af
I Kungliga Biblioteket i Stockholm findes en lille bog med tre dansksprogede tryk fra Ludwig Dietz' trykkeri i Rostock. De har altid været indbundet sammen, og det har været bogtrykkeren selv, der har fået dem indbundet. Forsatsbladet stammer nemlig fra en almanak fra ca. 1536, som er trykt af Dietz.
Bogens første værk har titlen Nogle nye Psalmer oc Lofsange som icke till forn ere wdgangne paa Danske/ medt een Correcht oc forbedering paa then store Sangbog. Det er altså en samling nye, hidtil utrykte salmer, foruden rettelser af den store sangbog. I fortalen viser det sig, at denne store sangbog er bindets andet tryk, en salmebog fra 1529 med titlen Een ny handbog/ med Psalmer oc aandelige lofsange. wddragne aff then hellige schrifft. som nw ÿ then Christne forsamling (Gud til loff oc mennisken til salighed) siunges. Med then Danske Otesang. Messe. Afftensang oc Natsang. Som titlen lover, indeholder "håndbogen" dels salmer, bl.a. til andagterne morgen, aften og nat, dels en gudstjenesteordning. Bogens tredje værk er et lille skrift til trøst for døende, også trykt af Dietz i 1529.
Især trykket fra 1536 har forekommet gådefuldt, indtil Niels Knud Andersen overbevisende fremlagde den sandsynlige sammenhæng (Andersen 1972). Efter hans tolkning er historien (kort fortalt) den, at Dietz i 1529 fremstillede et pirattryk af en nu tabt salmebog, trykt i Magdeburg på foranledning af de lutherske prædikanter i Malmø. Dietz kunne ikke sælge sin salmebog, og da der i begyndelsen af 1530'rne udkom flere småtryk med salmer og et par salmebøger, fattede han den plan at udgive en samling af disse nye salmer, der skulle sælges som en art indledning til den gamle usælgelige sammen med et andet restoplag. Hvor stor succes han fik med sin smarte plan, ved vi ikke. De tre småtryk er kun bevaret i ét eksemplar, det stockholmske samlebind.
Dietz' Salmebog er med sine to dele en vigtig kilde til den tidlige lutherske gudstjeneste og salmesang, specielt som den udviklede sig i Malmø. 1529-delen er den ældste bevarede danske salmebog overhovedet.
Allerede titlen på salmebogen fra 1529 signalerer, at salmerne bygger på den hellige skrift. I fortalen fremlægges den bibelske baggrund for salmesang med adskillige eksempler på gudvelbehagelig lovsang både fra det gamle og det nye testamente (blad 1v-2r). Med dem som forbillede har udgiverne, som de siger, samlet salmer og åndelige viser, og de har ladet dem trykke "med then hellige schrifft wel bewernid" ('beskyttet, bekræftet', blad 2v). Det sidste betyder helt konkret, at langt de fleste salmer er forsynet med passende skriftsteder i marginen. Der ligger et betragteligt arbejde bag denne dokumentation af det bibelske grundlag, og trykkerens indsats for at få henvisningerne placeret korrekt må have været overordentlig tidkrævende. Marginalnoterne er simpelthen garanten for bogens teologisk korrekte indhold, nødvendige i en religiøs kamptid. Derimod nævnes Martin Luther overhovedet ikke, end ikke i forbindelse med fortalen, selvom den helt klart bygger på hans berømte indledning til Johann Walters Geystliche gesangk buchleyn (Wittenberg 1524), som – karakteristisk – er udvidet med en række bibelske eksempler.
Fra Luthers fortale har udgiverne lånt hensigtserklæringen, at salmebogen skal fremme "Guds ord oc Euangelium" og fordrive de syndige "bolewÿser" ('horeviser'), som desværre er så udbredte. I stedet skal børn og unge vænnes til salmer og åndelige viser, som er "een begyndelse oc rood til all hellighed/ tuctiget oc godhed" (blad 2v).
Med samlingen af nye salmer fra 1536 er vi i en helt anden verden, og det skyldes kun delvist, at den er tænkt som vedhæng til 1529-trykket. Den bibelske baggrund nævnes simpelthen ikke, hverken i titel eller fortale, og der er ingen marginalnoter med bibelhenvisninger. Bogens opbyggelige hensigt nævnes kun til allersidst i fortalen, hvor læseren opfordres til at forbedre eventuelle fejl, for at "HERRENS loff thes ÿdermere kunde formeres/ och forøgis/ Och wÿ motte vdi kierlighed til wor neste thes krafftigere optendis oc opueckis" (Nogle nye Psalmer oc Lofsange blad a 3r). Man fornemmer, at den lutherske sag har sejret, i hvert fald blandt bogens potentielle købere.
De prædikanter, der kæmpede for at gennemføre Luthers reformation i Danmark, måtte meget tidligt i deres virke skabe en evangelisk gudstjeneste. For dem var det naturlige udgangspunkt den katolske kirkes messe, som de var dybt fortrolige med – ligesom hele den øvrige befolkning var det. Store dele af messen var fuldt acceptable også for lutheranere, men den måtte nødvendigvis ændres på de punkter, Luther havde kritiseret som decideret ubibelske.
Det var først og fremmest nadverritualet, der skulle reformeres. I datidens gængse katolske opfattelse var nadveren et offer, som præsten frembar til Gud for at formilde ham, ganske som Jesus havde gjort ved sin død på korset. Den store betydning, der på den måde blev tillagt præstens handling, stred afgørende imod Luthers overbevisning om, at mennesket ikke kan gøre sig fortjent til frelsen. Mennesket er så gennemsyret af synd, at kun Guds nåde kan frelse en, hvis man tror på hans tilgivelse. Ved sin død på korset overtog Jesus menneskets synd og åbnede dermed vejen til Guds kærlighed. Den begivenhed skal nadveren aktualisere, så de kristne oplever fællesskabet med Gud og med hinanden.
