserne mellem 1533-trykket og Dietz' salmebogstillæg fra 1536 næsten altid både overskrifterne med eventuelle supplerende oplysninger og sangteksterne (jf. afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger).
Sangteksterne i Malmøsalmebogen repræsenterer en lang tradition, fra de gammeltestamentlige salmer til helt nydigtede åndelige viser (se nærmere Widding 1933,II:18-53). Langt de fleste er oversat efter de tidligste lutherske salmebøger på nedertysk eller højtysk, og der er adskillige Luthersalmer. Desuden er der enkelte oversættelser fra svensk, og en håndfuld salmer er originalt danske.
For Christiern Pedersen har teksternes proveniens været ret uinteressant. Salmebogens formål var at forkynde den lutherske kristendomsopfattelse, og det havde konsekvenser for salmernes form. Budskabet skulle fremsættes enkelt, umiddelbart forståeligt og ikke pakkes ind i et særligt poetisk sprog. Det var Luthers eget ideal, og det blev fulgt (jf. Dahlerup 2016:43-51). Ind imellem har det blomstrende billedsprog fra især Davidssalmerne dog fundet vej ind i salmebogen, fx i skildringen af den fromme mand:
Han skyr hor oc all vrenhed/
och vdi ecteskaff giffuer han sig/
hans hwstru i hans huss vancker/
som ith vintræ ald fult aff vinbær
Hans børn side omkring hans bord
han lærer dem ath tro Gudz ord/
de ere som Olye planter/
fra synd oc ondskaff han dem tucter
(blad 105r, fra en gendigtning af Salme 128).
De bibelske vendinger var blevet udnyttet i de åndelige viser på dansk længe før reformationen og kunne indgå i den lutherske salmesang, når man sørgede for at udrense de specifikt katolske begreber, som Luther vendte sig imod (se nærmere Møller 1923:XXI-XXVI). Selve den poetiske form med enderim, rytme og strofeformer var blevet udviklet i middelalderens digtning og anvendt også i dansksprogede digte. Så selvom den lutherske menighedssang betegner et nybrud, er den også en videreførelse af den middelalderlige danske poesi.
Christiern Pedersens udgivelsesarbejde med Malmøsalmebogen har været omfattende, især hvad angår sproget. I efterskriften oplyser han, at han har "mangestedis forbedret dansken" (blad † 4r, jf. afsnittet Efterskriften). For at demonstrere omfanget af hans sproglige revision følger her de to indledende strofer af Luthers gendigtning af Salme 130 fra Det gamle Testamente, først i 1529-salmebogens form, dernæst i versionen fra 1533:
Dietz' salmebog (1529):
AFf diybsens nød rober ieg til teg/ Psal. cxxix.
Herre Gud wiltu meg høre.
Thÿn naadzens ørhe wend tw til meg/
mÿn røøst ieg nw framfører/
Giffuer tw paa wor gierning acht/
att heffne synden med thÿn macht/
O Herre hwo kan thet taale?
Hooss teg allene gielder naade oc gunst/ Roma. viij
til synden att forlade/
nar wÿ teg nogen tÿd haffue mist
wÿ wide oss ey att raade.
For teg ingen seg røme kand/
thÿ maa teg frycte alle mand/
oc trøste thennom paa thÿn naade.
(blad 48r).
Malmøsalmebogen (1533):
AF hiertens nød rober ieg til dig/
Herre Gud vilt du mig høre Psal cxxx
Din naadens øren vent du till mig/
min røst ieg nu framfører/
Giffuer du paa vor gerning act/
ath heffne synden met din mact
O Herre hwo kan det taale
Hoss dig all ene gelder naade oc gunst
til synden ath forlade/
naar wi dig nogen tid haffue mist/ Roma viii Ephe ii
wi vide oss ey ath raade
For dig sig ingen rose kand/
thi maa dig frøcte alle mand/
och trøste dem paa din naade
På ordniveau er indgrebene få: Førstelinjens "diybsens" ændres til "hiertens", "røme" ('berømme, rose') i femte vers af strofe 2 erstattes af "rose", og i samme vers byttes der om på "ingen seg", så ordlyden bliver "sig ingen". Den første ændring er udtryk for en lidt anden tolkning af Davidssalmen, hvis latinske indledningsord er "De profundis" 'fra dybderne'; Pedersen har formentlig ønsket at fremhæve det personlige gudsforhold. Når han udskifter "røme", skyldes det utvivlsomt, at han har opfattet ordet som en germanisme (jf. Luthertekstens "rühmen"), og germanismer har han bevidst undgået i hele sit forfatterskab (jf. Skautrup 1947:216f). Ændringen af ordstillingen kan være affødt af et ønske om en bedre rytme, men det er ikke nogen generel bestræbelse. Da vi ikke kan være sikre på, at netop Dietz' tryk fra 1529 var Pedersens forlæg, bør det nævnes, at Messebogen fra 1529 (Mortensen 1529) i to af de tre passager har en tekst, der afviger fra både Dietz' og Pedersens: "dybhedszens" i første linje og "berøemme" i strofe 2. I begge tilfælde har Pedersens revision haft samme mål, uanset hvilken af de to former der har været hans udgangspunkt.
En detalje, der viser en vis omhu i bearbejdelsen af det overleverede stof, er nummereringen af Davidssalmerne. Til stor forvirring for moderne læsere har den mest udbredte latinske bibeloversættelse, Vulgata, en inddeling af Salmernes Bog, der afviger fra den hebraiske bibel fra og med Salme 10; dermed bliver også nummereringen afvigende i de to traditioner. Christiern Pedersen indfører den hebraiske tælling i modsætning til de ældre og lidt yngre salme- og messebøger (jf. Andersen 1972:69f).
