[210r]
Om Kaarssit/ oc trøst mod atskillige modgang oc fristelser.
I. Den III. Psalme/
Domine quid multiplicati
etc. Siungis lige som/ O Jesu bold/ met
megit voldetc. M. B.
O HERRE for dig ret ynckelig
Klager ieg all min vaande/
Hui forfølge mig saa mange tillige/
|210vAt komme mig dig fra haande?
Jeg er allen/ huort vil ieg hen?
Mod deris store skare
O Gud du mig beuare.
Thi mange mod mig opreise sig/
Aff falsk oc suig tale til mig/
Ville mig fra dig vende:
At du haffuer slet mig nu forgæt/
Oc mig ingen hielp tilsender.
Men ieg met flijd/ oc all tillid/
Giffuer mig til dig Herre:
Oc tror foruist/ at du jo est
Min hielpere oc ære.
Jeg ligger fortryct aff nød oc fryct/
Mennisken haffuer mig forladit/
Men du haffuer mig benaadit:
Mit hoffuit oplet/ effter din foriet/
At ieg nu saa mig trøste maa/
Met alle Guds børn tillige/
At være en Kong en tid saa lang
J dit euige Rige.
Ved hielpen din er Seyeren min/
Derfor ieg dig oc priser
Alt met min mund i allen stund/
At du mig trøst beuiser/
Naar ieg paa dig ydmygelig
|211rKalder/ du mig da hører/
Fra all wlycke fører.
Du ingen forsmaar/ ihuo der gaar
J troen reen til dig allen/
Om hielp aff dig at bide.
Thi bør dig priss/ O Herre viss/
Vden ende til euig tide.
Jeg haffde mig lagt/ oc soff saa sact/
Dog Fienderne vaare mange
Som vilde met mact mig ødelagt/
Deris suig monne ieg vndgange/
Der ieg opstod/ met it frit mod:
Døden kand mig oc ey holde/
Min Herre oc Gud det volde/
Thi hand tog mig aff naade til sig.
Vaar der end meer end tusind Hær/
Som mig omkring vilde giffue/
Jeg frycter dog ey for deris rej/
Men du vilt hoss mig bliffue.
Du haffuer met mact/ aff Guddoms krafft
Straffet mine wuenner/
Som stode mod mig/ met falsk oc suig/
For de dig icke kiender.
Jngen Aarsag ret haffue de fremset/
Deris tender du sønderknusit/
Som mod mig haffue brusit.
|211vThi du est den/ ja du allen/
Som hielper aff nød/ fra euig død/
Alle som dig tilhøre.
Velsigne dit Folck oc vær deris tolck/
Til euig glæde dem føre.
II. Den IIII. Psalme/ Cum inuocarem
etc. Siungis lige som/ O Herre Gud det
kommer nu vdetc.
GVd hør mig snart/ oc hielp met fart/
Naar ieg monne dig paakalde/
Foruist ieg veed/ du Retfærdighed
Giffuer mig oc dine Børn alle.
Du trøster vel min sorrigfuld Siel
Mod alt det mig vil skade.
Gud offuer mig forbarme dig/
Oc giff mig aff din naade.
J Herrer frj/ huor lenge ville i
Mig ingeledis kiende/
Oc aff fortred/ til stor haanhed/
Min ære saa foruende?
Hui ville i mere løgn oc falsk lære
Elske/ end Guds ord det rene?
|212rForfengelighed oc syndsens glæde
Saa søge/ oc altid tiene?
Vider det dog besinder oc
At Herren sine Helgen fører
Saa vnderlig/ oc Faderlig/
J sorrig dem glade giører.
J Kaarssens tuang/ oc stor modgang/
Giør hand dem end vel bange:
Men giffuer dog trøst dem hand gienløste/
God hielp de aff hannem fange.
Vorder du vred aff den fortred
Som dig her monne hende/
Taalmodelig bær det hoss dig
Til Synd dig icke vende.
Knur ey mod Gud/ hand hielper dig vd/
Dit kaarss skal dig ey skade.
Gud Offer giør/ som det sig bør/
Dig paa din Gud forlade.
Mange ved sig sige met suig/
Huo kand oss det gode vise?
At wi det faa som wi attraa/
Oc at wi hannem prise?
Dit ansict blid hoss oss altid
Sit klare liuss lad giffue/
Giff ret forstand/ husualelse sand/
Oc at wi vel kunde leffue.
|212vJeg glæder mig/ allene ved dig/
Ved dit venskab oc gaffue:
Giffuer ingen act paa deris mact
Som Vin oc Korn nock haffue.
Men ligger ned/ soffuer met fred/
Thi du mig hielper Herre/
Foruden all meen hoss dig allen
Saa tryg vil ieg nu være.
III. Den XII. Psalme/ Saluum me fac Domine
etc.
Denne Psalme er it Klagemaal om Antichristens oc alle Ketters vold oc Løgn
mod Guds Ord. Oc en trøst om Euangelij fremgang. D. Morten Luther.
https://melodier.dsl.dk/data/Th_1569/Th_1569_LN1426_212v.xml not found
O Gud aff Himmelen see her til/
oc lad dig det forbarme/
Gantske faa da ere dine tienere til/
besuigne ere wi arme/
Dine ord vil
|213r mand ey giffue mact/
oc Troen er skøt gantske forlagt/
hoss alle Menniskens Sønner.
De lære idel falsk oc suig/
Huad deris Vissdom paafinder:
Deris hierte er icke samdrectelig
Til Guds ord at forkynde.
Den ene vil dette/ den anden vil det/
Bedrage oss met Menniskens sæt/
Oc siunis dog hellig vduortis.
Gud vil den Scrifft met roden oprycke/
Som falsk hellighed oss lærer:
Der til deris Tunge stolt obenbare
Taler stort/ wi ville oss verge/
Wi haffue Ræt oc mact i haand/
Huad wi bescriffue det skal gaa frem.
Huem er den der oss vil straffe?
|213vDerfor taler Gud/ Jeg vil opsee/
De arme leggis fast øde:
Deris suck oc sorrig de mig betee/
Jeg vil deris kæremaal høre.
Mine salige Ord de skulle nu frem/
Begærlig de anamme dem/
Paa dem de arme sig trøste.
Mand prøffuer Sølff met Jlden vel/
Saa vorder det klart befundet:
Paa Guds ord mand vel vocte skal
Disligest i alle stunde.
Det vil met Kaarssit beskermis bæst/
Saa lærer oss den hellige Lest/
Dets krafft lucter i alle Lande.
O milde Gud beuare dine ord
Fra alle falske Lærer/
At alle wi her sammen bo
Du vilt vor beskermer være.
De Guds forgangne monne du her finde/
Dit folck acte de nu offuer at vinde.
O Gud forbiud dem det/ Amen.
Ære være dig Fader euindelig/
Oc Christ din Søn vor Herre/
Der til vor trøster den hellig Aand/
Aff hiertet wi det begære.
Giff oss din naade/ oc styrck vor tro/
|214rAt wi tilsammen met kierlighed bo/
J it sind effter din villie.
IIII. Den samme XII. Psalme/ anderledis. Vnder de Noder/ som/ O Jesu
Christ som mandom tog/ siungis met.
O HERRE Gud aff Himmerig
Wi maa det alle klage/
At Verden er wlydig dig/
Det see wi alle dage.
Dine Ord forsmaass/ det er diss værr/
At ingen haffuer sandhed kier/
Løgn haffuer macten fangit.