Luthers kritik af den katolske kirkes fokus på gejstligheden som formidler mellem Gud og den troende havde videre konsekvenser. Efter hans opfattelse kan principielt alle lære Gud at kende gennem hans ord i Bibelen, som selvfølgelig skal oversættes til et sprog, alle kan forstå. Nu er bibelteksten ikke alle vegne klart gennemskuelig, og den kan forekomme fjern fra en senere tid. Derfor er der brug for, at veluddannede prædikanter forklarer bibelteksten og viser dens aktualitet. Men prædikantens rolle er beskeden, og hele menigheden skal tage aktivt del i gudstjenesten. Af praktiske grunde må man sætte nogle rammer, så det ikke ender i kaos. Menighedssangen er Luthers svar på disse fordringer.
Luther udarbejdede selv forskrifter for gudstjenesten i Formula Missae (1523) og Deutsche Messe (1526), og sammen med en kreds af ligesindede skrev han adskillige salmer. Med dem som udgangspunkt udkom der en række messehåndbøger og salmebøger forskellige steder i Tyskland. De blev forbilleder for de danske prædikanters arbejde med at udforme en evangelisk dansk gudstjeneste med menighedssang som et centralt element.
De ældste bevarede danske kilder stammer fra sidste del af 1520'rne. Som en følge af menighedssangens centrale position er der en glidende overgang mellem salmebøger og beskrivelser af gudstjenesten, gerne betegnet som messebøger. Messebøgerne indeholder ud over forskrifterne for gudstjenesten også salmer, og salmebøgerne har ikke kun menighedssange, men også en beskrivelse af gudstjenestens forløb. Bedst kender vi gudstjenesten i Malmø, som var centrum for reformationen i det østlige Danmark og er beskrevet i flere bevarede kilder.
Under overskriften "thet hellige Euangeliske Messe embede/ som nw ÿ then Christne forsamling siunges" (blad 47r) bringes en komplet gudstjenesteordning, som fylder godt 30 sider, fordi det har været udgiverne magtpåliggende at give en dækkende forskrift for den luthersk nadvergudstjeneste. Overskrifterne til de enkelte elementerne er i vidt omfang de gamle latinske eller græske betegnelser, som det er nyttigt at kende, fordi de er faste betegnelser for de liturgiske led, også i vor tid. De forklares ganske kort i den følgende oversigt:
Adjutorium nostrum ('vores hjælp'): bøn
Confiteor ('jeg bekender'): syndsbekendelse
Absolutio ('frikendelse'): syndstilgivelse
Introitus ('indgang'): salmen "Af dybsens nød råber jeg til dig"
Kyrie eleison ('Herre, forbarm dig'): salmen "Kyrie Gud Fader alsomhøjeste trøst"
Gloria in excelsis Deo ('ære være Gud i det høje'): salmen "Gloria ære og pris være Gud i det højeste"
Dominus vobiscum ('Herren være med jer'): præstens hilsen og menighedens svar
Kollekt ('fællesbøn'): bøn, som læses af præsten; to forskellige bønner er aftrykt
Epistel ('brev'): afsnit af apostelbrev fra Det nye Testamente; Første Korintherbrev kapitel 11 er aftrykt
Halleluja ('pris Gud'): salmen "Halleluja. Gladelig ville vi halleluja sjunge"
Evangelium ('godt budskab'): afsnit af et af de fire evangelier eller Apostlenes Gerninger i Det nye Testamente; Johannesevangeliet kapitel 6 er aftrykt; den meget lange evangelietekst er to steder hen imod slutningen brudt op af ordet "Diuisio" ('inddeling'), der angiver et ophold, som i messesangen kunne markeres med en særlig melodifrase.
Credo ('jeg tror'): salmen "Vi tro allesammen på en Gud"
Salme før prædikenen: salmen "Nu bede vi den Helligånd"
Prædiken
Salme efter prædikenen: Deus misereatur nostri ('Gud være os nådig'): salmen "Nu er os Gud miskundelig"
Paraclesis ('formaning'): forklaring af Pater noster ('vor far'), dvs. Fadervor, den bøn, Jesus lærte sine disciple (gengivet i Mattæusevangeliet 6,7-13)
Sanctus ('hellig'): salmen "Hellig, hellig, hellig er du, Herre Gud Zebaot"
Indledning til nadverritualet
Indstiftelsesordene, dvs. Jesu ord ved nadveren (gengivet fire steder i Det nye Testamente)
Tibi laus ('ære være dig'): salmen "Dig være lov og pris, o Herre Krist", som synges under nadveren
Pax domini sit semper vobiscum ('Herrens fred være altid med jer'): præstens hilsen og menighedens svar
Agnus dei ('Guds lam'): salmen "O Guds lam som borttager alle verdens synder"
Formaning til nadvergæsterne
Nadveruddeling
Salme under nadveruddelingen: "Jesus Kristus er vor salighed"
Communio ('fællesskab'): salmen "Gud være lovet altid og benedidet"
Dominus vobiscum ('Herren være med jer'): præstens hilsen og menighedens svar
Kollekt ('fællesbøn'): takkebøn
Dominus vobiscum ('Herren være med jer'): præstens hilsen og menighedens svar
Velsignelse: Arons velsignelse i Det gamle Testamente 4. Mosebog 6,24-26 (den "aronitiske" velsignelse), som fremsiges af præsten
De ti bud: salmen "Gud Fader udi Himmerig"
Efter beskrivelsen af messen omtales følgende led, der må opfattes som dele af en mere udførlig indledning til nadverritualet (blad 61v-62r):
Dominus vobiscum ('Herren være med jer'): præstens hilsen og menighedens svar
Sursum corda ('hjerterne op'): præstens opfordring til andagt og menighedens svar
Gratias agamus domino ('lad os takke Herren'): præstens opfordring til tak og menighedens svar
Vere dignum et justum est ('sandelig det er værdigt og rimeligt'): takkebøn.