I øvrigt vedrører den sproglige redigering stavningen, som ændres gennemgribende (jf. Skautrup 1947:175-177, 180-187). De vigtigste fornyelser er, at indledende t- og th- i småord erstattes d- ("teg" > "dig" og "thÿn" > din), at dobbelt vokal bortset fra aa forenkles ("røøst" > "røst"), at brugen af w indskrænkes, både for konsonant ("wor" > "vor") og vokal ("nw" > "nu"). På alle disse punkter har Pedersens reform fået varig betydning for dansk retskrivning; andre af hans ændringer har vist sig mindre langtidsholdbare, men det står dog fast, at hans betydning på dette område er uovertruffen.
Mens den ortografiske revision har sat sig dybe spor, også i flere af de efterfølgende salmebøger, har ændringerne af ordlyden ikke haft varig gennemslagskraft. Af de tre nævnte ændringer overtager Vingaards salmebog (1553) ganske vist "rose", men Thomissøns salmebog (1569) har "berømme".
Salmebogen repræsenterer et stadium i Malmøs reformationshistorie, som i øvrigt er bevidnet af en række bevarede tryk. Traditionen før Malmøsalmebogen kender vi fra Ludwig Dietz' salmebog (1529), der genoptrykker et værk fra samme år (se indledningen til Ludwig Dietz' salmebog 1529/1536, afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøgerIndplacering blandt andre salme- og messebøger). Det er givet, at Malmøsalmebogen er dybt afhængig af et af 1529-trykkene, men det er næppe muligt at afgøre hvilket.
Til forgængernes stof føjede udgiveren, Christiern Pedersen, dels et kalendarium, dels flere grupper nye salmer, som han formentlig har samlet fra flere kilder. Dietz' salmebogstillæg fra 1536, der indeholder næsten alle de nytilkomne salmer fra 1533, belyser den videre Malmøtradition. For den har Pedersens værk øjensynlig ikke haft nogen betydning. De to tryks fælles salmer bringes i forskellig orden og i forskellige redaktioner. Først i Vingaards salmebog (1553) kan vi iagttage en indflydelse fra Malmøsalmebogen, der har været den vigtigste kilde for den københavnske bogtrykker. Ad den vej har Pedersens salmebog sat sig spor i den danske salmetradition.
Den digitale udgave bygger dels på faksimilen i Malmø-salmebogen 1533. Faksimiledition, udg. af John Kroon. Malmø: AB Malmö Ljustryckanstalt · Dansk-Skånsk Förening 1967, dels på de digitale faksimiler af det eneste bevarede komplette eksemplar, som tilhører Nasjonalbiblioteket i Oslo. De er fremstillet af Nasjonalbiblioteket og generøst stillet til rådighed for Danske reformationssalmer.
Se endvidere Vejledning.
Merete Geert Andersen, "Kalendarierne i vore ældste danske salmebøger", i Hymnologiske Meddelelser, årg. 5, 1976, s. 101-127.
Niels Knud Andersen, Efterskrift, i Ludwig Dietz' Salmebog 1536, udg. af Niels Knud Andersen. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · Akademisk Forlag, 1972, s. 5-116.
Niels Knud Andersen, "En Ny Psalmebog 1553", i En Ny Psalmebog 1553 I-II. København: Universitets-Jubilæets danske Samfund · Akademisk Forlag, 1983, bind II: 7-251.
Peter Balslev-Clausen, "Forordene i reformationstidens danske salmebøger", i Hymnologiske Meddelelser, årg. 33, nr. 4, 2004, s. 245-281.
Pil Dahlerup, Reformationslitteratur. København: U Press, 2016.
Erik Dal, "Efterskrift", i Hans Thomissøns Salmebog. 3. faksimileudgave, udgivet af Samfundet dansk Kirkesang. Herning: Poul Kristensen, 1997.
Ludwig Dietz (udg.), Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1529.
Krister Gierow, Studier kring Malmø-bogen. Malmö: Allhem, 1979.
Niels Jespersen, GRADVAL. En Almindelig Sangbog. København: Lorenz Benedicht, 1573.
Anders Malling, "Efterskrift" i Malmø-salmebogen 1533. Faksimiledition, udg. af John Kroon. Malmø: AB Malmö Ljustryckanstalt · Dansk-Skånsk Förening 1967, s. 287-335.
Anders Malling, Dansk Salmehistorie bind VIII. Salmebøgerne. København: J.H. Schultz, 1978.
[Malmøsalmebogen], [udg. af Christiern Pedersen]. Malmø: [Joh. Hoochstraten], 1533.
Claus Mortensen, Thet cristelighe mesßeembedhe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1529.
Niels Møller, Salmesprog og Salmetyper. En psykologisk Undersøgelse af Reformationsaarhundredets danske Menighedssang til og med Hans Thomissøns Salmebog. København: M.P. Madsen, 1923.
Lauritz Nielsen, Dansk Bibliografi 1482-1600, 2. udgave med supplementsbind ved Erik Dal. København: Det kongelige Bibliotek · Det danske Sprog- og Litteraturselskab · C.A. Reitzel 1996 (1. udgave af bind I-II 1919-1933).
Nogle nye Psalmer oc Lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1536.
Peter Skautrup, Det danske sprogs Historie. Andet bind. Fra unionsbrevet til Danske Lov. København: Det danske Sprog- og Litteraturselskab · Gyldendal 1947 (fotografisk genoptryk 1968).
Hans Thomissøn, Den danske Psalmebog. København: Lorenz Benedicht, 1569.
S. Widding, Dansk Messe, Tide- og Psalmesang 1528-1573, I-II. København: Levin & Munksgaard, 1933.
Hans Vingaard, En Ny Psalmebog. København: Hans Vingaard, 1553.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Velux Fonden • Privatlivspolitik