Nu lærer huer sin egen dict/
Som Gud kalder Menniskens paafund:
Det sandhed er holder mand falskhed ligt/
Dog det aff Gud haffuer sin grund.
Det seer mand vel for øyen her/
Den farlige tid nu kommen er
Som Apostle oc Christus om tale.
Guds tieniste er vent til skrømterij/
Synd er i hiertet inde/
For Gud er det it Geckerij/
Det faa wi sielffue at finde.
|214vMand skal det giøre som Gud oss bød/
Hielpe vor Neste i all sin nød/
Kierlighed fuldkommer Lowen.
Men nu er dette oss omuent
Met Dieffuelens list oc lære/
Thi Guds ord haffue wi icke kient
Som rette veyen ere.
Thi er det sant i Scrifften staar/
Wi vaare alle som de Faar
Der ingen Hyrde haffue.
Wi haffue lenge farit vild/
Thi ingen haffuer oss voctit/
Oc Dieffuelen gaff der raadene til
At Guds ord bleffue foractit/
Den for oss gick vaar blind som wi/
Oc kunde ey see den vilde stj/
Derfor da maatte wi falde.
Men tack være dig nu Jesu Christ
Som lodst dig det forbarme/
At Dieffuelen sueg oss met sin list/
Wi vaare nu fanger arme.
Nu lader du oss faa dine Ord/
Met dem ret fri ere wi nu giord
Aff Dieffuelens falske lære.
|215r V. Den XXIII.
Psalme/ Dominus pastor meus, nihil mihi deerit.
https://melodier.dsl.dk/data/Th_1569/Th_1569_LN1426_215r.xml not found
Huad kand oss komme til for nød/
men Herren selff oss føder/
Oc spiser oss met himmels brød/
oc til god føde leder/
vor Siel ocsaa vederqueger hand/
oc læsker met det søde vand/
som er den hellig Aands naade.
For dit Naffns skyld/ din hellig Aand/
Paa sandheds vey oss leder/
Oc altid er vor Trøstermand/
Mit i vor sorrig oc glæde.
Thi haffue wi nu saa frit it mod/
|215vOm døden end for øyen stod/
Thi du est met oss Herre.
Vor Hyrdis kiæp oc staff foruist
Den trøster oss oc straffer/
Naar Kaarssit demper kiødsens lyst/
At det ey skade skaffer
Mod Sielen ved Syndsens begær/
Som kroppen stedse i sig bær/
Oc lader sig altid kiende.
Naar sorrig oc modgang er for haand/
Naar Dieffuelen vil oss riffue/
Dit hellige Ord oss trøste kand/
At wi bestandige bliffue/
J sorrig wi haffue hiertens glæde/
Beskermis vel mod Dieffuelens vrede/
Tratz dem det ville forhindre.
Du haffuer oss bered it bord/
Som wi maa vel behage/
Det er dit hellige sande Ord/
Som wi vdi hiertet smage/
Naar oss paagriber Dieffuelens list/
Da er dit Ord vor Sielis trøst/
Alt met din Aand oc naade.
Du salffuer oc met Olie sand
Vort hoffuit mangelunde/
Den glædsens Olie er din Aand/
|216rSom læger vore Synder/
Du skencker fast vdi vore Bryst/
Fuld hiertens trøst oc Aandsens lyst/
Der met wi døden tuinge.
Din godhed oc Barmhiertighed
Oss følger her i liffue/
Fra nu oc ind til euig tid/
J Herrens huss wi bliffue
Her i den Christen menighed/
Oc effter Dødsens wselhed
J Himmerige met ære.
Der til hielp oss Herre Jesu Christ/
Du vilt vore hierter optende
Met tro oc kierlighed allermest/
At wi din Fader kiende/
Met dig oc saa den hellig Aand/
Det ynske wi nu baade Quinde oc Mand/
Oc sige aff hiertet/ Amen.
VIII. Den LII. Psalme/ Quid gloriaris in malitia
etc. Vnder de Noder/ som/ Vden
Herren opholder vort huss oc gaardetc. siungis met. M. D. lxvj.
HVi tratzer du oc berømmer dig/
At du i mange maade
Met din forræderij oc suig
Kant giøre stor vold oc skade?
Betenck at Guds Barmhiertighed
Er daglig mod hans Børn beteed/
Oc vil dem icke forlade.
Din tunge tracter idelig
Stor falskhed at bedriffue/
Der mangen mand er skadelig/
Oc skær som skarpe Ragkniffue.
Du elsker mere ont end gaat/
Oc taler løgn met suig oc spot/
Men sandhed aff dig fordriffuis.
Den tale som er fordærffuelig/
|219rOc vil Guds børn opsluge:
Den tunge som er opfylt met suig
Monne du mest elske oc bruge.
Men Gud som elsker sandheds ord
Skal heffne paa dig din løgn oc mord/
Oc dem vist paa dig straffe.
Fordærffue skal dig Herrens haand/
Aff Guds Huss dig oprycke/
Affslette dig aff de Leffuendis land
Oc sende dig all wlycke.
De fromme skulle det faa at see/
Oc at dine store wferd lee/
Oc frycte Gud/ oc sige.
See denne holt Gud icke for sin krafft/
Sin trøst paa Gud ey haffde:
Men dristede paa sin egen mact/
Sin trøst hand der paa lagde.
Hand dristede paa sin Rigdom bold/
Diss mere wret hand giorde oc vold
Diss mere loed hand sig tycke.
Men som it Olie træ er grønt/
Oc god fruct aff sig giffuer:
Saa skal Gud giøre mig herlig oc skøn/
At ieg stedse hoss hannem bliffuer.
J Guds Huss skal ieg prydis vel
Met mange gaffuer til liff oc Siel/
|219vTratz alle mig ville fordærffue.
Thi forlader ieg mig paa dig
O Gud den stund ieg leffuer/
Oc tacker dig euindelig/
At du den naade mig giffuer.
Jeg bier Herre effter dit naffn/
Som er dem alle til euig gaffn
Der sig paa dig forlade.
IX. Den LXXIII. Psalme. Quam bonus Israel
Deus. D. Petrus palladius.
Denne Psalme saa vdrimet/ om de wgudelige Mammons trælle/ som ere Aagerkarle/
Kornpuger/ Voldsmend/ oc andre gerige halse/ den rige Fraadzeris
stalbrødre/ om deris leffnit oc lycke/ fig oc gerighed/ om deris endeligt/
oc om den stød oc forargelse/ som de fromme fattige Christne faa
aff saadane wgudelige Stympers omgengelse/ Siungis met de Noder som den
wgudelig sequentz/ Aue præclara/ bleff siungen met i Paffuedommen. Gud
giffue huer naade til at rette sig/ Amen. M. D. liiij.
https://melodier.dsl.dk/data/Th_1569/Th_1569_LN1426_219v.xml not found
Sandelig Gud er Jsrael god oc naadig/
|220r huo som vil aff hiertet sin tro beuare.
Men all min mod begynte som min Fod at skride oc falde/
ieg vaar i liffs oc Sielens fare.
For ieg bleff vred oc hastig/
paa hine stolte Brasker/
der ieg saa den store lycke/
det gaar dem vel/ foruden skel/
hine wgude
|220vlige/ som mig kand tycke.
Til Gud sette de icke lijd/
de frycte sig icke for dødsens tid.
Men som it Slaat baade fast oc sterck/
faa de ret aldrig it Hoffuit verck/
men ere fri for sorg oc vaande.