Overskrifterne til de enkelte led i messeordningen er hovedsagelig latinske eller græske. De skal forstås som signaler til præsten, der altså forudsættes at være hjemme i den latinske messe, så overskrifterne har kunnet fungere som hjælp til den korrekte gennemførelse af gudstjenesten. Derimod er de tekster, der skulle synges, messes eller fremsiges, alle rent danske, selvfølgelig med indarbejdede fremmedord som amen, halleluja, kyrie og gloria. Messen på modersmålet var en mærkesag for reformationen i Malmø, som var drevet af byens egne borgere; for dens befolkning af købmænd og håndværkere måtte latinen stå som noget nær en fornærmelse. Passionen for modersmålet er et gennemgående træk i den samtidige skildring af de nye forhold, som er kendt under navnet Malmøbogen (1529, faksimileudgave 1979, jf. Gierow 1979:73-94). Denne både polemiske og idealiserende beretning skyldes Peder Laurentsen, en veluddannet tidligere munk, som med entusiasme sluttede sig til den lutherske bevægelse. Om den rent dansksprogede gudstjeneste skriver han
¶ Thenne forneffnde messe/ then siger og tracterer wore prester obenbarlige for menig forsamlingh paa wort eghet danske tungemaal erlige christelige oc tilbørlige i kircken/ saa att almuen maa oc kand thet forstaa/ och paamindis oc opweckis til hans [dvs. Jesu Kristi] pines døds oc welgierningers hukommelse til loff oc tacksigelse effter scriftens lydel[s]e/ saa att the kunde selff bede oc siwnge skickelige guds loff/ oc sware amen til andres bønner
Menighedens aktive deltagelse i gudstjenesten er tydeligvis vigtig, og salmesangen er et markant træk også i håndbogens messeordning, som har ikke mindre end 13 menighedssalmer. Hovedparten af de resterende led har rimeligvis været messet, så alene prædikenen har været helt uden musik.
Den tidligste redegørelse for de ældste lutherske salmesang i Danmark findes i Hans Thomissøns fortale i Den danske Psalmebog, 1569 (blad d 2r-d 2v). Han fortæller først om Claus Mortensen (Tøndebinder), som blev luthersk prædikant i Malmø 1527:
Siden i det nestefølgende Aar etc. 1528. vdsette ('oversatte') hand nogle tydske Psalmer paa vort Danske maal/ oc met sin metbroders her Hans Spandemagers (som er nu Sogneprest i Lund) raad oc hielp/ loed ved Prenten i Malmø vdgaa den første Danske Psalmebog: Huilcken bleff siden i det Aar &c. 1529. oc 1534. forbedrit aff dem/ oc aff her Aruid Pedersøn/ nu salige hoss Gud/ som vaar Sogneprest til S. Jbs Kircke paa Boringholm/ oc nogle Gudfryctige mend i Jylland: foruden huess som er tilset aff en oc anden saa tit som den bleff paa ny igentryckt.
Den første danske salmebog, trykt i Malmø 1528, er ikke bevaret. Dietz' håndbog fra 1529 er den ældste, vi kender. I fortalen til 1536-delen af Dietz' salmesamling fortælles det ret udførligt, at 1529-trykket er en meget nøjagtig kopi af en salmebog, der var blevet trykt i Magdeburg samme år. Niels Knud Andersen har sandsynliggjort, at Magdeburgtrykket er identisk med den forbedrede 1529-udgave af Claus Mortensens og Hans Spandemagers (eller Olufsens) salmebog, som også Arvid Pedersen medvirkede til (Andersen 1972:8-22).
Efter en overbevisende analyse af Dietz' 1529-tryk opstiller Andersen den hypotese, at dens første 27 salmer (blad 3r-24r) går tilbage til den tabte Malmøsalmebogen fra 1528 (Andersen 1972:37-40). Bortset fra en blandet gruppe (blad 14r-18v) har disse salmer det fælles træk, at de udtrykkeligt henføres til bestemte lejligheder: ottesang (morgenandagt), aftensang, natsang, jul og påske. Herefter følger (blad 24r-25v) prosagendigtninger af tre Davidssalmer, som er taget fra Frans Vormordsens oversættelse af Salmernes Bog i Det gamle Testamente (1528). Det gælder derimod ikke de to prosagendigtninger tidligere i bogen, "Israels udgang af Egypten" (blad 9v-11r) og "Lover Herren alle hedninge" (blad 13v). Det taler for, at den nye udgave fra 1529 begynder blad 24r, idet Thomissøns "forbedrit" sandsynligvis går på en udvidelse. Arvid Pedersens bidrag kan med større usikkerhed afgrænses til 19 salmer, der er trykt blad 30r-47r. Dette afsnit indeholder fire dubletter i forhold til de første 27 salmer og tre, som også findes i messeordningen.
Afsnittet om "thet hellige Euangeliske Messe embede" i 1529-delen (blad 47r-62r) har sin egen forhistorie (se også afsnittet Messeordningen i salmebogen 1529). Den er i alt væsentligt identisk med Thet cristelighe mesßeembedhe, som sandsynligvis er vores ældste bevarede messebog, trykt i Malmø 1529; dens sidste blad og dermed oplysninger om trykkested og -år er tabt, men det er rimeligvis den, Hans Thomissøn omtaler i forbindelse med gudstjenesteordningen i Den danske Psalmebog:
Til Beslutningen siungis en kort Psalme. Oc er det vel beramt i den Christelig Euangeliske Messe paa Danske/ som Her Claus Mortensøn/ Guds ords Tienere oc forfremmere i Malmø oc andersteds i Skaane etc. loed Prente i Malmø aff Oluff Vlricksz Anno 1529. At der skulde siungis sist i Messen de Ti Guds Budord. Gud Fader vdi Himmerig/ sin villie hand oss kiende (blad Aaa 6).
Det er netop den sidste salme i messebogen fra 1529, og typografien viser, at bogen er trykt af Oluf Ulricksøn. Messebogen må da være blevet indoptaget i Magdeburgtrykket, og fra den har Dietz kopieret teksten. Overensstemmelsen mellem hans messeordning og Oluf Ulricksøns messebog omfatter endog de to konkrete eksempler på bibellæsninger, Første Korintherbrev kapitel 11 og Johannesevangeliet kapitel 6.
1529-håndbogens sidste tre salmer angives at være "vdtagne aff thet Swenske Exemplar" (blad 62r). Det er naturligvis i sig selv et interessant vidnesbyrd om en tæt kontakt mellem lutherske prædikanter i Sverige og Danmark, men det er vanskeligt at identificere kilden, som dårligt kan være noget bevaret tryk. Niels Knud Andersen argumenterer for, at henvisningen gælder en svensk messeordning, der som de danske også har omfattet salmer; de tre salmer kan være indgået i messeordningen inden dens inkorporering i forlægget for Dietz' 1529-tryk (Andersen 1972:47-53).
Fortalen i 1529-delen af Dietz' salmebog nævner, at bogens salmer er "trycht meeste parten med theris noder och stæmme/ hwor thennom bør att siungis/ saa/ att hwor the komme mwe beholde theris rette thone oc melodie" (blad 2v). Men der er ingen noder i bogen. Det har der sandsynligvis været i forlægget, Magdeburgtrykket, som altså er blevet kopieret så omhyggeligt, at teksten bliver misvisende (Andersen 1972:13-17, 19-21).
Fortalen i 1536-delen af Dietz' salmebog udreder først baggrunden for 1529-trykket og giver en rettelsesliste til 16 trykfejl, som salmebogen overtog fra Magdeburgtrykket (Nogle nye Psalmer oc Lofsange blad a 1v-a 2v). Dernæst omtales indholdet af selve 1536-delen:
icke alleniste alle the ny Psalmer oc lofsange/ som effter then tÿdt ere trøckte oc vdtgangne/ vdi the sÿste smaa sang bøger/ men oc saa thÿsse effter følgende Psalmer oc lofsange/ hwilcke icke wore tilforne trøckte oc vdtgangne paa thet Danske tungemaall (Nogle nye Psalmer oc Lofsange blad a 2v-a 3r).
Det er jo ikke nogen meget præcis kildangivelse, men Niels Knud Andersens undersøgelser tyder på, at forlægget har været den forbedrede udgave af Mortensens salmebog fra 1534, som Thomissøn omtaler (Andersen 1972:58-71). Fra den har Dietz – eller rettere den danskkyndige redaktør, der har arbejdet for ham – hentet alle de nye salmer, både de trykte og såkaldt utrykte; omtalen af de sidste er formentlig ren reklame. Fremgangsmåden har været at sammenholde indholdet i 1534-bogen med registret i Dietz-trykket fra 1529 og udvælge de nye, som er gengivet i forlæggets rækkefølge. Det er stort set gået godt, kun fire dubletsalmer er sluppet igennem, og de kan alle forklares med særheder i registret (Andersen 1972:87-90).
Fra bogtrykkerens side er Een ny handbog fra 1529 og Nogle nye Psalmer oc Lofsange fra 1536 tænkt som enhed. Mens 1529-trykket er et komplet værk, giver 1536-trykket kun mening som et tillæg til den ældre bog. Det er baggrunden for, at de her behandles under ét, men naturligvis opdelt i to afsnit.
1529
I den følgende oversigt er der i kantet parentes indsat afsnit, som ikke har hjemmel i trykkets opsætning, men bygger på Niels Knud Andersens analyse af salmernes funktion og proveniens (Andersen 1972).
Titel: blad 1r
Fortale: blad 1v
Salmer: blad 3r
Gudstjenesteordning: blad 47r
Salmer fra det svenske eksemplar: blad 62r
Register: blad 64v
Kolofon: blad R 3v
Bogtrykkermærke: blad R 4r
1536
I 1529 lyder den fulde titel Een ny handbog/ med Psalmer oc aandelige lofsange. wddragne aff then hellige schrifft. som nw ÿ then Christne forsamling (Gud til loff oc mennisken til salighed) siunges. Med then Danske Otesang. Messe. Afftensang oc Natsang. Med håndbog menes her et værk, der indeholder både menighedssalmer og gudstjenesteordning. Det sidste er præciseret til at gælde både de daglige andagter ottesang (morgenandagt), aften- og nattesang, foruden nadvergudstjenesten, messen. Andre lejligheder nævnes ikke, selvom bogen ganske tydeligt har afsnit med henholdsvis jule- og påskesalmer. Teologisk vigtig er forsikringen om, at salmerne er bibelsk funderet (jf. afsnittet Den teologiske baggrund), og henvisningen til deres brug i 'den kristne forsamling' skal bevidne deres forankring i et velfungerende luthersk menighedsliv.
Bogen er udkommet, inden lutherdommen blev statsreligion i Danmark-Norge, og det har været nødvendigt at veje hvert ord i en sådan titel. Efter al sandsynlighed er den formuleret af en ledende skikkelse i den lutherske bevægelse i Malmø, Claus Mortensen med tilnavnet Tøndebinder (se nærmere afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger).
Nederst på titelsiden oplyses trykkestedet, Rostock, men hverken trykker eller udgivelsesår, som først oplyses i kolofonen, selvom Ludwig Dietz godt kunne være tilfreds med den smukt trykte bog. I den pompøse ramme om titlen indgår et skriftbånd med den manende sentens "Dorheit macht Arbeit" ('dumhed giver arbejde'), der også bruges i andre af Dietz' værker (Hufnagel 2018:264), bl.a. 1536-tillægget (derimod ikke i Christian 3.s Bibel 1550, som han fik den ære at trykke).
Titelsiden i 1536-tillægget har teksten Nogle nye Psalmer oc Lofsange som icke till forn ere wdgangne paa Danske/ medt een Correcht oc forbedering paa then store Sangbog som er trycht ÿ Rozstock wedt Ludowich Dyetz M. D. XXXvj. Forsikringen om, at bogens salmer ikke tidligere har været trykt, holder ikke, men det var en gængs formulering i tidens bogtryk. Helt usædvanlig for en titel er derimod oplysningen om, at bogen indeholder rettelser til et andet værk, 'den store sangbog'. Den afsluttende relativsætning, 'som er trykt ...' må knytte sig til 'nogle nye salmer og lovsange', men det fremgår ikke klart, og en mulig køber kunne sagtens tro, at der er tænkt på den store sangbog. Realiteterne bag den sære titel udredes i den efterfølgende fortale.