Der for ere de saa glade/
at giøre andre
|221r skade/
saa driffue de deris spil/
for Rigdom falder dem til/
de ere hoffmodig oc stolte offuer maade.
Met spot oc spe alleting foracte de/
huad de tencke paa/
maa strax for sig fremgaa.
Huad de monne tale oc andre befale/
det maa den menige mand alt tage ved/
lige
|221v som det vaar kommit fra Himmelen ned.
Der for maa den fattig holde sig til dem/
for hand er trengt til dem.
See saadanne ere de wgudelige/
som i Verden fige/
riffue oc kratte at de kunde io bliffue rige.
Huad skal ieg mere sige?
Der ieg det saa da skred min Fod/
oc ieg
|222r vilde være deris lige.
O min Gud/
dersom ieg da haffde brudet dit bud/
som du gaffst mig/
da haffde ieg fortørnit dem som tro paa dig/
O Herre Gud.
Jeg tog mig for vdi mit sind/
oc gick hen op i Templen ind.
Der fick ieg at høre/
|222v at de staa paa fuld løss en grund/
oc at deris endeligt den er ond/
Dieffuelen dem bortfører.
Derfor vil ieg nu bliffue alt hoss min Gud/
frycte hannem oc holde hans bud.
O Herre tag mig ved din høyre haand/
oc leed mig til Himmerige mit rette
|223r Færne land/
X. Den XXXVII. Psalme/ Noli æmulari in
malignantibus.
Denne Psalme trøster ocsaa Guds børn/ at de icke skulle forargis paa de
wgudeligis traadzighed oc fremgang her i Verden. Oc lærer/
- 1. huorledis Guds børn skulle leffue/ oc skicke sig saa lenge
de wgudeligis ondskab varer.
- 2. huorledis det gaar de fromme oc Gudfryctige endeligen.
- 3. huorledis det gaar de wgudelige endeligen.
- 4. oc huor for.
M. D. lxix.
https://melodier.dsl.dk/data/Th_1569/Th_1569_LN1426_223r.xml not found
Fortørnis icke naar du end seer
de onde at være mange.
naar du end seer Misdedere fleer/
vær icke hadske oc bange.
Endog de blinde gaa i stor synd/
met slem ondskab/ vden all
|223v straff/
stor fremgang der til haffue/
oc Rigdoms herlige gaffue.
De skulle vden all tuil fuld snart
Som gress oc vrter grøne
Affhuggis/ oc visne met en fart
Met alle deris blomster skøne.
Forgengeligt oc forfengeligt
Er alt det gode som de paa trode/
Saa snart endis deris velde/
Synden skulle de vndgielde.
Til Herren set dit haab oc tro/
Forsømme ey gaat at giøre:
Vdi dit land du bliff oc bo/
Lad troens trøst dig røre/
Du skalt dig nære met Gud oc ære.
Haff all din lyst til Gud/ som vist
Din Hiertens bøn vil høre/
Oc din sag vel vdføre.
Befal Herren dine veye oc Sag/
Dit haab du til hannem sette:
|224rSaa skal hand føret saa vel i lag/
Som hand i sit ord iette.
Hand skal lade skee/ at huer kand see
Din retuiss sag/ lige som middag
Skinne/ oc som Liusit klare.
Saa kant du dig forsuare.
Naar Gud dig nogit Kaarss paafør/
Taalmodig vær du oc stille:
Oc vær til freds som hand det giør
Effter sin hellige villie.
Holt op aff vrede oc bitterhed/
De ondis lycke ey til mistyck
Tag/ at du oc giør ilde.
Guds gunst monne du saa spilde.
Opryckis slet skulle alle de
Som synd oc Ondskab bedriffue:
Men de som effter Herren see
Skulle vist i Landit bliffue.
De Ondis fald snart komme skal/
De gode bestaa/ oc nocksom faa
Aff Guds gode laan oc gaffue/
Oc fredsens lyst de haffue.
De onde sig bruge met spot oc spee
Oc trusel imod de Fromme/
Met Suerd oc Bue de lade sig see/
Guds Folck ville de omkomme.
|224vGud der at leer/ thi hand vel seer
Den straff saa haard/ dem snart offuergaar/
Buen skal dem brydis i hænde/
Suerdit i deris hierte vende.
Det lille som den Retuise monne faa
Aff Guds milde haand oc naade
Er bedre/ end alt det være maa
Som den Wgudelig kand baade/
End Huse fulde met gods oc Guld.
Thi Gud monne selff velsigne vel
Alt huad hand sine Børn giffuer/
Saa det dem gaffnligt bliffuer.
De ondis arm sønderbryder Gud/
Deris synd det dem monne volde:
Oc styrcker de Fromme/ som hans Bud
Aff hiertit gierne holde.
Deris nødtørfftighed oc dage hand veed/
Naar hand dem vil sin trøst sende til/
Den arff som hand dem giffuer
Euindelig vist bliffuer.
De beskemmis ey i Siugdoms tid
Ey helder i Feyde oc trette/
J dyre tid er Gud dem saa blid
At hand dem selffuer metter.
De Ondis lyst forgange skal vist/
De skulle vel kort/ som Røg suinde bort/
|225rOc en snar ende tage
Paa alle deris gode dage.
Den onde borger aff en falsk grund
At betale hand ey tencker/
Den fromme er barmhiertig oc rund
Hand laaner gierne oc skencker.
De fromme aff Gud velsignelse god
De onde vist faa forbandelse haard/
De gode skulle Landit arffue/
De onde vil Gud fordærffue.
Den godis leffnit vey oc stij
Styrer Gud met sin naade/
At hand til gaffns kand vandre fri/
Oc frelsis fra all vaade.
Om hand met hast/ i syndsens last
Falder/ eller oc i Kaarsens Aag/
Hand skal dog icke forsmecte/
Sin haand vil Gud hannem recke.
Fra barndom indtil Alder min
Jeg icke forfare kunde/
Den Retfærdig aff Skaber sin
Forlat være nogenlunde/
Eller at hans Sæd/ paa nogen stæd/
Aff hungers nød/ gick effter sit brød.
Gud vil sine Børn vel føde/
De bliffue aff hunger ey døde.
|225vDen retuise mildelig hielper i nød/
Hans børn velsignelse fange.
Giør du oc gaat/ som Gud dig bød/
Fra det onde skalt du gange.
Saa skal Gud dig/ ret visselig/
Til liff oc Siel forsørge vel/
Der til dine Børn husuale/
Som sig ville hannem befale.
Thi Herren elsker ret oc skel/
Sine helgen hand ey forlader/
Men altid dem beuarer vel.
De Ondis Sæd hand skader/
Saa at den skal opryckis all.
De Retuise Landet arffue met ret/
Til euig tid der bliffue/
Met lyst oc fryd der leffue.
Den frommis mund til visshed er/
Hans tunge om Rætten taler/
Guds ord hand i sit hierte bær/
Som Gud oss det befaler.
Menniskens tant hand der iblant
Ey haffue vil/ men seer vel til
At hand ey skal til side
Met sin bekiendelse glide.
Den Onde paa den Fromme seer/
Oc vilde hans blod vdøse:
|226rMen Herren hannem sin naade beteer/
Oc fra hans hænder forløser.
Bliffuer hand skønt wrettelig dømt
For ketters ord/ eller oprør stor/
Gud hannem dog retuiss kiender/
Oc salighed hannem tiluender.
Bie Herren/ hans vey holt offuer alt/
Hand dig da vist ophøyer/
At du bestandig bliffue skalt/
Megit gaat hand dig tilføyer.
Du skalt oc lee/ naar du monne see
Den wferd suar/ de Onde faar/
Den de nu ey kunde tencke/
Som Guds vrede vil dem skencke.
Jeg saa en stolt wgudelig mand
Veldig met gaffuer skøne/
Mectig oc vel vdbred vaar hand
Som Lauerber træ hin grøne/
Jeg saa mig om der ieg did kom/
Huor monne hand være/ der stod nu here?
Jngen mig det sige kunde/
Jngen stæd da bleff hand funden.
Fryct Gud/ oc giør retfærdighed/
Saa skalt du faa at finde
At dig her giffuis en euig fred/
Du skalt det nu besinde.
|226vDe Ondis ende skal være dig kient/
Til Helffuedis glød oc euig død
Skulle de allesammen komme/
De her foracte Guds domme.
Gud er de Frommis frelser god
Oc styrcke i nødsens tide/
Hand skal dem hielpe oc giffue mod
J all modgang oc quide.
Fuldkommelig oc euindelig
Dem frier hand vist/ fra de Ondis list/
Thi de paa hannem sig trøste/
Hand er den dem forløste.
Loff ære oc tack i alle Land
Ske dig Gud Fader kiere/
Met din Søn oc den hellig Aand/
Det wi aff hiertit begære/
At du saa vel/ til liff oc Siel
Oss haffuer forløst/ oc giffuer trøst.
Lad intet oss her fordærffue/
Lad oss vist Himmerig arffue.
XI. Jt stycke aff den CXIX.
Psalme/ Bonitatem fecisti cum seruo tuo Domine etc.
Siungis lige som/ O Menniske begræd din Syndetc.
|227rHERRE du giorde end vel mod mig/
Ret som effter dit Ord sømmer sig/
Mig din tienere at øffue/
Met modgang sorrig oc megen nød/
Oc end stundem met den bittre død/
Saa mangfoldelig at prøffue.
At ieg skulle lære at bliffue viss/
Dit naffn at giøre loff oc priss/
Oc mig til dig omuende.
O Herre lær mig fordi nu/
Din milde straff met letter hu
Effter dine Bud at hende.
Førend du vndertryckte mig/
Da vaar ieg aldelis vent fra dig/
Oc ey kunde dig da kiende:
Nu haffuer du mig reffsit saa/
At ieg gierne i dine Bud vil gaa/
Om du mig naaden vilt sende.
Ah huad varst du mig saare god/
Min synd du saa vilde raade bod/
Oc den i mig fordriffue.
O Herre for din godheds skyld/
Lær mig vden all min egen vild
Vdi din skick at bliffue.
De stolte gaffue mig megen sag/
Deris falske løgn giør mig stor wmag/
|227vDet monne mig oc saare tuinge/
Jeg veed da ingen bedre raad/
At vndfly deris falske spot oc had/
Oc den sorrig at offueruinde.
End at ieg gantske i hiertet mit/
Gemmer dit loff oc Bud met flit/
Det kand mig ene trøste/
Deris hierte er frit oc fuld met fryd/
Aff Verdsens lyst met all wdyd/
J din Low vil ieg mig forlyste.
At du mig straffede det vaar vel/
Du ydmygede mig met ret got skel/
Det kand ieg oc nu vel mercke/
Det skede kand ieg vel forstaa/
At ieg din Bud oc Low lære maa/
Som all dyd i mig skal vircke.
Nu er din Low fordi vorden
Mig sødere end noget paa Jorden/
Er mig ocsaa fast bedre
End tusind pund baade Guld oc Sølff/
Oc end all Verdsens gods der til/
Oc all hendis gunst oc ære.
|228r XII. Den CXXI.
Psalme/ Leuaui oculos meos in montes etc. Siungis
lige som/ Fader vor vdi Himmerigetc. M. D. lxv.
JEg løffter høyt op øyen mine/
Naar ieg er sted i sorrig oc pine/
Naar all min trøst forsuunden er/
Til Gud om hielp er min begær/
Jeg tror paa hannem visselig/
Hand vil oc kand forsuare mig.
Paa megen styrcke mact oc ære/
Paa Rigdom/ Vissdom/ Venner flere/
Vil Verdsens børn forlade sig/
Paa min Gud ieg fortrøster mig/
Hand haffuer skabt Himmel oc Jord/
Hand hielper mig effter sit ord.
Fryct Gud saa skalt du stadige staa/
Din fod skal dig ey glide fra/
Dit kaarss skal dig ey syndig giøre/
Dig ey fra Gud til Diffuelen føre.
Gud holder dig paa Sandheds sti/
Der skalt du vandre frisk oc fri.
Din Gud som dig foruarer vel
|228vDen som beuarer Jsrael
Hand soffuer icke nogen tid/
Hand slummer ey/ men met stor flid
Hans øyen altid obne staar/
Seer til at du ey skade faar.
Herren er selff din Frelser sand/
Huad du giør met din høyre haand
J Embede dit vdi Guds naffn/
Beskicker hand til nytte oc gaffn/
Hans skugge trøst hielp oc bistand
Giør at dig intet skade kand.
Solen skal dig ey brende om dag/
Oc Maanen ey om Natten plage/
Huad ont som dig tilkomme maa/
Vil Herren selff beuare dig fra/
Skalt du end her baade sucke oc græde/
Din graad omuender dog Gud til glæde.
Skalt du end lide sorrig oc nød/
Oc det end varer til din død/
Da tenck det faar en salig ende/
Din død vil Gud til bade omuende/
Din Siel vil hand saa vel beuare/
At du skalt leffue foruden all fare.
Naar du gaar ind/ naar du gaar vd/
Huad som du giør effter Guds bud/
Huad tid det er oc paa huad stæd/
|229rSin leide Gud dig giffuer met/
At hand er din beskermer blid/
Oc hielper dig til euig tid.
XIII. Den CXXXVII. Psalme/ Super flumina Babylonis
etc. Vdset paa danske/ alle fattige
fortrengde Christne til Saligheds trøst oc husualelse. D. Petrus
Palladius.
Til alle Sogneprester i Danmarckis oc Norgis Riger.
DEi gratiam et pacem per IESVM CHRISTVM.
Kiere Christne brødre oc medtienere i Guds ord/ De ord som Christus vdsende
sine Apostler met/ Ecce mitto vos/ sicut oues/ in medio luporum. Matth. 10.
ville altid være sande/ met hans hellige Ords tienere her paa Jorden.
Huorfor endog at ieg skencker eder allesammen denne merckelige Dauids Psalme
til Nytaars gaffue/ Dog haffuer ieg beskicket den de Sogneprester iblant
eder/ besynderlige til Saligheds trøst oc husualelse/ som bo saa gaat som i
Fengsel/ oc trengis aff det Babylonske Horfolck/ Voldsmend/ oc andre
Wgudelige halse/ som icke mere maa lide Guds ords tienere eller Guds fattige
Faar/ end som de wgudelige Hed|229vninge maatte
lide Guds folck i det Babylonske fengsel/ bedendis at i siunge altid gierne
denne Psalme/ met det Haab/ at den som vdfride sit Folck aff det Babylonske
fengsel/ oc betalede de Wgudelige deris forfølgelse oc fortryckelse/ hand
ocsaa naadelige vil see til eder/ oc betale eders wuennere/ for huess Vold
oc wret eder kand ske aff dem/ der som de icke ville rette sig/ oc i ville
fremdelis foracte Babylon/ oc henge hart veg Zion. Dominus Jesus vos
conseruet et consoletur/ AMEN. M. D. liiij.
https://melodier.dsl.dk/data/Th_1569/Th_1569_LN1426_229r.xml not found
Hen† Hen] Heu orig. hoss Babylonis flod/
sade wi tilsammen met sorrigfuld mod/
der wi vaare fengslede i Babylon/
oc græde saare der wi tenckte paa Zion.