Den fornemme ramme om titlen er genbrug fra 1529-trykket, men i skriftbåndet står nu det smukke Vergilcitat "Amor omnia vincit" ('kærlighed overvinder alt').
Fortalen i 1529-håndbogen (blad 1v-2v) fastslår med stor kraft salmesangens centrale betydning for det kristne fromhedsliv. Denne rolle formodes at være almindelig kendt, fordi skikken at lovsynge Gud er så velbevidnet i hele Bibelen. For at følge de gode forbilleder udgives salmebogen nu, forsynet med skriftsteder og noder, så at "Guds ord oc Euangelium ther med motte flittelig fordis ('fremmes') oc fremmis oss alle til een siæls hugswalelse". Tilmed kan den styrke især de unges moral ved at fordrive de forkastelige, men populære horeviser.
Fortalen er vigtig som teologisk programerklæring (jf. afsnittet Den teologiske baggrund), og den har næsten kanonisk status, idet den gengiver hovedtankerne i Luthers fortale til Johann Walters Geystliche gesangk buchleyn (Wittenberg 1524). I forhold til Luther er antallet af bibelske eksempler markant forøget, og i stedet for Luthers anbefaling af flerstemming sang står en mere generel omtale af salmernes "noder och stæmme", som trykkes for at sikre den "rette thone oc melodie" (jf. Balslev-Clausen 2004).
I forhold til den gamle fortales teologiske og etiske tyngde forekommer indledningen til 1536-tillægget meget jordbunden (Nogle nye Psalmer oc Lofsange blad a 1v-a 3r). Den fortæller først om tilblivelsen af 1529-håndbogen. I 1529 blev der trykt en dansk salmebog i Magdeburg på foranledning af en borger i Rostock, men med så små typer, at den var vanskelig at læse for ældre mennesker. Derfor påtog Dietz sig "vd aff en mildt orsage", altså af omsorg, at genoptrykke bogen i større format og med større typer, men med samme ordlyd, ord for ord. Han var nemlig overbevist om, hans forlæg var korrekturlæst ordentligt. Men der er faktisk fejl – 16 bliver det til i den efterfølgende liste med rettelser – de skyldes jo ikke kun Dietz' forsømmelighed, men snarere hans forlæg. For en moderne betragtning står denne første del af fortalen som en fornem præstation i den vanskelige kunst at undskylde et plagiat. Herefter omtales kort de nye salmer (jf. afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger), og fortalen slutter med en opfordring til at rette de fejl, der stadig måtte være, så lovprisningen af Gud og næstekærligheden blandt mennesker kan styrkes (jf. afsnittet Den teologiske baggrund) .
De første salmer i 1529-håndbogen (blad 3r-14r) har hjemme i tidesangen, dvs. de daglige gudstjenester på bestemte tidspunkter, oprindelig syv fordelt på hele døgnet (se nærmere Widding 1933, I:161-212). I den katolske kirke har tidesangen siden den tidlige middelalder været et vigtigt element i klostrenes og de store kirkers dagligliv, især som et led i den uophørlige lovprisning af Gud. Luther og efter ham de lutherske prædikanter i bl.a. Danmark videreførte tidesangen, men drejede den i retning af forkyndelse og belæring snarere end lovsang. Med det formål for øje blev det gamle faste skema for antal og tidspunkter blødt op.
Forholdene i Malmø er dem, vi kender bedst, også hvad tidesangen angår. I Malmøbogen (1529) skildrer Peder Laurentsen tidesangen som en vigtig del af dagligdagen. Byens borgmester og råd har indført tre prædikener hver søgnedag om morgenen mellem klokken fem og otte. De finder sted i tre forskellige kirker og forskudt,
Saa att hwilken icke kand komme til then ene enn tiidt/ han kand enn anden tiid komme til then anden och høre then deel hans salighet er anrørendis/ siwnge oc loffwe gud med hierte oc mund/ oc bede siine seerdelis ('særlige') gwdelige bønner hwad gud giiffuer thennom i hw oc sind
¶ Siwngis oc her paa danske christelige psalmer oc hymner/ gud til loff oc almwen til opueckelse i gwds kerlighet etc. somme faare ('før') predicken og somme effter som leyligheden seg giffwer
¶ Om Søndagen oc store høgtidis dage/ er her iiii predicken faare middag/ oc ii eller iii effther/ meth afftensang oc natsang/ oc om morgenen ottesang meth hymner oc psalmer som tha kand wære forsamlingen till gaffn oc forbedring (blad 52v-53r)
Dette er altså rammen for de tre afsnit om ottesang, aftensang og natsang. Sandsynligvis står de først, fordi reformatorerne i Malmø skulle have det daglige andagtsliv i byen på plads hurtigst muligt. Meget tyder nemlig på, at de tidlige samlinger af salmer afspejler en løbende udvikling, hvor nye afsnit er indsat efter dem, man havde i forvejen (Andersen 1972:50).
Efter natsangen følger et lille afsnit med salmer til forskellige lejligheder, som ikke er specificeret (blad 14r-18v). Det afløses af en gruppe julesalmer (blad 17v-20r) og påskesalmer (blad 20v-24r). De næste mange salmer er af blandet karakter, men den tilsyneladende tilfældige orden kan skyldes, at de stammer fra to tillæg til den oprindelige salmebog fra Malmø (se nærmere afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger).
Det store afsnit om messeordningen bringer 13 salmer på deres plads i liturgien (se nærmere afsnittet Messeordningen i salmebogen 1529). Hele bogen afsluttes med tre oprindeligt svenske salmer, som muligvis har været inkorporeret i den malmøske messe (se nærmere afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger).