Wi hengde vore Harper op i de Pile/
Som der vaare/ thi wi finge ingen huile/
|230rDe spottede oss i Babylon/
Siunger (sagde de) en Psalme/ som i pleyede i Zion.
Der til suarede wi baade quinde oc mand/
Huorlunde kunde wi siunge i fremmede land/
Men glemmer ieg dig Jerusalem oc Zion/
Da glemmer ieg min høyre haand her i Babylon.
Min tunge maa klynge ved min gane/
Om ieg glemmer dig/ oc dig saa forhaane/
Om ieg giør ey Jerusalem oc Zion
Til min største glæde her vdi Babylon.
O Herre Gud kom Edoms børn da ihu/
Naar du vilt giffue Jerusalem huile oc ro/
Sla ned sla ned (sagde de) huad der er vdi Zion
Oc fører Folcket fengslet hen til Babylon.
Du Babylons dotter vilt jo faa it meen/
Naar dine fiender slide dine børn til en steen/
Salig er den/ som kand betale Babylon/
Alt det onde som hun haffuer giort Zion.
Salig er den/ som kand betale Paffuen i Rom/
Alt det onde som hand haffuer giort Christendom.
|230v XIIII. En Aandelig Vise/ aff Matthei xj. Capitel. Venite ad me omnes
etc.
https://melodier.dsl.dk/data/Th_1569/Th_1569_LN1426_230v.xml not found
Kommer til mig sagde Guds Søn/
som ere besuaret huer oc en/
met synden hart beladen/
vnge oc gamle/ quinde oc Mand/
ieg vil eder vederquege forsant/
oc hele eders skade.
Mit aag er søt/ min byrde er læt/
Huo den bær oc mig følger ret/
Helffuede skal hand vnduige.
|231rJeg vil selff met hannem bære saa/
At hand ved min hielp vist skal faa
Det euige Himmerige.
Min gierning oc det Kaarss ieg bar
Den stund ieg her i liffue vaar/
Det følger Aarle oc silde:
Alt huad i tencke tale oc giør/
Det bliffuer gaat som det sig bør/
Naar det skeer effter Guds villie.
Huo sit Kaarss ey tager paa sig/
Oc i min fodspor følger mig/
Til liffuit skal hand ey gange.
Thi den ieg reffser haffuer ieg kier/
Jeg ihielslar oc ieg leffuendis giør/
Gennem kaarssit i æren fange.
Endog i monne her hyle oc græde/
Oc Verden sig kand fryde oc glæde/
Til glæde skal det eder vorde.
Giør du ellers Anger for din synd/
Der met du mig saa mangelund
Suarlig fortørne torde.
Kalde paa mig i din modgangs tid
J gudelig bøn oc fast tillid/
Oc stadelig paa mig haabis/
Jeg vil dig trøste vdi din nød/
Fri dig fra Dieffuelens suare anstød
|231v Saa ieg kand aff dig loffuis.
Det ieg dig Kaarssit monne paaføre/
For din skade ieg det icke giør:
Fra det onde vil ieg dig drage/
Fra kiødelig tryghed oc syndsens meen
Til Christeligt leffnit i troen reen/
At du vndgaar euig plage.
Gierne vilde Verden salig være/
Skulde hun ey den suare pine bære/
Den alle Christne her lide.
Men det icke andet være vil/
Der for giff dig der villig til/
Vilt du vndgaa euig quide.
All Creatur vidnisbyrd bær/
Som i Haffuit oc paa Jorden er/
Sin plage kand det ey vndgange.
Huem det i Guds naffn icke vil/
Skal endelig taale Dieffuelens spil
Met samuittighed hin bange.
Gennem time glasset saa løber det sand/
Oc boblen falder paa klaren vand/
Opblest i samme stunde.
Mennisken falder saa i Dødsens tuang/
Hans værelse er her icke lang/
Hand falder bort sammelunde.
J dag er Mennisken karsk oc sund/
|232rJ morgen siug oc suag mangelund/
Snart Døden hannem monne kryste.
Som blomsteren visner i grønen Eng/
Saa snart oc Verdsens praal bliffuer endt/
Saa hastelig falder oc bryster.
Verden frycter for den timelig død/
Men naar mand ligger i siste nød
Da vilde huer først from vorde/
Den ene giorde det/ den anden det/
Deris arme Siel monne de forgæde
Den stund de leffde paa Jorden.
Naar mand icke lenger leffue kand
Da beklager sig først mangen mand/
Vil sig da til Gud giffue.
Jeg frycter sandelig at Guds naade/
Som hand stedse spottelig haffuer forsmaad/
Vil neppelig offuer hannem bliffue.
Den Rige hielper ingen stat/
Den vnge mands mod falder her saa brat/
Hand maa dog aff dette grøne.
Haffde en end all Verden i vold/
Huer pennings verd aff Sølff oc Guld/
J dantzen maa hand dog trine.
Her hielper ey Lærdom eller konst/
Ey verdslig pract ey Herre gunst/
Døden bliffuer alles ende/
|232vDen her ey Christum haffuer til ven/
Den her ey giøris aff Synden reen
Til euig pine bortsendis.
Thi er eder Modgang merckelig god
Oc giøret at i met sorrigfuld mod
Eders synd oc Ondskab bekiende/
Oc bede Gud om forladelse blid/
At i kunde i en salig tid
Skillies fra dette ælende.
J Guds børn hører oc mercker ret/
Som eder i Guds vold giffue slet/
Fortryder icke den møde.
Men Guds ord stedse beholder vel/
Som trøster eder til liff oc Siel/
Gud vil eder trøste oc glæde.
J skulle ey ont for det onde giffue/
Seer til at i her wskyldig leffue/
Lader Verden eder men klaffe.
Giffuer Gud baade heffn oc all ære/
Den sneffre Sti i vandre here/
Gud skal Verden vel straffe.
Maatte kiødet faa huad det begær/
Glæde/ sundhed/ Verdsens lyst oc ære/
Til dyd bleffue i snart kolde.
Thi kommer der offte modgang paa/
Som kiødsens onde lyst tucte maa/
|233rOc eder i Guds fryct holde.
Er Kaarssit eder for bitter oc leed/
Da tencker huad Helffuede er heed/
Did som Verden monne rende:
Met liff oc Siel der lide maa
Den pine som aldrig ende kand faa/
Oc kand dog icke opbrende.
J Christne skulle effter denne tid/
Met Christo haffue den euige fryd/
Der hen saa skulle i tencke.
Den ære oc glæde ey nogen mand
Betencke eller fortælie kand/
Som Herren vil eder skencke.
ALt huad den euige gode Gud
Tilsiger oss i sit løffte oc bud
Det faa wi allesammen.
Hand føre oss fra all nød oc fare/
Hand føre oss til sine Engleskare/
Ved Jesum Christum/ Amen.