1536-tillægget bringer sine 35 i en rækkefølge, som vanskeligt lader sig gennemskue. Det forekommer plausibelt, at de er bragt i den orden, de havde i Dietz's forlæg (se nærmere afsnittet Indplacering blandt andre salme- og messebøger).
1529-trykket afsluttes med et alfabetisk register over salmernes førstelinjer (blad 64v-R 3v). Stort set giver det sig selv, men det skal dog bemærkes, at varianter af samme salme kun anføres under én af titlerne, dog med to sidehenvisninger, fx
Allene Gud ÿ the høge. Blad. xxvij.
xxxvij.
Salmen "Allene Gud ÿ the høge" begynder ganske rigtigt blad 27v, og blad 37r starter en anden gendigtning af Gloria in excelsis Deo, "ALleneste Gud ÿ himmerig". Dertil kommer, at alfabetiseringen principielt kun omfatter første bogstav, fx rækken
O wor fader wÿ bede teg. xxxix.
O Christe hwor wor thÿn kyndskaff. xlvj
O Jesu Christ som mandom tog. lxiij.
Det første kriterium for rækkefølgen er tydeligt nok begyndelsesbogstavet, og det andet er salmens placering i bogen. Det var almindelig praksis omkring 1530, men unægtelig forvirrende for en senere tid.
Tillægget fra 1536 har intet register og – mere fatalt – ingen kolofon. Det har affødt spekulationer om, at det bevarede tryk er defekt. Den sidste salme, "ALle Cristne frøyde seg nw" (blad g 4r-g 4v), er efter al sandsynlighed komplet; den har i hvert fald nøjagtig samme omfang i Thomissøns Den danske Psalmebog (blad 27v-29r). I 1536 slutter salmen nederst på sidste side i et læg (dvs. et ark papir, foldet og skåret til otte sider). Siden har ingen kustode, altså tekst fra begyndelsen af næste side, som det var almindeligt for at sikre den korrekte rækkefølge af læggene ved indbinding. Det kan være et tegn på, at der aldrig er kommet nogen næste side, at trykket altså er komplet. Og det giver rigtig god mening, hvis man følger Niels Knud Andersens hypotese om, at 1536 er et tillæg, som – helt usædvanligt – er placeret før hoveddelen; formålet har været at få solgt det gamle 1529-tryk ved at give det en ny førstedel (Andersen 1972:97-102).
1529 slutter, som det sig hør og bør, med en kolofon, der angiver trykkested, bogtrykker og trykkeår, her oven i købet præcist dateret til den 20. november (blad R 3v). På forsiden af sidste blad er bogtrykkerens mærke i form af et fint skåret træsnit.
Som nævnt i forrige afsnit er der ingen kolofon i 1536-tillægget.
Selvom fortalen til 1529 nævner, at teksterne er trykt med "theris noder och stæmme" (blad 2v), forekommer der ingen musikalsk notation i bogen. Formuleringen må fejlagtigt være overtaget fra det forlæg, som salmebogen var baseret på. Det vides ikke, hvorfor Dietz udelod noderne, og selvom det synes nærliggende at formode, at det skyldtes tekniske vanskeligheder ved nodetryk, er dette ikke en plausibel forklaring. Allerede i 1519 udgav Dietz nemlig messebogen Ordinarius inclitae ecclesiae Swerinensis (Rostock), som indeholdt nodetryk. I den nedertyske salmebog Ein gantz schone vnde seer nutte gesangk boek (Rostock), som Dietz udgav i 1525, forekom derimod ingen noder. Heller ikke i Rigas kirkeforordning, Kurtz Ordnung des Kirchendiensts (Rostock), som Dietz forestod tilrettelæggelsen af i 1530, tryktes noder, kun tomme nodelinjer, som brugeren selv måtte udfylde. Forklaringen på de manglede noder i Dietz' salmebog fra 1529 og i tillægget fra 1536 synes derfor at være, at melodiernes udbredelse i de tidlige protestantiske kredse overvejende foregik mundtlig.
For at kunne synge salmerne, måtte man naturligvis kende melodierne. Ofte havde salmerne deres egen melodi, og derfor var det uproblematisk at identificere melodien ud fra en salmes førstelinje. I sådanne tilfælde omtalte Dietz ikke melodien, fx Luthersalmen over den 14. Davidssalme "SAa taler then vwyse mund" (blad 17r). I tvivlstilfælde hjalp salmebogen med en kort, men præcis beskrivelse af, hvilken melodi der skulle bruges. Sådanne anvisninger forekommer til 11 salmer i 1529-delen og til seks i 1536-tillægget. Fandtes der alternative gendigtninger af en Davidssalme, fx den mindre udbredte "THen daarlig mund han siger saa" over den 14. Davidssalme, kunne Dietz gengive teksten med bemærkningen om, at den skulle synges "med samme noder" som den kendte salme (blad 17v). Langt de fleste melodihenvisninger forekommer ved nyskrevne tekster, som skulle synges på eksisterende melodier, fx "EEtt lidet barn saa ærefult" (blad 19v) og "EEt lidet barn saa løsteligt" (blad 34r). Begge disse tekster brugte melodien til den latinske hymne "Dies est lætitie", hvilket viser, at det førreformatoriske repertoire stadig var en gangbar referenceramme. Det illustreres også i nogle af indledningerne til salmerne, hvor en teksts katolske ophav nævnes. "CHristum wÿ skulle loffue nw" er således baseret på hymnen "A solis ortus" (blad 11r). Til salmen "O Herre Gud miskunde teg" (blad 12v) fremgår det, at den "gaar med the noder ther. Deus misereatur siungis med" (blad 12v), formodentlig en henvisning til "NW er oss Gud miskundelig" (blad 54r), hvor Davidssalmens latinske titel også nævnes. Selvom den protestantiske liturgi kun var ved at finde sit ståsted, havde "Aleneste Gud i Himmerig" allerede vundet hævd som den gængse gendigtning af "Gloria in excelsis deo". Dette ses af henvisningen ved "ALlene Gud ÿ the høge wære ære", hvor det fremgår, at den skal synges "med the noder som alleneste Gud ÿ himmerige siunges med" (blad 27r).