XV. Trøst imod Bugsorg/ Gerigheds tancker/ oc mistrøstige omhyggelighed
for dette Legemis nødtørfftighed/ vddragen aff Matthej vj. Capitel.
https://melodier.dsl.dk/data/Th_1569/Th_1569_LN1426_233r.xml not found
|233v O Menniske vilt du betencke/
min bitter pine oc død/
Jeg vil dig igen skencke/
liffuit for euige død/
til mig skalt du dig holde/
ieg haffuer alting at volde/
ieg er den dig haffuer frelst.
Jeg haffuer dig icke betalit
Met Guld penning eller Sølff/
Men dig fra Dieffuelen tagit
Alt met min pine oc død.
Hui est du da saa blinder/
Oc icke min godhed kiender?
Du selffuer forkaster dig.
Du attraar Verdsens ære/
For hende giør du din flid.
|234rAt du mine Bud kunde lære
Der til haffuer du ey tid.
Verden som dig skal daare/
Den haffuer du kier saa saare/
Mig haffuer du slet forgæt.
Huo Rigdom her meer elsker
End min Naade oc godhed/
Hans anslag skal hannem falske/
Oc bliffue hannem euig leed.
Den Rigdom som ey kand suige
Hand findis i Himmerige/
Oss alle til Salighed.
Derfor lad dig nu nøye
O Menniske ihuo du est/
Jeg skal dig vel tilføye
Alt det dig tiener bæst/
Din salighed icke forsømme/
Jeg skal dig icke forglemme
Hoss mig til euig tid.
See Lilierne hoss de Enge
Huor deylige de monne staa/
De betale icke met penninge
Den herlighed de haffue paa.
Salomon vdi alt det hand haffde
Vaar icke lig de blade
Som samme Lilier bær.
|234vSee Fulene i lucten flue
Huor Gud forsiuner dem/
De Diur i deris kule
De haffue deris føde aff hannem/
De Raffne vnger i deris rede
Giffuer hand det de skulle æde/
Oc lader dem icke suelte ihiel.
Thi lader eder icke bedrøffue
J som mine tienere ere/
For klæder eller liffsens føde/
Thi ieg eders sorrig bær.
Jeg vil eder vel forsiune/
Acte i men ordene mine/
Oc haffue eders tro til mig.
Er Himmel oc Jord da mine
Oc all herlighed der til/
Hui skulle ieg icke forsiune
De mig tillide vil?
Jsrael haffuer ieg bespiset/
Oc dem rette veyen viset
Til det foriette Land.
Lader eder der for paaminde
Oc acter det vden skemt/
J skulle det aldrig befinde
At ieg mit Folck haffuer glemt/
Jngen er bleffuen forladit/
|235rSom paa mig haffuer haabit/
Bliffuer derfor fast hoss mig.
Tack loff priss heder oc ære
Ske Gud i euighed/
For sin Guddommelig lære
Som hand haffuer oss beteed/
Hand vnde oss at wi kunde
Hans godhed ret begrunde/
Oss alle til salighed.
XVI. Trøst i liffs fare/ oc sorrig for dette liffs næring.
https://melodier.dsl.dk/data/Th_1569/Th_1569_LN1426_235r.xml not found
Mit hierte hui gremmer du dig/
bedrøffuer dig saa sørgelig/
for Verdsens timelig gods/
din trøst set til din Herre Gud/
Der alting skabte met sit bud.
|235vHand vil eller kand dig ey forlade/
Hand veed din trang din nød oc skade/
Hans er Himmel oc Jord.
Min Fader oc min Herre sød/
Som staar mig bi i all min nød.
Du est min Gud oc Fader sand/
Dit Barn du ey forlade kand/
Dit hierte er Faderligt.
Jeg er en Jordklimp met stor brøst/
Paa Jorden veed ieg ingen trøst.
Den Rige paa sit gods trøster sig/
Men ieg fortrøster mig paa dig/
Er ieg end her foract/
Saa veed ieg vel oc visselig tror/
At dine tienere din hielp faar.
Helia sige huo fødde dig/
Der Regnen forholtis vnderlig
J den suare dyre tid?
J Zidons Land en Encke rund/
Til den Gud sende dig samme stund.
Oc at du ey skulde lide nød/
Der du drogst did som Gud dig bød/
Oc hans befalning giorde:
Dig førde Raffne kiød oc brød/
Aarle oc silde til din føde.
Du soffst vnder it Enebær træ/
|236rDer Engelen kom/ oc loed sig see/
Hand førde dig Vand oc Brød.
Du gickst der effter en vey saa lang/
Til Horebs bierg vden hungers trang.
Joseph bleff til Egypten sold/
Oc der i Fengsel kast met vold/
For sin Gudfryctighed/
Men Gud hialp hannem til Herre naffn/
Hans venner til stor ære oc gaffn.
Gud haffde Daniel ey forgæt/
Der hand blant Løuerne vaar nedset/
Sin Engel sende hand did/
Hand hannem Mad da føre loed/
Ved Abacuc sin tienere god.
Den trofaste Gud ey glemme vild/
De tre Mend som vaare kaste i Jld/
Sin Engel sende hand did/
Loed dem beuare for Jldens glød/
Oc hialp dem saa aff all deris nød.
Jonas kunde Guds hielp ocsaa faa/
Der hand i Hualfiskens bug laa/
Tre dage oc nætter tre:
Gud met sit Ord det visslige giør/
At Fisken hannem paa landet før.
O Gud du est end nu saa rig/
Som du haffuer værit euindelig/
|236vTil dig staar all mit haab.
Min Siel beuar/ oc giør hende rig/
Saa haffuer ieg nock euindelig.
Den timelig ære vil ieg ombære/
Den euig lad mig visse være/
Den du forhuærffuit mig/
Alt ved din bitter haarde Død/
Det beder ieg dig O Herre sød.
Alt det denne Verden er aff fuld/
Det være sig Penning Sølff eller Guld/
Rigdom oc timelig gods.
En liden stund det bliffuer ved/
Oc hielper ey til Salighed.
Jeg tacker dig Christ O Guds Søn/
At du gaffst mig denne kundskab skøn/
Ved dit Guddommeligt Ord/
Forlen mig oc bistandighed/
Min arme Siel til Salighed.
Loff ære oc priss skee dig allestund/
For dine velgierning mangelund.
Jeg beder dig inderlig/
Lad oss ey fra dit Ansict blid/
Forskiudis bort til euig tid.
|237r XVII. Om de tho Christi Marterer/ som Aar/ 1522.
bleffue brende i Bryssel/ aff de Sophister vdi Løuen. D. Morten
Luther.
https://melodier.dsl.dk/data/Th_1569/Th_1569_LN1426_237r.xml not found
En vise ny ville wi nu quæde/
det raade Gud vor Herre.
Alt om det Gud haffuer giort til glæde/
til sit naffns loff oc ære.
J Bryssel vdi Nederland/
ved tho personer vnge/
Guds vnderlig krafft saa der huer Mand/
at hand met gaffuer sine/
|237v saa riglig vilde dem bepryde.
Johannes hede den første met sand/
Vel rig vdaff Guds naade:
Hans broder Henrich/ aff Guds Aand
En Christen samme maade.
Fra denne Verden skildis de/
Ærens krone dem monne møde.
Som Guds børn lidde spot oc spee/
For hans Ord ere de døde.
Hans Marterer ere de vorden.
Den gamle Fiende dem fange loed
Bructe trusel obenbare:
Guds ord hand dem forsuærie bad/
Met list vilde hand dem daare.