Salmebogen og dens tillæg giver kun sparsomt indblik i den musikalske baggrund for salmernes anvendelse. Enkelte steder afslører bøgerne imidlertid detaljer om den konkrete implementering i gudstjenesterne. Således fremgår det, hvordan den gamle vekselsang "Rex glorie Christus" skal synges skiftevis af "forsamlingen" ('menigheden') og "chorid" (blad 22v). Denne praksis blev overtaget i både Thomissøns salmebog (blad 94r) og Jespersens graduale (side 210). Også svarversene "Benedicamus", der blev sunget som vekselsang ved tidebønnerne i katolsk tid, er optaget i 1529-salmebogen. Der forekommer tre danske vers, hvor den traditionelle opdeling i en solistisk indledning og et korisk svar kort og godt illustreres med ordet "Swar" midt i teksten (blad 7v, blad 12v og blad 14r). I disse tre tilfælde følger svarverset efter Zacharias', Marias og Simeons lovsange. I messeordningen (se afsnittet Messeordningen i salmebogen 1529) tildeles de involverede i messens afvikling desuden forskellige roller. Ud over præsten udpeges kor og menighed. Når der om "Wy tro allesammen paa een Gud" står, at "Then Christne forsamling oc Chorid siunge tilhaabe", må man formode, at nogle af de andre liturgiske led i messen forventedes at blive sunget af koret alene uden menighedens deltagelse. Det er derfor overraskende at læse, at indgangssalmen "AFf diybsens nød rober ieg til teg" synges af "Chorid eller then Christne forsamling" (blad 48r). Hvis der ikke var et kor til stede, sang menigheden naturligvis selv, men skulle koret i andre tilfælde synge alene? Sådanne detaljer er uklare, hvilket formodentlig skyldes messeordningens brede sigte på bykirker såvel som landsbykirker.
Håndbogen fra 1529 indeholder i alt 72 salmer, alle på dansk. Brugen af modersmålet tematiseres ikke i bogen, men var et helt centralt mål for reformatorerne i Malmø (se nærmere afsnittet Messeordningen i salmebogen 1529). Salmerne skulle ikke kun synges ved gudstjenesten i kirken, men indgå i den kristnes hverdagsliv, gerne sunget fra en møgvogn, som det hedder i Malmøbogen:
¶ Vi wille thet sige som sandt er Att eenn fattig mand dreng eller pige ther sidder paa eenn møgwogen/ och siwnger the x guds budord eller anden loffsang aff schrifften gud til loff att han eller hwn er bedre och mere actendis for gwd/ end mange prester muncke eller Cannicker er/ ther staar fra morgen oc til afftenen knwrrendis oc robendis wden ret christen thro och | gudelighed.
Med "the x guds budord" er der rimeligvis tænkt på salmen "Hvo som vil leve kristelig" (blad 30r). Indledningen til salmen nævner udtrykkeligt de ti bud, og de gennemgås da også i tur og orden efter indledningsstrofen, som lyder:
HWo som wil leffue Christelig/
oc hoss Gud bliffue ewindelig:
Han skal fuldkomme the thÿe
bud/ som oss haffuer budit wor Herre
Gud/ Gud miskunde oss.
For en moderne læser er opsætningen forvirrende: Det er tydeligt nok, at de to første linjer rimer, men derefter virker linjebruddene tilfældige, ude af trit med rim og rytme. Det er almindelig praksis i de ældste danske salme- og messebøger, at linjerne fyldes ud, hvad enten teksten er prosa eller poesi. I online udgaven er teksten opstillet vers for vers, så man straks får indtryk af strofens struktur:
HWo som wil leffue Christelig/
oc hoss Gud bliffue ewindelig:
Han skal fuldkomme the thÿe bud/
som oss haffuer budit wor Herre Gud/
Gud miskunde oss.
Rimstillingen er klar: to parrim, efterfulgt af et ikke-rimende vers – som viser sig at være omkvæd. Derimod er rytmen ikke indlysende; forsøgsvis de formentlig trykstærke stavelser i den følgende opsætning markeret med '
'HWo som wil 'leffue 'Christe'lig/
oc hoss 'Gud 'bliffue e'winde'lig:
'Han skal 'fuldkomme the 'thÿe 'bud/
som 'oss haffuer 'budit wor 'Herre 'Gud/
'Gud 'miskunde 'oss.
En så fri rytme har kun kunnet fungere i fællessang, hvis menigheden blev oplært i en bestemt fordeling af teksten til melodien. Vore dages lejlighedssange giver os en fornemmelse af problemet, som vi ikke er trænet i at løse på samme selvfølgelige måde som reformationstidens mennesker. Først i barokdigtningen fra ca. 1630 og frem knæsættes det princip, at der skal være regelmæssig vekslen mellem trykstærke og tryksvage stavelser. I 1500-tallet opfattede man udelukkende de trykstærke stavelser som rytmisk relevante, mens der frit kunne indlægges tryksvage stavelser. Der er typisk fire tryktoppe i vers med enstavelsesrim og tre ved tostavelsesrim, men variationen er stor. En tilsvarende tolerance havde man i reformationstiden over for rimenes kvalitet; fx er rimordene i næste strofe af salmen alleen ~ thÿn ('alene' ~ 'din') og grund ~ stund. Foruden strofiske salmer indeholder håndbogen nogle prosagendigtninger af især gammeltestamentlige salmer (fx blad 24r), men også af middelalderlige hymner (således blad 18v).
"Hvo som vil leve kristelig" er skrevet af Martin Luther, men det oplyses intetsteds i håndbogen. I den tidlige fase af reformationen i Danmark var forkyndelsen af den nye lære det centrale, og det var mindre vigtigt, hvem der satte læren på vers. Det er baggrunden for, at der kun anføres forfattere til to salmer (blad 5r og blad 42r).
Tillægget fra 1536 indeholder 35 salmer, af samme art som håndbogens.
Alle salmer i håndbogen er forsynet med en overskrift, som regel ganske kort. Her angives salmens art og indhold, gerne i temmelig vage vendinger som "Een Christelige wÿse/ mod thet grwselig Satans trwsel" (blad 44r), undertiden med en positiv karakteristik i stil med "Een skøn wÿse om Guds bekendelse" (blad 46v). Ganske få steder oplyses det, at der er tale om en alternativ version af en salme: "Then samme Psalme anderledis/ dog med samme noder" (blad 17v). Gendigtningerne af de gammeltestamentlige salmer angiver oftest begyndelsesordene fra den latinske bibel, Vulgata: "Then. cix. Psalme/ Dixit dominus domino meo" (blad 24r). Også de gamle liturgiske sange har bibeholdt deres latinske navn som "Kyrieeleyson" (blad 48v). Endelig hører melodihenvisningerne hjemme i disse korte indledninger: "Wor fader/ som gaar med the noder ther. Deus misereatur siungis med" (blad 12v).
Også i tillægget er der indledninger til alle salmer af samme karakter som i 1529, men også med en ny type oplysninger: "Maria boldt/ Cristelige forwandlet oc Corrigeret Christo till loff" (blad a 3r). Samme redningsaktion er blevet endnu en gammel Mariavise til del: "Salue Regina Christelig forwent oc forbedret" (blad d 4v).
Teksterne i de to Dietz-tryk repræsenterer en lang tradition, fra de gammeltestamentlige salmer til helt nydigtede åndelige viser (se nærmere Widding 1933,II:18-53). Langt de fleste er oversat efter de tidligste lutherske salmebøger, og der er adskillige Luthersalmer; de ikke helt få dubletter og alternative versioner vanskeliggør en præcis optælling (se den nyttige oversigt Andersen 1972:105-15). Desuden er der enkelte oversættelser fra svensk, og en håndfuld salmer er originalt danske.
For udgiverne af håndbogen og tillægget har teksternes proveniens været ret ligegyldig. De fokuserede på forkyndelsen af den nye lutherske lære, og det havde konsekvenser for salmernes form. Budskabet skulle fremsættes enkelt, umiddelbart forståeligt og ikke pakkes ind i et særligt poetisk sprog. Det var Luthers eget ideal, og det blev fulgt (jf. (Dahlerup 2016:43-51). Ind imellem har det blomstrende billedsprog fra især Davidssalmerne dog fundet vej ind i Dietz' tryk:
Jnden thit huss schall thin høstru wære
som een rancke mett mange wÿndrwer.
Oc thine børn om thin egen disk/
Som oliue planter sunde och friske.
(blad d 4v, fra gendigtningen af Salme 128).
De bibelske vendinger var blevet udnyttet i de åndelige viser på dansk længe før reformationen og kunne indgå i den lutherske salmesang, når man sørgede for at udrense de specifikt katolske begreber, som Luther vendte sige imod (se nærmere Møller 1923:XXI-XXVI). Selve den poetiske form med enderim, rytme og strofeformer var blevet udviklet i middelalderens digtning og anvendt også i dansksprogede digte. Så selvom den lutherske menighedssang betegner et nybrud, er den også en videreførelse af den middelalderlige danske poesi.
Det er meget vanskeligt at påvise en eventuel indflydelse fra Dietz' håndbog 1529 i den følgende tids salme- og messebøger, fordi Dietz helt ned til trykfejlene gengiver sit forlæg, Magdeburgtrykket 1529. De nye salmer i 1536-tillægget, som går i videre i traditionen, kan på tilsvarende vis stamme fra Dietz' forlæg, formentlig en tabt salme- og messebog fra 1534. Men for en sen eftertid har især 1529-delen central betydning som det nærmeste, vi kommer de tidligste danske salmebøger.
Den digitale udgave bygger dels på faksimilen i Ludwig Dietz' Salmebog 1536, udg. af Niels Knud Andersen 1972, dels på helt nye digitale optagelser af originaludgaven i Kungliga Biblioteket i Stockholm, som er fremstillet til nærværende udgave.
Se endvidere Vejledning.
Niels Knud Andersen, Efterskrift i Ludwig Dietz' Salmebog 1536, udg. af Niels Knud Andersen. København: UJDS · Akademisk Forlag, 1972, s. 5-116.
Peter Balslev-Clausen, "Forordene i reformationstidens danske salmebøger", i Hymnologiske Meddelelser, årg. 33, nr. 4, 2004, s. 245-281.
Pil Dahlerup, Reformationslitteratur. København: U Press, 2016.
Een ny handbog med Psalmer oc aandelige lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1529.
Krister Gierow, Studier kring Malmø-bogen. Malmö: Allhem, 1979.
Silvia Hufnagel, "Iceland's Lack of Printer's Devices. Filling a Functional and Spatial Void in Printed Books during the Sixteenth Century", i Anja Wolkenhauer & Bernhard F. Scholz (red.): Typographorum Emblemata: The Printer’s Mark in the Context of Early Modern Culture. Berlin · Boston: de Gruyter, 2018, s. 257-66.
Peder Laurentsen, Malmø-bogen. Facsimile. Malmö: Allhem, 1979.
Claus Mortensøn, Thet cristelighe mesßeembedhe. Malmø: Oluf Ulricksøn, 1529.
Niels Møller, Salmesprog og Salmetyper. En psykologisk Undersøgelse af Reformationsaarhundredets danske Menighedssang til og med Hans Thomissøns Salmebog. København: M.P. Madsen, 1923.
Nogle nye Psalmer oc Lofsange. Rostock: Ludwig Dietz, 1536.
S. Widding, Dansk Messe, Tide- og Psalmesang 1528-1573, I-II. København: Levin & Munksgaard, 1933.
© Det Danske Sprog- og Litteraturselskab med støtte fra Carlsbergfondet og Velux Fonden • Privatlivspolitik