Aff Løuen hand Sophister store
Til dette spil loed fremkalde/
Men all deris konst forfengelig vaar/
Guds Aand dem daaret alle.
Slet intet kunde de vinde.
De siunge søt/ de siunge surt/
Forsøgte mange lister.
De Muncke tho stode som en Mur/
Foractet de Sophister.
|238rDen gamle Fiende det fortrød
At hand vaar offueruunden/
Aff saadane Smaa fick it stort stød/
Stor vrede bleff hoss hannem funden.
Hand tenckte huor de skulle brende.
De toge fra dem Klosterklæd/
Affuijede dem tilsammen/
Diss vaare de fuld vel bered/
Oc sagde gladelig/ Amen/
Gud Fader de oc tackede gaat/
At de saa maatte fri vorde
Fra saadane Dieffuelens Spil oc spot/
Som met slig Kapper torde
All Verden storlig bedrage.
Gud skaffet det aff naaden saa
At de rette Prester bleffue/
Den christelig Aarden maatte indgaa/
Sig selff til Offer giffue.
Fra Verden gaa/ ved døden hen/
All skrømteri afflegge/
Til Himmelen komme fri oc reen
All Munckeri vdfeye/
Oc Menniskens tant her lade.
Jt lidet breff mand for dem screff
At de det læse kunde/
Oc da stod der i samme breff
|238vHuad deris tro vaar samme stund.
Den største deris vildfarelse vaar/
Gud skal mand tro allene/
Menniske met løgn oc suig omgaar/
Dem trofast være kand ingen meene.
Derfor da maatte de brende.
Tho Jlde de optende da
Oc Mendene did henførde:
Stor vnder fick huer mand det saa/
At dem den pine ey rørde.
Met glæde de sig gaffue der til/
Met Guds loffsang oc ære:
Sophisterne tycktis det ey vel/
Stor fryct monne de da bære/
At Gud loed sig saa mercke.
Den skemt dem nu fortryder fast/
De vilde den gierne smycke:
De berømme sig ey aff den last/
De vilde den gierne vdslycke.
Dem bidder skam i hierte rod/
Det klage de for deris Lige:
Dog vil Guds Aand dem robe imod/
Oc Abels blod maa sige
Om Kains gierninger vide.
Nu kand ey asken ligge stil/
Men støffuer i alle Lande:
|239rMand giør her til ihuad mand vil/
Skam gaar Fienden til haande.
De hand i liffue ved sit mord
Til at tie kunde tuinge/
Nu de ere døde/ maa hand deris ord
Høre/ paa alles røst oc tunge/
Oc lade dem gladelig siunge.
Dog bruge de løgn oc falske ord
Til den store mord at smycke/
De giffue for en dict vel stor/
Samuitigheden monne dem trycke.
Guds helgen tho som ere nu døde
Forhaane de end/ oc sige/
At disse mend i deris siste nød
Fra troen monne affuige/
Oc sig til Paffuen omuende.
Lad dem nu liuffue men de vil/
Det kand dem intet baade:
Gud ære wi oc tacke der til/
Hans ord kand oss nu raade.
Sommeren er for Dørren her
Oc Vinteren haffuer ende/
Her blomstris alleting fiern oc nær/
Den Gud oss sit Ord sende/
Hand vil det vel fuldende.
|239v XVIII. En Christelig klage vise/ om de Christnes
forfølgelse. 1547. Siungis lige som/ Aff Adams fald er plat
fordærff.
WJ bede dig euige Gud
Du som Freds Første kaldis/
Du hellige Herre Zebaoth/
Dine Øern vent til oss alle.
Forstaa vort klag/ thi stor wmag
Haffuer offuerhaanden fangit.
Den Antichrist alt met sin list
Er i din arffdeel gangit.
Der haffue sig til hannem forsagt
Vel mange falske Christne/
Oc haffue Affguderi opsat/
Forstørre saa met liste
Din helligdom/ dine Christne from
Monne de vndertræde.
Den Paffue saa leed/ vdi dit stæd/
Lader sig for Gud tilbede.
Din hellige Stad haffue de forstyrd
Dit Altar oc der inde/
Oc dine tro tienere myrd
Huor som de kunde dem finde/
|240rDog wi allen/ en Hob saa kleen
Faa ere offuerbleffne/
Met spot oc skam/ i alle Land
Foriaget oc fordreffne.
Wi ere atspredde lige som Faar
Der ingen Hyrde haffue/
Forlade baade Huss oc gaard
Ret lige som Natraffne/
Som flyer tillige oc skiuler sig
J klipper oc Stenkleffte.
Met vrede oc tratz iage de effter oss
Ret som effter Fule i lufften.
Wi løbe vdi Skoffuen om
Mand søger oss met hunde/
Oc fører oss som Lammen from
Baade fangne oc bundne.
Skylder oss fri for gendøberi/
For ketter oc oprører/
Som slacte Faar er vort vilkaar/
Som all Verdsens forfører.
Mange haffue oc i fengsel trang/
Fordærffuit met stor møde.
Andre met pine stor oc lang
Omkomme/ oc saa døde.
Wskyldelig taalmodelig
Guds helgen her paa Jorden
|240vMaa alle tillige/ ved sorrigen slig
Saaledis forsøgte vorde.
Somme ere oc i træene hengt/
Dødet oc hugne sønder/
Lønlig oc obenbare senckt/
Mend/ Jomfruer/ oc Quinder.
De haffue frit/ oc icke skyet/
Verden vidnisbyrd giffuit/
At allene Christ giør salig vist/
Er veyen ocsaa Liffuit.
En Jøde hoss dem æris mere/
Som dog sandheden skender
Hoss de fromme/ vdaff god lære
Sathan dem saa forblinder/
Met it falskt skin de Christne dine
Forfølge i alle Lande/
Affliffue dem/ som skelmer slem/
Dem baade myrde oc brende.
Huad Christenhed met god beskeed
Om troen monne kiende/
Det tro wi paa/ aff hiertens attraa/
Falsk Lærdom fra oss vende.
Thi Paffuens lære oc andit mere
Er icke nu hoss oss funden/
Paa en hiørnesten/ Christus allen/
Vor tro sig monne ret grunde.
|241rNu huiler Verden ey fordi
Er kommen slet fra sinde/
Oc dicter paa oss Løgen fri/
Alle vegne oss tuinger.
Setter oss i band/ O Herre sand
Vilt du nu der til tie?
Heffn deris Hoffmod/ dine Helgens blod
Lad for din throne opstige.
Dog maa saa gaa/ thi lige saa
Disciplerne skulle gange
J lige pine/ met Herren sin
Der selff paa Kaarssit hengde.
For hand hycklerj/ Pharisaisk surdey
Straffet/ oc gaff god lære/
Som hand sagde selff/ huo mig følge vil
Maa lige fare bære.
Huor kaastelig er dine Helgens død
For dit Ansicte blide:
Saa haffue wi i all vor nød
En god trøst at tillide/
Til dig allen/ ey nogen anden/
Ey trøst/ ey fred paa Jorden.
Huo tror paa dig skal euiglig
Aldrig til skendzel vorde.
Jngen drøffuelse er saa stor
Som oss skal fra dig vende/
|241vWi bede dig effter dit Ord
Ved Christ/ som du oss sende/
Oc gaffst til trøst/ oc all vor lyst
Oc naadsens Throne at være:
Som viser oss vey/ den smalle Sti/
Som monne til liffuit bære.
Seyer/ Triumph oc herlighed/
Tacksigelse/ priss oc ære/
Være dig Herre i euighed/
Din retuished oc sande lære.
Vel benedid bliffuer altid
Dit naffn/ aff Folckit allesammen/
Ved Jesum Christ/ som kommer vist
At dømme Verden/ Amen.
XX. En Aandelig Vise mod Sielens trende Hoffuitfiender. Siungis lige som/
Maa ieg wlyckenetc.
O Gud forlene mig met din naade/
Giff hielp oc raad/
Ellers maa ieg plat forsage.
Thi Fienderne samle sig runt omkring/
Vdi en ring/
Oc ville mig fra dig jage.
Verden hader mig/ saa bitterlig/
Mit egit Kiød i Synden er fød/
O Herre det maa ieg klage.
Min største Fiende er Dieffuelen vist/
Met argelist
Hand bruger sine skalcke stycke.
Oc giør sin Sag baade klar oc reen/
Met falskheds skin
Kand skalcken mesterlig smycke.
Met skrømpteri sig bruger fri/
|243rOc skiuler sig mangfoldelig/
Kand mange til Snaren rycke.
Fra den Mordener min beskermer vær
O Herre kier/
Giør reent mit hierte oc sinde.
Huor du icke Husit bygger op/
Da er vort haab
Forgeffuis/ det faa wi at finde.
Det er oc vist/ O Herre Christ/
Huor du icke er oss alle nær/
Stor nød mod oss oprinder.
O Herre giør mig nu bistand/
Met ord oc Aand/
Alt ind til min siste ende:
Saa vil ieg frit der voffue paa
Alt det ieg formaa/
Din trøst vilt du mig sende.
Saa tror ieg vist/ O Herre Christ/
Verden/ mit kiød/ eller Dieffuelens stød
Skulle mig icke fra dig vende.
Vilde end Verdsens oc Dieffuelens mact
Met all deris krafft/
Bruge sine argelist oc kynde:
Saa er dog hoss dig hielp oc trøst/
Som oss haffuer løst
O Herre du kant dem offueruinde.
|243vJeg vil gierne paa rette veyen gaa/
Skøtte ingen mand/ huo hand være kand/
Hoss dig lader ieg mig finde.
Der kommer den dag/ oc er vel nær/
Som angist tilbær
Alle dem sig nu lade forskrecke/
Oc i deris nød ey trode foruist
Paa dig Herre Christ/
Deris synd skalt du opuecke:
Oc straffe saa/ baade store oc smaa/
Til euig tid/ O Herre blid
Til liffuit du mig vilt vecke.
Du hielpe vilt fra Synd oc qual
Jsrael all
Naar din dag vist skal komme.
De wgudelige/ paa dig haffue nu
Mistrøstige hu/
Met Rætten vilt du da dømme.
Jeg tror paa dig/ O Herre hielp mig/
Vær du mig blid/ i min siste tid/
Jeg voffueret mig til fromme.
XXI. Mig tyckis at Verden er vnderlig.
https://melodier.dsl.dk/data/Th_1569/Th_1569_LN1426_243v.xml not found
|244r Mig tyckis at Verden er vnderlig/
hun haffuer saa meget at skencke/
Met sorrig oc kummer baade falsk oc suig/
vil mand det ret betencke/
hun maa vel lignis ved det Jiss/
der mand kand snart paafalde/
huo paa hannem bygger/ hand er wuiss/
hand bliffuer besuigt met alle.
O euig Gud du styrck min tro/
Mit kaarss taalmodig at bære.
Thi her er huercken huile eller ro/
|244vMen wi i Verden ere.
Thi maa wi vel sucke oc robe til Gud/
Oc hannem aff hiertet paakalde:
Thi hand er baade mild oc god/
Hand hielper oc trøster oss alle.
Det kand ieg kiende/ baade tid oc stund/
At Gud er altid tilstæde
At hielpe aff Naade oc stor miskund/
Det er min største glæde.
Thi hand siger/ Kommer hid alle til mig/
Som bedrøffuit oc sorrigfuld ere/
Jeg vil eder trøste oc vederquege/
Thi ieg er Gud eders Herre.
Den tid min sorrig vaar allerstørst
Mit hierte vaar vee oc bange/
Da kom Gud mig til hielp oc trøst/
Forløste mig arme fange.
Som hand giorde ved den Gudelig mand
Som wi monne Joseph kalde/
Gud førde hannem gennem Egypti land/
Saa hielper Gud sine Børn alle.
Alle de dage ieg leffue maa/
Jeg kand ey sige til ende
Huorledis Gud naadelig til mig saa/
Der ieg vaar gantske ælende.
Som hand giorde ved Elizabeth/
|245rDet vaar en fattige Quinde/
Gud holder vist det hand haffuer iet
Som wi maa daglige befinde.
Jt angerfult hierte aff sorrig oc vee/
Som Dauid monne bescriffue/
Vil Gud aff sin store naade tilsee/
Vil mand i troen bliffue:
Hand vil ey andet haffue til løn
Som scrifften monne oss lære/
End it ydmygt hierte oc gudelig Bøn/
Thi prise wi hannem oc ære.
Jeg raader eder alle met gantske flid
Alt baade Mand oc Quinde/
Til Gud allene setter eders lid/
Saa kunde i vel offueruinde
Den store bedrøffuelse i Verden er/
Som wi for synden bære.
Gud reffser dem hand haffuer kier/
Oc vil dem naadig være.
Christus Jesus baade Gud oc mand
Vor broder loed hand sig kalde/
Synd oc Døden hand offueruand/
Der met hand frelste oss† oss] ass orig. alle
Fra Helffuedis pine oc euige død/
Som Adam monne forhuærffue/
Thi hand Guds bud i Paradiss brød/
|245vVed Christum wi liffuit skulle arffue.
Wi skulle dog alle met Jesu Christ
J Kaarssens tuang være lige/
Om wi skulle Ærens Krune faa vist
Met hannem i Himmerige.
Apostlernis kaarss oc salige ord
Lærer oss det at begrunde/
Met modgang oc bedrøffuelse stor
Til Guds rige skulle wi stunde.
Om huer hand vilde betencke den tid
Naar Christus kommer at dømme/
J Guds fryct skulle huer leffue met flid/
Taalmodighed icke forglemme.
Da stod mand vel aff synd oc last/
Som døden haffuer at føre:
Oc icke bygde paa Verden saa fast/
Som mange diss værre nu giøre.
Brødre oc Søstre ere wi alle
Baade fattige oc Rige/
Oc naar Gud vil oss aff Verden kalde/
Da bliffue wi alle lige.
Huor er da den praal oc store Hoffmod
Den wi oss daglig i vende?
Der til Gerighed den onde roed?
Det haffuer alt da en ende.
Sandhedsens Aand beuare mig nu
J troen at bliffue til ende.
|246rAt wi kunde baade met hierte oc hu
Vort sind fra Verden vende.
Oc bliffue hoss Christum vor Frelsermand
Som er vor Gud oc Herre/
Besidde met hannem vort Fæderneland/
Der er saa lystigt at være.
Loff ære være Gud i euighed
For sin Guddommelig naade/
Disligest hans Søn euindelig
Som frelst haffuer oss aff vaade.
Den hellig Aand ske lige saa/
Det bede wi allesammen/
At hand vil trolig met oss staa/
Wi siunge aff hiertet/ Amen.
![[210r]](/static/facsimiles/thomissoen_1569/473.jpg){kind=link}
